Same spot... Different actions? (Cherlyn)

Dato: 13. juli 2012
Tid: 23:00
Sted: Den fjerne og halvvejs øde del af stranden...
Vejr: Varmt dog kraftig blæst...
Påklædning: det man altid ser ham i.

Segovax var på vej til klatre op på en høj klippe... en meget bekendt klippe ude på stranden, da han for lang tid siden faktisk havde været oppe at kravle på denne klippe før, dengang havde han dog bare gjort noget rigtigt dumt sammen med... Han havde ikke bare været der oppe, men istedet havde han kastet sig ud fra den, og ville have været død, hvis det ikke var fordi han havde fået hjælp fra en egentligt meget fræk, atraktiv ung dæmon...

Han smilede lidt for sig selv da han tænkte på hende... Det var faktisk synd hun var gået hen og var blevet så besat og betaget af ham... Han ville ikke have haft noget imod at have hende som bekendt, men når hun var så syg og hungrende efter ham, var det lige en smule for meget, specielt når man havde en kæreste.... Som endda var gået hen og blevet gravid...

Han var næsten nået toppen...

De bløde sand fløj let ud til siderne, da et par bare fødder kom sløvt marcherende gennem sandet. De bare ben gik i et roligt og ganske normalt tempo, frem for den ellers sædvanlige vuggende gang, man plejede at kunne finde hos dæmonen. Men lidt ændringer var sket siden da. Romersandalerne hang og dinglede fra en knyttet hånd, mens den anden arm, krampagtigt lå slængt over hendes mave, og havde grebet fat i arm nummer et. Blikket var tomt rettet frem ad, og lod ikke at have et mål i livet. Alt i alt virkede den letpåklædte dæmon.. tom.

Den løse hvide sommerkjole flaksede ivrigt omkring hendes slanke krop, om mindede mest af alt om hendes selv, tidligere på dagen, hvor rastløseheden havde hærget løs, som i de mange forløbne uger. Efter Selenes meget præcise instrukser og ordre, samt bommert efter bommert efter bommert, var beslutningen taget. Ikke. Mere. Rod. Med de ord, var alkohollen blevet smidt på hylden, og hendes liv havde taget en skarp drejning siden da.

Den friske luft, fik hende langsomt tilbage til virkeligheden. Eftersom det var en ganske lun aften, og hun jo generelt ikke frøs, var jakken blevet undladt. Magien pulserede omkring hende som et varmt beskyttende tæppe, da hun benyttede enhver situation blandt mennesker, til at andvende sin kraft. Dog var noget af det bedste på dagen, at vende hjem fra hendes ligegyldige ture, som holdt hende fra druk, og lade magien forsvinde. Synet af de dæmoniske træk der vendte tilbage, mindede hende gang på gang om, at Selene ikke var til at spøge med. Grunden til at hun gjorde det her.

Blikket blev dovent rettet mod en klippe, der i første omgang blot lod til at være endnu en af de mange kantede sten i området. Men blikket blev alligevel hvilende på den, og jo længere tid der gik, jo mere vendte tilbage. Føddernes gang blev brat afsluttet, da det gik op for hende, hvor hun kendte den fra. Hunden der mere eller mindre, havde fucket hendes liv en del op. Og det samme havde hun med ham. Grebet om de sorte romersandaler blev strammet, og en meget svag raslen bag hende, mindende hende om, endnu en grund til forvirringen. Øjeblikkeligt tog hun en dyb indånding, og lukkede øjnene. Alt imens, hun forsøgte at skubbe minderne bort. Mohawken stod stolt og rank lige op i vinden, og fik hendes hoved næsten til at virke sejrende stolt hævet.

Sego kravlede op på toppen af klippen, og han stillede sig op og kiggede udover stranden, og til hans, vel ikke helt forkert at kalde det, rædsel så han den forbandede dæmon... Men stadig kunne han ikke benægte sig at den lystne og dyriske side af ham var en smule tiltrukket af denne dæmon...

Han blev dog bare stående og stirrede på ehnde... Han gad ikke flygte fra hende... Hvis hun ville slås var hun skam velkommen til at kæmpe med ham. Han var ikke bange for hende, nok mest fordi de sidste par gange var det alt sammen fladet ud til hans fordel, men han vidste godt at det ikke altid ville være på den måde.

''Hej Cherlyn...''

