Peacefull times (Kasandra)

Kas holdte øje med ham da han stillede sin motorcykel, og hun lavede en lille bevægelse med hånden der sagde at han skulle sætte sig ned ved siden af hende. Han så det vidst ik da han blev stående og så ned i jorden. Det var tydeligt at han skulle til at sige noget han ik brød sig særligt meget om, og hun lod stille hovedet falde til den ene side og kiggede ventene op på ham. Hun fik et lille chok, men hun havde jo haft lidt på fornemmelsen at han ik var ren engel, at der var noget ANDET ved ham. Hun rejste sig op og gik over og stillede sig foran ham, og kiggede på ham.
"Man kan ik folk på deres forældre, det fandt jeg ud af for lang tid side," sagde hun oprigtigt, "og hvis det hjælper, så kan jeg sige at jeg ik har noget imod dæmoner, medmindre de angriber mig. Jeg har været veninde med en dæmon, min kusine er en dæmon og jeg er skytsengel for en dæmon." Hun kiggede indgående på ham of prøvede på at læse hans reaktioner og måske også tanker via hans kropssprog. "Det er vores handlinger der gør os til dem vi er, ik hvem vores forældre var. Folk der tænker anerledes er umodne og vil have svært ved at leve livt." Det sidste sagde hun, som for at understrege hende mening om hvordan folk behandlede andre, især blandings væsnerne.

Først smilede Az da hun snakkede. Han var enig. Han var langt fra som sin far. Det hun sagde, gav mening og han så ud til ikke at være så anspændt mere. Men da hun snakkede om at det var ens handlinger der gjorde en til den man var, så kiggede han striks ned mod jorden. Han nikkede en smule ’’ Du har ret.. Ens handlinger ’’. Tankerne kørte igennem hans hoved. Alle dem han havde dræbt sidst hans Dæmon side styrere. Alle de væsner og mennesker der måtte give afkald på deres liv for hans fornøjelses skyld. Han kiggede op på hende igen ’’ Nogle Dæmoner er ikke kun onde.. Men min dæmon side er.. Ondere en.. Det jeg har gjort gør mig ikke kun til en halv Dæmon.. Det gør mig til et monster.. Og jeg skal leve med skyldfølelsen hver dag.. Og jeg ved at den side af mig er inde i mig.. At jeg aldrig slipper af med den’’.

Kasandra rystede afvisende på hovedet. "Det at du føler som du gør, at du angre dine handlinger, og et monster angre ik sine handlinger. Et monster dræber uden nåde og er ligeglade med det bagefter. Ja du har lavet nogle fejl i fortiden, det er der mange der har. Men et monster er dem som ik angre deres handlinger." Hun kiggede ham oprigtigt i øjnene, for at fortælle ham at hun ik dømte ham.
"Et monster havde slået mig ihjel på stedet, ik renset mit sår og taget mig med ude på en køretur." Hun lavede en enkelt håndbevægelse over mod motorcyklen, og lod den så falde ned af hende side. Der kom en lille kølig brise, som legede med de få totter hår der var faldet ned, og blæste dem ind foran hendes ansigt.
Hun løftede hånden og satte totterne om bag øret, "hvis du vil se monstre, så er vampyre et godt sted at starte. De dræber og dræber og angre det ik. De ser det som nødvendigt at sådan nogle som mig skal lade livet for at de kan leve, og nogen endda som en sport og leg. Jeg tror ik på at du har slået folk ihjel med vilje. Det har så været din sæmon der har taget over, men det er tydeligt at den ik gør det hele tiden."
Hun kiggede ham direkte i øjnene så han kunne se oprigtig hende af hendes ord, "jeg er ik bange for dig!"

