Korthus

"tøjet ? Bare smil dét i den grønne skraldespand derovre " pegede hun et lille stykke væk.
"dét kan ikke være i min taske så vi siger farvel." Smilede hun og de satte kurs mod en bus.
Efter lidt tid og en omstigning på en anden bus, sad de nu nede bagerst i bussen.
Camille sad og tænkte lidt over hvad de nu havde gang i.
Samuel havde været lille da han forlod dem, og nu vendte en ung mand hjem.
"Fortæl mig lidt om din familie...hvad hedder de for eksempel , hvad behøver jeg at vide ?" Spurgte hun indtil hans ophav, med ægte interesse i hans opvækst, i ham.
Hun var sig bevidst at Samuel nok mest gik med på eleven her, fordi han var løbet tør for gaffatape, ellers mistænkte hun at han ville have tapet hende ind Istedet.

Samuel hævede et øjebryn da hun sagde han bare skulle smide det ud! Han tøvede, men efterkom lidt efter hendes ønske, og smed det ud, hvorefter han fulgte efter hende hen til bussen. Han havde ingen ideer om hvordan de skulle komme til deres mål, men da Camille virkede sikker i sine valg af busser, lod han hende fører igennem det indviklede busnetværk.
Da de sad mageligt i en af busserne, stirrede han tomt ud af vinduet, til hun påkaldte hans opmærksomhed ved at stille ham et åbent spørgsmål, hvilke fik ham til at presse læberne utilfreds sammen. "Spørg mig, det er letter ..." Svarede han først, før han fortsatte til hendes næste spørgsmål. "Alice og Jonathan ..." Svarede han på forældre spørgsmålet. Derefter gloede han igen ud af vinduet, mens han ventede på at Camille ville fyre flere spørgsmål af, for selv ville han ikke sige noget, hvis hun da ikke spurgte direkte ind til noget. Han vidste ikke hvad der var relevant for Camille at vide, det måtte hun selv vide.

"Alice og Jonathan " smagte hun lidt på navnene.
Og så på ham da hun forventede mere.
Men Samuel forblev tavs.Dét var utroligt med den fyr, han var enten tavs som en østers eller en flabet smartass....Camille rystede på hovedet og skrånede dét lidt.
Han måtte løsne lidt op inden de kom hjem til hans forældre, ellers ville al snakken hænge på hende, hvilke ville katastrofalt, da hun ikke var god til 'svigerforældre '.
Altsår...dét kunne hun i princippet ikke vide, da hun aldrig havde haft nogen.
Et lille stille suk hvilede på hendes læber, hun ville sådan ønske sig at være en del af en dejlig kærlig familie.Mon dét var derfor hun havde så travlt med at forsøge redde Samuels ?Og lege hun hørte til den i farten ?
Hun fokuserede igen ...nogenlunde...på at få lidt mere info.
"come on Sam...giv mig lidt mere end dét....hus eller lejlighed ?Hvad laver de ? Du havde .nogle.brødre ik ? ....spyt nu ud...skatter " ordet 'skatter' lagde hun vægt på for at løfte stemningen med lidt dril.

Camille syntes helt at have mistet pippet da han forholdte sig tavst, men pludselig gjorde hun come back på fuld hammer, som et øjeblik slog Samuel helt ud af kurs, især med det sidste ord i hendes sætning. Han pressede læberne sammen, før han lod luften forsvinde. "De burde bo i hus, to søskende, som jeg ikke ved hvor befinder sig." Derefter tav Samuel igen et kort stykke tid. "Jonathan er hvad jeg husker kontor arbejder, mens Alice er noget inde for sundheds verden." Igen blev der presset en pause ind, før han atter åbnede munden. "Alice elsker at lave mad, især når det er græsk, mens min far ..." Sætningen blev ikke fuldført med det samme, før efter et par sekunders stilhed. "... Elsker fodbold og andet, som enhver anden far."

