Korthus

Et tykt lag sne var ved at danne sig overalt i byen. Det skulle nok blive en hvid jul, det var de fleste sikre på, trods der stadig var nogle dage til fødslen af vor herre, men sneen virkede så tyk og massiv at der næsten skulle en regn af ild til, før den smeltede. Men det generede heller ikke på nogle måde Samuel, der lå i form af en hvid ulv, rullet sammen inde i en af legehusene, i ly for blesten, der godt nok ikke var hård, men iskold og stikkende. Hans blik lå tomt på det hvide uberørte sne der lå lige udenfor hans dør. Et stille suk kunne høres fra ulven, før man hørte halen slå mod den ene side af det spinkle hus sider. Stilheden var på sin vis meget kærkommende, men også irriterende. Der var for meget af den, ikke bare nu, men hele tiden. Man kunne ikke engang høre bilerne suse ude på vejen, folk sad limet fast til deres sofaer i deres mørke små stuer, beskyttet af tygge mure mod kulden der havde taget et godt tag i landet, både fordi det var en lille ø, så der var ikke noget fastland hvor det ikke blæste så meget, men også fordi øen var placeret godt mod nord, så når der kom sne, kom der masser af den. En massiv omgang.
De små snefnug dalede stadig langsomt og blidt ned fra himlen, for at ligge sig sammen med andre. Normalt ville Samuel finde det smukt og fascinerende, men det føltes mest irriterende, ligesom alt andet for tiden. Siden han havde forladt Camilles lejlighed, var der ikke kommet flere mennesker brasende ind i hans liv, eller væsner for den sags skyld, det hele syntes bare at irritere ham, trods han liv havde gået på skinner, og problemer havde der heller ikke været nogle af, kun dem han selv havde fået skaffet sig på grund af sit meget sorte humør.
Det var utroligt så langt nede han var efter deres sidste møde, det havde jo ikke været noget stort, men det havde alligevel været nok til at få bærret til at flyde over, hvilke var kommet bag på ham selv. Samuel havde ikke prøvet noget ligne de sidste mange år, men det var nok fordi han som ulv ikke havde alle de samme tanker, og handlinger med, som var i spil når han var i menneskeform, hvilke kunne være nåde så frustrerende, og netop var grunden til at han i den sidste tid kun havde befundet sig sin ulveform. Det var langt letter at forholde sig til, frem for alle de ting et menneske skulle holde i luften.

// svarer i morgen som lovet :)//

Dét var en aften som så mange andre , en blond kvinde iført en lang sort nederdel , sort langærmet bluse på mageligt vis skjult bag en army grøn jakke der akkurat kunne varme også bagdelen.
Sorte støvler med en solid gummi sål og multifarvet syninger samt en lille hue med kvast øverst udgjore hendes tøj.
Hun kunne have gået nøgen igennem sneen uden at mærke kulden, takket været gaven fra Isabella , den kraftfulde sten der sad om dét ene håndled og på dét andet hang armlænken hun havde fået af Samuel, lige inden....
* lige inden dét gik...skævt* tænkte Camille og kastede den hårde snebold der lå i hendes hånd, op i luften og greb den igen.
Hun havde ikke set eller hørt fra Sam siden, og dét pinte hende at hendes sms lå ubesvaret hen.
Hun vidste...eller rettere håbede at dét udelukkende skyldtes at han levede som ulv lige nu.
På en måde ærgede dét hende at han ikke havde valgt at gøre brug af sin nøgle, hun havde lidt håbet på nu hvor sneen var kommet , at han ville benytte lejligheden til at trække indenfor i varmen.
Der var sket så meget de sidste dage, og Camille var alt i alt...noget nedtrykt.
Hun traskede igennem legepladsen , ville lige afprøve om et sving på gyngen måske kunne sætte skub i de lidt mere fornøjelige tanker.
Hun satte sig og kastede i dét samme snebolden fra sig, over sin skulder ....var dér noget med dét bragte lykke ? Nej...det var vist salt , hvor så end logikken var i dét ?
Hun greb fat i gyngens lænker og med spidsen af sine støvler satte hun gyngen i bevægelse.

