Such a peacefull night, or? (Zoran)

Dato : irl
Årstid : så småt ved at blive forår, men det er stadig forfærdelig koldt.
Dag : irl
Vejr : gråt, det har regnet hele dagen og regnen er endelig stoppet.
Tid : 22:45
Omgivelser : en masse lukkede butikker, og skumle mennesker og væsener.

Jara kom gående igennem en kold gyde og gøs stille. Hun var blevet våd af den regn der var faldet om eftermiddagen så hun var fugtig og den kolde vind der susede igennem de tomme gyder var ikke helt venlig.
Hun ægrede sig over at hun ikke havde nået tilbage til det lille hotel hun boede på for at skifte tøj, inden det var de havde ringet til hende fra dyrehandlen for at få hende til at låse af, og ordet nej kendte hun ikke så hun havde svaret ja uden at tænke på den silende regn udenfor. Hun så ned på fortovet, for at undgå folks øjne. Hun hadede når folk stirrede på hende, for hun syntes bestemt ikke selv at der var noget usedvanligt ved hende, de skulle bare holde blikket for dem selv. Hun satte farten op, og gik igennem endnu en gyde, og nød stilheden og freden der.

En let kvinde latter fyldte gyden, og længere fremme sås to skikkelser tæt omslynget af hinanden. Kvinden pressede let Zoran op mod muren, og han lod hende tro at hun havde kontrollen. Han skulle trodsalt til at tage hende liv.. Han nød den kvindlige duft af hendes varme hud, da lugten af engel pludselig slog imod ham. Han vendte blikket i retning af duften, og fik snart øje på skikkelsen. Kvinden prøvede næsten desperat at fange hans opmærksomhed igen med sine kys, men Zorans blik hvilede på englen.

Jara fik øje på to personer, der væltede ind i den smalle gyde, hun hørte kvindens latter fylde hele gyden. Hun så ned, for hun ville ikke virke påtrængende, hun skulle bare skynde sig forbi da hun ikke havde meget lyst til at nyde deres elskovs scenarium, for det fik hun indtrykket af da hun så hvodan kvinden forsøgte at fange mandens opmærksomhed. Hun smuttede ud af gyden, og hankede op i sin taske. Hun bed sig lidt i læben, og bad til at det ikke ville regne mere for hun følte sig ærlig talt ikke som det mest imponerende syn i verden. Hun lod kort sin hånd glide igennem sit hår der var det eneste der ikke var fugtigt. Hun tænkte kort på manden og kvinden i gyden, og håbede lidt for dem at de ville vælge et lidt tørrere sted at gøre det.

"Hmhm" Lo Zoran lavt. "God nat min kære" hviskede han så i kvindens øre, og kyssede hende på halsen. Brugte sin evne til at tage hendes bevidsthed, og slap hende så. Godt nok havde kvinden været utroligt indbydende, men en engel var alligevel mere interessant. Rolige skridt førte ham efter englen ud af gyden, og et let smil spillede over hans læber.

Jara bed sig i læben, og så sig lidt omkring. Hun brød sig ikke om Werclare på denne tid af dagen, så hun undgik som regelt at skulle rende ærinder der, men idag havde hun været tvunget til det, på grund af noget medicin til nogle hundehvalpe, kaniner og andre smådyr. Hun syntes hun hørte skridt bag sig, men tænkte at det nok bare var Werclare atmosfæren og hendes fantasi der spillede hende et pus. Hun kom i tanker om at hun skulle tilbage til hotellet og pakke, hun skulle være ude idag. Hun sukkede tungt, gad ikke tænke. Hun var fristet til at se om bag sin skulder, men hun vidste også at hvis der var nogen, ville hun få sådan et chok at hendes vinger ville falde af *det er bare noget jeg tænker!* tænkte hun.

Zoran bemærkede nervøsiteten omkring englen, og lo svagt. "Du er da ikke bange, er du vel?" spurgte han spøgende, og smilede drillende. Skønt hun ikke ville se det, med mindre hun vendte sig mod ham. Zorans skridt var fortsat rolige, og han lod ikke til at bekymre sig det mindste, om noget som helst. Hvorfor skulle han også det? Jo, han var sulten, men ikke så meget, at han ikke ville lege. Det var jo det der var det sjove ved at dræbe. Legen. Ligesom forspillet før samleje. Det var næsten nødvendigt, påkrævet.