At afstanden var stor kunne mærkes tydeligt.
Den lille skræmte dreng, der ikke var blevet taget sig af og var blevet ladt i stikken, synes bange for igen at få forenrningerne op.
Dét var svært at skulle italesætte og relaterer til, for ham.
Og Camille synes dét var fantastisk sejt at han forsøgte.
Hun var derfor glad da han gjore et forsøg, og faktisk lykkedes med diske op med noget nyttig information.
En kærnefamilie havde de været på mange måder.
Dét lød til at have været en rar og hyggelig familie, indtil Samuel var blevet bidt.
Hun blev en lille stund næsten helt vemodigt.Tænk at bide et barn, med vilje at udsætte ham for en forvandling og al dét medførte.Sikke en når af kaliber.Hvis hun nogensinde mødte ham, så håbede hun fandme han var i stødet til en god fight ,for så ville hun...

Camille lagde en hånd på Samuels , strøg hurtigt hans og sagde tydeligvis præget af følelser..dét skal nok gå godt Sam ".

Det gav en let gysen igennem Samuel, da han mærkede hendes hånd på hans håndryk, men han fjernede ikke hånden, han blev blot ved med at stirre ud af vinduet, selvom alt hans opmærksomhed var vendt mod hånden. Camilles kommentar var lige ved at få ham til at grine, ikke fordi sætningen var specielt morsom, men mere fordi den lød så forkert i hans øre, som om at de skulle til begravelse ved en af hans nære venner, eller familiemedlemmer, hvilke det ikke rigtig kunne være, når ikke engang hans forældre var noget man kunne kalde nær. "Har jeg sagt det ikke skulle blive det?" Spurgte han efter lidt tavshed, og vendte hoved mod Camille. Han orkede ikke at forsøge at smile, det ville alligevel ende op med en kunstig grimasse som hverken vil se køn eller troværdig ud, så hvorfor overhoved prøve.

Hun kunne ikke, lige meget hvor hårdt hun anstrengte sig for at prøve, tolke og afkode hans tanker.
De var lukket land, hvor kun udvalgte blev lukket ind hvis de havde en tilladelse stemplet og signeret...metaforisk talt.
Da hun ikke kunne hive andet ud af situationen, troede hun dét udelukkende skyldtes hans bekymring om dét de stod overfor , at forsøge bryde isen...eller genoprette et ikke eksisterende forhold til hans forældre.
Camille svarede derfor lidt stille tilbage på hans retoriske spørgsmål "Nej...Samuel...dét har du ikke sagt..m-men .." stoppede hun uden at afslutte.
Hun ville bare tage sig kostbar ham, gøre hans liv lidt bedre....ikke for at være pushy og emsig....bare for at se ham glad.
"Hvad tænker du så...om al dét her ? Skal vi opdigtet et møde med os, vil de spørge om sådan noget tror du ?"

Samuel drejede hoved da Camille snakkede igen, men det var ikke for at se på hende, blot for at kigge ned af gangen. "Men hvad?" Spurgte han i en neutral stemme, mens hans blik løb ned af midtergangen af bussen, til Camille skiftede spørgsmål. Han kiggede kort på hende, før han langsomt kastede sig ud i en forklaring. "Hvad jeg tænker om det? Ikke rigtig noget, det er vel bare knald eller fald ... og jeg tror ikke vi behøver at opdigte noget, de er nok mere optaget af mig, end dig når de kommer til stykket, hvis jeg var hos dem, og kom optrappende med en kæreste havde de nok været ti gange mere interesseret i hvem og hvem du var, end mit helbred, men ... i dunno." Svarede han og kiggede igen mod Camille. "Men hvis det hjælper dig kan vi da godt finde på noget, nogle ideer?" Han trak vejret dybt og flyttede så igen blikket, så det hvilede ud af vinduet som det havde gjort i starten.

