Korthus

Samuel nikkede, og tænkte kort for sig selv. "Det må da være død kedeligt at spise det evig og altid." Blev hans kommentar, mens han lod den ene hånd falde ned langs siden. "Nej, det behøver du ikke, jeg er ikke mere sulten." Dét var en delvis løgn. Han var sulten, men så længe hans mave ikke afslørede ham var det intet problem, og så kunne han sikkert holde sig. "Bare spis hvad du plejer at gøre, jeg har mine druer." Svarede han og tog endnu en, hvorefter han kantede sig udenom Camille, hen til sofaen, hvor han satte sig ned.
"Men hvis du selv er sulten går du bare ud og laver dig noget mad, jeg venter." Han strakte sig, og lod sig glide lidt ned af sofaen, med spredte ben, mens han satte boksen med druer på maven, så han havde dem lige ved hånden.
Hvis man spurgte Samuel, så kunne han leve på druer, der var væde, kød og sukker, og mere behøvede han ikke. Om det så biologisk var holdbart vidste han ikke, men det gjorde heller ikke så meget, han skulle nok overleve på den ene eller anden måde var han sikker på. Druer var for ham noget nær gud, især hvis de var små, søde og runde, og gerne uden sten, men det var et problem han kunne komme sig over, en lille bonus.

"Ja...naturligvis er dét da død sygt at spise rugbrød evig og altid , men dét er bare ikke hyggeligt at tilberede mad til sig selv , så vælger jeg den nemme løsning Istedet.Jeg kan være temmelig doven " indrømmede hun.
Hun ville godt have lavet noget for ham, men da Samuel dappede ind på sofaen og lod sig falde sammen der , tog hun Istedet et blik i køleskabet, hvilke resulterede i et stykke lyllingepølse blev klasket oven på noget brød.
Lidt tørt , ikke spændende med mættende.
Også en dåse cola tog hun.ud og fik åbnet.
Hun råbte indtil Samuel, om hvad han ville have at drikke, og med deres vare gik hun ind i stuen igen.
" vær såå god.." hun satte dét på bordet og dalede ned ved siden af ham i den store bløde sofa.
Og stak så hånden lige ind i bikuben...så måtte hun se om de små tingester derinde var aggressive.
" Du gik hurtig sidst....undskyld hvis jeg ...fornærmede dig "

Han bad om et glas vand, de var nok det eneste han lige tænkte han kunne få ned nu og her. Da hun satte sig ned, tog han imod glasset, og drak, mens hun stak hånden i bikuben. Han skævede hen mod hende, og tænkte sig lidt om, før han prøvede at formulere et brugtligt svar. "Fornærmede mig?" Gentog han, og rystede på hoved. Det var ikke det der havde fået ham til at gå, hvordan kunne han blive fornærmet over hun skulle på arbejde? Han betragtede hende kort, før han fandt endnu en drue, og tyggede lidt på den.
Hvis hun ville grave mere rundt nede i kuben, så måtte hun selv komme med et bud. Det var ikke fordi Samuel gad at snakke om det, men det undrede ham ikke at de nu skulle til at snakke om det, det var jo normalt at det var noget kvinder så godt kunne lide, eller deres tørn, og så var der manden der skulle sidde som den anholdte og blive anklaget for dit og dat. Den eneste forskel var nok at Camille endnu ikke havde anklaget hende for noget, men blot havde spurgt ind til emnet.
Der var stadig håb forude, men han var ikke sikker på at dette håb var større end ikke eksisterende, for hun ville sikkert, når han ikke gik fuldstændig i spåner, prøve at grave dybere ned, ligesom ved hans forældre.

