en familie middag -ann-beth og Oliver

S: hos deres far.
V: irl
T: kl 18:00
O: en stor sal.

Rockey havde ikke snakket med sin far i 17 år hun var to da hendes forældre gik fra hinanden. hun havde fået et brev om at hun skulle mødes med ham, da han skulle fortælle hende noget vigtig, men hvad var det der var så vigtig siden hun skulle komme til ham, hun forstod ham ikke. hun kunne ikke huske noget fra hendes fars side... *hvorfor vil far tale med mig* tænkte hun. hun havde en flot blå kjole på og stiletter og hun kom der hen og gik ind og op i salen som hun blev ført hen til.

//rækkefølge: mig ann-beth også oliver :)//

Ann-Beth så ud geinnem vinduet på bussen, da den trillede igennem Deepshells gader.
Hun læste brevet fra sin far igennem en gang til.
*Hvem er de personer jeg bare skal kende? Efter ti år hvor vi ikke har set hinanden og så sender han sådan et brev?*, tankerne fløj igennem hendes hoved, hvilket var irreterende da hun ikke nåede at tænke en tanke færdig, før den næste pressede sig på.
Regnen trommede på bussens tag, og dråberne løb ned ad ruden, som store tårer.
Et lille hyletone fortalte at nogen havde trykket stop, hun rejste sig. hun skulle nemlig også af her.
Hun trådte ud og stod foran en stor bygning, den havde smukke gardiner foran vidnuerne. Da hun trådte ind i salen kom en tjener hen og tog hendes frakke. En lang hvid kjole kom til syne, hendes sølvstilleter kunne man kun lige skimte under kjolen.
De store lysekroner gav et dæmpet og fint lys i den store sal.
*Okay, bord 12..*, tænkte hun og kiggede sig rundt. Hvor var bord tolv?
Hun kiggede lidt rundt og gik så hen til et tilfældigt bord.
*Lad det være nummer 12, lad det være nummer tolv.*, hun åndede lettet op da der mod gyldne, snørklede tal stod: 12, reserveret

Rolige trin kunne høres udenfor i takt med regnen der hamrede ned på gaden. Det var Oliver der kom gående fra parkeringspladsen. Den ene hånd gemt væk fra kulden i hans lomme og den handen knuede mobilen som han lige nu snakkede i.
"Ja far, ja, jeg skal nok sige at du ikke kunne være her på grund af et hastemøde.. Ja ja, vi klare os... Ja farvel" Oliver lagde røret på og gemter mobilen væk. Hans far havde aldrig fortalt ham at han havde mere end én søster.. Den han kendte til, Rockey, havde han set et par gange da hun var helt spæd, men det var først nu her at han havde fået at vide at han faktisk havde en lille søster der var lidt ældre..
Oliver var af hvad han vidste af, den eneste der stadig havde kontakt til faren, men det hang måske sammen med at de næsten arbejede sammen.
Oliver trådte ind i en stor sal. Det var et fornemt sted kunne man sige.. Store lysekroner og god plads. En tjener tog imod hans jakke og han rakte den venligt til ham.
Inde under havde han et par sorte jeans, en hvid skjorte og en sort jakkesæts jakke. Ikke så formelt som stedet nok indikerede, men han kunne bedst lide det sådan.
Der var ikke mange mennesker i den store sal, men af dem der var fik han hurtigt øje på en pige et stykke inde der sad ved et bord. Hun bar en hvis kjole.
Et smil gled over Olivers læber, han var ikke i tvivl.. Selvom det måske var få var dte tydeligt at hun havde nogen af faderens træk.
Han gik roligt hen til bordet og betragtede pigen lidt inden han satte sig ned. Nu skulle han ikke kunne sige om hun vidste hvem han var, men han havde mange gange fået at vide at han lignede sin far.. Faderen havde nok ikke givet andet besked end at de skulle mødes med nogen... Modsat ham selv der allerede vidste det.
"Et godt gæt ville være at du er Ann-Beth ikke sandt?" Smilede han imødekommende og lod sine lyseblå øjne vile på hende.