Julefreden blev pludselig brudt, da noget rundt og vådt ramte Samuels snude, hvilke fik ham til at kigge forskrækket op, mens den nu maste sneboldt faldt ned af hans snude. Han indsnusede duften fra snebolden, hvilke hurtig kunne afgøre om det var en mand eller kvinde der havde kastet, en kvinde. Afgjort. Han kiggede rundt på legepladsen, i et forsøg på at finde den kvinde der havde forsøgt at ramme ham. Da han et par sekunder efter fandt hende over ved gyngerne, sad han og stirrede på hende i et par sekunder, før han søgte i ly inde i huset igen, helt op af bagenden, og håbede Camille ikke havde bemærket ham.
Hun virkede til at futte rundt i sine egne tanker, hvilke måske betød hun ikke havde bemærket hvem hendes sneboldt havde ramt, eller hun ikke havde set ham, da han havde listet snuden udenfor. Man måtte jo håbe på det bedste, trods det kunne være lidt svært i disse kolde tider. Det var ikke fordi det generede ham synderligt at det var så kold, det var jo ikke fordi han for sjov skyld gik rundt med en behåret krop der fik ham til at ligne en bamse. Han manglede bare en rød sløjfe, og så passede han sikkert godt ind i Camilles samling, sammen med Mulle, den bamse han havde givet hende, sammen med alt det andet legetøj, da hun gik shop-amok i en legetøjsbutik.
Poterne blev placeret på trægulvet, og hoved ovenpå, mens han lukkede øjne, og lyttede efter skridt udenfor. Trods sneen normalt dæmpede lyden af skridt, gav den også en behagelig sprød lyd, der var effektiv til at afsløre folk, plus folk altid medbragte en duft, som Samuel var hurtig til at opfange, ofte lang tid før væsnet var kommet hen til ham. Trods han ikke fik alverdens vide ud af dufte, så var det alligevel ret så fedt at vide hvilke race og køn personen var.

Den pludselige puslen kostede hende næsten et hjerte stop right then and there.
Dét var en bevægelse der fik boksen med minder til at sprænge åben, så erindringen om hendes første møde med Demetri stod klart som blæk på en hvid skjorte.
Og dét skræmte hende fra liv og sans.
Hun drejede hovedet med hurtige reflekser, og synes at kunne skimte en bevægelse af noget hvidt.
Et stort sageligt smil flød over hendes læber.Kunne dét være ?
Hun lavede et langt bremsespor i sneen med begge skosnuder og hoppede herefter af gyngen.
Var der noget hun elskede og noget der kunne løfte hendes triste humør, så var svaret lige der.
Jo....der VAR andet der ville gøre dét ikke bare bedre men helt perfekt, men grådighed og at være krævende var ikke lige noget hun dyrkede....ikke meget i hvert fald.
Sneen knasede og føltes blød under skosålerne og Camille gik ellers på listetå, for ikke at skræmme og gøre nogen fortræd.
Hun satte sig foran huset og sagde så med lokkende stemme..
"Kom heeer misser, misser...kom heer " og rakte hånden lidt frem så den kunne snuse hvis den besluttede at kigge frem.

Han stivnede da duften fra kvinden ramte hans næsebord, der sitrede svagt. Da hendes skridt afslørede hvor kvindemennesket var på vej hen, klemte han sig op af endevæggen på legehuset. Han gav en let klynkene lyd fra sig, da han så hendes hånd komme frem i åbningen, mens hendes stemme trillede ind i hans øregang, og trak i ham, men det hjalp at han kaldte hende for en kat, frem for at hund. Han var aldeles ikke en kat! Han lukkede øjne, og stirrede ud af indgangen hvor hendes hånd stadig lokkede.
Hvorfor skulle han tage ud til hende, det var da hende der skulle på arbejde, så skulle hun ikke bare tage og passe det, frem for at lokke katte, der faktisk var ulve, ud af deres legehus. Han lå fint, og havde det perfekt, han havde ikke brug for at nogle trådte videre rundt i spinaten. Han stirrede olmt ud efter Camilles hånd, mens han næsten prøvede at komme ud af en ikke eksisterede bagudgang i det lille legehus.
Han klappede tænderne hårdt sammen, og lukkede øjne, men han kunne desværre ikke lukke for næsen, der blev ved med at kunne mærke hendes søde duft. Det var som julemad for en nisse. Det hjalp sikkert ikke engang at ligge poten hen over næsen, hvilke var grunden til at han ikke gjorde det.

