I am tired of you... (Procella)

Procella der havde taget de første skridt på vej bort stoppede tøvende

Mate

Det var første gang hun hørte ham udtrykke det virkeligt over for andre. Vild glæde bruste gennem hende, samtidig med at fortrydelse kæmpede. Hun kunne ikke bare lade Wick slå ulven ihjel. Ikke nu med Colt. Procellas lille snedige plan havde lavet en smuk fælde for hende selv.

"Wait..."

Protesterede hun og vendte rundt. Ulvens ord fik hende til at stoppe op i sine protester.

"You..."

Hendes stemme dryppede af foragt

"You call me scum of the earth, and then you DARE to threaten my family?"

Hendes stemme var lav og rystede af vantro

"You DARE TO...I WILL KILL YOU!"

Pistolen faldt ned i sneen da hun kastede sig blindt mod ulven...og kolliderede med Wick der stod i vejen. Kraften i sammenstødet ville nok have fået et velvoksents folkevognsrugbrød til at vugge i støddæmperne, men for Procella var det som at kaste sig mod et godstog. Hun faldt fortumlet om i sneen og virrede forvirret på hovedet da træernes mørke stammer sejlede for hendes blik.

...Au...

Wickeds hånd skød ud og lagde sig i et jerngreb om Segovax hals. Varulven blev løftet fra jorden uden det mindste besvær og det blege ansigt der før havde holdt i det mindste en smule interesse blev fuldstændigt blankt for følelser, da skyggerne begyndte at snurre omkring dem. Den fysiske kontakt sendte den svidende smerte i mandens bryst fra lavt blus, direkte ind i fortærende flammer.

"You dare."

Hvor stemmen før havde kommunikeret den vrede, Wicked følte over Segovax indtrængning, var hans ord netop nu skræmmende, ved manglen på intonation. Der var ingen følelser i de mørke, gnistrende øjne. Varulven i hans greb kunne lige så vel have været en flue han havde fanget.

"All you have done is give me a reason to put a rabid dog down. Do not fool yourself into believing that I consider you valuable enough to allow-"

Han reagerede knap på Procellas ord, selvom lyden af hendes fodtrin fik ham til at vende hovedet. For sent opdagede han jægeren på vej i kollisions-kurs og sammenstødet løsnede hans greb om Segos hals et sekund eller to. Stødet i sig selv var ikke noget særligt. Nærheden, efter næsten to uger uden at have været i nærheden af Procella, sendte et ryk igennem dæmonen. Hvis Segovax ikke havde fået snoet sig fri, i sekunderne mens han var distraheret, ville Wickeds greb sende ham på en flyvetur ind i det nærmeste træ, før han vendte sin opmærksomhed imod kvinden på jorden.

De mørke øjne flammede op igen, hunger og længsel åbenlys på det blege ansigt. Wicked stod som en statue og så ned på sin mage, mens han kæmpede med sulten.

Han stirrede bare koldt på ham, mens han stod og holdt ham, og var ligeglad med at han holdt ham på den måde. Han kunne godt mærke uvehagen men var ellers ligeglad med det, og åndede bare tungt og langsomt, mens han bare stirrede dæmonen dybt i øjnene.

Da han løsnede sit greb, snoede han sig hurtigt ud fra ham, og da han så muligheden var han nød til at tage den og kastede sig over Procella og plantede en hånd om hendes hals, og pressede et horn som sad i den højre håndflade blidt mod hendes tinding.

"Now you listen Wicked, if you dont give me my soul, she is going to die, because if any one of you is going to do anything that could hurt me, this horn is going through her head."

Han sad bare roligt og talte men han gjorde det stadig med en hård stemme fordi hvis Wicked ville gøre noget nu, som kunne dræbe ham ville Procella ryge med i slaget ingen tvivl omkring det.

Procellas øjne havde genvundet en forvirret ravfarve imens hun slørret så op på sin mage. Hun gispede da hun så hans hunger, og noget i hende reagerede instinktivt og rakte ud mod ham, samtidig med at hun prøvede at kæmpe imod det.

No...not yet...we are not ready...