//Rockey jeg gik ud fra at du stadig ikke er ved bordet, men i forhallen.. Det var det jeg forstod det som ;)//

den unge kvinde kom ind og gav sin jakke til tjænern hun havde sin blå kjole på hun rettede lidt på den da hun havde fået jakken af, hun så rundt og ledte efter et bord som var nummer 12 og fandt det, rockey havde fået et brev m hu skulle møde en der hed Oliver og en der hed Ann-beth, hun gik der hen... ''undskyld mig jegleder efter en der hedder oliver og en der hedder ann-beth'' sagde hun og smielde til de unge dog lidt ældre end hende..... hun så på dem...

Ann-Beth så op i en ung mands blå øjne, først forstod hun ikke hvor han kendte hendes navn fra, men da hun så godt efter kunne hun tydeligt se hendes fars træk i ham.
"Jo det er jeg, du må være Oliver, ikke sandt?", sagde hun og smilte venligt.
Så det var altså hendes halvbror... hvor mon hendes lillesøster, Rockey, var hende?
Svaret kom hurtigt, iført en flot blå kjole; en pige med skulderlangt sort hår.
Ann-Beth kiggede lidt på hende og smilte så.
"Så vidt jeg ved er jeg Ann-Beth og jeg er næsten helt sikker på at han hedder Oliver.", sagde hun glad,"Du er Rockey ikke?"

Oliver nåede ikke at svare Ann Beth inden en ny pige i en smuk blå kjole kom til. Hun var lidt yngre end dem, men havde alligevel en vis fælles træk.
"det er korrekt... Godt at se dig igen Rockey, du er godt nok blevet stor.." Svarede han og betragtede Rockey med et kækt smil. Hun vidste nok hverken at han havde set hende før eller hvem han var så derfor havde det nok lydt underligt, men det tog han sig ikke af, det kunne han forklare om lidt.
Han satte sig roligt ned overfor Ann Beth og smilede stadig.
"Jeg skulle beklage meget fra den gamle, men han blev indkaldt til hastemøde og kunne ikke være her..." Begyndte han og kiggede på dem begge to, hvor meget vidste de?
"Så, ved i hvorfor i er her, og ved i hvem jeg og hinanden er?" Startede han ud og lænede sig lidt tilbage i sin stol.

rockey så på dem... ''ømm... oliver?'' sagde hun og tænkte og græd af gælde.... hun smilede og tog et billede frem og så på det og viste dem det. det var et billede af dem alle tre da hun lige var født. hun smilede til dem... ''selv om far næsten aldrig var der var det her det eneste billede mor havde af os alle sammen og det gemte hun til jeg kunne få det... og jeg har passet på det siden den dag min mor døde for 6 år siden'' sagde hun og så ned og sukkede...

Ann-Beth så på billedet. En pige med lidt bleg ud, brunt hår og store brune øjne sad og knugede en lyserød kanin.
Hey, den kunne hun da godt huske! Flopsy hed den vist, hun smilte let da. hun kom i tanke om dens død. Den døde vist af røgforgiftning inde i et lejrbål...
Ann-Beth blev revet tilbage til the real world da hun hørte Rockeys dybe suk og den triste tone i hendes stemme.
Hun smilte sødt til hende og tog hendes hånd.
"Men vi er ikke døde og vores fælles far er ikke død... er det ikke det der tæller?", spurgte hun og gav Rockeys hånd et klem."hvis vi lader sorgerne gå forud for hjertet lever vi jo ikke vores liv fuldt ud. Så sæt dig, så vi alle tre kan snakke sammen, ikke?"
Ann-Beth gav Rockeys hænd et lille klem til og slap den så. Hun trak en af de fine stole ud og gjorde tegn til Rockey om at sætte sig.
Hun så over på Oliver og spurgte:"hvordan har far det?"
Hun huskede tydligt hans varme smil og de bløde og varme hænder, glæden ved at lære hende at gå, julene med konfekt og småkager, påskerne med chokoladeægs jagt i haven og så sorgen i hans stemme da han sagde farvel, tårerne fra hendes mors øjne og den uforståenhed i hendes hoved.
Med årerne begyndte hun tænke på hendes far og et eneste spørgsmål: HVOR ER MIN FAR?
Hendes mor nægtede altid at svare og skiftede altid emne.
Hver gang ordet "far" blev nævmt begyndte hendes mor altid at lave hendes yndlingsret, kyllingelår og sovs og kartofler.