Han gav et forskrækket hop fra sig da han sagde noget, og snurrede rundt mod ham. "Hvad mig? Bange?" sagde hun og prøvede at beherske sit tonefald. Hun kunne have født en hest på tværds så bange var hun. Men hun tvang sig selv til at prøve at tage den med ro. Der var nok ingen tvivl om at det var en vampyr der stod overfor hende. Hun følte sig noget så dum, og bed sig i læben. Måske kunne hun holde ham hen med snak?

Zoran lo svagr endnu engang, og smilede charmerende til hende. "Ja.. Du virker sådan." informerede han venligt. Zoran virkede ikke så farlig igen. Det gjorde han aldrig. Ikke direkte. Det prøvede han nu heller ikke på. Hvorfor spilde krudt på at skræmme folk, når det var så meget sjovere at charmere dem, vinde deres tillid, og se forvirringen i deres øjne, når det gik op for dem, at de ikke ville overleve deres venskab med ham...

Hun forstod ikke det charmerende smil, og virkede denne gang mere forvirret end bange "men... det er jeg ikke!" sage hun med en svag heftighed. Hun stod stille, vampyrer var jo farlige? var de ikke? Nu måtte hun ikke være dummere end hun allerede følte sig. "J-jeg bliver nødt til at gå" sagde hun og bed sig i læben "jeg har travlt jeg skal finde et sted at være for natten"
Hun følte sig forvirret, tryllebundet af den fremmede vampyrs charme, og venlighed.

"Du mangler et sted at være?" Zoran så ligefrem ud til at bekymre sig om hende. "Unge piger som dig burde da have et sted at bo." sagde han, mest henvendt til sig selv. "Du kan overnatte hos mig?" foreslog han venligt, og så tænkende på hende. "Jeg vil alligevel ikke være hjemme i nat." forsikrede han, for at hun ikke skulle tro at han ville bide hende. Det ville han heller ikke... Lige med det samme...

Hun så hans bekymring, og hendes forvirrenhed forblev. "Mm.. jeg bor som regel på hotel" sagde hun stille, mens hun holdt øje med hver en bevægelse han foretog sig. Hun prøvede igen at synke den klump hun havde siddene i halsen. Hun så ud til at overveje det. *hvis han alligevel ikke er hjemme?* Så nikkede hun, og tog en dyb indånding. "Det er vel.. så iorden, tak" hviskede hun knap hørligt, som om hun ønskede at han ikke hørte det.

Zoran nikkede, og smilede svagt. Holdt let armen ud mod hende, som tegn til at hun skulle følge efter ham. Lod den så falde ned langs siden, da han kom i tanke om at hun jo nok skulle have sine ting først. "Hvilket hotel plejer du at bo på?" spurgte han venligt, og intet ved ham overhovedet viste hans lumske bagtanker.

Jara så på ham, og gik tøvende et skridt tættere på ham "øhm.. det lille nede ved siden af Petronia clubben" sagde hun stille. Hun kunne fornemme på sin mavefornemmelse at det var at lege med ilden det her, men han virkede så venlig. Hun stod stille, og hankede tænksomt op i sin taske igen.

Først nu bemærkede Zoran tasken. "Har du nogle ting du skal hente der, eller har du det hele?" spurgte han, og nikked emod hende taske. Smilede stadig charmerende. Hun ville blive hans. Hvis bare han ventede længe nok, så ville hun blive hans helt og holdent.

Hun så på vampyren, og rystede på hovedet "jeg har ting til at overnatte med deri" sagde hun og pegede på tasken. Hun havde pakket nattøj ned, hvis hun nu havde væreet nødt til at overnatte i dyrehandlen. Hun så lidt på ham, og bed sig i læben "hvad hedder du?" spurgte hun forsigtigt. Det krøb hende lidt ned af ryggen, men hun prøvede at ignorere det, hun ville give ham en chance, måske var han slet ikke så slem? Hun smilede en lille smule, bare for at se hvordan det påvirkede situationen.

