Evigheden kan blive din men det op til dig ((Jacqueline))

Havnen var tom for live men det kun vel ikke kom bag på en hvis man altså var der nede for det var ikke et for mennesker da der sket en del ting der nede og det var ikke alle som var lige venlige, havet var isset til og hvis man faldt der ned ville man som sådan ikke gå i gennem da issen var nogle meter tykke og man ville nok bare end med og komme godt til skade eller dræbe sig selv.
En mand i sort gik stille hen over sneen unde og lave en lyd for han var ikke et menneske og derfor havde han evne til og være stille som døden da han på en måde var døden i egen person, hans hår havde samme farve som hans tøj og hans øjne var gemt væk bag på et solbriller og det var med god grund da de havde en helt rød farve for han var en vampyr som havde bruge for blod og det skulle være snart ellers ville det gå galt for den først som mødt ham på hans vej.
Hvad hans navn var jo det var Ciro og han var en meget gammel vampyr som havde en lidt høj rang men den havde han ikke taget med sig til det her sted da han som sådan ikke havde brug for den for tiden, nej her var han lige så normale som alle andre og det var på en måde fint med ham da han ikke gad så meget andet i hans live..

En pige kom gående nede ved havnen. Hun skuttede sig i det kolde vejr og sukkede. Hun var pinligt ædru og følte sig ikke særlig godt tilpas. Alle hendes problemer skyllede ind over hende, som en unådig bølge. Hun skælvede en smule og foldede sig sammen på en bænk. Det var måske heller ikke det mest praktiske tøj hun havde på - en kort kjole. Som altid. Endnu et suk gled over hendes læber, mens hun tænkte på, hvordan det kunne ende sådan her. Hun var født og opvokset i en overklassefamilie i det nordlige Californien. Hvordan kunne hun gå fra at være vidunderbarnet med en masse 12-taller til dette? Det var sørgeligt, men det var som om hun var følelseskold. Det var mærkeligt at være ved bevidstheden, men hun havde intet sprut eller alkohol. Desværre. Hun måtte finde noget - nu. Hun rystede nærmest og fik lyst til at skrige højt. Råbe og snerre af alt og alle, selvom hun godt vidste at det ikke var smart at lægge sig ud med de fleste væsner her.

Ciro fanget den søde duft af blod som var tæt på ham og som en hver anden vampyr begyndt han og gå letter efter duften til han begyndt og kun se hvem det var som var tæt på ham, han opdaget det var en kvinde og hun passet ikke helt ind i vinter billedet med den korte kjole og ikke så meget andet. Nej hun var ikke en af dem der skulle være på sådan et her sted men mere en man ville kun se til en fest eller sådan et sted, Ciro's blik lå bare på hende i lidt tid før han igen begyndt og gå og han gik lige så stille som en vampyr nu kun og han stoppede sådan set op da han var hende ved hendes side "godaften" sagde han med hans rolige stemme selv om der forgik nået andet inden i ham, ja han havde ikke helt styr på sig selv mere og han ville let kun overfalde hende for hendes blod hvis det kom der til.
"hvad laver en kvinde som dem dov her nede og så i sådan tøj?" sagde han kort efter mens han stadig kiggede på hende og han nød duften af hendes blod mens han var meget stille, han bed sig i læben mens han ventede hendes svar og han blinket en gang selv om det ikke var til og se for de røde solbriller som gemt hans vampyr øjne..

Hendes mørke tanker blev pludselig afbrudt af en dæmpet stemme. Lyden fik hende til at fare op i forskrækkelse, men der gik ikke længe, før hun igen slappede af. "Godaften," sagde hun automatisk og prøvede at smile venligt, men det blev i stedet en skæv grimasse.
Hans næste spørgsmål brugte hun en del tid på at tænke over. Og til ingen nytte, for det endte alligevel med at hun sagde: "Det ved jeg ikke..."
Hun betragtede manden foran hende. Da hun jo var ædru - et nyt fænomen - lod hun mærke til at solbriller og en klokke ringede straks. Hvem havde solbriller på om vinteren? Og om aftenen? Mærkeligt.

Han nikket som svar til hende mens han kiggede på hende med et roligt blik "hmm der ser man" sagde han kort og han fanget hende blik, havde hun opdaget hvad han var eller ikke han var ikke sikker mere. "men hvem er de så?" sagde han roligt mens han kiggede på hende og han skubbet sneen ned fra hans skulder mens hans blik gik tilbage på hende og han var igen stille som døden, han blinket en gang med hans øjne mens han lod blikket være på hende og han var ikke den der sagde hvem han selv var før den havde snakket med havde kommet med sit eget navn..