Oliver kiggede forundret på billedet. Det var ikke længe siden... 19... Han lignede sig selv på billedet, engle blev jo ikke ældre. Det spøjse var at han ikke havde husket at se Ann Beth før, men det måtte en enkelt gang han havde set hende uden at vide hvem hun var.
"Det er et godt billede. Sjældent har jeg da set 3 så smukke personer" Drillede han og grinede kort.
Han folede hænderne og lagde albuerne på bordet, så kunne han vile hagen på sine hænder. Så kiggede han på Ann Beth da hun spurgte om noget.
"Far? Han har travlt med arbejde. Tjener gode penge though.." Svarede han og trak på skuldrene. "I har ikke kontakt til ham begge to har i?" Han spurgte roligt og kørte en hånd igennem sit hår. Han selv havde næsten først lige fundet sin far og det var nok derfor han ikke kendt Ann Beth fra før hen. Det var måske ved at være 50 år siden at han fik opsporet faderen og fik kontakt med ham. Ja, før det havde han troet at han var død og borte og menneskelig, ligesom sin mor.

Rockey smilede over sin søster's kærlige klem om hendes hånd hun var glad sammen med dem.... hun så på sin bror... ''oliver ved du om far har fundet en ny?'' sagde han og var ved at bide hul på den ene læbe da hun var nervøs.... hun havde ikke set sin far i i de snart tyve år hun havde levet hun var ked af hun ikke havde set dem eller sin far... hun græd og så på ham fordi hun tænkte over det med hendes far den måde han havde forladt hende og hendes mor hun havde hadet ham for at forlade dem.....

"Nej, jeg har ihvertfald ikke set ham i 10 år.", svarede hun og så lidt ned i gulvet.
10 år... det var ikke meget i englenes målestok, men... for hende var det meget. Men på en anden side havde hun jo selv valgt at afskære al kontakt fra hendes far.
Hun så op idet Rockey spurgte om noget, noget med en ny... ny... ny! Ann-Beth så pludselig op, hendes øjne afslørede heldigvis ikke noget om en spænding og frygt der gemte sig i hene. Spændingen over at få afvide om hendes mor var helt glemt og frygten for at hun var.
Hun så lidt på Oliver med et søgende blik, et blik der søgte efter viden. Hun ville så gerne vide noget om hendes far og hvilken undskyldning han havde for at forlade hende og hendes mor.
Dengang han forlod dem, havde han sagt at han skulle på forretningsrejse. En laaaang rejse, han skulle næsten runt i alle verdens lande. Dengang så Ann-Beth kun ud som en lille pige på 7 år. Men han kom aldrig tilbage. Hendes mor døde af sorg efter 3 år.
4 måneder efter moderens død fandt hun ud af at han havde fået en ny kone og de ventede et barn. Barnet var formentlig Rockey
Da hun mødtes me ham for 12 år siden havde hun forlangt at høre forklaringen på hans forsvinden og hans utroskab mod hendes mor.
Forklaringen havde været at han var på rejse, da han så var i Hong Kong i Kina fik han besked om hendes mors død. Han var opslugt af sorg og vendte verden ryggen, men åbenbart havde Rockeys mor været tiltrækkende nok til at han overvandt sin sorg.
2 år efter bedte Ann-Beth om den rigtige forklaring og er gav han en helt anden forklaring. Intet af det han havde sagt 2 år tidligere gik igen. På det tidspunkt havde hun allerede fået ca. 12 forklaringer på hans forsvinden og utroskab. Dér fik hun nok, hun pakkede sine ting og flyttede så langt væk fra ham som muligt.
De mange breve hun have fået fra ham i e første 8 år lå stadig uåbnede i en skuffe. Måske skulle hun åbne dem nu?

