Ritualet! (Janie)

Janies truende adfærd led et kort knæk, men så heller ikke mere. Hun tippede ikke engang tilbage, men angreb tværtimod igen. Angrebet var mere skødesløst end før, fordi hun var udkørt og desperat.

Han nød at se hvordan hun var ved at være desperat. Han vidste og kunne lidt fornemme det på hende, at jo mere desperat hun blev jo flere fejl ville hun komme til at lave. Han så hende angribe ham igen. Det var ikke noget der rørte ham at hun endnu en gang angreb ham. Han trådte roligt ud af hendes bane og væk fra angrebet.

Janie tumlede gispende forbi ham, og var ved at snuble over sine egne ben, da han undveg hende. Hun snurrede omkring med det samme for at undgå at give ham en al for god mulighed til at angribe hende.

Hun kunne så småt begynde at mærke blodtabet. Hendes hoved var begyndt at blive underlig let og hendes arm der før havde været følelsesløs var begyndt at snurre og zumme. Så var der i det mindste stadig liv i den.

Hun var dybt frustreret over at den ikke angreb. Hvor længe skulle det her trække ud? Ventede ulven på at hun faldt om af sig selv, på grund af blodtab og udmattelse?
"dit fucking bæst." sagde hun stille igennem sammenbidte tænder.

Han holdt bare et pænt stille og roligt øje med det der meget vel kunne ende med at blive hans aftensmad på den dag. Han grinede indvendigt af hende fordi det så utroligt morsomt ud på den måde hun bare løb rundt, og halvt om halvt lignede en kludedukke.

Han tænkte at det var ved at være synd for hende at hun skulle lide sådan, men det var jo heller ikke fordi han angreb hende bare for at få et måltid ud af det. Han var ikke rigtigt sulten så det var mere bare for at lege at han forsøgte at dræbe hende, eller i det mindste bare slå hende bevidstløs.

*Er jeg et bæst? Ja det er jeg vel!*
Han sprang så hurtigt han kunne frem mod, og slog ud efter hendes hoved med den ene pote. Han slog ikke med kløerne men istedet med fod puderne. For at han kunne slå hende bevidstløs, så hun ville slippe for smerterne fra den brækkede eller nærmere massekrerede skulder.

Janie så dårlig nok poten der fløj mod hende. Det hele var en stor pelsede masse der kom flyvende imod hende. Hun reagerede knap på angrebet. Hendes sløve hjerne havde ikke energien til at opfatte det som en reel trussel, da hele verdenen var blevet lidt sløret i kanten og virkede ikke særlig vigtig. Hendes krop føltes også tung og som en andens.
Kniven havde hun stadig foran sig. Måske ville han rent faktisk hoppe ind i den. Han var trods alt ret stor.
Hendes eneste reaktion var at bukke sig og spændte musklerne, da slaget ramte hende og sendte hende flyvende tilbage, inden hun endte med at trille bagud over skovbunden som en anden kludedukke og blev liggende. Der kom ikke en lyd fra hende, mens det skete.

Han sprang tilbage fra hende hurtigt nok til at kniven ikke nåede at ramme ham. Han begyndte så langosmt at gå hen imod hende for at se omhun var i live eller om hun var død eller besvimet. Han fokuserede sine sanser på at høre om hun stadig trak vejret og om hendes hjerte stadig bankede. Han gik ret tæt på hende men holdt sig stadig uden for rækkevide af hendes kniv.

Der gik en næsten usynlig sitren igennem Janies krop. Hun var stadig helt stille og lå som hun var landet, men hun var ikke død. Hendes hjerte pumpede af sted og havde ikke tænkt sig at give op, selvom vejrtrækningen var langsom og overfladisk.

Og så var der en svag reaktion. Janie hostede en enkelt gang og hendes krop rystede over den ukontrolerbare refleks. Hendes ene hånd knyttede sig om den tomme luft, gør derefter at blive slap igen.

Han holdt øje med hende, som hun lagde der på jorden. Han gik bare rundt om hende mens han hold intenst øje med hende. Han ville ikke lade sit blik vandre væk fra hende i frygt for at hun så kunne når at overraske ham i et angreb. Han lagde mærke til en rysten der gik i gennem hendes krop. Han begyndte at gå tættere på hende fra hendes hoved ende for at se om hun var væk eller hun var ved bevidsthed. Han ville jo enligt ikke dræbe hende, men han ville have hende uskadelig gjort.

