I am tired of you... (Procella)

Tid: 05:00
Dato: 9. Februar 2012.
Sted: Wicked og Procellas mansion.
Omgivelser: Skov og sø og deres grund.
Vejr: Kraftig blæst og sne.

Segovax havde, nogle af de gange hvor Colt havde taget hen til huset for sit ekstra job, fulgt efter hende for at se hvad hun lavede og hvem det var hun arbejdede for. Han var godt nok blevet meget overrasket over at se at det havde været Procella hun arbejde for, det var ikke lige frem det der var det nemmeste at forstå hvordan en mand elskede så højt havde valgt at arbejde for en person der hadede en så meget, hvorfor kunne verden ikke bare være simpel og meget nem at forstå.

*To night my old buddy... To night we are going to setle this shit... Or are we not? Well we will se to it.*

Han tænkte på det mens han bevægede sig mod skoven, udenfor La Sunisha, hvor han vidste deres mansion lå henne. Han havde nogle planer om hvordan han kunne få hende med sig ud der hvor han gerne ville have hende, fordi stedet omkring den mansion var alt for dumt, der var for mange vagter, men de kunne til gengæld bruges til noget konstruktivt, istedet for bare at lade dem vandre hvileløst rundt i et kedeligt mønster.

Han bevægede sig rundt uden for hegnet, ude i den skov der lagde lige op af tråd hegnet, som han bevægede sig hen til og berørte, mens der ikke lige var en vagt tæt på. Han kunne mærke der var stød i det og han trak sig derfor hurtigt tilbage ind i skoven igen. Han var glad for at det var et meget robust hegn, og han havde taget en økse med. Det var også dejligt med den kraftige blæst og at der var træer i nærheden.

Han tog et af det gode høje træer tæt på, som var ret tynde med en god kron, og gav sig til at fælde det, så det væltede ned over hegnet, og lavede en bro hen over hegnet så han nok kunne komme begge veje, men desværre ville det nok tiltrække lidt opmærksomhed. Der kom da også et par vagter løbende men de ringede bare efter nogen og gik så deres runder igen.

Han kravlede, mens ingen var i nærheden, over træet og gemte sig i det, heldigvis var der dårlig sigtbarhed, så han blev hedligvis ikke opdaget af vagten men hunden fangede noget da de kom tæt på ham, og han sprang derfor på dem, og hakkede øksen i nakken på hunden, og inden manden nåede at reagere var han over ham, og stak en kniv i lungen på ham, og bed ham i halsen det præcis samme sted han havde bidt Procella. Han greb hunden og stak så af igen ind i skoven, med hunden under armen.


Han hørte på vejen væk at alarmen gik, og nogle lys ved områddet tændtes, så husets beboere nok ikke var i tvivl om at der var sket noget. Han havde ikke lige tænkt over da han løb ud i skoven at det måske ikke var det smarteste at slæbe på en blødende hund, som efterlod et spor af blod men nu var det sket, og så kunne han lige så godt udnytte det til egen fordel. Han smed hunden i mellem nogle træer, og gemte sig i et træ, helfigt for ham kom vinden fra huset af og mod ham og ind i skoven. Han trak den sidste dolk han havde, og holdt den i den højre hånd

Havde hun slumret? Procella blinkede med øjnene og satte igang med gyngestolen igen. Hun var døset hen i børnenes værelse med Enie i armene. Den lille pige var døset hen sammen med sin mor, stadig med brystet i munden. Procella gabte halvkvalt og drejede nakken ud til siden så der lød en svag knækken.

Lyset og lyden af hunde var for langt borte til at hun havde en fornemmelse af noget af det. Til gengæld fornemmede hun det tydeligt da Sego gennembrød en af de magiske advarsler hun havde printet nær huset.

Wolf!

Procella begyndte at knurre dybt i struben. Havde hun haft pels ville den stritte arrigt. Det var ikke hendes moderinstinkt der slog i overdrive. Faktisk var hun utroligt fattet da hun omhyggeligt lagde Enie ned i sengen. Det var heller ikke Reaper der blodtørstigt skulle udslette alt omkring sig der ikke var menneskeligt.

