New way, new life, new love? (Laroy - Fortsættelse)

Sted: Byen i Werclare.
Tid: 4.00
Dato: 3/1
Vejr: Det er lidt koldt, men solen skinner igennem de få skyer.
Påklædning: Hun har iført sig en sweater og er par jeans hun fandt i Laroys klædeskab.
Omgivelser: Huset hvor hun bor sammen med Laroy og Werclare by.
Privat - Fortsættelse af et andet emne.

Efter deres nat sammen havde Amaranthe ikke helt vidst hvad der skulle ske. Hun havde gået op i soveværelset og ledt igennem Laroy’s klædeskab. Her fandt hun en lille hvid sweater og et par slidte jeans, også små - bagerst i klædeskabet. Hun fik dem bakset på sammen med noget af det undertøj hun også havde lånt af ham. Hun håbede at det ikke gjorde noget. Hun ville bare gerne havde noget tøj at have på, og det tøj hun havde mindende hende om hospitalet.
Hun vidste ikke hvor Laroy havde bevæget sig hen, men hun antog at han havde lagt sig til at sove. Hun havde allerede givet op med hensyn til det at lægge sig til at sove, hun vidste at drømmende ville kommer igen. Så hun havde besluttet sig at gå en tur udenfor. Hun skulle jo vide hvor det var hun boede.
Hun gik ud i forgangen og tog sig jakke. Den grå slidte jakke kastede hun over sig, da hun gik ud af døren. En kulde ramte hende, da hun åbnede døren, men hun var ligeglad. Hendes fodtrin gav genlyd igennem de mørke og øde gader. Der var ikke særlig meget lys, udover gadelysene. Hun smilede blidt. Hun vidste ikke helt hvorfor, men hun kunne ikke lade være.
Over hende blinkede stjernerne ned til hende.

Laroy lå inde på sofaen og slappede af nu hvor der ikke var så meget og lave lige nu og at han var rimelig træt og sådan noget for det var jo noget udmattende som de havde lavet sammen og alt det.
Han tændte for tv'et da han ikke kunne sove *gad vide hvor hun skulle hen*tænkte han for sig slev og håbede da på at hun kom tilbage til ham og sådan noget for hun boede der jo nu hvor hun havde sagt ja til at bo der.
Han satte sig op og kiggede rundt og slappede bare stille og roligt af og sad nu bare og ventede på at hun skulle komme hjem igen.

Amaranthe trak hendes slidte grå jakke tættere om hende. Hun havde ikke forventet at det var så koldt, selv om at det var logisk nok, nu da det var vinter. Hun trak også kraven på jakken tættere omkring hende hals i et forsøg på at ikke at fryse så meget. Dette var dog en ringe hjælp.
Selv om at kulden bed i hende og prøvede desperat at komme igennem det faktisk ret tynde lag af tøj hun havde i ført sig, smilede hun. Det var noget hun vidste at hun ville komme til at nyde fra nu af. Nu havde hun noget hun kunne glæde sig til at komme hjem til. Det ville hun helt sikkert nyde godt af, for det var jo endnu en ting hun ikke var vant til. At være glad når hun kom hjem.
Hun var efterhånden nået byen. Her var der ikke meget mere lys end der hvor hun lige var kommet fra. Man kunne ikke ligefrem sige at der var trængt. Der var folk, ja vist, men ikke så de fyldte det hele. Hun stoppede op. Måske skulle hun gå hjem? Hun havde jo fået noget motion og luft, var det ikke nok? Det var det vel.

Han var bare der hjemme da han ikke havde noget og lave så han havde lagt sig til at sove roligt på sofaen foran tv'et, da han også ventede på at hun skulle komme hjem igen da han ikke ville ha der skulle ske hende noget.
Han havde sådan at han kunne komme i kontakt med hende da han havde givet hende en helt ny mobil som hun vist havde på sig håbede han da, for det ville jo være godt hvis han nu ringede til hende og sådan noget.
Han lå der og sov lidt men der gik ikke lang tid før han vågnede op igen og så rundt * hvad mon hun laver*tænkte han for sig selv og tog sin mobil frem og ringede til hende og ventede bare på at hun tog den nu.

Amaranthe stod som frosset fast, hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Hun havde en forkert fornemmelse af det her sted. Det virkede... mørkt. Ikke kun på grundn af at der ikke var nok lygtepæle, dem var der en del af, men tydelig vis ikke nok.
Der var for mørkt, alt for mørkt. Det var på en måde et mørke som selv lygtepælene ikke kunne skære igennem. Hun skuttede sig og vendte sig om for at gå hjem igen. Hendes skridt gav genlyd i natten. Hun ville gerne hjem. Og det kunne kun gå for langsomt!
Da hun efterhånden var kommet til et sted der lignede noget hun havde set før, satte hun farten lidt ned. Men hun var faktisk ikke helt sikker på hvor hun helt præcist var henne.
Noget vibrerede i hendes venstre jakkelomme. Hun kiggede forundret ned på den og stak en hånd derned. Det var en mobil. Laroy måtte havde puttet den derned for at sørge for at han kunne komme i kontakt med hende. Hun vidste godt hvordan man brugte en mobil, der var en af de venlige plejere på hospitalet, en fyr, der havde lært hende om hvordan man brugte sådan en. Så hun vidste en del, det var bare synd at han blev fyret ugen efter...
Hun trykkede på den grønne accepter-knap og holdt den op til øret.
"Laroy? Hvad nu?" Spurgte hun. Hun kunne ikke helt finde ud af hvorfor han havde ringet. Var der mon noget galt? Hun ventede på at han svarede, da hun var nysgerrig over hvad han ville svare, og også lidt bekymret om der var sket ham noget..