Janie jamrede svagt, halvvejs tilbage til bevidsthed. Hun var stadig ikke helt med i hvad der lige var sket og den sidste tid var som renset fra hendes hukommelse. Selv smerterne var hun endnu for omtåget til at opfatte, indtil hun endelig bevægede sig for alvor.
Hun forsøgte at trække armene ind under sig selv, så hun kunne komme og gispede sf smerte.
Hun bed tænderne sammen og fik besværligt manøvret den raske arm under sig så hun havde noget at støtte sig til og trak derefter benene til sig. Smerte var ikke noget der stoppede hende.

Hun kæmpede for at komme sig over kvæstelserne fra angrebene og fik øje på ham. Der gik et ryk igennem hende, da hun opdagede hvor tæt på han var.

Da hun vente sig om mod ham, reagerede han instinktivt og den ene pote for igennem luften med al kraft, for at ramme hende på siden af hovedet. Det var ikke noget forsøg på at dræbe, selvom det havde været en chok reaktion, men poten blev hold så kløerne nok ikke ville ramme hende. Han ville bare gerne lege lidt mere med hende, og hun ville jo dø hvis hun blev ved med at kæmpe når hun havde så store smerter og så stort et sår i skulderen.

Kludedukken Janie lettede halvt fra jorden og trillede på ny et lille stykke i skovbunden. Hun nåede dårlig nok at opfatte hvad der skete. Jun gispede og hostede, da hun endelig lå stille og stirrede op i trætoppende der snurrede, og hun kunne kun genkende dem, fordi hun vidste hvad de var. Ellers var de nogle slørrede sorte hullede genstande der snurrede om sig selv og næstede at stå stille.
De store øjne kørte rundt i hovedet på hende, og hun lyttede efter støj der kunne afsløre hvor han var henne. "Fucking ulv." Hun ville have sag det højt til sig selv, for at forblive vred i stedet for bange, men hendes kæbe, tunge og stemmebånd ville ikke reagere.
Hun åndede tungt, men kunne mærke at hun manglede luft og snappede efter det. Hun så sig omkring og forsøgte igen, uden rigtig held, at komme op fra græsset hun lå på.

Han kunne godt se at hun var færdig nu, og luntede stille over mod der hvor resterne af hans tøj lå. Han fovandelde sig tilbage til menneske igen, og tog resterne af sit tøj op fra jorden. Han tog det store stykke der havde været hans skjorte og viklede dem om livet for at dække det værste og tog så bæltet som heldigvis ikke var gået i stykker og strammede det ind for at holde tæj stykket på plads.
Han gik hen til hende og kiggede ned på hende med et smøret smil på læberne.
"Skal vi ikke tage at få dig på skadestuen?"
Hans stemme var både varm og venlig, selvom han lige havde kæmpet med hende.

Janie kunne ikke lade vær ned at stirre, da hun så ham i menneskeskikkel. Hun så på ham med store spørgende øjne og lod ikke helt til at være med på hvad der skete.
"Er... Hvad?" hendesstemme var anstrengt og hæs. Hun blinkede flere gange og så sig omkring. Det kunne da ikke være den samme!
Nej virkelig? Der var ikke andre. Fedt. Hun havde fundet varulven ned skizofreni. Hun løftede underarmen mod ham og løftede den midterste finder. "Fuck dig møgøre." sagde hun svagt med rystede stemme og lod armen falde på tværs over sin mave. Hun smilede triumferende selv om det var hende der havde fået alarmerende mange tæsk.

"Hey jeg gider ikke dræbe folk, men jeg er bare ofte meget lysten efter udfordring og desværre ret så aggressiv."
Han smilede skævt og venligt til hende. Han ville ikke gøre hende permanent skade og ville derfor gerne have hende på skadestuen da såret i skulderen ikke var noget han kunne tage sig af alene. Han hev hende op fra jorden da hun rakte en arm op mod ham.
"Kom så hjælper jeg dig ind til skadestuen, sp de kan se på din skulder."
Hans smil blev lidt større, men ikke fordi han var ond eller noget, men bare fordi han nød at se hvordan hun var, så forvirret over ham. Han hørte ikke hvad det var hun sagde. Han begyndte at grine over hendes smil.
"Hvad smiler du sådan for?"