Han havde sat sig ned på klippen og sad og kiggede på hende... Hans skovmandsskjorte var åben og blafrede ud til den ene side grundet den halvkraftige vind der næsten altid var ude ved stranden...

Cherlyn der mest af alt, havde stået og glanet mod den velkendte klippe, dog med lukkede øjne, åbnede dem langsomt. Den hårde vind ramte direkte mod hendes stærke krop, der ikke så ud til at røre sig en millimeter. Vindens retningen gjorde det svært for alle de overnaturlige væsner, at fange selv den mindste fært, der var blot et par meter ud til siden. Alt skulle komme forefra. Alligevel kunne dæmonen ikke udelukke for sig selv, at vanviddet muligvis var ved at være tilbage, da en lille snert af velkendt hund ramte hende.

Langsomt blev blikket hævet, alt imens et bredt kryptisk smil, spillede sig over dæmonens læber. Stemmen der havde talt til hende, var ikke til at tage fejl af. Og alligevel både overraskede, og chokerede hans tilstedeværelse hende. Men ikke så meget, at masken røg.

"Godaften Segovax."

Stemmen var efterfulgt at endnu et blottet smil, hvor alle de perlehvide tænder trådte frem. Dog uden det mindste tegn på, at hugtænderne nogensinde havde eksisteret. Selvom det var mørkt, vil et skarpt syn hurtigt bemærke ændringerne hos hende. De ellers så nydelige horn, var pistvæk. Det samme gjalde de kløer, tænder og den nye opdagelse. Alt i alt, virkede hun.. menneskelig. Blikket fortalte dog en lidt anden historie. Det vanvid der havde hærget Cherlyns sind, var langt fra forsvundet. Ditto med vreden samt skuffelsen over den nat, hvor han havde skredet fra hende. Men igen, var det kun det mørke blik der talte.

"Burde du ikke være hjemme... og øve dig på at vugge spædbørn?.. Uden at knuse det i hvert fald?"

Benene blev sat igang med et rolig tempo, mens blikket blev fastholdt. Det gled langsomt ned over den blottede brystkasse, og lyste kort op i tydelig nydelse, før det gled tilbage mod hans ansigt. Igen standsede hun. Denne gang tættere på klippen, og direkte stirrende op mod ulven. Armene han slapt ned langs hendes sider, mens benene var elegant krydset. Et muligt forsøg på, at virke en anelse mere uskyldig end, hvad sindet holdt tilbage.

''Det er ikke sundt at holde en hund i lænker... De har brug for deres frihed og den friske luft en gang imellem...''

Han sagde det meget køligt og så på hende... Lagde mærke til at hun virkede helt menneskelig, men ikke nok med det lagde han også mærke til at hendes øjne lyste op da det faldt på hans brystkasse... Han tænkte lidt over om det var af den velkendte grund fra tidligere, eller om det var fordi hun endelig så chancen for at dræbe ham?

''Vil du dræbe mig? Eller vil du forsøge på at forføre mig igen?''

Han kiggede på hende... Han kendte og forstod hende godt nok til at vide at hun meget nemt kunne finde på begge dele, men han regnede med at hun stadig vidste at han ikke ville være noget godt valg at flyve i flæsket på... Han lo lidt over hendes måde at stå på, som om hun forsøgte at overbevise ham om at hun faktisk var en pæn pige...

Hun lo kort, og halvhjertet. Forsøget i at more sig over, at ulven skulle lukkes inde med et skrigende spædbarn, og det forvirrede kvindemenneske til Colt, mislykkeds. Men ud fra de få informationer hun vidste om Sego, indtil videre, var det helt sikkert, at han talte sandt. Det var lige før, at yndede ham en smule ynk. Men blot tanken om væmmelsen i hans blik den aften, fik hende til at trække det hele tilbage igen.

"Kun en gang i mellem?"

Hun hævede spøgende det ene velplukkede øjenbryn, og sendte ham et flabet smil. Ulven vidste ligeså godt som hun selv, at han foretrak naturens frihed 24-7. Tonefaldet i hans stemme, blev ikke taget specielt tungt. Kemien mellem de to, var stadig faretruende syrlig. De havde begge dummet sig gevaldigt. Ting var blevet sagt, og ting var blevet gjort.

"Tja.. Hvis du så meget som forsøger, at springe på mig, vil jeg ikke være bleg for at flå dig midt over. Men samtidig, kan jeg fornemme at jeg stadig har din interesse.. Sådan noget, lader man ikke gå til spilde."

