... - Segovax

S: Werclare by....
V: blæsende...
T: kl 14:30
O: en masse mennesker...

Samanta kom gående gennem byen og så sig omkring i den smukke vy werclare, hun savnede at være der en gang i mellem men hun kunne jo bare flytte der til men ja det var jo lige det... hun havde ingen til at hjælpe sig og hun ville endelig også altid klare ting selv men gjorder det aldrig.. hun smilede for sig selv men kom til at gå ind i en fyr(dig) ''det må du undskylde det jeg ked af'' sagde hun og så på ham med et lille nervøst smil.

Segovax kiggede ned på hende snerrede lidt af hende, han brød sig ikke om hende af den simple grund at hun var fremmede, og hvis det ikke var fordi de stod midt i en by havde han sikkert lemlæstet hende, men han tænker kort *pas på temperamentet pas på*, og så så han på hende og sagde "det er helt i orden, men tror jeg bliver nød til at smutte".

Samanta så på ham og flyttede sig.. *en snerren som den er ikke menneskelig gad vide om han er et væsen* tænkte hun og rejste sig og så på hende. ''okay gå'' sagde hun men havde tænk sig at følge efter sig hun var nervøst og vidste ikke hvad hun skulle gøre eller sige...

Segovax begyndte ligeså langsomt at gå væk derfra, han brugte sin kniv som spejl til at se om der var nogen der fulgte efter ham, han gik rundt imellem de små gyder ind og ud på kryds og på tværs bare for at lede hende på vildspor hvis hun fulgte ham. *hvis hun følger efter mig fører jeg hende ud i skoven, og gør det jeg er bedst til*. Segovax begyndte igen at bevæge sig tilbage til der hvor han var stødt på hende, han håbede lidt på hun stadig var der men hvis ikke klarede han sig nok det var jo ikke fordi det betød alt.

Samanta var fult efter ham... han var lidt mystisk hun gik vider.. hun kom stille og rolig kom gående og vidste ikke hvad hun skulle gøre eller sige... hun var meget nervøs over hvad hun skulle gøre eller hvad hun skulle sige til den fyr der var gået fra hende...

Da han var nået tilbage til der de var mødtes vente han sig rundt strakte sin arm ud og tog fat om hendes hals, "du skal ikke følge efter mig" "tror du ikke jeg ved du fulgte mig" "dumme tøs", han kiggede ned på hende grinte lidt af hende så hans tænder kunne ses, da gik det op for ham hvad der var ved at ske, han var nød til at skaffe hende af vejen. "du skal ikke følge efter mig" "men i stedet følge med mig".

hun så på ham og tog fat om hånd og prøvede at komme fri hun kunne ikke få den fri... ''sip mig din.... hund'' sagde hun vredt da det gjorder ondt.... ''hvor skal vi hen'' spurte hun vredt. hun havde ondt i halsen og var ved at skrige fordi det gjorder så ondt hun var bange for ham hvad ville han gøre mod hende...

Han slap hende "følg bare stille og roligt med mig" han havde faktisk ingen planer om at dræbe hende eller gemme hende af vejen nej han ville bare vise hende noget "jeg har bare noget jeg skal vise dig, men så skal vi ud til skoven" han pegede.

hun så på ham og nikkede.. ''jeg skal nok følge med min hver sød at slippe det gør ondt'' hvsikede hun og sukkede...

"dygtig pige" han førte hende ud til skoven, hvor han fandt et stort, bredt træ og sagde "vent her så skal du få at se" han kiggede på hende og afventede et svar, han virkede ikke så truende længere, han var ikke pustet op som før, han stod heller ikke og snerrede eller noget han stod blot og afventede.

hun så på ham og nikkede... ''okay hr'' sagde hun stille med et smil på sine læber... hun vidste ikke havd hun skulle sige ellers eller hvad hun skulle gøre...

Han gik om bag træet og råbte så, kort tid efter, tilbage til hende "er du klar", inden hun nåede at svare kom han løbende mod hende i ulve form placerede sine forpoter på hendes skuldre og stirede hende direkte i øjnene.

hun så bange på ham... ''du... du.... du.... varulv'' viskede hun og satte sig ned op af det store træ. hun rørte hans pels..

Han stod bare og gloede på hende og gøede så af hende hvorefter han lagde munden om hendes skulder og lukkede sammen om den ikke i et bid men så hun kunne mærke hun var fanget og at hun ikke kunne flygte.

hun blev bange.. ''lad mig være skrid'' skreg hun og begyndte at slå ham.

Han begyndte lige så langsomt, mens hun slog, at lukke kæberne tættere sammen til det punkt hvor han kunne mærke at hans hjørnetænder var gået dybt ind, den ene havde endda ramt en pulsåre, han slikkede blodet i sig og løb om bag træet og kom tilbage som menneske igen. "du er i en skidt situation nu hva?" og så begyndte han at gå bort.

hun rejste... ''nej ike gå jeg vil gøre alt for at du reddet mit liv'' råbte hun og så på ham...

Han vendte sig om, "hvad mener du?" han så undrende på hende, han forstod ikke hvad hun sagde, men valgte af en mystisk grund stadig at lytte.

hun så på ham... ''jeg har svagt blod omløb og det her gør det svære for mig at at overleve'' hviskede hun og faldte på knæ og så på ham....

"Så er det godt at det her vil gøre dig stærkere, jeg ved ikke om du ved hvad der sker når varulve spyt kommer ind i dine blodbaner?" hans så ondskabsfuldt på hende mens han grinte "du skal nok overlev, men det bliver sikkert meget smertefuldt"

''hvad har du gjort'' sagde hun vredt.... ''du har ikke forvandlet mig vel'' spurte hun...

"det kommer an på, er du et rent menneske?" "Hvis du er, er du heldig"

''rent menneske mener du om begge mine forældre er mennesker?'' spurte hun svagt....

"det er præcis hvad jeg mener, hvad er dit svar til det?" han kiggede på hende som om hun bare var en stykke flæsk der drejede over ilden, men han kunne dog ikke få sig selv til at spise hende, hun var for tynd simpelthen ikke nok fedt.

hun nikkede... ''ja... jeg er kun menneske men forvandler du mig'' hviskede hun og så op på ham...