Okay, fornærmet ham havde hun ikke.
Men hvad havde så helt precist udløst den exit, for normal havde den ikke været dét vidste de begge to.
Hun ville ikke som sådan.borer i noget, dét var mere et forsøg på at glatte ud, skulle der være buler eller rynker gemt nogen steder, og derfor var hun nød til at lave et slags tilstandstjek af tingene.
" godt du ikke var fornærmet , men tager jeg fejl at der var...noget ?"
dét havde vært ophidset, følelsesmæssigt og ...meget andet.
I dét mindste for hende . Hun trak de bare ben op i sofaen , her var alligevel en anelse køligt, ikke temperaturmæssigt.
Hun kiggede på sølvlænken om hendes håndled, der som de to andre smykke gaver, aldrig forlod hende.
Dét havde været en vild dag, havde han overhoved forstået hvor glad hun var ....for han gav hende lov til at hjælpe børnene, havde tilbudt kage og mad og endog købt en bamse og så dette fantastiske smykke til hende.
Vidste han hvor meget dét betød ? Sikkert ikke, han var en fyr , tænkte hun ironisk.

Nej, hun stak hånden dybere ned, hvilke ikke overraskede Samuel, der vendte hoved om, og betragtede Camille. "Du har ret, der er noget." Svarede han, mens han overvejede om han skulle uddybe, hvilke han sikkert ikke ville kunne undgå, så det var hvad han lidt efter gjorde. "Du skulle jo ikke på arbejde, så hvad var det du skulle tænke over, som du ikke kunne tænke over mens jeg var der, jeg kan ikke læse dine tanker, det ved du." Han greb åndsfraværende fat i nogle druer i bakken, trak dem af deres stilke, og førte langsomt, en efter en ind i munden, hvor der blev tygget lidt på, før de blev sunket, og erstattet af en ny drue der fik samme tur som den forrige til der ikke var flere i hans hånd.
Han lod hånden løb igennem håret, så det strittet ud til alle side, før han rystede på hoved, og det hele klaskede sammen igen, som det altid sad. Han fugtede endnu en gang læberne, tydeligvis uden at vide hvad pokker han skulle sige. Han mente ikke der var mere at tilføje til den samtale, men det var der måske, det var han jo ikke ene om at bestemme. Desværre.

Hun ventede spændt da han gav hende ret i der var noget.
Dét kunne hun imidlertid godt have sparet sig , da hendes lille smil så sikkert som amen i kirken falmede, for til sidst at forsvinde helt.
Dén vej skulle de ikke ned af, dét var ikke hende de skulle tale om dét var ham.
Hun kiggede på ham, på han spiste, men sagde ingenting.
Han havde ret desværre.Når tingene blev for...kompliceret så var hun dén der smuttede.
Ikke fordi hun var ond, ligeglad eller følte sig højt hævet.
Hun blev simpelthen bange.Så hvis en dør stod på klem, ville hun tage flugten ud af dén, var der en udvej tog hun dén med garanti.
Nøjagtig som nu, for dette skulle de ikke spilde tiden på, no way.
" Ved du hvad...skal vi ikke bare lade dét....hvile.....vi kan bare lade dét ligge, for nu ihvert fald." forslog hun efter lidt tid.
Hun regnede med dét passede Samuel fint, da han ikke var initiativtageren til samtalen.

Det var tydeligt at Camille ikke ligefrem var begejstret for samtalens drejning. "Du startede det, men ..." Han tøvede, og kiggede rundt, mens han overvejede hvad han kunne svare. "... hvis det er det du vil, så lader vi det ligge." Det gavnede dem begge bedst, efter hvad han havde hørt Camille sige. Han trak endnu nogle druer fri, og lod en af den presses mod Camilles læber. Hvis hun ikke selv spiste den, ville han selv spise den. Han kiggede lidt hist og her, stadig uden at vide hvad han skulle stille op med sig selv.
"Men ..." For at bryde den knap så pinlige tavshed tvang han sig til at fortsætte ud af en eller anden vej. " ... hvad vil du lave?" Han havde som altid ikke selv nogle ideer, men måske, hvis han var lidt kreativ kunne han finde på noget. Nu sad hun jo allerede og spiste, så det skulle nok ikke være noget mad, men noget andet de kunne lave sammen. En ufattelig underlig ide sprang pludselig op i hans hoved. Skiferie. Hvor den kom fra anede han ikke, men pludselig greb han sig selv i at drømme om noget skiferie halløj.
Overrasket skubbede han tankerne væk, og kiggede mod Camille.

