A scary night (Jinx,Balthasar,PRIVAT)

Kasandra kom gående gennem skoven sammen med sin søster. Hun kiggede sig omkring, men kunne ik se ret meget pga. tågen der hang omkring dem. Den var ikhelt tæt, da hun stadig kunne se sin søster, men den var tæt nok til at hun ik kunne se mere end 10 m. frem. Hun gik forrest og holdt øje med alt hvad der foredik omkring om hende. Det var sent og mørkt, så hun havde flere problemer end disen. *Hvad laver jeg her ude på denne tid af dagen?* tænkte hun rasende. Hun var sur på sig selv, over at hun havde ladet hendes søster overtale hende til at gå ude i skoven på denne tid af dagen. Hun burde være hjemme og hygge med sit klaver og synge sange. Ik gå ude i en mørk, skummel og dyster skov. Kasandra har altid vidst hendes søsters forkærlighed til fare, og det var tit hendes skyld at de kom ud i problemer. Den svage tåge og den kølige vind fik hende til at ryste lidt. Det var rigmelig koldt, og hun trak sin jakke tættere om sig. Hun kiggede op mod himlen, men så intet. Det var for tåget til at hun kunne se månen. Hun rystede let på hovedet og drejede det lidt bagud, til hvor hendes søster gik. "Fortæl mig lige igen hvad vi laver herude, så sent en kølig december nat?" Kasandra lød lidt opgivende. Hun havde forlængst opgivet at kæmpe mod sin søsters skøre påfund. Nu fulgte hun dem bare.

Knap en halv meter bag den anden engel gik en yngre pige med fjedrende, glade skridt. På trods af mørket og kulden omkring dem virkede hun ikke rigtigt til at være bekymret. Indtil videre var der jo ikke sket noget så det skulle nok gå, det var lige før at Jinx var ked af at der ikke var sket noget, for det var jo grunden til at de var gået derud. Kas ville nok være glade hvis det ikke skete noget, ikke at man kunne bebrejde hende det. De fleste andre racer var jo engle overlegne i styrke, så helt smart var det nok ikke at vade rundt i skoven om natten.
Englen bagved tog sig dog ikke synderligt af det, men strøg bare hånden ubekymret igennem det lyse hår da hun nåede op på siden af sin søster. At blive væk herude ville ikke være smart... ikke med så mange væsner på øerne.

"Finder et eller andet interessant! i stedet for at sidde bøjet over dit klaver hele aftenen!"
Hendes sorte øjne gnistrede drillende sa hun så på sin søster. Sandt at sige var hun endnu ikke helt sikker på havd de lavede i skoven, men det havde bare været en fiks ide hun havde fået, og som så ofte før så var hun impulsiv nok til bare at følge tanken op af handling uden at tænke nærmere over det. Hun vidste godt at det måske ikke var så smart, men hun ville ikke vende om nu!

Bal havde sat sig i skoven igen. Han følte at byerne var ham så fjerne, han måtte kom ud af dem i ny og næ. De ændrede sig så hurtigt. Det var ikke som naturen, det eneste der ikke gjorde hvis mennesker lod den være. Han sad og tænkte tilbage på de gode gamle dage. Nogle gange følte han at alt han havde, var minder. Han havde aldrig forvandlet nogen. Han fandt menneske racen frastødende på den måde de havde udviklet sig på. Ingen ære eller mod mere, ingen tro på de gamle ting. Det hele handlede bare om penge nu. Pludselig blev han stoppet i hans tanker. Denne duft var himmelsk, ikke bare en men to engle nærmede sig. Han rejste sig op. Hans blod farede hurtigt i retningen af dem. Han mærkede hvordan hans hugtænder kom frem bare ved lugten. Det ville svare til at et menneske savlede på grund af mad. Han trak dem tilbage og løb. Han var gammel, ældre end han lod folk vide. Med et var han tæt på dem og stod foran dem med circa en meters afstand. Han var meget muskuløs og næsten to meter høj. Han kiggede ned på dem med hans grønne øjne. Der var ikke en mine på hans ansigt. Bare disse næsten sorgmodige grønne øjne der kiggede på dem. Hans blonde hår var tilbage lænet og fik ham til at ligne en engel så smuk var han Der gik et stykke tid faktisk før han overhovedet gjorde noget. Han sagde roligt, alt for roligt ’’ Godaften de damer ’’. Han bukkede elegant og let for dem. Dog ved hans blik ikke fra dem. Han stirrede på dem. Resten af hans krop bevægede sig ikke, intet kropssprog. Han blinkede ikke engang.

