På vej hjem - fortsættelse af maskeballet(Kristy)

Dato: 20. marts. 2010. (21.Marts)
Årstid: Forår.
Dag: Lørdag.
Vejr: Tørt, blæsen tager op.
Sted: På hjemturen til kristy
Tid: ca. 01.30

Han betragtede hende, mens hun tog masken af, og han gjorde det samme. Han små-lo, for at lette stemningen lidt, "Nårhja.. Man vænner sig til de her masker.. jeg havde helt glemt jeg havde den på", han smilte forlegent, og havde to, svage, røde streger på kinderne, hvor snorene til masken havde siddet. Hans maske var bare noget billigt bras, men det var trods alt en maske. Kristy's derimod, var meget smuk. "Du skulle bare vide", mumlede han lavt. Hvis hun lærte ham at kende, ville hun finde ud af at han var forvirringen selv. Hans sygdom ødelagde alt. Han ville rigtig gerne lære Kristy at kende ordenlig, men havde bare ikke lyst til at skræmme hende væk.. Ikke allerede. Men før eller siden, ville han få et anfald, mens hun var i nærheden. Denne tanke skræmte ham

Kristy så ned på sin maske, hendes bedstemor havde lavet den, det var også hende der lavde kostumerne i cirkuset så der var gjort noget ud af den, hun smilede et bredere smil og så på ham "Bor du alene ? "spurgte hun så, for hun vidste jo ikke hvor gammel han var, han kunne være alt mellem 16 og 20, så det var ikke til at vide om han stadig boede hjemme hos sine forældre, ligsom hende selv, selvom hun stærkt havde overvejet at flytte og prøve at klare sig selv, men kunne ikke få sig selv til det, da hun vidste hun ville blive ensom og sikkert slet ikke var klar, selvom hun sagtens kun alle de huslige ting. Hun gøs kort da et lille vindstød ramte hende og samtidigt fik hendes lange sorte hår til at danse svagt i vinden, hun havde ikke lagt mærke til kulden før nu hvor hun opdagede hun ikke havde nogen overtrøje.

Påklædning: http://z.about.com/d/mensfashion/1/0/f/8/Tuxedo.jpg

Matthew kiggede på hende, med et kærligt blik. Hun var meget smuk, og han havde meget lyst til bare at røre, eller holde om hende. Hvilket han selvfølgelig ikke gjorde. Hun kiggede nu på hendes øjne, "Nej", han kunne ikke bo alene. Det ville være alt for farligt for ham, og det var kun med meget stor overtalelse, at hans bedsteforældre havde ladet ham gå ud alene. "Jeg bor hos mine bedsteforældre i Wereclare", sagde han, og smilede skævt. Det var ikke lige det man skulle sige, hvis man skulle score. Bedsteforældre var ikke de mest tiltrækkende mennesker, men de havde nu passet godt på Matthew, og sørget for ham, siden hans forældre ikke kunne. Han blev en lille smule forskrækket, da hun gøs, og han kiggede bekymret på hende. hun frøs jo. Han tog sin jakke af, og lagde dem om hendes skuldre, og smilede varmt til hende. Han lod ikke sin arm hvile på hendes skuldre, da det godt kunne blive for meget for nogle piger.

Kristy nikkede til det han sagde og så ind i hans øjne "Kunne være hyggeligt at møde dem en dag" sagde hun så og så lidt ned af den gade de gik på, da hun så mærkede hans jakke på sine skuldre, hun så på ham igen og tog forsigtigt fat i jakken og knugede den lidt indtil sig "Tak" sagde hun så stille og smilede et lille taknemmeligt smil " .. Jeg bor stadig hos mine forældre .. faktisk hele min familie" sagde hun så og lo lavt og kort *Undtagen min bror* tænkte hun så og så kort væk, men det var kun kort før hun så på ham igen. Der var et godt stykke før de var hjemme hos hende, men det gjore hende ikke noget, for så kunne hun være sammen med Matthew i længere tid..

