A broken soul returns. <Izriel>

Tid: 5. juni 2012 00.00
Sted: La Sunisha, Stranden, ved Izriel's hjem.
Vejr: Varmt med en let regn og brise.
Beklædning: Slidt sort frakke og sweater med grå jeans og kampstøvler der har været igennem alt for meget.

Regnen lagde sig som et blidt tæppe over landskabet. Det havde været varmt i dagevis og nu var regnen endeligt begyndt at falde. Som en dyne, dæmpede den lydende fra omgivelserne og slørede synet for dem der så ud i natten. For Helias betød det dog ingenting. Hans øjne så lidt til intet lys mere og lyden dæmpede hans opfattelse af verden.

Han var endeligt kommet tilbage til Øen, efter måneders vandren. Hans syn var endnu ikke vendt tilbage og mareridtene fra ruinerne havde kun lige trukket sig tilbage. Gamle kontakter havde bragt ham til adressen for nogle af hans sidste penge. Han havde nået bunden og var nu nødt til at lade andre tage vare på sig.

Han stod tøvende i regnen, hans måneders uplejede hår hængende ned omkring hans ansigt, gennemblødt allerede. Hans blinde øjne stirrede ind i solbrillerne der sad som klistret til hans ansigt. Han gamle maske var på plads, håbede han.. Der var gået så meget tabt i Indien, og gamle ting var vendt tilbage.. frygt.. sorg.. han kunne ikke længere fuldstændigt skulle sig bag følelsesløshedens betryggende slør. Med langsomme skridt og famlende hænder gik han de sidste skridt op imod døren og bankede på. Hun var en af de få han stadig stolede på ikke ville slå ham ihjel med det første.. Men der var mange i mørket der ventede på at han viste sin svaghed.. En evighed af smerte ventede ham hvis han faldt i de forkerte hænder..

Den tunge gåsedunsdyne knitrede let idét den kvindelige engel vendte sig ubevidst i den store seng, langsomt åbnede hun øjnene til små sprækker og kiggede ud af vinduet i det høje lejlighedskompleks. På trods af at altanen var stor og der var forholdsvis læ derude piskede sommerregnen alligevel hidsigt imod ruden.
Med et sæt satte hun sig op og gned så hånden over øjnene mens de store sorte vinger strakte sig i en doven søvnig bevægelse. Et let sus indikerede at hun trak dynen af og stod ud af sengen. Fra en skuffe fangede hun hurtigt en gulvlang koksgrå silkekjole op, som hun trak i, inden hun satte kursen imod køkkenet.
En grim fornemmelse havde sneget sig op på englen, men hun kunne ikke sætte fingeren på hvad der var galt. Inden for få øjeblikke fik hun skænket et stort glas køligt vand op, som hun nippede til, inden det bankede på døren.
De isblå øjne rettede sig omgående efter lyden. Det kølige sorte stengulv gav ikke så meget som en dump lyd som hendes fødder i lange skridt vandrede over det. Fra en af de smagfulde skuffer fiskede hun en pistol frem, inden hun trådte hen til dørspionen.

Synet der mødte hende var ærligt talt alt andet end hvad hun havde forventet, hvad hun havde forventet vidste hun egentligt ikke rigtigt, men i som noget af det sidste var i hvert fald Helias.
Med et lille bump fik hun lagt revolveren fra sig på det lille bord i hjørnet af stuen inden hun åbnede døren og tog englen foran hende i øjesyn.
Først spærrede hun øjnene vildt op, som havde hans indvolde lige klasket udover det nyvaskede stenguld, men så fortrak hendes ansigt sig mest af alt til at ligne en moders blik, når hun kiggede på sin femårrige søn der lige havde knust hendes dyre designervase.

"Wow, Helias. You look like shit!"

Langsomt rømmede hun sig i en vurderende tone, inden hun trådte til side så han kunne komme ind, det nyttede ikke noget at hun stod og flagrede med vingerne fremme i tilfælde af, at andre i opgangen skulle komme forbi hendes dør.

"What brings you here allready? I thought it would be a couple of centuries before you would show up again!"

Hendes stemme var neutral, der var ikke noget at læse udover et par kølige konstanteringer.