OOC: Skal nok blive længere næste gang :]

// hold nu op med dét med længden ik ;) //

Camille ventede med en tålmodighed som en mediterende ville have været stolt af.
Små lokkende lyde forlod hendes mund fra tid til anden og efter lidt tid begyndte der at ophobe sig lidt syre i hendes knæ , over at sidde for længe i den samme stilling.
Hun lagde sig ned på knæ, blæste på den kolde sne der straks så sit snit til at gennemvæde hendes strømpebukser, og begyndte at kravle lidt ind i selve huset.
Hvis mohammed ikke ville komme til bjerget, måtte bjerget komme til ham...eller noget i den stil.
"Jamen..kan du slet ikke lidt mig pusser " hviskede hun og begyndte at kravle ind.
Et stort lyst hoved og et par meget klare sølvgrå øjne så på hende gennem mørket.
Hun blev så overrasket at hun spontant forsøgte rejse sig op "Hvad fanden....er dét dig." Skændte hun på ham, som havde han gjort noget galt.
Jo, han havde skræmt hende...hun ledte efter en lille kat, og så fandt hun en kæmpe ulv.
" for helvede Sam....du skræmte mig " mumlede hun og tog sig til hovedet, hun netop havde knaldet op i dét lille træ tag.
Hun rakte sin hånd over til ham...
"remember me Sam " sagde hun denne gang i et noget mere blidt tonefald.

Han hørte kvindemennesket lage sig ned, sneen knaste og knitrede sammen med stoffet som hendes beklædningsgenstande bestod af. Han stirrede i åbningen til han så hoved af Camille, da hun kom ind. Han dukkede næsten menneskeligt hoved da hun slog hoved op i loftet på det lille hus, hvorefter hun begyndte at skælle på ham.
Derefter skiftede hun stemme, til noget mere blødt, og venligt, hvilke dog ikke ændrede Samuels holdning til at søge ud af den ikke eksisterende bagvej. hvorfor han næsten var så panisk bange for at se hende igen, anede han ikke, måske var han bange for at hun gentog det hun havde gjort et utal af gange snart, eller det var ikke et utal, han kunne huske hun havde gjort tre eller fire gange, men det føltes alligevel som mange gange, alt for mange i Samuels hoved.
Han ville næsten fnyse da hun spurgte om han kunne huske hende. Selvfølgelig kunne han huske hende, selv i sine drømme kunne han huske hende, hvilke ikke var underligt, når han var begyndt at bruge overraskende meget tid sammen med hende, fordi han elskede at spilde sin tid sammen med hende, uanset hvor meget han benægtede det. Hans øjne løb over hendes kønne velformet ansigt, der kiggede tilbage på ham med sine klare øjne. Hun havde vel det man kaldte skjulte skønheder, en skønhed hun på ingen måde dyrkede, eller sikkert selv var tænkte synderligt på, ikke hvad han vidste. Det var ikke overraskende at Tristan ville have fingrene i hende, hun var jo smuk, og helt fantastisk sød, prinsessen på den hvide hest. Omsorgsfuld, til tider for meget, og glad livets glæder, hvad mere kunne man ønske sig i en kvinde? Trods Samuel ikke havde den største viden omkring kvinder, og hvem og hvad, så var han ret sikker på at han forstod hvordan en ønske kvinde kunne være i de fleste mænds øjne.

//Sorryh xD

Hun kunne ikke gøre for dét.
Den platinhvide ulv havde altid haft den effekt på hend, den drog hende mod sig.
Camille begav sig på alle fire, ind i dét for hende lille legehus .
"Samuel jeg VED godt du kan kende mig " mumlede hun imens hun ikke kom uden om at føle sig bare en lille smule dum , sådan kravle rundt på alle fire.
Men hun endte op nede for enden, hvor hun satte sig ved siden af Sam og slog armene om hendes knæ, men først efter at have ladet en hånd stryge over hans pels to gange.
Aller mest havde hun nok lyst til at trække hele ulven ind til sig, hun hadede den måde de havde efterladt hinanden sidst.
True....hun var selv ved at gå dengang, Sam kendte hende efterhånden for godt, og havde ladet hende smage hendes egen medicin ...og havde smuttet før hun kunne nå at sige noget.
Som dét kunne formuleres , Samuel efterlod hende ikke med en rids i lakken , men med et åbent brud.
Et brud som selv Tristan ikke lige kunne stille noget op med, han havde nok opgivet hendes lidt sjove ideer ind i mellem og bar lidt over med hendes anderledes syn på tilværelsen.
Uden at have øjenkontakt med ulven , talte hun ud i luften og hendes stemme var nøgen og ærlig uden 'tilsætningsstoffer' ..."Hey...jeg har savnet dig." Sagde hun .

