Could you be of any use to me? - Azuriel

Tid: 16.24
Sted: Werclare by
Omgivelser: folk lidt rundt omkring.
Vejr: Tusmørket er ved at takke af og overlade scenen til aftenmørket. Ingen vind og kun spredte skyer.

Det måtte være heromkring, det havde meddeleren i hvert fald sagt da hun havde spurgt ind til hvor manden var gået hen. Meddeleren havde så godt han nu kunne fulgt manden så godt som han nu kunne uden at blive opdaget, og på vejen var han blevet udskiftet af en kvindelig som ville vække mindre opsigt. Alt i alt havde hun fået stykket en nogenlunde rutevejledning af hendes to sladrehanke. Normalt brød hun sig ikke om at have sådan nogle igler der sugede på hendes pengepung, men med Gwyn i byen vidste hun at det ikke kunne være anderledes. Hun måtte spille med indtil videre. Det havde været et rent tilfælde at en af meddelerene havde fået øje på kvinden som hans arbejdsgiver havde interesse i, og han havde straks meldt det. Det havde været hendes held at han havde siddet tæt nok på til at høre at de to talte om graviditet.
For vampyren var det tydeligt at dette her, denne her mand, kunne være endnu en der kunne tage sig af hendes skaber og holde øje med jægeren, for hvis Procella frivilligt havde fortalt om den graviditet som hun selv havde måttet gætte sig til betød det at de kendte hinanden, og så burde han nok vide hvad der også var efter kvinden. Et bittert smil krusede hendes læber da hun indså hvor groft hun ville blive flået af jægeren hvis kvinden nogensinde fik noget om dette møde at vide. Der ville næsten ikke være noget tilbage at brænde tænkte hun træt, og uden den større sindsbevægelse. På det sidste var trusler blevet hverdag og sidste gang hun havde talt med et menneske helt afslappet havde hun indset at hun savnede dem.

Hun stod nu i en sort hættetrøje der skjulte hendes røde hår under en hætte og med hendes lyse hud lignede hun en der lige var blevet indskibet fra Skandinavien. Et par grønne øjne skannede opmærksomt omgivelserne for en mand der passede den beskrivelse hun havde fået: mørkt hår, gylden hud, rank holdning.. og dæmon.
Hvad var det den kvinde havde med dæmoner!? det var altid dem hun blev involveret med, og det var efterhånden ved at blive en dagligdags trussel at blive revet midt over på grund af Procella af den ene eller anden grund.
Lejlighederne hun stod udenfor var en hel del større end den hun selv havde lejet i den mere dyste og fattige del af byen, det sidste sted folk ville lede efter hende. Med folk mente hun selvfølgelig sin skaber der nu så hende som den eneste hindring imellem hende selv og sit bytte. Nu håbede hun bare at dette har havde været det hele værd, for det var ikke startet godt.Hun var kommet ud for tidligt og havde brændt hånden på solens sidste stråler inden hun nåede i dækning.
Hun lænede sig med sammenknebne øjne op imod en mur, parat til at sætte sig i bevægelse når hun fik øje på sit mål.

Az kom gående i sine egne tanker. Selv om han som Hunter altid var lidt på vagt var dette faktisk ikke tilfældet denne gang. Han var på vej hjem fra hospitalet. Han havde arbejdet sammen med Camille om at analysere sit blod. Han gik og læste den rapport de sammen havde fået lavet. Han havde sin sorte læderjakke på som altid. Selv nu hvor der var koldt. Han gik og kløede sig i nakken imens han læste rapporten. Der stod en masse lægetermer men eftersom han selv havde været lægestuderende i noget tid før hans mørke side havde taget over og før Procella havde fået den gode frem igen havde han let ved at forstå hvad der stod. Han gik helt i sine egne tanker. Han havde også et stiksår efter nålen der var blevet brugt til at tage hans blodprøver med som ikke var healet helt i nu. Måske ville en vampyr kunne lugte det, men han lugtede jo ikke helt som en Dæmon. Han var jo trods alt en Hybrid. Han nærmede sig sin lejlighed da han fik en eller anden fornemmelse om at der var nogen der holdt øje med ham. Han kiggede lidt rundt omkring før han trak på skuldrene. Han mente dog at det nok var bedst at tage nogle smutveje hvor der var knap så mange mennesker hjem. Dog var dette jo en dårlig ide eftersom Willith sikkert allerede havde fået øje på ham, men det vidste han jo ikke. Az gik videre i sine egne tanker opslugt af sin rapport.

Han gik med rolige skridt. Han havde ikke det vilde med sig, det eneste våben han havde, var hans Deagle der sad i hans bælte bagpå, gemt at hans jakke. Hans læber bevægede sig en smule når han så ud til at møde nogle bestemte sætninger i hans rapport. Han var på ingen måde forberedt på hvad der ville komme. Det var altid en fejl for en Hunter. Men Az var jo stadigvæk ung og havde meget at lære i nu.

Vampyrens følsomme næse opfangede en svag lugt som hun genkendte da en mand som passede på beskrivelsen kom inden for synsvidde og hendes rovdyrs gen slog straks til. Lugten mindede om noget hun havde lugtet før for ganske kort tid siden.. Noget med en ven, og så slog det hende. Det var den underlige blanding af surt og sødt, som Sawyer også havde! *you got to be kidding me! One more!?"
Det virkede som om at hybriderne strømmede til øerne, og det kunne hun ikke sige var en udvikling der virkede betryggende for hende. Hybrider var nye muligheder, men også nye farer. Hybriden virkede til at have næsen begravet dybt i et eller andet, men på et tidspunkt løftede han hovedet for at se sig rundt som om han kunne fornemme hendes blik.
Hun trykkede sig imod muren, for af en eller anden grund ville hun helst ikke ses som en der overvågede ham, faktisk ville hun slet ikke ses, selvom det nok godt kunne blive lidt besværligt hvis hun skulle snakke med ham.