Et tilfreds smil, blev sendt op mod ham, mens hun mere velkendt placerede hænderne i siden. Med et lille suk, der næsten blev hvisket ud af vinden, bevægede dæmonen sig en anelse længere bagud.

"Skal du sidde, og gemme dig deroppe hele natten?.. Eller har du tænkt dig, at møde mig, som den ulv du engang var?"

Tålmodigt så hun op på ham, mens den spydige kommentar, svøbt i det sukkersøde tonefald, fik tid til at sive ind. Ud fra hans latter, var 'pæn pige' stilen, allerede blevet gennemskuet. No mercy.

''Ja kun en gang imellem, når ens godbid er indenfor...''

Han smilede og tænkte på Colt, som det var hun kaldte for godbid... Ikke så meget fordi han havde smagt så meget på hende eller på anden måde spist af hende, men mere for at holde stilen om at tale om sig selv som en hund/ulv... Det var nogle gange bare meget rart at komme de andre i forkøbet omkring den slags...

''Du ved jo godt det mislykkes dig... Så hvorfor overhovedet forsøge på det? Og hvorfor pokker tror du dog jeg stadig har interesse i dig?''

Han blev bare siddende, og også selvom hun faktisk kommenterede at det... Men sad der dog bare lidt før han kravlede lidt ned af klippen, og hoppede så de sidste 1.5 til 2 meter ned til jorden, hvor han landede og sank kun en smule sammen i knæene...

''Er du så tilfreds?''

"Der findes skam også gode sager, herude. Det kan jeg forsikre dig for, selvom du vist godt selv ved det.."

Hele dæmonens atitude virkede både fristet til at lokke videre på, hvad der var blevet skubbet væk. Men samtidig også slukøret, over valget der var blevet taget sidst. Ordet godbid præsterede dog at få smilet tilbage, på den fortabte dæmons læber. Det var måske ikke helt for sent, at lærer en gammel hund, nye tricks.

"Fordi, Segovax.."

Denne gang søgte hun direkte mod hans mørke øjne. Ikke noget med en tom stirren mod hans mørke ansigt. Denne gang, skulle hun nå ind med de ord.

"Du er ikke værd at opgive. Især ikke til et menneske, der ønsker dig indespærret som familiefar. Og, hvis du ikke stadig var den mindste smule interesseret, havde du bedt mig forsvinde for længst. Eller var selv stukket af."

Øjenkontakten blev først sluppet, da han endelig valgte at forlade klippen. Klippen der næsten havde kostet ham livet, men havde gjort alt dette muligt. Så mange blandede følelser, der svævede omkring dette sted.

"Ikke helt. Men det er da en start."

De menneskelige fingre trommede let mod de fyldige hofter, imens dæmonen artigt blev stående, hvor hun var. Fristet til at lade sløret falde, og lade sin skikkelse komme frem endnu engang. Vinden der brølede omkring dem, og hev i hendes kjole, efterlod hendes ben endnu mere blottet end de allerede var, i den korte kjole. Kort nok, til at have plads. Plads til hvad?..

''Det er der nok... Men hvorfor ikke bare gå efter det sikre?''

Han vidste desværre både fra tidligere og fra sig selv at han var virkelig dårlig til at binde sig ordentligt... Han var for meget et utæmmet dyr til at han kunne det ordentligt også selvom han godt vidste at det var meget normalt for mange varulve at binde sig... Men af en grund var han ikke typen til det... Måske fordi det virkede som en fangeskab, og han hadede den slags... Men for at være ærlig måtte han sige at det var utroligt Colt havde holdt ham så længe...

''Har du virkelig tænkt dig at forsøge dig med mig til jeg opgiver Colt? Grunden til at jeg ikke har bedt dig forsvinde kunne vel være at jeg ikke vil lade dig vinde? Fordi jeg vil vise dig at jeg er stærkt nok til at stå imod?''

Han sagde det helt roligt, men han var alt andet end rolig fordi han vidste jo egentligt godt hvad sandheden var... Sandheden var vel egentligt at han aldrig helt havde mistet interessen for hende, og det måtte han erkende for sig selv...

''Og hvad mener du med det?''

"Fordi du ikke går efter det sikre, Sego."