Tænkte hun fortumlet, og så nåede hun ikke at tænke så meget mere. Fingre lukkede sig stramt om hendes hals og blokerede hendes luftvej og noget skarpt blev presset mod hendes hud. Hun mærkede spidsen kratte let mod sig.

Et eller andet eksploderede i hende. Hun var fanget. Hele hendes krop skreg mod grebet. Hun blev presset ned i sneen af den tunge ulv ovenpå hende. Hun blottede tænderne og udstødte nogle underlige kvækkende lyde, fordi hun ikke kunne få luft.

Procella krøllede sig halvt sammen og fik sine ben ind mellem sig selv og ulven. Hun sparkede med en desperation der kom sig af de sorte prikker der begyndte at danse for hendes blik, og så ikke hvor langt hendes modangreb fik flået Sego bort fra hende. Den skarpe horn-tingest skar gennem hendes hud og hendes blod plettede sneen da hun gispende og hostende rullede om på siden for at fylde sine smertende lunger med ny livgivende ilt.

My girls...not yet...they are not even a month yet...

Hendes tanke var halvt desperat, halvt resigneret. Hendes hænder søgte til den smertende hals hvor usunde mørkelilla blodsprængte mærker lå mod den olivengyldne hud efter Segos greb.

Da han blev løftet fra Procella forsøgte han at holde ved så grebet om hendes hals blev strammer kort, men det virkede ikke. Han prøvede også at mase hornet ind men det blev kun til at han skar hende lidt langs tindingen.

Han blev løftet og landede to meter væk, hvorefter han rullede bagover et par gange, og lagde fladt på ryggen med øjne der sortnede. Han forventede lidt sin død, men han ønskede den ikke, nej han ville nu bare ønske han havde lyttet til Procella og havde været taget hjem med det samme istedet for. Hvorfor skulle den ulv nogle gange få overtaget alt for meget?

Mens han sank lidt bort, slap nogle få ord over hans læber...

"I would do anything to be with you... Colt I love you..."

Han sanke bort ned i et mørke som han ikke havde den store lyst til, men der i mørket så han Colt, og intet andet betød noget for ham.

Wicked var over den bevidstløse varulv som en høg. Endnu engang lagde de slanke fingre sig om Segovax hals og hævede ham over jorden i et stålgreb. Skyggerne der sneg sig omkring hans krop skød imod varulven og kravlede over ham, farvede den brune hud grålig og tvang sig ind i igennem hans mund og næse. På trods af bevidstløsheden kæmpede Segovax krop formålsløst for at få luft, mens mørket kvalte ham indefra.

"Humans."

Snerrede han lavmælt, en stemme der sydede af en afsky så dyb, at det virkede utroligt at verden ikke gav efter. Det ene ord fik presset af mørket omkring dem til at stige, indtil et menneske ville have skreget, uden at vide hvorfor. Der var ikke en synlig kilde, men Wickeds mangel på selvkontrol spildte magi ud i luften, og alt hvad den rørte blev mærket af det. Det svage lys fra sneen blev dæmpet og forsvandt, stjernerne imellem trætoppene visket ud. Mørke overtog alting, indtil der ikke var andet.

Procella hostede vildt med den ene hånd presset mod halsen og hævede sig på den anden. Der var stadig sorte dansende pletter for hendes øjne, og hele hendes krop smertede.

"W-wait"

Hendes stemme var ru og kvækkende. Hun fornemmede mørket, faren, og hun frygtede den. Ikke for ulvens skyld, end ikke for Colts skyld. For deres.

"Don't"

Procella var ved at kaste op over den knude i maven skyggerne gav hende. Hun var mere end et menneske, men i sidste ende var der alligevel så meget menneske i hende at hun reagerede kraftigt på opbydelsen af dæmoniske krafter. Hun kæmpede sig på benene og vaklede en smule. Hun sejlede sidelæns og måtte støtte sig til ham. Procella stønnede ordende og måtte aktivt bekæmpe kvalmen der rullede gennem hende

"I just got her. Damnit...I dont want to find a new girl. Just erase it all. Remove me. If you kill him you get...less. Harvest later"

Hendes hals smertede vildt ved at skulle prøve at tale så meget efter lige at være blevet kværket. Hun kunne på ingen måde stoppe ham. Hun kunne kun prøve at nå ham.