Kasandra havde en underlig fornemmesle i maven, men den havde hun altid når de ude på hendes søsters eventyre, som hun kaldte det. Hun synes selv at de var dumdristige og at der ik var nogen mening i dem. Kasandra kunne mærke at hendes søster kom op på siden af hende, og hun hørte svagt at grene på træerne ramte hinanden.
Hvad skulle der være af interresante ting herude?" Kasandra kiggede på sin mindre søster og rystede opgivende på hovedet. " Det her giver kun problemer!" Hun gik lidt længere da det slog hende hvad hendes søster også havde sagt.
"Jeg havde ik tænkt mig at sidde ved klaveret hele dagen. Jeg ville kun øve mig i en halv time. Det ved du jo også godt." Hun sukkede let og kiggede på sin søster. "Det her er for dumt. Lad os tage hjem før nogen finder os." Kasandra sagde det mens hun gik og kiggede på sin søster.
I det samme stoppede hun op med et hvin, da der pludselig stod en mand foran dem. Hun kunne se på ham, at han ik var et menneske, men noget andet. Hun kunne svagt fornemme at han ik havde den bedste intuition. Kasandra så mistænksomt på ham, men svare venligt, da det var den måde hun var blevet opdraget på.
"Godaften Hr." sagde hun og nikkede, men hun holdt et vågent øje med ham, og tog fat om sin søsters hånd og gav det et klem. Jinx skulle vide at Kasandra var meget usikker på den mand der nu stod foran dem.

Hun stoppede med et sæt da manden pludselig dukkede op foran dem og hun gled automatisk lidt ned i knæ. Her på øen var det ikke en god ide at stole på fremmede der dukkede frem af tågen, men hvor var det også det.. Og derudover virkede manden her ikke menneskelig. Han var for stille og ubevægelig. Mennesker lavede altid en eller anden lille bevægelse, uvillig eller ej, men det gjorde ham her ikke.
"Godaften."
Den yngre engels stemme var lavere end hendes søsters og noget mere mistænksom. Mens det var den sorthårede engels opgave at være venlig, var det hendes søsters opgave at tage sig af det mistænksomme.
Hun holdt godt fat i hendes søsters hånd i et forsøg på at fortælle hende at det var okay. Hun skulle nok tage sig af det her.

Manden her var ikke engel, så meget var sikkert, elver var han ikke for han manglede de spidse ører, menneske var udelukket, varulv var han for rolig til hvilket lod vampyr eller dæmon som de sidste muligheder.. begge dårlige muligheder. Hun havde knebet de sorte øjne sammen imens hun brugte udelukkelsesmetoden på ham, og stod for en gangs skyld stille ved sin søsters side. Det var sjældent at hun ikke var rastløs, og Kas burde kende tegnene på at noget var i gære.. et af dem var hendes rolighed.