Hun kiggede forundret på ham, da han tiltalte hende høfligt. Det var længe siden nogle havde gjort det. Det var ikke sket siden at hendes mor havde slæbt en masse fine folk med hjem til "hygge". Oversættelse: Forretning. Hun sukkede igen.
"Jeg er Jacqueline," sagde hun automatisk og kiggede igen op på ham og spurgte: "Og du er?" Hun havde droppet den fine tiltale - den bragte for mange dårlige minder med sig. Ja, hun havde altid været lidt af en svækling. Det var nok også derfor hun var så langt ude som hun var.

"navnet er Ciro og hyggeligt og møde dig" sagde han roligt mens han kiggede på hende, han havde hørt navnet før men ikke hold hende det var nok fra et andet sted i verden end der hvor han var nu. Han lod den ene hånd finde plads i lommen mens han kiggede på hende med et roligt blik og han havde stadig meget svært ved og styr sig, han mærket vinden mod hans hår og han kun ikke mærke at den var kold men han kun da se det på verden eller ville han ikke være særligt langt her i verden, han blinket igen mens han stadig havde blikket på hende og han ventede igen om hun ville sige et eller anden eller om han selv skulle styr samtalen..

Hun nikkede automatisk, da han sagde at det var hyggeligt at møde hende, og vidste godt at det ikke var noget han mente. Sådan noget sagde alle til hinanden. Det var ren og skær høflighed, så hun mumlede: "Også rart at møde dig."
Så betragtede hun ham lidt og spurgte: "Hvorfor har du solbriller på?" Det var rimelig mærkeligt, syntes hun. Men det var selvfølgelig også hans eget valgt - hun var ikke dømmende når det gjalt sådan noget.

"ow jeg har nået med øjne jeg er sådan set født som albino så det derfor jeg ikke har taget dem af" sagde Ciro kort som svar det var det han altid sagde til menneske hvis de ville vide hvorfor men på samme tid var det os bare for man ikke kun se at han var vampyr, han var stille efter svaret "så det naturligt at min øjne ikke kan tåle solen ellers brænder de bare op" sagde han kort efter mens han stadig havde blikket på hende. Han leget kort med hans hår mens han ventede hendes svar og han gav sig kort tid til og kigge på hende mens han ventede hende svar, han mærket stadig at han havde svært ved og styr sig og det var begyndt at blive et problem i sær hvis hun kom for tæt på for så ville det først enden galt..

Hun lignede et stort spørgsmålstegn, da han forklarede grunden til at han bar solbriller. Hun købte den ikke. "Jamen det er jo mørkt," sagde hun og kiggede dumt på ham. Hvordan kunne han overhovedet se noget? Hun havde i forvejen rimelig svært ved at se længere væk og hun ville være så godt som blind, hvis hun tog solbriller på.
"Hvad laver du egentlig her?" Spurgte hun ubehøvlet. Hendes humør var ikke lige det bedste og hun savnede at være høj. Måske kendte han nogle pushere i nærheden? Han så jo rimelig mystisk ud, så det var jo en mulighed. Ikke fordi hun dømte folk på udseendet - hvis man lige mødte Jacqueline lignede hun jo heller ikke en stofmisbruger.

"hmm jeg ikke en gang sikker men skal jeg komme med et svar ville det nok være kedsomhed" sagde han kort mens han kiggede på hende "og vil du da gerne se min øjne?" sagde han kort mens han kiggede på hende "for de ikke lige frem kønne med den farve som de har" sagde han kort efter mens han stadig havde blikket på hende, han kun godt mærke hans ro var ved og forsvinde og at hans tænder var begyndt og tag deres form. Han ville ikke kun smile fra nu af men det gjord ikke det store for ham "tror du på det overnaturlige?" sagde han kort bare for finde et andet emne og hvis det var han ikke sikker på hvad han ellers skulle sige til hende, han trak vejret langsomt mens han blinket en gang selv om det stadig ikke var til og se og han ventede igen hendes svar mens han gik en smule bag ud da han var ved og tabe roen over kroppen..

