C Marks the Spot [Colt]

Dato: 8. februar
Tid: 10:23
Sted: Tranquility Mansion
Vejr: Halvgråt og trist - frostgrader

En Bentley Continental GT V8 hørte ikke til midt i skoven. Specielt ikke i hot red, midt i resterne af sne der dækkede jorden. Alligevel drønede den infernalske maskine op af den private vej der ledte til Tranquility Mansion. Hastigheden ville have sendt de fleste førere i spin, når motorkrafterne lod bilen tage et sving i en fart der passede sig bedre til en racerbane. Wicked brugte kun en lille del af sin opmærksomhed på at sno Bentley'en ind og ud imellem træerne. Det meste af tankerne var optaget af hans egen race, og hvilke planer de havde. Hans kontakter inden for de forskellige hunter-organisationer havde fået trukket de fleste aktive jægere væk fra øen. Nu virkede det mindre klogt, en ulejlighed mindre for hans 'brødre' at bekymre sig om.

Bilen skred ud i en klump is og foldede sig næsten om et stort grantræ, før han tvang den tilbage på vejen med overmenneskelig styrke, mens en anden del af hans bevidsthed overvejede den svage fornemmelse af, at der var blevet tilføjet noget til en af de forbindelser han havde skabt. En vægt, der strakte båndet på en ny måde. Han havde ikke haft tid til at opdage, hvem der hang som en flue i nettet i den anden ende, men der var noget ved den magiske 'fært' der var bekendt.

Træerne åbnede sig omkring ham og afslørede palæet. Han rakte ud efter den lille fjernbetjening der åbnede portene og overvejede om Procella var stået op. En kort søgning igennem båndet fortalte ham at hun ikke engang var i huset. Wicked rynkede panden og fandt den lille, sorte mobil frem. En besked lå og ventede på at blive læst.

Taking the family out for a fun day. I think we are going to be a while. Just take your time. Ill manage everything.

Rynken henover den blege pande blev en smule dybere, og hans bevidsthed søgte ud for at finde Porcelain. Mens portene åbnede, fik han historien gengivet, og et halvt ondskabsfuldt smil bredte sig over hans læber da han fortsatte op af indkørslen. Procella i en helseklub/spa. Det var næsten synd for hans guddatter.

På den ene side havde han håbet at kunne tilbringe noget tid sammen med Procella. Planerne for klubbens åbning havde taget meget af hans tid på det sidste, og det havde ført til uheldige episoder at lade jægeren være så meget alene. På den anden side betød det at han kunne tilbringe noget tid alene sammen med pigerne, hvilket var en sjælden fornøjelse. Han fik en sær bekræftelse ud af, at være sammen med de unge hybrider.

Porcelain åbnede døren for ham og båndene til de små piger ledte ham igennem huset. De lange, øde gange var kølige, men fulde af Procellas fært, fra de mange ture frem og tilbage til børneværelset. Under det, var Porcelains fært, som han knap bemærkede - og så en anden. En lugt han svagt havde fanget flere gange i huset, men ikke havde bemærket.

Wicked standsede og vejrede i luften. Menneskelig og besnærende.

Someone has been a bad girl.

Det kølige smil bredte sig over hans ansigt, da han gik på jagt efter ejeren af den tiltrækkende fært.

Det havde været tidligt, da Colt ankom den morgen til huset. Hun havde fri fra sit bankjob og havde kunnet gå lidt i dybden med de ting, hun ikke havde haft for travlt med det sidste stykke tid til at kunne tage sig af. Der havde været meget med firlingerne, der lige nu sov trygt, og hun havde fortrukket sig til vaskerummet, hvor bunker af vasketøj hobede sig op. Hun havde holdt maskinerne i gang hele dagen og ellers støvet af og støvsuget, behændigt undgået Porcelain som Procella havde bedt hende gøre det.

Hun havde allerede hængt en maskinfuld småpigetøj op på tørrestativet bag sig og var nu i gang med en portion herre- og dametøj, der inkluderede en del undertøj. De ville nok snart løbe tør for rent, hvis hun ikke fik gjort noget ved det, og hun kunne ikke forestille sig, Procella ville synes særligt godt om netopp dét.