Sikker tilbage Wow tryg havn, lod de emnet falde til jorden.
Der lå for mange bekendelser der og lurede , som der ikke skulle under lup.Ikke nu i al fald.
Så hun snuppede dén vindrue der blev presset mod hendes læber, og besluttede at gøre ham kunsten efter, bare for at se om han overhovedet selv bemærkede...noget.
Hun fik dén mellem hendes tænder og real slow bed hun dén igennem , nu var dét så hensigten at dét skulle se sensuelt ud, som når Sam gjore dét.Men dét der skete var at dén ene halvdel af druen røg ud af munden ,trillede ned af hendes bryst og landede i sofaen...et sted og Camille selv havde fået saft om hele munden, da dén havde sprøjtet på bedste appelsin manér.
"Hvad jeg vil lave...hvad med lidt ud i sneen, hvis vi kan finde noget varmt tøj til dig, ellers må du få mit armbånd på ?" hun ville skynde sig at tørre saften væk med sin hånd.
Hvorfor skete dette aldrig for Samuel ? Dét var ligesom hvis man øvede en sekset gang, og så væltede over sine egne ben.Ikke at hun selv legede dén leg, hun fandt naturlige bevægelser langt mere tiltrækkende.

Samuel gloede dumt på Camille, da han pludselig så det sprøjtede rundt med druesaft. "Hvad laver du?" Han kiggede lidt på den ene del af druen der lå ved Camilles ben, og grinede så. "Skal jeg lærer dig at vide en drue over?" Han tog en ny drue og mest for at drille hende, lod han den glide ind mellem læberne, hvor han trak læberne tilbage, så hans tænder kom til frem, og skar druen over med fortænderne, til skindet næsten gik over, men før det skete, stoppede han op, og lod den forsvinde ind mellem hans tænder, hvor han fortsatte med at gumle. "Du skal ikke bare mase igennem, så er det der du får dig lavet et springvand." Belærte han hende, og grinede. Han hørte hendes forslag om at tage ud, men at lege med druer lød ti gange sjovere i hans hoved, så han fandt endnu en drue, og gav den til Camille, eller nærmere næsten stak den i munden på hende. "Prøv igen!" Han holdte under hendes hage, samt foran hendes mund, så de ikke endte med at svine det hele til med drue saft.
Det var tydeligt at de havde fundet en 'leg' Samuel kunne lide.
Selv tog han en ny drue ind, og gentog hurtigt bevægelsen, så han kunne smage saften glide ned på hans tunge, hvor den afgav en dejlig sød smag af druer fra de varme sommerlande, i stærk modsætning til kulden der herskede udenfor.

Camille der allerede havde lykkedes i at skræmme enhver oplevelse af noget sensuelt langt bort, kiggede lidt bebrejdende på Samuel , da endnu en drue blev presset ind.
* for real ? Dét jo bare for kikset * , tænkte hun og følte sig som en værre klodsmajor.
Men hun måtte jo gøre sit bedste
Igen bed hun , langsomt denne gang og den ene halvde trillede ned i den hånd hun samtidig forsøgte ignorerer lå omkring hendes mund og hage.
Og den anden afgav dens søde nektar ned til hendes tunge.
Alene dét at dét ikke sprang i alle retninger var en sejer, men så kunne man vist ikke sige mere...pænt om dét ?.
Camille grinede "Samuel , det er vist mere dit game dét her...jeg nøjes med at kigge på " sagde hun med smil i sin stemme.

