There's a new kid in town.

Det var en typisk fredag aften. Vinden var kold og kraftig, mens himlen var stjerneklar. Unge som gamle strømmede igennem gaderne i Werclares centrum, mange skyndte sig for at nå hen til barer, restauranter og hvad der nu ellers måtte lokke når natten stod på. En enkelt herre skildte sig ud ved at gå ganske roligt igennem gaderne, hans hænder var foldede om bag hans ranke ryg, som om han var en form for streng lærer der gik og holdte øje med børnene i skolegården. Hans himmelblå øjne glimtede som diamanter i mørket, hans krøllede hår lod sig føre afsted af vinden i al verdens retninger. Han var iført i sort fra top til tå og så yderst klassisk og nonchalant ud - især for en ung herre. I disse dage var unge ikke så konservative med deres påklædning, men denne herre foretrak det nu sådan, skønt han var alt andet end hvad hans påklædning anviste. Han bar en lang sort der gik ham til knæene, sorte, lettere tætsiddende bukser og en sweater der posede om hans slanke overkrop. På de store fødder bar han spidse, gammeldags sko, der var bundet med snørebånd. Jakken flagrede og afslørede de lange, tynde ben som tog lange skridt langs husene i byen. Han var ikke den generte type, men han foretrak at holde sig i baggrunden - måske skyldtes det hans arbejde, at han efterhånden blev mere og mere tilpas med at være en del af skyggerne. Han sukkede let og betragtede virvaret omkring ham. Han rykkede ikke på hovedet, men nøjedes blot med at betragte de forbigående med de lyseblå øjne. Manden havde ingen mission. Ingen destination. Han ville før eller siden finde en bar, men indtil videre gik han hvileløst rundt. Ikke bange, ej heller på flugt. Han slap sin positur som streng lære og lod den ene hånd grave ned i lommen på den sorte, detektiv-agtige jakke. Han fiskede en cigaret op, ligeledes en lighter, og antændte. Han sugede kraftigt til og pustede nydende ud. Godt han aldrig skulle dø, ikke af disse i hvertfald. Han røg gennemsnitligt to pakker om dagen.

En lille skikkelse fandt sin vej frem, via tag toppende. I elegante hop nåede den fra et tag til det næste, hoppede over eventuelle forhindringer, og brugte tingende omkring sig som hjælpemidler til at komme frem. Ikke at der var noget bestemt mål, ud over søgen efter mad, men dette var umiddelbart en måde at få lidt ro i sjælen. Hvis der stadig var sådan en, eller nogen sinde havde været. Ærlig talt bekymrede det hende ikke om hun havde eller ej. Der var intet formål i at bekymre sig i det, for uanset havde var hendes hænder plette med blod. Men det var næppe til at finde sært, for hun var ny i denne verden, og det havde givet hende lidt af en udfordring at falde ind. Ikke at hun var faldet ind endnu. Nej, der var der lang vej til endnu. Lige så lang vej, som der var med ting hun skulle lære til perfektion. Hun kunne se frem til minimum et par hunderet år, før hun havde det hele på plads. Det gjorde hende næsten glad, for det betød at hun fik mere tid med sin elskede Herre.
Jackie hoppede fra et tag ned til en brand trappe, og slyngede sig fra gelænderet til etagen neden under, og stod til sidst på jorden. Fordelen ved hendes nye liv, var at der ikke var nogle komplikationer med at løbe. Hun havde ikke brug for ilt på den samme måde, så hun kunne livligt løbe omkring i byen. Hendes største problem tilgengæld var den umættelige sult, som kun virkede ikke eksisterende på få tidspunkter. Men når den slog igen ramte den hårdt. Men med tiden skulle hun nok lære at få kontrol over den, med hjælp fare sin Herre. Så i sidste ende var det ikke så meget der bekymrede hende. Lige nu var alt der gjaldt, det at hun ville løbe, til at hun havde fået sig selv i fuld kontrol. Så hun satte i løb igen, men blev stoppet ikke lang tid efter. Hun genkendte lugten af død.
Jackie var ikke meget mere end en spinkle lille skikkelse på ikke meget mere end 160. Hun var blegere end de fleste, og selv for en der var død. Hendes platin blonde hår, fik det dog til at se mere normalt ud. Hendes brunlige røde øjne hjalp dog ikke, men søgte kun at høre det være. Heldigvis var hun dog for en gangs skyld klædt i en tætsiddende langærmet t-shirt i hvid, og et par sorte jeans, som fik hendes skikkelse til ikke at være så asymmetrisk.