Hun hørte Porcelain pusle rundt ude ved hoveddøren, men det kunne næppe være Procella der kom tilbage allerede, og det måtte betyde, det var en gæst, og dem var hun goså blevet bedt om at undgå. Så hun var placeret perfekt, som det var; hvem ville finde på at kikke i vaskerummet efter en de ikke vidste var der?

Hun havde smøjet ærmerne på den hvide langærmede op og vesten havde lukket sig selv op i løbet af dagen og hang løst og behageligt omkring hende. Det gjorde hende dog intet, for det var lettere at arbejde sådan her, og hun sorterede effektivt tøjet i en lys og en mørk bunke, før hun gik i gang med at stoppe den mørke bunke i maskinen. Hun fandt en del mørkeblå trunks, og stoffet var temmelig ukendt for hende, så hun var nødt til at lede efter en vaskeanvisning. Det kunne være typisk hvis de skulle håndvaskes og hun skulle stå med det også, tænkte hun med en skæv grimasse.

Færten ledte ham til børneværelset først, men det var tomt, bortset fra de fire piger. Porcelain sneg sig ind af døren efter ham og satte sig på en brokade-dækket antik skammel ved siden af de fire senge, selvom de grå-blå øjne konstant lå på ham. Han viftede med et par fingre og søgte ind i hendes bevidsthed igen, ledte efter spor af hvad hun kendte til den menneskelige tilstedeværelse i huset og fik et svagt billede af brusende røde krøller og store, grønne øjne. Intet navn, og kun tilfældige glimt af kvinden, på afstand.

Wicked trådte hen til sengene og betragtede børnene. Procella havde ansat en kvinde - han kunne finde spor af brudstykker af en samtale mellem jægeren og kvinden i hybridens bevidsthed - men Procella havde gjort sig umage med at skjule hendes tilstedeværelse for ham.

Det, mere end noget andet, vækkede hans interesse.

Han overvejede ikke et øjeblik, at deres sidste møde ville have efterladt Procella med en frygt for, at han på ethvert tidspunkt ville miste kontrollen over trangen til at 'spise'. Den eneste han mistede kontrollen med var hende, på grund af deres bånd, og han havde næret sig dybt for mindre end en uge siden. Som så ofte, var der ting han forventede jægeren umiddelbart ville vide, fordi de lå naturligt til ham.

Et øjeblik faldt det ham ind, at Procella havde sørget for en jagt til ham, men det var en tilfældig tanke uden grundlag og han tsk'ede af sig selv med et smil. Han vidste hvilken kvinde han havde bundet sig til. Forvirret og forstyrret over sin egen natur, ville hun aldrig fuldt ud kunne acceptere hans - og specielt ikke til det punkt hvor hun kunne tænkes at 'facilitere' hans natur.

Alligevel. Færten i luften lokkede ham. Ville det skade?

Slanke fingre strejfede en barnekind, før han forlod rummet med lydløse skridt, igen på jagt efter kilden til den menneskelige lugt. Den lange, uldne frakke blev efterladt i en bunke i en af korridorerne, hans sko i en anden. Sokker var ikke noget han brugte. Overdelen af jakkesættet endte henover en stol i biblioteket, da han sporede færten til de mere praktisk orienterede lokaler.

Køkkenet var tomt.

Han havde aldrig været i vaskerummet, og lugten af vaskemiddel, blødemiddel og andet fik ham til at rynke på næsen længe før han nåede døren. Små bevægelser fik ham til at standse, den muskuløse krop kun iført hvad han normalt gik rundt i, når han ikke forventede gæster eller skulle imponere - et par mørke slacks og en hvid skjorte. Den svage lyd af bevægelser inde fra lokalet fik ham til at standse og ligge det blonde hoved på skrå, før han trådte hen i døråbningen og betragtede kvinden i stilhed. Medmindre hun havde øjnene rettet imod døren, ville hun næppe bemærke hans ankomst.

"And who.."