Samuel drejede hoved en smugle, for at følge Camille med øjne, da hun begyndte at mave sig ind i det lille hus, som en anden hund, for så at placere sig op af en af væggene, mens hendes hånd løb igennem hans pæls der dækkede godt for kulden der tvang mennesket i varmere klæder. "Hvorfor spørger du så?" Ville han have spurgt hvis han havde kunne, men det var nok en dum ide, om han så havde kunne snakke, så han var godt tilfreds med at han ulve tilstand stoppede ham i at gøre det.
Tavsheden lage sig omkring dem som sneen lå omkring det lille legehus der lå lille og øde på legepladsen. Det kunne ligne der var kravlet en hjemløs ind, på grund af de efterladte spor Camille havde lavet udenfor. En svag brummen kunne høres fra ulven, før den rykkede sig længere ind i hjørnet, og lukkede øjne, men sov bestemt ikke, dens øre var vendt mod Camille for at opfange hver eneste lyd der kunne komme fra hende. Da hun begyndte at snakke, kiggede han hen mod hende, men da hun ikke kiggede på ham, lukkede han igen øjne. Han kunne alligevel ikke besvare hende med nogle ord, men med handlinger kunne han jo udemærket.
Efter flere minutter besluttede han sig for, at det var netop hvad han ville gøre, så han rejste sig op, og slog hoved mod loftet, hvilke frembragte først en lille klynk, hvorefter en misfornøjet lyd kom ud mellem hans kæber. Han dukkede hoved, og kom lidt efter hen til Camille og kiggede lidt på hende, før pressede snuden ind mellem hendes ben, for så at skubbe det ene ben ned, og ligge hoved derpå, mens han kiggede op på hende. Han slog let med halen, for bare at slå den ind i et lille bænk der var bygget ind i væggen, dog gjorde det hverken ondt, eller betød noget.

Han rykkede på sig.Ikke tættere som han normalt ville have, men han trak sig ind i et hjørne.
En klar og tydelig besked afsendt : jeg er vred på dig.
Selv om hun sendte sin besked ud i luften, var der ikke yderliger reaktion, ikke til at starte med i hvert fald.
Hun blinkede langsomt og ignorerede den klump af følelser der satte sig på tværs af hendes hals.
Og dette efterlod dem i tavshed.
Samuel rørte pludselig på sig , han var større end man skulle tro når han først kom på benene.
Da han stødte sit hoved fik hun helt spontant udbrudt "Pas nu på..med dét der Sam " og så fulgte hun ham med øjnene og blev først lidt...overrasket da han asede ved hendes ben, lidt forlegen, men han fik hende i den stilling han ville og fik lagt sig ned.
Dét gav hende mod og håb om tilgivelse.Dette var et lille signal om...fred.
Altsår ikke at der ligefrem havde været ufred...mere støj på frekvensen måske.
Hun vidste godt at selvom Samuel var ulv, kunne hun overskride beføjelser eller andet, men da han lå med hovedet på hende , brusede den velkendte fornemmelse af ro, behag og fred gennem hende og hendes hænder greb reflektorisk om hans hoved og borede fingrene blidt ind i pelsen.
"Sam" hviskede hun næsten med gråd i stemmen.

Han kunne, hvis han havde kunne gøre det, have smågrinet lidt af Camilles hænder, der straks fandt vej ned i de bløde varme totter af hvid pæls. Det så næsten sjovt ud, men han kunne ikke grine, upraktisk, men sådan var det bare. Da hun sagde hans navn, kiggede han lidt op på hende, men gjorde ingen tegn til at ville lette bagdelen yderligere, end af lukke øjne, og slå endnu gang mod halen, ind mod bænken som om dén var skyld i tavsheden.
Han anede ikke hvor lang tid der gik, men pludselig orkede han ikke at blive liggende, han havde brug for at komme ud, end at ligge i det lidt for store hundehus der husede dem. Han fik forsigtigt rejst sig op, og trippede hen mod udgangen, ud i den kolde hvide sne, der straks opslugte hans poter, mens han luntede udenfor, hvor han stoppede op, snurrede rundt, og kiggede afventende for at se om Camille ville med, eller om hun ville blive siddende og kukkelure.
Om hun fulgte med eller ej, satte han kursen hen mod gyngerne, imellem dem, over mod udgangen, hvor han igen stoppede op, for at se om hun var sikker på om hun ikke ville med, eller om hun var med, hvis hun havde fået sig på bene. Helt præcist hvor han ville hen vidste han ikke, men tanken om varme, og måske druer trak ham mod en lejlighed. Camilles. Det var sikkert også der hun skulle hen da hun var gået forbi legepladsen, så hvorfor ikke tilføje sig til gruppen, og følges sammen af sted.
Da han kom uden for legepladsen, hvilke ville sige han havde flyttet sig tyve centimeter, kiggede han lidt rundt, for at finde ud af hvor han i bund og grund befandt sig, hvilke han ikke fik meget ud af. Han havde ligget for længe på legepladsen, hans lille snevre hukommelse ville ikke afgive informationerne fra sig, så han måtte vente på Camille, hvis hun da ville komme.

