Could you be of any use to me? - Azuriel

Han virkede til at blive en smule urolig over den måde hun tog det på. Hvordan kunne hun også vide hvor ondt det han havde i sig var. Hun kunne jo ikke vide hvad han havde gjort. Hvad den sagde til ham i hans hoved. Han kiggede mod bordet. Det var klart at se at hans samvittighed plagede ham. Det var også nemt at se han næsten virkede bange for sin mørke side ’’ Jeg tror ikke at du forstår hvor slemt den er .. Det er ikke et lille monster.. Det er.. meget mere ’’. Han vidste ikke hvordan han skulle sige det. Hvordan han skulle forklare det.

Da hun lovede ham det smilede han svagt ’’ Jeg skal gøre alt hvad jeg kan for ikke at skade dig ’’. Hun virkede som om hun var loyal overfor hendes venner. Som om hun vidste hvad der var det rigtige at gøre. Han var begyndt at stole på hende men han måtte også tænke logisk. Der ville være en chance for at hun skiftede mening eller at dette bare var en del af hendes plan. Det var også derfor at Az ikke fortalte hende om hans evne. Han havde lagt mærke til hvordan hun virkede på vagt hele tiden. Han undrede sig over

"Vi har vores eget monster at slås med.. altså vampyrer.. Og nej, jeg ved ikke om jeg forstår hvor slemt det er for så meget kender jeg heller ikke til dæmoner og deres personligheder, men jeg ved at mit monster kæmper en brav kamp for at komme ud.."
Hun skar irriteret ansigt og flettede rastløst et par vildfarne tråde fra hendes hættetrøje. de grønne øjne var blevet hårde og hendes mund var presset sammen til en smal streg. At betro sig til en dæmon om var venner med Procella var måske ikke det smarteste. det var dumt at friste hende mere end nødvendigt, til at slå to fluer med et smæk og sende skaber og skabning nedenunder samtidig.

"Ikke for at fornærme dig, men jeg er mere bange for Procella end jeg er for dig."
Et tilsvarende svagt, lidt tilbageholdende smil viste sig på hendes læber, men det var tydeligt at hun mente det. Hybriden her virkede ikke så gammel, så hun ville nok i hvert fald kunne holde ham tilbage med sin styrke. Men på den anden side.. hvis han var blevet venner med Procella var det nok en god ide at forvente at han kunne noget særligt, med hvilken evne han nu havde. Hun trak vejret dybt og virkede til at slappe en smule mere af.

"Undskyld at jeg virker anspændt.. Væsner har bare aldrig været nogen jeg har stolet på. Mistænksomhed er desværre noget der har været nødvendigt som Gwynnets skabning. Hun ville ikke så meget som blinke hvis en af os blev dræbt på grund af uforsigtighed. Ellers ville hun betragte det som en provokation.."
Hun stoppede hurtigt sin talestrøm da hun indså at hun sad og hældte sit hjerte ud til et væsen. Fristelsen til at slå hovedet imod et eller andet var overvældende men hun lod være og så i stedet med vagtsomme øjne på hybriden usikker på hvordan han ville reagere. Han virkede rar nok.. men hvem vidste han var jo et væsen.

Han smilede og nikkede ’’ Jeg ved i Vampyrer også har jeres indre at slås med.. Det var bestemt ikke for at fornærme dig ’’. Han lagde mærke til hendes træk. Hun virkede til at være lige så påpasselig som ham selv. Det virkede som om hun tænkte sig godt om før hun sagde noget. Han var ikke i tvivl hvorfor denne Vampyr kunne komme på Pro’s gode side. Hun var klog og snu.

Han grinede en smule og svarede med et smil ’’ Hey.. Jeg ville være enig med dig’’. Han fik et mere alvorligt ansigtsudtryk ’’ Men du tænker ikke på alle detaljerne.. Hun er gravid.. Hun kan umuligt have sin hastighed eller styrke.. For ikke at nævne hendes hormoner vil påvirke hendes dømmekræft.. På en normal dag tror jeg også at Pro ville kunne tæske selv min onde side.. Men ikke nu.. Hun er svækket og det er der jeg træder til.. Der jeg har hendes ryg.. Ligesom du har.. Jeg er sikker på din skaber også ved Pro ikke er stærk lige nu og det er nok også derfor hun sikkert klart slår til ’’.

Han lyttede og svarede stille og roligt ’’ Det må være hårdt for dig.. Jeg mener at vide at din skaber er sådan en ondt og koldt væsen. Det lyder virkelig som om du har haft det hårdt… Det har sikkert gjort dig stærkere.. men der er jo også andre måder at opnå den styrke på ’’. Han ville have klappet hende på skulderen for at vise han følte med hende. Dog gjorde han det ikke eftersom hun stadigvæk virkede nervøs.

