Stilhed der er til at blive skør af -.-' (Mac)

Dato: Irl.
Sted: Langt inde i skoven.
Tid: 11:00.
Omgivelser: Nogle fulge, ugler, men ellers ingen andre væsner end Brice.
Vejr: Koldt, og stjerneklart.

Skoven fik et mere dystert udseende, selvom man skulle tro det var umuligt, jo længere man kom ind. En usædvanlig stilhed hvilede over den, dog en ugle tudede i mørket her og der. En blond spinkel dreng tøffede dovent for sig selv med hænderne dybt begravet i de sorte slim jeans. Han gjorde ikke mine til at skjule et gab, der undslap hans mund, og hans ansigt viste tydeligt hvor træt han var. Men, det prøvede han bare at ignorer. Det var jo trods alt, det denne tur skulle klare - at få ham til at glemme omverdenen og sine problemer. Han var godt klar over, han måske burde vænne om, da det jo var ret så nemt at fare vild i Den triste skov, men han mente nu at kende den ind og ud og desuden var han frygtløs. Når bare han ikke mødte en vampyr, eller værre, dusørjæger. Men det så ud til at stedet lå øde hen i miles omkreds. Det passede ham også fint. Et svagt smil brød frem og lyste hans ansigt op, mens han ubevidst begyndte at nynne for sig selv. Det var ellers noget han sjældent gjorde, men han plejede nu altid at være i godt humør om natten. Han løftede let hovedet, mens han lod blikket vandre hen over sine omgivelser og de bladklædte træer, der mærkeligt nok så ud til at ville falde ned på ham eller lign. Lidt selskab ville han i hvert fald ikke have noget imod lige nu, selvom han langt fra regnede med at møde nogen der på det tidspunkt. Men, man kunne vel håbe?

Mac havde bestemt sig for at gå en lang tur, han havde ikke nogen grund, han havde vel bare lyst til det. Typisk ham var han endt op et sted hvor han ikke havde været før. Det var en skov, en stor en? Mac bed sig i læben, og stak sine hænder i lommen på sin sorte hættetøje. Han så lidt ned af sig selv, hans blik strejfede hans gamle jeans, som nærmest skreg om at blive smidt ud, og hans blik landede på hans converses, dom snart var begravet i gamle brune blade som nu engang altid ville være skovbunden. Han havde ikke tænkt over hvordan han skulle komme ud der fra endnu, men han skulle jo nok sikkert finde ud der fra på et tidspunkt, og hvad var der og frygte, der var jo ingen krabber i skoven... - Men væsner? Måske? Mac skubbede hurtigt tanken fra sig, og så rundt med et blegt smil. Han gik med sine tanker dunkende i hans hovede, og det afholdt ham fra at se hvor han gik, eller høre hvad der var omkring ham. Han mærkede hvordan hans fødder slap skovbunden, og så hvordan de brune blade kom tættere på ham. Han var snublet over et rod der stark op mellem bladende. Han nåede kort at give et hyl fra sig, men det forsvandt ligeså hurtigt som det var kommet, for så ramte han skovbunden med at bump.

Brice, som den blonde dreng hed, kiggede fortsat omkring sig, selvom der ikke lige var noget særligt at få øje på. Det var jo en skov, og ikke en af de smukke. Han lod kort tungespidsen fugte sine læber, mens han rettede blikket mod jorden og sine slidte og sorte Converse. De var umådelig spændende lige pt., da han efterhånden blev væk i sine egne tanker. Derhjemme ventede ham egentlig ikke nogen, så derfor var der ikke rigtig grund til at sætte farten op og derfor hurtigere få sluttet aftenturen, hvis man kunne kalde det det. Og, han havde heller ikke i sinde at vende om. Nu var han jo kommet så langt. Hans eventyrlysten havde altid været stort og han kunne godt mærke at den var steget nu. Derfor slog han atter blikket op og rettede den foran sig. Var det ikke en skikkelse? Ikke så langt foran ham, så der ud til at gå en mørkhåret dreng. Han havde altid haft god lugtesans, nok mest pga sin race, og kunne med det samme dømme at drengen var menneske. Derfor fløj hans bryn i vejret af ren overraskelse. Han måtte da være udsat herude i mørket. Hans tanker blev afbrudt af et hyl, der tydeligt kom fra drengen og han satte uden egentlig at tage sig tid til at tænke over det i løb mod ham. Nu havde han jo ikke været så langt fra ham, så han var ved siden af drengen bare nogle sek. efter. "Er du okay?", udbrød han, selvom bekymringen langtfra lød i hans stemme. Han havde aldrig brudt sig om mennesker. Men, alligevel hev han let fat i drengen, for at hjælpe ham op.