For en stund lagde manden ikke mærke til usædvanlig færden omkring ham. Han nød sin cigaret i ro og mag, lige indtil at en kvinde hoppede ned ikke langt fra ham. Han stoppede op og hævede det ene, mørke øjenbryn... *Well that was odd...* Han betragtede pigen i et par sekunder, før han forsatte med at ryge sin cigaret. Han stak den ene hånd i sin lomme... *Another vampire, I suppose... she smells like blood, she's pale... rather acrobatic for a human, I'd say... but no particulary dark aura... she must be young... very young... much younger than me*... Manden, der lignede en jævnaldrende, overvejede kort om han skulle kontakte hende. Hun havde et jaget blik i sine øjne, noget som også kunne tyde på at hun var ung... men hvor ung? Vel ikke... helt ung? Han sukkede let og kløede sig tænksomt i det lysebrune, krøllede hår. Han gik videre. Det var ikke hans sag. Hun havde nok en skaber der passede på hende, eller en mentor som han selv havde haft. Han kendte ikke sin skaber, men han ville gerne finde denne. Hvorfor var han blevet forvandlet? Var der en mening med dette? Ikke at manden bar nag til denne ukendte vampyr... han var mere end glad for den situation han var endt i. Han havde levet et langt, godt liv. Hvis han døde i morgen ville han ærge sig, men han ville være taknemmelig for de 613 år han havde fået lov at leve i - det var en luksus som mange ikke kunne tage del i.

Hun stod lidt og betragtede den unge mand, og kunne ikke lade vær med at smile lidt. Er var noget sært over en vampyr der røg. Der kunne næppe være noget direkte tilfredsstillende over det, så det var nok mere en vane. Eller også havde han overbevist sig selv om, at det bragte ham en eller anden følelse. Men det var ikke det der vakte hendes nysgerrighed. Nej der var nok mere delen med, at han også var en vampyr. Han virkede dog langt mere raffineret end hende, så muligvis en ældre udgave. For hende var alle ældre, men lige med ham her, mente hun ældre på en meget ældre udgave. I hvert fald en god del år.
Han begyndte at gå væk fra hende? Hun trak lidt på skulderne, og satte i løb efter ham, og brugte omgivelserne, til at komme hurtigere frem. Og ikke langtid efter havde hun indhentet ham, og sågar med et sidste hop nåede foran ham.
"For a dead guy, you look rather special" sagde hun roligt, og betragtede ham. Hun var ivrig efter at lære mere om ham. Mest for at lære mere om det at være vampyr. Desuden var hun nu sikker på, at han var meget ældre end hende. Hans tilstedeværelse virkede langt stærkere end hendes, ligesom Balthasars gjorde, og alligevel ikke. Denne mands tilstedeværelse var på ingen måde lige så stærk som Balthasars. Men så vidt hun havde forstået på det, skulle der også meget til, før man nå der til. Men som sagt... Der gjorde ikke manden mindre interessant.