Stemmen faldt efter et langt øjeblik, de muskuløse arme krydset henover hans brystkasse. Dørkarmen så lille og skrøbelig ud, som om den burde vælte under hans vægt. De mørke øjne glimtede som et rovdyr der betragtede si bytte og der var en svagt underholdt tone i hans stemme.

".. might you be?"

Wicked hævede et mørkt øjenbryn og den ene side af hans mund kurvede i et ubehageligt smil.

Ubevidst om bevægelserne gennem huset og tilstedeværelsen af husets herre fortsatte Colt bare med at se på vaskeanvisningen, mens hun spekulerede let, før hun pludselig hørte en stemme bag sig. Det gibbede i hende, og hunv endte sig hurtigt rundt, så de røde krøller dansede om hendes hoved. Hun stod stadig med hans undertøj i hånden og bare så på ham, temmelig overrasket. Så.. hun kunne regne ud, siden han kom til rummet her, det måtte være Procellas mand, og det var yderst uheldigt at støde på ham en dag Procella selv var ude.

"Erhm, hi there ... My, this is awkward ... My name is Colt - or actually Colenta. Am I wrong to assume you are Procellas husband?" Hun kløede sig let i nakken, hendes kinder let røde, og hun følte sig ubehageligt til mode over det ubehagelige smil.

Hans trunks lå stadig i hendes hånd, helt glemt, og der lå flere af dem blandet sammen med det andet tøj i bunken på gulvet. Men lige nu var ikke tidspunktet at fokusere på vasketøjet, og hun betragtede blot dæmonen overfor sig uden at vide - endnu - hanv ar dæmon.

Efter Segovaxs afsløring af overnaturlige væsner få dage tidligere, var det gået op for hende, Procella ikke var helt almindelig, men da hun havde opdaget det samme for størstedelen af sin vennekreds, tog hun det ikke så tungt. Hun var straks mere nervøs når det kom til Wicked! Hendes fødder var stadig skadede af frosten, men hun havde fået stoppet dem i et par sneakers alligevel, og sårene på hendes ene hånd var så småt begyndt at hele, og hun havde ikke længere forbindingen på. Det var resterne af den forfærdelige nat der afsluttede to forfærdelige dage, hun stadig ønskede at rive ud af kalenderen og sin hukommelse. Hvis Wicked viste sig at være bare halvt så ubehagelig som den skøre engel og den sultne dæmon i skoven, så havde hun virkelig et problem! Denne gang var Segovax ikke i nærheden, og hun tvivlede på, Savoy ville have nogen chance for at nå frem. Så var der tilbage at håbe Procella kom tidligt hjem, og hvor stor var sandsynligheden for det?

Hun rykkede vægten lidt over på det ene ben og stod ubehageligt til mode og bare betragtede hans ansigt uden at ane hvad, hun dog skulle sige ellers. At fortælle hvad, hun gjorde i huset, var slet ikke faldet hende ind.

De mørke øjne flakkede fra hendes ansigt til undertøjet i hendes hænder, en kort indikation af, at han havde bemærket hvad hun var igang med. Det blege ansigt viste imidlertid ikke meget af en reaktion på tankerne bag erkendelsen af, at hun stod med hans boxers i hænderne. Colts stemme tonede ud i stilheden der bredte sig efter den lidt rablende forklaring og han blev stående som en statue i døren, længe nok til at forhøje den akavede atmosfære.

"You smell.."

Wicked trådte langsomt henover fliserne i rummet, de bare fødder næsten lydløse imod porcelænet. Hans tanker var stadig optaget af fornemmelsen af jagt igennem huset og hans bevægelser bar præg af tankegangen. Som med blikket i de mørke øjne bevægede han sig som et rovdyr, som om han havde muskler steder hvor normale mennesker ikke havde, og i øvrigt ikke var holdt tilbage af deres begrænsninger. Det fik de langsomme skridt til at virke faretruende som et kredsende rovdyr, flydende og med en spænding af tilbageholdt kraft. Musklerne under den tynde, hvide skjorte spillede imod stoffet.

Han standsede mindre end et halvt skridt fra hende og bøjede sig fremad, så det blonde hoved næsten strejfede hendes kind. Læberne pustede blidt luft imod hendes hals, før han åndede dybt ind og rettede sig med lukkede øjne, mens han nød hendes fært.