Med ordende fulgte der i hendes blik, et strejf af medlidenhed. Hun ønskede bestemt ikke at ynke ham noget i øjeblikket, men at have en forvirret hund inden for rækkevide, var bedre end ingenting. Især da hun stadig ikke kunne frasige, at hun ville opgive jagten på ham. Dæmonens arme blev i stedet lagt over kors, med de sorte sandaler, stadig dinglende. Egentlig ville hun foretrække at smide dem, men der var røget for meget tøj disse dage. Og uden en rigtig profetion, og lav profil, kunne hun desværre ikke tillade sig selv, at stjæle så meget i fortiden.

"Det ved ikke engang jeg. Men jeg har da ikke tænkt mig at opgive noget som helst, efter to små enkle forsøg. Især, da du i begge forsøg, viste en glimrende interesse.."

Dæmonen lo kort, denne gang oprigtigt underholdt. Der var noget hæst over stemmen, der fortalte at det var lang tid siden, at der havde været humor i livet på kvinden.

"Ja, det 'kunne det vel være'. Men det kunne jo også være modsat? Vi ved begge, at du er stærk. Men vi ved også begge, at jeg er stædig. Men lidt har jeg da lært siden da."

Cherlyn skævede kort ned mod jorden, og så rundt. Miljøet var langt fra tiltalende, til den formodentlig lange snak de snart ville få sat gang i, for alvor.

"Det finder du vel kun ud af, ved at følge med.."

Hun sendte ham et blændende smil, og vendte sig rundt i mørket. De smukt gyldne fødder begyndte igen at bevæge sig. Denne gang, blot for at komme væk. Hjem. Et sted, hvor man kunne sig knap så sårbar. Hovedet blev kort drejet rundt, mens det ildrøde hår, piskede omkring hende.

"Bare rolig.. Jeg bider ikke mere."

Han sagde ikke noget til det første hun sagde... Nok egentligt messt fordi hun havde ret. Han var jo ikke lige frem en type der spillede sikkert. Han gamblede med sit eget liv og andres på dagligt basis, men det var jo sådan det hele var... Sådan var det jo simpelthen hen at være en varulv der ikke var vant til at have det nemt, og vidste at den sikre vej også var den der gav mindst i sidste ende...

''Eller du tror jeg har vist interesse...''

Han sagde det koldt, som i et forsøg på at skjule at han faktisk var interesseret i hende... Men han forstod også på sig selv og lidt på hende at hun enten ikke ville indse at han ikke var interesseret eller også var han virkelig dårlig til at skjule sine interesse selvom han faktisk gjorde et forsøg på det...

''Jamen så må jeg vel gå med...''

Han havde ikke noget bedre at gøre ved den aften... Så han kunne vel lige så godt bare følge med hende... Han vidste godt hun ikke bed mere, ikke fordi hun ikke som sådan havde lyst men mere fordi hun jo nok havde et problem med at indtage det han havde i årene...

''Nej det regnede jeg med at du var stoppet med at bide varulve?''

Det brede selvtilfredse smil, der endnu engang bredte sig, blev under ingen omstændigheder forsøgt at skjule. Hunden legede godt, men ingen at dem var i tvivl om, at der havde været interesse fra begge parter.

"Hvis du ikke gjorde, må jeg sige at det var glimrende planlægning, at aftale besøg nummer to.. med min søster."

Sikker på, at man kunne høre smilet og hånen i stemmen, fortsatte hun ufortrødent. Den kolde attitude prellede af på hende, som vand mod ruder. Til trods for at hun blot et par dage tilbage, havde forsøgt at flå sig selv til blods.. igen, var hun sikker som stål på dette område. Ingen af dem ønskede kamp, og selv, hvis det blev udviklet, var hun klar. Afstanden fra alkoholen, og træningen af magien havde kun gavnet hendes krop. Hvis man dog så bort fra det tærrede sind.

"Det må du vel. Hvordan kom du forresten herud?.. Gik?"

Selvom Sego havde fantastiske øre, drejede dæmonen langsomt hovedet mod ham, for at vinden ikke skulle rive ordende fra hinanden. Hvis han havde en bil, ville det måske blive mindre akavet for dem begge to.

"Du er den sidste, som jeg har haft fingrene i. Men det regner jeg da med."

Med tanken på Selene, standsede hun sætningen der. At fortælle noget så ydmygende, og alligevel så risikabelt, kunne nemt bruges mod dem begge. Der var ingen grund til, at hun orkede at løbe den risiko.

Han vidste at det kunne bruges det hun lige havde sagt, og det gjorde ham en smule mere selvsikker og gjorde det derfor nemt for ham helt at skjule interessen for hende... Mon hun ville blive sur over der han sagde...