Hans skridt blev lidt ujævne, og han halv-snublede over sine egne fødder - dog uden at falde. Han havde ikke noget imod at hun mødte hans bedsteforældre - tværtimod, de ville sikkert elske Kristy.. og det, at han havde fået nogle venner her i byen og omegn. Han smilede varmt, da hun sagde tak.
"Hele familien?", spurgte han, tydeligvis beundret. Hun var heldig at hun havde hele sin familie hos sig.
Han kløede sig kejtet i nakken - med den hånd der vendte mod hende - og lod hånden falde slapt ned langs hans side - som en meget diskret, åben invitation.

Kristy fulgte hans hånd med øjnene og nikkede "Jaer, Undtagen min store bror .. ellers hele familien" sagde hun og prøvede at lade være med at lyde lidt trist da hun nævnte sin bror, hun bed sig svagt i inderlæben og blev fristet til at tage hans hånd nu da den var helt fri , hun tog forsigtig fat i hans hånd og klemte blidt om den med sine små hænder, hun prøvede at finde på noget at sige, men rødmede bare svagt i kinderne istedet for, hun så lidt væk for at skjule det og holdte stadig fat i hans jakke med den anden hånd.

"Din bror?", spurgte han forsigtigt, "Hvad er der da sket?", han håbede endnu engang, at hun vidste, at hun kun skulle fortælle det, hun havde lyst til. Han smilede tilfreds da hun tog fat i hans hånd. Han sørgede dog for at gøre det diskret. Han klemte blidt igen - hun havde kolde fingre.
Han kiggede på hende med et blidt blik, og lagde mærke til hendes rødmen, hvilket også fik ham til at rødme svagt. Han kastede kort et blik fremad, "Hvor langt er der egentlig?", han kiggede over på hende igen. Han havde ingen anelse om, hvor de var på vej hen, han gik bare, og håbede på at hun kendte vejen, siden hun sandsynligvis havde boet der længere end ham.

Kristy så på ham og trak svagt på den ene skulder "Han ville ikke være med i cirkuset .. " sagde hun så og smilede lidt, for at han ikke skulle tro det var slemt, hun havde ikke lyst til at snakke så meget om det, så det var bedre han bare troede det ikke var noget skidt, hun stoppede lidt op da han spurgte og så sig omkring, hun bed sig svagt i læben "Vi er gået forkert .. " sagde hun så stille "Det må du undskylde .. jeg glemte .. at holde øje " sagde hun stille og så ikke på ham, da hun ærgrede sig over sin egen fejl. Hun var ikke helt sikker på hvor de befandt sig, men håbede de ikke var gået så langt væk fra den store vej, hun kendte sådan nogenlunde det her område, men havde aldrig gået her i mørke så det kunne godt gå hen og blive lidt svært at finde rundt.

Matthew nikkede. Det kunne han da hav sagt sig selv, at broderen ikke ville være med i cirkusset. Men selvfølgelig, gættede han på at broderen var død, eller noget. Der var egentlig mange i den her by - og omegn - der havde mistet familiemedlemmer. Han stoppede op, lidt efter hun var stoppet op, og små-lo så lidt. "Det går nok.. Vi er jo sammen, så hvis vi farer vild, er der intet at frygte", han smilede opmundtrende, og begyndte at gå den modsatte vej, tilbage hvor de kom fra. Hvis Kristy ikke kunne finde rundt i mørket, kunne de bare gå tilbage til maseballet, og tage hjem til Matthew.. Men kun hvis det gik helt galt. Han klemte hendes hånd, endnu engang, og holdte øje med, om hun så ud til at fryse. Hvis han frøs måtte han jo enten smide mere tøj - eller ligge armen om hende. Han smilede over tanken.

Kristy fulgte med ham og lod ham følge vej, men holdte dog selv lidt bedre øje med vejen " Jeg er glad for at du er med mig .. ellers ville jeg sikkert være gået i panik nu" sagde hun og lo stille "Mørke er ikke min stærke side" tilføjede hun og så kort ned af vejen, før hun lod blikket hvile på hans ansigt, hun havde det godt med at holde ham i hånden, hun følte sig meget mere sikker i mørket med ham ved sin side, selvom det ikke var helt mørkt, gadelamperne lyste jo, men de mørke gyder var ikke det sjoveste at gå forbi. Hun gik lidt tættere på ham da de kom til et sted hvor der ikke var gadelamper og derfor var mere mørkt, hun forestilte sig altid de mest mærkeligste og skræmmende ting der kunne ske i mørke, lige på det punkt var hun også ret mærkelig.