Hun nikkede kort, som respons til hans grundlag for at komme her. Det var vel nok også grunden til at hun var her.
Da han så spurgte om hun ville se hans øjne, kiggede hun mærkeligt på ham og rystede hovedet. "Det var nu ikke derfor jeg spurgte," sagde hun roligt.
Hun lod mærke til at noget var anderledes ved ham, men kunne ikke sætte fingre på, hvad det præcist var. Hun droppede dog hurtigt tanken, ved hans næste spørgsmål. "Næh," sagde hun kort - hun havde altid ment at det kun var tåber der troede på sådan noget. En holdning hun havde fået fra sine dumme, snobbede forældre.

"når okay" sagde han kort mens han kiggede på hende og han nikket til det andet hun sagde "hmm der ser man" sagde han kort mens han var stille i lidt tid "hvis jeg nu siger jeg er vampyr hvad vil du så gør?" sagde han kort mens han kiggede på hende med et roligt blik og han tog bare solbrillerne af så hun kun se hans røde øjne som var lukket på hende eller mere på hendes hals, han ventede og se hvad hun ville gør og som sådan ville hun ikke kun slippe væk fra ham hvis hun prøvet af løbe for han var for hurtige med hans naturlige fart og så havde han os en anden evne som ville kun stoppe hende hvis det endelig var..

Hun grinede lidt og sagde: "Råde dig til at søge læge."
Men da han så tog solbrillerne af, og hun så hans øjne, spærrede hun øjnene op og skreg. Hvad var det lige?! Hun kom, uden at tænke over det, på benene og begyndte at løbe. Så hurtigt hun kunne - det var overlevelsesinstinket, der talte.
Hun kunne ikke tro, hvad hun lige havde set. Det måtte have været kontaktlinser. Det måtte det simpelthen. Eller også lavede han en eller anden joke med folk - det gjorde hende en smule beroliget at tænke på at hun ikke var den første han havde lavet det nummer med. Men hun forsatte stadig med at løbe så hurtigt hun kunne.

Et kort ondt smile gik på hans læbe da hun begyndt og løbe, han elsket og jage hans bytte i lidt tid og i sær hvis det var et menneske. Han sæt ikke særligt meget fart på men han var stadig hurtig og på ingen til var han for an hende og end da et par meter frem ude af hun ville kun have nået af opdag det "tror du kan løb fra en som mig nej det kraver en del mere og slip af med en vampyr" sagde han kort mens han stadig havde et ret så ondt smile på hans læbe og han kom bare med en meget ond latter mens han kiggede på hende, "men jeg har ikke tænkte lidt og dræbe dig i nu for jeg kan os komme med et andet tilbud har du lyst til og være ligesom mig?" sagde han kort mens han kiggede på hende med et kort blik og han holdt stadig en kamp med ham selv mens han ventede hende svar og han vil godt gæt på at hun var ret så bange for ham nu..

Hun stoppede forskrækket op, da hun så ham... FORAN HENDE? Hendes hjerte bankede hurtigt og hun var bange, forvirret. Hvorfor sad hun ikke hjemme og tog et eller andet, som normalt? Hun troede ikke på ham, da han sagde at han ikke ville dræbe ham. Han var jo trods alt en vampyr. Men da han så tilbød hende at forvandle hende, sagde hun straks: "Forvandl mig!" Helt uden at tænke over det. Det var hendes sidste mulighed for at komme videre.

"vil du for du ved godt af det betyder forvel til et det menneskelig der er i din verden?" sagde han kort mens han kiggede på hende og han kiggede stadig på hende, på en måde ville han gerne men på den anden side kendt han selv prisen ved og gør en til det samme som ham selv. Man ville jo ikke kun se solen mere det var den første ting som ske den anden var at der heller ikke ville være mulighed for være sammen med familien mere i sær ikke hvis det var en menneske familie, og eller var han ikke sikker på andre ting ud over at man skulle være klar på og kun dræbe unde at tænke for meget over det. Ja nogle problemer var der da men han ville ikke komme for meget ind på dem lige med det samme, han overvejet det lidt selv nu hvor han selv havde været vampyr i 500 år så var det ikke helt det samme for ham da han jo havde lært og styr ham selv men sådan var det ikke når man var nyfødt som vampyr, nej det var et helvede på sin egen måde men eller var der os en masse god sider ved det..