''Ja det var jo det der var planen for mig hele vejen... at få fat i den søster istedet...''

han smilede skævt og en smule overlegent og hånligt til hende... Som i et forsøg på at sige at hun jo ikke var god nok til ham... At han havde brug for noget mere eller bedre end hende, men når han var ærlig var hun det bedst han havde oplevet nogensinde...

''Løb er vel mere korrekt?''

Han fulgte hende stadig stille og roligt... Han vidste ikke helt hvad han skulle sige eller gøre i forhold til det sidste hun så sagde... Han undrede sig lidt da hun afsluttede sætningen midt i det hele...

''At jeg ved? Jaa... Du virker også til at være faldet af på den...''

Han sagde det stille og kiggede hende så dybt i øjnene...

Efter ulvens første sætning, blev en høj, og knap så hæs latter slået op. Mørket blev fyldt med den mere eller mindre vanvittige dæmons grin, efterfuldt af vindens brølen et kort øjeblik, før hun smækkede de hvide tænder sammen i et bredt grin. Med hovedet vendte bagud mod Sego, blev de rødmalede læber, uskyldigt struttet ud mod ham.

"Også selvom du knap kendte til hendes eksistens? Var det din plan?.. At få to vanvittige dæmoner, til at jagte dig jorden rundt?"

Undskyldningen, lød for ynkelig, til at være sand. Især igennem de sidste par møders erfaring. Desuden vidste Cher, at hendes søster næppe ville flå ulven, uden hendes eget selskab. De var som små piger i hinandens selskab. Cher legede, og nød. Men sammen, ville de have flået hver en trevl på kroppen, indtil der simpelthen ikke var mere, at regenerer.

"Det havde du ikke overlevet længe.."

Ordende var mest en stille sukken til sig selv, mens der blev lyttet efter de næste knap så kolde ord, ulven fremsagde mod vinden.

"I orden. Folk er jo så forskellige.. Men da ingen af os, muligvis, orker at stå og glo her hele natten. Har du så et foreslag til, hvor man kan tage hen og snakke?"

Sætningen blev sagt så roligt som muligt. Beviset bag, at der ikke lå mere bag. Hvilket der virkelig ikke gjorde.. for nu.

"Både og.. Det var spild af blod, for begge parter."

De slanke ben standsede brat, imens hun denne gang drejede hele sin krop mod ham. Armene var ikke krydset længere, men hang igen slapt ned langs siderne. Der var intet tegn efter at hendes egne kløer, havde flænset dem op en uge tidligere. Men minderne var der stadig.

"Er jeg faldet af på den?.. Forklar venligst."

Tonefaldet lød langt fra så rart, som det malplacerede smil, der stadig befandt sig på læberne. Hans øjne mødte hendes. Hun stod uden at røre en muskel, med det halvskæve smil klistret fat, og øjnene begravet i hans.

Han grinede af hende... En hånene og grinagtig latter faldt over ans læber, da han ikke mente hun skulle være så sikker på at han ikke havde kendt til Hendes søsters eksistens i forvejen... Han var ligeglad med om han blev forfulgt af to sindsyge kvinder...

''Du ved ikke hvor meget jeg ved... DU har kun oplevet min dyrisk side, og ved slet ikke hvor planlæggende jeg kan være... hvor mange 'onde' planer jeg kan finde på at lægge...''

hans latter fortsatte dog stadig mindst lige så hånlig som før...

''Eller også havde jeg...''

Han gad ikke diskutere hvad han kunne overleve eller ikke... Han gad slet ikke diskutere noget med hende, da det meste ikke var noget hun kunne ændre ved...

''Den slags havde jeg lidt håbet du kunne finde ud af... DU lader til at være den af os to der bor mindst fast?''

Han holdt stadig den kolde fasade lige som hun gjorde... Et maske spil om hvem der kunne få den anden til at smide masken først...

''Du virker til at være faldet af på den... Eller har du endelig fundet noget bedre at tage dig sammen til?''

Han havde ingen direkte grund til at forklare hvad det var der var meningen med det han sagde...

Opgivende blev der himlet med øjnene, mens hånden der holdt sandalerne, blev sat i siden. Nok kendte hun ikke Segovax specielt godt, men det var ikke svært at regne ud, for hvilket som helst væsen der kun havde kendt ham i kort tid, at den dyriske side var ham.

