Could you be of any use to me? - Azuriel

"Du har nok ret, men at give mig dit blod var ikke lige noget jeg havde forventet af dig.. Slet ikke når jeg ikke kan kontrollere det.. Det ville jeg forresten sætte pris på at du ikke fortalte hende. Det ville nok være at friste skæbnen at lade hende vide at jeg er til fare for folk.."
hendes smil var forsigtigt, for på trods af hans varme så var hun stadigt ikke helt sig selv. hendes endnu røde øjne skannede hans ansigtsudtryk for eventuelle tegn på at der var noget der ikke var som det skulle være.
Varmen fra blodet var allerede ved at forsvinde igen, og det samme var den sunde rødmen som havde præget hendes hud. hendes krops ikke-eksisterende varme havde sikret at blodet også blev koldt hurtigt.

Hun slikkede sig om læberne for at få de sidste stumper af blodet med og nød det blandede blods smag. det røde i hendes øjne flammede op igen, men så faldt hendes blik på forbindingen på hans arm og den dårlige samvittighed vendte tilbage. Hvorfor var hun også så dårlig til at styre sig selv. Blikket på forbindingen kunne tolkes forkert, med hendes røde øjne, men hun rev snart blikket væk og så ind imellem træerne omkring dem. Skoven mindede om den derhjemme.. tankerne vendte tilbage til grunden hun var her.
"Så du finder på en plan.. sæt mig ind i den når det er tid.. jeg kender Gwyn og hendes måde at slås på."
Igen bevægede de røde øjne sig tilbage til hybriden. De var triste men også beslutsomme, Gwyn måtte dø hvor trist det end var. Hun kunne tude bagefter.

Han smilede og nikkede ’’ Jeg siger ikke noget til hende.. Men du må forstå hvorfor jeg hjalp dig.. Hun hjalp mig.. Da jeg ikke kunne kontrollere mig selv… Jeg har en ond side.. En morderisk side.. Jeg har svært ved at holde styr på det.. Det var de hovedpiner jeg havde.. Hun lærte mig at styre den sidst den brød fri. Hun stoppede mig.. Hun var stærkere end mig derfor vidste jeg at hun kunne hjælpe.. At jeg ikke kunne skade hende hvis jeg gik amok.. Det er endelig det samme.. Måske kan jeg hjælpe dig.. Nej jeg er sikker på jeg kan.. Derfor ’’. Han nikkede fast og beslutsomt.

Han nikkede lidt ’’ Jeg vil få sat en plan på benene.. Men der er folk jeg skal snakke med om den plan.. Intet kommer uden risiko, tro mig.. Dog skal jeg gøre alt i min magt for at lave en plan hvor jeg har taget højde for alt.. Bare husk.. Jeg er der for dig lige meget hvad min ven.. Hvis du har brug for hjælp lige meget hvad det er.. Så kom til mig’’.

"Så hun er.. din læremester? din mentor?"
Tanken om at Procella, den hårde dusørjæger, skulle oplære en dæmon var nok til at få hende til at grine smørret. Det fik hende tanker væk fra blodet da hun forstillede sig Procella bag et kateder som skolelærer, mens hun oplærte små væsner i hvordan man slog ihjel på 100 måder. Det røde i hendes øjne blegnede væk da hun kæmpede for at forstå hvorfor hun synes at det var så sjovt.
"Undskyld, jeg burde ikke grine. jeg kender delen med en ond side.. vampyrer har noget lignende. det er bare mere et form for vildt dyr, end en egentlig person. Min skaber.. hun gjorde det samme for mig engang, som Procella gjorde for dig.. jeg havde haft en rimelig lang dårlig periode.."
Det var lidt af en underdrivelse, hundrede år var laaaaang tid... selv for en vampyr, men hun havde været for ung til at kunne styre det. Heldigvis havde Gwynnet fået fat i hende på et tidspunkt, ellers kunne det have gået meget værre.

"Hvorfor behandler du mig egentligt så pænt?"
Det var noget hun pludseligt var begyndt at spekulere over som samtalen skred fremad. Væsner plejede hun ikke at bryde sig meget om, af flere grunde, men ham her virkede jo rar. Hun lagde armene over kors og så vurderende på ham. Normalt ville hun have holdt sig langt væk fra en type som ham, for han lignede en som var problemer forfulgte overalt. Men på denne her ø var der mange der så sådan ud.
"Jeg ved at der er risici ved det.. hun er trods alt en gammel vampyr, fem gange så stærk som mig og ekstremt stædig og skruppelløs."
Smilet om hendes mund var lige så falsk som hendes menneskelige udseende, og hun kunne ikke forhindre sig selv i at blive en smule frustreret. Hvorfor skulle Gwyn også være i live!? det var ikke fair..