Helias smilede let. Izriel kunne han altid regne med. Han lagde hurtigt mærke til lugten af hende selv i den tunge regn og sukkede let. Med en grimasse rakte han armen frem og famlede efter dørkarmen. Da han fik fat og lukket fingrene om den sagde han med rolig stemme.

"I am sorry for the current state I am.. Unfortunately I do no longer posses the sight to be able to adjust my appearance.. May I enter your home Izriel?"

*What am I doing here exactly? Why do I seek to her every single time I am hurt.. She should be free off me.. Like the rest of the wo- No.. Helias stay focused.. No more self-loathing..* tænkte han for sig selv imens han mærkede regnen sile ned af sig.

Helias ansigt fortrak sig let i svar til hans tanker. Hans kolde maske krakelerede og hans udmattelse og forvirring lyste igennem.

"I.. I need help Izriel.." stammede han let og lænede sig tungere imod døren med omklamrende fingere som om mand der var ved at drukne.

Izriel kneb øjnene sammen mens hendes hånd endnu hvilede tungt på dørhåndtaget. Kortvarrigt lod hun fingerspidserne trykke imod øjenlågene, indtil hånden gled op og igennem det løse, let bølgede ravnsorte hår. Et næsten opgivende suk undslap hendes læber inden hun greb fat i hans jakke omkring kraven og trak ham et par skridt ind i lejligheden, hvorefter hun lukkede døren med et lille klik.

Det gav en let rungen i den luksuriøse lejlighed idét døren gik i og en tom øredøvende tavshed prægede de næste sekundter mens hun stirrede på ham, som ville der brænde hul i ham i løbet af de efterfølgende sekundter.

"Help? Really sweetie?

Den sukkersøde skadestue-stemme var ikke længe om at finde vej over englens læber inden hun holdt en lille pause hvor hun igen brugte tiden på at vurdere Helias' tilstand ordentligt.

"I thought you were here to danse around me, throwing roses and dandelions all over the place with joy in your heart!"

Knurrede hun så, inden hun puffede ham over imod den hvide lædersofa med en bister mine, som han forhåbentlig ikke rigtigt kunne se.

"What happned this time? Sit!"

Spurgte hun så, inden hun fik hentet sit vandglas fra køkkenet og lod sig selv synke ned i den matchende læderstol ikke mere end en meter fra den anden engel.

Vaklede let da han blev puffet til. Med famlende arme fandt han sofaen og satte sig ned i den. Med søgende hænder følte han materialet imens han prøvede at samle tankerne. Han havde ikke ventet nogen varm modtagelse, men vreden og sarkasmen i Izriel overraskede ham dog stadig.

Helias rettede ansigt imod Izriel da hun satte sig ned og "stirrede" på hende nogle øjeblikke inden han sukkede.

"Izriel, I am blind." var den første ting han sagde med rolig stemme. Stilheden efterfølgende var dyb som graven imens han endnu engang prøvede at samle sig til at fortælle hvorfor han var det.

*Right Helias.. Just tell her everything.. No wait, you can't tell her everything.. She'll kill you for sure.. Perhaps just part of it.. The part without Pro.. Lovely Pro.. No wait, focus..* Helias rystede på hovedet for at få styr på sine kaotiske tanker. Med et suk begyndte han fra det sted han var mest sikker på.

"I have overused my power.. Our heavenly Father has taken my sight as punishment for my reckless abuse of his gifts. I have lost my identity and everything I have build up these last many centuries.. I am a broken man, powerless and wretched.."

Som Helias talte begyndte hans aura at flakke i styrke. Hans egen rædsel over sandheden i hans ord, usikkerheden omkring hamselv kom til syne i bølger af kraft der slog ud fra ham. Han begyndte at svede en klam, kold sved, og en følelse der havde forfulgt ham siden turen til Indien skylede ind over ham. Frygt.

Izriel gav endnu et lydløst suk fra sig og begravede så ansigtet i begge hænder. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle syntes om hele situationen. Sidste gang havde Helias forladt hende uden svar på noget som helst, og nu kom han igen vadende ind i hendes liv for at bede om hjælp. Hun var udemærket klar over, at det ikke var hele historien hun fik fortalt. Langt fra. For det første var hans ord fortumlede og hans udstråling var forvirret og ikke spor sikker.

"How badly are you hurt besides your missing sight?"

