Prøvelser(Azuriel)

Dato: Den 12. januar 2012
Årstid: Vinter
Vejr: En smule fugtigt i luften, men det regner ikke. Det blæser let, og er en smule koldt, men alligevel varmt nok til at man kan gå uden jakke.
Sted: Midt på den lykkelige eng, faktisk næsten præcis i midten.
Tid: 13.40
Omgivelser: Blomsterne er ikke ved at visne endnu, så der er helt utroligt smukt. Træerne omkring har fået de flottelse farver, der varierer fra træ til træ, på en måde så det ser fantastisk ud.

Crystal tørrede en hånd over sin tørre pande, for at illustrere at hvis hun havde været et menneske ville sveden være drevet ned af hende af frustation. Hun stirrede meget koncentreret på det lille græsstrå foran sig, og gjorde nogle tilfældige bevægelser med hænderne i et forsøg på at tænde ild i den. Blæsten legede muntert med hendes hår, og fik det til at flyve om hendes hoved som bølger. Hun trak øjenbrynene meget tæt ned mod øjnene, og stak en smule af sin tunge ud mellem læberne.
Hendes hvide kjole blafrede let i vinden, men den havde ikke meget frihed pågrund af hendes stilling. Hun sukkede træt, og kørte blidt en hånd gennem sit krøllede, ildrøde hår. Hun rettede sig, så hendes skrædderstilling var en smule mere behagelig, inden hun klemte hårdt om det lille græsstrå. Hun løftede uendelig langsomt den anden hånd, og rettede den imod græsstrået. Intet.
Et vredt hvæs undslap hendes læber, inden hun kylede det på jorden en meter væk. En gnist fløj ud af hendes pegefinger, og satte ild til en blomst ved siden af hende. Øjeblikkeligt hamrede adrenalinen gennem hendes krop, og hun sprang op og begyndte panisk at trampe rundt på den lillebitte flamme. Den smule røg der forlod blomsten var ikke synlig, og hun satte sig ned igen. Hun hadede at øve sig på sine evner.
Nogle gange ville hun ønske at folk havde oplæret hende. Eller måske kunne hun bare ikke huske sin oplæring?

Az var færdig med sin træning for i dag. Han havde brugt tid på endnu en gang at lave simple ting for Wick. Han ville gerne snart i gang med at lære noget mere. Han havde dog opfanget et par enkelte besværgelser som han dog ikke kunne bruge til så meget. Men han følte sig dog lidt som en magiker nu alligevel. Selv om at kunne få en lyspære til at gå ud eller skabe en let brise indenfor ikke ligefrem var brugbart eller mægtigt magi så følte han sig alligevel sej.

Az måtte dog også tænke på sit ansvar til sin Hunter Mentor Pro. Han havde lovet hende at overtage hendes opgaver nu hvor hun ikke kunne jage. Han havde opsnuset en Dæmon der muligvis var farlig. Han havde hørt at hun var en pyrokinetiker og dette var bestemt ikke noget Az syntes om at jage. Især ikke fordi det var en Dæmon. De var altid så pisse svære at dræbe. Det ville tage flere timer at dræbe sådan en. Dog var han ikke helt sikker på han ville ende med at dræbe denne dæmon. Han var jo selv halv dæmon og ikke nok med det så elskede han en dæmon. Det ville være forkert i det mindste ikke at tænke over det når han havde besejret den, altså at lade den leve.


Az havde stået bagved et træ et stykke tid og holdt øje med Crystal og hvad hun havde gang i. Han kunne se at hun ikke havde styr på sin evne. Men han kunne ikke snakke først og skyde senere. han mente at han først måtte ukampdygtig gøre denne dæmon før han kunne tillade sig at snakke med hende.

Az trak sin shotgun og løb frem. Han havde badet kuglerne i helligt vand og fået dem velsignet af en præst. Han vidste ikke om det ville gøre større skade, men Pro havde lært ham nogle beskyttelses charms mod Dæmoner og dem havde han også indgraveret på skudene. Det samme med hans skud i hans pistol.