"Wick. Please. The girls are alone. Go"

Hendes fingre krabbede ned af hans arm, blindt i deres forsøg på at få ham til at give slip på ulven. Hvor var det komisk. Hun havde ønsket at dræbe ham så længe, og nu ønskede hun bare han skulle lade hende i fred. Mæglede rent faktisk for at hendes mage ikke skulle smadre hans sjæl og den krop den hvilede i.

De mørke øjne drejde sig ned imod hende, det hvide fortrængt af sort. Hans næsebor udvidede sig da han drak hendes fært, varulven i hans greb glemt for et øjeblik. Selvom han ikke virkede til at have hørt hendes udbrud, eller hendes ord mens hun hang ved hans ærme, havde stemmen stoppet ham og han virkede til at veje frem og tilbage hvad han skulle gøre.

Hans svidende blik bevægede sig fra Procella til Segovax, overvejelsen imellem sulten og trangen til at dræbe varulven tydelig i de spændte muskle. For at gribe hende, måtte han give slip på Sego, men vreden over varulvens handlinger havde presset ham langt nok ud, til at det tog ham et langt øjeblik at beslutte sig.

De mørke øjne søgte igen ned imod hende, og de slanke fingre åbnede sig. Varulven endte i en bunke på jorden, stadig i live, da han drejede sig og sænkede sine læber til Procellas. Bevægelsen var for hurtig til at se. Et øjeblik stod han bøjet over hende, det næste var hun presset imod stammen af et træ, mens han drak hende ind.

Hendes hjerte sprang et enkelt slag over ved det afgrundsorte blik. Hun havde vænnet sig til ham, men ind i mellem ramte hans natur hende stadig som et kølleslag. Hun sank krampagtigt, og gav ham tid, vel vidende at det forkerte kunne tippe vægtskålen i den helt forkerte retning. Han var trods alt et rovdyr, og hun kendte selv til at blive fristet over evne. Det vigtige var ikke at være hverken bytte eller rival.

Jægeren skælvede da deres læber for første gang mødtes siden hun havde sendt ham bort. Hun havde ikke kunne. Hun havde været for bange. Bange for at noget havde ændret sig. At hun ville kunne føle hans forbindelse med andre. I den frostbidende vind var der kun sneen, duften af hendes blod, ulven, og den mørke krydrede duft der var Wicks væsen.

Da hun kort efter mærkede et hårdt stød i ryggen af træstammen, havde hun ikke engang opfattet de havde bevæget sig. Hun gispede forskrækket mod hans mund, men kvalte nærmest panisk lyden i den smertende hals, før det blev en direkte protest.

Not a peep...let him feed this time

Hun kæmpede mod den natur der prøvede at være hans ligemand og en værdig partner. Hendes øjne flammede mod ham med desperation og vildskab, for det vækkede han altid i hende, men hun stødte ham ikke bort.

Hun havde glemt den døde hund i sneen. Pistolen. Sego der lå bevidstløs. Hun havde glemt alt om den tynde natkjole og kulden der havde gjort hendes fingre halvt følelsesløse. Hun havde ingen ord at bruge mod ham, eller at trøste ham med. Hun ønskede ham med en sult der mindede om hans, og hun var parat til at give ham hvad end han ønskede af hende. De stærke fingre begravede sig i det blonde hår da hun sultent begyndte at kysse hans mund.

Please dont let him kill me. Dont let me hurt him. Let him feed

Hendes tanke var en usammenhængende bøn til noget der lå uden for hendes kontrol. Hun kunne kun sætte sin lid til de højere magter - hvem pokker de så end var. Den ene hånd gled fra hans hår og ned til hans frakke hvor hun uden det store held prøvede at få en fornemmelse af knapperne med de halvfrosne fingre så hun kunne komme ind til ham.