Det meste af vreden og sarkasmen havde forladt den bløde mørke kvindestemme, men havde blot efterladt en opgivende og lettere irriteret tone. Hun var heldigvis vant til at håndtere Helias i de fleste situationer og tog det af samme grund roligt, men hun havde dog aldrig set ham tilredt så skidt.

"And you better tell me everything. If I patch you up and you just pull a lie on me, I won't hesitate one second, making your situation even worse!"

Knurrede hun så fortsat, inden hun tog en ordentlig tår af vandet og gik så imod køkkenet hvor hun fra et af skabene fandt de mest simple førstehjælpsting. Eftersom hun ikke havde nogen idé om Helias tilstand hvad angik sår og indre skader var det altid et sted at begynde.

Helias ventede til Izriel kom tilbage inden han svarede ud i luften foran sig.

"My body is healing.. I haven't eaten or slept well for days.. My nights are filled with nightmares... Izriel something gave its life to save me from the brink of death..."

Helias løftede hovedet let, og håret forlad hans ansigt for et øjeblik. Selvom solbrillerne skjulte hans øjne var hans ansigt fortrukket i dyb rædsel og smerte.

"I feel fear now... I am insecure.. I am weak.. Soon I will be powerless.. I am no longer Fear.. I am no longer Helias.. Void is threatening to consume me completely.. What am I to do?"

Helias rejste sig pludseligt op og flåede brillerne fra sit ansigt. Hans normalt blå øjne var fuldstændigt sorte, opslugt af rædslens tomhed. Han stirrede rundt i rummet uden at fokusere på noget.

"I am blind Izriel! Blind for the love of God.. I see no light, no colour.. I see only endless darkness.. The same darkness as in the crypts.. India.. Terror.. Death!" skreg han ud i rummet imens hans aura kom fuldstændigt ude af kontrol. For et øjeblik slog den imod alt omkring ham som en flodbølge, bærende al Helias' egen rædsel og smerte. Så forsvandt det hele igen, som om det aldrig var sket. Tilbage var blot en sammensunket Helias, skælvende på gulvet, mumlende for sig selv.

"I am blind.. tainted.. powerless.."

Izriel lyttede roligt mens hun fiflede med en lang lok der var stukket af fra resten af hendes store manke. I det mindste var han tilsyneladende i bedring, fysisk i hvert fald. Mentalt lod den til at have stået fuldkommen af, denne gang for alvor.

Langsomt åbnede hun munden for at sige noget, men hans aura hamrede imod hende som om nogle havde slået hende med et baseballbat. Uvilligt sank hun en kende mere sammen i stolen mens det blå blik panisk søgte væk fra Helias. En ubehagelig følelse krøb langsomt op langs hendes rygrad, inden hun med et sæt rejste sig fra stolen og bakkede tilbage imod den hvide væg. Først da hun stod trykker imod den hvide mur lettede magien omkring dem og hun åndede lettet op med et halvkvalt gisp.

"Enough of this Helias!"

Knurrede hun så, som hun fik rettet sig op og med faste tordnende skridt gik imod den sammensunkne skikkelse. Hendes varme håndflade strøg ham forsigtigt over ryggen, inden hun prøvende trak ham på benene.

"You really need a bath. I'll make you some dinner afterwards. Then I'll take a look at your eyes!"

Knurrede hun så og skubbede Helias ud på det badeværelse han få måneder forinden havde fået varmen på, efter en kold og våd flyvetur.
Hastigt fik hun tændt for bruseren, så den varme damp slog imod hende mens hun stirrede kiggede imod hendes mandlige modstykke, mens hun vendte hvad han havde sagt inde i hovedet.

"What were you doing in India anyway? Everyone knows that some of those crypts are never to be touched, and you did it anyway. I don't know whats with you Helias, but sometimes you really ask for getting your ass kicked!"

Knurrede hun så, og trådte væk fra brusekabinen så han kunne komme til. Fra en af skufferne under vasken trak hun to store håndklæder, som hun lagde ved siden af brusekabinen.

"There are towels besides the cabin. I'm gonna make you some soup!"

Så gik hun ud af badeværelset og forsvandt ud i køkkenet, hvor en let skramlen begyndte.