Mac havde ikke nået at opdage så meget da det havde taget pusten fra ham da han ramte jorden. Macs hjerne virkede konstaterede han indeni, eftersom han strags gik igang med at prøve at forstå hvad der blev spurgt om. Mac lød drengen hjælpe ham med at sætte sig op. "Jae, jeg har det fint nok"sagde han stille, og så på drengen. Det blødte fra Macs læbe, men han havde ikke selv opdaget det endnu. Han sad bare og prøvede at finde ud af hvad der faktisk var sket, det eneste som han somså huskede var at han pludselig komme nærmere jorden, og så ramte han den. Typisk, det skete bare så tit for ham, at han ikke nåede at opfange hvad det var sket, men kun at han pludselig var et sted hvor han ikke burde være. Han tanker tog bare altid for meget af han fokus. Han bed sig i læben, og fik ramt såret hvorfra det blødte. Den korte smerte gav ham et chok, og hans øjne blev store. "Av"mumlede han så lidt efter til sig selv, men alligevel så drengen kunne høre det. Hvordan kunne det nu have været sket? Han mærkede kort ved læben med et finger, - jep det blødte... Han var bare ikke sikker på hvordan det var sket?

Brice betragtede drengen, for at se om der var sket ham noget. Selvom drengen lige havde svaret på det, efter at han havde ladet ham hjælpe sig med at sættes op, lyttede han ikke rigtigt efter. Han var jo bare et menneske? Han vidste vel ikke bedre. Men, det så ud til, han ikke var kommet noget øjensynligt til. "Du er okay", konstaterede han en anelse dumt og rømmede sig lavt, mens han kiggede ned på ham. Da, han havde været fokuseret på at 'undersøge' drengen, havde han slet ikke lagt mærke til duften af blodet, der kom fra den fremmede drengs læber, men det opfangede han stærkt nu. Han vendte kort blikket mod fuldmånen, der tittede frem fra de tætte træers skjul, selvom han dog aldrig var på jagt om natten og derfor heller aldrig var sulten der. Men, nu var han jo bloddæmon... Da drengen ømmede sig, vendte han blikket på hans ansigt igen og hævede kort begge bryn. Han så sært forvirret ud. "Du faldt", mumlede han, men højt nok til at drengen kunne høre det. Han følte sig lidt dum i den situation, men havde drengen fået hjernerystelse eller lign?

Mac så på drengen, og begyndte først nu at tænke på at det var et mærkeligt tidspunkt at møde en anden på? Hvad mon han lavede i den her skov? Mac hørte godt at han sagde at Mac var okay, men han svarede ikke, da han ikke kunne komme på noget. Han var stadig små forvirret over hvad der lige var sket. Han skillede blodet væk fra sin læbe, og så lidt ned. Smagen af blod fordelte sig hurtigt i hans mund, ikke ligefrem hans farvorit smag, men der var ikke så meget andet at gøre. "Faldt..."mumlede han, mest for at fortælle sig selv det. Han så op på drengen, og rejste sig. "Ehm, tak for hjælpen... Jeg så ikke hvor jeg gik, det må du undskylde"undskyldte han stille, og smilte lidt til drengen. Han havde det med at komme til skade eller andet, når han gik i sine egne tanker, da de altid tog alt hans opmærksomhed. Han slikkede sig igen over læben, da der var kommet mere blod. Han så også selv op på den flotte måne. Han vidste ikke helt om dette var en af disse situationer hvor han skulle presentere sig? Endnu en gang skubbede han tanken fra sig, og så igen på drengen. Igen slo det ham, hvad lavede han egenligt her ude midt om natten, drengen kunne da vel ikke være en vampyr eller et andet væsen? Mac bed sig ubevist i læben, og den korte smerte stødede igennem ham. Igen gav det ham et chok.

