When the train stops { Constantin

Tid # Lidt nær midnat
Vejr # Mørkt, dog himlen er stjerne klar
Sted # Werclare
Omgivelser # Ikke så mange i nærheden
Beklædning #
* Sorte mønstrede leggins.
* Hvid trøje, der blotter skuldrene.
* Hvide stiletter.
* Sort jakke til knæene.

Toget rystede svagt mens de drejede med tunnelens bøjede skinder der lå hen over de ujævne stenflader.
Kulden gled ikke så let ind mellem dørene skønt man skulle tro at sådan en metro tog som dette ville være meget koldere end et normalt? eftersom det åbnede flere gange på få minutter, dog var det ikke tilfældet her. Der lå få forskellige byer rundt omkring i dette land og der hvor Paisley lige var kommet fra var Sheria. Hun gik i highschool der 2,g og hun var allerede ved at ha bestemt sig for hvad hun ville være, sygeplejerske eller muligvis læge.. dog hvilke af disse to vidste hun ikke, men en af dem ville det blive.
Paisley snoede sine fine klaver smalle finger om den lange stang endnu en gang eftersom hun snart var i Werclare, hendes nye hjem. Hun var ikke mere en jomfru, det kunne man skam godt sige, dog havde hun kun en person i sit hjerte for tiden og det var Azuriel og han var os den der havde fået fornøjelsen af at tage hendes jomfruelighed fra hende. Hun bed sig kort i underlæben og så hen af mod en af kupe dørrene og gøs let ved tanken om hvordan Constantin.. den vampyr der os boede i den samme by som hende nu.. tanken om da han lukkede døren hårdt til og hele lyset svigtede.. det var et forfærdeligt mareridt hun havde undsluppet, dog.. hvorfor ville han have hende op i sin seng?, han var vel ikke dum nok til at tro hun ville ha ladt hans djævelske finger berør hendes krop?.

Vampyr havde altid været utrolig forførende og fascinerende, netop derfor hun ikke kunne lide dem, de troede de kunne få alt og alle og de brugte deres udseende og deres magt til netop at få det de ville have?, de havde ingen former for høflighed over sig når det endelig kom ind til skindet på dem, så handlede det kun om lyster og blod, samt deres egne personlige behov?.

" Så det WERCLARE, Jeg gentager WERCLARE... toget vil ikke fortsætte mere for i aften, alle bedes stige ud når de når til stationen " Paisley så kort rundt og gik så ned i knæ og tog sin taske og svang den over skuldren og kiggede så hen mod stationen, der var ingen at se heldigvis?. Da toget endelig stoppede og personerne gik ud, gik der lidt tid før Paisley endelig fik sin fod foran sig og skulle til at træde ud af toget, der bagefter ville fortsætte til et af de spor der blot førte hen til en af tunnelerne hvor togene plejede at holde indtil næste dag.

Irritationen voksede langsomt inde i kroppen på ham. Den voksede sig større for hvert åndedrag der blev taget ved siden af ham. Irritationen var nu vokset inde i ham som en lille klump som kun blev større. Det var ved at gøre ham meget vred. Hun var bare løbet sin vej- Han havde ledt efter hende hele natten efter hun var flygtet. Han nægtede at lade en lille engel løbe om hjørner med ham. Han havde nu været på stationen mange aftenener nu. Han stod altid i skyggen så ingen kunne se ham. Han havde holdt øje med alle der kom og gik men ingen var den næve nyttige engel. Hans raseri voksede og det kunne ses bag muren da der snart var et par mærker efter han knoer.

Han havde altid kunne klare sig med sine vampyr færdigheder men han havde aldrig prøvet at der var en der var flygtet fra ham. Han havde altid kunne klare sig med snilde og hans charmerende holdning og udseende. Derfor var det et kæmpe nederlag for ham at hun var stukket af fra hans palæ.

Endnu et tog kom kørende. Før det holdte stille scannede han toget da han kendte hendes tanker og hendes måde at tænke på allerede. Hun var ikke med og han lod toget køre. "Der er kun et tog tilbage nu" hvæsede han kort for sig selv. "Fordømte pigebarn. Vis jeg finder hende kommer hun til at fortryde at stikke af" han var vred og det kunne man godt høre på hans stemme vis man lyttede efter.