Han stod og ventede på at hun tog sin mobil som han havde givet hende med og sådan noget *hvorfor er hun så længe om at tage den*tænkte han stille og roligt for sig selv og kunne nu endeligt høre at den blev taget. Han sad lidt og hørte på hvad hun sagde før han svare på det "jeg vil bare høre om hvor du er henne"sagde han roligt og det var jo kun på grund af at hun var hans ansvar og sådan noget og han kunne jo ikke lade der ske hende noget som helst.
Han så ud af vindue og slappede bare stille og roligt af mens han ventede på at der kom et svar fra hende af i den anden ende af samtalen.

Hun stoppede op og smilte blidt. Havde han bekymret sig om hende? Det lød sådan for hende, men hn ville gerne have det ud af ham. Der var intet sjovt i noger der ikke er der.
"Hvorfor? Savnet mig?" Hun grinte blidt, hun vidste ikke om han havde hørt det, men hun håbede faktisk at han havde savnet hende. Det ville betyde meget for hende. Hun følte jo at de 'var sammen' på en måde nu. Så.. hvad var der at forvente?
Hun stod lidt og ventede på at han skulle svare, hun kunne ikke lade være. Lige nu kunne hun faktisk ikke vente med at komme hjem til ham, men hun skulle jo lige have svar fra han først. Hun kunne ikke komme hjem uden svar, for det ville hun have.

Han kiggede på hende med et smil på sine læber "ja jeg har skam savnet dig Amara"sagde han roligt igennem mobilen med en blid og rolig stemme "kommer du ikke hjem"spurgte han stille og roligt og så lidt rundt og syntes at der var tomt uden hende omkring sig hun var blevet den nye kvinde i hans hjem.
Han kiggede ud af vinduet og så efter hende "hvor er du henne søde"spurgte han stille og rolig og ville da godt vide det hun betød noget for ham som ingen anden gjorde og der skulle ikke ske hende noget som helst hvis det kunne undgås og sådan noget.
Han ventede på svar kom hun hjem eller hvad gjorde hun for ellers havde han det ikke godt med det han vil vide om hun havde det godt og alt det.

Hun smilede blidt. Hun mærkede en varme brede sig i kroppen, da han sagde at han havde savnet hende. Hun kunne godt lide det blide og rolige tonefald, det gjorde hende glad og rolig. Hun smilede for sig selv og svarede ham.
"Det er jeg glad for, Laroy." Varmen havde nu spredt sig ud i hele kroppen og den gav hende lyst til at tage jakken af, så meget havde den varmet hende op.
"Jo jeg kommer hjem lige om lidt." Fortalte hun ham glad. Det gjorde hun jo, hun var jo lige på trapperne, ikke bogstaveligt ment, men ment på den måde at hun var det lige om lidt. Hun begyndte at gå igen og stod nu foran det hun hvor hun boede.. sammen med Laroy.
"Jeg er lidt udenfor hoveddøren." Sagde hun grinende og åbnede døren. Der efter lagde hun på og puttede mobilen i jakkelommen. Jakken blev taget af og hængt på kangen, så smuttede hun ind i stuen til hendes Laroy.

Han kiggede på hende med et smil på sine læber da hun kom ind i huset igen til ham og forhåbentlig blev hun altid ved ham og alt sådan noget halløj. Han kiggede på hende "hvor var du henne siden du var ude og gå "spurgte han og kiggede på hendes kønne ansigt "hvad skal vi lave se film eller bare ligge os og slappe af på sofaen eller noget du bestemmer"sagde han roligt og anede ikke om hun havde lyst til det eller hvad hun i det hele taget havde lyst til at lave.
Han så på hende han var meget glad for hende og der var inden tvivl der men mon han i det hele taget viste det ordenligt overfor hende og sådan noget.

Hun blev glad for at se det smil på hans læber, da hun trådte ind i stuen. En stort trang til bare at løbe hen til ham og kaste sig i favnen på ham overvældede hende, men hun hørte i stedet på hans ord.
"Jeg nåede ikke så lang... Jeg fik en fornemmelse af at jeg ikke burde være der... Jeg gik rundt i byen." Sagde hun smilende og trådte tættere på ham. Glæden ved at se ham, brændte inden i.
"Vi kunne... Ligge os i sofaen og se en film?" Udbrød hun og lagde armene om ham. Hun havde ikke været væk fra ham særlig længe, men alligevel følte hun at hun havde savnet ham. Hvordan det var muligt at savne en man kun havde været væk fra i omkring 10 minutter ville ikke lægge sig på plads i hendes hoved, men hun håbede at hun ikke ville føle det igen. Savnet... Det... Føltes forkert, dog ikke længere. Nu var hun sammen med ham igen og savnet forsvandt.