Han nikkede lidt ’’Ja.. Pro er min mentor.. Hun har lært mig at være en Hunter.. Hvorfor tror du jeg er så god til det ’’. Han grinede lidt og blinkede til hende. Han havde ikke noget imod at hun grinede. Det rørte ham ikke han nikkede igen ’’ Vi er mere ens end vi tror.. Det tror jeg vi er heh’’. Han vidste ikke helt hvordan han skulle forklare det, men de var begge elever af en mentor, de havde begge denne ondskab i sig. Det var nok også derfor de forstod hinanden bare lidt.

Han smilede venligt ’’ For det første er du min ven.. For det andet så.. Ja.. Så føler jeg at vi er i samme båd os to.. Hvis ikke jeg hjælper mine venner.. Hvilken ven ville jeg så være? ’’. Hans smil forsvandt da hun snakkede om Gwyn. Han sukkede ’’ Det bliver ikke let men jeg skal gøre det nødvendige for at blive stærk nok til at klare hende.. stol på mig min ven ’’.

”Mind mig om at passe på i nærheden af dig.. for hvis du er lige så god som hende vil du intet problem have med at slå mig..”
Hun virkede ikke til at være specielt nervøs over tilståelsen over at han var en jæger, for hvad ellers kunne man forvente med en der tydeligvis kendte procella bedre end så mange andre. De fleste af hende bekendte var jo jægere af den ene eller anden slags.
”Du har nok ret.. men jeg ville sætte pris på det hvis vi kunne begynde at bevæge os tilbage imod byen.”
At være ens så ikke ud til at genere hende noget specielt, men solen nærmede sig og selvom der stadig var omkring 1-2 timer til så ville hun hellere være for tidligt tilbage end for sent.

”Jeg er glad for at du er min ven.”
Hvert ord i den sætning var ægte og dybfølt. Hun havde virkeligt savnet at have en at snakke med hvor hun ikke skulle passe lige så meget på med hvad hun sagde som med Procella. Hun holdt meget af kvinden, men som samtalepartner omkring følsomme emnet duede hun ikke.
”Jeg stoler på dig, Azuriel, men lad være med at gøre noget dumt. Jeg vil gerne have en ven bagefter kampen, så ikke noget med at dø eller blive et monster.”
Hun greb fat i hans skulder, og så ham i øjnene med gennemborende grønne øjne. Hendes greb var overraskende stærkt, og når man så på hende var det nemt at glemme at hun var tre århundreder gammel.

Han grinede og blinkede en enkelt gang til hende ’’ Jeg har allerede slået dig.. Så jeg har vist allerede bevist at jeg sagtens kan gøre det ’’. Han nikkede da hun sagde hun syntes at de skulle gå tilbage. ’’Det er en god ide.. Lad os gøre det ’’.

Da hun havde sagt det gav han hende en venligt og blidt slag på skulderen ’’Hey.. Jeg er også glad fordi du er min ven Wil ’’. Han kløede sig i nakken og rystede på hovedet ’’ Jeg gør altid noget dumt Wil… Jeg vil ikke lyve for dig.. Jeg bliver nød til at gøre noget dumt for at dræbe Gwyn.. Men det vil så til gengæld også virke.. tro mig.. Hvis du tror jeg er stærk nu.. Så bare vendt til du ser min fulde styrke ’’. Han løj ikke, desværre vidste han også hvad prisen ville være. Da hun tog fat i ham for at fortælle ham at hun mente det, kiggede han bare på hende og gav hende en beroligende smil.

Grinende rakte hun tunge af ham. Hun ville aldrig kunne vinde en kamp over ham, det havde han jo nok ret i, men det forhindrede hende ikke i at benægte det indtil videre. derudover den eneste gang han havde slået hende havde hun været ret langt væk.. hun ville ikke kunne have undgået den, for hun var for langt væk i sin rus.