Oliver kiggede først på Rockey og tørrede en tåre væk fra hendes øjenkrog. Ingen af hans søstre virkede til at kende faderen særlig godt på mange punkter. "Hold your head up and face the day.. No need to cry..." Sagde han først og gav hende et beroligende smil.
Han kiggede hen på Ann Beth da hun også kiggede op.
"Tja altså.. Jeg ved ikke hvor godt i kender ham, men han er noget af en player... For det meste har han en ny dame på , men de bliver udskiftet efter højest 5 år.." Han trak på skulderene. Det interesserede ham ikke rigtig hvem deres far så af damer. Dengang han havde haft hans mor, der havde de været sammen i mange år.. I hvert fald til han forlod dem da han var 21.. Han havde altid troet at han var anerledes fra sin familie og havde først for ikke mange hundrede år siden fundet ud af at hans far også havde været engel.
"Jeg går ud fra at begge jeres mødre var mennesker så?" Det var egentlig bare en antagelse.. De var jo døde, ligesom hans egen mor.. Han huskede hende ikke så godt mere faktisk..

Ann-Beth hørte interesseret efter. Ikke fordi at hun havde troet at hendes far virkelig sørgede over hendes mors død, men det smertede alligevel at hendes far var sådan en player.
"Jo, min mor er.. var... et menneske. Men vores far gav hende engang forlænget levetid. Men det var før han forlod hende, sammen med ham forlod en forlængede ungdom også min mor.", svaree hun mildt, hun ville ikke såre Rockey og fortælle hende lige ind i hendes ansigt hvad hun syntes om hendes mor. Den kvinde der forhindrede hendes far i at komme hjem. Men hvis det ikke havde været Rockeys mor, havde det været en anden.
Lige meget hvad hendes far sagde ville hun aldrig tilgive ham. Hvrofor var hun egentlig kommet i dag?

rockey så på dem.... ''lad os snakke om noget andet end far'' sagde hun og smilede lidt da oliver fjernede hans tåre og lagde blidt sit hovede på hans skulder hun havde næsten ikke kunne tro hun havde søskende...huhn holdte også sin søster i hånden og smilede til hende...

Ann-Beth smilte tilbage til hendes søster.
For bare to timer siden havde hun ikke troet eller turde håbe på at hun havde søskende.
En søster og en bror.. mange havde kun en af delene, men Ann-Beth havde begge dele og følte sig så lykkelig.
Hun nikkede svagt som et ja til at snakke om andet end deres far. Hun havde alligevel heller ikke lyst til at snakke om ham.
Hun så hen på Oliver, deres søster havde lagt hovedet på hans skulder. Det så virkelig.. nuttet ud!
Hun smilte ad det og holdt lidt fastere om Rockeys hånd, hendes søsters hånd. Hun elskede virkelig denne her dag

Oliver smilede til Rockey og lod hende lægge hovedet på hans skulder. Man kunne godt mærke at hun var yngre end de andre, men det var ikke negativt som sådan.
"Tjo, hvad vil i snakke om?"
Svarede han og lagde hovedet lidt tilbage. Det var lidt underligt at skulle snakke med to personer man aldrig rigtig havde snakket med før, og samtidig vide at de var i familie og pretty much hang på hinanden.
Han rodede i sit hår. Aldrig havde han prøvet, siden hans rigtige familie for 500 år siden, at have familie som han rent faktisk kunne se sig selv i. Jam´, der var deres far, men ærlig talt så var de ikke så tætte, de var mere at arbejds samarbejde.

Rockey tænkte hun sikkert ville blive den irreternde søster når de engang kom igang med sådan ordenlig at snakke sammen.... hun var allerede meget glad for sine storesøskende, det var den familie hun havde manglet de sidste 6 år, hun smilede glad til oliver og ann-beth. ''hvordan har i haft det siden jeg ikke var mere en hvad 2-4 månder gammel?'' spurte hun og tænkte de sikker ikke ville tænkte tilbage til den gang.... da hun var den sidste deres far havde fået og var sikkert også den der vidste mindst. hun havde ikke set deres fat længe men ville da gerne se ham.... men oliver linede ham sikkert en del mere end de to søskende gjorder... *hvorfor skulle du forlade os far* tænkte hun trist og så ned da hun ikke ville tænke på ham...

