Gåtur? - Vic'en x3

Dato: Irl
Tid: 23.56
Vejr: Stjerneklart og vindstille
Sted: Havnen
Omgivelser: Havne-ting?

Artemis gik stille og roligt langs kajen. Det var faktisk et stykke tid siden hun sidst havde været nede havnen. Det havde været et af hendes yndlings steder, da hun var menneske.... Mest fordi der så sjældent var nogen efter mørkets frembrud, men også på grund af vandet. Artemis havde holdt utroligt meget af at opholde sig i nærheden af vand... Hvilket også var en grund til at hun havde holdt meget af stranden...

Varg kom gående langs kajen. Han lod en bleg hånd løbe igennem sit lange sorte hår og rettede så de grønne øjne op imod himlen, som mere eller mindre var oplyst af en masse stjerner. Han kunne godt lide at være ved havnen, der var altid så stille om aftenen og om natten, der kom sjældent andre folk, så Varg kunne nemt gå i fred her. Han var ikke specielt god til det med andre mennesker, det havde ikke været siden han blev bidt af den varulv, som også gjorde ham til en varulv.

Artemis gik med blikket sænket, og smilede svagt for sig selv. Dog rettede hun hovedet op, idet hun hørte fremmede skridt. Hun gennemsøgte området med blikket, og stoppede op da hun fandt kilden til skridtene. Han lugtede ligesom Jaster havde gjordt... Altså var han varulv?... Egentlig var Artemis utroligt nysgerrig omkring lige præcis den race...

Varg kunne lugte en vampyr i nærheden og det fik ham til at stoppe brat. Hans blik gled rundt på omgivelserne, men alt han fik øje på var en lille pige længere fremme. Var hun vampyren? Hvilket monster kunne dog finde på at gøre en lille pige til vampyr? Selvom det var en lille pige, så var han dog stadig på vagt. Han havde ud fra erfaring lært, at man altid skulle være på vagt, når det kom til vampyrer. Lige meget, hvilket størrelse de havde. Han tog et par enkelte skridt imod pigen. "Godaften." Sagde han så. Hans stemme var mørk og rolig.

"Godaften." svarede hun roligt, og betragede ham med de strålende grønne øjne. Hun blev stående hvor hun var, uden at hverken gå tættere på ham, eller længere væk. Jaster havde sagt at vampyrer hadede varulve, og derfor gik hun udfra, at der vel også var varulve der hadede vampyrer... Og hun havde ingen ide om, om denne varulv ville være lige så venlig, som Jaster havde været det...

Varg lod sit blik hvile på hende. Havde hun ikke været barn var Varg nok gået direkte i sin ulveform, for at være på den sikre siden. Vampyrer havde det jo med at springe direkte i kamp.. I hvert fald de vampyrer han indtil videre havde mødt. Han var dog klar til at forvandle sig, hvis pigen prøvede på noget. "Hm.. Hyggeligt aften, ikke sandt?" Sagde han så.

Artemis trak kort på skuldrene. Det kom så sandelig an på hvem man var... Var man for eksempel den kvinde, der havde ment at små børn som Artemis skulle have en seng at sove i om natten, så var det nok ikke så hyggelig en aften igen...
"Det er det vel." svarede hun stille, og vendte blikket mod vandet igen. Måtte så minde sig selv om, at han kunne udgøre en fare for hende, hvis han var fjendtligt indstillet overfor vampyrer, og vendte blikket mod ham igen.

Varg trådte endnu et skridt imod hende og satte sig så på hug. Han var kun et kort stykke fra hende. Han ville prøve at vise, at han ikke var ude på noget og han ikke var en af de vilde og utæmmede varulve. Han var dog stadig på vagt. Det kunne jo godt være at hun var ude på noget, selvom han ikke selv var det. Vampyrer var nogle snedige væsner. "Hvordan blev du vampyr?" Spurgte han så lige ud. Det havde kredset hans tanker i det korte stykke tid der nu var gået imellem, at han havde set hende og nu. Hun kunne umuligt have valgt det frivilligt, tænkte han så.

Artemis betragtede ham roligt, da han satte sig på hug, men lagde undrende hovedet på skrå ved hans spørgsmål. Det var anden gang hun blev spurgt om det... Og stadig var hun ikke helt sikker på hvad der blev ment med det. Måske ham her heller ikke vidste hvordan man blev vampyr?... "Jeg blev bid, og forvandlet?" svarede hun lettere spørgende, da hun var usikker på om det var sådan han mente det.

Varg nikkede let. Det kunne han egentligt have sagt sig selv.. "Hvad skete der? Hvorfor blev du til vampyr?" Spurgte han så og strøg en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre. "En pige så ung som dig kan vel umuligt selv have valgt sådan en skæbne." Sagde han så og betragtede hende. Han studerede hende med sine grønne øjne.

Artemis så usikkert på ham. Hun var blevet vampyr, fordi hun kunne bruges i hæren, men det måtte hun jo ikke sige... "Min skaber savnede vel selvskab?.. Ærlig talt ved jeg ikke hvorfor han forvandlede mig." svarede hun roligt. At lyve var hende intet problem. - Det havde hun ofte nok gjordt som menneske, når folk blev for nysgerrige. Hvilket de faktisk var blevet gaske ofte, hvis Artemis var kommet til at tale over sig...

