Not normal!!! (Elisabeth)

Hun havde tit snakket med Procella om måder at jage på, hendes tætte veninde havde sine egne metoder, metoder der havde fået Elisabeth til at glo på hende og nægte at gøre hende eksemplet efter uanset hvor nyttigt det var. Ingen mand skulle have lov at komme så tæt på hende bare for at lokke ham i en fælde. På den anden side så var hun jo ikke engang sådan dagligt, ja hun var 21 og aldrig været i et forhold eller haft følelser for nogen, om end hun da havde snakket om hvorvidt den ene og den anden fyr var sød eller ej. Han blev tvunget til at flytte sig for at undgå hendes slag og derved slap han hendes hånd. Igen var der afstand mellem dem hvor de studeret hinanden. Han angreb ikke, ventede! Det vidste hun alt for godt, og derfor overvejede hun hvad hun skulle gøre. Tankerne kørte rundt i hendes hoved og dog var hun opmærksom på ham og enhver bevægelse han måtte komme med. Hvad var bedst at gøre? Hun vidste det endelig godt men så skulle han tættere på. Hun sukkede et lydløst suk

”Hvorfor dræbte du de mennesker…?” spurgte hun

Han holdte hele tiden en hvis afstand fra hende, så hun ikke kunne komme få tæt på ham helt så nemt. Han havde ingen planer om at blive dræbt af denne unge jæger, som åbentbart var blevet trænet eller noget i den stil af Procella. Han ville ikke lade kvinder som den slags komme tæt på ham, eller noget andet i den stil. Han ville have dem til at lade ham være. Han hadede dem ret så meget og ville helst ikke tale om dem. Han blev meget overrasket da hun pludseligt valgte at spørge ind til hvorfor han havde valgt at dræbe de mennesker, mest havde han ikke lyst til at fortælle det, men alligevel gjorde han det.

"De ville dræbe mig og trængte mig op i en krog så har du ikke meget valg andet end at dræbe, eller om ikke andet passificere dem. Da de lå døde valgte jeg at de ikke skulle gå til spilde da jeg godt kan lide smagen af menneske, men jeg dræber ikke bare for at få mad. Jeg dræber heller ikke noget bare for at dræbe."

Han hadede folk der bare dræbte uden grund det var forkert og intet andet. Han hadede den slags det var den slags hun burde jage ikke folk som ham, som bare levede i skoven alene og kun dræbte hvis folk forsøgte at gøre ham ondt.

At han valgte at svar hende undrede hende nu ikke, han havde jo for længst vist sig som typen der snakkede en del og selvom hun efterhånden var træt af at høre på ham så måtte hun dels have nogle svar og dels lokke ham til at snakke mere. Tit og ofte snakkede man over sig når man som ham elskede at bruge mundtøjet, og desuden gjorde det en mindre koncentreret og reaktionsevnen mindre fleksibel. Hun lyttede dog til hans svar, det ene bryn gled op da han sagde at det havde været nogen der havde jagtede ham, fint… man blev dog ikke jagtede uden grund medmindre den første jæger gjorde det for sjovs skyld og uden endelig en mission eller med andre formål. Da han sagde at han ikke havde haft andet valg end at dræbe når han blev trængt ind i en krog fnyste hun, måske ikke højt men hun var ret sikker på at hans følsomme og skarpe hørelse ville opfatte lyden uden besvær.

"Jaså… hvis du virkelig ikke var så fjendtlig burde du være i stand til at undgå disse jæger, og når det skete blot nøjes med at skade dem i stedet for at dræbe! Javist vil de forsøge at finde dig… men så har du vel givet dem en advarsel.. desuden… har du overvejet at disse mennesker har familier som leder efter dem? Nej det har du sikkert ikke, for væsner som dig har ingen familie, ingen venner og er konstant jagtet! Du er måske ikke klar over det men du har gjort børn forældreløse, kvinder til enker, mødre til barneløse…”

Hun opdagede at hun faktisk selv havde holdt en mindre tale, og så meget plejede hun ikke snakke derfor tav hun nu og så vurderende på ham.