Janie gik fra at smile triumferende til at se helt skræmt ud. En hjælpsom varulv var mere end hun kunne overkomme. Sådan nogle var onde bæster og hun kunne ikke tro på at hvad han sagde, hvor bekymret han pludselig virkede.
Og bare tanken om at være så tæt på ham fik hendes hjerte til at slå hårdere og hurtigere. Varulve betød fare og man skulle kun være tæt på dem, når man var bevæbnet til nærkamp.
Hun pev svagt, da hun blev løftet op. Hver eneste bevægelse gjorde ondt over det hele og ærlig talt følte hun mest for at blive liggende i offerlysningen og håbe på at hun mod alle odds ville regenere af sig selv.
"Jeg vil ikke på hospitalet." hendes stemme var tynd og klynkende.

Han tog hurtigt fat om hende, så han bedre kunne støtte hende og så var han også sikker på at hun ikke ville forsøge at stikke af eller gøre noget andet dumt som hun ikke ville kunne holde til. Han kiggede på hende og smilede skævt over at hun ikke ville på skadestuen, selvom hun sikkert godt vidste at det var det bedste for hende. Han kunne fornemme på hende at hun var ret seriøs omkring at hun ikke ville på skadestuen, så havde tænkt sig at give hende et andet tilbud, at hvis hun ikke ville på skadestuen kunne han også hjælpe hende hen til der hvor han holdt til og så kunne han prøve at lappe hende sammen.
"Hør her jæger jeg giver dig to valgt. Enten lader du mig hjælpe dig på skadestuen, eller også hjælper jeg dig hen til mit tilholds sted og så lapper jeg dig sammen. Det er dit valg, men jeg lader dig ikke ligge her og dø."
Hans stemme val blid og varm, meget mere følsom end den burde være efter at han for lidt tid siden havde forsøgt at dræbe hende.

Janie var helt stille mens hun tænkte så det knagede. Enhver der havde set tegnefilm kunne se hvordan hendes tandhjul i hovedet tiggede afsted. Der var helt klart noget der ikke passede sammen. Hun tøvede og vær for rundt på gulvet til at kræve andre muligheder. "Jeg vil ik på hospitalet." gentog hun mere bestemt. Helt klart det forkerte svar. Enhver anden ville sikkert flere være for klog til at inviterer dig selv som patient for et rovdyr.
Hun følte ikke taknemmelighed over hans venlighed. Fik hun sine våben ville han komme til at fortryde det. Hun ville lære ham at det at hjælpe fremmede var en fejl. "Jeg vil ha mine våben med."

Han holdt hende oppe, og lyttede til hvad hun sagde. Han var ikke ligefrem forberedt på at hun ville vælge hans andet tilbud. Han valgte dog at holde sit ord, og begyndte så at hjælpe hende hen mod den retning hvor hans telt lå. Han havde ingen skumle planer overfor hende, andet end at han nok ville komme til at gøre nogle ting der ville gøre ondt på hende, da hans måde at behandle sår og skader var noget mere brutal end lægernes.
"Nå jamen, du må godt fp dine våben med, men jeg bærer dem for dig!"
Hans stemme var hård. Han samlede hendes våbne op og lagde dem i hans mange lommer i bukserne, så kunne de komme tilbage mod hans telt.

Janie brokkede sig ikke og lod til at affinde sig ved situation. Hun lukkede øjnene halvt i og slappede af. Hun overgav sig til omstændighederne. På nuværende tidspunkt var fra alligevel ikke særlig meget hun kunne gøre. "Er du skizofren?" Hun åbnede øjnene og så ud i skoven. Omgivelserne interesserede hende mere end at se på ham. Hvem vidste hvem og hvad der gemte sig derinde. Eller hvad han gemte derinde. Måske skulle hun hurtigt væk, og så var det kun en hjælp hvis hun rent faktisk kunne genkende bare en lille smule.