".. absolutely enchanting."

De mørke øjne åbnede sig igen og spillede ned imod hende, før de slanke fingre rakte ud efter hendes hånd og med et blidt greb førte den opad. Wicked bøjede sig lidt forover, selvom hans øjne ikke forlod hendes ansigt, og strejfede hånden med kølige læber.

"You can call me James."

Et let, indtagende og en smule drillende smil legede henover hans læber.

Hun fulgte hans blik, da det gled til undertøjet, og hun lod det falde ned i bunken igen, hendes kinder en smule rødere. Hun var fuldt ud bevidst om det akavede og pinlige i hele situationen, men han tog det i det mindste meget pænt, tænkte hun idet han omsider sagde noget. Ordene kom bag på hende, meget endda.

"Erhm, aye, one tends to do so when working ..." Hun slog ud med hånden mod tørrestativet bag sig og forsøgte så at smile til ham.

Og så kom han pludselig nærmere ... på ægte rovdyr maner, der rejste de små hår i nakken og forstørrede hendes øjne let. Der var ikke noget sted at bakke hen, hvis hun ikke ville ende i tøjstativet, og hun ville ikke ende med at se latterlig ud - mere end hun gjorde i forvejen - så hun blev blot stående og sank en klump, mens hun forsøgte at fastholde blikket mod hans ansigt og ikke at se på hans formidable krop, hvor musklerne fik stoffet på skjorten til at bevæge sig.

Hun sank en klump, ville halvt om halvt ønske, han ikke gik så langsomt og bare fik det overstået, men da han kom helt tæt på hende og lænede sig så tæt på hende, hun kunne mærke hans ånde mod sin hud, ønskede hun om. Hvad i alverden skete der? vorfor kom han så tæt på? Hun sank igen og mærkede kuldegysningerne bevæge sig drillende langs hendes rygrad.

Hun løslod sit åndedræt, da han rettede sig op igen og tårnede op over hende, og hun tiltede hovedet bagover for at kunne se op på ham, mens han talte.

Igen forvirrede og overraskede hans ord hende, og hun følte sig meget forvirret og ganske rundt på gulvet.

"Eeerh, thanks, I guess ..." mumlede hun og så på ham med sine i forvejen store øjne udspilet let, mens han tog hendes hånd. Hun forventede halvt om halvt, han ville æde den, og han forvirrede hende en hel del mere, da hans læber strejfede den kort. Hendes læber gled let fra hinanden, mens hun uforstående så på ham. I betragtningen af Procellas nervøsitet over at lade ham finde ud af, hun var der, tog han det forbavsende pænt.

"Uhm, allright ..." Hans smil blev gengældt en smule usikkert, og hun kunne slet ikke lade være med at se ind i hans øjne.

"Oh, I better explain what I'm doing here, I think I forgot that ..." Udbrød hun så "Now don't be mad at Procella, she's having a tough time; she called me in to help her out. With the kids and all that, she's got more than enough on her mind, so she needed a bit of assistance. She didn't want to trouble you since you've got enough on your own mind at the moment. She's really trying her best to be a perfect wife and mother, but with four babies and a big house to keep... well..." Hun afbrød sin tale og forsøgte med et forsigtigt smil og håbede bare, han ville forstå og ikke være for hård ved Procella - eller ved hende selv.

Smilet skærpedes en anelse ved udtrykket på hendes ansigt og de mørke øjne spillede af indestængt latter. De slanke fingre slap - noget modvilligt - grebet om hendes hånd, før han lod begge hænder hvile bag ryggen.

"I did suspect it was something like that."

Sagde han roligt, selvom de mørke øjne stadig betragtede hende med intensiteten af den sult der hærgede bag det blege ansigt. På trods af de forskellige lugte fra kemikalierne der hang i luften, begyndte hendes fært langsomt at fylde hans tanker. Menneskelig, ikke hans foretrukne bytte, men..

"Colenta, was it?"