Hans blik kørte langsomt over på den yngre søster der ikke havde tilbagesendt hans venlige hilsen. Eftersom hans ansigtsmimik ikke ændrede sig var det ikke til at se på ham hvad humør han var i. Han stod i lidt for lang tid uden at sige noget til det ikke var creepy. Han sagde derefter med en rolig og blid stemme som var det her rent rutine for ham ’’ Manere er vist noget i engle har glemt. Dog åbenbart ikke jer alle. Fordi en af jer talte med bare lidt respekt giver jeg jer nu et valg. En af jer får lov at gå. En får lov at slippe væk med livet i behold… Bliver i begge så ’’. Han trådte et enkelt langsomt skridt frem og sagde igen med den blide rolige stemme ’’ Så slår jeg mine hænder ind i jeres rygrad og flår jeres vinger af.. Så tvinger jeg jer til at drikke hinandens blod fra sårene til i begge dør af blod mangel ’’. Han sagde kun dette for at indgyde frygt i dem og så alligevel ikke. Han havde set hvordan den sorthårede engel virkede til at beskytte den anden. Så han var sikker på at hun ville sige den yngre skulle flygte. Det var han sikker på den yngre ikke ville og så ville de skændtes. Så kunne han let som ingenting slå til imens deres garde var nede. Han ville ikke dræbe dem. Han havde langt sjovere tanker i sit hoved. Han var så gammel at der skulle så meget til at underholde ham. Han havde jo næsten set alt. Men hvis hans anelser var rigtige så havde han fået fat i to engle søskende som elskede hinanden. Dem ville han få det sjovere med end han havde haft i flere hundrede år. Hans sorgmodige blik hvilede nu på Kas. ’’Hvad bliver det så, hvem løber og hvem bliver?’’.

Kasandra lod sin søster holde sin hånd. Hun kunne kun tænke en ting. At få sin søster væk, hvis der var en tegn på fare. Hun kunne mærke på Jinx at hun var helt stille. Og det var unaturligt for hende, og Kasandra kiggede ud af øjenkrogen på hende. Hun var alt for optaget af manden.
Det var ik normalt. Kasandra kiggede på ham igen, og lagde mærke til at han stod stille. Virkelig stille. Hans brystkasse bevægede sig ik engang, som tegn på at han trak vejret. Han var også unaturlig smuk, hvis man kunne sige det om en mand. Han var ihvertfald ik naturlig. Hun havde en stor anelse om hvad han kunne være, men hun kunne ik være sikker på det.
Kasandra havde et fast tag i sin søsters hånd, og da han snakkede om at slå dem ihjel, blev hun lidt blegere, selvom det ik virkede muligt før pga hendes lyse hud. Hun trådte lidt frem, og rev så i sin søsters arm, sådan at de stod ansigt til ansigt.
"Du stikker af Jinx," sagde hun med en meget bestemmende tone. Hendes søster plejer ik at lytte til hende, men Kasandra håbede på at Jinx snart ar lært, at når hun brugte den stemme, så mente hun det. Seriøst. "Løb herfra nu." Hun kiggede sin søster direkte i øjnene.

"Er du sindssyg!? tror du virkelig at jeg efterlader dig her?"
Hun så irriteret på sin søster og stillede sig ved hendes side igen, så hun ikke stod med ryggen til manden. Ligegyldigt hvad han var, så var det nok ikke en god ide at vende ryggen til ham. Hendes øjne var fokuseret på ham, og der var en ren vrede at spore i dem. Hun måtte vide at Kasandra ikke ville forlade sin søster og mon ikke at han også havde en god ide om at hendes søster heller ikke ville forlade Kasandra.. og hvis de endelig splittede sig op ville de være så nemme at fange.
"Derudover.. hvis vi splitter os op, er vi alt for nemme at fange, og det ved han."

Hendes søsters tonefald ignorerede hun med ophøjet ro og så i stedet på manden. Han havde endnu ikke trukket vejret af hvad hun havde set og det afgjorde det ligesom. det var en blodsuger de havde med at gøre, selvfølgelig var det, det.. hun burde have gættet det.
"Jeg bliver her, om du kan lide det eller ej."
Hvis han ville dræbe dem, og det ville han jo nok, så ville hun ikke fanges på flugt. Så hellere dette. Kas ville alligevel aldrig smutte fra sin søster.. så det måtte være sådan.