Danger little ones

Hun sendte ikke så meget en tanke afsted, som et følelsesbillede. Straks begyndte de 4 senge at glitre af tyrkisfarvet magi da de små piger rejste deres forsvar. Procellas smil var koldt. Hun var hverken mor eller Reaper lige nu. Men hun var gal. Nogen havde tvunget sig ind på hendes territorium. Det kunne hun ikke tillade. Hun tænkte ikke over værelset ved siden af. Hun tænkte ikke over at hun skulle få fat i sin mand og få mobiliseret et eller andet.

Den tunge knurren rumlede i hendes bryst da hun som en skygge gled ned af gangen og flåede skabet op med hendes ting. Hun havde ikke haft det på siden...

Det blev en meget underlig blanding af hastværk. Procella klædt i læderjakke, læderbukser, knælange støvler og....halvgennemsigtig natkjole? Hun havde nok skreget af grin over sit eget udseende hvis ikke hun havde haft så travlt med at komme ud af døren. Med det samme slog den isnende vind sammen om hendes krop og hun skottede sig betænksomt rundt. Hun lukkede øjnene og vendte ansigtet mod vinden.

Come out come out wherever you...oh...there....

Procella rynkede sine bryn. Den tunge lugt af våd hund. og...blod? Var den kommet til skade? Var der en såret ulv et sted derude? Hun blottede arrigt tænderne af den sorte nattehimmel der havde fået et sygligt gråt skær i horrisonten, der meldte om solopgang.

Hendes krop satte af sig selv i bevægelse mod lugten. Hvad hun blev konfronteret med måtte hun tage stilling til når hun fik selvsyn for sagen.

Han sad gemt i træet, mens lugten af hende kom imod ham, og han kunne ikke vendte med at få hende dræbt, eller det var ihvertfald det han håbede på ville komme til at ske, og han vidste ikke hvordan hun ville reagere, når hun nåede frem og så hunden der lagde død imellem træerne.

*Come on iron lady, make your way to the new court. The court of the nature...*

Han sad bare og tænkte mens han kunne høre og lugte hende komme tættere på ham, og sad klar med kniven så han kunne kaste den efter hende og klare resten face to face, med hende. Det skulle nok blive interessant, når hun nåede frem.

*I am not dangerous at all, so just come on.*

Procella cirklede i mørket om duften af hund og blod. Hun var jo ikke dum. Der var ingen grund til at komme hoppende i bedste supermand-stil Tadaaaaa, værsågod og bid mig. Så hun var forsigtig. Mørket var en hæmsko, men sneen lyste op i natten. Sneen var hendes ven.

Den knaste sprødt under hendes støvler når stålet gik igennem det øverste lag permafrost. Det gjorde hun ikke kunne være lydløs, men det gjorde også hun kunne følge sporet.

Procella fandt pistolen frem og vippede sikringen af den. Hun holdt den afslappet langs siden som kun en person der anser et våben som forlængelse af sin egen krop kan gøre det. Hendes fingre lukkede sig vant om grebet.

Where are you

Hun bevægede sig tættere på. Der var noget i sneen. En mørk klump. For lille til at være en voksen? Var det en ulveunge? Procella blottede tænderne, en smule usikker for første gang. Hvis det var en hvalp...det var meningen hun skulle slå dem alle ihjel...men kunne hun henrette et barn, når hendes hus var fuldt af....børn?

Fodspor og igen...poter? Vagtsomt bevægede hun sig nærmere. Hunden var død. Hun skubbede let til den med foden - ikke fordi hun ville gøre sig sikker på at den var død, den var allerede småstiv af kulden. Det var mere af princip. Ikke en hvalp? En hund?

"Stop playing games!"

Hendes stemme hævede sig udfordrende i natten over vinden. Hendes rovdyrgule blik søgte rundt i mørket efter det baghold hun havde en mistanke om var derude.

Han så hende komme ind i lysningen, og da hun gik over til hunden og sparkede til det, så han sit snit for at kaste kniven og det gjorde han så. Han så kniven hvisle mod hendes ryg, men den prellede bare af på hendes læderjakke, og han sprang ned af træet og tættere på hende.