Manden havde forsat sin roligere gang og havde besluttet sig for at overlade den unge til sig selv. Han vidste ikke om det var den bedste beslutning, men det kunne umuligt være hans skyld hvis vampyren vagte opmærksomhed - dette ville være hendes egen. Han følte sig måske en anelse upatriotisk, hvis man kunne kalde det sådan, men han var ikke just typen der tog sig af andre eller lod andre tage sig af ham. Tværtimod. Han brød sig ikke om ansvar. Da kvinden pludselig var løbet efter ham og havde placeret sig foran ham, måtte han stoppe igen. Han hævede igen det ene øjenbryn... *Hm, she picked up that I am like her... quite fast too*... Han rømmede sig lidt over hendes ord, ikke rigtig indforstået med hvad hun helt præcist mente. Han så da meget ordinær ud, gjorde han ikke? Måske lidt gammeldags, men fashionabel, i hvertfald ifølge ham selv:
"Well, I am a very special dead guy..."
Han smilte svagt og smed cigaretten. Han foldede endnu engang hænderne bag ryggen. Han analyserede hende med øjnene og begyndte langsomt at gå rundt om hende i et langsomt tempo:
"You are not very discrete, you know... jumping up and down from buildings, running through the streets... humans would think of this act as being very... out of the ordinary... or maybe they would think that you were practicing parkour, however... you must be careful, child. Even amongst equals... hold your cards closely to your chest."
Han nikkede efter sit råd og stoppede op med at bevæge sig rundt om kvinden. Han følte en hvis trang til at sørge for at kvinden ikke tiltrak mere opmærksomhed end nødvendigt. Ikke kun for hans egen skyld, men for hendes. Han selv forholdte sig så uset og privat som muligt. Selv i blandt sine egne... der var ingen grund til at afsløre hvem man var og hvad man kunne. Mystik var magt.

Hun gav et bredt smil fra sig, da han svarede. Og det blev hun bredere da han begyndte at inspicere hende, som var hun et kvæ.
"You look... Old and you smoke..." sagde hun roligt, og stod stille mens han var på vej rundt om hende.
Hendes holdning modsat hans var langt mere afslappet, og passede langt bedre end i denne tidsalder. Hvilke nok kunne forklare hvorfor hun helt præcist fandt ham sær. Men sandheden var, at hun egentlig var ret ligeglad med hvordan han så ud. For hendes skyld kunne han havde en abe på hovedet og et klovenekostume som habit, det ville ikke gøre en forskel. Nej det var det at han så død død ud, og at han smøg der fik hende til at undre sig. Men når man blev ældre blev man åbenbart sær. Balthasar var heller ikke ligefrem den mest normale af personlighed. Han havde sine sære vaner og måder at opføre sig på. Gad vide om hun også blev sådan, eller om hun kunne få sneget sig igen om det? Hvis hun blev, ville hun nok ikke ligge mærke til det, for hverken manden her eller Balthasar, syntes at have ænset det.
"The running part is not unnormal.. I even did it when I was human... Because yes.. It's parkour, and a physical thing I always do. It won't show my cards... Even among equals.." svarede hun rolig, og studerede manden fra top til tå. Han virkede umiddelbart ikke som en trussel, i hvert fald ikke af udseende, men sandheden var med sikkerhed noget helt andet. Hun ville i hvert fald få tæv af ham på få sekunder.