Han ventede *Unge engle.. I forstod slet ikke fælden.. Fælden var at i skulle skændtes.. Så fokusere i ikke så meget på jeres forsvar.. Nu kan jeg skille jer af *. Da deres skænderi nåede deres højdepunkt lavede han sit move. Med et blink af øjet stod han nu i mellem dem. Han var hurtig, men hvad var der at forvente af en i hans alder. Han var også klog og vis. Hans plan havde lykkes. Nu gik den ind i fase to. Det var altid den sjoveste del. Den del hvor frygten ville ødelægge dem langsomt af. Han satte en hånd hen imod deres brystkasser og hvis han ramte dem ville han bruge sin styrke til at sende dem flyvende i flere meter til hver deres side. Han ville følge efter den unge engel hvis det lykkedes og jage hende længere væk. Hans plan var simpel. Hvis det lykkedes ville han tage den unge engel til fange og tvinge hans blod ned i hende. Drikke af hende og efterlade hende såret. Han vidste at storesøsteren ville komme efter hende og prøve at redde hende. Han vidste dog også at storesøsteren ville være så opsat at hun ville begå fejl. Han havde jaget i så mange år. Han vidste alt om hvad han skulle gøre. Han håbede lidt at hans plan lykkedes for så ville det blive sjovt.

Kasandra blev rigtig vred på sin søster. *Hvorfor hører hun ALDRIG efter* Tænkte hun vredt. Hun skulle til at åbne munden igen, idet manden stod imellem dem. Hun kunne se hans øjne svagt skifte farve, og så blev hun skubbet til. Han var sindsygt stærk og hun nærmest fløj gennem skoven af det.
Hun tog hurtigt jakken af, hvilket var lidt svært eftersom hun fløj gennem luften. Hun slog sine vinger ud idet hun mærkede at jorden nærmede sig, og stoppede faldet. Hun landede let på sine fødder og vendte hurtigt rundt og kiggede efter sin søster, men kunne ik se noget for tågen. Hun kiggede rundt om sig selv men der var intet der kunne vise hende vejen tilbage til Jinx.
"Jinx!" råbte hun ud gennem tågen. Hun sukkede, og så mærkede hun den følelse hun altid havde når hende søster fik dem ud på de her eventyre. Kasandra måtte finde sin mindre søster og få hende væk derfra. Manden han var helt klart dårligt news. Hun hørte noget ude i skoven til højre og lettede fra jorden og fløj mod lyden.
Normalt elskede hun at flyve. Det var en ting hun sjældent kunne, da menneskerne ikke måtte vide hvad hun var. Men denne gang, var der ingen glæde. Hun lagde ik mærke til vinden eller kulden. Det eneste hun tænkte på var at finde Jinx, og så komme væk derfra.

Lige som sin søster blev Jinx også overrumplet af hans hurtighed. Hun fløj igennem luften, uden at sanse kulden i luften da hendes vinger flåede hendes trøjes ryg i trevler. det var som om hendes skelet var begyndt at vende og dreje sig i hendes ryg, og lige som varulve når de skiftede var dette langt fra behageligt. Endeligt var de helt ude og et par store vinger fik standset hendes fald og nu hang hun knap en og en halv meter oppe i luften mens hendes vingers tunge slag fik tågen til at ligne vand som man havde prikket til. Vand, nå ja.. hun samlede sig om opgaven og fik hurtigt trukket noget vand ud af tågen. hvad hun ville bruge det til vidste hun ikke endnu, men helle være forberedt.

Uroligt vendte og drejede hun hovedet for at få øje på vampyren, eller endnu bedre hendes søster. På grund af tågen fik hun selvfølgeligt ikke øje på nogen og i stedet valgte hun at finde sin søster. Inde i hovedet så hun scenen for sig, hvor de havde stået før, og hvilken retning hun var kommet fra. I tågen hørte hun et råb der kun kunne komme fra Kas og hun strøg igennem luften så godt hun kunne. Hendes vinger var egentligt alt for store til at flyve i skoven og hun måtte flyve sidelæns for at komme nogen steder. med et vingefang på 4 meter var det trods alt begrænset hvor man kunne flyve. Hun var lavet til at flyve oppe under himlen med fuglene og ikke hernede blandt træerne.
Kun lyden af hendes vingeslag ville afsløre hende, for selv nægtede hun at råbe op. det ville være for dumt at afsløre hvor hun var!