"Jeg er ikke fornærmet.. der skal mere til.."
hun smilede det samme lille smil, og hendes maske begyndte så småt at smelte mens hendes træk begyndte at løse sig op. En naturlig glæde stod næsten som en aura omkring hende som den normalt gjorde når hun ikke var sur eller irriteret. På trods af at hun var en af nattens skabninger virkede hun forbløffende glad og tilfreds. Med tiden var hun blevet glad for hvad hun var, og der var vel heller ikke så meget andet at gøre. Det var jo ikke fordi at hun kunne blive menneske igen og dø havde hun ikke lige lyst til.

"Det er muligt at hun er gravid, men jeg er ikke en kriger. Jeg har ikke samme instinktive fornemmelse for kamp som hun har. Jeg er kun i live fordi at jeg er kreativ."
Det havde hendes sidste kamp imod skytsenglen vist. Hun var måske ikke den fødte kriger, men hun var god til at improvisere og det var hvad der blev ved med at redde hende. Aligevel virkede hun ikke til at være specielt utilfreds, altså jo det ville være dejligt at kunne slås ligesom Procella, men sådan var det bare ikke.. ingen grund til at græde over spildt mælk.

"Hun er ikke ond.. bare selvoptaget og kynisk. Der er dem der er langt værre. Hun efterlod mig jo ikke."
Nogle vampyrer var så kolde at de bare efterlod deres nyfødte i rendestenen og overlod dem til deres nye liv uden nogen introduktion. Gwynnet havde i det mindste lært hende om de andre racer og den verden pigen var trådt ind i.
"Jeg har ikke brug for medlidenhed.. men det har hun. Jeg har ikke lyst til at hun skal dø.."
Vampyren vidste godt at han nok ikke ville blive specielt begejstret for den udmelding, men det smuttede over hendes læber før hun nåede at tænke over det.

//beklager mit tog, og mit net, døde lige..//

Han nikkede ’’ det var godt’’. Han smilede da han kunne se hun løsnede en smule op. Han havde aldrig set en Vampyr være glad før og han vidste ikke de kunne stråle på den måde. Nu havde han heller ingen eller havde nogensinde haft en Vampyr ven. Normalt kom ham og Vampyrer ikke godt ud af det med hinanden. Ofte endte det i kamp. Men han var nu glad for at han fik set en anden side af Vampyrer.

Hans smil blev til et skævt smil ’’ Så er det godt jeg er en kriger.. Jeg skal nok holde øje med dig når kampen starter og give dig en hånd hvis jeg kan se du har problemer.. bare rolig ’’. Han vidste dog at hvis hans onde side tog over så ville den nok skide på det hele. At lukke den ud ville være en fordel problemet var bare at det var et sats. Det var ikke til at vide hvad side den ville stå på. ’’Kreativitet kan også være et rigtig godt våben i kamp ’’.

Han nikkede da hun fortalte om hendes skaber. Han sukkede da hun sagde at hun ikke ville have hendes skaber skulle dø. Han nikkede en smule ’’ Så må vi jo bare se om vi ikke kan finde en måde hvorpå hun ikke behøver at dø ikke også ’’. Han smilede til hende og klappede denne gang hende blidt på skulderen. Han havde aldrig troet at han kunne blive ven men en Vampyr. Men hende her virkede ikke som de andre Vampyrer der ude.

//Det er helt i orden.. Vi svare jo bare når vi kan ^^//

"Det ville jeg sætte pris på.. mine talenter ligger mere til det kunstneriske.. Og selvom kreativitet kan være godt i en kamp er det desværre ikke altid nok."
Smilet kunne også anes i hendes stemme, mens vampyren igen legede med trådene fra hendes gamle hættetrøje. Den var tydeligt slidt selvom hun havde købt den kort efter hun var ankommet til øen, men den hårde medfart den havde fået var ikke gået uset hen.
Hun ville ende med at bruge flere penge på at erstatte det ødelagte tøj, end på hendes husleje. Den var så heller ikke noget der var værd at snakke om, hendes lejlighed det samme. Det hjalp hende med at beholde anonymiteten og det havde indtil videre været det vigtigste.