Manden betragtede cigaretten der lå på jorden. Var det så underligt at han røg? Det var rart, på en fatalistisk måde, men siden han ikke kunne dø af rygning så var det alt andet end fatalistisk... det var ren vane, et instinkt, nærmest. Noget han var begyndt på fordi Calum gjorde det. Det havde været mærkeligt den første gang, men som alt andet havde manden tilpasset sig. Måske ikke i forhold til tidens tone. Han anså ikke sprint og andre fysiske ytringer som værende passende og 'normalt'. Ikke i gaderne, i hvertfald. Han rystede let på hovedet af sig selv:
"Well, then you were also moving quite prominently as a human... I guess I am too old to find it ordinary."
Han havde stadig et svagt smil over de lyserøde læber, som han stod rank og tårnede langt over den unge. Han så ikke specielt skræmmende ud, men man skulle ikke tage fejl af ham. Han var en vampyr af en betydelig alder, sin bedste alder, ifølge ham selv. Han nød stadig sin plads i verden. Calum havde sagt at han var træt af at leve... eller ikke at leve. De himmelblå, funklende øjne så ind i kvindens mørkebrune, som han kort forestillede sig hvordan hendes menneskelige liv havde været... hvilket var svært, eftersom han ikke huskede sin egen mennesketid. Han huskede kun den tærende sult, blodet i sneen, de mange drab, ensomheden, forvirringen... men så kom Calum og fordrejede hans liv. Han håbede at kvinden havde fundet en vejleder som Calum. En stærk, sjov mand der gladeligt delte ud af sine erfaringer. Ikke det mindste hemmelighedsfuld. Utrolig karismatisk. Mandens eneste helt her i verden, skønt han ikke mindede specielt meget om Calum. Manden her var meget hemmelighedsfuld, karismatisk for nogen, skræmmende for andre... for kvinden, åbenbart yderst mærkværdig.

"Well I am young... This is my century, so things are different from when you proberbly where born. And yes... I was a very athlethic" Hun smilte lidt mere, da hun så hans smil. Der var rart til en afveksling at se nogen, der havde lidt lettere med at gøre den slags ting. Hendes Herre var næsten stiv i ansigtet når det kom til den slags. Men hun holdte stadig ubeskrivelig meget af ham. Men andet var svært at forventet. Båndet mellem Sire & Child, havde det med at være ubeskrivelig stærkt. Hendes med hendes Herre var i hvert et stærk. Og det var ikke til at sætte spørgsmålstegn til, når man så hende nær ham. Hun var villig til at gå i døden for ham, på et hvilket som helst tidspunkt.
"I am Jackie... Nice to meet you" sagde hun, og rakte en hånd ud mod ham. Hun bar ikke et eneste gram frygt for ham, og ja... Hun var muligvis heller ikke den mest respektfulde, men igen... Hun var født i et helt andet århundrede end ham. Hvad kunne man forvente af hende?
Hun trådte lidt tilbage, og fandt en væg at læne sig op af. Hun smilte lidt igen, og strøg sit hår tilbage.
"Sooo... How old are you...?" spurgte hun stille, og betragtede ham lidt mere. I hendes øjne lignede han han en i tyverne, men det vidste hun ikke var sandt. Hvilke egentlig var lidt af en sjov tanke, for som hun blev ældre. Ville hun stadig ligne den hun var nu.

Manden nikkede forstående. Selvfølgelig, tingene ændrede sig hele tiden, det indså han da, men han havde godt nok aldrig set nogen bevæge sig så fremfarende i gadebilledet, men nuvel... Han kiggede væk for en stund, men besluttede sig så for at han ville ryge en cigaret mere. Røgen hvislede om hans person og slørede for hans blege, markante ansigt. Da hun rakte hånden frem for at give hånd, tog manden langsomt imod den. Han var blevet vant til ikke at kysse kvindernes håndrygge længere, dog tillod han sig at gøre det engang imellem alligevel. Han gav et blidt, flygtigt håndtryk:
"It's a pleasure... My name is Tybalt."
Eliot vidste ikke hvorfor han altid løj om hans navn til alt og alle - det var mere end tydeligt at denne kvinde ikke var en trussel, men stadig... man kunne aldrig vide sig sikker. Måske var han blevet mere paranoid med årerne, han ville bare ikke have at folk kendte til hans sande jeg. Kun dem han kunne stole på måtte vide af ham... som der ikke var nogen af, udover Calum, der sov trygt et sted på Deepshell. Han tog et sug af cigaretten og tøvede med at besvare kvindens næste spørgsmål... hvorfor alle de spørgsmål? Hvad relevans havde hans alder for hende? Han bed sig i læben... *Don't be so paranoid, she's just a baby!*... Han rømmede sig og smilte forsat:
"This old!"
Han strakte armene vandret ud mens hans smil bredte sig yderligere. Armene faldt ned langs hans sider:
"613... I am not that old... I am guessing you have not reached your hundreds yet?"
Han blinkede med det ene øje og røg forsat videre på cigaretten. Hun var nok ikke så gammel... men hvor gammel, vidste han tog ikke... hun måtte være meget ung. Hendes jagede blik sagde det hele for ham. Det var næsten som at stå over for et barn, dog var barnet mere intelligent og langt mere krævende. Han ville nok aldrig forvandle nogen... hvorfor skulle han? Det ville kun bringe ham kvaler, intet godt kunne komme ud af det. Han var dog taknemmelig for at andre forvandlede og tog sig af unge vampyrer. Ellers havde han formentlig stadig befundet sig i de engelske skove.