Hun lukkede øjnene og sad et stykke tid med hænderne begravet i pelsen.
Efter lidt tid slap hun og tabte hænderne i sit skød , kunne man sige.
Der gik en rum tid og måske var hun næsten bange for at bevæge sig hvis nu dét betød han tog afsked og søgte ind i skoven, væk...igen.
Samuel var den første der brød fællesskabet og gik...han stoppede op og så efter hende.
Om hun var blevet lidt bedre til at læse hans ulvesprog eller om han var mere tydelig, vidste hun ikke, men hun fornemmede at dét var okay for hende at slå følge med ham ,dog uden at han ville overtale hende.
I givet fald ville han have puffet hende afsted med snuden...eller noget.
Men ud af huset kravlede hun, børstede lidt støv og sne af sit tøj og satte efter Samuel....hvor end han ville.
"Hey...hvor skal vi hen ?" spurgte hun i farten, men efter han havde gået i en retning der kunne lede hjem...fik hun mistanke om han måske ville hjem i lejligheden...eller ville han bare følge hende hjem ?
"Vi går hjem Samuel...begge to, okay...? ....du kunne også trænge til noget varme " forsøgte hun at overbevise at ideen var glimrende.
Og så begyndte de at gå mod lejlighederne.
Kun en enkelt snebold ned af nakken og ryggen på Sam, brød stilheden derhen...
Camille fik låst døren op, holdte vejret...ville han gå med ind? Eller havde han været galant og sørget for hun kom sikkert hjem.

Da Camille så ud til at forstå hvad han ville, luntede han med hende. Der kom et forskrækket udbrud fra ham, da han pludselig fik en våd hvid snebold i nakken, hvorefter han sendte et blik til Camille der ikke rigtig kunne tolkes som noget, men sikkert mest et what-the-fuck-blik.
Da de endelig kom hjem til hendes lejlighed, kravlede han op af trapperne, til han kom op til hendes lejlighed hvor han stod udenfor, og kiggede ind i den varme lejlighed der lokkede. Han trippede lidt frem og tilbage, før han listede poterne inden for i lejligheden, mens han kiggede rundt. Han vidste ikke helt om han skulle forvandle sig, eller bare lunte ind i stuen med sine våde poter. Til sidst, efter lidt overvejelse, valgte han det sidste hvor han gik ind, ind i stuen og prøvede at finde det varmeste sted, hvor han lage sig, og lukkede øjne med en lille veltilfreds lyd. Perfekte. Han strakte sig så lang han kunne, og smaskede lidt.
Dejligt at ligge indenfor med varme, og hvis man var heldig også en skål mad!

Hun spejdede efter Samuel , da han gik ind i stuen.
Camille låste døren og satte de nye tre sikkerheds kæder for og en stor dims der gik ned i gulvet ,så døren ikke så let kunne sparkes op.
Så kiggede hun ind i stuen til Sam, der havde taget plads ved radiatoren under vinduet.
Våde poter på hendes gulv, skænkede hun ingen tanker...sålænge han fik varme.
Hun forsvandt i køkkenet ud, åbnede plastikken til en pakke med 4 kotteletter, og lagde to af dem på en tallerken.
Med den og en skål vand retunerede hun til stuen og satte dem på gulvet , ved siden af Sam.
"bare hvis du vil...ellers lad dét stå " sagde hun stille.
Ville en ulv have tæppe på eller blive irriteret ?hun anede det ikke.
Camille smuttede ud og trykkede en kop kaffe og satte sig herefter i sofaen.
Hun vippede lidt uroligt med fødderne, skulle hun små snakke eller holde mund, nu når han var ulv ?
Nu ville hun lige lade ham spise...så måtte hun hive lidt respons ud af ham...på den ene eller den måde.