10 minutter efter kom det aller sidste tog. Igen kiggede han tankerne igennem. Han var lige ved at misse det da han opdagede at hun var med. Han blev næsten helt ekstatisk. I mylderet at de mennesker som var på vej ud gik han ind i toget. Han nåede hen til den dør der skildte hans kupé fra hendes. Lige idet hun kiggede forsvandt han ned bag et sæde. Han åbnede lydløst døren og gik hen imod hende. Lige i det hun satte en fod foran sig kunne han høre togets døre var ved at lukke sig. Han trak fat i hendes tøj bag fra og ublidt trak han og kastede hende imod den modsatte dør. Han greb hende ikke men lod istedet døren tage af fra hendes fald.

Paisley så mod kanten men hendes fine hvide stiletter nåede aldrig at sætte et KLIK på kantens side, nej. Før hun vidste af det, blev hun slynger direkte bagud og ind i den lukkede dør bagved sig. Hun mærkede den hårde dør og gav et let " Arhh!.. " fra sig og endte med at sidde ned efter at ha mistet balancen. Hun tog sig kort til hovedet og ømmede sig " Arrhh.. det gjorde ondt " hun åbnede kort de dådyr grønne øjne og så hen af mod den nu lukket dør og sagde" hva? " hun fik dog hurtigt øje på Constantin og tog sig for munden og sagde" Ooo-my-gg.. " det var en slags mumlen eftersom hun holdte sig for munden men det kunne dog stadig høres hvad hun lige havde sagt. Hun fik sig hurtigt rejst op og pressede sig mod døren til den anden side og så stift på ham med et skrækslagen blik " Hvad.. hvad laver du her?" Toget begyndte så småt at køre igen og det satte en panik igennem Paisley, eftersom hun vidste at dørene ville lukke og låse!?.
Hun turde dog ikke at fjerne sit blik fra Constantin, eftersom hun regnede med at han havde taget fat i hende af en grund og det var sikkert ikke en god grund?. Hun bed sig kort i underlæben og tænkte * Azuriel.. h..hjælp* hun ville flygte men kunne ikke, end ikke hendes ben ville flytte sig fra det sted hun var endt efter det voldsomme hiv i hendes grå jakke.

" Hvorfor hev du fat i mig!?, hvad er det lige du vil.. Constantin.. " hun prøvede at lyde selvsikker og meget alvorlig men inden i knækkede hendes selvtillid til hende selv og hendes styrke, han havde nemlig denne fortryllende effekt på hende, en effekt hun ikke kunne ignorer, den var forfærdelig og hun hadet ham blot mere siden han sikkert ville bruge den igen. Hvis han nærmede sig hende ville hun presse sig selv mere mod døren og høre på toget køre langsomt og hen af mod det sted den skulle holde om natten.. hvor der kun ville ende med at være dæmpet tunnel lys fra tunnelens ovn loft.

Det var ikke meningen at han ville have kastet hende alt for hårdt ind i den modsatte dør som han havde gjort. Han udstødte en lille vred lyd og måtte himle med øjnene. Han måtte sukke og lod sig så komme ned på jorden igen. Han kom ned på jorden igen og hans øjne mildnedes og han begyndte at smile. "Undskyld den hårdhændede behandling men du kunne ikke gå ud af døren. Der er nogen der prøver at slå dig ihjel" sagde han stille og roligt. Det var godt nok løgn men han kunne nok godt overbevise hende. Han hørte hendes tanker om Azuriel. Han vidste ikke hvem han eller hun var men han vidste hvad der var sket. "Det er fordi du har været sammen med Azuriel. Det er ham der har beordret at du bliver slået ihjel. Jeg har lige reddet dit liv. Så du burde egentlig ikke være så vred på mig." Det hele var en stor fed løgn men han syntes nu den sad meget godt. Alt han sagde havde den skjulte charmerende stemme som han håbede hun ikke ville opdage da hun så ville tro nemmere på ham og falde i hans arme.

Han gik langsomt hen imod hende med åbne arme. Det var ikke truende men meget mere åbent som om han ville give hende et kram men ikke som om han ville hende noget ondt. Han havde jo trods alt jo 'reddet' hendes liv