Jackie kunne ikke lader vær med at betragte ham endnu mere, i det sekund han begyndte at ryge. Der var noget sært og næsten fascinerede over det, selvom det bare var en smøg. Det var nok tanken om, at man havde viljestyrke nok til at forstille sig, at smøgen gav en følelse. Ikke at man kom til at mangle følelser når man krydsede over til vampyr, nej... Der var bare visse følelser som ikke rigtig var så stærke længere. Der var så også andre følelser som blev forstærket. Ting der blev så meget mere ulidelig og ubærlig, at det virkede umulig at overkomme. Der var mange ting hun fandt ubærlige, men hun vidste, at hun blev nød til at overkomme det. Og der var ting man nok aldrig blev vant til. For Jackie var det dog mere menneskelige ting som det var. Ting som at blive kysset på håndryggen. det fik hende til at føle sig ude af sted. Så da han kyssede hendes håndryg, stod hun og smilede noget fjoget. Kun fordi at hun følte sig dum. Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere på den slags.
Hun fik dog et mere elegant smil frem på læberne der efter, og trak sin hånd til sig. Hans navn var anderledes lige som ham, men hvad andet var der at forvente at en ældre vampyr. Det var ikke ligefrem fordi at hendes navn havde været normalt den gang for eksempel. Men for hende var hendes gamle navn ligegyldigt. Det hun havde fået af sin herre var det eneste der betød noget. Men hun fortrak at det kun var ham der brugte det. Af samme grund introducerede hun sig kun som sit gamle jeg. Ikke at det gjorde hun ville dem mindre, det var bare for specielt for hende, at dele det med alle.

Hun så forvirret på hans svar om sin alder, og gav et skævt smil fra sig, da hun ikke vidste hvad ellers hun skulle svare. Det gav i hvert fald ikke nogen mening i hendes hoved. Men måske var hun bare for ung til at forstå det? Hun var dog glad for, at hun blev redet for at se helt dum ud, da han gav hende et mere håndterbart svar.
"Oh... That was rather old... And explains a couple of things..." Hun gav et varmt smil fra sig, før hun fortsatte. "No I have not... Fare from..." svarede hun i en munter tone, selvom det at være ung, ikke ligefrem var en fordel. Specielt grundet den ekstreme sult, de mange følelser og manglen på kontrol.