Den dybe stemme fik navnet til at lyde eksotisk, placerede trykket på steder der virkede til at finde ny mening i hver stavelse. Den ene hånd løsrev sig fra ryggen og greb igen hendes, hævede begge deres hænder over hendes hoved, som om han indbød hende til at lave en lille pirouette.

"Let me have a look at you, then."

De mørke pupiller udvidede sig langsomt, mens atmosfæren i vaskerummet blev tættere, som om hans tilstedeværelse langsomt åd luften og fyldte den med noget andet - en overvældende fornemmelse af nærvær og fokus, rettet imod hende. Stemningen var pludselig alt for intim, i forhold til at de havde mødt hinanden for få øjeblikke siden.

"A little cheeky, don't you think? Bringing in a stranger to care for our children without consulting me."

Fortsatte han, mens han betragtede hende. På trods af ordene virkede han nærmere underholdt end vred over Procellas strabadser med at holde Colts tilstedeværelse hemmelig overfor ham, og han virkede ikke til at lede efter et svar på spørgsmålet, men nærmere til at ville fortsætte samtalen, bare for at fylde hendes ører med den dybe, charmerende stemme. Den fri hånd skød ud, da hun fuldendte den lille pirouette, og lagde sig imod hendes side for at standse bevægelsen.

"Careful now."

Han reagerede fuldstændigt uforudsigeligt og forvirrede hende en hel del. Det første chok over at blive fundet havde dog næsten lagt sig, og hun kunne bedre fokusere på sin nuværende situation nu.

Hun lod sit smil usikkert blive lidt bredere ved hans ord. Usikkerheden lå dog mest i det forvirrende udtryk i hans øjne.

"Erhm, yeah, Colenta ..." Navnet lød mærkeligt på hans tunge. Langt mindre forhadt end det egentligt var, og hun hørte det nærmest som for første gang og gøs indvendigt over effekten. Hun blev rimeligt brat revet ud af sin tankerække, da han fangede hendes hånd igen og begyndte at dreje hende rundt. Meget forvirrende, og hun anede knapt, hun rent faktisk drejede rundt for ham, mens krøllerne dansede let om hendes ansigt.

"Well yes, I guess so ... I mean, yes it is, but she was pretty occupied with not showing you she couldn't handle it alone. She's a strong woman, but I guess four children can be a bit to much even for strong women ..." Igen forvirrede hans reaktion hende. Var han underholdt over det? Morede det ham mere ed det bekymrede ham efter de ord, han havde talt?

Hans anden hånd lagde sig mod hendes side, og hun følte sig en smule ør i hovedet. Hun var hverken vant til karismatiske eller charmerende mænd, og Wicked begyndte at gøre hende en smule urolig faktisk. Hun vidste ikke hvordan hun skulle opføre sig med den slags folk, selvom hun havde set andre gøre det tonsvis af gange. Hun følte sig selv både akavet og klodset. Atmosfæren i lokalet var alt for tæt, alt alt for intim efter hendes smag, og hans hænder, der rørte hende, hjalp ikke på noget.

"She told me to be quiet about it. She's a pretty proud woman and wouldn't want people to know she can't handle. I do understand why she least at all wanted you to know, but I guess that doesn't exuse her from taking in a stranger ... I didn't even think of it myself; I was to occupied with wanting to help her out." Et skævt smil, let undskyldende spillede om hendes læber, mens hun så op på ham. Han var stadig meget tæt på hende, en smule for tæt, men hun kunne stadig ikke bakke væk.

Den lille smule magi der undslap Wickeds greb, mere et udtryk for hans mangel på at indtage næring de sidste par uger end bevidst, lagde sig som et tryk i rummet og fik dæmonens blege hud til at blive svagt oplyst, gav de mørke øjne et indtagende skær. Han drak en mundfuld af den fristende duft af menneske ind og overvejede kort hvorfor han ikke havde givet slip og undskyldt sig endnu. At lege menneskelig var ikke en vane han havde underholdt i et stykke tid nu, stort set siden han var ankommet til øen. De slanke fingre lå stadig imod hendes side, den anden hånd hævet over hendes hoved,

"Trying to be strong, yes. She does that at times. But how did she come across you, I wonder?"