Han snerrede imod hendes læber. Ikke som et dyr, eller et menneskes efterligning af et, men en lyd der aldrig var blevet skabt af noget i naturen. Det var ingen kontrol i de mørke øjne, da han bøjede sig imod hende igen.

De slanke fingre fangede hendes hånd, endnu en bevægelse der var for hurtig for hendes øjne, og hævede den med et ryk til stammen, smækkede den hårdhændet imod barken, så hendes knogler knaste imod hinanden under presset. Den anden arm slyngede sig om hendes liv, klemte hende hårdere end han burde. Som en dukke løftede han hende fra jorden i det smertefulde greb, brugte de slanke fingre der efterlod mærker på hendes hud til at rykke hende længere op af træet, så han kunne skubbe sine hofter ind imellem hendes ben. Der var ingen mening, ikke nok tankegang bag det blege ansigt, fortrukket af sult, til at tænke over tøj. Han stødte opad imod hende, imod delikate og følsomme dele, med en skræmmende brutalitet.

Friktionen hævede langsomt hendes tøj, skubbede det væk fra hendes hud, indtil barken rev imod hendes ryg. Bevægelser alt for hurtige, alt for kraftige, for hendes halvt-menneskelige krop, tvang hende imod stammen igen og igen, indtil det føltes som om træet hvert øjeblik ville give efter og lade hende glide igennem det. Det var ikke et spørgsmål om at lade ham føde længere, men om hvor længe hendes krop ville kunne holde til at blive knust imellem Wickeds forstenede krop og træstammen bag hende.

I sit inderste vred hun sig en smule over hans brutalitet da han fikserede hende til træet med sin krop.

No you dont not the....oh crap...

Tænkte hun bittert da hun hørte læderbukserne flænge, som havde det været mørnet silke og ikke tykt kernelæder.

Goddamnit

Procella klynkede svagt da hendes knogler blev presset mod hinanden. Det gjorde voldsomt ondt, og barken mod ryggen, den isnende kulde, hans styrke og brutalitet. Hun kunne ikke forhindre de små jamrende lyde i at trænge sig op gennem den smertende hals, men de fleste blev kvalt mod hans mund der atter nærmest besidderisk lå over hendes.

not a...peep...

Tænkte hun usammenhængende, men stønnede halvhøjt da ryghvirvlerne begyndte at blive presset i deres led. Hun blev nødt til at gøre et eller andet så meget var tydeligt, men hvad? Hvad kunne hun gøre? Hendes hjerne sugede hurtigt deres omgivelser ind imens dæmonen nådesløst indtog hendes krop med en brutalitet der uden tvivl ville have flået et menneske fra hinanden.

Fine...then we do it demon-style...

Hun havde lært noget af sidste gang. Ikke noget med at forsøge sig med bevidstheds-crap på blod. Hun blottede tænderne og lynsnart fandt hendes tænder hans hals. Hendes tænder sank i ham og hans blod fyldte hendes mund. Det var...bedøvende...berusende. Og det styrkede hende. Det styrkede hende nok til at hun med opbydelsen af alle sine krafter kunne halvt klamre sig til ham, og samtidig skubbe dem af mod stammen. Den døde hunds krop gav hende en ukarakteristisk fordel. Blodig is under Wickeds støvler, fik hendes brutale skub til at få sålerne til at glide hen over isen så hun kom fri af træet.

Hun brugte deres sammensmeltede kroppede til at holde fast på ham og bruge hans ubalance til at sende dem i skøn forening med ham nederst, bagover i sneen. Det ændrede intet på hans brutalitet, men i det mindste var hun ikke længere i fare for at blive knust af et træ.

Dæmonblod sejlede ned over hendes hage og hendes lår låste sig om ham da hun blev frarøvet al fornuft og selvopholdelse. Hun VAR begær. Hun VAR et gyldenøjet rovdyr. Og hun VAR hans. Hendes brøl udfordrede hele verden til at prøve at bilde dem noget andet ind. Langsomt farvedes hendes øjenæbler kuldsorte som Wicks, men på den sorte baggrund skreg de rovdyr gule irisser ned til dæmonen. I stedet for blot at tage imod begyndte hun at give.