Matthew stak den modsatte hånd i lommen, og gik med afslappede løse skridt. Han kiggede over på hende, "i lige måde", han rynkede panden. Ville det ikke lyde.. svagt, siden en dreng sagde det? Han antydede jo faktisk, at han selv var bange for at gå alene.. Hvilket han jo egentlig også var. Han ville ikke engang tænke på, hvad han kunne finde på at gøre, hvis han var alene ude, og fik et anfald. Han kunne jo komme til at skade en masse. Et eller andet sted, var han faktisk en lille smule bange for at han gik alene sammen med Kristy. Han vidste jo ikke hvordan han var, under et anfald, så hvis han gjorde noget forfærdeligt mod hende, ville han ikke kunne undskylde, for hun ville sikkert aldrig lytte til ham, eller tilgive ham. Han blev en smule anspændt, og det kunne sandsynligvis mærkes i grebet om hendes hånd. Han tog en svag, dyb indånding, for at falde lidt ned. Han skulle lade være med at gå og bekymre sig så meget. Men han blev nødt til at være parat til, at hun sikkert ikke ville være hans ven i flere åhundrede. Han smilte svagt til hende, men tvivlen var tydelig i hans øjne.

Kristy reagerede på hans faste greb i hånden ved at se på ham, hun gengældte svagt smilet, men så en anelse spørgerende ud da hun så tvivlen i hans øjne, hun sank lydløst og så lidt ned med et tænksomt blik, før hun stoppede lidt op "Er der noget i vejen?" spurgte hun så, hun var ikke sikker på om det var hende selv der havde gjort noget eller om han var blevet usikker på et eller andet, hun så på ham og så lidt små bekymret ud "Hvis .. det er .. må du godt gå hjem, du behøver ikke følge mig hjem?" sagde hun så, dog med en tydeligt trist klang i stemmen, selvom hun dog ikke selv lagde mærke til den.

"Ehmm", mumlede han. Han tænkte at det nok var bedst, hvis hun kendte til hans sygdom, før hun rodede sig ud i noget med ham. Han stoppede op, og tog fat i hendes anden hånd, med den lommebeklædte hånd. Han kiggede hende i øjnene. Hendes øjne var blide og smukke - men så en smule bekymrede ud, "Kristy.. jeg ville aldrig lade dig gå her midt om natten alene, der kunne ske de mest forfærdelige ting", hans blik var alvorligt, og en smule beskyttende. "Men det er ej heller sikkert at være sammen med mig..", han kiggede ned på deres hænder, og bed sig i læben. Han ville fortryde det hvis han sagde det, og fortryde det hvis han ikke sagde det.

Kristy så kort ned på deres hænder da han tog fat i hendes anden hånd, men så op i hans øjne igen og lyttede først forstående, men da han sagde det heller ikke var sikkert at gå med ham, blev hendes blik en anelse forvirret og hun grublede kort over det han sagde, men fandt ikke frem til nogen løsning "Jeg .. forstår ikke hvad du mener?" sagde hun så stille og kunne se på ham der var noget der trykkede, og det gjore hende automatisk bekymret for hvad det var, måtte hun ikke længere være sammen med ham?, kunne han ikke lide hende, var hun for mærkelig?, hvorfor så han så tvivlsom ud?, Hvorfor'Hvorfor'Hvorfor?, tusinde tanker fløj gennem hendes hoved over hvorfor det ikke var sikkert og være sammen med ham.