Hun sank en klump. Jo, hun kendte godt konsekvenserne, men det var som om at det gjorde tingene meget værre, når de blev sagt højt. Mon det alligevel var en god idé? Hun elskede solen og dagslys generalt, men hun var villig til at opgive dette.
"Jeg vil gerne!" Sagde hun bestemt og kiggede ned i jorden, som om hun ville ombestemme sig, hvis hun kiggede på ham.
Derefter gled hendes blik op på nattehimlen, hvor hun fandt et par velkendte stjernebilleder. Hun måtte vidst vænne sig til, at det ville være denne himmel der ville befinde sig over hende i fremtiden.

"og din familie vil de kun leve med at du bliver et monster? eller betyder de ikke det store for dig mere?" sagde han kort mens han kiggede på hende og han var stille igen mens han lod armen gå om på ryggen og han kiggede kort ned mens han dufte til natten og hans blik gik tilbage på hende efter kort mens han lukket øjne kort.
Han lavet en rift på hans arm mens han ventede hende svar og han kun mærke en lille smule af hans eget blod løbe ned af armen, hans blod var som sådan ikke varmet mere og det havde det ikke været i 500 år men det gjord ikke så meget selv om duften af det gjord ham mere sindssyg da han havde svært ved og forhold sig til hans menneskeside som var ved og forsvinde helt væk..

Hun rystede på hovedet. "De er pisse ligeglade med mig..." sagde hun og trak på skuldrene, som om det var en helt normal ting.
Da han så begyndte at bløde, spærrede hun forskrækket øjnene op og havde hørt om, hvordan en forvandling foregik. Skulle hun seriøst drikke det der? Det så ikke just tiltalende ud, men hvis det var det der skulle til, var hun villig til at gøre det. Selvom hun synes det var ulækkert.
"Og jeg er pisse ligeglade med dem," forsatte hun og sank nervøst en klump.

Han nikket som svar og rakket armen frem i mod hende "så det op til dig selv og jeg vil bare sige mit blod smager ikke lige frem godt mens du menneske men du vil nok få smag for det som vampyr" sagde han kort mens han kiggede på hende "og jeg håber du klar til og så døden i øjne" sagde han kort efter mens han blinket en gang med hans røde øjne og han sagde ikke mere mens han ventet på at hun ville drikke blodet med hendes egen frihed, det var nu ikke fordi hun var den første vampyr han havde skabt nej der havde os været en anden men hun var ikke glad for ham mere og i sær ikke efter det hun havde gjort ved hendes egen familie..

Hun kiggede med væmmelse på bloden, men tog alligevel et par skridt mod ham. Så tog hun skælvende fast i hans underarm og slikkede det rendende blod væk. Hvor smagte det dog frygteligt! Hun slap ham og tog sig til maven, som om hun skulle til at kaste op - hendes krop afviste tydeligvis blodet.
Så begyndte hun at hoste en smule. "H-hvad nu?" Spurgte hun svagt.

"nu tager jeg alt dit blod og så kommer der til og gå nogle dage før mig blod vil have renset din krop" sagde han mens han kiggede på hende med et kort blik "og jeg kan lige så godt sige det lige ud det kommer til og være en smertefuld oplevelse når din krop renser sig selv ud for alt hvad der er i et menneske" sagde han kort mens han kiggede på hende og han var stille der efter mens han trak vejret langsomt, han ventet hende svar mens han gik en smule tæt på hende og han var stille igen selv om han ikke havde en grund til det..

"A-alt mit blod?" Hviskede hun panisk. Ville hun så ikke dø? Og hvordan kunne hun være sikker på, at hun kunne stole på den fremmede?
Hun bed sig i læben og overvejede kort, om dette ville være en god idé. Men hun var fast besluttet på at gennemføre processen.
"Kan vi så ikke gøre det hjemme os mig?" Spurgte hun, så hun i det mindste ville være et trygt sted, hvor hun var konfortabel.

"fair for din krop vil jo ikke kun tag solen når du vågen som vampyr så det måske en god ide" sagde han kort mens han kiggede på hende med et roligt blik og han stod bare stille mens han kiggede på hende, han kiggede kort ned på hans arm og blodet var endelig ved og stoppe mens han kort slikket det der var tilbage væk fra hans arm. Han hive ærmet tilbage over mens han kiggede tilbage på hende og han ventede bare på se hvor de nu skulle gå hen i verden, hans blik gik igen på hende mens han ventede og han lod igen den ene hånd finde plads i lommen..