Samuel smågrinede da hun fik den bidt over, uden at lave et springvand af druesaft. Da den anden del faldt ned i hans hånd, fjernede han hånden, og snuppede selv den anden del af druen, mens han betragtede Camille mens hun snakkede om at det var hans område. "Så lad være med at prøve på det, for ellers lærer jeg dig det, om du vil det eller ej." Svarede han, og tog endnu en drue, og spiste den på normal vis.
Derefter kiggede han ud af vinduet og tænkte lidt over det forslag hun før havde givet hende, før han havde påduttet hende at spise druen. Han kunne måske finde noget tøj, men det krævede han fik lov til at gå ud af lejligheden, og lede efter noget, uden overtøj på, hvilke han sikkert ikke fik lov til, men man kunne vel prøve. Samuel skævede mod Camille, mens han tanke stadig kørte rundt i en fin cirkel inde i hoved på ham. "Du snakkede om at tage ud?" fortsatte han så, en smugle forsigtig, for han ville give alt for at blive indfor, hvis han skulle iklædes Camilles gamle vinterfrakke.

"arh...jeg giver op...jeg er og bliver ucharmerende når jeg spiser dimserne her " små lo hun og så Samuel pænt 'ryddede op 'efter hende.Han bragte hendes idé fra før på banen igen og hun kiggede ud af vinduet.
Sne var altid dejligt, om ikke andet så når man kunne vælge dét frit.
" ja...men tøj til dig vil jo være lidt af et problem...og sko .Vi er nok nød til at overveje at have bare en lille smule liggende her 'just in case ' " svarede hun lidt ærgeligt, da dét ville have været helt fint at komme lidt ud.
Selvfølgelig kunne han få armbåndet på og dermed ikke føle sig kold overhovedet, men det ville vække al for meget opsigt hvis han rendte rundt , halvnøgen og på bare fødder uden for.
"Hvordan klarer vi dét ? Nogen ideer du ?"

Samuel nikkede bekræftende til hendes kommentar om deres tøjproblem, samt sko. Da hendes forslag kom om at han kunne bygge en garderobe op ved hende, formede hans læber sig i et smil, der ikke rigtig gad væk igen. Det var lige før han bare kunne flytte ind, han havde mad og tøj i hendes lejlighed - næsten. Da Camille smed bolden over til ham, tænkte han sig en smugle om, men da der ikke kom nogle ideer springene, trak han bare på skuldrende. "Det ved jeg ikke, måske skulle vi bare sætte os til at glo ud på det, kunne det ikke være en fin erstatning?" Forslog han, stadig med smilet omkring munden.
En dyb vejrtrækning fil smilet til at forsvinde, mens han greb ud efter nogle flere druer, og begyndte at skære dem over med tænderne, for så at sluge dem, og gumle videre på dem i åndsfraværende bevægelser. Det kunne også være han bare skulle prøve at finde på noget andet de kunne lave inde i varmen, hvor det ikke krævede en større vinter garderobe. Selvom det var noget han prøvede på, så var det ikke ligefrem fordi at ideerne væltede ind, faktisk kom der ikke en eneste en, hvilke ikke overraskede Samuel, som aldrig havde været den store produktive ide finder.

Camille skar en funny lille grimasse , ved synet af det smil Samuel fik iført sig
Dét var ikke dét at han ikke skulle være negre glad og bestemt ikke dét at han ikke måtte smile, dét var mere at årsagen til dét smil triggede noget i hende.
Han havde både fået udleveret nøgle og nu også et tilbud om at have tøj her.Dét kunne fejltolkes, måske.
Hun vidste han hyggede sig lidt med tanken ,for sjov...sikkert helt bevidst om dét ikke var sådan et 'skal vi bo sammen tilbud ' .
Dét var mere et 'anytime u need a place to stay, your welcome here' tilbud.Og da Samuel lige så ofte kom her som ulv, havde de brug for nogle praktiske løsninger.
" tør dét smil af " forslog hun med både smil og latter iblandet hendes stemme.
"Kigge ud af vinduet ? Jo...men...eh, vi kunne også skaffe dig noget tøj...lege kærster og tage ud til dine forældre.
Lade dem tro du lige vil præsenterer mig, og så kan vi tjekke hele situationen ud ?"
Camille udfordrede ham nu, men hun kendte hans svar på forhånd, regnede hun med og så lå bolden på hans banehalvdel.