Wicks blod sang i hendes krop. Hun var ør, hun var høj. Hun følte sig stærkere end hun nogensinde havde været før. Hun kunne besejre hele verden, og alle de ynkelige skabninger der beboede den. Hun var en gudinde, og Wick var hendes mage.

Hendes svar, både med sin krop og sin stemme, virkede til at presse ham længere og længere ud imod kanten, hvis ikke han allerede var nået ud over den. Som om han stadig kæmpede, men forsøgte at vælge imellem pest eller kolera, gjorde hans krop sit bedste for at holde hende stille, begrænse hendes bevægelser så meget som muligt. Sulten pressede imod barrieren imellem dem, sivede igennem de forsvarsværker Wicked havde sat op for at beskytte hende, men brød ikke igennem. Et skrig halvt af frustration, halvt af begær, rungede ud imellem træerne, da han fandt hendes læber og igen drak hende ind.

Det var ikke længere kun en sult efter samværet med hendes krop der red ham, men den dybe sult dybt i hans mave, der skreg og kværnede hans indvolde. Han havde efterladt Porcelain hos hende - og i lang tid havde halv-englen været Procellas og børnene primære måltid. Der ville ikke have været noget tilovers.

Selvom hans krop lod hende ramme imod træstammen igen og igen, var der en svag, uendelig fjern, fornemmelse dybt i de fortabte sorte øjne, der sagde at han stadig holdt tilbage. Lige indtil hendes tænder fandt hans hals. De mørke øjne spærrede sig ud, da et ryk gik igennem ham. Det blonde hoved kastede sig tilbage, selvom hans hofter stadig holdt hende fastlåst imod træet. Blod flød trægt fra såret, ned af hans hals, og forsvandt i det sorte uld af frakken.

Den hånd der havde holdt hende oppe før, var en skygge der pludselig greb hendes fri arm. Med hvad der ville have været en kraftanstrengelse for et menneske, var hun pludselig den, der lå på ryggen i resterne af sne. Ulig et menneske, havde han ikke rullet dem rundt, men meget simpelt grebet hende, løftet og vendt hende, med en bevægelse hurtig nok til at tage pusten fra hende. Blink, Wicked under hende, blink, Wicked over hende.

Blodet fik hende til at overhøre faren i den ændrede stilling, da han red hendes krop og hun kom ham i møde. Hvor træstammen havde været belagt med tørret mos og halvmørnet, var jorden under dem bundfrossen. Der var ingen vækst til at dæmpe kraften med. Wicked faldt over hende og noget i hendes krop knaste og knækkede med et smæld.

Han trak sig tilbage, som for at støde igen, og frøs midt i bevægelsen. En hvisken løb imellem dem, igennem den krakelerede barriere. Rød-sorte dråber flød langsomt fra såret på hans hals, ned på hendes ansigt og bryst. De mange muskler var spændt til bristepunktet, det blege ansigt fuldstændigt blottet for følelser, mens han kæmpede med sin natur.

Hvis Procella havde været mere sig selv, ville hun have været bekymret. Hun ville nok have overvejet hvor smart det var at give efter på denne måde. Hun havde måske skænket det en tanke at hun lå i bidende frostgrader og blev hamret mod sneen og isen under hende. Hun ville have søgt varme, da hendes læber langsomt begyndte at farves blålige i kulden. Men det gjorde hun ikke.

Høj på deres bånd, høj på deres brutale elskov, og høj på Wickeds blod, ænsede hun intet af dette. Han var prægtig i sin styrke og hurtighed, og hun dyrkede hvert åndedræt, hver pinefuld nydelse.

Da han kastede sig over hendes krop som et hungrigt dyr, bemærkede hun med udeltagende distance hvordan hendes ribben, som Gwyn havde brækket for nogle måneder siden, sprødt knaste og gav efter. Hun burde have skreget, og derpå besvimet af smerten, men dæmonblodet gav hende styrke og skilte hende fra egen krop.