Helias fulgte mekanisk instruktionerne fra Izriel. Med sløve bevægelser afklædte han sig og trådte ind under det dampende vand i badet. Blod, sved og skidt fra dages vandren silede af ham og samlede sig i en beskidt pøl på gulvet imens vandet bare dryppede af ham. Blind stirrede han ind i væggen imens han hvilede sin pande imod de kolde sten.

"Yes I asked for it.. I brought her along.. I severed the tie.." mumlede han hen for sig selv imens han gennemgik minderne i hans hoved. Efter adskillige minutter begyndte hans døs at forsvinde og han begyndte at vaske sig ordentligt. Først det alt for lange hår, der efterhånden nåede ham til midt på ryggen. Derefter sårene på hans krop, der var blevet mere arret siden sidst. Adskillige store ar løb langs hans ryg, ben og arme som vandet fulgte dem i dets flugt mod jorden.

Helias fik sig tørret og iklædt sig sine lasede bukser igen. Med et suk trådte han ud af badeværelset og straks slog lugten af mad imod ham. Hans tænder løb i vand og hans krop mindede ham endeligt om hvorfor engle aldrig sulte strejker. Med et nik for sig selv gik han ud imod køkkenet og Izriel.

Izriel åbnede hurtigt køkkenvinduet så frisk luft slog hende i møde. Det hele duftede udenfor grundet den tunge regn der havde silet ned hele dagen. Den korte pause gav hende også tid til at tænke. Helias havde den fantastiske evne til at rode sig ud i problemer og efterfølgende komme ti hende, så hun kunne rydde op efter ham. Denne gang ville det ikke blive sådan. Rodet var alt for stort til at én person kunne magte det. Hvornår havde det sidst været den anden vej rundt? Hun kunne ikke sætte fingeren på det.
Samtidig gik de to for langt tilbage til at hun bare kunne kyle ham ud bare fordi han igen kom og bad om hendes hjælp.

Hurtigt fik hun bikset noget vietnamesisk inspireret sammen der involverede nudler, grøntsager og skiver af oksekød. Det var skidt hvis Helias ikke havde spist i flere dage, engle havde brug for usandsynligt meget nærring og det var af samme grund væsentligt mere farligt hvis en engel besluttede sig for, at stoppe med at spise.

Idét Helias trådte ind i køkkenet væsentligt mere ren åndede hun kortvarrigt lettet op, ndtil hun fik øje på hans beskidte bukser, hvilket fik hende til at gå imod soveværelset, hvorfra hun bagerst i skabet fandt en lang sort silkemorgenkåbe. Hun havde købt den for mange år tilbage, men den havde altid været for stor til hende og af samme grund havde hun ikke brugt dem.

Med lange glidende skridt bevægede hun sig tilbage til køkkenet hvor hun rakte den imod Helias, så det bløde kølige stof strejfede hans nøgne maveskind.

"Here. Put this on. I'll get your jeans washed..."

Langsom kneb hun øjnene sammen og rystede så på hovedet, så det viltre sorte hårfaldt ned omkring hendes ansigt.

"Nevermind. I'll throw them out. I can get you some new ones in the morning!"

Desværre havde den kvindelige engel ikke just et lager af herretøj liggende, men hans slidte beskidte tøj stod alligevel ikke til at redde og når han alligevel kunne få en lækker morgenkåbe på, var det sådan det skulle være.

En liflig duft bredte sig i hele køkkenet som hun hældte noget af suppen op i en stor skål, der kort efter blev sat på køkkenbordet, med en ske og et par pinde til nudlerne. Et næsten sørgmodigt blik indfandt sig hos Izriel mens hun betragtede Helias, han var bare en lang sørgelig historie.

"Sit. and carefull. It's hot like hell!"

Mumlede hun så, inden hun selv satte sig på den anden side af køkkenbordet

Helias smed med et skuldertræk bukserne og svøbte sig i morgenkåbens folder. Han havde ingen fornemmelse af tilstanden af hans tøj eller hvordan det så ud.. For ham var udseendet blevet ligegyldigt.

Helias' normalt atletiske krop var tydeligt udmagret og kåben hang omkring ham som et beskyttende lagen om et barn.

Helias lod madens aroma fylde hans næsebor og fodre hans sult et øjeblik inden han satte sig helt ned og begyndte at fortære den med stor iver. Han ignoredede den brændende fornemmelse på sin tunge og smerten i hans hals imens han blot tænkte på at stille sin gnavende sult.

