Interesting... (Ann-Beth)

T: tidlig aften.
V: stille og roligt men tyder på kraftig vind.
O: Skoven enkelte dyr, ellers træer og buske og hvad der ellers er i en skov.
P: En langærmet skovmandskjorte og et par militær bukser begge dele er forstærket med læder!

Segovax havde forvildet sig ind i den anden skov, den frefyldte skov. Han kunne egentligt godt lide at være her fordi det var så meget nemmere at dræbe dyr her da de ikke var lige så bange få ham som dyrene i den triste skov var. Han gik rundt med et dødt dådyr på nakken som han havde fanget og nu ville til at spise da han var ved at være ret så sulten. HAn smed dyret på jorden og tog sin kniv frem og skar den op så han kunne få indvoldene ud som han smed i et hul og dækkede det til. Han havde allerede lavet et lille ildsted for han begyndte at stege en lunds af kødet godt mørt. Han glædede sig til at smage det, faktisk så meget at han sad og slikkede sine fingre for blod. Han sad også met et stykke senet kød som han gnaskede i da det fungerede lidt ligesom at tygge teggegummi.

Han havde en fornemmelse af at dette var en af de dage hvor han godt kunne forvente at blive overrasket af nogen, det var meget mærkeligt men han følte ofte sådan som om at der var en skygge der lagde sig over ham og så dukkede der nogen om som hjalp ham. Han oplevede det dog aldrigt når det var fordi folk ville ham ondt, der var det mere end fredfyldt følelse der sænkede sig over ham, sådan en lidt varm følelse.

Påklædning: http://images4.fanpop.com/image/photos/20600000/Miss-Mackenzie-3-mackenzie-foy-20634774-433-520.jpg

Seraphine gik hen ad stien i Den Fredfyldte Skov. et af de steder hun elskede mest at være. Hun så op på himlen, skyerne trak sig sammen og afslørede at en storm var på vej.
Vinden rev et par blade ned fra træerne og legede med hendes hår.
Det lange brune hår blæste ind foran hendes ansigt og dækkede noget af ansigtet.
Hun så trist på de nøgne træer og buske. På de steder hvor der plejede at være blomster og sukkede bedrøvet.
Hvorfor fandtes vinter? Vinter ødelagde kun. Vinteren gjorde alt hvidt og koldt og dræbte de smukke blomster og rev bladne fra deres trygge stammer.
Hun gik i lang tid og tænkte på vinteren og dens ondskab mod naturen.
*Men for at skabe et liv, må der tages et liv*, sagde en stemme dybt i hende. det var sikkert ann-Beth og hendes ulidelige selvvidenhed.
Åh, hvorfor kunne Seraphine ikke være fri for Ann-Beth?
"Men for at skabe et liv, et liv måtages..", efterlignede hun og vrængede ansigt.
*Dét hørte jeg godt!*, sagde Ann-Beth og trak sig væk fra Seraphines bevidsthed igen.
"Tak.", sagde hun ud i den tomme skov.
Hun kiggede igen op på himlen og fik øje på noget der ikke skulle være der, røg.
Hun løb og løb, var der skovbrand?
Da hun var kommet frem til røgens kilde, blev hun skuffet og tænkte:*En vagabond der tænder et bål? Ikke andet?*
Hun sukkede lidt irreteret og bevægede sig stille frem.
Hun gispede lidt og holdt vejret i afsky. Et rådyr lå flået og indvolde lå rundt omkring.
Hun holdt sig for munden og gik uden om nogen af indvoldende, hun skulle ikke nyde noget af at træde i en rådyr-tarm.

//Bruger mini-jeg :)

Han lagde mærke til at der var en anden person til stede, som var ankommet lige nu. Det var utroligt at der faktisk var nogen der bevægede sig hen i nærheden af ham. Han kiggede rundt på den person der var ankommet. Det var en lille pige som stod der maks 12 år, en lille lækkebisken det ville være en helt fantastisk desert.

*Nej gamle dreng du må ikke dræbe det barn, få det til at gå!*

Han kiggede på barnet med hårde kolde øjne som viste at han ville til at fortælle et eller andet til hende og han åbnede munde, for at sige det han gerne ville fortælle hende.

"Gå det er farligt her!"