Eliot havde ikke nogen rigtig menneskelighed tilbage, men han valgte til tider at føle hvad han nu ville føle. Nogle følelser var selvfølgelig stadig uundgåelige for ham: begær, vrede og glæde. Han var en glad, lidenskabelig vampyr, men når han ikke fik sin vilje kunne han godt blive ret tvær og farlig at have med at gøre. Han virkede som den rolige type, hvilket han også var det meste af tiden, men han havde skam følelser. De viste sig bare ikke så ofte. Ikke til fulde, i hvertfald. hans smil bredte sig en smule da hun fandt hans alder ret høj. Han selv vidste at der fandtes langt ældre vampyre end han selv, men det nagede ham nu ikke. Han var selvsikker, men led ikke af storhedsvanvid. Han havde ikke et ego der skulle plejes:
"I guess it is... but time flies by so fast that you hardly even notice it."
Han stak den ene hånd i lommen og betragtede sin smøg som Jackie klargjorde at hun bestemt ikke var hundrede:
"Oh, I see... well, actually I already knew you weren't, or most likely weren't. You have that look in your eyes..."
Hans lettere hæse stemme talte altid langsomt og med en uundgåelig britisk accent. Han udstrålede engelskhed som bare fanden, uden egentlig rigtig at prøve. Han havde ikke ligefrem boet i England over længere tid, men accenten stammede fra hans tid som menneske og tja... de andre kendetegn og tendenser som kategoriserede englænderen, havde han vel på en eller anden måde adopteret i løbet af sit liv. Han kunne godt lide England. Han kunne godt lide the. Beatles var en af hans ynglingsbands og han drak oftest øl eller whiskey. Han kunne ikke komme uden om at han skilte sig ud på dét punkt. Men det var en af de få ting folk kunne regne med når de mødte Eliot. De vidste med sikkerhed at han var britisk og at han røg. Resten var oftest et spindelvæv af løgne.

Hun gav et lille smil fra sig, da han virkede tilfred med kommentaren om hans alder. Ikke at den var ment til at være smigrende, men det gjorde hende tilfred alligevel, at vide han tog det vel. Hun havde blot være oprigtig fascineret af hans alder. Det var ikke ligefrem fordi, at hun mødte så mange vampyrer, og specielt ikke de ældre af dem. Dog var alle hun havde mødt, været ældre end hende. Men på nuværende tidspunkt, ville det at møde ældre vampyrer næppe være et godt tegn. Med mindre det var et tilfældigt møde som dette.
Hun måtte give et svagt grin fra sig ved hans kommentar, og nikkede lidt til hans ord. Hun vidste godt hvad han snakkede om. Hendes Herre havde påpeget hendes blik flere gange, og når hun selv så på det, kunne hun se hvad det var. Et blik blandet af sult, mangel på kontrol, og rovdyret. Alle de følelser og ting der var det største problem hos en nyfødt.
"It's the hunger... I know" svarede hun i en munter tone, og virkede næsten ikke til at tage det alvorligt, og måske gjorde hun heller ikke. Eller også ledte hun desperat efter en metode at holde sig selv distraheret fra et mørkere sind? Uanset hvad var hun i kamp med sig selv. Det var alle nyfødte, om de ville det eller ej. Skæbnen arbejdede ikke med dem, men søgte at sætte dem på prøve i alt. En prøve som knækkede de fleste. Den prøve der gjorde, at værende ude var farligt for hende. Og de fleste ville mene, at hun hun skulle forblive låst inde. Så hun skulle næppe nævne sin alder.
"So I how it is... You know, to live for so long?" hun så interesseret på ham, og havde tydeligt mange spørgsmål, der ikke var blevet besvaret endnu.
"Do a lot of our kind tend to break under the weight of time?" Hun blev nød til at vide mere om hvordan efterlivet var!