Efter et kort stykke tid blev tempoet mere behersket og Helias vendte sine blinde øjne imod hvad han mente Izriel var.

"I am sure you have questions for me.. I shall try and answer them this time.. I.. I am sorry for arriving like this.." sagde han med grødet, undskyldende stemme.

Izriel trak langsomt benene op under sig på den slanke køkkenstol. Den koksgrå kjole hvilede roligt imod den hvide hud og fulgte hendes slanke timeglasfigur til perfektion, på trods af hendes knap så elegante måde at sidde på, men hun kunne vel egentlig også være ligeglad, Helias kunne ikke se hende alligevel.
Hurtigt fangede hun en gammel lap papir fra køkkenbordet, som hun systematisk begyndte at folde mens Helias spiste. På trods af hendes egen hang til mad som engel havde hun egentligt ingen appetit.
Da den lille papirlap var foldet til ukendelighed og revet i småstykker smed hun den fra sig, og løftede så blikket imod englen foran hende. Utålmodigt strakte hun vingerne en kende ud til siderne, inden de igen samledes på ryggen.

"I have a lot of questions..."

Startede hun og lagde så hovedet tilbage med et dybt suk, som kom helt nede fra struben.

"But I don't even know if I want the answer"

Med et sæt rejste hun sig, inden hun fra køleskabet hældte et glas cola op, inden hun stillede det foran Helias, for Izriel var sukket et absolut must og andre engle havde det overraskende nok på samme måde, så Helias ville nok også sætte pris på et stort glas kold sodavand.

[b]"But you really made me curious. Just start from the beginning, I'm listening!"

Helias tog imod glasset med et nik og sukkede stille.

"To start with the beginning.. When was that? When I lost my faith, or these recent events? Everything connects and spans the centuries.. But I will try and put myself in your stead and answer your question.. The beginning.."

Helias drak let fra glasset og følte sødmen brede sig igennem hans svælg. Han krop var virkeligt blevet mishandlet på det sidste og det samme med hans sind.. Hvor lang tid kunne han holde ud endnu, inden han knækkede?

"It startet with a meeting.. Some would say a coincidence.. I doubt that. There is a woman, and yes I see you wrinkle your brows.. A woman whom has taken my heart.. I found her on a boat, and began talking with her.. She was reluctant as always, shying from my presence. Yet as we talked, we somehow ended at the point of my proposal to her.. Yes, I am a sad being, as I have wandered around with the very ring I bought for her in many years.."

Helias tog fat om det gamle slidte kors han bar om sin hals og blev stille for nogle øjeblikke, inden han fortsatte, stadig de blinde øjne hæftet på korset.

"From there it went wrong.. There was a magic in the ring, that made her fall in love with me again.. and I did not know it.. I tried, weakly, to take it back, but the exultation of her feeling, even if fake, were to much.. We tried to run away and get married.. But her lover, a demon, interrupted us.. The ring was broken by his magic.. as was my mind.."

Helias rettede blikket op og de mørke øjne stirrede blankt ud i luften foran ham.

"I began a foolish crusade to crush them.. and broke a pact with terrible beings.. I betrayed every trust, every single good thought there have ever been directed towards me.. I became Fear once more.. Fear who is now dead.."

Helias blev stille igen og rettede blikket ned af. Det lange mørke hår, stadig en smule vådt faldt foran hans ansigt og flød ned på bordet, så langt var det blevet. I sit stille sind begyndte han at samle tankerne igen for at fortsætte fortællingen.

Stilheden der efterfulgte Helias ord var rungende. Den tomme tavshed talte helt for sig selv. Izriels ansigt startede som Helias sagde ganske rigtigt med et par undrende øjenbryn hun hurtigt fik sat på rette kurs da han nævnte dem. Helias havde altid været villig til at gå langt for de ting han virkelig var parat til at kæmpe for, men der måtte være grænser.

"Holy crap Helias. You are indeed the most pathetic angel I've ever met!"

Mumlede hun så efterfulgt at at dybt suk. Inderst inde var der et stik, om det var skuffelse eller jalousi var for englen ikke rigtig til at sige, mest af alt kom det bag på hende, at hun overhovedet havde det sådan. Izriel var ikke typen der blev jaloux, på trods af at Helias havde været hendes eneste partner igennem mange århundrede havde hun altid accepteret at han havde lettere ved at kaste sin kærlighed på andre kvinder og havde af samme årsag været glad på hans vegne når han havde været glad. Denne gang var det bare anderledes.