Han tog en dyb indånding, og kiggede op på hendes øjne igen, "Kristy.. Jeg er meget.. syg..", han flakkede mellem hende og lidt rundt omkring. Han mærkede sit hjerte bankede hurtigt af nervøsitet. Hvad mon hun troede han var? Hvad mon hun troede han skulle til at sige? Det var jo ikke fordi han ligefrem var vampyr, eller noget? Vampyrer fandtes jo ikke. Det Matthew var ved at fortælle, var meget mere realistisk, og måske endda værre end at være vampyr? For når man var vampyr, havde man vel kontrol over det man havde gang i, men når Matthew fik et anfald kunne han ikke styre sig. Selveste Matthew var koblet af, og alt andet styrrede ham. Hans ansigt forvrængede sig og han sendte hende et sorgmodigt blik. Han kiggede hende i øjnene, og forsøgte at aflæse hendes tanker - hvilket ikke gik specielt godt.

Kristy sank kort og så på ham, hun nikkede svagt og kort " .. Hvordan .. syg?" spurgte hun stille, var han døende? var det smitsomt og derfor kunne han ikke være sammen?, hun prøvede inderligt at forstå det og klemte blidt om hans hænder "Jeg lover .. at lige meget hvad, skal jeg nok blive her hos dig" sagde hun så og nikkede lidt og sendte ham et lille smil. Hun kunne mærke på ham at han var nervøs og det gjore hende automatisk lidt nervøs og hendes hænder rystede svagt, men det var ikke så man kunne se det, men han ville kunne mærke det nu da de holdte i hånden *Rolig, Kristy ..* tænkte hun til sig selv *du skal ikke lade dig påvirke sådan* tænkte hun og prøvede at virke rolig.

Han ansigt var stadig forvrænget. Var det nu det rette at gøre? - svaret kendte han ikke.
"Jeg.. får de her.. anfald.. Det starter med jeg får en lille hallucination - en simpel en, som at der feks. var en bisværm over mig, hvilket det i sandhed ikke er.. Derefter bliver jeg vred og forvirret. Det fører så hen til en større hallucination, hvor jeg ikke er mig selv. Jeg er fuldstændig væk fra min krop, og det er som om nogen overtager den.. Men alligevel er jeg derinde, men jeg kan bare ikke huske det bagefter.", han kiggede ned på deres hænder igen, "Hverken hvad jeg har gjort fysisk, eller hvad der er sket psykisk..", han tog en dyb indånding, og hans vejrtrækning var ujævn, "Det er en form for skizofreni og konfusion.." Han kiggede op på hende, og forsøgte igen at aflæse hendes ansigt - uden held. "Jeg kan få et anfald når som helst.. Og..", han turde næsten ikke sige dette, "Jeg kan gøre forfærdelige ting i denne tilstand..". Alt dette var bivirkninger for de traumer han havde samlet sig gennem livet. Han klemte hendes hånd, bare for at vise at han stadig var ham selv - dog smilte han ikke.

//Yderligere forklaring på min profil xD//

Kristy lyttede til hvad han sagde og afbrød ham ikke en eneste gang undervejs, da han var færdig med at snakke, sagde hun ikke noget, men slap hans hænder og lagde armene om ham i et kram, hun lukkede kort øjnene "Jeg har aldrig følt mig så tryg og sikker hos en person, som hos dig også selvom du lige har fortalt mig om din sygdom, jeg er lige glad med din sygedom også selvom du en dag vil få et anfald, så vil jeg jo vide det ikke er med din egen gode vilje de ting du gør .. " sagde hun så og slap ham ikke, hun havde slet ikke forstillet sig det han havde sagt, men forstod det hele nu og kunne regne ud at det måtte ha' været svært, men hun var ikke så let at skræmme væk, når hun først holdte af en person, skulle det meget til at hun ikke brød sig om personen og Matthew var den enste hun rigtig havde følt sig tryg ved i lang tid.