Camilles ide fik Samuel til at stivne kort, men mens tanke lod sig bundfalde tænkte han videre over den med en meget tænksom mine. "Godt, hvis det gør dig glad, så gør vi det." Svarede han tamt, og kiggede på Camille. De kunne vel lige så godt få det ud af verden, og nu havde de ikke rigtig noget at lave. Det var måske den latterligste undskyldning for at gøre det, men hvis Camille så gerne ville, og han så kunne få det emne ud af verden ville han være godt tilfreds. Der var lige et par huller i hendes ide om at de skulle spille kæreste rollen, men han lod være med at benævne dem.
Han fugtede langsomt læberne, mens han rakte ud efter nogle nye druer, og kiggede ud af vinduet, mens han spændt afventede Camilles reaktion til hans pludselige ja til hendes forslag, som hun ellers havde kæmpet sådan for. Hun skulle jo også have sin sejer nogle gange ... endnu en af de latterlige undskyldninger for at de skulle gøre det.

Var dét fysisk muligt decideret at tabe underkæben, var den røget på gulvet med et knald.
Hun fik store øjne og et spændt udtryk i hele ansigtet da hun slog armene omkring ham.
"for real ? Du mener dét Sam ? " afkrævede hun af ham, så han ikke om 30 min sagde anderledes.
Hvis han mente dét, var dét vildt.Og noget hun fra starten af havde ønsket for ham.
Et make up møde på langt sigt med forældrene, men ved dét første møde skulle målet bare være at få brudt isen, yen nogen slog hinanden ihjel, så ville hun betragte dét som vellykket.
Hun hapsede sit lædderarmbånd af, dét skulle Samuel have på ,så han ikke frøs grundet den magiske sten , indtil de var kommet forbi en tøj butik til mænd.
"Skal vi ringe først...eller troppe op uden varsel ? Hvad synes du ?" Spurgte hun spændt .

Et smil blev presset op på Samuels læber, da han så hendes åbenlyse glæde. "Ja, for real." Svarede han, og lod hende kramme færdig, før hun begyndte at smide sine arm vedhæng. Han kiggede undrende på hende, tydeligvis uden at ane hvad armbåndet var for noget. "Lad os bare troppe op." Mumlede han. At han skulle snakke med dem var slemt nok i forvejen, at han så skulle ringe først var slet ikke noget han ville kunne holde til. Så var der måske også håb om at de ikke var hjemme når de kom frem! Ja, det måtte han jo håbe på.
"Du lyder som om vi gør det nu." Fortsatte han, stadig letter anstrengt. De vidste begge at det ikke lige var det Samuel allerhelst ville, men hvis det ikke kunne blive anderledes. At de skulle gøre det nu, var jo noget han lige havde sagt, så det var små fjollet at spørge hende om det, men hun virkede mest som om det var en sølvfølge at det var nu, hvilke det jo også var. Samuel begyndte at blive småforvirret over sine egne tanker, og gav til sidst op

Hun rakte hænderne frem for at spænde dét om hans håndled, dét lille lædder armbånd med den røde dråbeformet sten.
Dét havde været en gave fra Isabella,der havde fået Crasie til at skaffe den til Camille.
"Samuel med dette her armbånd vil du beholde din normale kropstemperatur og ikke fryse uanset hvilke temperatur dét er udenfor.Så du kunne gå nøgen, uden at mærke kulden, men dét ville nu nok vække for meget opmærksomhed....alligevel!
Dét er stenen der er magisk og æld gammel "forklarede hun og hæftede låsen sammen.
"så må du duplikerer når vi kommer til en butik , ik ?"forslog hun.
Og kom op og stå.Camille fandt nogle nye strømpebukser frem inde i soveværelset, og imens hun kæmpede med at få dem på, sagde hun henkastet.
"Hvis dét med at forstille at være kærester er too much, såååå....kunne vi sige at vi var makkere fra den lokale frimærke klub eller bowlingpartnere eller zumbavenner?" forslog hun for dét ikke skulle blive for akavet.