Paisley så lettere chokeret på Constantin og sagde så uforstående" Nogen.. der vil dræbe mig?" hun lagde hovedet en smule åå skrå og betragtede mistroisk Constantin i noget tid indtil han nævnte Azuriel. Hun tog sig for munden og sagde" nej.. " hun kunne mærke hvordan hendes hjerte fik små stik. Han ville aldrig sende nogen efter hende, eller ville han?. Hun bed sig i underlæben og sagde" jeg tror dig ikke!, du en vampyr, vis der nogen der ude på at dræbe mig er det DIG!" hun vrissede let men endte med at tage sig til hovedet og prøvede at tænke alt igennem, kunne Azuriels onde side mon finde på at gøre hende fortræd, ej det ville den aldrig... ved mindre den havde overtaget og den så ville ha hende dræbt sådan så hun aldrig nogensinde ville kunne få den gode side frem i ham?. Hun mærkede tårene strømme op og langsomt blev de grønne dådyr øjne blanke og fjern i deres blik. Hun så forsigtigt hen af mod Constantin der nærmede sig hende, som ville han give hende et kram. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre?, alt gav mening men så alligevel ikke.. Azuriel var da på arbejde så vidt hun vidste, han ville ikke bare... sende nogen efter hende og dræbe hende.. ville han?.

Hun så kort væk fra Constantin og sagde" jeg.. jeg tror stadig ikke det sandt.. ikke uden noget bevis" hun skubbede stædigt til Constantin´s udspredte arme, som et tegn på at hun ikke ville være uskyldig og venlig denne gang, nej denne her gang ville hun skam ikke falde i hans arme og lade ham komme for tæt på. Hun ville slet ikke vide hvad der kunne ha sket den gang vis hun ikke var stukket af?.

Han blev gradvist mere irriteret over hun ikke troede på ham. "Ville jeg vide noget om Azuriel. Ville jeg så ellers vide noget om jer to? Fordi jeg ved at i vampyrsamfundet er der udlovet en dusør som skulle være ret så stor og man får en masse anseelse for at suge dig helt tør for blod. Forstår du slet ikke hvor stor fare du er i? Dit blod betyder rigtigt meget for mange nu. For de vil ikke tøve med at slå dig ihjel" han sukkede til sidst. "Desuden vis jeg ville slå dig ihjel ville jeg så ikke bare have gjort det?" spurgte han. Han blev dog stadig irriteret over at hun bare skubbede ham væk. Alligevel gik han stadig tættere på hende. Han kiggede på hende med blide øjne med meget forstående øjne. I det hele taget så han bare fantastisk godt ud og var fandens til charmerende. Han forstod godt at det var svært at modstå ham når han nu så så godt ud. Alligevel var han ikke et sekund i tvivl om at det ville blive sværere at overbevise hende den her gang end sidste gang de mødtes. Men der valgte hun jo også at flygte alligevel så han havde nok ikke helt tryllebundet hende helt.

Paisley så undrende på Constantin og et kort øjeblik tvivlede hun på sin egen dømmekræft?. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre, men hun lod ham komme tættere og tættere på. Hans ord var vel sande, fordi hvordan skulle han dog vide at hende og Azuriel havde været sammen og hvor skulle han ellers kende Azuriel fra?. Paisley mærkede sine tåre begynde at glide ned af kinderne og hun strøg dem hurtigt væk før Constantin ville kunne nå at sige noget til dem. Hun ville ikke sidde her og flæbe vis Azuriel var blevet ond og ville have hende myrdet nu?. Hun så kort op af mod Constantin og sagde" jeg hader jer mænd!... i.. i er så.. så liderlige hele bundet!.. " hun så kort væk fra Constantin og flere tåre kom frem og hun kunne slet ikke lade vær med at hulke lidt denne gang og dækkede sit ansigt med sine hænder. * Hvorfor!.. hvorfor Azuriel.. hvorfor lige mig.. hvorfor vil du ikke mere have mig * hun strøg sine tåre helt væk denne gang og så kort op af mod Constantin med sine våde blanke dådyr grønne øjne og det sorte mascara lidt tværet ud under hendes øjne, som blot fik hende til at se mere uskyldig ud og mere sårbar.

Langsomt stillede hun sig op af Constantin og tog blidt fat i hans jakke med sine finger og græd ind mod hans bryst. Hvorfor ville han redde hende så, hvorfor dræbte han hende ikke bare?, hvad fik han dog ud af at beholde hende. Hun mærkede sin evne langsomt forme hendes krop lidt, dog holdte hun den i skak. Hun anede endnu ikke hvad hendes egen evne var, men den så ud til at kunne ændre form, eller nærmere ændre hendes form? for ikke at sige udseende. Paisley så forsigtigt op mod Constantin og sagde" Så.. hvorfor er du her egenlig? "