Ann-Beth´´s smil falmede lidt. Den tid lige efter hendes mors død og hun havde fået afvide at hendes far var stukket af med en anden havde været et mareridt.
Hun svarede lidt stille:"Efter far forlod mig og min mor og min mor døde tre år efter, troede jeg havde mistet hele min familie. Jeg ønskede hver eneste nat at min far ville vende hjem, eller bare være i live, men da jeg så fandt ud af at han var i live faldt den lille rest af håb i mig sammen. Han var stukket af med en anden.", hun standsede et øjeblik og trak vejert dyb og fortsatte så:"Da jeg mødtes med ham for 14 år siden krævede jeg en forklaring på hvorfor han havde forladt mig. Han gav en forklaring der lød på at han var sønderknust efter min mors død og ville være alene. Men åbenbart havde den anden kvinde været mere tiltrækkende end han kunne modstå. I 2 år ville jeg ha´ en forklaring på hans forsvinden og fik hver gang en ny, tilsidst blev det for meget for mig og jeg flyttede så¨langt væk fra ham som muligt. Jeg har stadig en skuffe fyldt med breve og pakker med undskyldninger i..."
Hun standsede op og afgjorde med sig selv at hun ALDRIG ville tale om den tid igen, eller ihvertfald ikke til andre end Oliver og Rockey, de vidste det jo allerede i forvejen...
Hun så op på dem og henvendte sig til Oliver for at få opmærksomheden væk fra hende:"Hvad med dig?"

Oliver nikkede til Ann Beths historie. Selvfølgelig var det hårdt at vokse op uden en rigtig familie. Og med en far der har fundet en anden.
"Ann Beth, hvor længe er det siden nu? At din mor døde altså.. Jeg mener bare at selvom han var knust over hendes død, så healer såret på et tidspunkt og man kommer videre. Jeg siger bare at far er en od man, selvom han er vidt omkring.. Enhver mand der er gammel nok ville forstå" Sagde han opmuntrende og kiggede lidt ned i bordet. Han troede at han forstod hvad faderen havde været igennem. Man kunne godt være knust i mange år og aldrig tro det ville gå over og ligepludselig var kærligheden der igen. Han havde slev været igennem næsten samme ting med Emilia og Duff...
Oliver kiggede hurtigt op igen og lod ikke sine tidligere tanker vise. Der var så meget forvirring på det punkt.
"Hvordan jeg har det? Godt tror jeg... Jeg er igang med min uddannelse... - igen" Startede han ud. Når man levede så længe så nåede man mange uddannelser.
"Udover det så arbejder jeg som tjener/kok og jeg hjælper vores far med at udvikle ny teknologi"
Oliver tappede sine fingre et par gange ned i bordet. "Tingene går fremad for mig.. Jeg har lige fået en ny kæreste, Duff... Hun er også engel." Han nikkede en gang og vente sig imod Rockey.
"Så, hvordan har det været at vokse op indtil videre?"

Ann-Beth nikkede og svarede:"Jeg tror det er omkring 349 år siden. Selvfølgelig har jeg tilgivet ham.. og du har ret. Tiden læger alle sår."
Hun tænkte lidt på hvordan hun måske burde undskylde. Måske var hun kommet i dag for at sige undskyld for de sidste 10 år.
"Jeg kom faktisk i dag, både for at lære jer at kende. Men også... men også for at sige undskyld til far for at ha´ ignoreret ham i det seneste årti."
Hun vidste godt det måske var forsent at forsone sig helt med ham, men man havde da alligevel lov til at håbe.
Hun lyttede interesseret til Olivers fortælling og tænkte på hvor underlig verden var indrettet; Hendes far og storebror arbejdede indenfor det at udvikle den nye teknik, selv havde hun aldrig interesseret sig for teknologi som et arbejde. Hun havde derimod havde sin smag for musik og brugte lang tid på at synge og skrive sange.
Hun smilte lidt da hun hørte om Olivers nye kæreste, Duff. Ann-Beth kendte ikke Duff, men hun var helt sikker på at hun var rigtig sød.
Hun kiggede stadig efter THE ONE, måske kom han aldrig. Måske kom han... det ville tiden vise. Tiden ville vise alt. Til sidst....