I am not going to scream. You are mine. Feed

Tænkte hun med et bredt udfordrende grin op til ham. Hun rakte det ikke ud og plantede tanken i hans bevidsthed. Hun nærede tanken i sit eget sind og varmede sig på den. I hendes krop gav flere ting efter, men samtidig begyndte hendes naturligt accelerede helbredelse.

Why? Why did he stop?

Hendes tanker var usammenhængende og de der var, var præget af dæmonisk udødelighed. Det var tanker der lagde verden for hendes fødder, og gjorde hende uovervindelig, uanset hvad der måtte ske. Noget der langt fra var tilfældet.

"...Please...?"

Procellas gul-sorte øjne så søgende op i hendes mages ansigt. Prøvede at finde ham. Få ham til at fortsætte. Tiggede ham om ikke at bryde deres første brutale kontakt efter deres langvarige adskillelse.

"No...no...dont stop. Please."

Jamrede hun. Det var af en eller anden grund besværligt at trække vejret, og det generede hende på afstand. Som en flue der blev ved med at summe distraherende når man prøvede at læse i en bog.

Han balancerede den alt for tynde linje, imellem at kaste sig over hende og fortære hende fuldt ud - og holde sig tilbage, uden at røre en muskel. Den bløde, fristende lyd af hendes krop der gav efter under hans egen, havde skubbet hende fra partner til bytte, hans sultede krop og sind så langt ude, at en forkert bevægelse ville få de slanke, stål-fingre til at grave sig ned i hendes kød og splitte hende ad. Hvis forbindelsen imellem dem havde været åben, kunne han ikke have holdt den sidste, minimale del af sine tanker fra at fortære hende.

"No."

Gispede han besværet, bevægelsen og ordet knap en hvisken og alligevel en større anstrengelse end han havde råd til. Hvis han kunne åbne munden, hvorfor så ikke synke den ned i den blottede, fristende hud og løslade den bankende puls, hans hørelse opfattede og de mørke øjne spottede i hendes hals.

Hvis han fortsatte nu, hvor mange knogler ville han så knække? Den fjerne, kalkulerende del af hans hjerne, tikkede sekunderne væk.

De slanke fingre lukkede sig tættere, knusende om hendes håndled. Skarpe, hvide tænder borede sig ned i hans læbe, rev den fra hinanden og fyldte hans mund med den træge, flade smag af hans eget blod. Procellas ville være anderledes. Tanken alene fik et ryk til at gå igennem ham, kastede hans hoved tilbage og bøjede hans rygrad. Hendes blod var sødt, stærkt, fyldigt..

"Enough!"

Han slap hende som en druknene mand ville slippe redningskransen. Fingrene trak henover hendes hud, negle begravet i hendes kød. Med en sidste anstrengelse kastede han sig tilbage i sneen, og sendte samtidig et stød imod hende. De blege hænder hævede sig og han begravede ansigtet i dem, kun for at drukne i færten af hende på sin egen hud. De blodige negle borede sig ned i hans eget kød. De frustrerede, umenneskelige skrig flængede det begyndende tusmørke og sendte flokke af fugle på vingerne.

Procellas tanker blev desperate da hun fornemmede afviselsen i hans ansigt før hun hørte den på hans læber.

Don't do this...

Hendes hænder gled op af hans arme, skuldre, hendes fingre gled søgende over hans kinder og lagde sig om hans ansigt, da benægtelsen kom. Gispet var eksplosivt

NO!

Procella forstod ikke hvorfor han afviste hende, slet ikke i det stadie hun var i lige nu. Da han greb om hendes håndled og rev hendes hænder bort fra sit ansigt, holdt hende fast med en knogleknusende brutalitet, steg hendes åndedræt til små hyperventilerende gisp

"Why are you rejecting me?! Stop punishing me!"

Det rasende brøl, mindede så meget om det hun havde skreget af Loren. Et minde hun kun sløret huskede, fordi han havde fjernet det. Men desperationen ved at miste ham var den samme.

Jægeren krympede sig på jorden under ham da hans råb sved hendes sjæl. Hvorfor? Hvorfor kunne hun ikke være alt det for ham som han havde brug for? Det sugede tomt og smertefuldt i hendes da han flåede sig ud af hende og slyngede hende afsted. Hun følte en sjælelig tomhed såvel som en fysisk. Hun manglede ham. Hun var hul uden ham.