Han stoppede op lidt fra hende. Det var tydeligt for ham at han nok skulle vente lidt og lade hende komme til ham. Ellers ville hun ikke stole på ham. Han kunne høre på hendes tanker at hun var i kamp med sig selv. Og hans side vandt kampen kunne han fornemme. Han sagde ikke noget da hun råbte af ham. "Ikke alle sammen. Men der er desværre nogen. Azuriel er nu kendt som en af dem som udnytter kvinder. Helst jomfruer og så slår ham dem ihjel bagefter." Det med jomfruer syntes han selv var en meget god detalje. Alting af dette var løgn men det morede ham ekstremt meget at lege med hendes skrøbelige lille hjerte. Han kunne jo bare slå hende ihjel vis ikke han gad hende mere. Eller holde hende skjult i sit palæ så han altid havde engle blod hos sig. Han havde dog ikke besluttet sig endnu.

Han lod hende trække sig ind til ham og han lagde så sine arme omkring hende. "Du er i sikkerhed hos mig" han hviskede det ind i hendes øre og lod sin giftige charme gøre dens arbejde. "Fordi du har ramt et punkt hos mig. Fordi jeg vidste dusøren lå på dit hoved og jeg holdte for meget af dig til at se dig dø. Du har vækket mit døde hjerte. Det banker igen på grund af dig." Han smurte nu rigtigt tykt på men vis den gik jamen så gik den. Desuden var det alt for sjovt til simpelthen ikke at prøve at score hendes hjerte og få hende med hjem igen hvor hun så ikke stikker af igen

Paisley lukkede øjnene forsigtigt i og sagde" virkelig? " hun kunne ikke tro at Azuriel ville ha brugt hende.. nej det ville han aldrig gøre, men hans onde side ville måske, men hvad så med den mærkelige og utrolig tætte forbindelse de havde sammen, samt det virkelig lækre karbad de havde haft før han tog ud på arbejde?. Hun sukkede kort og sagde" jeg ved ikke hvad jeg skal tro " hun bed sig lidt i underlæben indtil Constantin sagde det med at hans hjerte bankede igen på grund af hende, blot en tale måde men det var stadig for meget for Paisley at høre især efter at hun lige havde fået afvide at hendes ynglings fyr ville dræbe hende. Hun skubbede sig væk fra Constantin og så vredt på ham og gik så væk fra ham og hen til døren og fik den op og gik ind i den anden tog vogn og sagde" Jeg har ikke brug for endnu en fyr, jeg har brug for at finde Azuriel og vampyr kan ikke elske eller føle sådan som du siger, i koldeblodet og hjerteløse, i er skabt til at forføre og dræbe... netop derfor skal du ikke komme og sige sådan noget.. fordi mit hjerte banker kun for Azuriel! " hun vendte stædigt Constantin ryggen og prøvede at skjule de tåre der måtte ende med at ramme jorden.

* hvorfor skulle dette lige ske for mig, jeg har ikke brug for endnu en love confession? jeg har brug for at Azuriel kommer og holder mig i hans stærke arme og tager mig som han vil og siger at han elsker mig og jeg kun er hans og omvendt * hun smilede helt ved tanken men endte så med at komme tilbage til virkeligheden da toget stoppede og dets lys blev slukket, dog kunne man godt se rundt i toget denne gang, eftersom der var lys inde i tunnelen, måske ikke for meget... men der var skam nok. Hun så kort over mod Constantin og sagde" Så efter at vi har slået fast at du aldrig vil få mig.. hvad vil du mig så?.. fordi jeg kan ikke se hvordan DU... skal beskytte mig mod tusinder af andre vampyr?" hun roede sig lidt i håret og var måske lidt for ubehøvlet.. eftersom han sikkert ville.. redde hende?, eller det var hvad hendes hoved havde fået det hele frem til.. * hvor skal jeg så sove?.. bo og gemme mig.. måske mine forældre?. *

Han smil forsvandt. Hun kom ud af hans arme og gik væk fra ham. "Det kunne være jeg spillede mine kort forkert den her gang" mumlede han kort for sig selv. Han blev igen vred på hende. "Det er takken for at redde mig. Du vil gå tilbage til den idiot som vil prøve at slå dig ihjel. Prøv nu og åbne dine øjne. Han har snydt dig. Han har forblændet dig fuldstændigt og taget hvad han ville have og du har bare givet ham det. Men gå du bare tilbage og dø" han råbte det sidste efter hende.