Vampyren smuttede hurtigt efter hybriden da han af en eller anden uforståelig grund valgte at tage en affolket vej hen til hans lejlighed og endnu en gang overvejede hun hvad hun lavede her. Han virkede så ung og uerfaren. Nå, men det skulle vel afprøves og hun mindede sig om ikke at undervurdere væsner der så uerfarne ud. Det gjorde hun jo trods alt også selv. Hun kendte ikke hans navn, så hun måtte vel bare henvende sig til ham og så se hvad der skete. Det var nok bedst ikke at give ham for mange chok, for hvis han færdes med Procella var han med garanti farlig.
"Undskyld mig?"
Hendes stemme var lav, og mørk på en behagelig måde, men den gled ubesværet igennem mørket, skar sig igennem de som en kniv igennem smør. Med et glimt af hendes evne tillod hun sin stemme at trænge langt lettere igennem nattemørket end et menneskets stemme ville, i forhold til at hun jo stadigt var 3 meter væk.

Azuriel der over tid havde trænet i at finkæmme sine reflekser og selv om han vidste han ikke ville få så hurtige reflekser som en vampyr, vendte sig hurtigt om og med en flyende bevægelse trak han sin pistol og sigtede direkte på personen bag ham. Az som altid havde været lidt af den paranoide type, hvilket sikkert også var grunden til han stadigvæk var i live kiggede på hende. Eftersom han ikke var sikker på om dette var personen han troede fulgte efter ham sagde han roligt. ’’ FBI.. Hvem der?’’. Det kunne jo være et menneske der stod overfor ham og hvis det var så ville hun helt sikkert undre sig over hvorfor han holdt en pistol hvis ikke han kom med en forklaring. Az kiggede op og ned af hende med et analyserende blik. * Kvinde stemme. Ingen farlig tone, dog en speciel uhyggelig undertone. Leder mig over til Nosferatu eller Demonicus. Hmm. Jeg kan ikke se kvinden, hun skjuler sig i mørket. Klassisk Vampyr.. hun afgav ingen lyde, lydløs som en kat, endnu et klassisk Vampyr træk. Fuck hvorfor går jeg aldrig med helligvand i inderlommen*. Eftersom han ikke kunne se hende eftersom hun ikke var trådt ud af mørket begyndte Az langsomt at gå baglæns. Han vidste at han måtte passe på. Han vidste jo ikke hvem det var der henvendte sig til ham. Han vidste dog at personen måtte lede nøjagtigt efter ham eftersom han tog en anden vej hjem en han plejede. Azuriels intelligens og evne til at analysere fejlede ikke ret tit men det skete dog en sjælen gang i mellem. Han sank en klump og hans hjerte hamrede hurtigere. Dog holdt han pistolen i et rolig og fattet greb.

"Vi har en fælles ven.."
Hun trådte ud i lyset fra en gadelygte da han begyndte at bakke væk fra hende men bevægede sig ikke yderligere. I stedet holdt hun hænderne op til hovedet for at vise at hun havde fredelige intentioner. Hun havde en ret god ide om at han havde indset hvad hun var og hun så ingen grund til at skjule det. Han ville alligevel indse det før eller siden. Håret der havde revet sig løst var rødt som en solnedgang, og øjnene så sorte ud da de lå inde i hættens skygge, men det var tydeligt at pigen som han sigtede på ikke var meget over 15-16 år. Lige nu var hendes ufarlige udseende hendes bedste kort at spille på men hendes øjne brændte. Hvis han prøvede på noget, så ville der ikke være tvivl om at hun havde tænkt sig at svare tilbage.

"jeg ville sætte meget pris på hvis du lod være med at forsøge at skyde mig, med hvad end der er i den pistol. Jeg er her for at tale."
Hun løftede hovedet lidt så hendes kløvergrønne øjne blev tydelige et øjeblik. De udstrålede den stædighed som Gwynnets skabninger alle var i besiddelse af. Havde de først besluttet sig for at gøre noget så gjorde de det.
Modsat Gwynnet vidste Wilith bare godt hvornår hun skulle stoppe, men det var der ingen grund til at spekulere over nu for det var slet ikke den tid endnu. Nu skulle hun bare have ham i tale. Hun var 100 procent sikker på at hun havde fat i den rigtige, han både så ud og lød som en Procella havde haft fat i. Måske lige bortset fra det der med "fbi" den havde hun endnu ikke hørt jægeren bruge.. men alt i alt var det nok en meget brugt løgn. Havde hun været menneske havde hun nok også været mere resoektfuld over for fbi end en stodder med et skydevåben.

Han så ud til at overveje et sekund om han skulle sænke sin pistol. Men han endte med at gøre det. Han satte den på plads i sit bælte og gik langsomt frem imod Willith. Han smilede en smule og sagde så men en rolig og venlig stemme ’’ Så vi har en fælles ven.. Okay jeg lytter ’’. Han kiggede på hende med et overvågent blik som holdt han øje med omgivelserne. Han stoppede cirka en meter fra hende. Han stod i en afslappet stilling. Det var du til at se at han var muskuløs bygget og at han var i starten af tyverne. Han var bestemt ikke den grimme type. Han satte sine hænder i lommerne på sin læderjakke og rystede lidt på hovedet. ’’ Med alt respekt.. Hvis du kun er kommet for at tale, så kunne du jo bare have fået mit nummer af vores ~ven~.. tager jeg fejl? ’’. Az var som sagt paranoid og det tog ham ikke længe at lægge to og to sammen. Dog var den konklusion han nåede frem til ikke altid rigtig da han jo ikke kendte alle detaljerne.