Omnomnomnom

Hum ti dum

Eliot havde levet de mest kritiske år af sit vampyriske liv alene. Det var alene held der havde skyldtes at Calum var kommet til ham. Han havde været et primitivt dyr, kun hans bevidsthed havde adskilt ham fra dyrene han havde levet omkring i den britiske skov. Han ville dårlig nok forestille sig hvor han havde været endt hvis det ikke havde været for Calum. Han havde aldrig forvandlet nogen selv, men nu hvor den unge vampyr var stødt på ham, følte han at han nu måtte tage det ansvar som han ellers havde lovet sig selv at holde sig fra. Nu hvor hun var der, med så barnlig naivhed og i komplet vildledelse, kunne han lige så godt passe på hende i den flygtige tid hvor de ville være i selvskab med hinanden. Han tog endnu et sug fra cigaretten og så sig omkring, som han kort overvejde sit svar til hendes spørgsmål:
"It is odd... rather odd, at first. But as I said, time flies by so quickly, even for us. Yeas become days, decades become months... "
Han begyndte at gå i et roligt tempo, han havde i sinde at de vel ikke skulle stå her og blomstre for evigt. Han gestikulerede fra tid til anden med den cigaretbærende hånd:
"I cannot speak for those I do not know, but... one of my friends got tired of living. He is currently asleep. I'm not sure when he is going to return to the world... But yes... I do believe that some feel the need to rest or simply die. We do face the risk of living more than we care to. I, however, have not grown tiresome of life. I appreciate it more and more every day... I hope that you will too."
Han nikkede med et svagt smil og tog endnu en mundfuld røg fra sin cigaret. Han kunne sætte sig ind i at visse vampyrer blev trætte af at leve, specielt hvis de ikke levede med nogen spænding i deres liv. Han selv holdte sig selv spændt på livet ved hjælp af fare og usikkerhed. Han prøvede også at leve et så ansvarsløst liv som muligt. På den måde ville han altid kunne gøre hvad end han havde lyst til - hvilket var hans mest dyrebare luksus.

Jackie havde ingen ide om, at manden her havde tænkt sig at lege hendes beskytter for den næste stund. Hun regnede ikke ligefrem med, at det var den slags følelser hun bragte folk. Hun følte sig i hvert fald ikke særlig meget udsat for fare. Tvæt i mod følte hun sig sikker og stærk, og selvom det måske bare var hendes fantasi, hjalp det dog meget at tro på sig selv. Hun havde trods alt lavet mange dumme ting, men var alligevel kommet sikker ud i sidste ende. Og hvis hun ikke kunne klare den gennem kamp, kunne hun helst sikker løbe væk fra dem. Hun gav et lille smil fra sig ved tanken om, hvordan man kunne mærke adrenalinen løbe vildt og utæmmet igennem kroppen, mens man var i fuld gang med at løbe for livet. Se det var en følelse hun aldrig blev træt af, og en hun aldrig kunne forstille sig at blive træt af.
”I could imagin that…” mumlede hun lidt for sig selv, og så ned på sine fødder, og lagde først mærke til, at han var begyndt at gå lidt efter. Hun løb efter ham, og satte tempoet ned, da hun nåede op på siden af ham igen. Igen faldt hun hen på at betragte hans cigaret, og kunne stadig ikke lade vær med at finde det sjovt. Det var lidt som om, at han prøvede at holde fast i sine menneskelige vaner, det var helt fascinerende.
”Oh I see… I think I can understand them... Eltenalty might seem fun now, but in a hundred years…” Hun gav et lille smil fra sig.
“Sleeping?” Spurgte hun pludselig meget nysgerrig, og prøvede at fange hans blik. Næsten som om at hun prøvede at få ham til at se hvor meget hun ønskede at vide hvad det betød. Tydeligt var der meget hun ikke vidste endnu, men hun var trods alt meget ung, så det kom næppe som en overraskelse, at hun havde så mange spørgsmål til det hele. Og selvom det gav det evige liv en dyser tone, lod hun sig på ingen måde skræmme.
Jackie glædet sig til sit evige liv, og til at se hvad de bragte hende. Til at opleve de ting, som hun aldrig ville kunne have prøvet som menneske. Der var helt nye muligheder der fulgte med, selvom det så også lukkede nogle døre, men hun kunne ikke forstille sig, at det var nogle ting hun ville savne. Men det var kun nu hun havde det sådan. Om nogle mange år, ville det helt sikkert være noget, som hun ville savne. Men det måtte hun tag om de mange år, og ikke lige nu.