Han gad ikke høre på hende mere. Han gad simpelthen ikke skuespillet mere. Han gik hen til hende med vampyr hastighed. Han tog hårdt fat i hendes to arme og vred hende rundt så hun stod med ryggen til ham. Han satte hovedet ned imod hendes øre. "Okay det kan godt være jeg måske ikke har været helt ærlig med dig. Der er ikke nogen vampyrer der vil slå dig ihjel. Eller det er løgn der er måske mig. Jeg aner i princippet ikke hvem Azuriel er eller hvad i har lavet. Eller jeg ved alligevel nogle ting om dig. Jeg ved hvor du bor, jeg ved hvor du går i skolen og jeg ved hvem du er sammen med og jeg har midlerne til at slå jer begge ihjel" hvæsede han. Inden han lod det sive ind i hendes hoved lod han sine skarpe tænder trænge igennem hendes nakke

Paisley ville ikke tro Constantin, hvorfor ville han nogensinde vælge så almindelig en tøs som hende at forelske sig i vis det overhovedet var at han kunne føle noget, nej det måtte være løgn det han sagde, han måtte lyve, skønt.. hun troede mere og mere på ham som tiden gik, dog da hun skulle til at vende sig om og sige undskyld til ham, stod han pludselig foran hende og hun så skrækslagen på ham, før et skrig kom igennem hele vognen og hun endte med ryggen mod ham og prøvede at vridde sig fri fra hans greb som han havde i hendes arme og om hende. " Slip mig dit.. dit bæst! " hun prøvede at bide ham men hans arm var ikke tæt nok på. " Hvad... du .. du løg!? " det undrede hende dog ikke nu når hun tænkte tydligere efter, dog var hun alligevel pist off over at han havde turdet at lyve overfor hende. Hun mærkede hvordan han nærmede sig og før hun vidste af det mærkede hun hans syle spidse tænder glide direkte igennem hendes skin og ned i hendes kød" ARGH!!!!.... " hun bed hårdt tænderne sammen, men så hurtigt at hun endte med at bide hul i sin egen fyldige underlæbe og mærkede blodet glide fra læbe til hage og nakke til ryg og skuldre.. Hun gav små støn af smerte fra sig, mens han bed i hende og hun kunne slet ikke rør sig ud af stedet, eftersom smerten næsten havde lammet hende i første omgang.. og hans ord med.. han kunne dræbe dem begge, han.. ville måske ende med at dræbe hende?.

* hvad skal jeg gøre?.. han vil sikkert dræbe mig.. hjælp.. en eller anden.. * hun prøvede at rykke sig fri fra hans greb og sagde" Sl-sli-slip miiiig... " hun mærkede sine runde pupiller blive aflange og hendes tænder blev mere spids i det. Hendes evne var så småt ved at give hende små dyriske lidt katte ligene træk, som de aflange pupiller og de mere spidse tænder. Hun prøvede at komme fri fra Constantin men det hjalp intet. Hun kunne end ikke spørge ham om hvad han ville have?, han.. ville sikkert dræne hende for blod og så efterlade hende.. Efter kort tid mærkede hun sine finger stikke og alt syntes at blive svære at fokusere på.. * Jeg.. jeg besvimer ikke.. jeg besvimer .. i-ikke.. *

Han drak af hende og lagde slet ikke mærke til at hun sagde noget. Han var helt opslugt af det rene blod. Der var ingen der havde været der før ham. Han var hendes første bid. Hendes første gang hun var offer for en vampyr og det gjorde bare det hele så meget bedre. Han var ligeglad med at hun ikke havde været klar over at han bed hende. Eller at hun lige havde fundet ud af at han havde løget for hende. *Min evne bliver bedre at bedre at bruge. Jeg narrede jo faktisk pigen. To gange endda* tænkte han for sig selv og smilede. Han følte pludselig hun begyndte at ændre sig. Det var dog ikke noget han gjorde sig flere tanker over. Det var underordnet lige meget hvad hun prøvede på blev hun svagere og svagere for hvert øjeblik der gik.

Da hun snakkede om at besvime fjernede han stille og roligt tænderne fra hendes hals. Han ville sørge for at hun blev hans nu. Han håbede bare at han rent faktisk kunne lave båndet mellem dem selvom at det måske ikke havde været særlig erotisk for hende dette bid. Det havde det i hvert fald været for ham. Han lagde hende ned på jorden. Stille og roligt men dog vis hun gjorde modstand var han klar på det. Han bed i sit eget håndled så han også begyndte at bløde fra hånden og satte det imod hendes mund. Vis alt gik godt kunne hun ikke undgå at drikke noget af hans blod. Og vis først hun startede ville det være svært at stoppe.