Brice betragtede drengens bevægelser, mens han lyttede efter hvad han lige havde sagt og han tog sig sammen til at rejse sig op. Han nikkede kort, da han takkede ham, eftersom han ikke helt tænkte over at svare på det. Men, det var vel det bedste at gøre, for ikke at være uhøflig? Han rynkede brynene, ved det næste. "Hvorfor undskylder du til mig?", spurgte han undrende, da drengen jo ikke havde gjort ham noget. Det var mere sig selv, han havde skadet. Men tænkte ikke mere over det. "Det var så lidt", mumlede han endelig brummende til svar, og lod den ene hånd finde sin vej til nakken. Han kunne ikke helt komme på andet at sige. For, det var jo et mærkeligt sted at træffe en anden person. Og, mest i dette tilfælde. For, han var ikke helt kommet sig over, hvordan drengen turde at slentre rundt i Den triste skov på egen hånd. Især, når han selv indrømmede, at han var klodset. Det kunne ikke være en god ting at være, når man færdedes derinde. "Hvad laver du egentlig her på denne tid?", spurgte han og kiggede fortsat undrende på ham. Han lagde først mærke til nu, at der havde været en anklagende klang i stemmen, som om han bekymrede sig for ham, og sendte ham derfor et lille smil. Brice havde slet ikke overvejet at præsenterer sig, og ville nok heller ikke komme i tanke om det lige foreløbig.

Mac smilte til ham, og så lidt ned da drengen spurgte om hvorfor han undskyldte. "Ehm...", Mac var faktisk ikke helt sikker, han havde det med at undskylde meget over for folk, da noget af det han frygtede mest var at blive uvenner med folk. Hans blik var stadig rettet mod bunden af skoven. "Ehm... Det ved jeg ikke"sagde han stille, og kunne ikke helt forklare det for drengen. Mac havdde igen ide om hvad han skulle sige eller gøre nu, han følte lidt at han var frosset fast, han kunne ikke forklare hvorfor han havde undskyldt, og han vidste ikke hvad han skulle sige nu. Og han kunne jo heller ikke bare gå? Det ville være uhøfligt. Spørgsmålet fik Macs blik til at glide op på drengens ansigt. Hvad mente han med det?... "Jeg ville bare gå en tur, og inden jeg nåede at tænke mig om var jeg her. Jeg var vidst bare fordybet i mine tanker"sagde han igen med et lidt undskyldene tone. Han kunne ikke gøre for det, sådan var han. Han endte op det mest mærkelige stede nogle gange. Han studsede igen over om han mon skulle præsentere sig, men han var stadig usikker på om det var en god ide.

Brice gengældte smilet og ventede lidt på svar, mens drengen tænkte sig om. Han havde nu til at starte med ikke rigtigt forventet et svar, for hvad skulle man sige til det? Drengen virkede lidt, som en, der bare undskyldte, selvom der ikke var nogle mening i det. Det gjorde Brice selv til tider, selvom han prøvede at vænne sig af med det. For, det var egentlig irriterende at høre på sig selv gentage det samme ord, gang på gang, og mest når der ikke var grund til det. "Brice", svarede han bare med et smil på drengens svar og rakte hånden frem til præsentation. Det faldt ham bare ind, da han fandt ud af, de lidt mindede om hinanden på det punkt. Han overvejede for et øjeblik tænkende, hvad drengen selv mon hed. Han havde en vane med at gætte sig frem, før folk plejede at præsenterer sig for ham, men skød tanken væk nu. "Samme her". Han kiggede på deres omgivelser, og mærkede en kold vind, der egentlig hele tiden havde været der. Han havde altid haft noget med varme. "Er du på vej tilbage?", spurgte han lidt efter. Der var ikke rigtigt nogle mening i at fortsætte turen, efter hans mening. Og, hvis han var, kunne de jo følges.

Mac så på ham, og gentog hans navn indeni, ikke fordi han ville glamme det. Mac rømmede sig lavt, og smilte til ham. "Mac"sagde han og gav hånd med ham. Han slikkede sig igen over læben, da der var kommet blod frem igen. Han trak dog hurtigt sin hånd til sig igen. Han var lidt overrasket over at han ikke var den eneste der var sådan, men han brugte ikke lang tid på at tænke over det, da han blev fanget af det næste spørgsmål. "Ehm, det ved jeg faktisk ikke, jeg ved ikke hvilken vej der er tilbage"sagde han, og så ned. Det var lidt pinligt, for han havde jo ikke regnet med at møde nogen, men alligevel. Han var blevet svagt rød over kinderne. Men han prøvede at ignorere det, selvom det ikke virkede så godt. Han lod sit blik hvile mod jorden i håbet om at hans rødmen ville forsvinde.