Hum ti dum

Still here

Eliot morede sig let over Jackies mange spørgsmål, men samtidig fik han en hvis mild tilfredsstillelse over at kunne fremstå som en slags guru over for den unge vampyr. Dog ville han ikke finde det sjovt at have ansvaret hvis hun pludselig gik amok, som unge vampyrer så ofte gjorde. Han stoppede op igen og kiggede sig overvejende omkring. Var der nogen god bar i nærheden? Han så kort ud af øjenkrogen på Jackie... hm. Måske skulle han tage hende med ud at tage først. Bare så han var sikker på ikke at stå til ansvar senere hen. Han blev lettere distræt:
"Well, yes... naturally, we do not need sleep anymore, but if a vampire lies down long enough and actually wants to rest, it is possible..."
Han snakkede langsomt og tog dernæst et sug fra sin cigaret. Han så nu tilbage på Jackie, eller rettere, ned på hende. Hun lignede endnu et menneske, måske havde hun været omkring de 18 år da hun blev forvandlet? Højest, efter hans mening:
"Are you hungry? I mean, really hungry? Of course, you are always hungry as a newborn..."
Han smilte lettere skævt. Måske var det bedst at gå ud at jage... dog ville han ikke selv jage med hende, han foretrak at lege langtrukkent med maden før han tog for sig. Han nød jo alligevelo også at være voldsomt promiskuøs.

”That sound rather unplesant…” Svarede hun stille og eftertænksomt. En søvn uden drømme, en søvn uden noget faktisk. Det ville være som hvis man reelt var død, og ikke denne sære mellemting. Hun brød sig ikke om tanken, og rystede svagt på sig, for at få tanken ud af hovedet. Aldrig ville hun ligge sig til at sove, det var sikkert. Desuden var der meget hun skulle opdage, og hun regnede ikke med, at verden pludselig løb tør for ting man kunne opdage. Var det egentlig ikke blot et spørgsmål om hvor meget man ledte?
Et lille trak på skulderen, kom efter hans efter hans spørgsmål, før hun så lidt ned.
”Hmm I don’t know…. Well yes, but I am always hungry… No i guess?”
Det var et spørgsmål som ikke var til at svare ordentligt på, for hun kunne ikke kende forskel på rigtig sult, og den konstante sult. Det var frustrerende, som var hun blevet stillet et spørgsmål om livet gåde, der rev i hende hele tiden. Hun kunne ikke bare lade vær med at spørge sig selv, om det var virkelig eller ej. Hvad hvis hun dræbte folk uden grund, og blot fordi at hun ingen selvkontrol ejede? Hun havde svært ved at acceptere den tanke.
”Have you ever killed someone, thinking… No knowing that is was without a good reason?”
Hun så ikke på ham, da hun stillede spørgsmålet, men betragtede spidsen af sine sko.

Eliot nikkede sagte, selvom han egentlig ikke vidste om det var en god eller en dårlig ting at hvile sig. Han ville ikke gøre det, nogensinde, gik han ud fra. Han holdte meget af sit liv. Han begyndte sagte at gå videre da det ikke lod til at den unge vampyr var betydeligt sulten:
"Okay then... I guess it would be safe to-"
Eliot blev afbrudt da hans telefon begyndte at ringe. Han kiggede på telefonen og kunne se at det var et vigtigt opkald. Han så flygtigt på Jackie, men vendte så ryggen til hende:
"I'm sorry Jackie, but I have to go... I have some business to attend to... But take care, don't get to sassy and murder the whole town."
Han smilte lettere skævt og drilsk, men forsvandt så fra mængden. Folkene omkring dem lagde ikke engang mærke til hans hurtige forsvinden, så hurtig var den ældre vampyr. Han håbede at Jackie ville vende hjem til sin skaber snart, det var bedst. Da han havde været så ung, havde han ikke veget fra sin lærers side. Calum havde været hans støttepæl igennem de svære år. Da han havde været alene, havde det været et rent helvede. Han huskede hvordan han havde dræbt alt på sin vej, selv dyr. Måske var han et særtilfælde, men hvis ikke, gjorde Jackie bedst i at blive hos sin skaber så ofte som muligt.

-Out.