Hun sukkede over hans ord. Det undrede hende af en eller anden grund ikke at han var typen der lidt for ofte gjorde dumme ting. For eksempel da han besluttede sig for at låse hende inde.. det havde ikke været vanvittigt smart. Havde hun ikke været der i et fredeligt ærinde havde hun smadret det meste af inventaret og smuttet ud af vinduet. Ligegyldigt hvor skudsikkert de var ville det ikke kunne holde til hvad hun kunne præstere.
"Det havde jeg gættet.. Jeg gør også tit dumme ting, for eksempel som at blive venner med dusørjægere.. det er en dårlig vane efterhånden. Men hvis du har styr på det, og det håber jeg at du har, så fint nok. Bare lov mig at være i live bagefter."

Hun havde slået ind på en en lille sti der førte imod byen. Det ville stadigt vare omkring 10 minutter før de nåede byen hvis hun havde ret, de var ikke kommet så langt ind over skoven under deres flyvning.
Vampyren så op på himlen med et længselsfuldt blik, selvom hun hurtigt fjernede det igen. Hun savnede solen, for måske var hun vampyr, men hun var endnu ikke blevet så gammel at hun begyndte at blive ligeglad. Hun kunne stadigt huske dens varme.

Han grinede. Han vidste at han sikkert ville tabe en kamp imod hende med den evne hun havde, medmindre hans mørke side tog over. Han var god kun i nærkamp og hun var god på afstand. Det eneste han kunne gøre var at prøve at komme tæt på hende.

Han grinede lidt og kløede sig i nakken ’’ Vi gør vist bare nogle lidt underlige ting.. To elever der dummer sig.. Men hey.. jeg er ung i forhold til min mester.. Og du i forhold til din.. Hvis vi holder sammen os to så kan det sku nok ikke gå helt galt ’’. Han grinede igen. Han troede faktisk på sine egne ord. Han kommentere ikke hendes sidste del. Han ville nok ikke være i live når det sluttede og hvis han var, havde Wil jo lovet at dræbe ham.

Han fulgte bare Wil. Man kunne se på ham at han ikke kendte vejen. Han lagde mærke til hendes blik. Han klappede hende på ryggen og gav hende et smil. ’’Hey.. Jeg har altid syntes at natten er så meget smukkere end dagen ’’. Hans smil blev til et opmuntrende smil. Han var i så godt humør at hans mørke side ikke var andet end en svag hvisken i hans baghoved.

"Det hører vel med til det at være ung.. selvom 300 år vel ikke er helt ungt.."
Hans glæde afspejledes også i hendes ansigt og hun følte sig godt tilpas med blodet der rullede i hendes system. på trods af hendes efterhånden lange liv var hun stadigt kun en yngling i vampyrøjne, hvilket irriterede hende grumt. At man kunne leve igennem tre århundreder og stadigt være et barn var ret irriterende i længden.

"Jeg savner solens lys. Natten er smuk, men solen er liv, den er så varm.. for mig er den faktisk brændende varm.."
Selvsikkert ledte hun dem imod udkanten af skoven. Hun kendte efterhånden skoven godt, for hun spenderede ofte tid i skoven hvis hun ville være alene eller når hun malede. På den måde misundende hun væsner som dæmonerne, de kunne vade rundt om dagen lige så tosset som de vil uden at frygte pludseligt at begynde at brænde.
"På den måde er i heldige.."

Az grinede en smule. Selv om han ikke havde kendt hende længe så følte han det lidt som var hun en slags søster for ham. De var meget ens. Dog var der en forskel på dem. De burde jo sådan set være ærkefjender. Han var en Hunter og hun var en Vampyr. ’’ Hey.. Godt nok er du 300… Men der er sikkert mange andre der er meget ældre end dig ’’.

Han lyttede til hendes ord og fulgte efter hende. Han tænkte lidt over det hun havde sagt. Over hendes holdning. Han rystede lidt på hovedet ’’ jeg syntes ikke jeg er heldig.. overhovedet.. Jeg kæmper hele tiden mod mig selv, hver dag er en kamp bare for at være mig selv.. Jeg ville med glæde undværer solen for at slippe af med den del.. Tro mig.. Det ville jeg ’’. Han grinede igen og klappede hende på skulderen ’’ Og hey.. Hvad sjovt er der ved at blive solbrændt ’’. Han blinkede og grinede igen.

"Jep.. i vampyrmålestok er jeg stadig kun en ungvampyr.. Hvor irriterende det end er."
2 verdenskrige og et par revolutioner.. og man var stadigt en ung vampyr, ikke meget mere end en yngling. Det blev frustrerende i længden at blive set som et barn. På trods af frustrationen kunne hun ikke lade være med at skære en munter grimasse over vampyrernes alt for lange liv. De blev arrogante med tiden, gamle og grå mænd og kvinder der havde et forstruet og forældet billede af verden og hvad de måtte og kunne.