Selvom det var et tydeligt spørgsmål, var hans tone mere retorisk, som om han overvejede mysteriet bag Procellas handling mere end de omstændigheder, der havde ledt Colt til Tranquility. De mørke øjne gled væk fra hendes ansigt, henover det spredte vasketøj, selvom han ikke virkede til at se det. Stilheden imellem hendes svar og det næste spøgsmål nåede at blive akavet, mens hans hænder stadig fastholdt hendes i den mærkelige stilling, uden tilsyneladende at bemærke småting som opbyggelsen af mælkesyre i hendes muskler. Den muskuløse arm rykkede sig ikke en millimeter, som en statue der havde rakt ud og derefter var frosset i en ny stilling.

"What do you think of the children?"

De mørke øjne snappede brat tilbage til hendes ansigt, et lille ryk af hovedet der igen mindede om et rovdyrs skarpe, præcise bevægelser. Tonen var nærmest barnlig nysgerrig, opfordrende, som om var en 5-årig der havde holdt en nymalet tegning frem og forventede ros. Alligevel var der noget fremmed over hans udtryk, der gav indtrykket af, at tegningen højst sandsynligt indeholdt dybt forstyrrede billeder, en 5-årig aldrig burde have kendt til - og at mor og far låste deres dør om natten.

En ubehagelig atmosfære sænkede sig over dem, ikke kun på grund af den akavede situation eller at han stadig rørte ved hende, nej der var noget andet og mere. Hun kunne ikke sæte fingeren på det.

"Erhm, yes, she does. I've noticed that ..." Hun kæmpede for at være høflig og svare ham roligt, mens hun lige nu ikke helt vidste hvordan, hun skulle reagere. Han var bestemt ikke menneske, og hun ville umiddelbart have skudt på vampyr eller dæmon, men efter mødet med Izriel havde hun lært, engle kunne se anderledes ud end hun sådan lige havde forventet. Hun havde dog ikke nogen ide om, Wicked skulle være en engel, selvom han faktisk lignede det mere end Izriel - på visse tidspunkter. Hun sank en klump.

"Well, she contacted me through a friend of mine ... Don't know how they met. Internet perhaps. It was pretty weird to say at least." Hun svarede selvom hun fornemmede, det ikke helt havde været et spørgsmål til hende. Hun måtte bare have noget at fylde den akavede tavshed ud med og forsøge at aflede sine tanker med. Hun var bestemt ikke tryg ved Wickeds tilstedeværelse, men så igen havde hun ikke følt sig ret tryg sammen med ret mange de sidste par dage. At vide, der fandtes overnaturlige væsner havde vendt op og ned på hende, og hun var fuldstændigt overbevist om, hun stod overfor en af dem nu. At han var stærkere end hende var hun ikke i tvivl om, og da der ikke var andre i huset end dem... En dyb følelse af alarm greb hende, og hun forsøgte at træde et skridt bagud, da hun i det samme bemærkede sine muskler i armen syre til over den akavede stilling. Hun havde ikke bemærked det før, så optaget af tanker havde hun været.

Hun ramlede let ind i tørrestativet, der skramlede let, og hun skævede mod det, ærgerlig over, hun ikke kunne bakke længere væk. Trængt op i en krog var aldrig noget godt tegn, så meget vidste hun da.

"Erh? Uhm, the children?" Hun forsøgte at samle sig. "Oh, they are adorable. I have done my very best to take good care of them. No problems at all with any of them - not today at least." Hun brød sig ikke om måden hans blik pludseligt faldt på hende igen, lige som hun var begyndt at føle sig lidt lettet over ikke at være genstand for hans opmærksomhed. Hun var bange for at sige noget forkert, men vidste ikke hvad, forkert ville være, så hun svarede bare ærligt som altid.

"Daya's been a little grumpy today though," fortsatte hun tøvende, "Hard to get to eat and wouldn't go to sleep. She just lay there watching me whatever I tried for almost half an hour ... But finally she nodded off the poor darling." Hun sank en klump og kæmpede for ikke at møde hans blik, men det var som om hans øjne fastholdt hendes og hun ikke kunne vende blikket bort.