Az lyttede til hende ord. Han nikkede som tegn på at hun havde ret. Men mens hun snakkede var der en stemme der talte til ham i hans hoved *’’ Da vi dræbte alle de folk.. Der angrede vi ikke.. Gjorde vi vel.. Hver gang vi dræbte nød vi det.. Vi er en taber lige nu.. Giv slip på alle de følelser.. Skyldfølelsen.. Det er meget lettere sådan. Vi var meget stærkere. Du er en Wus lige nu.. Vi kan blive stærke igen.. Alt du skal gøre er at give slip ’’*. Az lukkede ned for stemmen. Han havde ikke tænkt sig at give efter for hans mørke side. Han ville ikke lade den bestemme igen. Han smilede til Kasandra ’’ Du har ret.. Helt ret.. Jeg prøver at gøre op for alt det onde jeg har gjort.. Jeg er en Hunter.. Han har jaget min del af Vampyrer.. Så jeg ved hvordan de er ’’. Han bukkede for hende ’’ Tak for din opmuntring.. Det hjælper virkelig.. tak Kasandra.. Du er i sandhed en vis Engel’’.

Kas smilede skeptisk til ham. "Jeg vil ik lige frem sige vis," sagde hun med en lille latter, "mere at jeg har haft en del venner med problemer." Hun smilede til ham, og satte sig så ned i græsset igen.
Hun så spørgende op på ham, "der er bare en ting jeg ik forstår. Hvordan kan... Dine forældre... De var.... En engel og dæmon skulle ik... Argh..." Hun gav et udbrud af frustration. Kasandra plejer ik at have problemer med at udtrykke sig med ord, men lige nu kunne hun bare ik få det til at hænge sammen.
Hun sukkede opgivende og så ned i græsset mellem hendes ben. Hun rystede lidt på hovedet for at klare tankerne, men sætningerne ville bare ik komme til hende. Hun sukkede opgivende og rødmede endnu engang over hvor svag hun virkede. Før var hun blavet naiv og bange for at han ville gøre hende ondt, nu kunne hun ik snakke sammenhængende.
*Han må jo tro jeg er en idiot* tænkte hun *eller åndsvag, eller begge dele.* Hun tog en dyb indånding og pustede stille ud, men hun kunne bare ik få det til at hænge sammen.

Az smilede venligt og satte sig ned i græsset ved siden af hende. Han grinede da hun ikke kunne få ting til at hænge sammen. ’’ Jeg forstår hvad du mener.. Min mor sagde altid det her til mig når jeg selv spurgte.. Kærlighed kender ikke godt eller ondt.. Kærlighed er det stærkeste i verden.. Det overvinder alt fra had til glæde ’’. Az kiggede på hende med et smil. Det var til at se han kun havde gode minder om sin mor. ’’ Du behøver ikke at tage dig af det.. Jeg roder også selv tit rundt i det jeg vil sige.. Nogle gange kan jeg også være klodset.. Det er ikke ret længe siden jeg gik i mine egne tanker og så gik jeg ind i et træ ’’. Han grinede lidt før han sagde ’’ Nu ved du en del om mig.. Hvad med at du fortæller noget om dig selv?’’.

Hun smilede taknemligt da han svarede, for så hun følte sig ik som en total spasser, kun som en idiot. Hun kiggede på ham da han satte sig ned, og ryttede lidt til siden, så der var plads nok til ham. De sad rimelig tæt, mere end Kasandra havde forventet, men hun lagde ik så meget mærke til det, da hun begyndte at tænke på havd hun skulle sige.
"Du har hørt om mine relationer til dæmoner, så kan jeg sige at jeg har en søster, og min forældre er ude og rejse. Hmm.." Hun tænkte lidt over hvad mere hun kunne sige, "Jeg forelskede mig engang i en fyr, som var en dæmon, men det endte ik så godt." Hun skar en grimasse over de minder hun havde.
"Hmm.. Jo så kan jeg lide at synge!" Sagde hun med et smil. Men hun vidste ik hvad hun mere kunne sige, så hun så spørgene på ham, "er der mere du vill vide? For jeg er blank til hvad jeg ellers kan fortælle dig." Sagde hun med en forlegen latter.