"Ja jeg er forældre løs, min mor døde på barsels sengen da hun fødte mig, og min far dræbte jeg selv 4 år efter han havde bidt mig, men jeg har en søster der ude et sted, så du bør virkelig tænke over hvad du siger til folk, og så er det lige meget om vi er væsner.
Vi har følelser eller om ikke andet ved jeg at jeg har, lige nu er det dig der er et monster dig der bare dræber fuldstændig følelseskoldt.
Ja jeg har måske gjort at folk har mistet familie, men kun jægere og de ved hvad de gik ind til, og ja jeg advarer folk og forsøger helst at passificere dem først. Gå ud og find en jæger der bor her ikke så langt væk, hun hedder Janie, hun forsøgte at dræbe mig og jeg endte med at skade og passificere hende, men jeg tog mig af hende og sikrede mig hun kom på benene igen.
Jeg har venner og jeg har folk der holder af mig. Det virker mere som om det er dig der mangler de ting du taler om jeg mangler, måske er du bare misundelig på folk og derfor lader du det gå udover os, fordi du ved at det er respekteret af andre folk."

Han gik rundt om hende mens han talte til hende, og havde ikke nogen tanker om at dræbe hende, slet ikke nu. Han ville ikke dræbe en person der var et monster, selvom hun måske ikke selv så det så var det det hun var.

En god tale at holde, og en anden jæger ville nok føle sig som et monster. Men Elisabeth var lige så upåvirket af hans tale som af hans udseende og væremåde og derfor gloede hun var på ham uden spor meget reaktion i blikket eller kroppen. Han kredsede om hende mens han snakkede og hun fulgte med for atter ikke at stå med ryggen til ham for hun stolede ikke på ham. Da han nævnte Janie så hun indgående på ham. Mon han talte sandt? Han havde talt delvist sandt omkring Procella, så det kunne være sandhed men alligevel havde hun sin tvivl. At hun ikke selv havde en familie var ikke løgn, men det var absolut ikke af misundelse at hun dræbte disse væsner! Måske var hun et monster, men hun levede og åndede for dette og han kunne sige hvad han ville, havde han virkelig haft den føromtalte familie ville han ikke bo ude i en skov hvor han fortærede de væsner der måtte komme eller jagte og dræbe dyr.

”hvad lever du dog for?”

Spurgte hun, han havde sin dræbt sin egen far, men det var vist selvsamme der havde gjort ham til det uhyre han var. personligt var den eneste formål med hendes arbejde at sikre menneskeheden, det skete ifølge hende først når Judas var blevet dræbt, for den vampyr var farlig. Hvad der ville ske med hende efterfølgende var hun ikke spor interesseret i. Det eneste der betød noget var denne vampyrs død, hvis dette betød at hun skulle følge ham i døden ville hun ikke engang sige nej.

"Hvad jeg lever for, for at prøv på at skabe mig et liv uden jer jægere der hele tiden mener at i har ret til at dræbe os, vi gør jeg ikke noget, helt ærligt de eneste jeg har dræbt er folk der har forsøgt at dræbe mig, og det startede uden grund! Der var en der fandt ud af jeg var varulv og jeg havde dræbt min far fordi han havde forsøgt at dræbe mig under et slagsmål, da han selv var syg i hovedet og ikke var til at stole på. Siden den dag har jægere forsøgt at dræbe mig, nogle af dem er døde, og dem der ikke var vente tilbage til deres hovekvartere og fortalte at de havde fundet mig omringet af menenskelig som jeg ikke engang var. Jeg er ikke farlig for noge, medmindre man angriber mig!"

Han var ved at være træt af hende, og at hun ikke kunne se at det ikke gav mening det de gik og lavede bare dræbte væsner fordi de var hvad de var og ikke fordi de som sådan var farlige.

"Og så lever jeg her hvor jeg kan dræbe dyr, for at fjerne lidt vrede så jeg har nemmere ved at styre mig selv når folk som dig kommer for at angribe mig, så du derved kan slippe med livet i behold."