"Jeg har prøvet, men Gwynnet er lige så stædig som jeg er.. det eneste der kom ud af det var at jeg skød hende med nogle pistoler ladet med trækugler og hun til gengæld kastede vievand i hovedet på mig og sådan."
Et lille glædesløst smil viste sig på hendes ansigt. det var jo egentligt lidt sørgeligt at det skulle være sådan, men hvis Gwyn ikke ville lytte til fornuft så var der intet at gøre. Hun var alt for stædig til at der var noget at gøre. Når hun først havde besluttet sig til noget, så gjorde hun det.

"Nu tror hun at jeg er den eneste der er imellem hende og hendes bytte, det vil sige Procella. Det betyder så også at hun dræber mig næste gang hun ser mig, og det vil så være jeres chance. Når hun er ved at dræbe mig, vil hun være fuldt ud koncentreret om det, og i vil kunne gøre det af med hende."
Hendes stemme blev nøgtern og det virkede som om hun bare talte om en slagplan for at skrive en opgave til skolen. Det var den nemmeste måde og håndtere det på. Medlidenhed var ikke hvad hun ville opnå med dette, det var mest af alt bare en skitsering af hvad der nok ville ske.

Han kiggede lidt på hendes tøj. Han kunne se hun havde været igennem meget. Han kunne ikke lade være med at tænke på hvor hårdt et liv eller uliv hun måtte have haft. Det var faktisk første gang at Az rigtigt prøvede at sætte sig ind i hvordan en vampyr havde det. Et smil kom frem på hans læber igen ’’Jeg ved godt at i Vampyrer ikke kan handle så meget på grund af sollys. Men jeg kender et sted der har åbent om natten.. Hvis du har lyst så kan vi undersøge det en dag?’’.

Han nikkede ’’ Du bliver jo ved med at give mig brugbar information.. Vi kan bruge hendes stædighed som et våben imod hende.. Giv mig et par dage så skal jeg have en plan klar ’’. Az var altid den planlæggende type. Han kunne faktisk ikke lide at jage uden at have en plan og en backupplan. Det var både en af hans store fordel men også en af hans svagheder.

Han nikkede ’’ Men lad os nu ikke lade det komme så langt.. Jeg vil ikke bruge dig som lokkemad.. Jeg tror ikke at pro vil miste dig ’’. Han lagde hånden på hendes skulder igen og smilede stort ’’ Og jeg har ikke lyst til at miste min nye ven.. Jeg skal nok finde på en god plan.. Stol på mig ’’.

"Well.. gerne for mig.. Sollyset er godt nok ikke så slemt her om vinteren, selvom jeg kommer til et ligne en bunke tøj mere end en person hvis jeg vover mig ud.. jeg har prøvet.. Gwyn går ikke af vejen for at vove sig ud om dagen forresten. det var sådan hun første gang fik fat i Procella, men der kan jeg ikke hjælpe."
hun trak på skuldrende og vidste at hun nok burde lade være med at fortælle mere nu, men det føltes behageligt at fortælle det.

Det med planen lød godt, men spørgsmålet var bare hvordan jægeren og hendes dæmon ville tage imod den. Det ville desværre også være tydeligt at hybriden havde fået hjælp med nogle oplysninger og der var kun en der kunne give ham dem.. Og det var desværre hende. Så hun skulle vel bare forberede sig på et besøg fra en vred dusørjæger i dagene efter. Hun var slet ikke i tvivl om at kvinden ville kunne finde frem til hende hvis hun ville.

"Du ville heller ikke bruge mig som lokkemad.. det ville jeg selv. Derudover vil jeg nok ikke kunne lade være med at hjælpe hvis jeg er i live, og hvis jeg gør det dør jeg alligevel. det skal Procella nok sørge for."
Først var hendes ansigt lidt køligt da hun afsluttede sætningen, men da hun hørte hans forsættelse kunne hun ikke lade være med at smile. Det var første gang siden hun kom her til øen hun havde fået en ven, som hun virkelig var sikker på var en ven.
"Jeg... stoler på dig.."

Han kiggede ud af vinduet ’’Så hun kan også gå i sollys.. Hmm.. Det er nok en af de rigtig gamle vi står overfor.. Jeg må hellere pakke godt med hellig vand så ’’. Han grinede en smule ’’ Jeg ved ikke hvornår solen står op eller hvor du bor.. Men du er velkommen til at låne sofaen til natten falder på igen ’’. Han smilede venligt. Det lød til at hun havde haft det hårdt. Det mindste han kunne gøre var at være lidt venlig overfor hende.