Samuel kiggede på armbåndet der blev hæftet ved hans håndled, mens Camille forklarede. "Aha ... smart." Svarede han som det eneste, og betragtede smykket da hun lod det hænge på hans håndled som en slags tillids erklæring for at hun fik det tilbage igen. Det var der jo ingen at han ville give det tilbage, selvom han selvfølgelig ville gøre det hvis det stod til ham selv. "Jo ..." Svarede han med et let smil, idet han rejste sig op, og betragtede Camille der var i gang med at ifører sig tøj på den meget besynderlig måde.
Da hun kom med nogle vanvittig underlige forslag, stoppede Samuel helt op, og gloede på hende. "Undskyld hvad?!" Han pressede læberne sammen for ikke at grine. "Det bliver da først underligt, hvis jeg pludselig skal være i en frimærke klub, eller går til bowling, eller det sidste, som jeg ikke aner hvad er." Svarede han, mens han smilede over hele 25 øren. "Skal jeg så bare gå i bare fødder eller hvad?" Spurgte han lidt efter, da smilet var blevet kvalt.

Tilfreds med sin lille mission der før var impossible , så hun på håndleddet.
Dét var så tilpas råt i sin stil at Samuel faktisk kunne bære dét, uden at miste sit male look.
Hun fik gelejdet sit tøj på og kom tilbage istuen igen.
"Altsår vi kan sagtens finde et andet cover end 'vi dater' tingen, jeg tænkte bare det var dén vinkel der ville give størst berettigelse af min tilstedeværelse, ik ? Men best friends fra syklubben var også en mulighed ?". drillede hun once again.

Hun pakkede hurtigt lidt forskelligt ned i sin taske og stoppede op ved spørgsmålet om sko.
"samuel, jeg har ingen sko du kan passe , du bliver nød til at dublikerer nogen.Men sko butikken ligger lige overfor husker du nok, så vi starter der.Og tøj butikken, lidt længere henne bliver næste stop."
Hun håbede han var okay med at skulle bruge sin evne, for hun syntes ikke han skulle møde sin mor ,første gang længe i en 'undskyld sø ' teshirt.

Han nikkede til hendes forslag og kiggede ned på sine fødder. Så fik Camilles armbånd sin prøvetur. Da Camille mente at være færdig med at pakke, smuttede Samuel ud til døren, hvor han ventede lidt småspændt på om dimsen på hans håndled virkede, eller om den var ude af drift på grund af ham, hvilke han ikke håbede. Han havde ikke rigtig tænkt mere over teksten på hans tøj, ikke mere end da han tog den på. For ham kunne der have stået alt muligt andet, det hele skulle bare overståes og det kunne ikke gå hurtigt nok. "Jeg tror bare vi tager date tingen, den virker mig en smugle mere troværdig." Svarede han til hendes nye forslag om en sy klub. Det var dog en masse mærkværdige tanker hun kom på, hvor kom de mon fra?
Da Camille stod fuld påklædt med sin taske, åbnede han døren ud til trappe opgangen, hvor han lod Camille låse døre, før han stak hende et nyt spørgsmål. "Hvad vil du så have jeg skal have på?" Det kunne jo være alt fra jakkesæt til ... ja, arbejdstøj. Det handlede vel om førsteindtrykket.

Hun lo stille.
* nå, NU virkede date tingen troværdig *
"ja, dét gælder bare om at have en legitim grund til jeg er dig , og vores varulv hjalp fepige relation tror jeg ærligt talt vil være en stor mundfuld på første møde."smilede hun og forsatte drillende på sin vej ned af trapperne "Og bare rolig, de vil jo nok ikke ...kræve...ligefrem at SE os lave små børnebørn til dem, så mon ikke dét går ?"
Camille var pludselig i strålende humør.Samuel var tilbage, og de skulle oven i købet forsøge gøre noget godt for ham.
"Angående tøj....du skal være dig selv Samuel...helt dig selv, ingen grund til at ændre noget.Din hvide skjorte, bukser ,frakke og sko...som du plejer er helt perfekt.Du enhver mor og svigermors drøm " himlede hun op og kunne sikkert have forsat i en evighed, hvis ikke de trådte ud i sneen.
Hun vidste at armbåndet ville virke, hun havde selv afprøvet dét ved forskellige lejlighedder, så hun var ikke bekymret for om han frøs, mere om de ville vække for meget opsigt.