Seraphine så undrende på ham. Farligt? Her? Han måtte være gal!
Hun så meget lille ud i forhold til ham og så var der hans kolde og hårde øjne.
Havde hun gjort ham noget? Nej! Havde Ann-Beth gjort ham noget?
*NEJ, det har jeg ikke!*, sagde Ann-Beth dybt inde i hendes sind.
"Hvorfor? Så vidt jeg kan se er det eneste farlige her...", hun standsede midt i sætningen og åbnede munden lidt.
Hun så over på rådyret og tilbage på manden der stod foran hende.
"Dig..", sagde hun med svag stemme.
Var det ham der var den farlige? Advarede han hende mod sig selv? Måske skulle hun forvandle sig til Ann-Beth?.. Eller flyve bort?
Ann-Beth ville kunne klare ham, ihvertfald hvis han var et almindeligt menneske.
En tanke slog ned i hene som et lyn..
*Han er ikke et menneske!*, tænkte hun overrasket og forskrækket.
*Nej selvfølgelig ikke! Hvad havde du tænkt dig?*, svarede Ann-Beth uindbudt i samtalen og halv irreteret.
Som regel ville Seraphine ha´ bedt hende om at holde mund, men denne gang havde Ann-Beth jo ret. Hun var midt ude i Den Fredfyldte Skov, elvernes hjem.
Her ville et virkelig være underligt hvis hun mødte et mennesker så langt inde i skoven og oven ikøbet et menneske der havde slået et dyr ihjel.

Segovax smilede skævt til hende, så hans tænder blev tydelige, man kunne ikke undgå at se at der var noget forkert over hans tænder de var alt for meget som et rovdyr. Han kiggede på hende stadig med kolde øjne det var som om han halvt var væk fra sit eget sind.
Han slikkede sig kort om munden, da der ikke var noget bedre at spise end børn specielt dem der ikke var nået puperteten, han var blevet mere og mere forskruet for tiden men hans gamle jeg var der inde et eller andet sted, den del af ham som ikke bare skadede og dræbte for sjov.
"Gå med dig!!!"
Han råbte det af hende og hans øjne blev meget hårde, men de var stadig kolde og en smule døde, som om han ikke havde det særligt godt længe. HAn stod og rodede med køddet og tyggede lidt på det, og slikkede sig om munde. Han gjorde det flere gange og han blev bare ved og ved og ved.

Seraphine veg et par skridt tilbage og så forskrækket på ham.
"Du er varulv!", sagde hun højt og måtte virkelig bruge meget energi for at hole hendes stemme kontrolleret.
Hun så sig omkring efter flugtveje og så så op på himlen. Fordi bladene på træerne var væk kunne hun sagtens folde sine vinger ud og flyve den vej.
Hun bestemte sig. et par flotte, snehvide vinger foldede sig u og hun fløj op på et af de høje træers grene.
"Nej, jeg gider ikke gå, bare fordi en lille hundehvalp som dig siger jeg skal.", hun var utrolig modig eller utrolig dum.
Nok det sidste. Hun have ikke folet sine vinger ind, da hun viste at efter at have tirret ham sådan ville hun få brug for at flygte igen.
"Men jeg sider fint her. Gå bare hen og lav it bål-halløj og spis dit rådyr så bliver jeg sidende lige her og lader som ingenting.", sagde hun og fortrød det i samme øjeblik hun sagde det.
*IDIOT!*, råbte Ann-Beth dybt ine i hende og Seraphine måtte give hende ret. dette havde virkelig ikke udviklet sig godt.

Han kunne snart ikke holde sig selv i skak længere det var simpelthen ved at blive for svært, ikke bare at springe på hende og forsøge at flå hende fra hinanden. Han begyndte langsomt at gå hen mod hende, med en finger pegene mod hende, det kunne sikkert tolkes på amnge måde, og han vidste heller ikke hvad det var han ville med den.
Han slikkede sig endnu mere om munden jo tættere han kom på, så han kunne lugte at det var en engel. Det var endnu bedre et engle barn helt fantastisk det var sjældent man oplevede det.
"Gå.... Nej... Jo... Bliv...."
Han råbte det til hende flere forskellige ting da han ikke var sikker på hvad han ville han var fuldstændig rådvild. Men måske kunne hun få ham ud af det, børn havde ofte en positiv effekt på ham.