Lyden af skåler der blev placerede ved siden af ham, fik ham til at kigge op på maden. Igen ville han have grinet, hvis det var muligt. Han kiggede lidt på maden, før han greb fat i den første, og begyndte ivrigt at tygge løs, mens han forsøgte at holde sig inden for skålens kanter, hvilke man mildt sagt kunne sige ikke gik videre godt, men alligevel blev han ved, til han havde fået begge stykker, og stak derefter sin snude ned i vandskålen og lappede vandet i sig. Han havde overhoved ikke bemærket Camille der sad med en kop kaffe og drak, eller gloede på ham. Da han mente at være mere vand, end kød, stoppede han op, og kiggede op mod Camille med hoved let på skrå.
Derefter lage han sig magelig til rette op af den varme radiator, men blev ved med at kigge på Camille mens hun sad med den dampende kop i hånden. Han kunne stadig ikke finde ud af om han skulle forvandle sig, eller hvad han skulle stille op med sig selv, for han ville sikkert rande rundt, og ligne en egypter hvis han forvandlede sig, på grund af et håndklæde omkring livet, men det kunne også være at Camille af ukendte grunde havde fået noget mandetøj? Det var jo aldrig til at vide, kvinder kunne få de mest forunderlige ting forskellige steder fra, men han valgte ikke at gå ud fra det, det virkede alligevel som for meget at forlange.

Hun pustede lidt på kaffen fra tid til anden og drak lidt bagefter.
Hun faldt nok lidt i egne tanker, som hun sad der og kiggede på Sam og langsomt genfandt den gode følelse ved at have ham nær.
Hun havde ingen favorit...om han var ulv eller mand, nej dét var ikke sandt ! Hun ville ikke undvære Samuel som fyr, aldrig...dét hun egenlig mente at hun også var forbandet ...tiltrukket. eller opfyldt med en ro..når han var i hendes nærhed som ulv.Ukompmiseret og trygt.
Som menneske var der langt mere på spil, som hun skulle forholde sig til.
Som de gange han havde kysset hende, helt uden selv at vide hvorfor eller have en dybere mening med dét...andet end hvad momentet synes at indbyde til.
Hun smilede med sin kop mellem hænderne.
Og nej...ingen herre harderobe, men dét skulle hun måske snart overveje.
Men nogle teeshirts og en stor oversize morgen /badekåbe i sort blødt bomuld på badeværelset, som han sikkert kunne passe.
Camille så lidt på ham "Skal du være tavs og ignorerer mig hele aftenen ?" Sagde hun lidt drillende til den smukke ulv.

Da Camilles stemme tilkaldte Samuls opmærksomhed, flyttede han en smugle på hoved bare for at indikere at han hørte hende.Da hun spurgte om han ville forholde sig tavs hele dagen, lå han lidt og lod tanken køre rundt i hoved. Trods det var fint pakket ind, så var det vel et spørgsmål om han ville forvandle sig, eller kravle rundt på fire ben rasten af aftenen.
Han kunne lige så godt efterkomme hendes ønske, så han fik lidt efter stablet sig på bene, og luntede hen til Camille, hvor han satte gumpen i jorden, og kiggede forventningsfuldt på hende, efter noget tøj, eller noget andet han kunne have på, for han var næsten sikker på at hun ikke ville have ham til at rande nøgen rundt i lejligheden.
Hvis hun forstod hans budskab, og rejste sig for at hente noget, ville han følge efter hende for at se hvad hun havde i gemmerne, og om hun faktisk havde en mindre herre garderobe - hvilke ville overraske ham.
Samuel kunne godt se hvad folk elskede ved at kunne snakke, og hygge sammen, men der var altså også nogle der havde ikke forvandlingsdygtige hunde, som ikke kunne tale, men alligevel kunne de godt hygge sig med dem, men når man nu havde lov til at snakke med vovsen, så ja, hvorfor skulle man ikke det? Han ville sikkert også selv have gjort det. Nu da han var vovsen, og kunne forvandle sig, havde han heller ingen problemer med det, det måtte han indrømme, hvem gad, hvis man kunne, snakke med et med en hund, hvis hunden kunne blive til et menneske, og snakke på samme sprog som en selv, det var da langt sjovere.