Hun lyttede til ham, det gjorde hun faktisk men det trængte ikke ind. Hans ord var tomme for hende, han var et uhyre og uanset hvad han sagde ville det næppe ændre hendes tankegang. Enhver anden jæger ville næppe have lyttet til det der, og hvis det var, var han eller hun nok blevet vred over alt det han sagde. Selv stod hun fuldkommen roligt og uden mange følelse hvor hun blot betragtede ham. Da han sagde at han ikke var spor farlig hævede hun det ene bryn hvilket nok ikke ville ses.

”Ikke det? betyder det at hvis jeg lægger mine våben at du intet ville gøre mig?”

Ikke at hun ville gøre det, men nu spurgte hun bare uden helt at vide hvorfor og ventede på svar. Hun stolede ikke på ham, og hun ville ikke lægge sine våben for folk som ham var løgner og han havde allerede vist hende falske tårer så han ville vel næppe forvente at hun ville stole på ham. Han ville få hende levende så snart han fik chancen. Hendes blik hvilede på ham, veg ikke en millimeter.

Hvis hun var seriøs om det, at smide sit våben og hun gjorde det. Ville han uden tvivl lade være med at angribe hende. Han havde ingen grund til at angribe hende, og ville derfor fortælle hende det. Han var simpelthen ikke typen der gik og dræbte på må og få. Han fandt det forkert og den slags der gjorde det var simpelt hen monstrer der gjorde den slags.

"Hvis du smed dit våben ville jeg enten blive og snakke, eller gå hvis du gerne ville have mig til det. Jeg ville også lade dig gå hvis du forsøgte på det, men hvis du har tænkt dig at angribe mig bliver jeg nød til at passificere dig. Jeg ville nok vælge at gøre et forsøg på at hjælpe dig på benene eller med at få dig på hospitalet."

Han havde jo begået nogle fejl og derved ladt folk dø, selvom han kunne have reddet dem. Han var slet ikke som en gang havde været. Han havde engang været tæt på at være et monster men aldrig havde han været det helt, og nu var han endnu længere væk fra at være det.

Hun så på ham idet han svarede, han så virkelig ud til at mene det seriøst så hun næsten troede ham. Hendes blik forblev på ham, hun end ikke blinkede kun når det var nødvendigt og derefter hvilede blikket atter på ham. Noget i hende bad hende fortsætte, en anden side af hende tøvede. Hun hadede at tøve! Hvor var Procella når man havde brug for hende, hun ville uden tvivl have været en stor hjælp her. Uden at svare stak hun dolken tilbage i støvlen hvor hun derved så væk fra ham i nogle sekunder, efterfølgende rettede hun sig op og gik nærmere på ham hvor hun standsede nogle skridt fra ham, så på ham inden hun endte med at vende sig om og gå hen til sine ting. Sikke en underlig fornemmelse hun pludselig fik, for pokker! Hun ville virkelig fortryde det her men hun måtte snakke med Procella først, så kunne hun vende tilbage for at dræbe ham… bagefter hvis det blev nødvendigt. Hun samlede sin taske op, og pistolen hun havde ladet falde fra sig hvorefter hun stak den på plads ved bæltet.

”Du får en chance… jeg vil snakke med jægerne, og forsøge at give dig en chance for at bevise at du virkelig ikke er farlig… det vil sige at ingen jæger sendt af jægerne vil jagte dig… men… jeg kan intet love, og det er kun hvis jægerne overhoved lytter til mig men jeg vil forsøge…”

Hun tavs, kastede et blik rundt og lod den derefter hvile på ham på at høre et svar.

Han blev meget overrasket over det hun sagde til ham, ville hun virkelig gøre det for ham. Ville hun virkelig forsøge at få jægerne af hans ryg, det ville virkelig betyde så meget for hans liv. Han kunne endelig for lov til at slappe fuldstændigt af, og slippe for altid at skulle frygte for at blive angrebet af en eller anden, han kunne slippe for at folk forsøgte sig med dumme ting over for ham, og vigtigst af alt han kunne slippe for at føle sig nødsaget til at dræbe, dem hvilket han hadede.

"Hva... Hvad? Ville du forsøge på det. Jeg forstår ikke, men det ville være fantastisk jeg ville stå i gæld til dig. Jeg ville nærmest skylde dig mit liv, hvis det lykkes skal du vide at du altid vil kunne komme og bede om min hjælp uanset hvad det er du har brug for hjælp til, jeg vil gøre det for dig."