Med et sæt rejste hun sig fra stolen og fra skabet hentede hun en stor æske turkish delight, det kunne i det mindste redde noget af dagen, uanset hvad.

"What are you even thinking? A woman... With a freaking DEMON as her lover? And then you come here so i can patch you up?"

Izriel fiskede et stykke af det unaturligt søde slik op ad æsken, som hun tænksomt tog en bid af, men endte hurtigt med at lægge resten af stykket fra sig, selv hendes lyst til det hvinende søde slik var forsvundet som dug fra solen.

Helias slog en stille latter op. En latter uden glæde. En latter så sørgmodig at man næsten kunne se en tåre trille ned af hans kind.

"You are right Izriel.. I am a pathetic being.. Yet this woman.. She haunts me even now.. I have tried to cast her off my mind, but I have not yet succeed.. I came here because it is the only place I know where I will not be killed outright.. Unless you wish for that as well.. Then I will leave now.."

han sukkede let. Hans stemme var næsten tilbage til sit normale bløde lejde, der var bare stadig en ru tone tilbage.. En stemme ødelagt af for mange hårde ord.

Helias fortsatte sin fortælling umiddelbart efter, hans tonelejde igen trancelignende som han berettede.

"In the end she bound me.. bound me in blood to make me trust her.. To try and make right what I had wronged.. We travelled to India.. Where I returned the most powerful weapon I have ever wielded.. Dreadbringer.. It nearly took my life.. Surprised that I am only blind now hmm?"

Igen lo han. Lo for at skjule sin smerte og vrede. Han lod en hånd løbe igennem det lange hår og tømte glasset med sodavand. Sukkeret gjorde ham godt.

"Now I am here.. blind and forsaken. I cannot control my aura as I used to, I have no weapon to defend myself.. And the darkness holds no salvation for me anymore.. Only dread and the promise of death.. Fitting is it not?"

Da Izriel satte æsken fra sig på bordet lød der en svag skraben, der ikke kom fra æsken, men fra noget der var blevet fanget mellem æsken og bordpladen.

Den kvindelige engel gav endnu et fnys fra sig, var der en der var god til at skabe drama, og gøre det hele meget værre end det egentlig var, så var det Helias. Naturligvis havde han været ude for en masse, men der var grænser for hvor meget episk effekt man kunne få ud af det.

"Dude? If I had in mind to kill you, I would have done it years and years ago. I guess I'm just getting use to your standards and wierd habits!"

Knurrede hun så, inden hun igen gav sig til at rode ved en af de sorte lokker med en tænksom mine.

"Maybe you just should be glad that the woman is haunting you, and not her demon-boyfriend!"

Noget slog Izriel ved Helias ord og fik hende til at gnide sig i øjnene og skæve over imod uret, hun burde ringe og melde sig syg, men først var der noget hun måtte have svar på.

"But this woman. How does she know magic? She's not a regular human, is she Helias?"

Izriels mørke bløde stemme blev pludselig hård som sten, mens hun kneb øjnene en kende sammen, én ting var at falde pladask for et menneske og smide omkring sig med magi og latterlige bindinger, men én kvinde der tilsyneladende havde lidt flere kort på hånden end de fleste kunne kun gå hen og blive rigtig grimt. Hvordan kunne hun overhovedet være kærester med en dæmon? Hvordan overlevede man sådan noget? Måske var hun varulv.

En pludselig ret stresset engel blev revet ud af alle sine tanker ved lyden under æsken. Den underlige skraben fik hende til at rynke øjenbrynene let sammen, hun havde ikke stillet æsken på noget, det var hun sikker på.
I en langsom men bestemt bevægelse løftede hun æsken fra dens plads på bordet.

Under æsken lå en guldring. Den var forholdsvis svær at overse, nu hvor den faktisk lå og blinkede på bordpladen. Man kunne undre sig over hvorfor den ikke var opdaget noget før? Var det muligt den ikke havde været der fra før et øjeblik siden da der blev talt om den? Det var ikke Izriels, så hvad lavede den midt på hendes bord, i hendes køkken?