Han grinede en smule og sagde med en beroligende stemme ’’ Pro rører dig ikke.. Det skal jeg nok sørge for.. Du har hjulpet mere en du selv tror. Pro lytter lidt til mig.. Jeg skal trods alt være gudfar til hendes barn.. Så mon ikke jeg kan overtale hende til ikke at dræbe dig.. Jeg lader dig ikke dø min ven ’’. Han smilede igen og drak det sidste af hans øl. Han fik det lidt dårligt med ikke af have tilbudt hende noget så han kløede sig flovt i nakken og sagde ’’ Du er ikke tørstig eller noget.. Erm.. Jeg tilbød dig jo ikke noget… Blod?’’.

"Hun er 800 år gammel.. det er næsten 1000 år, så ja hun er gammel, men det er ikke fordi at hun kan gå i sollys. Hun er bare for stædig til at blive inde, det gør lidt ondt, men det er ikke noget der ikke heler."
Hun endte med at rystede på hovedet af hans forslag, for godt nok kunne hun godt lide ham, han virkede da venlig, men så meget var hun endnu ikke parat til at stole på ham. Om dagen ville hun være alt for let at komme af med, hvis man skulle ønske det.
"Der er stadigt et par timer. Vi har tid nok."

Wilith blev mere og mere glad for at hun var taget herhen for at snakke med ham, for ud over at få endnu en hjælpende hånd havde hun vist også fundet sig en ven... Og dem kunne hun godt bruge.
"Det ville nok hjælpe lidt, ja, men hvis jeg besluttede mig for det, ville Procella aldrig fange mig. Hun kan trods alt ikke flyve."
Et glimt af latter blødte vampyrens ansigt op. Det at hun var så meget hurtigere end de fleste ville være en stor fordel, og at hun så også kunne flyve gjorde kun det hele bedre. Det kostede meget energi, men det var det hele værd. Hendes magi var der hvor hendes evner lå, hvor det for andre var den fysiske kamp.
"Og tillykke med titlen som gudfar forresten"

Han kløede sig i nakken *Gør lidt ondt.. Jeg har godt nok kun se vampyrer dø af at gå ud i sollys.. Måske er det nogle i denne linje af vampyrers blod der gør at de ikke går op i flammer på grund af solen.. Evolution måske?*. Han kiggede ud af vinduet og grinede lidt ’’ Okay.. Jeg er ikke så god til at se på natten hvad klokken er.. Jeg er ikke så trænet i nu ’’. Han grinte lidt igen.

Han smilte lidt ’’ Så du kan flyve.. Kunne være vi skulle tage ud og flyve lidt om kap en dag så.. Kunne sikkert være sjovt ’’. Da hun sagde tillykke smilte han atter og svarede ’’ Tak ’’. Men det var jo til at se på ham at det var en stor mundfuld for ham. Han ville gerne men han var nok ikke det bedste forbillede. Hans dæmoniske side, hans job, hans frie livsstil, hans forkærlighed for whisky. Han var nok ikke lige verdens bedste gudfar materiale men han ville helt sikkert gøre sit bedste.

"Nu har jeg jo også brugt et par hundrede år på at frygte solen.. med tiden begynder man at kunne føle når solen står op. Der vil vi jo helst være indendørs."
Hun fulgte hans blik ud af vinduet, hvor nattemørket stadigt lå tungt over byen. Klokken måtte lige have passeret midnat så der var stadigt tid. Solen var endnu ikke en trussel.
"Hvis man er ordenlig pakket ind kan vi godt være ude i sollyset i måske fem minutter her om vinteren inden det begynder at blive usundt. Jeg afprøvede det.."
At vade ud i solskinnet var ikke smart selv pakket ordenligt ind, men for en ven ville hun ikke tøve. Nogle gange blev man bare nød til at ofre sig lidt.

"Det kunne vi jo.. men jeg er sikker på at jeg er hurtigere!"
Hun blinkede muntert, for der var ingen tvivl om at han var hurtigere, men med brug af et par feje tricks ville hun kunne vinde. De fire vinde stod jo trods alt under hendes kommando. En hård vind skubbede døren op og vampyren satte af ud af den.
"Fang mig hvis du kan!"
Vampyren hang med et grin i luften og en frisk vind snoede sig omkring hende og holdt hende oppe inden hun strøg op imod himlen med en forventning om at han fulgte efter.

Hun var hurtig, ingen tvivl om det, men manglen på vinger gjorde det noget mere besværligt og anstrengende for hende at blive ved med at flyve fordi at hun skulle bruge magi hele tiden. Vampyren havde dog godt af at træne og en latter flød over hendes læber da hun strøg igennem den kolde decemberluft.