Az smilede og lyttede. Hans smil voksede da hun sagde hun kunne lide at synge. Han kiggede på hende med et spørgende blik ’’ Må jeg hører dig synge en sang?’’. Han nikkede en smule og sagde så ’’ Dæmoner.. Selv om jeg er en.. Så hader jeg dem ikke.. Jeg har ondt af dem.. Hvordan mange af dem kun er styret af deres lyster og begær.. hvordan de altid træffer de lette valg.. Jeg tror på at man bliver stærkere af at træffe de svære valg.. Jeg hadede dem engang.. Men nu har jeg bare ondt af dem. Meget ondt af dem ’’. Han smilede igen og kiggede på Kasandra ’’ Nåh, men nok om det.. Må jeg gerne hører dig synge? ’’. han var meget nysgerring, på hvad hun ville synge og hvordan hendes sangstemme var. Var den blid eller stærk.

Kasandra smilede oplivet da han sagde han ville høre hende synge. Det var noget hun elskede mere end noget andet og hun lærte faktisk at synge før hun lærte at tale.
"Jeg er enig med dig, og det virker forfærdeligt for dem. Især dem som måske har et normalt liv til hverdag, og så sker der et uheld og de "flipper ud" og så er det hele ødelagt." Hun rystede stille på hovedet. Det måtte virkelig være en forbandelse. "Jeg tror du har ret. For med de svære valg, er der mulighed for at lave fejl, og vi lærer via fejlene vi gør. Hvis vi tager de nemme veje, så er der mindre chance for fejl og forbedring." Hun smilede til ham.
Hun kiggede ud over egen og koncentrede sig. Hvilken sang skulle hun synge? En sød sang eller en hård sang? Skulle det være pop eller metal. Hun valgte at synge en sang fra hendes et af hendes ynglings band. Hun nynnede ligeså stille i starten, for at for beatet ind i kroppen og finde den rigtige ton-art. Og begyndte så at synge som teksten lød. Hun fik et naturligt smil på læberne. Det gjorde hun altid når hun sang, og sang var også hendes måde at komme over svære tider.
Da hun var færdig sad smilet stadig på hendes læber, og hun drejede hovedet for at kigge på Az, for at se hans reaktion på hendes sang.

//Sangen hun synger: https://www.youtube.com/watch?v=dbJHSZSTOYc (Within Temptation med Somewhere)

Az sad og lyttede. Det var som var der et specielt skær over hende når hun sang. Han syntes at hun sang smukt. En stemme der ville kunne give viljestyrke til selv den mørkeste kamp. Da hun var færdig sad han først og kiggede på hende. Der gik lidt tid før han sagde det ’’ Du synger virkelig godt.. En sand englestemme.. Jeg har aldrig hørt noget lignende’’. Der kom et stort smil frem på hans læber. Det var som om at mørket i ham var forsvundet imens hun sang. Den følelse var underlig. Men det var også som en sten i hovedet da hun stoppede, for der mærkede han den atter i ham. Dog ville han ikke vise det. Men det de havde snakket om, han havde selv oplevet det. Han havde selv været sådan. Måske ville han blive sådan igen en dag. Hvad så. Hvad ville der ske. Men det var lige meget nu. Dette var en god dag en glad dag. Az grinede en smule ’’ Du burde prøve at blive sanger på fuld tid ’’.

Kas smilede til ham og tog imod rosen med åbent hjerte. "Tak, det hører jeg tit, men jeg bliver aldrig træt af at høre det igen" sagde hun med en glad stemme, "jeg har også øvet i lang tid. Jeg lærte faktisk at synge før jeg lærte at tale," sagde hun med forundring i stemmen. Hun blev vildt glad over at han kunne lide det, så godt som han nu kunne.
Hun gav ham et kæmpe smil og trak så sine knæ op og lagde sine arme rundt om knæene. "Det ville jeg også gerne, men så har jeg bare et problem. Min alder! jeg kan ik blive sanger, for så vil folk følge efter mig over hele verden, og når de så ser jeg ik ældres, så ved de at jeg ik er menneske."
Hun sukkede og lagde hovedet på knæene, som så åbnede op til hendes nakke. Hun mærkede en vind, som gik ned af nakken på hende, og hun skælvede svagt af den uventede kølighed.