Da de perle hvide tænder gled væk fra kødets røde saft og langsomt befriede Paisley fra smertehelved, blinkede hun et par gange med øjnene for at være sikker på det ikke bare var en drøm.. at han havde sluppet hende?. Hun hørte sig selv give små gisp fra sig, dog var hun ikke døden nær, men hendes hjerte arbejdet nu på guld tryk for at pumpe mere blod rundt i den nu blodmanglende krop. Det var underligt, hun havde aldrig følt sig så kold og utilpas som hun gjorde lige nu og da hun blev lagt ned, gjorde hun ikke modstand. Hun var i en slags trance af smerte men samtidig nydelse, fordi smerten var så småt ved at aftage. Hun mærkede hvor svagelig hun var blevet og hendes lette vægt og spinkle krops bygning og slanke kurver gjorde det skam heller ikke ligefrem bedre?.

Langsomt lukkede hun øjnene da hun mærkede noget blod ramme sin læbe, forsigtigt blev en hånd pressede ned mod de lyserøde læber og hun drak af blodet. Hun tænkte på Azuriel i mens... hun huskede tydeligt den første gang hun havde drukket hans blod, undtagen dette smagte anderledes, dette var ikke hendes elskede Azuriels blod? dette var en andens blod. Hurtigt slog hun øjnene op, da hun endelig rigtig kom til sig selv og hun skubbede hårdt Constantin´s arm væk og hostede... hun prøvede at hoste blodet op, men hun havde allerede drukket... temmelig meget, eller blot for meget ville hun nu sige?. " Dit bæst!?.. hvad skulle det til for ".

Hun tog sig til munden og mærkede de glinsende tåre igen rande ned af hendes fine porcelæns hvide skin og med små dråbe lyde ramme metro togets gulv. Hun rystede over kroppen og syntes at blive mere frisk men.. noget passede ikke?, det var som om hun ikke helt kunne fokusere på noget, som om alt var mere tiltalende om hende, som om alt var stærkere i sine farver og mere duftende. Hun rejste sig op vis hun da måtte for Constantin og så stift på ham med sine syre grønne dådyr øjne og sagde" Hvad er det du prøver på? "

Han kunne godt se han ikke skulle have drukket særligt meget længere før hun var gledet ind i den evige søvn. Han mærkede også at hun slet ikke strittede imod da han lagde hende ned. Hun virkede ikke til at ville gøre modstand overhovedet. Så det var sådan han kunne tæmme hende. Han stirrede ned på hende og måtte smile af hendes drømmende tilstand han havde fået hende til at være i

Han smilede som hun begyndte at drikke af hans håndled. Han kunne godt se hun var helt væk. Som om hun drømte om en anden en ham. Selvfølgelig gjorde hun det. Hun så ham som et bæst og ikke andet. Hans smil stivnede som hans hånd blev slået væk. Han slikkede kort om sit håndled så såret forsvandt helt. "Du ser mig som et bæst? Du tager fejl min gode engel" sagde han kort og måtte smile igen. Det hele var bare for komisk.

Han tørrede en tåre væk fra hendes øje da han så tårerne begyndte at trille. Han lod hende ikke rejse sig op men holdte hende liggende på gulvet. "Du går først når du har fået tilladelse til det" sagde han ikke vredt men ganske blidt. "Jeg prøver ikke på noget. Jeg kan bare lugte begæret inde i dig" sagde han med et bredt smil.

Paisley betragtede Constantin og så flovt væk fra ham, mens rødmen spredte sig i hendes kinder " Hvilket begær, er du sikker på det ikke er kvalme der er skrevet over hele mit ansigt og at jeg måske snart kaster op vis du ikke lader mig gå " hun brummede utilfredst og prøvede lidt at vride sig løs fra Constantins greb og placering han havde placeret hende i, men alt virkede til at være nytteløst lige dette øjeblik. Hun sukkede kort og bed sig i underlæben og betragtede ham så kort igen og sagde" hvad er det egenlig... du vil mig? hvad er formålet med at... at lade mig drikke dit blod... " hun tog sig til de blodige læber af sine og gav et næsten nydende støn fra sig og så flovt på Constantin og langsomt lænede hun sig frem mod ham og bed ham i underlæben vis hun fik chancen. Hun ville blidt lade sin tunge glide over hans læbes åbne sår og få noget af hans dejlige blod. Hun anede ikke hvor hun ellers skulle ha bidt for at smage det blod han indeholdte?.. hun havde jo ikke skarpe tænder som ham.