Gennem gaderne i mørke

Dato: 18. oktober
Årstid: Efterår
Dag: Søndag
Vejr: Koldt og blæsende
Sted: På gaden langs nogle butikker
Tid: Irl
Omgivelser: Ret så øde.. Enkelte butikker holder dog stadig åbent

Hans skidt kunne høres som en svag hvisken, som vinden bar bort. Mørket var allerede faldet og havde omsluttet alle kroge og hjørner, hvilket gjorde Tannis utroligt nervøs. Hans vejrtrækning var let og forpustet af at havde løbet en del af vejen.
*Din spade, Ryan..* tænkte han irriteret, mens han knugede pakken i sin favn som en bekræftelse på, at han stadig havde den i sin besiddelse. *Hvorfor kunne du ikke bare selv hente den..*
Når han passerede en butik, der stadig havde åbent, oplyste lysene indefra en del af gaden udenfor. *Det skal nok gå.. Jeg skal bare hen til busstoppestedet.*
Tannis drejede ned mellem to lukkede og slukkede butikker i en smal gyde. Der lugtede fælt og råddent, men Tannis prøvede at lukke lugten ude og fortsatte. Pludselig hørtes en høj ramlen, og Tannis fór forskrækket sammen. Han vendte sig øjeblikkeligt om for at finde ud af, hvad det var sket. Han åndede lettet op, da han fandt ud af, at det bare var en kat eller to, der havde været lidt for voldsom med et par gamle skraldespande.
Besluttet på at komme hjem, fortsatte han.. selvom han ville lyve, hvis han sagde, at han ikke var bange nu. Tannis havde altid fundet mørket skræmmende og noget, man burde undgå..

Marcus sad roligt oppe på en af tagene og betragtede mørket, det kunne være så stille men alligevel så farligt og man viste aldrig hvor man havde mørket henne, det var overalt uden at man selv viste det, han ånede tungt ud og så ned langs gaden, og mærkede pludselig tilstædeværelsen af en elver, han smilte svagt for sig selv og sad ventende oppe på taget til elveren kom tættere på

Alt var gået perfekt på denne dag. Hans transaktioner havde forløbet fuldkommen uden problemer, og hans konti havde fået et eller to ekstra cifre på, dagen idag, havde været mildest talt fantastisk. Hans artikel til "daily psykological" var blevet godkendt, og han havde modtaget et ganske fint honorar. Ligeledes var hans præmie for skak tuneringen ringlet ind, og stod nu på hans skrive bord, og prydede ganske glimrende.
Han stod nu ved busstoppe stedet, han vidste ikke hvorfor han ville tage bussen, istedet for at ringe efter en taxi, eller endnu bedre, hans privat chauffør. Men han følte at det var det rigtige at gøre i aften, og hvis han havde vidst hvad der var sket denne aften, havde han været noget mere spændt.

Men den unge Adrian var ganske rolig, han stod afslappet og kiggede på sit ur, natten omkring ham så ikke ud til at gå ham tydeligligt på nerverne, han havde rigeligt med bedøvende middel i sine lommer, til at kunne nedligge hvem end der var dum nok, til at prøve at komme afsted med den fjorten åriges tegnebog, eller hvad de nu tog.

Det lange hår snoede sig ned af hans ryg, og gled nærmest i et med mørket.

Tannis begyndte så småt at slappe af igen, da han så enden af gyden. Så skulle han bare ud på fortovet og til højre, og så ville han stå ved stoppestedet indenfor meget kort tid. Tempoet steg en smule, da Tannis blev for ivrig og glemte at tænke sig om, eller i dette tilfælde, at se sig for, hvor han gik.
Det resulterede i, at Tannis snublede over et eller andet på jorden. Han troede, han ville ende på jorden, så han kom ved et uheld til at give slip på pakken, som ramte jorden i stedet for ham selv. Det kom en høj, larmende lyd fra pakken, som når glas gik i stykker.
*Shit!* tænkte Tannis og hev desperat pakken til sig igen. Dette ville han bestemt ikke blive tilgivet for. Hans humør sank pludseligt en hel del, men han rejste sig alligevel op og fortsatte, dog ikke helt så ivrigt som før.
Han kom ud på fortovet og så sig til højre, hvor han kunne se stoppestedet en del længere henne ad den flade og lige vej.