Da han luntede over til hendes side og satte sig ned, kvalte hun et stort smil og satte sin kop fra sig.
Hun strøg ham over hovedet , satte enda et kys mellem hans øre, hvis ikke han nåede at rykke på sit hoved inden, og sagde drillende "Sikke en lydig ulv du er blevet... Kan man købe dig ?" Og så svingede hun benene ud af sofaen og gik mod soveværelset.
"Luk øjnene Sam " henkastede hun en bemærkning, da hun måtte løfte lidt op i skørterne på dén sorte nederdel, for at få krænget de våde og kølige strømpebukserne af og herefter have bare ben og fødder.
Camille begyndte at rode i skuffer og skabe ...der var intet ...ordenligt...men en stor teeshirt med print af loc, undskyld so, lå der.dén var købt way to big, fordi Camille ville bruge dén til at sove i.
Også nogle træningsbukser i sorte lå klar , de hang om hofterne på hende, så de ville måske kunne bruges.
Camille sagde til ham " du må prøve om dét går an, ellers er der en morgen kåbe på badeværelset også " og derpå trippede hun ud på toiletet og lagde tøjet.
"Og Sam.. ?" Sagde hun ....bukkede sig ned og lagde hænderne omkring hans hoved, så hun kunne styre at hun strøg sin kind over hans snude, så den ville efterlade en vådt spor derpå , igen hvis ikke han trak sig væk.
Men et "Tak fordi kom med " ville hun under alle omstændighedder sige.

Da hun bad ham om at lukke øjne gjorde han det et kort øjeblik, men slog derefter øjne op igen, for at se hvad der var så hemmelig. Han stirrede på kvinden der hev op i skørterne med hoved let på sned, mens ørerne drejede rundt i hoved på ham et par omgange. Da hun var færdig, og havde fundet noget tøj, var han klar til at komme ud for at skifte tøj, men først ville Camille åbenbart noget, som krævede hans opmærksomhed.
Da han fandt ud af hvad hun ville, lappede han hele sin ru tunge op på hendes kind, og slikkede saltet af den, før han ivrigt sprang på alle fire, og smuttede ud på badeværelset, hvor han puffede døren i.
Efter forvandlingen der forløb rimelig smertefrit, trak han i tøjet. T-shirten passede, ligesom bukserne, der passede overraskende godt, der dog var en smugle smalle i taljen. Han så lidt betænksom på printet på blusen, før han trak på skuldrene og åbnede døren.
Han kiggede ud mod Camille, og smilede kort. "Siden hvornår tror du at du kan løfte op i skørterne lige foran mig?" Spurgte han, og afslørede han havde kigget da hun havde smidt noget af tøjet. Han smuttede ud af toilettet og satte kursen direkte mod køkkenet, hvor han gik på jagt efter druer i køleskabet. Da han havde fundet nogle små mørke druer, kastede han straks over dem, mens han kiggede hen mod Camille, mens han stod i dørkarmen og betragtede hende.

Hun klukkede han slikkede på hende og dermed sendte ham afsted...eller han sprang selv derud.
Hun ventede til Samuel trådte ud og selv om dét ikke var hendes hensigt måtte hun indrømme at dét sorte tøj ikke bare passede, men klædte ham godt.

"Du...du ..Argh.." var alt hun nåede at sige til hans indrømmelse , inden han dampede af ud i køkkenet og overlod hende til sig selv og dén lille røffel der ellers var tiltænkt ham.Han havde jo ikke kunne vide dét kun var strømpebukserne hun smed, dét kunne have været dét hele jo.
"Allerede nu kunne jeg lide dig bedre som ulv " råbte hun efter hans ryg og rystede på hovedet.
Han rumsterede og vendte tilbage med sine vindruer, der var blevet fast inventar i Camille køleskab.
Hun måtte indrømme for sig selv, at hun havde savnet ham i dén tid han var væk og at hendes humør var faldet nogle grader.Hun skyldte ham en undskyldning, måske..eller gjore hun nu også dét ?
Samuel havde en unik evne til at forvirre hendes tanker og hun herefter rendte rundt i alle retninger og forsøgte holde styr på dem.