*Oh God, what is he? Why is he.. standing this close, touching me!? Am I supposed to feel.. charmed by him? Damn he just scares me at the moment, and noone else is around. I wouldn't stand a chance if he... Oh Colt, don't even think it! Procella is a good woman. Surely her husband is the same ... Odd, but.. good, right?!* Hendes tanker var paniske, og hun overvejede meget kraftigt at bruge pageren og tilkalde Pro. Men det ville virke så fjollet at hive hende hjem bare for det her ... Og hvordan skulle hun forklare sin frygt overhovedet? Det var vel ligesom med hende selv og Segovax. Varulven var farlig i andres øjne, men hun så det ikke selv; ville Procella ikke se sin egen mand på samme måde? Hun sank en klump igen, og endelig lykkedes det hende at slå blikket ned, og de lange, sorte øjenvipper lagde sig som vifter over hendes kinder.

Frygt var en fært han var intimt bekendt med. Udtrykket på hendes ansigt, det ændrede blik i det grønne øjne - han havde fejlet i sin rolle som menneskelig og hun havde set igennem ham. Hvad der interesserede ham var, hvem der først havde afsløret den overnaturlige verden for noget så skrøbeligt som Colt - og var det i givet fald en, der trak i trådene fra sidelinjen? Var det et tilfælde, at kvinden befandt sig i hans hus?

Wicked lukkede afstanden imellem dem og sænkede ansigtet til Colts hals igen. Det kølige åndedrag der undslap hans mund slog imod hendes hud og vendte tilbage til ham. Den overvældende, fristende fært af menneske. Blomsterduft, sødlig og kvalm som lugten af vaskemidlet i luften omkring dem. Den velkendte, ubestemmelige duft af børnene. En svag lugt af våd pels og nedenunder en endnu fjernere lugt, tung og bedøvende, som opiums-skyer der efterlod et minde på alt hvad de kom in nærheden af.

En af forbindelserne gav en svag genklang ved duften af varulv, da han strejfede den.

Det blonde hoved trak sig tilbage igen, mens overvejelserne fik de mørke øjne til at være fraværende et kort øjeblik. En dæmon, en varulv og Wicked. Alle forbundet igennem den søde, uskyldigt-udseende Colt foran ham. Så Segovax havde bundet sig til et menneske. Og det menneske havde bundet sig til en anden dæmon.

Sikke et rod.

Et umenneskeligt køligt smile strakte de blege læber og afslørede de hvide, let spidse tænder bagved.

"And who might your friend be? Or, should I ask what?"

Selvom ordene kom som en fortsættelse af samtalen, var der igen en fornemmelse af, at han spurgte om noget helt andet. Tanker bag det brede smil fik de mørke øjne til at spille, som en søslange der brød overfladen af en mørk sø, kun for at forsvinde i dybet igen.

"You have a great deal of questions to answer, little girl."

De mørke øjne kastede et blik rundt i vaskerummet, faldt over de rene stakke af baby-tøj der lå klar til at blive båret til pigernes værelser. Med en svag grimasse hævede hånden, der stadig fastholdt hendes arm over hendes hoved, Colts vægt helt fra gulvet og kastede hende over skulderen. Hans fri hånd lagde sig på hendes ryg og holdt hende fast som en skruetvinge.

"Let's go for a little drive. Have you heard about my new club? Muse is a wonderful place. I'm sure you'll like it. And we can get to know each other better, since you will be taking care of the children."

Han vendte sig og bar hende imod fordøren og ud imod den røde Bentley, med en svag, underholdt nynnen der fuldstændig ignorerede hvad end protest hun kom på.

Da han kom tættere på igen, forsøgte hun at holde ham borte med sine hænder, men det var som om han ikke en gang bemærkede det, da han bare stak hovedet helt tæt på og snusede til hende igen - noget hun fandt aldeles foruroligende. Hun sank en klump og forsøgte at rykke sig væk fra ham, men der var ingen vegne at rykke hen; hun var fanget!

Hun var mere end lettet, da han trak hovedet væk igen, og det fraværende øjeblik blev udnyttet fra Colts side i et forsøg på at finde en vej udenom ham, der ikke eksisterede.