Hendes krop agerede den særeste form for menneskelig sneplov før hun smadrede direkte ind i den bevidstløse varulv. Kraften sendte begge deres kroppe ind mod det nærmeste træ, der til sidst stoppede deres gennempløjning af skovbunden.

Selvom Procella ikke følte smerten, så var hendes krop vanvittigt klar over hendes menneskelighed. Træerne flød ud for hendes blik og sorte prikker dansede for hendes øjne. Stik mod alt fornuft og fysisk formåen hævede hun sig dirrende på armene og søgte med blinde øjne dæmonen. En blanding af hans blod og eget blod dryppede ned i sneen under hende.

I want to be your...everything...I want to be all you need...

Procella tvang sig mod hans bevidsthed og lod sig ikke afvise. Hun krævede sin ret som mage. Hun krævede at blive hørt. Hendes arm dirrede under hende og hun kollapsede forover ned i sneen så hendes hage med en hård lyd ramte Segos skulder, og hun gled ned i sneen, tungt åndende.

"..please...let me...love you..."

Henåndede hun tungt, og måtte så bukke under for sin menneskelige fysik. Procella gled ned i de dybe mørke dyninger i sin bevidsthed, og de slog sammen om hende og vuggede hende blidt. De var fyldt af store blå milde øjne, og langt bølgende blond hår. En fnisen og...duften af noget sødt?

Han lukkede af for sine sanser. Selvom han ikke havde brug for at trække vejret, var det en vane, en måde at fange lugte i luften omkring sig. Nu bragte den kun hendes fært imod ham med samme styrke som var han en magnet og alt ved hende hans modpol. De mørke øjnene lukkede sig og efterlod det blege ansigt udtryksløst og stille som en marmor-statue. Men selvom han ignorerede stemmen der nåede ham udefra, kunne han ikke holde den indre stemme fra at kaste sig imod ham.

Barrieren imellem dem kollapsede. Bundløs, ufravigelig, ubøjelig sult strømmede igennem det og smadrede ind i Procella, trangen dybere end hvad et menneske nogensinde kunne forstå eller føle. Selvom et menneske kunne tørste, sulte, føle trang til ømhed eller hvile, var det et sandkorn ved siden af den ørken, der begravede Procellas sanser.

De gyldne runer henover deres hud flammede til live og sendte en trykbølge ud omkring dem, der hævede resterne af sne i en tyfon mellem træerne. Et øjeblik var tusmørket erstattet af en snestorm, som ingen af dem så, selvom snefuggene langsomt faldt på dem begge. Ulig tidligere, sendte runerne kun en svag syden ud i stilheden og smerten distraherede ham fra sulten.

En fjern del af hans tanker søgte ud og fandt halv-englen. Få minutter senere, knaste sneen under Porcelains fødder. Hybriden vandrede i den forsigtige halvbue han havde specificeret uden om ham, hen til Procella, selvom de grå-blå øjne hang ved hendes oprindelsen af hendes afhængighed.

"Take her. Bring her home. Feed her."

Ordene brugte det sidste af luften han havde tilbage. Hybriden tøvede et øjeblik ved udtrykket i hans ansigt, men et enkelt blik fra de mørke øjne fik hende til at bukke sig ned og løfte Procella. Wicked sad som en statue i sneen længe efter de to var forsvundet ud af syne. Fjernt, igennem Porcelains slørede syn, betragtede han Procellas ansigt. Først da hybriden gik igennem en af de mange døre ind i palæet, blegnede de hellige runer på hans hud. Wicked kom han langsomt på benene, med en stivhed der råbte til himlen om, hvor tæt på afgrunden han havde været, og stavrede over til Segovax. Varulven blev slynget over hans ene skulder, som om det havde været en vadsæk, før han vendte sig og begyndte at bevæge sig tilbage igennem skoven, til den parkerede bil.

Kælderen under Muse ville snart have en ny beboer.

[End]