KLIRH! lød det.

Hva kunne Gerald gøre? han drejede hovedet, og smillede, en dreng, bare en dreng, med en pakke? eller nu var det vel ikke en pakke mere, nu var indholdet tydeligvist gået i stykker, tænk at lade sådan en klodset buddreng tage sig sine pakker.
Men da gispede han.
Hans øre! ørerne! de var jo.... de var... de var spidse! han var en af dem, en af dem! hvis han bare kunne, hvis han bare kunne give ham et skud bedøvende, og med hjem til Skotland, ikke nok med at han ville være guld værd i hans forskning, men når han var færdig med ham, ville en gigantisk løsesum kunne udløses... Hvis han var heldig.

Han forholdt sig roligt, men dog pumpede adrenalinen i hans krop, og gjorde at han stod på tæer, og håbbede på, at drengen også skulle med bussen.

Marcus sad og lyttede til stilheden, men den blev spuleret da han hørte en høj larm længere henne, han vendte hovedet og så til sin store overraskelse at elveren kom tættere på, Marcus kunne ikke læse hvad det var han bar på, men uanset hvad det var så var det åbenbart vigtigt, han smilte svagt for sig selv. Marcus sad og studerede elveren oppe fra taget og var ret overrasket over at elveren ikke havde mærket ham endnu, men det var bare til Marcus fordel, han studerede elveren lidt endnu, men vendte så blikket op på himlen og smilte svagt for sig selv igen og gav sig til at tænke, men han mærkede at elveren kom tættere og tættere hen hvor Marcus var.

Tannis traskede halvhjertet hen til stoppestedet, som han næsten var nået. Hans lyst for at komme hjem til de andre nu og se deres reaktion var pludselig faldet en del. Han havde specielt ikke lyst til at skulle fortælle Ryan, at det bare var et uheld, at han havde tabt hans pakke, da Ryan sikkert bare ville tro, at han havde gjort det med vilje, da Tannis i forvejen ikke havde haft lyst til at skulle hente pakken.
Han så op og fik øje på en dreng, der åbenbart også stod og ventede på, at bussen skulle komme. Pludselig blev Tannis grebet let af panik, da det gik op for ham, at drengen var et menneske, og han var bange for, at han havde set hans øre. Tannis trak hurtigt hætten fra sin hættetrøje over hovedet og håbede, at drengen ikke havde lagt mærke til noget.
Som han kom helt hen til stoppestedet, begyndte han så småt at undre sig over, hvorfor han ikke havde lagt mærke til drengens tilstede værelse noget før.. Måske havde han bare været så skræmt og bange for at lægge mærke til sine omgivelser, at han ikke havde lagt mærke til noget.
Tannis pillede lidt ved pakken, mens han overvejede, om han ikke bare skulle smide den ud med det samme, da han i øjeblikket efter lagde mærke til en anden tilstedeværelse, hvilket fik det til at løbe koldt ned ad hans ryg. Han så sig forsigtigt over skulderen og op og ned ad bygningen bag ham.

Han kiggede på drengen, og smillede til ham, "ingen grund til at tage hætte på for min skyld" klukkede han, ikke en glad latter, men mere en skadefro latter, som om hans stemme var drenet for den glæde man normalt klukker over, men alligevel, edt var en klukken.
Gerald så ikke ud til at intressere sig synderlig for drengen, men det var fordi, han prøvede -så diskret så muligt- at fiske en lille sprøjte, med bedøvende middel op af lommen, et enkelt hak i skylderen, og drengen ville segne om, og så var det ellers hjem til skotland, og udover det, så så drengen godt ud!

Forbandede pubertet, tænkte Gerald, og forbandede i sit stille sind, alle de homoner der fræssede rundt i hans hovede, og skabte vemmelige billeder, der fik ham til at fremstå, som værende en gammel pervers stodder, men var han nu også det?
Den unge Adrian, kiiggede på ham, han mindedes at have set ham før, men han kunne ikke lige putte en dato på, det var kke typisk ham, normalt havde han 100% procent styr på alle personer han mødte, men ham her.................. Der var noget over ham, et eller andet.