Idet hun krammede ham, bankede hans hjerte straks svagere. Hun accepterede ham, selvom han havde fortalt om noget, der kunne ødelægge deres venskab. Han lagde armene om hendel, og gengældte krammet. Han lyttede til de ord hun sagde, og følte sig helt varm indeni. Det var dejligt at få sådanne ting at vide, og han kunne næsten ikke overskue at svare igen. Men alligevel var det noget der nagede ham.. Hun havde jo aldrig oplevet at han havde fået et af sine anfald, så hvad nu hvis hun ændrede mening om ham, når hun ret faktisk vidste hvad det var han snakkede om. Han besluttede at han ikke ville fortælle grunden til sygdommen, da det var alt for tidligt at diske op med sådan noget. Han holdte et tæt - og forhåbentlig ikke ubehageligt - greb om hende. Hun duftede godt. En anden tanke slog ham. Hvad nu hvis han kom til at skade hende, under en af hans anfald? Eller overfaldte hende seksuelt. Hun ville jo aldrig nogensinde tilgive ham - og han ville heller aldrig tilgive sig selv. Han rømmede sig, og slap modvilligt grebet om hende, og rodede i hans bukselomme. Han tog en lille pilleæske op, for at vise hende den, "Kristy, hvis det engang sker at jeg får et anfald, så kig i mine lommer, og find den her æske frem", sagde han, og gav hende æsken, så hun kunne nærstudere den, "Og sørg for at jeg synker pillen.. - Lige meget hvor meget jeg kæmper imod, eller hvad jeg gør, eller siger.. Det er vigtigt jeg får den..", han kiggede hende i øjnene, "Og hvis du ikke selv kan sørge for at give mig den, så find en anden.. En der kan holde mig, mens du får mig til at synke den..", hans stemme var blid, men der var en alvorlig undertone, "Og Kristy?.. lov mig, at hvis jeg prøver på noget, som du ikke bryder dig om.. Så løb. Bare forlad mig.. Det er virkelig vigtigt!", sagde han, og han mente det. Hellere at han blev skadet, end at der skete noget med Kristy.

Kristy nød krammet og sukkede mildt og lydløst da han slap hende, hun så op på ham og tog forsigtig imod æsken, hun så lidt på den før hun så op i hans øjne igen, hun nikkede forståeligt og vidste ikke helt hvordan hun selv ville tackle et af disse anfald, men håbede at det ikke gik så vidt at hun måtte løbe, da hun havde svært ved at forlade folk på sådan en måde "Jeg lover dig det .. " sagde hun så også selvom hun var usikker på det, hun så lidt ned på æsken igen og så så på ham mens hun rakte ham æsken "Det var godt du fortalte mig det .. " sagde hun så og smilede meget svagt i mundvigen "så jeg ved hvad jeg skal gøre hvis det sker .." sagde hun og så lidt ned af gaden, hun følte sig ikke utryg eller bekymret for hvornår det ville ske, men det var nok mest fordi hun ikke selv vidste hvad han gjore og hvor slemt det var, så hun vidste ikke helt selv hvad der lurede af fare, men håbede inderligt på at hun var stærk nok til at klare det der nu end skulle ske "men .. du skal ikke tro jeg synes du er underlig eller ikke bryder mig om dig .. jeg holder lige så meget af dig som jeg gjore for ti minuter siden" sagde hun og tog stille hans hånd .

Han smilte svagt, "Tak..", han synes det var lidt små-pinligt at han skulle bede en pige - en af hans venner - om at sørge for at give ham piller, som om han var et lille ustyrligt barn med ADHD. Men han var vant til det. Han var vant til at hans bedsteforældre altid fimsede omkring ham, for at passe på ham. Og et eller andet sted, var det jo bare et tegn på at de holdte af ham, men alligevel var han jo 17 år. Nu han tænkte over det, havde hans bedstemor jo stoppet ham i at voldtage en af hans veninder, under et anfald. Han blev helt trist. Pigen turde ikke være alene med ham længere. Det kunne han nu alligevel godt forstå, men det var træls at han havde været skyld i det, uden at have nogen anelse om, hvad han havde gjort. Han har stadig kontakt med pigen, da de har fælles venner i Leeds. De eneste venner der rent faktisk blev hos ham, efter det havde oplevet hans anfald utallige gange. Rigtige venner. Og pigen? Hun var jo en hellighed i sig selv, at hun stadig ville snakke med ham, selvom hun var en smule skræmt.
Han kom så småt ud af sine egne tanker, og kiggede hende i øjnene, endnu engang. "Det er jeg glad for at høre..", han rødmede let, og strøg hende blidt over kinden, "det er virkelig ikke nemt at få venner sådan her, og hver gang der bare er sådan en pige som dig, der så meget som snakker til mig, får det mig til at føle.. speciel", rødmen blev en lille smule stærkere - det var ment som en kompliment til hende, "De fleste forlader mig altid, når de har overværet et anfald", sagde han, "Og jeg bebrejder dem ikke", tilføjede han, og kiggede stadig på hende.