"Ikke noget " skyldte hun sig at sige så hendes ord nærmest snuplede over sig.
Måske var dét bare hende, men hang der en lidt dyster stemning over Samuel ? Nu havde dét vel ikke været endnu en af hendes geniale virkelige forfærdelige ideer , der når alt kom til alt ville have været bedre stillet hvis den ikke blev ført ud i livet, men forblev en fantasi ?dét håbede hun fandme ikke da dét ville blive Samuel der i givet fald ville stå med regningen til sidst.
"Nu....tager vi dét som dét kommer " forslog hun lidt mere nervøst.I horisonten kunne hun se en stor statue med to heste der så ud til at slås, dét var her de skulle af.
'Ding' lød dét da hun trykkede og efter et par minutter, var de på vej hen af gaden hvor huset burde ligge.

Samuel fulgte efter Camille da hun steg af bussen ud i kulden, som stadig ikke generede ham, på grund af armbåndet som hun stadig ikke havde få tilbage, men hvis han måtte beholde det på, så gjorde han det, det var skønt ikke at kunne fryse, selvom han var ret sikker på det var koldt omkring ham. Vovsen fulgte lydigt med ned af gaderne som strakte sig foran dem mens de gik i stilhed, hvis ikke Camille brød den. Han syntes vældig godt om hendes forslag, bare at tage problemerne som de kom. Man kunne alligevel ikke forbygge dem, da ingen af dem var synske af nogle art, hvilke også ville være kedeligt, men også på en måde dejligt afslappende. Så vidste man da hvad der ville ske når de kom ned foran de berygtet hus.
Samuel trak skuldrende op og fik hænderne ned i bukserne mens de traskede af sted i den hvide sne der måske ville blive der til jul - en hvis jul ... hvor yndigt.

Camille holdte øje med husene på gaden.De skulle frem til nr.15.
Egenlig var det på mange måde en idyllisk aften.Den smukke tykke hvide sne, lå som et beskyttetende tæppe over de ellers så mørke og kedelige brosten. Den symboliserede en ændring, et skift og nu håbede hun bare det ville være til det bedre.
Al forandring var svær, i alle henseende, men hun vidste at det ofte var nødvendig at give ting tid, og ikke være for hurtig til at eveluerer om det var "hit eller skidt."
De nærmede sig nummer 15 og Camille kunne mærke at hendes puls nu slog hastigere.
Mon også Samuel var lidt nervøs, eller tog han det hele lige så roligt som han på overfladen virkede til?
" Så er vi her " sagde hun i en glad tone, og løftede hånden for at banke på imens hun gav Sam et smil for at holde humøret oppe hos ham.

Samuels hjerte sprang rundt i brystet på ham, mens han nervøst pressede neglene ind i håndfladerne, men han sagde ikke et pip før de var kommet hen til det rette hus. Et yndigt hus med røde mursten i forskellige nuancer. Hoveddøren var malet helt hvid, hvorpå der hang en eller anden juledims med noget rødt og grønt og en juleklokke. Mens Camille ringede på, stod Samuel en smugle bagved, og betragtede det smil der blev sendt fra Camille, før døren gik op og en blond kvinde med langt glat hår stak hoved udenfor. Hun kiggede først på Camille da hun stod forrest og gav et lille smil fra sig, som dog stivnede da hun så Samuel der straks var meget genkendelig på grund af det hvide hår.
"Hej." Fik Samuel presset over læberne med et kunstigt smil af de helt store. Moderen fik ligeledes presset et hej ud, og et mere ægte smil. Enten måtte hun være mere øvet, eller så måtte hun være mere glad for at se sin søn, end han var for at se hende. Døren blev åbnet mere, så de kunne blive lukket ind i det varme hus, som lugtede af julebag.