"Allright allright, then lets take it face to face."

Han var meget klar på hvad hun gjorde og han stod i en stilling hvor hans knæ var let bøjede, og han var klar til at springe i en retning som han fandt gunstig, når hun fandt på at angribe ham.

Procella stivnede da hendes sanser fangede den svage hvislen af kniven. Det dumpe dunk mod hendes ryg fik hende til at vende rundt som en kat og blotte tænderne i et hvæs af sin fjende. Hun hævede pistolen og stoppede...

"Jesus Christ! You again?! Why dont you just fucking leave me alone? Look, dickhead, I know i am hot, and i know i am probably the best fuck you will ever get, but come on! Get over me already! Im not gonna dryhump you, and you are not sexy! Next time, try flowers! What the fuck does she see in you?!"

Det var nok noget af det mest antiklimatiske hun nogensinde havde kunne forestille sig. Faktisk var det mere patetisk og grinagtigt end noget andet.

"Go home Sego! Damnit!"

Jægeren skulede irriteret og begyndte at trampe tilbage mod huset - mere sur på sig selv over at have overreageret på dén ulv, end egentlig på at Sego stod i hendes baghave.

Han blev ikke særligt rørt af de ting hun sagde, da han var noget så ligeglad med hvorfor hun troede han var der. Hun måtte forstå at det intet havde med hendes krop at gøre, eller jo det ahvde det jo, men mere fordi han bare gerne ville have til at dø, og gerne have at det skete ved hans hænder.

"Oh but you are wrong I am not here because of that..."

Han blev meget overrasket over at hun ikke engang valgte at angribe ham, men hun bare valgte at gå væk fra ham, hvorfor ville hun ikke en gang forsøge at dræbe ham. Hvad var der galt med hende, hvorfor forsøgte hun ikke at dræbe ham som med alle andre væsner.

Han satte i et spring mod hende, og slog direkte efter hendes nakke, for at se om han kunne skade hendes nakkehvirvler.

"... I am here to setle things"

Af en eller anden grund fik han ikke ramt rigtigt. Var det den tunge krave der stak for langt op? Var det hendes fremadrettede bevægelse, og det faktum at hun hurtigt vendte rundt, og fejede ham bort med hans eget momentum?

Der var gået et stød gennem hendes krop og hun snerrede arrigt af ham. Hun havde godt mærket han havde ramt hende, men det smertede ikke. Det havde mest af alt føltes som en hård dumflad der ramte alt for lavt.

"Settle what? Go away! Go home to your girlfriend! Dont make me shoot you! I am not gonna take more crap from you, but I know Wick has your soul. Thanks for that by the way. That came in handy"

Hun hævede pistolen og sigtede direkte på hans bryst. På denne afstand var det ikke muligt at ramme forbi ham

"Your girlfriend and Wick is the only thing between you and death right now. GO....HOME!"

Hun var begyndt at knurre lavmælt igen. Hun var faktisk ikke så lidt provokeret og irriteret. Hun ville elske at dræbe ham, men så skulle hun høre på sin barnepiges klynken over at hendes kæreste ikke kom hjem, og Wick ville sikkert også finde et eller andet at brokke sig over. Hun ville bare hjem til sine piger, og lige nu forhindrede han hende i det.

Han havde vækket hende, flået hende ud af hendes hjem, kastet knive mod hende, og nu slog han på hende? Hun var snart færdig med at lege pænt. Der var grænser for hvor meget hun ville strække sig for en skide hund.

Han rullede hen af jorden og kom hurtigt på benene igen, og kunne godt se hvordan hun pegede pistolen mod ham, og det var ikke det der rørte ham, fordi han var ligeglad med om hun følte hun havde overtaget lige nu, men hun var i skoven, og skoven var altså hans område.

"Listen Procella, you might think you have the upper hand right here, but you forget you are in the forest, adn the forest is my habitat..."

"Remember this Procella, next time you decide to hunt someone, think about who it is and where you are."

Han trådte tilbage fra hende, men han var stadig meget kold overfor hende. Han havde nogle tricks som hun ikke kendte til, og han vidste godt at hun havde sølv, men det gjorde ham ikke så meget. Ikke med den evne han havde, den kunne fungere godt som skjold.