Han kunne se at denne Vampyr dog ikke havde tænkt sig ligefrem at springe på ham. Det virkede til på hende måde at kontakte ham på at hun var lidt påpasselig fra start, det så han som om at hun på forhånd vidste hvem han var. Han tog en dyb indånding. ’’ jeg er lutter øre… frøken?.. Jeg fik ikke deres navn’’.

Hun tillod sig et lille grin over hans kommentar. At forstille sig at Procella nogen sinde ville give hende noget personligt frivilligt var en underholdende tanke, men desværre var den lige så umulig som underholdende.
"Slap af, hybrid. Ham jeg leder efter var på Zeeman for tre dage siden. Kvinden var gravid."
Hendes smil var smalt men såmænd varmt nok, og tonen var kun en smule skarp. Teknisk set kunne han jo bare lyve men vampyren var sikker på at hun havde fået fat i den rigtige. Hendes meddelere havde været præcise, specielt den kvindelige og han matchede beskrivelserne bortset fra dæmondelen. han var jo kun halv dæmon hvis man så sådan på det.
"Hvis vi taler om den samme så tror jeg også godt at du ville kunne fortså hvorfor jeg ikke har fået et telefon nummer. Hun giver ikke personlige oplysninger ud under nogle omstændigheder."
*Også selvom hun kender hele min historie er jeg kun begyndt at få stykket bidder af hende sammen. * Normalt ville hun være ekstremt skuffet over sig selv, men procella var en langt større udfordring end hun havde haft i lang tid og hun var begyndt at nyde det.

Vampyren stod rank som om hun havde et kosteskaft bundet til ryggen, men det var mest for at forhindre sin krop i at bukke sig sammen i forsvarsposition. det var ikke det rigtige tidspunkt at lave for pludselige bevægelser der kunne få hybriden til at gå i defensiven igen. det var ikke lige hvad hun havde brug for, hun havde derimod brug for en snakkende halvdæmon.
"Og jeg fik vist heller ikke dit navn. Jeg er Wil, hvis du skal bruge et navn... og du er?"
Af visse årsager brugte hun ikke sit rigtige navn her, for det var det procella kendte, og selvom hun nok skulle finde ud af noget om dette her møde på et tidspunkt, så var der ingen grund til at gøre det nemmere for hende. Det var ikke lige fordi at vampyren fandt det specielt behageligt at have en edderspændt vampyrjæger helt oppe i ansigtet. Det ville ikke være hverken første eller sidste gang... men ingen grund til selv og bede om det.

Azruiel kiggede undrende på ham da hun kaldte ham en hybrid. Han hørte en stemme i hans hoved.*’’ Vampyren ved for meget.. Jeg kan mærke det.. Giv slip.. Bare lidt, så dræber jeg hende. Jeg skal hverken bruge pæl eller helligvand.. jeg flår hende i småstykker ’’*. Azuriel tog sin til panden som om han havde hovedpine. Han gned sine tændinger en smule og rettede så sit blik mod hende igen med et venligt smil på hans læber. ’’ En Vampyr der har øre i byen.. Men kom til sagen.. Hvad vil du snakke om ’’. *hvis hun tror at for forråder Pro.. så hehe.. Så er der intet så godt som falsk information*.

Da hun sagde hun hed wil kiggede han på hende med et løftede øjenbryn. Hendes måde at stå på fortalte ham at hun sikkert var en gammel vampyr. Mindst et par hundrede. Han rystede let på hovedet. ’’ Mit navn er Az.. Hvis du ikke vil give mig dit rigtige navn så fint.. Jeg har jo set dig nu.. Det bliver ikke svært at beskrive dig over hende.. Og ja jeg er manden fra baren ’’. Han var normalt ikke så hård i hans tone overfor andre. Men hun havde jo ikke fortalt hvorfor hun var her, eller hvad hun ville. Det var klart at se grunden til at han talte som han gjorde var at han stadigvæk var meget skeptisk overfor hendes motiv. Han var ikke lige typen der bare sådan uden videre stolede på en Vampyr.

"jeg bryder mig ikke om det, men ja jeg har ører rundt omkring."
hun skar ansigt af irritation ovre hendes meddelere. de var virkeligt generende en gang imellem, specielt når ham der havde styr på dem bare meldte om at de ikke havde set eller hørt noget. Selvfølgelig lyttede hun også selv med en gang imellem når meddelerene aflagde rapport til deres mellemmand, men det var mere for en god ordens skyld.
"Der er bare noget du burde vide. jeres samtale lød som om i kendte hinanden godt så jeg tænkte at du nok gerne ville vide hvilken bikube du har stukket hånden ind i. For det første.. en af min slags, en gammel en, er på vej efter hende."
Igen skar hun ansigt, og det var tydeligt at der var en hel del mere til den historie end hvad hun fortalte. Blandt andet at vampyren der var efter hende var hendes skaber, men den information måtte vente til hun havde set hvordan han reagerede.

Hun trak vejret dybt ind før hun gik videre med at snakke og gav ham derved en chance for at snakke men også et øjeblik for at vende hvad hun ville sige endnu en gang i hovedet. Bloddelen var hun ikke glad for, men efter hvad hun havde hørt kunne det godt være vigtigt.
"Og derudover.. en fair advarsel. Pas på at begynde at bløde i nærheden af hende. Sidste gang.. hun var såret og jeg forsøgte at hjælpe.. men det vigtige i det her var at hun bed sig fast og drak mit blod.. og meget af det."
Hvis det overhovedet var muligt var vampyren blevet endnu mere bleg over mindet, og hun så skamfuldt væk. Det var langt fra noget hun var stolt af, men det der var sket bagefter var tydeligvis så skidt at hun nok hellere måtte advare ham hvis han ikke allerede vidste det.
"Jeg ville sætte pris på at du ikke fortæller hende at jeg har været her. Hun ville flå mig levende, af mange grunde.."
Et lille forsigtigt smil løb over hendes ansigt, men hun nægtede stadigt at se på hybriden i mere end et kort sekund. Det var ikke fordi at hun løj, mere fordi at hun skammede sig over at være nervøs for kvinden.