Facaden var idyllisk.Huset med dets pynt nærmest osede af hygge og familie liv.
Da døren gled op og en smuk kvinde åbnede , formentlig Samuels mor, stirrede Camille i positiv overraskelse på hende.Hun havde et mildt udseende og et lille smil til Camille, som var hun lige på nippet til at spørge hvad jun kunne hjælpe Camille med.
Men da hendes blik ramte Sam, var dét kvindens tur til at hilse på overraskelse, og han gjorde et kæmpe indtryk.
Selvom hun var opslugt af mødet mellem de to, sansede hun den liflige duft af bagværk.Camille misundte dem der havde en familie, en god en af slagsen og nu måtte de se, om de kunne skaffe Sams hans tilbage.
Camille trådte lidt tilside , så hun ikke ville virke anmasende på nogen måde.
Kvinden udbrød vantro, men var der ikke også et strejf af...glæde i lyden af hendes stemme
"Samuel....d-dét ér dig ! Vil du ikke...vil i ikke komme ind ?" Dét var mere et krav end en opfordring ,for hun havde allerede fat i Samuels hånd ..
" jonathan...se hvem dét er, Samuel er kommet, hjem " kaldte hun ind i stuen, imens hun ikke lod Sam ud af hendes blik.

Samuel lod sig trække ind i huset, da hans mor havde grebet godt fast i hans håndled. Det var overrasket ham så ivrig som hun var, men det var ikke overraskende, sådan var alle mødre jo når det kom til stykket. Inden han forsvandt ind af døren, trak han Camille med, mens han bad hende lukke døren, inden han blev distraheret af sin far der kom næsten løbende ud af døren, og stirrede først længere på sin søn, før han skævede mod Camille. Samuel prøvede med et kort kunstigt smil, tydeligvis uden at vide hvad han ellers skulle gøre, hvilke han ikke var den eneste som ikke vidste hvad han skulle gøre. Jonathan stirrede i længere tid tavst på sin søn, hvilke begyndte at gøre Samuel letter nervøs, mens han prøvede at lirke sit håndled ud af moderens faste greb.
Samuel var alt for optaget af forældrene og sit håndled til at bemærke den søde duft af julebag der fyldte hele huset. Han havde endnu ikke set hans brødre, så måske var han heldig at de ikke var hjemme, men han ville dog ikke vide sig for sikre, selvom de nok var kommet ud, da de havde hørt Samuels navn.

Camille lod sig trække med indenfor, og fik også lukket døren pænt bag sig, uden den smækkede hårdt.
Hun var lidt nervøs ved hele situationen Aldrig ville hun tilgive sig selv hvis dette endte dårligt, de havde bare at tage godt imod ham.
Samuels fra stødte til dem, og efter at havde været mundlam i lidt tid , talte Jonathan med en mørk og dyb røst til sin søn. "Samuel....godt at se dig min søn, endelig er du hjemme ! Vi har ...været så bekymret ".
Camille havde ikke helt en fornemmelse af om dét var helt ægte eller om der var meget facade i det, da hun slet ikke kendte de to mennesker.Dét hun vidste var at Samuel var anspændt, men måske velkomsten der synes at være varm, trods alt , ville bløde ham lidt om.
Samuels mor kunne ikke skjule et lille snøft i baggrunden, og nærmede sig Samuel for at ville give ham et knus.
Hendes moder xray blik løb over ham. Var alt okay ?Havde han dét godt ?
Men hun måtte vedkende sig til stor glæde, at hendes søn så ualmindelig godt ud...keresund , stylish og en flot ung mand.
"Velkommen hjem, Samuel....kom nu ind og sid ...og så kan vi rigtig tale " .
Også Camile fik et lille smil, men som forventet lå al opmøærksomhed på hendes søn.
Camille så sig omkring, der var ikke spor af hans brødre, ikke endnu...måske var de heldige at de kom senere ?

Samuels kæbemuskel arbejde, mens han pressede tænderne sammen, og betragtede trodsigt sin far, der virkede kunstig bekymret, men han havde sikkert været rigtig bekymret, det ville en hver fædre vel være, ikke? Han drejede rundt da han hørte sin mor snøfte, hvilke gjorde ham lidt små forvirret. Hvorfor nu stå der og græde, det var jo ikke ligefrem fordi at det var noget stort, ikke efter Samuels mening, ikke noget han ville indrømme endnu.
Da hans mor endelig fik talens brug igen, nikkede han tavst til hendes forslag, og fulgte med moderen ind i stuen, der ikke havde forandret sig meget siden han sidst havde været der. Han satte sig i den første lænestol han kunne finde, næsten yderst på sædet, og kiggede på sine forældre skiftevis. Han fandt det foruroligende at hans mor sagde 'så de rigtig kunne tale/snakke'. Skulle de nu til at have en længere samtale om hvad han havde lavet de sidste par år? Det tegnede ikke godt. Da tankerne havde forladt Samuels hoved, drejede han hoved, og skævede mod Camille, som om hun burde være bilen han ville kunne flygte ud til og komme væk med, selvom hun sikkert langt fra ville lege livline. Det var jo hendes ide, og hun måtte være yderst tilfreds, eller noget i den stil, ellers vidste han ikke hvad han skulle forvente.