Han grinede ’’ Du må ikke misforstå mig.. Men jeg troede ikke du var så gammel ’’. Han havde faktisk troet hun var blevet forvandlet for nylig. Hun virkede så op to date og livsglad. Det var ikke noget han troede at gamle vampyrer havde noget af. Han havde troet af alle de gamle sad i mørke støvede stuer og havde ondt af sig selv. Han grinede lidt da hun sagde hun havde prøvet på at finde en måde at være i solen på. Det mindede ham lidt om hvordan han selv ledte efter en måde at slippe af med hans onde side på.

Han kiggede lidt da døren gik op *What the*. Da hun skyndte sig ud rejste han sig op med et smil. Han gik udenfor og med et kom hans energi vinger frem (er et billede af dem i hans profil). Han satte op mod luften så hurtigt han kunne. Han prøvede at indhente hende så godt han nu kunne. Det var lang tid siden han bare havde slappet sådan af og nydt en nat. Han jagte for det meste om natten jo. Han havde et glad smil på sine læber da han endelig nåede op på siden af hende. Han sagde med en drilsk stemme ’’ Så du tror du er hurtigere end mig.. Lad os nu se om det passer ’’.

"Nej jeg holder mig jo godt."
Hun blinkede muntert med et stort smil og rettede sig op. Havde hun været i et mindre godt humør ville en af den slags kommentarer have gjort hende ret sur, men lige nu var hun for glad til det. Han mente jo ikke noget ondt med det så den kommentar ville hun lade passere.
"Jeg har lige rundet mit tredie århundrede.."
på en eller anden måde kunne hun godt se at det kunne være svært at forstille sig, men hun havde den noget lavere højde som folk havde dengang hun havde levet. Med den højde ville hun aldrig blive idealet af en kvinde i dag, men den gang havde hun en normal højde.

"Fancy vinger du har dig. dem kan jeg jo desværre ikke rigtigt konkurrere med."
Vampyrens grin var bredt som hun hang i luften tilsyneladende uden hjælpemidler. det eneste der kunne tyde på indblanding var vinden omkring hende der opførte sig lidt usædvanligt. Næsten som en kælen kat der snoede sig om hende ben med en glad susen.
Hun strøg væk fra byen så hurtigt hun kunne. Vinden igennem hendes hår, som buldrede ved siden af hende kunne hun mærke at var noget som hun virkeligt havde savnet selvom det ikke var lang tid siden hendes sidste flyvetur. Hun vendte med et grin ansigtet imod hybriden.
"Pfft! Har du ikke hørt om reglen med at man skal lade de ældre vinde?"
Vampyren gjorde ret åbent grin med sin alder for hvorfor tage den så højtideligt. med vampyr øjne var hun alligevel stadigt bare en yngling.

Han grinede en smule og sagde. ’’ Tillykke med det runde tal så min ven.. Jeg på sige du holder dig godt for en i din alder ’’. Han grinede lidt og prøvede at lyde sjov hvilket han sikkert ikke gjorde. Men han prøvede altid at holde en så glad stemning som muligt.

’’ Siger du.. Du er meget hurtigere end du tror.. tro mig ’’. Han grinede lidt igen. Han undrede sig om hvordan hun gjorde dette trick. Han havde faktisk svært ved at følge med i hendes tempo. Han gjorde alt han kunne bare for at følge med hende. Han ville selvfølgelig ikke lade hende vide at han havde svært ved at holde trit med hende. Han grinede lidt over det hun sagde og sank så sin fart. ’’ Okay så lader jeg dig vinde ’’. Han ville ikke fortælle hende at hun nok havde vundet alligevel. Hans vinger var ikke som andre engles og derfor var han ikke så hurtig som en normal engel var.

"Ikke i længden. Jeg skal bruge magi, hvor du bare bruger dine vingers styrke."
Hun trak beklagende på skuldren, men der var intet at gøre ved det for det var jo nok desværre ikke sådan at hun fik vinger sådan lige foreløbig. Hun ville elske at have vinger, men hun var jo vampyr og ikke engel så det var der ingen chance for at hun nogensinde ville få. Lidt ærgerligt for det ville begrænse hendes forbrug af både blod og magi.
"Jeg er hurtig over korte afstande men over længere afstande ville det tage kraftigt på mig."
Igen havde hun vendt ansigtet imod ham, og hun så endnu ikke ud til at være anstrengt. I virkeligheden kæmpede hun for at holde både vinden under kontrol, og dit forbrug af magi under lige så skarp kontrol.