Han stod og overvejede hendes ord. At en Gammel Vampyr var efter Pro. Normalt ville han grine og sige synd for den Vampyr. Men Pro var anderledes, for ikke at tænke på at hun sikkert var langsommere nu hvor hun var gravid. Dog smilede Az bare og sagde selvsikkert. ’’ Så er det godt at hun har min hjælp.. Ingen Vampyr har nedlagt mig i nu ’’. Ellers ville han jo ikke være her.

Da hun sagde at Pro drak blod nikkede Az en smule. Det virkede ikke til at komme bag på hende. *Hmm.. Så faderen er en blod Dæmon.. Interessant*.

Da hun sagde at hun ville sætte pris på at han ikke fortalte Pro at de havde haft denne samtale drejede han sit hoved. ’’ Jeg er glad for du advarer mig.. Jeg er glad for du giver mig denne information.. Men jeg har lige et spørgsmål.. Hvorfor gør du det?’’. Az var usikker på alt dette og havde brug for mere tid at analysere i. han ville lære denne såkaldte ~ven~ bedre at kende. Han smilede venligt og sagde. ’’ Hvorfor kommer du ikke med hjem til mig en tur.. Vå kan snakke mere der.. jeg har en del spørgsmål jeg gerne vil stille.. I mere sikre omgivelser’’.

"Nej, det siger jo lidt sig selv, ikke.."
Hendes stemme var tør, med en munter undertone der blødte hendes ord lidt op, men det var tydeligt at han så det som noget nær en selvfølge at hjælpe procella og indeni var hun lettet. Det var hvad hun havde håbet på da hun henvendte sig til ham, for det var tydeligt at hun ikke kunne beskytte jægeren. for det første trodsede Gwyn tilsyneladende både solen og alt andet for at nå til jægeren.. Og derudover var Wilith bare ikke stærk nok til at tage hende.
"Jeg er meget glad for at du vil hjælpe.. Jeg er ikke stærk nok til at tage... vampyren."
Igen var der noget hun undlod, og hendes tøven ved at nævne den der jagtede procella som en tilfældig vampyr viste tydeligt at hun kendte en del mere til dette her end hun ville ud med.

"Hvorfor? Fordi at jeg kan lide hende på trods af alle de tæsk jeg har fået af hende."
Hun skar ansigt med et muntert glimt i de grønne øjne men der var også en agtpågivenhed at spore. At blotte sig for ham var risikabelt på trods af at han virkede som en der var til at stole på. det var jo ikke første gang hun indså at hun alt for let kom til at stole på folk. Hun håbede bare at hun ikke gjorde en fejl ved at stole på ham her.
"Godt så.. før an."
Hun gik op på siden af ham med et elegant lydløst skridt der havde samme slags elegance som et stort kattedyr. Afventende så hun op på ham, mens hun ventede på at han ville begynde at gå. det var ikke fordi at hun ikke kunne finde hen til ham.. mere eller mindre.. men det var nok bedre at han ikke vidste det. Bare som en form for ekstra ting at have i baghånden til senere brug hvis det skulle blive nødvendigt. Selvom hendes stemme stadigt var munter var der glimt af alvor i den. Dette her skulle helst gå nogenlunde glat..
"Så håber jeg at du er tilliden værd.."

Az begyndte at gå. Han kiggede på hende da hun sagde at hun var glad for at han ville hjælpe. Az sagde venligt. ’’ Jeg vil gå i døden for nogle folk.. Især hende’’. Det var nemt at høre i hans stemme at han mente det. Procella havde gjort så meget for ham. Hun havde skånet hans liv og ikke nok med det så havde hun også hjulpet ham tilbage fra hans onde sides kontrol. For ikke at forglemme det ekstra de havde haft sammen dengang for 2 år siden. Da hun sagde hun ikke var stærk nok til at tage vampyren grinede Az lidt. ’’ Og alligevel fortæller du mig langt fra alt du ved om Vampyren.. Jeg kan både se og høre på dig du skjuler noget.. hvis du ved du ikke er stærkere en den Vampyr, så må du også kende Vampyrens navn.. Ikke nok med det så må du også vide Vampyrens evner siden du ved du ikke er stærk nok.. Alligevel advare du mig mod Vampyren uden direkte at give mig nogen brugbar information.. Dette indikere at du kender personen meget godt og sikkert er i et moralsk og loyalitets dilemma lige nu’’. Han havde vist hende før at hans analytiske evner var en af hans stærkeste sider. Han vidste ikke om det han sagde var helt rigtigt men han havde en ide om at noget af det i hvert fald var.


Da de nåede hans lejlighed indtastede han en kode, sagde sit navn ’’ Azuriel Atares og skannede hans hånd. Derefter var der en lille lampe ved sikkerheds panelet der lyste grønt. Han åbnede døren med et smil og sagde ’’velkommen til mit hjem.. Slå dig ned i sofaen hvis du vil.. Så kan vi snakke’’.