Blah blah blah blah blah blah

Det var lige med nød og næppe hun ikke rullede øjne over ham

"Just shut up and go home. I am not playing catch the dog right now. I dont have time for you. You are insignificant to me. Leave me alone. you came here remember? Get over your complex, whatever it is"

Når hun kom hjem skulle hun have en længere samtale med sin mand omkring afrettelse af kæledyr. Måske en kastrering ville sætte hunden på plads. Så kunne det være han blev mere tyk og medgørlig, i stedet for at gå og pisse op af samtlige brandhaner og gø af alt og alle. Det var ved at være trættende.

"Clearly you have something for me, weather you admit to it or not. you followed me in the club too. and now you follow me in the night. This is getting sad. Just go home Sego. And take a shower please"

Hun trak sig baglæns væk fra ham stadig pegende på ham med pistolen. Hun begyndte at længes efter at putte med pigerne og noget varmt at drikke. Hvorfor havde hun egentlig ikke taget en bluse på? Tænk at haste ud af huset over det her. Det virkede latterligt.

HAn smilede svagt over hende, over at hun faktisk troede han havde noget med hende, fordi han havde intet med hende. Hun havde da været et godt one-night stand men heller ikke mere, der var kun to der havde fået ham åbnet, og som han havde forelsket sig i og den stærkeste var den han havde for Colt.

"I am sorry to tell you this then Procella, but I dont have anything for you. That evening in the club was a coinsident and I kept close to you, so you never got a chance of killing me."

"This time I went here, because I am tired of knowing you are running around giving yourself the right to kill us, just for what we are. You are a bigger monster, than any werewolf, vampire or demon who have walked the earth."

Han var ligeglad med hvad hun troede om ham, fordi hun var selv et helvede den mest patetiske af alle jægere der eksisterede. Hun mente hun havde ret til at dræbe dem bare fordi de var den race de var, hun var faktisk lige så slem som nazisterne og hitler. Nej hun var værre.

"You know what you are even worse than Hitler and his Nazis."

Procella skubbede underlæben frem og lod den dirre let

"Oh noooo. you are hurting my fluffy pink feelings"

Proklamerede hun med skælvende lillepigestemme

"I am evil? Said the monster who killed a little dog. Whatever wolfboy. Are you done here? Have you pissed enough around the trees? Do you feel like a good boy now? I am cold and tired, and so not in the mood. GO HOME!"

Hun greb ned i lommen og imens hun sigtede på Sego med pistolen trak hun mobilen op og trykkede den ene af de få speed-dialknapper hun havde indtastet

"Do you mind? Get a hold on him! He is pissing me off! I dont care if he is yours! Im not gonna take this crap!"

Hendes blik var låst fast på ulven imens hun hvæsede ned i telefonen. Hun var ved at blive godt sur. Som om hun skulle stå og have en filosofisk samtale med hendes barnepiges knaldbalon. Der måtte sgu være grænser for hvor familiært det skulle være.

"If you dont get your ass outhere, this one is going to be...very unable to hold liquid in the future!"

Hun klappede telefonen sammen og stak den tilbage i lommen. Hvorfor skulle det være så forbandet koldt? Pistolen var generende kold at holde på efterhånden, og den tynde natkjole gjorde ikke meget for at holde den bidende vind ude. I det mindste havde hun bukser og jakke ud over.

"Like I said...Go home wolf"

Snerrede hun

"Why do you think you have th right to kill us?"

Han kunne egentligt godt forstå grunden til hvorfor hun måske havde en grund til at dræbe ham, men resten af væsnerne var jo ikke alle sammen lige så syge mordere som ham selv, måske var der lige hendes egen mand som var lige så slem, og nok også nogle andre, og måske fortjente de at dø, men hvorfor resten.

"I can see why I might be one who should die, for what I have done, and maybe your husband aswell for what he have done. But what about the rest?"

Han trådte lidt tilbage til der hvor kniven lå, og bøjede sig ned, men ikke for at samle kniven op, nej han gjorde det bare for at binde sine snørebånd ordentligt.