"Hah jeg ville have vundet alligevel!"
Det var hun ikke så sikker på, men hvorfor ikke fortsætte den positive, og lidt blærende tone. Et skævt smil blødte blæreriet lidt på da hun på et tidspunkt stoppede helt og bare hang helt stille i luften. Flyveturen her havde tydeligvis taget på hendes kræfter, og hvis hun også skulle medregne en løbetur i vampyrtempo hjem, så var der ikke meget at give af. Hun havde taget føde til sig løbende men af skræk for at dræne en fuldstændigt og derved dræbe personen var hun for tiden på en diæt af blodposer.. ikke altid lige lækkert for en vampyr der var vant til frisk føde.

Han smilede lidt og nikkede ’’ Mine vinger er heller ikke helt normale vinger.. Jeg har også mine ulemper med dem.. Har du set hvor mange og store de er. Han grinede en smule. Han nikkede og sagde drilsk ’’ Alle i Vampyrer er altid så hurtige.. Hvorfor kan man aldrig møde en Vampyr der har sneglefart som sit hemmelige våben ’’. Det var selvfølgelig ment som en joke.

Han grinede og svarede bare ’’ Hvis du siger det.. Så tror jeg da på dig ’’. Hun havde sikkert ret men han kunne lige så godt drille en smule med det. Han lagde mærke til at hun ikke havde det så godt og han fløj over foran hende. Han holdt dog en halv meters afstand eftersom det var lidt svært at holde sig stille i luften uden at støde ind i hinanden. Han sagde med et bekymret blik i hans øjne ’’ Er du okay Wil.. Jeg mener.. Det ser ud til du ikke har det så godt?’’. Han var bekymret for hendes helbred, men også delvist fordi han vidste hvad det eneste var der kunne gøre hende frisk igen.

En overrasket, let latter boblede op fra vampyrens mave og hun så med glimtende øjne på hybriden. Han havde virkeligt en underlig tankegang indimellem.
"Hvordan skulle sneglefart kunne være et hemmeligt våben? Og hvis vi ikke havde vores hurtighed, hvilke fordele ville vi så have? Vi er jo både varulve og dæmoner underlegne styrkemæssigt."
Altså en gammel vampyr ville nok vinde over en ung dæmon, men hvis man stillede to lige gamle individer fra hver race op imod hinanden ville dæmonen vinde i styrke delen.

"Vi må i så fald hellere gøre det her en anden gang.. så jeg kan bevise at jeg har ret."
Hun grinede tilbage med samme drillende undertone men det var tydeligt at hun var træt. hendes hud var blevet blegere om muligt, og den så mere gennemsigtig ud.
"Ja.. jeg er okay.. men jeg har allerede brugt for meget energi, jeg mangler blod."
Wilith så hurtigt ned imod jorden, inden hun vendte i luften så hun susede nedad mens hun brugte så få kræfter som muligt på at holde sig stabil. det gjorde så også at hendes flyvning var langt mere ustabil, og næsten lignede et fald. Øjnene var rettet imod træerne under dem, for siden de havde forladt byen havde træerne præget landskabet under dem.

Lige inden hun ramte træerne brugte hun noget af sin energi til at tage af for faldet og landede på den måde nogenlunde uskadt i et af træernes kroner. Det var nu ret tydeligt hvorfor hendes tøj gik så hurtigt i stykker, for det kunne godt være at hun i forhold til et menneske var enormt gammel, så opførte hun sig stadigt en gang imellem som et barn.
Hættetrøjen havde fået et nyt hul på armen men det virkede ikke til at bekymre vampyren noget specielt da hun så op imod hybriden.
"Normalt er jeg stærkere.. Beklager.. men siden.. nej ligegyldigt.. Jeg har ikke turde jage i noget tid.. og blod fra de der poser er bare ikke lige så mættende."

Han kløede sig lidt i nakken og kom med et ’’heh’’. Han trak derefter på sine skuldre og sagde. ’’ Det er ligesom når jeg jager.. Hvorfor gemmer folk sig aldrig i den hyggelige hus med en masse løs som er fyldt med dejlige kager.. Neej, de skal jo åbenbart vælge det forfaldne hus eller en død skov.. Jeg mener.. When will i catch a break ’’. Han grinede en smule så hun vidste at det var ment som en joke.

Han smilede lidt. ’’ Ja det må vi vel.. dog vil jeg indrømme at du flyver pænt hurtigt ’’. Han kløede sig i nakken igen da hun sagde hun manglede blod. Det så jo ikke ligefrem ud til at hun havde noget på sig, så hvordan ville hun skaffe det. Ud af ren venlighed sagde han ’’Erm.. du må gerne få lidt af mit.. Jeg mener.. Det er bedre du skader mig end nogen anden syntes jeg ’’.