Brice trykkede kort hans hånd, før han ligeledes slap den. Han nikkede let, mens han også gentog drengens navn for sig selv. Han havde aldrig været god til navne, men var nu sikker på, at han ville kunne huske det navn. Han sank blikket til Macs blødende læbe, og lagde hovedet på skrå. Gad vide om menneske drengen kendte til 'den anden verden', hvor væsner også fandtes. Hvis han ikke gjorde, ville det ikke overraske ham synderligt. Men, man kunne vel ikke undgå at lægge mærke til dem? Han løsrev blikket mod hans øjne igen og smilede over hans svar. Han lagde ikke mere i, at drengen tydeligt syntes det var pinligt og havde heller ikke tænkt sig at kommenterer hans nye ansigtsfarve, da han havde lagt mærke til det. "Så er det jo godt at jeg gør..", sagde han og vendte kort blikket over deres omgivelser. "Det er vist den vej", tilføjede han, henvendt til den modsatte vej af, hvor de begge havde været på vej hen mod, og begyndte at gå. Han ventede dog på at Mac skulle følge med, da han ikke havde i sinde at efterlade ham der nu hvor han fandt ud af han ikke kendte vejen.

Mac så på ham, og nikkede. Det var nok meget godt at begynde at komme hjem af. Han var faktisk meget glad for at havde mødt Brice, for ellers havde han kunne vandre rundt i skoven resten af natten. Han kiggede den vej han henviste til, og smilte så stort. "Jamen så viser du bare vej"sagd ehan, og fulgte med ham. Mac kom igen til at tænke på det med de hemmelige væsner, og så ned. Han måtte ikke afsløre noget selv ikke over for sin familie eller noget, men hans nysgerrighed havde før fået ham til at spørge. "Jeg tænkte på er du ikkebange for hvad der ville kunne sker her ude efter solen er forsvundet?"spurgte han, og så på ham.

Brice skævede til ham og kunne ikke selv lade være med at smile, da han så smilet på Macs ansigt. Men sørgede for, ikke at smile for stort, da hans hjørnetænder i det tilfælde ville vise sig. Han virkede glad for, at få en til at være sin vejviser, hvilket jo også var forståeligt. "Yessir, det gør jeg", svarede han med et let nik og fortsatte i sin egen tempo, da han lagde mærke til, at Mac nu var med. Han kløede sig ubevidst, mens han havde blikket rettet foran sig mod den mørke skov, men vendte sine mørke øjne mod ham igen. "Næh, hvad skulle jeg være bange for?", spurgte han og kiggede lidt på ham. Jo, måske en dusørjæger, dem var han skrækslagen for, men der var ikke grund til at afsløre at han var et væsen, ikke endnu. "Hvad med dig selv?", tilføjede han undrende, og bed sig kort i læben, for ikke at tilføje, at han da var mere udsat.

Mac smilte glad og gik med ham, han havde ingen problemer med at følge med i Brices tempo. Han så lidt rundt imens de gik, her kunne han ikke huske han havde været før, men det irriterede ham ikke. Han smilte roligt imens han lyttede til ham. "Det ved jeg ikke helt måske ulve eller andet?"sagde han stille med en let nysgerrig tone. Han ville havde sagt vampyre, men det ville afsløre hans nysgerrighed for meget. Og tænk nu hvis at Brice bare var et menneske der ikke vidste noget om væsnerne der gik fridt omkring i verden. Han så lidt ned, og tænkte over det. "Mig... nææh ikke rigtigt"sagde han og smilte til ham. Mac var faktisk ikke bange for væsnerne, og han var ikke sikker på hvorfor, det var han bare ikke. Måske fordi han havde den underlige ide om at skæbenen redder alle der er gode? Han gemte tanken væk og vendte tilbage til det med om Brice mon var et væsen?