Han vidste ikke hvad han ellers skulle svare til hende, og håbede bare at det han havde sagt var smart, ikke at han gik efter at være smart og sige det der gav ham bedst muligt, men han gik efter at sige noget der ikke smed ham ud på et dumt side spor.

Hun kunne se overraskelsen på ham, det undrede hende ikke for ordrene kom bag selv hende om end hun virkede fuldkommen rolig, fattede og at det havde været hendes plan hele tiden. Da han takkede hende og begyndte på den smøre om at han skyldte hende sit liv fnyste hun og rystede på hovedet hvor hun dristede sig til at gå helt tæt på ham uden hensigt til at trække sine våben eller være fjendtlig på nogen måde overhoved. Hun stillede sig helt tæt på ham.

”Jeg sagde at jeg vil forsøge, ikke at det vil lykkedes… men sørg nu for at virke bare en anelse almindelig… sender man folk der tjekker op på dig og du ser sådan ud, omringet af døde dyr og menneskelig eller rester… giver det ikke noget godt indtryk… og.. du skulle overveje at tage et bad lugten af død og blod hænger over dig”

Hun tav atter, lod sit blik fange hans og viste hvor alvorligt hun faktisk mente det og ikke mente det som en fornærmelse.

Han blev bare stående og slappede fuldstændigt af i hele kroppen han havde jo ingen grund til at være anspændt længere når hun ikke gjorde tegn til at ville angribe ham. Han vidste ikke om hun måske bare gjorde det hele som et trick for at nare ham men det var ligemeget for ham, hun virkede ærlig og det var det vigtiste.

"Jeg takker stadig fordi bare det du prøver betyder noget for mig."

Han lavede et kort og hurtigt buk for hende for at vise hvor meget han faktisk mente det. Han havde ikke ret meget andet han kunne gøre i sådan en situation.

"Med hensyn til de andre ting du næver så kan jeg godt se hvad du mener men det virker dumt hvis i slår ned på mig fordi jeg lugter af dyr."

Hun så ganske roligt på ham idet han bukkede for hende. Hun bemærkede ligeledes hvordan han slappede af i kroppen, et lettere bytte nu men hun havde ikke til hensigt at gøre ham noget, hun havde trodsalt lige lovet ham at forsøge at hjælpe ham. Okay love og love, hun havde ikke lovede ham noget og kunne i princippet tage det til tilbage om end det ikke var en plan. Hans blik virkede ligeledes roligere, og tydeligt taknemlig. Hun sukkede, håbede inderligt at hun ikke ville fortryde det.

"Stop det der... Og .. Få mig nu ikke til at fortryde.. Seriøst prøv at holde lav profil selvom det måske er svært og kommer der jæger så forsøg at slippe udenom"

Hun ville bare have at han holdt lav profil indtil hun fandt ud af noget, måske ar han alligivel ikke så slem og siden han var så sikker på at hun gjorde det af jalousi og hævn så skulle han få at se at hun faktisk ikke var helt hjernedød eller stupid og naiv. Da han forsatte gled et skævt smil hen over hendes læber, et smil man ikke ville kunne se da ansigtet endnu var skjult. Hun stolede endnu ikke helt på ham men fik han altså en chance.

"Måske, men det er også mest for indtrykkets skyld, du vil virke mere... Normal og stabil"

Svarede hun ganske roligt om end hun var ret seriøs, han ville da virke mere normal hvid han så almindelig ud og ikke helt så farlig. Det var bare et råd, han kunne selv beslutte om han ville tage det til sig.

han smielde til hende over det hun sagde til ham omkring at han burde virke mere normal. Han vidste det godt men det var jo også utroligt sjældent at han lavede det han lavede her, for det meste boede han jo bare i sit telt og havde kun lige en smule kød omkring sig. Han gjorde djældent det her, og han havde da også sit telt et helt andet sted.

"Ja men nu er det her jo hellet ikke sådan det plejer at være for mig jeg plejer bare at holde mig for mig selv, i mit telt. Det her er en meget stor sjældenhed, og åbenbart et sted hvor mange sætter fælder op.