"Jeg har gået ud i sollyset for hende.. et par gange efterhånden.."
Kvinden havde måske ikke gjort noget voldsomt og livsstilsændrende for hende men hun betragtede jægeren som en ven.. og nogen gange måtte man lide for venskabet. Tanken om at fortælle hybriden om hendes skaber gjorde hende en smule nervøs og derfor fremkaldte hans analyse et løftet øjenbryn og et neutralt blik, mest fordi at han havde ret i langt det meste. Det gjorde hende selvfølgelig ikke mindre irriteret at han havde ret, men hun bekæmpede trangen til at komme væk for hun blev trukket for dybt ind i dette her, men hun blev nød til at få overbevist dæmon om at hun talte sandt omkring hvad hun nu havde sagt. Og der udover kunne hun ikke lade være med at være nysgerrig omkring hvad han ville tale med hende om. Alligevel besluttede hun hurtigt ikke at uddybe hende og Gwyns forhold. det måtte vente til at han havde bevist at han var til at stole på.

Sikkerheden ved hans lejlighed var hun ikke synderligt overrasket over, det havde hun jo også selv i de fleste af hendes huse men alligevel kunne hun ikke lade være med at føle sig lettere paranoid da hun trådte ind i lejligheden.
Vampyren skannede hurtigt rummet for eventuelle mistænkelige ting der kunne ligge og flyde, men selvfølgelig kunne hun ikke finde nogen. Det ville ikke ligne et væsen at være så skødesløs, og slet ikke med et bekendtskab som procella.
Hun satte sig forsigtigt ned i sofaen, let foroverbøjet med det unge ansigt rettet forretningsmæssigt op imod hybriden.
"Godt så, hvad var det du ville snakke om?"

Az lukkede døren og låste den af ukendte grunde. Dererfter gik han ud i køkkenet og hentede en øl til sig selv. Han lagde også sin rapport der ude. Faktisk gemte han den. Han ville ikke have at Procella fandt ud af hvad han havde gang i. Han var sikker på at hun ville stoppe ham hvis hun viste hvad han gik og eksperimenterede med. Han gik ind og satte sig i sofaen ved siden af Wil. Han tog en slurk af sin øl og kiggede på hende. ’’ Jeg har ret.. Du svarede ikke på mine spørgsmål og du.. Ja virkede meget irriterede over at jeg ramte et ømt punkt ’’. Hans blik blev meget alvorligt. ’’ Jeg mente det da jeg sagde jeg ville gøre alt for at beskytte hende.. Du kommer ikke til at forlade denne lejlighed før du fortæller mig alle svaghederne om den Vampyr.. sikkerhedsalarmen er aktiveret igen for ikke at nævne fælderne med pæle indsmurt i helligvand.. Det skete da jeg låste døren.. Dæmon fælderne går jeg ikke ud fra går dig på ’’. Han tog en slurk mere af sin øl.’’ Hør jeg ved godt du bare prøver at hjælpe.. jeg ved også dette lyder som en trussel.. Det er det ikke.. Og så alligevel.. Du fortæller mig alt og hvis Vampyren spørg hvorfor du fortalte mig det så skal du bare sige jeg holdt dig fanget.. At du ikke havde andet valg.. så simpelt er det ’’. Han gav hende et venlig smil.

Vampyren blev helt blank i ansigtet da hun indså at hun endnu en gang havde været alt alt for naiv. At stole på ham.. hvor kunne hun have været så dum. Så blev det blanke udtryk erstattet af en begyndende vrede. Den var rette både imod hende selv og hybriden overfor hende.
"Jeg burde have gættet det.. En hybrid, et væsen, der rent faktisk kunne være venlig burde jeg have vidst var for godt til at være sandt."
Vreden fik hende til at knytte næverne hårdt sammen og gav hendes øjne et mere giftgrønt skær. hun havde bare desperat lyst til at tæve en eller anden synder og sammen men var dog san nok til at indse at det nok ikke lige ville være det smarteste at gå løs på manden. Ikke med vampyrfælder i rummet.

De grønne øjne brændte af vrede og hun så med et snerrende grin på manden.
"Hvis hun møder mig igen, overlever jeg ikke."
Der var noget bittert over hendes smil da hun havde talt færdigt og ude af stand til at sidde stille rejste hun sig rastløst op. Hun stak hænderne i lommen og vendte sig hurtigt om imod halvdæmonen overfor hende. Hun ville have fortalt det frivilligt, men under disse betingelser.. Aldrig i livet.
"You know.. i would have told you, when i was sure that you could be trustet.. but you obviously cant be trusted.."
Vamyren forventede halvt om halvt at en stage kom flyvende igennem luften, ikke at hun ikke ville kunne undgå den men alligevel forberedte hun sig på en eller anden grim overraskelse. Det ville være så typisk..

Az tog en slurk mere af sin øl. Han hørte en stemme i sit hoved. *’’ Uhh. Kamp.. Kom så vi kan nemt klare hende her.. Og have det lidt sjovt med hende.. Hmm jeg savner at have det sjovt’’*. Az rystede lidt på hovedet og sukkede. Han rejste sig op og gik over til døren og indtastede en kode. Døren låste sig op. Han gik over og satte sig i sofaen igen. Han kiggede på Wil med et venligt blik. ’’ Du bestod.. Hvis du ikke var hendes ven så ville du have angrebet mig.. du sad der og ventede på at jeg angreb dig.. Jeg stoler på dig nu ’’. Han satte sin øl fra sig og rakte sin hånd frem. ’’ Jeg tror aldrig jeg fik præsenteret mig ordentligt.. For hvis du er Reapers ven.. Så er du min ven.. Mit navn er Azuriel Atares’’. Ha gav hende en venligt smil og grinede lidt ’’ Du må undskylde mine metoder.. Men jeg kan være ret paranoid.. Nok også derfor jeg stadigvæk er i live.. Og undskyld mine metoder.. Jeg håber du kan tilgive mig ’’. Han lænede sig tilbage i sofaen og kiggede så på hende igen. ’’ Hvis du ville fortælle mig hvad jeg ville vide.. Så gør det.. Hvis ikke så er døren låst op og du kan frit gå.. du ved hvor jeg bor.. Jeg ved ikke hvor du bor.. Så hvem er det lige der stoler mest på den anden af os to’’. Han grinede en smule og tog sin øl op igen og tog en slurk.