Bal brugte sin lugtesans til at finde frem. Han stod bare i tågen. Hans øjne var stadigvæk grønne og havde kun i et øjeblik lyst en metallisk grå farve. Hans hugtænder var ikke engang fremme. Han lukkede sine øjne og lod hans lugtesans tage over *De er begge i luften.. De prøver at finde hinanden. Perfekt.. De er bange nu og regner med at jeg kommer fra jorden*. Hans plan var stadigvæk at tage den yngste. Han hoppede lydløst op i et træ og sprang igennem luften oppefra. Han dykkede ned mod Jinx fra den sidste vej hun havde regnet med. Direkte oppefra. Hvis han ramte ville han knække hendes vinger bagover så de brækkede med et kæmpe smæld. Han ville have at Kas hørte det. Det var jo meningen at hun skulle vide at han havde fået ramt på hendes søster. Hvis dette lykkes ville han bide hende i halsen imens han holdt om hende og trak hende igennem skoven med hans overnaturlige hurtighed. Jinx ville kunne se hans underlige metalliske lysende grå øjne nu. De var specielle og der var aldrig hørt om en Vampyr med sådan en farve. Det var dog kendt at Vampyrer havde forskellige øjne når de brugte deres kræfter men hvem havde set en Vampyr med sådan en farve.

Kasandra fløj stille frem og kiggede sig omkring. Der var meget stille, og hun lyttede intenst for at se om hun kunne opfange nogen lyde. Hun stoppede op og landede så på jorden. Hun samlede sine vinger sammen, og da de var så små, så fyldte de næsten ingen ting, og trak sin jakke ud over.
Hun havde det bedst med bare at dække sine vinger til, da hun hadede den smerte hun følte nå hun trak dem ind i kroppen. Hun rettede let på jakken, og vendte sig så om. Hun kiggede gennem disen, og ventede på et eller andet form for tegn, som kunne fortælle hende hvor Jinx var. Imens hun vendtede hørte hun så, svagt, træerne bevæge sig.
Det var ik meget, men lige så meget at det fortalte hende at det ik var vinden. *Det er da løgn,* tænke hun rasende, *han er oppe i træerne.* Hun satte i løb den vej hun havde hørt træerne bevage sig.
Hun ville ik flyve. Hun havde det bedst med at flyve, men hun var næsten hjælpeløs når hun fløj. Så ville hun hellere bevæge sig til fods for at have en lille chance for at forsvare sig. Hun fortsatte frem, og vidste ik hvor lang tid hun havde løbet, men så hørte hun tumult længere fremme. Disen var stadig for tæt til at hun kunne se hvad der forgik, og hun så heller ik den gren der var på jorden, som fik hende til at snuble og miste balancen. Hun faldt ik, da hun var van til at glide over sine egne fødder, og fortsatte ellers frem.

Den yngre søster baskede sig fokuseret igennem skoven, men alle sanser spændt til det yderste. Det var også derfor hun mere sansede end så en bevægelse over hende. Hun spærrede øjnene op i overraskelse til at starte med men kneb dem så sammen af vrede. Vandet i hendes hånd blev hærdet til en grumt udseende kniv af ren is, med modhager som hun af efter bedste evne ville forsøge at stikke ind i hans bryst da han greb hende. Hendes ene vinge knækkede med et højt smæld, mens den anden undgik hans greb og i stedet blev hamret ind i et træ. Smerten bølgede igennem hende, og det blev kun forværret da hans hugtænder borede sig ind i hendes hals. Hun knurrede frustreret, og kunne mærke at ingen af hendes vinger kunne bruges. De hang bare ned af hendes ryk, uden at hun kunne bruge dem. De var sortspættede og viste meget godt at pigen her ikke havde fundet ud af hvilken engel hun var.

Hun gispede da smerten fra hans tænder ikke holdt og sparkede rasende ud efter ham. Aldrig i livet om hun ville bare hænge her som en lille harmløs engel. Hun vidste godt at det ikke ville hjælpe noget, men hellere kæmpe end at lade ham tage hvad han ville have uden kamp. De sorte øjne var spærret op da hun så over hans skulder, og selvom hun kunne mærke at hun blev svagere var hun for vred til at lade det stoppe hende. Overalt i træerne og i jorden omkring dem var der vand og det havde hun planer om at udnytte. Der var jo faktisk også en slags vand i ham.. eller måske snarere blod.. men måske kunne hun...
Hun placerede begge hænder på vampyren og kneb øjnene sammen af anstrengelse. Magien boblede i hende kom kogende vand og det strømmede ud i hendes hænder og ind i ham i et forsøg på at fryse hans blod til is. Vampyrer havde jo ingen kropsvarme så det ville gøre det lettere.