Da Camille forklarede hvilke kluns hun ville have ham i, nikkede han blot, og trådte ud i sneen. Han kiggede lidt på sine fusser som på intet tidspunkt frøs, hvilke overraskede ham, og til sidst, efter længere tid, frembragte et smil. "Det her er underligt." Slog han fast, før han fulgte med Camille hen til skobutikken hvor han fik si et par støvler der lignede dem i foruden på skobutikken, sorte Dr. Martin med sort snørebånd og gule syninger. Derefter trissede han med hende, da hun fortsatte ned til den nærmeste herrebutik, hvor Samuel kort stod og gloede ind af vinduet, mens han prøvede at finde noget tøj han normalt ville gå i. Det var ikke ligefrem nemt, men efter et par minutters vindues kiggeri, stod han med nogle mørke bukser, mørkeblå skjorte, da han ikke kunne se nogle hvid, og en eller anden læderfrakke. "Så håber jeg da det passer i min mors smag." Brummede han, før han stak tøjet til Camille, undtagen bukserne, som han tog med sig om bag en container, hvor han fik skiftet.
Da han kom ud der fra, iført bukserne, smed han de andre bukser i favnen på Camille, mens han krængede t-shirten af, og tog skjorten på. Det var lidt underligt at skifte tøj på åbengade, men han overlevede også kun fordi han ikke selv kunne se andre. Da skjorten var knappet, trak han i jakke tingen, og tog det andet tøj i favnen. "Godt, skal vi komme afsted, og hvad gør vi ved det her?" Han løftede let op i bukserne, og t-shirten, så Camille ville vide hvad han hentyde til.

De brugte lidt tid på han fik udvalgt sit tøj.Som altid havde han god smag og endte op med at se indbydende og smart ud.
Hun rystede lidt på hovedet over sine egne tanker, tænk hvis hun havde sådan en evne, tænk på al dét smarte tøj hun kunne få.
Smykker....* jeg ville aldrig kunne få et smykke der betød mere for mig end dem jeg allerede har*, for gennem hendes tanker og hun strøg en finger henover Camilleblomsten omkring hendes hals og trak let os dn lille krone på hendes armlænke.Hendes smil vat ægte og varmt.
Hun elskede sine smykker, og de minder der lå bag.
" Du er perfekt " sagde hun da han havde skiftet tøj og fik i dét samme rosa kinder.Han kunne jo misforstå da han lige havde optrådt i bar overkrop overfor hende.
Ikke at svaret ville havde meget anderledes der .

Samuel smilede glad da hun syntes godt om hans kluns. "Godt, skal vi komme af sted?" Hvis ikke Camille vidste det, ville hun sikkert kunne høre det på hans stemme, hvor ivrig han var for at komme af sted for at få det overstået. Han kunne ikke selv huske adressen hvis hun havde sagt den til ham, og det med at huske gadenavne var noget han stank til, ligesom så meget andet. "Hvor vil du forresten have at dit tøj skal hen?" Gentog han spørgsmålet fra før, mens han lod blikket løbe ned af gaden, før han tilføjede. "Hvad med smykket, vil du have det tilbage?" Det var først nu han rigtig havde opdaget at han ikke havde frosset, hvilke han sikkert ville gøre når hun tog armbåndet, det var ikke ligefrem vintertøj han havde fundet frem til. Nærmere noget man ville tage på når det var varmt, uden at blive alt for varmt.
Han rystede kraftigt på hoved så håret sad som det skulle, lidt forfængelig måtte man jo gerne være til tider.