"Så let går den ikke. du fangede mig i et rum fyldt med stager, så Wil er det du må nøjes med."
Alligevel rakte vampyren ud og tog hans hånd. Hendes håndtryk var hårdt, med et håb om at knække et par fingre. Da hun indså at det nok ikke var den rigtige måde at starte hvad end de nu lavede slap hun igen og trådte væk fra ham.
Vreden slap så småt sit tag i vampyren, men ikke helt endnu, for det kunne bare være et trick. Godt nok havde han låst døren op men han havde stadigt truet hende og det havde hun ikke tænkt sig at tilgive endnu. Vreden i hendes øjne tog af, men gnisten var der stadigt, hun stolede endnu ikke på ham.

"Det meste kunne du spørge Procella om og hun ville kunne fortælle dig det. Jeg gætter på at du ved nok om vampyrer til at kende til vores system med hvor ældre vi er, jo stærkere. Vampyren er fem gange stærkere end mig, hun er 800 år gammel. Selv hvis jeg ville var jeg kun en distraktion for hende. Hvis Procella skal overleve skal hun have stærkere beskyttere.. og det var derfor jeg ville fortælle dig hvad der foregik."
At kvinden var hendes skaber undlod hun bevidst at nævne men hun vidste at det ville blive nødvendigt. han burde også vide hvorfor hun ikke selv kunne forlige sig med bare at dræbe
hende.

"Hun er min skaber, eller min mor om man vil."
Hurtigt vendte vampyren øjnene et andet sted hen end på hybriden for mon ikke at det første glimt af mistillid viste sig på hans ansigt igen. Hvorfor skulle Gwyn også lige vise så meget interesse i den jæger!? kunne hun ikke bare have holdt sig til de politikere som hun plejede.. Eller i det mindste bare være død, som alle havde fortalt hende. Det gjorde stadigt ondt at tænke over at hendes skaber havde snydt hende, at Gwyn havde været i live hele tiden.
"Jeg har forsøgt at dræbe hende. Hun blev ikke så begejstret. I det mindste tror hun nu at jeg er det eneste der står imellem hende og hendes bytte."

Az kunne ikke lade være med at grine lidt. ’’Igen.. Undskyld.. Men alle kan jo komme og sige de er Pro’s ven.. Jeg måtte være helt sikker.. Jeg kan ikke tage nogen chancer’’. Han kløede sig lidt i nakken. Han kunne godt mærke at stemningen var lidt anspændt og han håbede at hans grin kunne løsne den en smule. Han havde lagt mærke til hvordan hendes humør var og han vidste at det sidste man skulle gøre var at gøre en vampyr sur.

Han lyttede til hendes ord. Det var som om en fast dog lidt sorgmodig mine faldt på hans ansigt. ’’ Du er kommet til den rette.. Jeg vil være i stand til at forsvare hende mod sådan en trussel.. Eller dø i forsøget ’’. Han vidste at han som sit gode jeg var langt fra stærk nok til at klare så gammel en Vampyr. Men måske var hans onde side stærk nok. Dog havde han lovet Pro at den side ikke ville komme frem mere. Men havde han noget valg?. Hvis så stærk en vampyr var efter hende måtte han gøre hvad der skulle til for at beskytte hende. Det var til at se på ham der var noget galt. Dog virkede det som om at han faktisk selv mente at han kunne klare den Vampyr, dog lå der noget bag.


Az fangede med det samme det lille hint. Men han lod det ligge. Han smilede og satte blidt en hånd på hendes skulder. ’’ Det skal nok gå.. Fortæl mig hvad du ved.. hendes svagheder.. Så skal jeg nok tage mig af hende ’’. Han fjernede sin hånd igen og dog en slurk mere af hans øl. Han troede på hende. At det hun sagde var rigtigt. Han smilede og tilføjede ’’ Du er ikke alene mere.. jeg er på din side.. Jeg skal nok nakke din mor.. Tro mig.. Jeg er stærkere end du tror ’’. *Men den styrke har sin pris for mig*.

Hun lavede en afværgende bevægelse med hånden over hans undskyldning. Det var tydeligt at han beklagede den uheldige episode, men hendes temperament var desværre ikke noget der helt lod sig styre af logik. Alligevel lod det sig blødgøre og det meste af vrede forsvandt, så hendes øjne blev mere rolige at se på. Det kunne ikke betale sig at være fjendeligt indstillet over for hybriden hvid hun skulle arbejde sammen med ham.

"Du vil ikke være den eneste der forsvarer hende. Jeg tror umiddelbart ikke at barnets far er så glad for min skaber i øjeblikket. han var ved at bide hovedet af mig sidste gang vi var i samme rum."
En tør latter forlod hendes læber ved mindet om den gamle sure dæmon med hans interessante beskyttertrang overfor Procella. Det var ekstremt underligt at se en gammel dæmon være så blød overfor et væsen, men nok meget sundt på en eller anden måde.
"Der er også i hvert fald en anden, men det så du hellere spørge Procella selv om. Nævn duften af rosentræ."

Et bredt grin lyste hendes ansigt op,. Procellas reaktion ville uden tvivl være guld værd med hendes temperament for tiden, og det var næsten synd at hun ikke var der til at se den, men hun måtte nok hellere gemme sig næste gang de talte sammen. Procella ville hurtigt gætte hvem det var der havde sladret, og så gjaldt det om at være ude af syne til hun faldt ned. Grinet forsvandt og blev erstattet af en rastløs grimasse, mens vampyren så et øjeblik undrende på hans hånd. ved ordet "nakke" kom der en lille bevægelse ved hendes ene mundvig, og hun vendte sig hurtigt væk. Det var muligt at hendes skaber skulle dø, men det betød ikke at hun var glad for det. det føltes stadigt som at planlægge et snigmord på sin familie.
"Hun er formskifter, en stærk en. Jeg har set hende ændre sin ansigtsform før, men det er ikke behageligt. dyr er nemmere."