Rockey sukkede... ''tja det var lidt underlit for omkring da jeg var syv år en aften hørte jeg min mor og far skændes jeg var bange de råbte og skræg jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre s jeg hamrede på døren og far åbnede den og gik ned og tog sin jakke og stod i døren.. og så lille som jeg var løb jeg jo efter ham og holdte fat i hans bukseben og tiggede og bad ham om at blive men han sagde han ville komme og beøge mig..... han har ikke været der endnu det var kun fordi jeg skulle møde jer jeg kom.... da min mor døde var jeg knust jeg havde ingen at holde fast i kun.... min kæreste kin... han er en dusørjæger'' sagde hun og forventede overraskelse over hvad hendes kæreste var... ''men alt var lykkeligt lige til den dag hvor mine forældre skændtes...'' sagde hun og sukkede...

Ann-Beth så på sin lillesøster og smilte opmuntrende.
Hun lyttede, men var ikke vildt koncentreret. Hun tænkte. Tænkte på hvilken opvoksning hun havde haft og hvilken Rockey havde haft. Forskellen imellem dem var ikke stor. Det var bare alderen der var stor forskel på.
Hun lyttede stadig og kunne se noget der lignede forventning om overraskelse hos sine storesøskende da hun fortalte navnet på sin kæreste. Og Ann-Beth blev overrasket over at hendes lillesøsters kæreste var dusørjæger, ikke fordi at der var noget dårligt ved det... det var bare, hvad skal man kalde det?... lidt unormalt, ja lad os kalde det dét.
Hun stoppede med at tænke og prøvede istedet at huske navnet på Rockeys kæreste.
PINLIGT!!! Hun havde hørt det for under et minut siden og hun kunne ikke huske det!
Hvad var det et startede med? K.. ja det var K. K....I? KI... det lød rigtigt. KIB? KIS? KIK? KIL? KIM?
*Det var tæt på KIM, det ved jeg ihvertfald!*, tænkte hun helt stolt over det.*Okay, tænke..tænke.. KI..KIN! Haha, det var KIN!*
Hun fik et lille stolt smil, men skjulte det igen. De skulle jo ikke tro hun ikke kunne huske navnet på Rockeys kæreste, for det kunne hun jo ihvertfald nu!

Oliver nikkede bare og kiggede sig rundt efter nogen de kunne få til at hente noget drikkelse. Han fik øjenkontakt med en tjener som straks susede afstede efter noget.. Hvilket dejligt selvskab at være i.
Han kiggede lidt overrasket hen på Rockey.. En dusørjæger? Det var underligt, men han fik næsten en hel beskyttende følelse i retning af Rockey, dusørjægere betød bare no go.
Han løsnede lidt op når han tænkte over det. Det var ikke helt fair hvis han ikke brød sig om at hun havde en dusørjæger som kæreste.. Han havde selv været ved at blive gift med en vampyr for et par hundrede år siden..
"Jamen det lyder som om du klare dig godt.. At i klare jer godt" Smilede han tilfredst og folede armene over kors.

rockey tænkte over en masse og sukkede hun holdte for sin mors halskæde... *jeg savner dig mor* tænte hun for sig selv og sukkede.... hun så ned i jorden hun ville ikke havde de skulle tage sig af det hun savnede at have noget familie nu havde hun oliver og ann-beth...

Ann-Beth rørte lidt usikkert ved sit lange brune hår.
Der var opstået en lidt pinlig tavshed omkring bord 12.
Hun så hen på sin bror og derefter på sin søster. Hun kunne se i Rockeys øjne at hun ikke var glad.
Hun tog sin søsters hænder og spurgte med blid stemme:"Er der noget galt?"
Hun ville virkelig gerne hjælpe sin lillesøster. Lillesøster.. hun smagte lidt på ordet.
Hun havde aldrig haft en lillesøster før, men nu havde hun endelig én. Og ikke nok me det... hun havde også en bror.