Da hun rakte ud efter den gav den en lille ubehagelig summen om hendes hals. En påmindelse. Det var ikke et signal fra halsbåndet, så meget som magi der genkendte magi. Trælbindende magi.

Ringen smuttede et par centimeter hen over bordpladen, som havde Izriels fingre været en form for magnetisk modpol der stødte ringen en smule bort. Jo mere insisterende hun blev desto og jo hurtigere hendes bevægelser blev, ligeledes smuttede ringen hele tiden uden for hendes rækkevide. Ikke langt, blot et par centimeter, og hver gang summede det svagt i halsbåndet - ikke hørligt, men meget fornemmeligt for Izriel.

Til gengæld følte Helias et lille pop da han talte om ringen. Ikke meget, lidt som hvis man ikke nåede at opdage man havde fået propper i ørene af atmosfæretryk, gabte, og så pludselig kunne høre meget mere klart end før - til ens egen store overraskelse.

Ringen ringlede svagt hen over bordpladen, blivende skubbet længere og længere over mod den blinde engel.

Med en doven bevægelse rakte Helias hånden frem mod lyden og placerede sin flade hånd ovenpå ringen. Undrende samlede han den op og vendte den foran sig, nærmest som om han undersøgte den.

"what is this Izriel, and why are you pushing it towards me?" spurgte han endnu mere undrende. Han kunne mærke det var en ring, og den virkede velkendt.

Da Helias realiserede hvad det var han sad med frøs han fuldstændigt. Ringen kunne ikke være her.. Hvordan skulle Izriel dog havde fået fat i den? Den var jo blevet ødelagt.. Var den ikke?
Helias lagde stille og roligt ringen ned foran sig.

"where did you get that ring Izriel?" spurgte han blidt, hans bløde stemme næsten tilbage til normalt igen. Beroligende og lokkende.

Izriel lod den fyldte æske med turkish dedlight dumpe ned på gulvet så det gav et lille bump som den slog imod stengulvet. Nysgerrigt lagde hun hovedet en kende på sned imod ringen, hun havde aldrig set den i sit liv og hun havde bestemt ikke haft sådan en. Izriel var bleg, hun kunne opnå en svag gylden glød hvis hun var heldig, og af samme grund gik hun aldrig med guld. Det var sket et par enkelte gange henover de sidste århundrede, men slet ikke inden for nyere tid.

"What the..."

I en hurtig bevægelse strakte hun de slanke fingre ud imod smykket der ikke lå langt fra hende, men benægtende flyttede den sig konstant imod Helias. Den svage summen fra halsbåndet fik hende dog med det samme til at trække hånden til sig. Det gav et ryk i englen, da den summende fornemmelse ramte hendes hud, men det var anderledes. Det var ikke som når Wicked ville have hendes opmærksomhed. Igen strakte hun hånden imod ringen der til sidst smuttede så langt fra hende, at Helias lagde sin hånd over den.

De isblå øjne fæstnede sig ved den anden engel som han begyndte at snakke, et øjeblik var forvirringen komplet.

"I'm not. It.. It just show'ed up on the table.. I've never seen it before!"

Den bløde stemme var tydeligvis usikker, én ting var hvis der var en der havde glemt den, men for det første var det ikke den bredeste vennekreds Izriel havde, Ranja kunne nok have glemt den, hjerteformen var ret sukkersød i sig selv, men det var hundrede år siden, at hun havde haft hende forbi, så at ringen lå åbenlyst på bordet var næsten umuligt.

"Is.. Is it yours? Have you seen it before Helias?"

Izriel stirrede på hendes mandlige modpart, han lod til at kende ringen, eller i hvert fald havde stødt på den før. Hvad lavede den i hendes hjem?

Helias vendte sine blinde øjne imod Izriel. Han havde mest af alt lyst til at benægte alt men det hjalp jo ikke noget nu. Det virkede ikke som om at Izriel løj for ham, so hvordan kunne han tillade sig at gøre det mod hende?

"Yes i know this ring.. I have carried it around for years.. It was the ring i bought for her... So why is it here?"

Helias lod igen fingre de glide jærtegnene over ringens overflade. Det var hans ring, ringen han havde båret rundt på i så mange år... Ringen der havde ødelagt alt. Helias ansigt fortrak sig i en blandet grimasse, en blanding af vrede, sorg og kulde.