Az lagde mærke til hvordan hun kølede en smule ned. Der så ud til at det havde lykkes for han at dulme vampyrens vrede. Ofte gik det den anden vej og han endte med at gøre den mere gale på ham. Han var glad for at det var gået godt denne gang. Det var nu helt klart for ham at hun ønskede det samme som ham. Han var nu sikker på at hun var til at stole på. Hvilket i bund og grund ikke skete tit for ham da han var paranoid anlagt.


Az virkede nu pludselig meget mere interesseret . han lænede sig lidt frem. Hun havde ramt en guldgruppe hos ham. Hun vidste noget om faderen. ’’ fortæl mig hvad du ved om barnets far.. hvad er hans navn.. hans evner.. Og hvorfor lige ham og Pro.. det virker ikke til hun er særlig glad for ham for tiden.. hvad har han gjort?’’. Han havde så mange spørgsmål og det var let at se at dette emne var interessant for ham.


’’ Det vil jeg huske at nævne ’’. *hmm.. hun sagde til mig at hun var alene.. Men det virker på hende her som om Pro er omgivet af venner der ønsker at hjælpe hende.. underligt*. Han lagde mærke til hendes reaktion og sagde ’’ Man skulle ikke tro det.. men jeg ved hvordan du har det ’’. Det gjorde han faktisk. Han havde jo trods alt dræbt sin egen far. Da hun nævnte det sidste nikkede han. ’’ tak.. Den information vil hjælpe meget.. Især fordi mine analytiske evner er i top som du sikkert har lagt mærke til ’’. Den havde reddet hans røv så mange gange han ikke talte mere.

"Jeg kan ikke fortælle dig hvad du vil vide, og selv hvis jeg kunne ville det være op til hende at fortælle dig det. Det er hendes valg. Lige meget hvor lidt jeg kan lide ham et han tydeligvis meget glad for hende, og det er nok for mig."
Hun så skarpt på ham, for det mente hun tydeligvis ikke var noget som hun kunne fortælle. det var rimeligt personlige oplysninger, selv vidste hun faktisk ikke noget af betydning om ham, men hun regnede med at Procella ville fortælle hende det hvis det blev nødvendigt.. kort sagt, hvis hun ville vidde noget skulle hun selv skaffe oplysningerne, for jægeren ville aldrig sige noget.

"Jeg vil sørge for at gå under jorden i tiden efter, for med hendes temperament så vil jeg ikke være i nærheden."
Et lille smil spillede om vampyrens læber, og det var tydeligt at hun faktisk fandt menneskets temperament ganske underholdene. det var dejligt at møde en der ikke lagde fingrende imellem som vampyrer en gang i mellem havde for vane. det blev for kedeligt hvis det hele var så kontrolleret og koldt. Det blev hendes slags jo nød til at være på mange måder, for kontrol var nødvendig når man færdes med væsner der var føde. Ligesom et menneske der gik rundt blandt velforsynede selvforsynings borde fyldt med ens yndlingsretter. Ikke det mest appetitlige og venlige sammenligning men det var jo sådan det var.

"Dine analytiske evner får du nok brug for med Gwyn.. Hun er langt hurtigere end mig, man kan næsten ikke se hende når hun løber, og langt stærkere, jeg vil kun være en hurtig afledning hvis det kommer til kamp."
Hun var tydeligvis ikke helt tilfreds med bare at være en afledning, men hun vidste at hun ikke ville kunne dræbe Gwyn af flere grunde. Men dæmonen, englen og hybriden ville ikke have noget problem med det, så selve kampen måtte blive op til dem. Hun ville kun være i vejen hvis hun blev. Det ville være næsten umuligt for hende at undgå at hjælpe, og så ville det bare koste dem begge livet.

Da hun sagde hun ikke kunne fortælle ham noget nikkede han en smule forstående. Men så hørte han en stemme i sit hoved, hans mørke side. *’’ Vi kunne jo bare flå hende op og tvinge hende til at fortælle os hvad vi vil vide.. Denne fader.. Han kunne blive et problem.. Jeg skaffer mig af med problemer ’’*. Han tog sig til hovedet og gnubbede sine tændinger lidt. *glem det.. hvis han er Pro’s barns far.. Så skader jeg ham ikke*. Han smilede og sagde ’’ Jeg forstår.. Jeg vil ikke spørge mere ind til ham så’’.

Han grinede en smule og sagde ’’ Bare hold dig i nærheden af mig når hun bliver gal.. Jeg plejer at kunne tale hende til fornuft ’’. Han tænkte tilbage på den gang hvor han var ond. Hvor han dræbte for sjov. Hvordan Pro havde fundet ham og gennem banket ham og tvunget det gode frem i ham. Det var jo 2 år siden og hans mørke side var stærkere nu. Klogere. Han vidste ikke hvad der ville ske hvis hans onde side var den der havde mødt Pro dengang. Så var det måske ikke endt så lykkeligt.

Han nikkede forstående og sagde med selvtillid i stemmen ’’ Bare rolig.. Du er kommet til den rette… Hvis der er en der har en chance overfor hende så er det mig.. Jeg har selv et trick eller to oppe i ærmet ’’. Han ville ikke fortælle hende om hans evne. Men han var noget af en close quarter fighter. Hans evne var godt på tæt hold. Men ubrugelig på afstand. Han var sikker på han nok havde en chance mod denne vampyr. Men det galt op ikke at være kæphøj. Han måtte give alt hvad han havde og sikkert dø i kampen for at besejre denne vampyr, dog gjorde det ham ikke noget. Han havde givet et løfte til Pro og det havde han tænkt sig at holde.