Det gippede let i Tannis, da drengen ved hans side begyndte at tale til ham, eftersom han havde været optaget af den tredjes tilstedeværelse.
"..Hvad?" spurgte Tannis lavmælt, mens han prøvede at holde sin stemme et venligt sted, selvom han blev lidt stødt over drengens latter. Men et eller andet sted havde Tannis allerede på fornemmelsen, hvad drengen mente med det, han sagde.
Lige pludselig virkede drengens stemme ret så bekendt for Tannis. Han var ret sikker på, han havde hørt den et eller andet sted før, men hvor havde han fuldkomment glemt. Han burde ellers ikke lige være sådan en, man glemte, med det udseende og tøjet, og så så han, for Tannis, ud til at være på cirka samme alder som ham. Men for Tannis kunne al det være ligemeget. Der fandtes meget mere mellem himmel og jord, end man turde drømme om, så at man mødte folk som drengens slags var ikke spor sært.

Han så på ham, og smillede, den den lille plasktik sprøjte nu lå godt mellem hans hænder, drengen så ud til at være godt opmærksom på et eller andet, på et hustag, eller noget i den retning, det var ikke vigtigt nu. Han smillede, og gjorde et diskret udfald, skulderen, skuldere var tæt på hovedet, og der var ikke så mange steder det kunne gå galt, så ... Skulderen.

Nålen var skarp, og hvis den ramte ville den gå rent ind. Udfaldet bestod i at han strakte sig, og kom med et umådeligt falskt gab, da armene var på vej ind, lagde han den lille sprøjte mellem fingren, og håbede på, at drengen stod stille, så ville han udbryde "Undskyld" og klaskt, så ville den lille spidsøre ligge der!
Gerald forholdt sig roligt, men inde under denne facade af is, var han ved at brænde op af spænding, det var simpelthen fuldkommen fantastisk, at han ville have muligheden for at reaserche på et andet væsen, gadvide om de var som mennesker, og hvordan de fungerede? han var fuld til kanten, med noget han aldrig havde oplevet før, eller.... Et par gange, men han havde aldrig kunnet sætte ord på det, noget der fik hans hjerne til at gå i selvsving, og fik hele hans krop til at sitre....

Bliv stående spidsøre! BLIV STÅENDE!

Tannis rynkede brynene en smule, da han ikke fattede sammenhængen i det, drengen sagde. Han begyndte så småt at frygte, at han stod sammen med en alkoholpåvirket person, og at han hvert øjeblik kunne falde om og falde i søvn.
"Øhm.." lød det fra Tannis, der så småt var begyndt at undre sig over, hvor bussen blev af. Han vendte sig om og gik et skridt hen til det skilt, der nu er ved alle busstoppesteder, som viste alle afgange og ankomster. "Ved du, om bussen er forsinket?" spurgte han forsigtigt drengen, selvom han ikke forventede noget svar. Han tjekkede tidspunktet en ekstra gang og så derefter på sit ur. *Der må være sket en fejl..* Dette gjorde Tannis en smule urolig, da han ikke havde lyst til at være her meget længere med en fremmed og det på taget..

PIS!

"nej... det regner jeg ikke med....hvor skal du hen?" spurgte Gerald intresseret, og gik også hen, for at tjekke, han håbede inderligt at den lille spidsøre blot ville stå stille, han så ikke rigtigt ude til at have noget mål og med her i livet, men verden var i forfald, og ikke alle haved noget rigtigt mål her i livet, blot en smule..... Begær af en eller anden art.
Han forsøgte igen at prikke til den unge dreng, det var nu det Geralds enorme hjerne koncentrerede sig om, at føre objektet fra punkt a til punkt b og det gik faktisk, den lille kanyle sussede gennem luften, og hvis ikke den lille spis øre havde flyttet sig i sidste sekund havde det lykkedes, hvorfor fanden var det så besværligt!? Han sukkede. Og overvejede om det var muligt bare at hamre den i balden på knægten.

Tannis så en smule skeptisk på ham, men valgte alligevel at svare. "Til La Sunisha. Hvor skal du hen?"
Han smilede venligt, mens han så småt begyndte at få på fornemmelsen, at drengen fulgte efter ham, selvom Tannis ikke tog mere end et par få skridt fra sted til sted. Han fik øje på den ubemandede bænk, der var beregnet til de ventede buspassagere, og valgte at slå sig ned på den, da hans ben faktisk var ret trætte og udmattede efter den lange gåtur. Pakken stilte han ved sin side.