Han havde ikke mere at sige til hende.

Han var ikke normal, og at lade som om ville næppe blive let men det var som sagt kun et råd, om han ville følge det eller ej var jo op til ham. Atter lyttede hun til ham idet han svarede og endte med at trække på de spinkle skuldre som folk så tit undervurderede i styrke.

”Som sagt.. et råd…”

Hun holdt en kort pause hvor hun lige kort tænkte sig om inden hun vendte blikket mod ham igen

”Jeg må være i stand til at kontakte dig for at fortælle dig om det lykkedes… hvor skal vi mødes? Jeg gider ikke hele vejen herind så det må helst være et sted nærmere byen…”

Hun tav atter hvor hun så afventende på ham. Forhåbentlig ville alt gå fredeligt og hvis han kunne holde sig i skindet og ikke dræbe nogen, og jægerne på samme tid holdt sig fra ham så var problemerne jo så godt som løst. Nu måtte hun bare finde Procella, snakke med hende og overbevise hende om at han ikke var farlig.

"Så tak for råddet så ser vi om jeg tager det til mig, men jeg vil da prøve."

Han smilede skævt til hende og kiggede igen rundt i skoven. Hendes næste spørgsmål vidste han ikke helt hvad han skulle svare på, hvor kunne de mødes i byen. Han kom der ikke tit men måske på Zeemann det var da en kro han godt kunne lide at besøge, men hvis de skulle mødes der skulle han nok huske bare at drikke almindelig øl, eller slet ikke noget.

"Vi kunne mødes på Zeemann, men hvornår?"

Han vidste ikke hvornår hun gerne ville mødes, men han havde da selv massere af tid, og det var ikke det der var problemet mere at han skulle være sikker på at de begge ville være der så ingen af dem stod og lignede en idot midt i en kro.

Hun håbede da han ville tage rådet til sig men endelig var det jo op til ham. Da han nævnte kroen som mødested tøvede hun, hun så kort på ham hvor hun overvejede om det nu var en smart ide at lade ham omgives med så mange mennesker men siden han foreslog det så kunne hun vel godt sige ja til det. hun overvejede hvornår de skulle mødes i nogle sekunder

”Zeemann lyder godt, hvad med at vi siger 8 dage fra nu, jeg skal have snakket og overbevist folk jeg tror det vil tage noget tid.. så 8 dage fra nu kort efter solnedgang?”

Spurgte hun. hun håbede tiden passede ham, men hvis det ikke gjorde måtte de vel finde noget andet tidspunkt hvilket var helt fint med hende. Det der bekymrede hende allermest var dog ikke hvornår de skulle mødes, men hvor vidt det ville lykkedes hende at snakke med jægerne og overbevise dem om at han ikke var så farlig som han virkede til at være.

Han kunne fint på det tidpunkt hun foreslog.

"Det passer mig fint, men nu må vi hellere skilles jeg skal videre."

Han bukkede godt for hende og begyndte så at gå væk fra hende i retning af skoven. Mod der hvor han havde sat sit telt op. Han vidste ikke om hun ville gøre noget, eller om hun bare ville gå også.

Det passede ham fint! Godt så behøvede hun ikke tænke på det længere. Da han sagde at de måtte skilles nikkede hun blot hvor hun så sig omkring idet han selv vendte sig om og gik sin vej. Hun havde ikke forventede at han ville rydde op efter sig, og hun ville ikke rydde op efter ham. Det hun dog havde planer om var at samle resterne af de jæger han havde dræbt og tage dem med sig. De skulle begraves det var helt klart. Med et suk gik hun i gang med at samle tingene sammen, og med noget gammelt skind der lå og flød samlede hun dem sammen. Der var ikke spor meget tilbage af dem men det vejede alligevel en del. Hun fandt et skjulested til dem hvorefter hun forlod skoven for at sende en gruppe jæger ind for at hente resterne, hun kunne ikke bære dem ud alene. Hun havde knap forladt skoven da mobilen pludselig ringede, det var Procella. Stemmen afslørede tydeligt at noget var galt.. og det var der… en veninde var blevet dræbt.

///out