Hun begyndte nu at lægge mærke til hans gentagende masseren i sine tindinger.
"Har du hovedpine, eller hvad er der galt?"
Hun kendte ikke meget til dæmoner, og deres skizofreni, så derfor regnede hun med at det var noget lidt mindre vedvarende og håbede på at det bare var et hovedpine. et eller andet med dæmoner og deres personlighed kunne hun huske at Gwynnet havde fortalt hende, men hvad det nu helt præcist var kunne hun altså ikke lige komme i tanke om. Tilfredsheden med at han ikke ville forsøge at tvinge hende til at fortælle noget blev opvejet af en snigende fornemmelse af at der var noget galt.. Hun håbede virkeligt at det bare var en ganske normal hovedpine..

"Med mig bliver det altid kun værre når jeg er i nærheden, men det skal jeg nok huske."
hun skjulte et lille smil ved at vende ryggen til dæmonen og se ud af det nærmeste vindue. Godt nok stolede hun næsten på ham, men hun kunne ikke lade være med at holde øje med ham ud af øjenkrogen og hendes ører var i alarmberedskab. De ville forhåbentligt advare hende i tide hvis han bevægede fødderne. mistænksomheden var en af de mindre positive ting væsnernes verden havde ført med sig, og nogen gange kunne hun være lige så mistænksom, som hun andre gange var naiv.

Vampyren vendte sig ikke om da han begyndte at tale igen, men så bare ud af vinduet. natten var sort og lignede nætterne de sidste halvtreds år. dengang hun var født var nætterne meget mørkere for der var ikke lys overalt som der var nu. Hun blev tilstedeværende igen da han blev stille og hun kastede te blik over skuldren.
"Du kommer ikke til at være alene om hende.. så ingen behøver at dø... bortset fra hende, selvfølgeligt."
Hun havde efterhånden indset at hendes skaber måtte dø, og denne gang rigtigt men hendes stemme var blevet helt stille tilsidst. Hun strammede op på sig selv og man kunne næsten se hvordan hun rettede sig, for dette var ikke tidspunktet at knække. det kunne hun gøre når Gwynnet var væk. så kunne hun forsvinde i noget tid.. bare jage og lade være med at tænke.. det ville sikkert hjælpe.

Han kiggede på hende med et beroligende blik. ’’ Jeg har styr på det.. Bare rolig.. Men nej.. Det er ikke hovedpine.. Man kan sige det er.. mig selv’’. Han ville ikke lyve. Hvis hun skulle stole på ham blev han nød til at være ærlig. Det var svært at forklare hende hvordan han havde det. Han var ustabil og det var sikkert let for hende at se nu. Han smilede og sagde roligt ’’ Bare rolig.. Jeg skal nok være klar til kampen.. Men du skal ikke være bange for mig hvis jeg ikke helt er den samme i den kamp’’.

Han sad og så ud som om han overvejede noget meget alvorligt. Han vidste at han ikke kunne fortælle det til Pro. Han vidste at hvis han fortalte hende hans plan ville hun nægte ham det. Han vidste at hun ville sikre sig at han ikke var med i kampen så. Men han så ingen andre veje hvis de skulle vinde. Hvis alle skulle overleve blev han nød til at gøre det. Han nikkede svagt som om han havde besluttet sig. ’’ Hvis jeg ikke bliver mig selv når kampen er slut.. Så skal du love mig en ting ’’. Han ventede lidt før han fuldførte sætningen. ’’ Lov mig at du dræber mig så ’’. Han sagde ikke mere. Han kiggede bare på hende med et alvorligt blik.

"Dig selv?"
Hun var endnu ikke helt med, men det der med dæmoners personlighed prøvede forgæves at gøre opmærksom på sig selv igen, for hver gang hun var ved at have fat i den, så smuttede den.. den der lille og tydeligvis vitale information, som var nødvendig for at forstå hvad han mente.
"Jeg bliver ikke bange.. vi har alle et lille monster inden i, og i kamp bliver det altid mere fremtrædende."
Der var det! Dæmoner havde "et lille monster indeni", de havde en spaltet personlighed! Hun kunne havde slået sig selv. det var så åbenlyst, men hans blandede race havde forvirret hende et øjeblik, og derudover havde hun nok ikke været den mest opmærksomme da Gwynnet havde forklaret hende om de forskellige racer.

Ikke direkte rolig, men tilfreds over at han havde fortalt hende det, gik hun langsomt over og satte sig ned i sofaen ved siden af ham. Det var tydeligt at hun ikke slappede af, for hun sad med meget ret ryg, så ret at det umuligt kunne være behageligt i længden, som om hun ville springe op hvert øjeblik. Det var ikke kun på grund af ham, de sidste par uger havde tæret på hendes nerver med Gwynnet inde i billedet, Procellas fjerkost af en engel, og selvfølgelig kvindemennesket selv...

*nu glemmer du vel ikke mig?*
Det gav et ryk i pigen, som om en eller anden havde slået hende, men der var ingen synlig årsag til rykket. Blikket blev nervøst et øjeblik men så lukkede hun af for følelserne og så neutralt på hybriden. Hans forespørgsel gjorde hende ret nervøs for hvad han ville gøre, men der var ikke så meget andet hun kunne gøre end at love ham det. Hun ville ikke kunne forhindre det, selv hvis hun ville..
"Det lover jeg.. men tro mig.. hvis det får mig dræbt også jæger jeg dig ind i den næste verden."
Et glimt af munterhed skinnede igennem masken men forsvandt hurtigt igen. det var tydeligt at der var et eller andet galt.