Han kiggede på hende med et søgende blik ’’ Hvad er der da sket der har taget dine kræfter væk fra dig min ven?.. Er det noget jeg på nogen måde kan hjælpe, så siger du bare til.. Jeg mener.. Hvad er venner til for.. Ik? ’’. Han smilede venligt igen og landede på jorden ved siden af hende. Hans vinger forsvandt ind i ham igen og så stod han ellers bare som han plejede.

En panisk grimasse for over Wiliths ansigt ved tanken om at tage hans blod. da hun ikke var sikker på at hun kunne styre sig selv ville hun ikke, men alligevel ville hun så gerne! det var derfor hun ikke havde drukket friskt blod i over en uge, men det virkede så fristende. Hans blod duftede ret godt, næsten berusende og det var ikke noget der gik hendes næse forbi. Et rødt glimt spredte sig i hendes mørkegrønne øjne, det var over hundrede år siden at hendes indre rovdyr havde været så meget ud af kontrol, men hun ville ikke give efter for der var ingen garanti for at hun kunne stoppe.
"N..nej det tror jeg ikke er en god ide."
Flovt vendte hun sit ansigt væk og fik pludseligt travlt med at komme ned fra træet, uden at se på hybriden. Hun vidste at hvis hun kiggede på ham ville hun komme til at se på hans hals hvor pulsåren løb, og det ville være for pinligt ikke at kunne kontrollere sig selv.

"Alting har sin pris, og for os vampyrer er det blod. Hver eneste gang vi bruger magi, eller bruger vores kræfter.. så bliver vi en smule svagere."
Stadigt ville hun ikke se på ham, og uden at kunne gøre noget ved det spredte det røde glimt sig i hendes øjne. Det her var godt nok flovt... og ikke mindst, dumt! det var ikke lige det smarteste træk at miste kontrollen i nærheden af ham her.. godt nok betragtede han hende som en ven, men hun nærede ingen forhåbninger om at forblive i live hvis det kom til det.
"Lad være med at friste mig!"
Kort vendte hun sine nu højrøde øjne imod hybriden der på en gang både var sultne og sørgmodige. Hun var stadigt i kontrol, men det var en grænse for hvor lang tid hun kunne holde det tilbage. Det føltes som om hendes hals brændte, ved tanken om det dejlige blod som han så villigt tilbød, men hun var erfaren nok til at kunne holde det tilbage i hvert fald i nogle minutter.
"Den sidste fyr... han døde!"

Han lagde mærke til hvordan hans svar påvirkede hende. Han sukkede en smule og nikkede. Men da han så hun nok ikke havde styrken til ikke at dræbe for at få blod blev hans mine alvorlig. Han kiggede ind i hendes øjne og sagde ’’ Du har intet andet valg.. Jeg kan se at du er ved at være så svag at du måske vil skade uskyldige for at få blod.. Og det kan jeg ikke tillade sker ’’.

Da hun fortalte hvordan den sidste døde sagde han alvorligt ’’ Jeg vil nok være en af de eneste du vil kunne drikke fra hvor du vil vide med sikkerhed at jeg ikke dør.. Min evne er god på tæt hold og jeg ville kunne forsvare mig selv hvis du mister dig selv.. Jeg er dit bedste bud på et måltid uden at du skader nogen.. Hellere mig end andre.. Vi er venner.. Jeg stoler på du vil kunne stoppe dig selv før du gør skade på mig.. Jeg stoler på dig Wil’’.

Hendes latter var klar og kold som en vintermorgen ved hans formodning om at hun ikke var stærk nok til ikke at dræbe. Han havde ret, desværre og hun så ham køligt i øjnene. de var sorte som kul med højrøde strejf, og der var intet hvidt tilbage i hendes øjne. Det var længe siden at hun havde følt sig så svag, og så tæt på det mørke som vampyrer skabes af. Mørket var et rovdyr, ren tænder og klør og med en næsten umættelig tørst efter blod.
"Det har jeg været i noget tid, men blodposer mætter bare ikke lige så godt."
Monsteret rørte utålmodigt på sig, og vampyren stod pludseligt ved siden af hybriden. Hendes hugtænder var blevet længere og tydeligt skarpere og der var ikke ret meget menneske over hende mere.

"Dårligt valg."
En hård greb fat i hans arm og hev den til sig, som et barn hiver sit slik til sig. vampyren var en del lavere end hybriden, men styrken i hende var ikke til at modsætte sig. Hun havde tabt kampen til tørsten for denne omgang, og hendes sædvanlige jeg var for svagt til at tage kampen op. Halsen brændte og vampyren så udmattet ud, men til gengæld brændte de to sorte øjne med hungerens ild.