Oppe fra sin gren stirrede Seraphine på den underlige varulv. Hun stirrede på ham som var en han sindssyg. Måske var han det? Måske ikke...
Hun lyttede til han snublende ord og grined lavt.
"Hvor vil du hen med det der? Vil du have jeg skal gå eller blive?", hun grinte igen og vendte sig mod træet og så igen mod ham."Men hvis du tror jeg vil blive bare for at blive flået i stykker, så må du være godt dum."
Hun smilte hånligt til ham og sprang ud fra sin gren. Hendes vinger begyndte at baske og hun svævede ca. 3 meter over jorden.
Hun vendte blikket væk for det stadige døde rådyr og fik en kvalmende fornemmelse ybt inde i hende.
*Hvor vil du hen med det her?*, spurgte Ann-Beth forsigtigt, selvom hun ikke skjulte hvor stor en idiot hun syntes Seraphine var.
*Jeg ved det ikke.. jeg ved det virkelig ikke.*, svarede hun langsomt og tøvende.
Hun så igen ned på varulven og tørrede det hånlige smil af hendes ansigt.
Hun så over på rådyret igen og sagde langsomt:"Skal du spise rådyret eller hvad?"
Hvis han svarede nej ville hun gøre alt hvad hun kunne for at påføre ham ligeså stor skade som han havde påført rådyret.

"Selvfølgelig har jeg tænkt mig at spise rådyret, ellers dræber jeg det sgu ikke!"
HAn var ved at blvie vred nu, over hendes utrolige flabet hed. Han kunne ikke tage det når folk var flabede over for ham eller troede de var bedre end ham. Han havde lyst til at flå hende levende, og fortære hendes organer mens hun stadig lige var i live. Han undertrykkede dog denne følelse af morder lyst.
Han kiggede nu meget intenst på hende med kolde døde øjne, de øjne han altid fik når han ikke var helt sig selv. Han åbnede munden for at råbe af hende, men stoppede så og lukkede munden igen. Han valgte at istedet var smartere bare at tale til hende.
"Hvis du ikke passer på med at være så flabet, kan du godt gå!"

Seraphine følte dybt inde i sig at Ann-Beth snart kom frem.
Det var sikkert også det bedste...
En lille tåge omsluttede den lille engel og blev i et kort øjeblik oplyst, for derefter at opløses.
Istedet for den flabede unge hang en smuk ung kvinde med det lange brune hår slået ud i en stor brun vifte på ryggen.
Hun stirrede et øjeblik ud i luften med tomme øjne.
Hun rystede lidt med hovedet og genvandt derved det muntre glimt i hendes øjne.
Hun foldede sine vinger sammen og hoppede ned på jorden foran den nu godt hidsige varulv.
"Jeg håber ikke Seraphine tirrede dig for meget...", sagde hun med et undskyldende smil på læberne.
"Hun ved for det meste ikke hvordan man opfører sig. Jeg har levet med den lille unge i 349 år og hun er bare blevet værre."
Hun vidste egentlig ikke hvorfor hun sagde det, men en grund havde hun vel... dybt inde i sig.
*tak Ann, det er altid dejligt at høre din mening om tingene.* sagde Seraphine sarkastisk inde i hende.
*så lidt lille møgunge....* svarede Ann-Beth muntert tilbage.
*DIN...* startede Seraphine surt
*spar mig!* afbrød Ann-Beth lidt irreteret.
Hun vendte opmærksomheden mod varulven igen.

Han blev ret så overrasket da hun pludselig forvandlede sig fra den lille møgunge, og ind til en smuk ung kvinde. Hun var vel cirka på hans egen alder, hvilket han fandt interessant. Den blodtørst der havde været over ham i første omgang forsvandt meget hurtig da hun ikke længere var et lille barn.
"Jeg tror det går..."
Han smilede lidt skævt, som et smil der var ment meget ubetydeligt men hvor der lige var sneget sig noget venlighed indover. Han vidste ikke hvorfor han pludselig blev venlig overfor hende, eller bar lidt venlig, måske var det fordi hun mindede ham om hende.
"Nå for den da, det lyder som et hårdt liv."
Hans smile blev lidt større og han lød ikke ligefrem som om han mente det lød hårdt, han begyndte også at grine lidt over det, men det stoppede han ret hurtig. Han gad enligt godt at vide hvad hun lavede her ude i skoven, men det var jo ikke ligefrem til at vide, og han kunne ikke få sig selv til at spørge efter den måde han havde opført sig på.

//Undskyld den lange vente tid. ^^'//