"Zoran. Og du?" svarede han mildt, og begyndte at gå mod den ellers forladte bygning hvor han havde bosat sig. En hver kunne følelses koldt slå en vildt fremmed ihjel. Det var der hverken nogen udfordring, eller sjov i. Det krævede tilgengæld tålmodighed, og selvkontrol, at opbygge tillid, måske endda venskab, og så slå til. Der var udfordring i det, efter som man ikke kunne sige hvad som helst, og måtte kæmpe mod det ry der hvilede over vampyr racen.

Hun lagde hovedet på skrå, og gik med uden at tænke over det "Zoran.." sagde hun for sig selv, som om hun smagte på hans navn. "Det er pænt udbrød hun så" og smilede venligt til ham. "Jara" svarede hun stille. Og så på bygningen på de store blå øjne der kort var kommet til syne under det lyse pandehår, men tænkte ikke nærmere over det, i forhold til nogen af de steder hun havde sovet, kunne bygningen være paradis.

"Jamen tak da." lo han af hendes udbrud. "Jara.. Det er nu også ganske kønt." sagde han, og holdt den slidte gade dør for hende. Man skulle ikke tro at der kunne være andet en faldefærdige, og tomme lejligheder i denne bygning, men på de øverste etager, havde Zoran indrettet sig sit helt eget lille paradis. På den nederste udførte han sin kunst, og der kom ingen andre end ham selv, og modellerne. Men det var kun ham der forlod den igen...

Hun så på ham, og analyserede hans latter i sit stille sind og måtte konstatere at den var ægte nok. Hun smilede venligt til ham "tak, men jeg syntes det minder lidt om noget man kalder sin kælesten" sagde hun og skar en grimasse, og grinede så lidt, en let og sød latter. Hun så på døren, og trådte stille ind. Hun havde på fornemmelsen at hun aldrig skulle have gjort det, men hun ville nu prøve. Hun så sig omkring, tydeligvis imponeret, hun så om på ham. "er det her dit atelié?" spurgte hun forsigtigt. Hendes mor malede, og havde et lille atelié i et skur i baghaven, så dette var helt vildt.

"Kælesten?" gentog Zoran forundret. Det havde han alligevel ikke hørt om før. "Ja" svarede han kort til hendea spørgsmål, og førte hende op af en trappe. Hun skulle helst ikke længede end i ateliét som hun kaldte det, da det helt sikkert ville få en alarm klokke til at ringe i hendes hoved. Lig var jo ikke ligefrem noget der var anderkendt som kunst, og han ville ikke vise hende den side endnu. Så ville han være nødt til at tage livet af hende uden det sjove, og ville han helst undgå. Hun kunne jo heller ikke blive en del af kunsten, hvis hun ikke stolede på ham først...

Hun grinede lidt "ja sådan en man får når man ikke må få et dyr...man får dem dog mest når man er lille som et plaster på såret" sagde hun og smilede. Hun kunne meget bedre forholde sig til ham nu, han var som venligheden selv, og alligevel var det som om der sad en tegnestift og nagede hendes fod. Der var noget galt, men hvad?
"Imponerende.." mumlede hun mest til sig selv. For så stort et Atelié havde hun aldrig set før. Hun lod sig føre op af trappen uden protester.

Zoran lo over hendes forklaring til kælestenen. "Det er jeg nu nok for gammeldag til at forholde mig til." indrømmede han, med latter i stemmen. De skulle et godt stykke op, da han som sagt havde indrettet sig på de øverste etager, og der var hele fem etager i bygningen.

Hun smilede "det må man også gerne være" sagde hun roligt. Hun skævede rundt på hver sal, indprentede detaljer, og smilede skævt. Men hun gik med, i sin tavse beundring af stedet.

Endelig på fjerde sal åbnede han en dør, og afslørrede en stor, lys gang. Sådan var hele lejligheden. Stor, og lys, og stilfuld. Der var masser af vinduer alle vejne, undtaget soveværelset, hvor der ingen vinduer var. I den store stue var der en hel væg, der ikke bestod af andet end glas, hvilket gav en fantastisk udsigt over byen, og Dreins Mountain i det fjerne.

Jara betragtede fjerdesalen, og genkendte den lyse stilfulde indretning. "Selvom du er gammeldags som du påstår så har du da stil" sagde hun og smilede til ham. Hun havde stået og set ud af vinduet, og følt suget i maven, næsten som når hun fløj.