Brice gik roligt ved siden af ham og var selv sikker på, de ikke var faret vild eller lignende. Han havde trods alt boet i hele sit liv i Werclare, og det var ikke så lidt sagt. Han lyttede til Macs stemme og kiggede så på ham. "Ulve?..", spurgte han undrende, da det aldrig havde strejfet ham en tanke, at der faktisk godt kunne opholde sig almindelige dyr der, end kun væsner. "De er da slet ikke skræmmende", tilføjede han med et smil, men sørgede stadig for at få noget nervøsitet i det. Han vendte blikket mod sine Converse og sparkede ubevidst til nogle små sten på deres vej, mens han lyttede efter det han sagde. "Så det vil sige at du ikke er bange for ulve og sådan?", spurgte han med et lille grin, for at vende hans eget spørgsmål mod ham, men mente det nu alvorligt. Han så på Macs ansigt igen og smilede let til ham, mens han afventede hans svar.

Mac så på ham, og nikkede. "Ja ulve? Eller andet"sagde han. Han lyttede til hans svar, og tænkte over det. Mac var ikke selv bange for dem ikke som så. Han så ned, og slikkede sig blidt over læben. hans læbe var næsten stoppet med at blode helt. Han smilte glad over det, så slab han for at havde smagen af blod i munden. "Om jeg er.... Nej, ikke rigtigt, jeg kan ikke se hvorfor jeg skulle være det... De er jo bare et misforstået dyr"sagde han stille, og så på Brice. Han blev lidt irriteret på sig selv over ikke at kunne finde ud af hvad Brice var. Han så igen lidt rundt. Han havde stadig igen ide om hvor de var. Mac så på ham, og tænkte sig kort om... "Tror du på det overnaturlige?..."spurgte han, i håbet om et ja, for så havde han en chance for at spørge om vampyre, dæmoner og alt det.

Brice vendte blikket på ham og studerede ham lidt. Han lød som en, der kendte til de forskellige, nogle farlige og andre harmløse, væsner der var blandt menneskene. Men, det kunne jo også godt være, det bare var noget han bildte sig ind. Han lyttede efter hans talestrøm og nikkede let af ren vane. "Mm, har du måske ret i". Han vidste nu ikke helt om, han var enig i det med, at de var misforstået dyr. De var da farlige? På visse punkter måske. Ved Macs næste spørgsmål stivnede han ubevidst. Han vendte blikket rundt omkring dem, og vidste at der ikke var særligt lang tid til de var ude af skoven. Den var også begyndt at blive lysere i det, trods tiden. Han trak kort på skuldrene. "Gør du?", spurgte han henkastet og betragtede hans ansigt med et smil.

Mac smilte og nikkede. Han var ligeglad med om han havde ret, det var ikke vigtigt for ham, det var jo bare hans menning om ulve. Mac så op, og lyttede til hvad Brice. Hvorfor ville han mon ikke svare på Macs spørgsmål? Mac blev mere nysgerrig, men han kunne jo selv godt svare. "Ja, det gør jeg... En ven åbnede mine øjne for det. De er jo imellem os.."sagde han, det sidste var ikke meningen at det skulle ud. Mac så ned, og begyndte at tænke på hvad han nu skulle gøre, hvis Brice ikke kendte til den anden verden, og hvad han skulle sige hvis Brice ville tro at han var sindsyg. Mac fik igen lukket sig inde i sine tanker, og holdt ikke øje med hvor han gik.

Brice kunne ikke tilbageholde et smil ved hans nysgerrige blik. Det fik ham til at blive mere sikker i sin sag om, at Mac nok kendte noget til væsner, eller i hvert fald havde hørt om dem. Men, hans svar kom stadig lidt bag på ham. "Hvilken race var din ven?", spurgte han egentlig helt uden at tænke over det. Det var jo ret irrelevant? Men mon ikke, det gav ham en ide om, at han kendte til det overnaturlige. Han betragtede let hans ansigt igen og så nu, at han så noget væk ud. Han trak let i hans håndled, da han huskede tilbage på, hvad der var skete, da de først havde mødtes, og hvad grunden havde været til det. Han skulle jo nødig komme til skade igen. "Ja.. Jeg tror også på det overnaturlige", svarede han endelig på hans førhenværende spørgsmål. Han vidste ikke, om han burde sige mere, da der vist var noget om, man skulle holde det hemmeligt for mennesker.