"Jeg syntes også det var dejligt at få serveret manden, frem for selv at skulle hente den." Svarede Samuel, før en drue stoppede ham i at tale mere. Han gumlede lidt på den, før han tilbød Camille en, ved at vrikke med en drue mellem to fingre. "Kunne jeg lokke dig her over med en drue?" Spurgte han og grinede kort. Druen forsvandt ind i hans egen mund, men den var ikke forsvundet ned mellem hans læber, før der tronede en ny drue, og ventede mellem hans fingre, lige til at stikke ind mellem Camilles læber.
Han fugtede læberne med tungen der var fugtig af druesaften, som lage et tyndt lag væde over hans læber. Derefter smilede han let for sig selv, før druen der ellers havde ventet på Camille, forsvandt ind mellem hans egne læber, med mindre Camille havde noget at bekriger sig den før han nåde at få fat i den.
"Nå, men jeg har vel ikke afbrudt dig i noget aftensmad eller hvad du ellers skulle lave iaften vel." Sagde han overdreven høfligt. Han havde ikke kunne lugte noget mad, men måske havde hun fået mad på arbejdet eller hvor hun havde været, det var aldrig til at vide, og han anede ikke hvad klokken var, eller hvornår man normalt spiste aftensmad i denne tidsperiode, det kunne jo være anderledes end den gang han spiste det.

Aha...Han var vældig kvik denne aften , hva.
"Ja...hvorfor undre dét mig ikke spor...at du syntes om dét " svarede hun og lagde sine arme over kors.
Hun betragtede Samuel...spise...han havde to måder dét forgik på og denne var dén...udfordrende.
*Pokker tage ham, han ved udmærket hvad han laver * , tænkte hun og spidsede læberne og forsøgte desikerer hans årsager til dét.
Hun måtte give ham ros...ikke havde han været menneske i 10 min før han trak hende rundt i manegen, som en lille cirkus hest pænt dresseret til at dreje rundt på hans ordre.
Hun vidste han udfordrede hende, og hun ville ikke give ham dét første stik.
Så hun moverede over mod ham , lagde begge hænder om hans håndled og tog sigte mod vindruen i hans hånd , men inden hun hapsede op efter dén med sin mund fik hun lige sagt "Og hvilke intentioner kan du have ved at ville...lokke...mig herover ?"
* ha..dén bad han selv om *

Samuel lod et lille smøl løbe rundt i mundvigen. "Jeg skulle bare se om du ville her hen, om man faktisk kunne lokke dig med en drue." Svarede han med et grin, og betragtede sine lænket håndled. "Flere frøken?" Hvis det var muligt, ville han fiske endnu en drue frem, og stikke den i munden på Camille, før han hurtig trak fingrene til sig igen, så hun ikke skulle tage dem med i forbifarten.
Derefter prøvede han at føre en af de bløde runde druer op i sin egen mund i et forsøg på selv at få noget. "Men du svarede ikke på mit spørgsmål." Fortsatte han, mens han betragtede sine lænker med et afventende blik, før han gentog hvad han før havde spurgt om. "Skal du have noget at spise eller har du fået noget?" Derefter skævede han ud af vinduet, mens en ide lå og svømmede rundt sammen med rasten af hans tanker. Måske skulle man trække hende med ud, bare for at have noget sjovt at lave, sne var altid sjovt, og der var jo masser af dem, men det var koldt, og før skulle han have noget mere kluns. Han under ingen omstændigheder iklæde sig en af Camilles jakker, han havde stadig sin maskuline stolthed i sig, og den skulle på ingen måder knækkes, brækkes eller forsvinde!

"om jeg ville herhend ?" gentog hun med overdrevet undren "for real ? Mænd ! I er altid SÅ skråsikkre" drillede hun og snuppede endnu en fra hans hånd.
Hun slap grebet om hans håndled og skulle lige til at spørge hvilke svar han manglede, men huskede så det var omkring maden.
" Nå..jeg laver sjældent mad når jeg er alene, så bliver dét bare en rugbrød eller noget " og så fiftede hun afvægende med en hånd foran hovedet.
Men dét slog hende om han måske var mere sulten ? Hvor mange koteleter krævede det at tilfredsstille sulten hos en ulv ?
"Jeg kan godt finde på et eller andet hvis du er sulten stadig " sagde hun og hendes undersøgende øjne begyndte at arbejde på ham.
Havde han tabt sig ? Fik han nok mad som ulv ?Der var slet ikke sikkert i den skov for ham.
Hun var nød til at have en snak med ham om dét...på et tidspunkt ...ikke lige nu.
Hun så ud af vinduet, sneen var smuk at skue og gjore at dét var en del lettere at indstille sig på dét snart var jul.