Han mærkede hvordan isspyddet borede sig ind i hans brystkasse. Han sagde dog intet selv om det gjorde ondt. Han var van til smerte. Han vidste at der ikke ville gå lang tid før den anden engel fandt dem så han måtte skynde sig. Han tog fat i hendes brækkede vinge og trak hende af sted. Han trak spyddet ud og såret helede hurtigt nu hvor han havde engle blod i sig. Han trak hende af sted da han pludselig mærkede hendes hænder på sig. Han mærkede is dannede sig på hans brystkasse og han brugte sin hurtighed og styrke til at slå begge sine hænder over hendes så hendes håndled sikkert ville brække. Han tog fat i hendes vinger og slyngede hende meget hårdt ind imod et træ. Dette var en godt sted syntes han. Dog var der et problem. Han trådte væk og løftede op i sin trøje og så hvordan han havde to is aftryk af hænder. Han vidste at lidt af han var fråset lidt til is inden i. *Fuck jeg må skynde mig før blodet danner propper inden i mig så springer min brystkasse nok i luften*. Han tog hurtigt en kniv op fra sit bælte og stak den ind tæt ved hænderne. Han brugte sin evne til at varme kniven op og derved smeltede isen i ham. Han trak kniven ud og mærkede at han var svækket. Skønt han lige havde drukket engle blod så havde hendes angreb skadet ham. Hvis han ikke havde haft evnen til at varme metal ville han være død nu.

Han gemte sig og ventede på den ældre søster. Han håbede hun ville gå i panik og glemme alt om ham når hun så sin smadrede søster. Så kunne han slå til. Han havde brug for mere blod hvis han skulle tage mange flere af sådan nogle angreb. Skønt at han var gammel og stærk så var han ikke uovervindelig.

Kasandra hørte underlige lyde foran sig, stønnen i smerte, og hun satte farten op. I det hun kom -ud- af tågen, så hun vampyren have fat i sin søster og hun knyttede sine hænder i vrede og afmagt. Hun så ham smide hende ind i et træ, og begyndte så at bevæge sig lydløst rundt. Kasandra var god til at være lydløs, da hun tit skulle stikke af fra dæmoner og vampyre. Hun var ik nogen kriger. Havde aldrig været det. Og derfor havde hun lært at være stille og lydløs i stedet. At hendes knogler var så lette som de var, gjorde kun at det var nemmere for hende at lære at være næsten lydløs. Hun var ik lige så tung som normale mennesker, og deres kraftige knogler.
Hun holdte øje med vampyren, og så hvordan han fik den is Jinx havde tilkadt, til at smelte. Hun bukkede sig ned da hun så en pind. Hun havde ik rigtig lært at bruge den, men det var bedre end at træde ind uden noget våben. Da hun nærmede sig det træ Jinx lå ved, kunne hun se at vampyren gemte sig i skoven.
*Ej hvor ville jeg ønske mine venner var her* tænkte hun. Hun kunne hele Jinx sår, lukke det der var åbent, rette det der var forkert, men hun kunne ik gendanne. Hvis Jinx havde mistet for meget blod, ville det ik hjælpe det store at hele hende, ud over at hun ik var i smerte mere. Hun kiggede over med de buske vampyren gemte sig i, og gik så helt hen til Jinx, men stod på den anden side af træet. Hun lod sin venstre hånd, blidt rør Jinx's vinger, og havde et fast greb i pinden med højre.
Hun koncentrede sig dybt, så for sig at knoglerne hele sammen, og hun mærkede huden og knoglerne bevæge sig. Hun vidste det ville gøre ondt på Jinx, men hun kunne ik stoppe smerten. Hun fortsatte vidre med så, og da hun var færdig med at hele hendes søsters hånd, sad hun stadig på hug og så på Jinx for at være sikker på at hun fik det hele helet.