Camille syntes dét gik okay indtil nu.Alle var ved deres bedste opførelse og Samuels forældre virkede realt glade omend noget overrasket over at se ham igen.
Hun tog plads i en sofa, blød og rummelig...en rigtig familie hyggesofa og hun så for sig hvordan en lille glad dreng med platinblond hår tumlede omkring i den , med en bil i den ene hånd og et lille fly i den anden.
Hun fik en god foremmelse, Samuel måtte have haft en god barndom, ikke ?
Hun mødte hans blik, og forsøgte at bløde hans anspændte muskler lidt op, men havde ingen middler foruden et smil der udsprang fra hendes hjerte og fandt vej til hendes læber.
Dét var tydeligt at han stadig var i forsvar.
"jeg laver lige lidt kaffe til os....du drikker da kaffe ikke Samuel ?"spurgte hans mor lidt tøvende.Om dét var hans ulvegen eller en ung mands smag hun spurgte ind til, meldte historien ikke noget om. Dét betød nok ikke dét store , men at hun virkede interesseret og omsorgsfuld overfor ham...dét var fint nok.
Hun forsvandt ud i køkkenet og overlod dem til Sams far.

Samuel kiggede op mod sin mor, da hun spurgte om han kunne lide kaffe. Det var ikke et spørgsmål han kunne svare på, da han aldrig havde fået kaffe, så han valgte at sende et nik med moderen ud i køkkenet, før han flyttede blikket hen til Camille.
Det var tydeligt, efter et minuts tavshed fra Jonathan at det var moderen der havde bene plantet bedst. Der kom ikke mange ord over fra den modsatte sofa som Sams far havde sat sig i, han sad mest tavst, og betragtede sønnen, for så i tide og utide og kigge over mod kvinden hans søn havde trukket med sig. Det var først efter et par minutter i stilhed at der kom et spørgsmål fra manden. "Hvordan går det?" I Samuels øre lød det fremmed og underligt, men han skulle vel bare have besvaret det, og så kom det ikke mere frem, så var de tætter på hinanden, var det ikke sådan man sagde? Man startede langt væk, og bevægede sig langsomt tættere på. Samuels svar blev heller ikke noget at råbe højt om, det blev ultra kort, i form af én stavelse. "Fint." Mere havde han ikke at sige til dét emne.

Med de to mænd i stuen var stemningen lidt mere anspændt.
Skulle hun bryde ind , forsøge lette den ? Nej, hun ville ikke tage over.
Så da Jonathan brød isen med sit spørgsmål, kunne hun have kysset ham.
Samuel derimod var stadig noget reserveret.Hun kendte så udmærket denne side af ham.
Ligeså levende legesyg og drillende og lidt flabet han ofte var, lige så østers tavs kunne han klappe i og blive..
Da han have givet sit svar, følte Camille der måtte siges et eller andet.
Hun lagde ud...
"Hr. Swardson, undskyld vi kommer helt uden varsel eller noget, helt uanmeldt.
Samuel og jeg har talt om dettes i et stykke tid nu og da stemningen pludselig var der, ville vi benytte os af at kigge forbi.Jeg håber ikke de er for ...chokeret ? Jeg kan forstå der er gået en del år, hvor i har haft mistet kontakten ?" Sagde Camille blidt og havde mest lyst til at klemme sig ned i stolen sammen med Sam, for at være tæt på ham.

// Efter aftale er emnet out.