"Og hvad får dig til at tro at jeg ikke også kæmper med mig selv? Jeg prøver vel.. at fortrænge hvad jeg er..Den går nok bare ikke i længden. det haler ind på en tilsidst."
Hun fortsatte med at gå, men satte farten lidt op som for at undslippe de dæmoner der altid fulgte hende. Hun vidste at det allerede var ved at hale ind på hende, og der var intet hun kunne gøre andet end at fortsætte med at kæmpe imod.
"Tro mig.. Solbrændt er noget der skal forstås alt for bogstaveligt. Jeg kan færdes udendørs om dagen hvis jeg er fuldstædnig dækket af stof, men jeg bliver stadigt forbrændt i løbet af få minutter. Hvis jeg bliver derude så dør jeg."
Hun vidste at han jokede, men for hende bragte det minder om e dag i Irland.. Da hun for første gang i mange år havde vovet sig ud i solen..

Az nikkede ‘’ Jeg forstår dig mere end du tror.. Jeg er også en blanding af to udødelige racer.. Jeg er meget meget ung og nogle gange.. Så er det bare træls.. Min mor.. Hun snakkede altid om ting der skete for flere tusinde år siden.. Det er som om at tiden bare gør folk kede af det fordi det eneste de har tilbage er minder ’’. Az kløede sig i nakken og håbede at han havde formuleret sig ordentligt.


Han nikkede igen ’’ DU har ret.. Dog kæmper vi ikke helt på samme måde.. Men det at vi begge kæmper imod hvem vi er dybt inde gør vel at vi forstår hinanden på meget godt.. Og ja jeg mener du har ret ’’. Han nikkede ’’ Ja jeg ved det.. Sollys er ikke ligefrem jeres bedste ven ’’. Han fulgte efter hende i hendes tempo. Han vidste ikke hvorfor hun satte farten op men han gik da ud fra at der var en mening med det.

"Når jeg bliver så gammel.. så gider jeg ikke mere. Så sætter jeg mig ud og ser på solopgangen. Jeg gider ikke være et af de væsner der starter krige fordi de keder sig.."
Det var vel egentligt et ret alvorligt emne men efter hvad hun huskede fra da hun døde var det faktisk ikke så slemt.. eller det vil sige, hun huskede jo ikke noget der var bare sort, men det var en velkommen ting efter smerten. Hun så smilende over på hybriden da de nåede ud af skoven og lyset fra byen kunne ses tæt på. For meget tid i skoven gjorde at hun nemt kunne finde rundt og snart var de henne ved de første huse. de gule lys kastede kantede skygger over vampyrens unge smilende ansigt.

"Det er en underdrivelse. Sollys hader os, og vi hader det tilbage.. Det er så trist ikke at kunne bevæge sig udenfor halvdelen af døgnet."
Da hun blev opmærksom på hendes vrede skridt sagtnede hun farten lidt igen, men kastede bekymret et blik på sin mobil som hun hurtigt havde hevet frem. en banden der næsten mere var en mumlen steg op igennem hendes hals da hun fik øje på klokken. det var snart tid til at hun skulle være på arbejde. Hvis hun kom for sent igen ville hun nok ende op med en skideballe og det orkede hun ikke idag. På det sidste havde hun haft for travlt med at finde sig på plads og undgå at blive slået ihjel på diverse måder så et par gange var tiden smuttet fra hende og hun havde kun lige knebent nået på scenen i tide.

"Jeg bliver nød til at løbe.. de slår mig ihjel hvis jeg kommer for sent.. arbejdet kalder, men mon ikke at vi ses igen indenfor ikke så lang tid."
Hun sendte ham et beklagende smil, løftede hånden som afsked og satte i løb nedad gaden. Det var ærgeligt at hun blev nød til at forlade ham her, men hun havde i det mindste fået ham ud af skoven. Derinde havde han virket til at være komplet fortabt, men mon ikke at han vidste cirka hvor han var nu. Det kunne hun altid håbe på.
Imens hun løb vendte hendes opmærksomhed sig imod den kommende nats optræden. hun var mudret, og vindblæst efter flyveturen, men hun havde ekstra tøj derhenne.. der skete trods alt ret ofte at hun blev beskidt på den ene eller den anden måde.
Snart var hun forsvundet ind i byens labyrint af gader godt på vej imod petronia og denne nats arbejde.

//out//