At hendes liv var et rod, var hun bestemt ikke i tvivl om, men hun følte alligevel, det med et var blevet meget værre. Hendes job for Procella havde virket så normalt, selvom hun havde regnet ud, Procella ikke var et almindeligt menneske. Hun var for længst kommet frem til den erkendelse at blot fordi et væsen ikke var menneske, betød det ikke, det var fjendtligt indstillet, og hun havde følt sig nogenlunde godt tilpas sammen med Procella og nød tiden med børnene. Det havde virket som et af de få normale holdepunkter i hendes liv indtil for få øjeblikke siden. Og nu? Endnu mere kaos!

Smilet skræmte hende, men hun kæmpede for at bevare roen overfor ham. Det var dog alt andet end nemt, og selvom hun efterhånden havde vænnet sig til alle omkring hende åbenbart havde de der spidse tænder, var det alligevel foruroligende.

Hun forsøgte at svare på hans spørgsmål uden at trække Django for meget ind i det. Hun havde allerede nok hun selv skulle snakke med ham om, med ord eller hænder, hvad der nu føltes bedst i situationen.

"Someone I used to look at as a good friend ... Human friend ..." Mere havde hun ikke tænkt sig at sige på det punkt. Hun forsøgte ikke at fokusere for meget på hans foruroligende øjne, men det var svært at lade være, og hun fandt sig selv stirrende ind i dem igen, nærmest fortabt.

Hans ord gjorde hende kun endnu mere usikker, men hun nåede knapt at reagere eller følge hans blik rundt, før hun pludselig lå ind over hans skulder. Et gisp undslap hende, mens hun sprællede et øjeblik for at komme fri, mens panikken for alvor bredte sig i hende. Hun tog sig dog en smule sammen og vred sig lidt anderledes og med større styrke for at vride sig ned fra ham, men til ingen verdensnytte. Hun mærkede hans hånd mod sin ryg presse sig ned, og selvom hun kæmpede for at slippe fri, var det frugtesløst.

Hun besværede sig ikke en gang med at svare på hans videre snak, forsøgte bare at gribe fast om dørkarmen for at holde ham tilbage. En nærmest latterlig gestus mod hans styrke, og det eneste hun klarede var at skrabe lidt maling op under neglene og få noget så ondt i fingrene.

Snart var de ude i det fri. Hun havde ikke besværet sig med at råbe op, for der var ingen omkring til at hjælpe hende alligevel. Besværet så hun sig over skulderen mod bilen, og en knude samlede sig i hendes mave. Der var intet, hun kunne gøre andet end at stritte imod med næb og kløer, og hun forsøgte at plante et knæ i brystkassen på ham samtidig med, hun slog sin albue mod hans baghoved.

"Let go of me!" snappede hun mere skræmt end bistert.

Slagene gjorde højst sandsynligt mere skade på hende, end på ham. For Colt kunne det muligvis sammenlignes med, at give sig til at tæve sin krop imod en marmor-statue, dækket af et tyndt lagt mos. Nedenunder den mærkeligt baby-bløde hud, var Wickeds krop hård som sten. Han fremstod ikke påvirket af hendes forsøg på at slippe fri. Derimod standsede han et par skridt fra bilen og lod de mørke øjne glide overvejende opad imod hende. Blodårerne på hans fri hånd begynde langsomt at løbe med en sygelig lilla farve.

Han var ikke sikker på, hvad effekten ville være på et menneske, han rent faktisk havde tænkt sig skulle overleve. På den anden side var der omtrent lige store chancer for, at det lykkedes hende at gøre større skade på sig selv, som ved hans magi. De lilla-glødende fingre strejfede hendes læg.

"Sleep."

Den samme lilla farve, der flød igennem hans blodårer, sprdte sig ind i hendes krop og fulgte blodbanerne, og ramte det menneskelige sind som en hammer.

Wicked ventede knap til hun var ude, før han åbnede bilens dør og smed hende ind på bagsædet. Et sekund senere gled han ind bag rattet og startede bilen. Den røde Bentley skød ned af stien imellem træerne og tilbage imod La Sunisha.

[Fortsættes andetsteds]