"Om jeg er skitzofren? Nej det er jeg ikke, jeg kan bare godt lide at lege og træne!"
Hans stemme var tør, og ret så kølig. Han sagde ikke ret meget mens de gik. Han sørgede bare for at gå den kortest mulig rute hen til telte han boede i. Han kunne begynde at se teltet der dukkede op lidt længere inde i skoven, og var glad for at se den. Teltet var det eneste sted han kunne føle sig hjemme og sådan rigtigt tilpas. Han pegede så mod telte, da de var nået hen til det.
"Læg dig ned, så skal jeg nok se på dit sår"
Hans stemme var venlig, og faktisk var den også varm.

Der kom et lille grynt fra Janie som svar på det første han sagde. Hun fattede på ingen måde hans svar og hvordan det passede ind i at han lod som om han bekymrede sig om hende. Hun begyndte at blive urolig over hvad der ville ske og rørte lidt på sig, inden smerterne blev for meget og hun gav op.

Hun blev overrasket over at desværre et telt. Var det virkelig det mest hygiejniske sted der var og hvad med kulden ? Men på den anden side. Et telt var nemmere at bryde ud af end en lejlighed. Det var vel en god ting, trods alt.

Hun satte sig frivilligt ned, og lod ryggen stødte op af noget. Hun var ikke interesseret i at ligge sig ned. Så kunne hun lige så godt tage en kniv og sprætte maven op på sig selv, for at gøre det lettere for ham. Hun kunne mærke hvor let hendes hoved var og hvordan tankerne sejlede tilfældigt rundt.

Han kiggede på hende. Han kunne ikke lade være med at smile lidt over at hun bare satte sig istedet for at lægge sig ned som ville være det smarteste da det ville gøre det meget nemmere at forbinde hende ordentligt. Han smilede venligt til hende for at få hende til at forstå at han ikke ville gøre hende ondt, at han faktisk bare ville hjælpe hende.

"Du blvier nød til at lægge dig ned, hvis du skal have nogen sandsynlighed for at komme dig"

Han gik hen til hende og lagde hænderne på hendes skulder, den der ikke var såret, og pressede hende så langsomt ned at ligge så han kunne se ordentligt på hendes skader. Han ville hellere have haft hende på hospitalet med de sår, men hun havde jo valgt at lade ham tage sig af det istedet. Han var jo heller ikke sikker på hvorfor han faktisk valgte at hjælpe hende så meget, selvom hun ikke rigtigt ville have hans hjælp.

Janie kunne mærke hvor mere desperat og presset hun følte sig. Hun havde aldrig været særlig god til at adskille fortid og nutid. I hendes hoved var det hele ved at blive et virvar af flashbacks til en masse traumatiske situationer, der have været med til at forme hende til den uforsigtige hellraiser hun var i dag. Episoder som hun i hverdagen ikke kunne huske, men som holdte hende på benene når det gjaldt.
Hun begyndte at hyperventilere, da han venligt skubbede hende ned og derefter gik der et øjeblik inden helvede brød læs og Janie begyndte at skrige og sprælle som en besat og sparkede tilfældigt ud i luften, indtil hun fandt noget fast og fokuserede sine spark på ham, og hamrede igennem mens hun skreg noget usammenhængende med at han ikke måtte slå hende ihjel eller fiksere hende.*
Der var ingen tvivl om at hun kæmpede for sit liv, og at hun var tabt for enhver form for sund fornuft, mens hun skreg, græd og sparkede og slog ud med arme og ben.

Han nåede ikke helt at flytte sig så han blev ramt hårdt af hendes spark. Han gad ikke finde sig i at hun ikke ville lytte til ham, så han tog bare fast i hendes skulder og pressede sin tommelfinger ind i såret, og håbede på at smerten ville vær nok til at få hende til at besvime. Han gad ikke at hun ikke lyttede når han bare forsøgte at hjælpe hende.
"Hold nu bare kæft, jeg dræber dig ikke, jeg forsøger at hjælpe dig!"
Han strammede sit greb om hendes skulder, så smerten nok bare ville forøges. Han begyndte med den anden hånd at lede efter den knippel af læder han havde liggende, så kunne han altid slå hende ud hvis det blev nødvendigt.