"Savnede selskab? Fra en så ung som dig?" Spurgte han så. Det lød godt nok ikke helt normalt, men så igen. Personen, som havde forvandlet hende var sikkert mere end ret syg oven i hovedet. Han nikkede så let. Han kunne godt forestille sig, at hun ikke anede hvorfor. Det måtte vel også være forvirrende at skulle være vampyr i den alder.

Artemis trak på skuldrende. "Jeg ved det ikke..." mumlede hun, og slog blikket ned. Hun havde let ved at falde ind i rollen, som lille og forvirret. Mest af alt fordi det var sådan hun følte sig efter at hun var blevet forvandlet.
Artemis vendte så blikket mod ham igen, og så tænkende på ham. "Hvem er du?" spurgte hun så, og kløede sig kort på kinden.

Varg rejste sig op igen og kløede sig let over det ar, som han havde på hagen. "Mit navn er Varg Vikernes." Svarede han så og så ned på hende. "Hvad er dit navn?" Spurgte han så og lod en bleg hånd løbe igennem sit lange sorte hår. Det var nu synd, at den lille pige skulle udsættes for så grum en skæbne.

"Artemis.." svarede hun, og så lidt op på ham. "Artemis Alexandra Fowl." tilføjede hun så, og kløede sig let på kinden. Hun havde aldrig rigtigt brugt sit fulde navn, når hun skulle præsentere sig for nogen. Havde som regel blot holdt sig til fornavnet. Det havde hendes far også gjordt. Holdt sig til ét navn, når han skulle præsentere sig...

Varg nikkede let. "En fornøjelse at møde dig, Artemis." Sagde han så og så derefter kort rundt efter et sted, hvor han kunne sidde ned. Der var en bænk ikke så langt fra dem. Så længe hun forholdte sig rolig og venlig, så havde han heller ikke noget problem med at gøre det. Han forstod ikke selv kampen imellem de to racer. Han kæmpede egentligt kun imod dem, som bad om det, ellers ville han gerne holde sig på venligt plan med dem han kunne.

Artemis betragtede ham et øjeblik, uden at fortrække en mine. "Hvordan blev du varulv?.." spurgte hun så, og så nysgerrigt på ham. Som sagt var hun særligt interesseret i den race... Mest fordi, at hun tænkte at der måske var en grund til at Qadir havde løjet for hende... Udover det faktum at hun havde været menneske dengang...

Varg rettede atter blikket imod bænken. "Jeg gik mig en tur i skoven en aften, men blev så overfaldet af denne gigantiske ulv, som så bed mig i skulderen." Sagde han og satte så kursen imod bænken. Han satte sig på bænken og lænede sig tilbage. "Jeg troede virkeligt, at jeg skulle dø, men ulven efterlod mig der og så begyndte min krop ellers at ændre sig." Sagde han så.

Artemis fulgte ham med blikket, og blev stående hvor hun var. Overvejede om hun skulle begynde at gå igen, eller om hun skulle blive. Valgte så at sætte sig over på bænken ved siden af ham. Dog med rimelig afstand. "Hvad er en varulv?" spurgte hun så, og så på ham med åbenlys nysgerrighed. Det fremgik lidt af navnet, varULV, men alligevel... Var det folk der forvandledes hver eneste fuldmåne, ligesom i historierne, eller hvad var de?...

"En varulv?" Spurgte han og rettede blikket imod hende. "En varulv er et menneske, som kan forvandle sig til en ulv. Det er dog ikke ligesom i historierne, hvor vi forvandler os hver fuldmåne. Vi kan forvandle os, hvornår vi end har lyst." Sagde han og nikkede let, hvorefter han strøg en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre.

Artemis nikkede let, og blev lettere fraværende i ansigtsudtrykket. Hvorfor havde hun ikke måttet vide det?... Vel sagtens fordi hun blot havde været menneske... Men.. Var Qadir ikke også et menneske?.. Eller han var måske et væsen?.. Det ville forklare hvorfor han vidste så meget om de væsner han rent faktisk havde fortalt hende om...

"Jeg går ud fra, at du ikke ved specielt meget om varulve." Sagde han så og lod blikket gå ud imod vandet. "Jeg blev også selv overrasket, da jeg så hvor anderledes det egentligt er i forhold til at det vås, som er skrevet i bøger." Sagde han så. Bøgerne var jo bare skrøner, som var blevet skrevet ned, rent fantasi.

Artemis rystede kort på hovedet, og fulgte hans blik ud mod vandet. "Faktisk vidste jeg end ikke, at varulve eksisterede før end et par dage siden.." sagde hun, og kløede sig let på halsen. Hun havde godt nok haft en mistanke om ders eksistens i noget tid, men hun havde ikke vist det med sikkerhed..

Varg kløede sig på sin blege kind og pillede derefter let ved arret på sin hage. "Jeg troede i vampyrer havde styr på alle racerne?" Sagde han så og betragtede Artemis med sine grønne øjne. "Eller du har måske ikke været vampyr særligt længe?" Spurgte han så. Det kunne jo være. Personen, som havde forvandlet hende havde sikkert ikke fået lært hende alt hun burde vide endnu.

Artemis rystede let på hovedet. "Jeg har ikke været vampyr meget mere end en måned." svarede hun, og pillede let ved sit lyse hår. Hun måtte passe på med hvor meget hun fik sagt... Det ville ikke gå an at snakke den mindste smule over sig længere... Det havde ikke gjordt helt så meget, da hun boede hos Far, men hos Vicente turde hun ikke. Hun var bange for at gøre ham vred...