Procella fnøs. Okay. Så de skulle altså gøre det her?

"Because someone have to do the dirty work. Its like taking out the trash. No one wants to see the cleaning, but we all want the garbage to be gone"

Procella hævede et øjenbryn

"My what now? Did something happen while i was sleeping? I dont see a ring on my finger? And for the last part. You and things like you are a disease. A virus. Infection. Oh yes, some get sick. Others get vaccinated. I am the little cute nurse bringing the shots, and you are...not able to be fixed. Its that easy"

Procella tog et skridt mere bagud. Pistolen gik af. Det var ikke mere end et afdæmpet host, grundet lyddæmperen. Kuglen ramte - utroligt nok - perfekt. Kniven sprang op i luften og dansede uden for Segos rækkevide.

"Dont tempt me"

"Procella once again you think you have the upperhand in everything, but you have too many feelings, and those feelings are clouding your mind. Seriously hunting a werewolf in af wood... How well thought is that?"

Han blev bare siddende selv om hun lige havde skudt efter den kniv der lagde på jorden, fordi at den kniv havde ikke haft noget med ham at gøre. Han var ligeglad med den, fordi han ikke havde brug for den kniv for at klare hende. Slet ikke når de var i en skov.

"What! Are you thinking that I am going to use the knife?"

Han flyttede den ene fod bagud, og den anden lidt frem, mens han gav sig til at binde den anden støvles snørrebånd, og binde dem godt stramt så han bedre kunne bevæge sig rundt i skoven.

Procella så udtryksløst på ulven og hendes fod tappede let og utålmodigt mod sneen

Come on

"You talk about my feelings like you know me, or know my life. Thats almost funny. You know nothing of me or my life. Tell me, how well thought out is it to try to lure out a hunter, when your soul is not even yours? When I know your taste, you smell. You think you have the advantages because this is a forest? Sorry...this is my home"

Hun bakkede yderligere og blottede sine tænder af ham i en snerren

"Again. No. But I am not taking any chances. I am not stupid. Wolf. Go home to your girl. I dont want to argue in the snow with you about...whatever! Beat it!"

Han smilede over hende, hun troede det var hendes hjem de var i? Hun tog så meget fejl de var tæt på hendes hjem ja, men de var ikke længere inde på hendes grund, de var uden for den.

"No Procella this is close to your home not your home. Welcome to the my world, the world of the nature."

Han smilede lidt fordi måske hun skulle forstå hvorfor han var der, måske var det ikke fordi han faktisk ville dræbe hende, og det at Wicked ejede hans sjæl gav ham bedre grund til at gøre det han gjorde.

"Maybe it is not the smartes thing but I got you lured out here. Here I have a better chance. You should be happy that I did not decide to bring af rifle."

Han kiggede lidt ned for sig selv og hurtigt skrabede han noget sne frit og kastede det efter hendes ansigt, og sprang frem mod hende.

Procella stønnede indvendig da han blev ved med at sit sludder og ævl. Hvad fanden skulle der til for at han klappede i og bare gik hjem?

Instinktivt krummede hun sig let sammen da noget fløj gennem mørket og knustes i en sky mod hendes arm. Hendes træning gjorde at hun egentlig ikke tænkte over det næste der skete.

3 skud blev fyret af mod ulven. Det ene strejfede overfladisk hans skulder og pev mod barken af et træ da den rikochetterede. De to andre ramte dumpt ind i ulvens krop.

Bloody hell. Colt is gonna be a mess if I kill him

Det var en ret irrationel tanke der skød gennem hendes hoved, men det var ikke desto mindre det første hun tænkte på. Underligt som hendes fokus kunne ændre sig.

Han mærkede skuddet der ramte ham på skulderen men var ligeglad med den, da den ikke gjorde den store skade, og faktisk heller ikke rigtigt gjorde ondt.
Han mærkede derefter en der ramte gennem hans ene lår, men blev ikke sidden, den gjorde dog ondt.
Han mærkede også en der gik gennem hans højre overarm, men igen den blev ikke siddende, han var så tæt på at der var for meget kraft i skuddet.