Da Az løb frem stød han først en gang og så en anden gang før han lavede et rullefald og nærmede sig Crystal. Han vidste at gå i nærkamp med hende var en dårlig ide eftersom han ikke var styret af hans onde side havde han ikke så meget dæmonisk styrke og selv en ung dæmon var meget stærkere end han var lige nu.

Crystals hoved fløj op ved en pludselig lyd foran hende. Hun stirrede direkte op på en mand, med en shotgun pegende direkte på hende. Hun spærrede overrasket øjnene op, og i rent overlevelsesinstikt sprang hun op på fødderne, og krummede sig en smule sammen, klar til at sætte i løb. Hun blinkede let et par gange, og krængede rovdyragtigt læberne op over tænderne, for ikke at virke svag. Hun trådte et par skridt bagud, og prøvede med adrenalinen susende i kroppen at komme i tanke om hvem han var.
Og hvad helvede han lavede her? Hendes blik flugte ham tæt da hun steppede nogle skridt til siden, utilpas over shotgun'en der pegede på hende. Hun prøvede at ignorere faktummet at hvis hun havde kunnet, så ville hun være badet i sved. Hvorfor skræmte han hende så meget?
Blomsterne der svajede blidt imod hendes fødder, og vinden som fik hendes hår til at blafre gav hende en urealistisk følelse af at drømme. En trang til at sætte i løb krøb ind på hende, og fik hende til nervøst at springe nogle meter bagud.
Hun stivnede umærkeligt, og stirrede ham direkte i øjnene. Hendes hoved dunkede en smule, og hun begyndte at flå hul på sin løbe med tænderne. Hvad skete der lige? Hun rystede en smule på hovedet, og besluttede sig for at tale med ham. Kunne han bare være i forsvarsposition? Var shotgun'en mon bare et forsvar fordi han var bange for hende? Sikkert ikke, men det skadede ikke at virke harmløs. Gjorde det?
Det gjorde det besluttede hun sig langsomt for. Det skadede faktisk ret meget. Hun snurrede rundt, og satte i løb imod skoven omkring hende. Lange skygger blev kastet over hendes ansigt, mens hun panisk spænede over engen, væk fra manden. Hvad skete der lige? Var hun skrækslagen over en mand, blot fordi han havde en shotgun? Hun var en dæmon, hun skulle bare slippe sine evner løs, og så var han færdig. Der var bare lige to problemer med den plan.
Den første var at hun ikke kunne styre sine evner.
Den anden var at han skræmte hende for meget til overhovedet at stoppe op, og se ordentligt på ham. Netop nu var det eneste billede af ham hun kunne forestille sig, et omrids af en mand. Flot Crystal.
Tror du virkelig manden der pegede på dig med en shotgun var en mand? Du er hurtig

Az smed sin shotgun og løb efter hende da han så at hun ikke blev ramt af hans skyd. Hun måtte være meget meget heldig for han var en god skytte og det virkede ikke til at hun gjorde det store for at undgå hans skud. Han havde ikke tid til det her. Han måtte nedlægge hende så han kunne finde ud af om hun var den Dæmon han var på jagt efter. Han ville først vide at hun ikke kunne skade ham før han ville snakke med hende for han vidste hvor stærke dæmoner var. Az trak sin pistol der bar velsignede kugler med beskyttelses charms indgraveret i dem. Det ville ikke dræbe en dæmon, langt fra. Men det ville gøre meget meget ondt på dem at blive ramt af sådan en. Han sigtede efter hendes ben med hans pistol og skød igen. Az var i en fantastisk form og derfor kunne han løbe hurtigt. Selv om dæmoner var hurtige så var han det bestemt også. Han var jo også selv halv dæmon. Az skød et par gange mere efter hende. Han sigtede før han skød. Han råbte dog '' Lay down on the ground with your hands over you head and i will think about talking to you before i shoot you.. Demon''. Az vidste at hvis hun lyttede så var hun måske ikke så ond som han først havde troet. Men det ville tiden nu engang vise og hun var.