I truly thought it was lost.. But why is it here.. And why now? tænkte han i sit stille sind.

"this ring was the cause of my recent insanity and downfall.. It contains a powerful magic that can twist the mind of the wearer..." sagde han med en isnende kulde og seriøsitet i sin stemme.

Englen betragtede lamslået ringen, én ting var, at Helias kendte til den, men hvordan den nogensinde havde fundet vej til hendes hjem, eller til Helias anede hun ikke. Måske var det en form for sygt Gollum-forhold. My precious

"You know what? I hate magic objects. They never contains anything good. All things like that brings is pain. One way or another!"

Ubevidst log hun forsigtigt fingrene glide over halsbåndets glatte overflade, takket være Wickeds magi var det udefra stort set kun en skygge omkring englens hals, men Izriel døjede dagligt med magien der hang som en stor tung kappe omkring hendes skuldre, mens det eneste hun kunne gøre var at adlyde dæmonens mindste vink. Det var bare et spørgsmål om tid før halsbåndet ville reagere.

"You should destroy it! It's not good for anything. I really hope that you learned something!"

Mumlede hun hæst, uden at slippe ringen med blikket

Helias vendte rolig ringen imellem sine fingre, med sine blinde øjne rettet imod den. Som han sad med den der kunne han se den for sit indre øje. Han kendte hver en udsmukning, hver en ridse.. Den havde været hos ham længere end han ville indrømme.. Alt sammen på grund af -hende-.

"Destroy it? It will do no harm.. The magic must be broken by now.."

Helias vendte sølvkorset han bar om sin hals, med den anden hånd. Bagpå var der et lille indhug hvor en ring sagtens kunne passe i. Hans ansigt var lagt i tunge folder, da han rettede "blikket" op igen.

"Why do you hate magical objects all of a sudden? You never mentioned that before?"

spurgte han undrende.

Izriel vendte de kølige blå øjne imod Helias, hun havde svært ved at vurdere, hvor meget han vidste eller havde opfanget, men én ting var sikkert, der var stadig magi i ringen, andet kunne ikke være muligt, ikke med den reaktion fra ringen der sad tæt omkring den kvindelig engels hals. Det kunne hun selvfølgelig ikke fortælle Helias.

"Well, if the magic is 'poof' gone by now. How do you explain that thing showing up here, hm?"

Med en tænksom mine lod hun blikket glide ned til korset som Helias bar omkring halsen, hvis han ikke skaffede sig af med den ring var han satme også selv udenom det. Langsomt rodede hun hænderne igennem det tykke sorte hår, inden Helias spørgsmål ramte hende som en hammer, der var kort stilhed, inden hun trak på skuldrene og satte fødderne imod det kælige stengulv.

"Much have changed over the last centuries Helias!"

Sagde hun så i en monotom stille mumlen. Egentlig var den mest mærkbare ændring sket siden deres sidste møde, det behøvedes han naturligvis ikke at vide eller vade mere i.

"You need some sleep. Here, let me help you. I can sleep om the couch, no problem!"

Izriel rejste sig i en brat bevægelse og lagde forsigtigt hånden imod hans ene skulder som hun gik over ved hans ene side. Det var nok bedst at han kom i seng, så hele situationen ikke blev meget mere underlig, end den var blevet.

Helias kørte ringen lidt rundt imellem sine fingre. Den føltes varm som altid og bar intet spor af at have været væk i flere måneder. I hans sind begyndte minderne at komme frem imens Izriel snakkede. Minder om købet og da han havde prøvet at give Procella ringen første gang.

Helias nikkede kort til Izriel's ord. "Much have indeed changed in the last centuries.. In the last few months as well."

Han rystede derefter på hovedet til hendes anden kommentar. "I will sleep on the couch. The nightmares will haunt me again this night anyway. You sleep properly."

Helias rejste sig tøvende og lod ringen ligge på bordet. Om den skulle destrueres eller ej, ville han tage stilling til når morgendagen kom. Han lagde forsigtigt en hånd på Izriel's, der hvilede på hans skulder. "Show me the couch, and I will make myself comfortable." sagde han med rolig stemme. Hans ansigtstræk var afslappede og rolige, ikke kølige som normalt. Mere som om der hvilede en fred over ham i det øjeblik.