Az nikkede til det hun sagde. Det gav mening han tilføjede et ’’ Du har ret’’. Da hun fortalte hun havde lært at synge før hun kunne tale grinede han og sagde ’’ Det kan man godt høre.. Du er virkelig god’’. Han sad og tænkte lidt. Han vidste ikke selv om han ville stoppe med at ældes. Det var ikke lige fordi der var særlig mange af hans race rundt omkring i verden. Da han lagde mærke til hun gøs smilede han venligt til hende og spurgte ’’ Du ser ud til at fryse.. Du på gerne låne min jakke.. Jeg fryser ikke.. ’’. Han tog sin jakke af og rakte den frem imod hende i håb om at hun ville tage den.

Kasandra smilede ned mod sine knæ, og da han tilbød sin jakke, kunne hun ik andet end at tage imod den. Hun rettede sig op rakte sin hånd frem for at tage imod den. Da hun tog den, strejfede hendes fingre hans håndryg. Hun kunne godt mærke at han ik ligefrem var kold, men hun tvivlede stadig på om han kunne holde varmen.
"Tak," sagde hun sødt og kiggede over på ham, "men er du sikker på at du kan holde varmen?" Hun var lidt bekymret for at han skulle blive kold, men lagde hans jakke op på sine skuldre. Varmen fra jakken virkede med det samme, og hun følte sig meget bedre tilpas.
Hun kiggede over på ham med et spørgende blik, "du svarede aldrig mit spørgsmål," sagde hun med et skævt smil, "hvad laver du herude på denne tid af natten?"

Az nikkede til hendes spørgsmål ’’ Af en eller anden grund så er mit Dæmon blod meget varmt.. Og her på det sidste er det.. Ikke ligefrem roligt.. Men bare rolig, det sker ofte.. Jeg har styr på det ’’. Han kiggede på hende med et smil ’’ Faktisk kom jeg her for at se hvilke væsner der var på denne eng.. Jeg tager nok tilbage til Werclare når jeg er færdig her.. Denne by er styret af gode væsner.. Der er ikke brug for min hjælp her.. Men det er nu dejligt at kunne slappe af.. denne dejlige aften ’’. Az smilede venligt til hende. Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige så han kløede sig bare i nakken.

Kas kiggede på ham, mens han snakkede. Hun kunne ik helt forstå det med dæmon blodet og hvad der gør ham forskellig fra en normal engel. Hun opfangede ik hvad der skete før at det røg ud af munden på hende, "hvad er forskellen? Hvordan skeller du dig ud fra en normal engel som mig?"
Da hun hørte sig selv det tog hun hånden op til munden. Hun synes selv at det lød lidt anklagende, og hun frygtede at hun nu havde skræmt ham væk. "Undskyld, jeg nåede ik at stoppe det," sagde hun svagt, mens hun rødmede lidt. Hun havde når det skete og at hun var nød til at undskylde bagefter.
Da han sagde at han ville forlade øen, kiggede hun på ham. "Du kommer vel igen, gør du ik?" Hun vidste ik selvhvorfor hun spurgte, men igen røg det ud af munden på hende. Hun drejede hovedet væk fra ham og kiggede ud på engen. Hun lød så meget som et barn lige nu, og hun fattede det ik. Men hun kunne godt lide hans selvskab, og havde nydt køreturen selvom hun ik var tryg ved metal tingen de kørte på. Hun ville ik se på ham, for han ville sikkert se et barn sidde i hendes sted, og hun rystede på hovedet af sig selv.