Kristys læber forvandlede sig til et lille smil og hun så kort ned, men så så op på ham igen, hun blev smigret af det han sagde og det forsagede et par svage lyserøde kinder, men blev lidt trist i det da han fortalte at de fleste forlod ham efter et anfald, hun snak kort og lydløst og frygtede lidt at hun selv blev så bange, men kunne ikke tænke sådan om sig selv, hun kunne ikke forstille sig selv forlade ham, det hele var lidt forvirrende for hende, da det var svært for hende at vide helt præcist hvad hun skulle tænke om det. Hun kom så pludseligt i tanke om at klokken måtte være mange og hendes mor og far og ikke mindst bedstemor ville blive rasende når hun kom hjem "Matthew .. Jeg må hjem .." sagde hun så "Min familie bliver sur hvis jeg kommer for sent hjem" sagde hun så og så ned af vejen *Jeg har aldrig været så sent ude .. ikke alene uden de vidste hvor jeg var * tænkte hun og håbede ikke hendes mor blev for sur, hun kunne sagtens finde på at give hende stuarest også ville hun måske ikke kunne se Matthew i al den tid hun havde stuarest.

Matthew nikkede, "Selvfølelig, undskyld", han smilte forlegent, og begyndte at gå - stadig med hende i hånden. Han kiggede på sit venstre håndled, hvor det flotte armbånds ur sad. Han havde fået uret af sin bedstefar, som havde fået det af sin far. Det var meget antikt, og han holdte meget af det. Klokken var mange, og hans forældre var sikkert bange for han havde fået et anfald et eller andet sted, siden han var så længe om at komme hjem. Men et eller andet sted, var de altid bekymret for ham. Han stak hånden i lommen igen, og skævede lidt over til Kristy. Han håbede lidt på at få øjenkontakt med hende.

Kristy fulgte med ham og tænkte grundigt over den undskyldning hun skulle give, hun så lidt ned på sine sko før hun så op og smilte lidt da hun mødte hans øjne "Du behøver ikke undskylde" sagde hun så og synes selv hun var lige så meget skyld i det, men faktisk var hun lidt lige glad med at klokken var blevet så mange, på en måde var hun i hvert fald lige glad, der gik ikke særligt lang tid før de endte ved Van martes park og hun stoppede lidt op "Ehm .." sagde hun stille og så på døren indtil parken, dog var det en bag indgang, da de jo ikke som sådan var gæster " .. Vil du med ind .. bare kort?" spurgte hun og ville helst ikke slippe ham nu "Du behøver ikke hvis du ikke har lyst .." sagde hun så og smilede svagt, selvom man godt kunne se på hende at hun ikke rigtig ville skilles nu.

Matthew's ansigt lyste endnu engang op, i et smil. Et skævt smil. Han kiggede stadig på hende, "Det vil jeg da gerne", han kiggede på døren de stod foran, "Hvis din familie da ikke har noget imod det?", han kiggede lidt skeptisk på døren. Hvis hendes forældre var sure over at hun kom forsent hjem, ville de nok heller ikke være sindsygt glade for at hun slæbte en fremmed dreng med hjem. Hans smil blev lidt svagere og han følte sig meget lille. Han skulle jo faktisk stå foran hendes familie og præsentere sig, han vidste jo ingenting om Kristy. Han gennemrodede sit hoved, for at se om hun havde sagt noget om deres navne, men der var intet at finde.