Han fortsatte frem mod hende, ligeglad med smerterne, men vidste dog de ville komme igen senere. Han var der for påvirket af adrenalin og tankerne om kamp til at reagere på dem.

Med den venstre hånd greb han efter hendes højre håndled mens et horn voksede ud gennem dens håndflade.

Samtidigt med at han greb efter hendes håndled slog han med den anden hånd så hårdt efter hendes albue som han kunne.

Procella reagerede lynhurtig da ulven dukkede frem i skyen af sne som havde blindet hende et øjeblik.

Hun afbødede angrebet mod hendes pistolhånd ved at bruge den fri til at gribe om den lange underlige gevækst der sprang frem. Hvad satan var det?!

Hun vred brutalt i den med opbydelse af sine underlige krafter, men hun vidste godt det her var en dårlig leg i længden, hun måtte have ham på afstand så hun kunne skyde ham, eller bruge kniven.

Der lød en flækken fra den underlige gevækst i hendes hånd, og derpå kunne hun ikke længere føle at hun holdt fast i Sego, da ulvens angreb mod hendes albue fik ramt lige på det bløde sted og gjorde hele hendes arm komplet død.

Damnit

Hun trak benet op og kilede det ind mellem sig og ulven og brugte derpå den tunge stålbeslåede sål på hans krop. Det var en blanding af et spark og et stød, der fik ulven til at glide baglæns, væk fra hende. Nok mest grundet sneen og det halve isunderlag, men hvad end det var, så var effekten ikke til at kimse af, og det var den Procella havde brug for. At få sin krop fri af nærkampssituationen så hun kunne et pusterum og overveje om hun rent faktisk skulle.

Hun åndede tungt og dampen stod i små skyer om hendes mund. Han blødte? Hun fangede den tydelige fært af ulvens blod og følte sig splittet. Hun havde vitterligt ikke lyst til at slå ham ihjel..ikke i nat. Men hvis han tvang hende til at sætte en kugle i panden på ham...

Hun hævede dirrende armen og tog sigte på hans ansigt. Hendes krop værkede hvor de var stødt sammen. Han var alligevel en massiv mand i forhold til hende. Hendes fingre åbnede og lukked sig krampagtigt på den følelsesløse arm for at genvinde førligheden.

"Sego...go...home..."

Stønnede hun forpustet og rystede det lange hår ud af ansigtet.

En bildør smækkede i det fjerne. Selvom de var et godt stykke fra vejen der ledte til ejendommen, forplantede lyden sig imellem træerne. Det hjalp sikkert også godt på vej, at de begge havde mere end en normalt god hørelse. Rolige skridt knaste sneen under en tung hæl og en bredskuldret skikkelse dukkede langsomt op i mørket. En lang uldfrakke i sort, med en høj krave, var knappet tæt til og efterlod kun det blege ansigt og det blonde hår synligt i genskæret fra sneen i skovbunden. Handsker i samme farve var stukket let ned i de dybe lommer, som for at beskytte imod kulden, selvom der - ulig de to - ikke stod en sky af damp fra hans mund ved hvert åndedræt.

Wicked standsede i god afstand og lod de mørke øjne glide overvejende fra den ene blødende kæmper til den anden, med nogenlunde det samme udtryksløse ansigt.

"This is quite the scene."

Den dybe stemme var upartisk, omtrent lige så kølig som natteluften, med en faretruende tone, som om de stod midt i et område kendt for laviner, og enhver unødvendig lyd kunne få de massive snemasser til at tordne ned over dem hvert øjeblik det skulle være. De mørke øjne gled et øjeblik imod Procella, bedømte hendes tilstand et langt hjerteslag, selvom båndet imellem dem forblev lukket. Der var et glimt, i hans blik, en svag længsel eller trang, før han drejede sig væk og igen betragtede Sego.

"Why are you here, Segovax?"

Navnet fik luften omkring dem til at summe af magi, da det løb ned af båndet imellem Wicked og varulven. Det kølige område hvor han havde solgt en del af sin sjæl trak ubehageligt så tæt på dæmonen.

"I do not appreciate uninvited guests."

Stemmen hvislede ud imellem træerne.