Hun snoede armene om hans arm for at holde den fast og bukkede hovedet så hun kunne bore sine hugtænder ned i den bløde hud ved hans håndled. Da hugtænderne nåede en blodåre og blodet begyndte løbe ind i hendes mund at lukkede vampyren øjnene i nydelse. Det var som en form for surt slik, det måtte det være. det smagte så godt, på trods af dæmonblodets sure smag. Hun holdt bedre fat, var ikke indstillet på at lade nogen tage dette her blod væk fra hende. Smagen af friskt varmt blod... Hvor havde hun savnet det!

Han kiggede da hun tog fat i hans arm. Han kiggede alvorligt på hende da hun begyndte at drikke. Han kiggede da hun tog bedre fat i hans arm. Han nikkede da han følte hun havde fået nok. Han lod hende ikke drikke så meget at det påvirkede ham før han reagerede. Han sukkede og sagde ’’ Undskyld.. Det kommer nok til at gøre lidt ondt det her.. Men du må lære kontrol ’’. Han rakte sin frie hånd imod hende og med et kom en blå stråle ud og formede sig som en knyttede næve af blå energi der lyn hurtigt fløj imod hendes hoved. Hvis den ramte ville den med sikkerhed gøre ondt og få hende til at flyve en meter eller to. Dog var han nu sikker på at lige meget hvad om hun undgik eller ej måtte hun flytte sig.

Han tog sig hurtigt til armen. Han havde ikke tid til at kiggede om han havde ramt hende eller ej. Han sprang over imod en væg og stillede sig op af den imens han begyndte at forbinde sin arm. ’’Er du okay Wil.. Har du kontrol over dig selv igen? ’’. Han kiggede over imod hende for at se hvordan hun reagerede.

Imens hun drak sansede hun intet omkring sig, hverken hans ord eller hans blik. Kun blodets søde smag der gav hendes noget af det liv tilbage som hun ikke havde. Blodet brusede i hende, så levende og varmt. Det faldt hende slet ikke ind at stoppe, selvom hun godt kunne mærke at hun burde. Hun havde taget nok, men det smagte så godt!
Den blå stråle ramte som den skulle, og vampyren blev løftet fra jorden, for at lande lidt over en meter væk. Hendes øjne var stadigt lige så røde som før, men det så ud til at hun kunne styre sig nu, selvom hendes hugtænder stadigt var fuldt synlige.
Hun gned sig ømt på siden af hovedet, men kunne ikke lade være med at være lidt glad for at det var gået som det var gået. Ellers ville hun været kommet til at tage alt for meget.
"J..jeg prøvede... Det må du virkeligt undskylde."

Vampyren så ret skamfuld ud, men hun kom hurtigt på benene. Hvad end skade der var sket på hendes hoved ville snart være væk, og det sorte i hendes øjne var begyndt at forsvinde. Alt det blod han havde givet hende ville være nok foreløbig, men hun ville nok bive nød til at supplere det med poseblod. Hun skar ansigt ned i jorden og skævede over imod hybriden. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige, hvordan man håndterede en frivillig donation.
"Tak.. men jeg fortsår stadigt ikke hvorfor du gjorde det.."
Hun smilede et lille smil, og med alt det varme blod i hendes system var hendes hud rent faktisk hudfarvet i stedet for hvid som den plejede.

Han smilede venligt da hun sagde undskyld. Han vidste bare lidt hvordan hun havde det. Hvor dårligt man havde det når man kom til at give for meget efter til sin mørke side og lyster. Han sagde blidt ’’ Jeg forstår.. Faktisk bedre end du ville tro min ven ’’. Han kunne mærke at hans arm bankede lidt. Hun havde virkelig sunket sine tænder i ham. Dog havde han prøvet det der var meget værre så det gjorde ikke så meget.

Han grinede da hun sagde tak. Han rystede lidt på hovedet og strammede sin forbinding en smule så den sad godt på hans arm. Han kiggede på hende med hans varme øjne ’’ Hør her min ven.. Jeg vil hellere tage chancen så du skader mig end andre.. Jeg stoler på dig.. Hvis ikke man kan gøre noget for sine venner en gang i mellem.. Hvad skal det hele så betyde.. Se dig lige.. Du stråler jo ligefrem nu.. Jeg er glad for det hjalp ’’. Han smilede varmt og kløede sig i nakken. Han var glad for at han kunne hjælpe også selv om han aldrig troede at han ville hjælpe en Vampyr. Men det gjorde han jo nu, hun havde lidt ændret hans syn på Vampyrer.