Mac så på ham, og bed sig i læben. Skulle han mon svare? Han så på ham. "Han er dæmon"sagde han kort, og smilte til ham. Han havde fået svar på sin nysgerrighed. Brice kendte til det, og det gjorde ham faktisk meget glad, men han blev dog alligevel lidt forskrækket over at Brice pludselig hev ham ud af sine tanker. Mac så på ham, og smilte lidt. Han nikkede som svar til hans svar. "Jeg tænkte på... nu hvor jeg ved at du kender til den anden verden.. såe, hvilken race er du?"spurgte han og smilte til ham. Hans nysgerrighed havde taget over. Han mådte bare vide det. For han var ret sikker på at han ikke var menneske.

Brice afventede svaret og hævede kort begge bryn, da han endelig hørte det. Han nikkede dog bare let af ren vane, som så mange andre, istedet for at svare. Han kunne godt se på Mac, at han havde gættet at han ikke var menneske, og bare var umådelig nysgerrig efter at vide hvad han så var. Men, det var sjovere at trække den ud. "Bare fordi, jeg kender til den verden, betyder det jo ikke, jeg er en del af den vel, din kegle?", sagde han med et drilsk smil og prikkede ham kort på næsen. Han lod sin tungespidse fugte læberne og betragtede ham muntert, før ha vendte blikket mod skoven, som de snart var ude af. "Hvor bor du egentlig?", tilføjede han og så atter på ham.

Mac så på ham, og grinede. "Mig kegle?! Hvad snakker du om, jeg ved at du ikke er menneske"sagd ehan, og smilte selvtilfeds. Han så lidt rundt, og bed sig i læben. Han kunne faktisk godt lide Brices selskab, han var sjov, og rar. Mac blev kort forlegen over tanken, og bed sig så i læben. Skoven var meget stille selv om at de traskede igennem de brune blade. Han smilte lidt over spørgsmålet. "Jeg bor i Deepshell"sagde han og grinede lidt over tanken om at han havde gået fra Deepshell til den her skov, som han ikke var sikker på at han vidste hvor var? Han så ned, og smilte lidt over det. "Hvad med dig?"spurgte han, og så på Brice, med et glad smil.

Brice grinede og nikkede derefter. "Jep dig, Mac, jeg synes jeg ramte plet?", sagde han med et skævt smil, men betragtede ham ved det næste han sagde. "Hvordan ved du det?", spurgte han undrende. Medmindre, det var et eller andet appeal han udsendte, kunne han ikke se, hvordan det var tydeligt at han ikke var menneske. Han betragtede lidt Mac ved sin side, og kunne godt se dem som venner, allerede. Han virkede hyggelig nok at være sammen med. Han kiggede så overrasket på ham. "Det er da lidt langt væk". Han havde nu kun været i Deepshell én gang i sit liv. Det glade smil på Macs ansigt smittede endnu en gang af på Brice. "Lige her i Werclare, sådan tæt ved havnen", fortalte han og anede ikke, om han vidste hvor det var.

Mac smilte glad til ham, og slikkede sig over læben igen. "Dine øjne, de er ligesom min vens, og så har jeg bare en fornemmelse af det"sagde han og smilte til ham. Mac var ikke helt sikker på om det var rigtigt, men alligevel var detr noget i ham der sagde at Brice ikke var Human. Han aå lidt ned, og nikkede. "Ja, det er et pænt stykke.. Men jeg har heller ingen ide om hvordan jeg kommer hjem igen"sagde han stille, og sukkede lavt. Havnen... Der havde Mac kun været en gang før. Han var ikke helt sikker på hvor det var, men det var også ligemeget ligenu. Han så op mod himlen som man kunne se mere og mere af efter som det tyndede ud i træerne omkring dem. Igen var han meget glad for at have Brice ved sig.

Brice kløede sig kort på den ene kind og smilede let til ham. "Kender du så andre end din ven?", spurgte han og mente af væsner. Hans nysgerrighed havde dalet et stykke, da han allerede virkede sikker i sin sag, kunne han se. Han nikkede let, men skar så en svag grimasse. "Så er det jo godt at jeg kom forbi.. Eller ikke, jeg aner ikke, hvordan man kommer til Deepshell", sagde han med et undskyldende skuldertræk. Men, sendte ham et lille smil, han kunne jo altid overnatte hos ham, hvis det var. Det havde han i hvert fald ikke noget imod. "Freedom", mumlede han fjollet, da skoven så ud til at munde ud, mod selve byen og smilede atter let.