Az blev overrasket over hendes svar. og med et snakkede en stemme til ham i hans hoved *’’ Se. Hun forstår ikke hvorfor vi ikke er som hende. Måske burde vi vise hende det. Vi burde brække hendes ben og slæbe hende over engen så dette skod sted kunne blive fuldt med hendes blod og skrig. Bare giv slip. Lad din lyst til at dræbe overtage ’’. Az tog sig til hovedet og gnubbede sin pande lidt før han smilede og kiggede på Kasandra med et smil. ’’ Der er noget i mig.. Noget ondt.. Hvis jeg ikke bruger alle mine kræfter på at holde det nede hver dag.. Så kan det slippe fri.. Det er forskellen Kasandra.. Forskellen er at en del af mig ønsker at dræbe.. Den ønsker at syge sjæle ud af folks kroppe.. Jeg har den del i mig.. Jeg er ikke kun god ’’. Han kiggede mod jorden. Han tænkte tilbage på alle de mennesker han havde dræbt. Alle de uskyldige. Det var dem han så for sig i hans mareridt. Han var bange for at sandheden ville gøre hende bange. Han kuggede på hende med et sørgeligt blik i hans øjne ’’ Jeg har dræbt uskyldige.. Og jeg nød det.. Det er derfor jeg er Hunter.. Jeg prøver at gøre det godt igen.. At gøre op for alt det onde jeg har gjort’’. Han sad lidt og sagde ikke noget, men da hun spurgte om han ville besøge øen svarede han kort ’’ hvis du gerne vil have det kan jeg godt komme og besøge dig fra tid til anden’’.

Kas sad og så ud over engen, da hun fik en fornemmelse om at fare var i nærheden. Den plejede hun kun at mærke når der var en dæmon i nærheden. Det forvirrede hende lidt, for hun kunne se ud over det meste af engen, og der var ik andre end dem. Hun rystede på hovedet, men den ville ik forsvinde men blev værre.
Hun rejste sig op, og kiggede ud over engen, da fornemmeslen forsvandt lige så hurtigt som den var kommet. Hun stod kold og spejdede ud over engen, men der var intet. Da Az begyndte at snakke kiggede hun ned på ham.
Der var nærmest en skygge over hans ansigt, da han snakkede og hun kiggede kort op på månen. Hun sukkede kort. Hun havde lidt ondt af ham, at han havde gået igennem alt det han havde.
"Vi har alle ondt og godt inden i os. Og det sker at det onde engang imellem kommer frem, selv hos den bedste. Jeg kan ik sige at det hele vil ordne sig, for det vil være at lyve, men jeg kan sige at du klare dig bedre end andre jeg kender." Hun så alvorligt ned på ham, og hun kunne næsten mærke impulserne han havde om sig selv. Hun tvang sig selv til at falde til ro, hendes fornemmelser fuldstændig glemt, og prøvede på at få ham til at falde til ro.
"Du gør hvad du kan, og du angre dine handlinger, og det er tegn på at du ik er helt ond." Hun så fortsat på ham, "det er det eneste man kan forvente af dig. Du kan ik ændre fortiden, men fortiden kan ændre din fremtid. Du kan kun lære af hvad der skete før i tiden, du kan ik lære af hvad der sker imorgen, for du ved ik hvad der vil ske imorgen."
Hun flyttede lidt på sine fødder, da de var begyndt at gøre lidt ondt, og satte og samlede hænderne foran sig.
"Ja, du må godt komme og besøge mig," sagde hun med et smil.

Han smilede lidt. Hun havde ret. Han var ikke helt ond hvis han fortrød det hans onde side gjorde. Han lagde også mærke til hvordan hun holdt øje med deres omgivelser lige pludseligt. *Han det passe.. Kan hun virkelig mærke min mørke side?.. Er den virkelig blevet så stærk.. Fuck*. ’’Selv om vi alle har godt og ondt i os.. Så er det ikke det samme som med mennesker.. De har godt og ondt i sig.. Jeg har virkelig ondskab i mig.. En ondskab der er ulig noget et menneske ville kunne forestille sig i deres vildeste drømme’’. Han lagde mærke hvordan hendes ord lagde sig i ham. Gav ham styrke til at fortsætte. Gjorde ham en smule stærkere. Han håbede at hun aldrig ville møde hans mørke side. At hun aldrig ville stå ansigt til ansigt med hans indre dæmon. Han grinede da hun sagde han ikke vidste hvad der ville ske i morgen. Han sagde ’’Jo.. Jeg vil huske det du sagde til mig.. Og det vil gøre mig stærkere’’. Hams smil blev stort og han sank sit hoved i respekt ’’ Det ville være mig en ære at komme og besøge dig min ven ’’.