Han kunne godt mærke den ubehaglighed ved at Wicked var ankommet, men lige nu lod han sig ikke røre af det, og han flyttede ikke sit blik fra Procella, og stirrede bare på hende, og fulgte hvert eneste af hendes små bevægelser selvom der ikke rigtigt var nogen.

"I am here to setle things!"

Det at han kunne mærke stedet igen, var stadig lige meget for ham lige nu, og derfor stirede han stadig på Procella, med et koldt og hårdt blik.

"I do not care Wicked!"

Han stirrede stadig på Procella, og overvejede hans muligheder. Han kunne prøve at sparke hendes pistol ud af håndet på hende, og så overfalde hende, og sætte en hånd med et horn for hendes hals.

Han så det næsten som eneste mulighed lige på det tidspunkt, men måske der kom nogle flere hvis de blev lidt.

Procellas bryn blev rynket da hun hørte bildøren et stykke borte. Et kort sekund lod hun sit blik løsrive sig fra ulven og sugede synet af Wick ind. Hendes ansigt ændrede sig ikke som sådan, men øjnene lyste op så det kort var som om at dæmonen var badet i strålende solskær. Lyset i hendes øjne flakkede da hun fornemmede hvordan han var lukket over for hende og ikke lod hende ind. Stadig. Hendes blik blev kortvarigt fuld af pine og hun trak blikket til sig og vendte det mod ulven igen.

Wait...if he is here...in a car...in jacket...the girls!

Procella begyndte at snerre tungt da hun krøb sammen. Børnene var alene. Han havde fået hende til at efterlade sine børn! Jægeren gispede af pludselig erkendelse.

"We have nothing to settle! LEAVE ME ALONE MONGREL!"

Hvor hun havde nogenlunde fattet før, dirrede hendes stemme af had. Stik imod al hendes træning og fornuft vendte hun sig bort fra ulven. Han var ikke vigtig i hendes verden. Tanken om hendes piger fyldte alt i hendes bevidsthed

De mørke øjne gnistrede og dybt i dem kunne røde flammer ses. Wicked tog et langsomt, afmålt skridt tættere på Segovax mens han talte, men atmosfæren omkring ham trak sig sammen, som om luften krympede sig når han passerede. Skyggerne over sneen flakkede og søgte hen imod dæmonen, så de røde gløder dybt i hans øjne var det eneste der oplyste det blege ansigt.

"You should care."

Ordene faldt som sten i en sø, og magien bredte sig som ringe i vandet. Hvert ord var en vægt på varulven igennem Wickeds adgang til hans sjæl. Måske, måske ikke nok til at låse varulven til jorden hvor han stod, men for hver trin tættere imod ham steg vægten.

"You should care a great deal, when you enter the grounds of a demon who has claims on your soul."

Et sidste skridt knaste sneen højlydt under Wickeds sko, da han trådte ind imellem Segovax og Procella. Noget ved lyden, mørket, og udtrykket i hans ansigt, fik lyden til at minde om knogler der blev knust. I det øjeblik var det ikke svært at se dæmonen stå på et bjerg af knogler og knuse dem en efter en under sine fødder.

"Even more so when you attempt to take the life of his mate. You should care, Segovax, because I have been so very kind."

Wicked trak den ene hånd ud af lommen og knugede den. Den isnende følelse intensiveredes, som om syre der brændte med en is-flamme var blevet hældt ind i varulvens årer.

"But if you bring the manners of a dog into my home, I will treat you like one and strangle you with your own chain."

Wicked hvislede ordene ud og mørket syntes at krympe sig under ondskabsfuldheden i hans stemme.

"Maybe I should care, but still I do not, because know you have seen that I am able to get to your mate..."

Han reagerede svagt på den isnende smerte der bredte sig i ham, og for en gangs skyld var han meget glad for at han var selvskadende, og at han havde vænnet sig selv til smerte, dog var den smerte han blev indledt med værre end så mange andre men stadig ikke så meget at han ikke kunne holde det ud.

"I have one last thing to talk to you about... My soul, if you give it back, I will never do anything to your mate or your family, and I will still stand at your service..."

"I am not going to threat you because I am still seeing you as a great man, and see you as a person who deserves better than threats."