"Dig?.. Onde planer? Det er lige før du får mig til at le endnu engang. Var det med i dine 'onde' planer, at stifte familie med en komplet uduelig og helt igennem uheldig menneskekvinde? At bo fast, med job og skrigende børn?!.. Tag dig nu sammen."

Cherlyn viftede lettere fraværende med den ene hånd, som en håbløs gestus mod ham. Dæmonen virkede langt fra imponeret.

"Som jeg ikke kender dine planer, kender du ikke min søster."

Mere ønskede der tydeligvis ikke, at blive sagt i den sag. Der var månedsvis siden, at hun havde set skyggen af denne 'søster'. Men der var alligevel intet at komme hjem til. Boligen de havde haft sammen, var lige til at brænde ned. Mangel på alkohol, havde fået hende til at gøre sære ting.

"Jeg har skam boet fast, længe før jeg mødte dig. Jeg forstår bare, at nyde singlelivets glæder. Men vi kan da sagtens tage hjem til mig, hvis det er det, du hentyder til? Desværre ville det nok tage det meste af natten, så jeg ville foreslå.. et sted i nærheden?"

Facaden var stadig holdt, men smilet skiftede mellem at komme og gå. Ordende fra Selene fór rundt i baghovedet, men muligheden med ulven i nærheden, var næsten for fristende.

"Jeg er ikke.. faldet af på den. Men som en naturlig del af livet, har jeg forandret mig. Dog er jeg ikke sikker på, at det er bedre end før."

Med langsomme skridt uden tøven, bevægede hun sig langsomt nærmere den dyriske mand. Ingen tøven, frygt eller opgivelse.

''Tro mig... Det kan jeg skam sagtens hvis jeg føler for det... Og du ved slet ikke hvor meget frihed jeg har... Så du skal måske bare slappe lidt af, og passe på at du ikke spindes ind i noget du ikke kan komme ud af igen...''

Han sagde dog ikke rigtigt mere, og det var denne gang sagt ganske almindelig og hverken hånligt eller ondt...

''Som sagt kender jeg ingen steder her i nærheden...''

Han så bare stille på hende, og inderst grinede han højlydt over det med at hun slet ikke var glad for at han havde sagt hun var faldet af på den, men han viste det ikke for hende at han grinede af hende...

''Bedre?''

han så bare på hende roligt...

"Hvis du siger det, Segovax. Og nej.. Jeg ved intet om dig, eller din forkskruede lille familie. Men jeg ved.. At det allerede er for sent, ikke at blive rodet ind i noget. Jeg er på steder, jeg aldrig havde forventet. Men jeg kan da sagtens slappe af, hvis det er det, du ønsker?"

Den knap så hånlige tone hos ham, gjorde sjovt Cherlyn beroliget. Deres konstante spil var lige så trættende, som det var underholdende. Hendes øjne brændte sig stædigt og dybt ind i hans. Sejren han sidst havde vundet, var hun bestemt ikke villig, til at lade ham stikke af med endnu engang.

"Jeg ved byen ikke er langt herfra. Men din mere primitive side, ville måske foretrække, at blive et sted nær naturen?"

Vinden ruskede ivrigt i alt, hvad der indgik under planter. Græsstrå, sand og diverse blev smidt rundt mellem dem, mens de begge stadig stod uberørte. Magien kælede over dæmonens hud, og forsøgte stadig så længe det ville vare, at holde beviserne skjult for omverdenen.

"Det kommer an på, hvordan man ser forandringerne, kære. For mig kom de som lidt af et.. chok."

Han kommenterede ikke længere på det første emne, da det ikke var rigtigt relevant for ham... Hna stod og så hende i øjnene istedet nu hvor hun havde rykket sig ret tæt på ham... Og derfor kunne han ikke lade være med selv at træde et skridt tættere på hende også, men grunden kendte han dog ikke rigtigt...

''Jeg er sådan set ligeglad... jeg kan klare mig med begge steder... Så det kommer an på hvad du har det bedst med?''

Han fangede et græsstrå der fløj i mellem dem lig foran hendes ansigt, og slap det så igen, og sænkede armen igen... Han grinede lidt da hun kaldte ham for kære fordi hvad var lige grunden til at kalde ham for det? Havde hun virkelig stadig troen på at det ville lykkes hende, eller var det en måde at drille ham på?

''Det gør de fleste forandringer sjovt nok... Det burde en olding som dig have inset?''

Han så bare på hende, dog var det sidste den del med oldingen sagt med et smil, og en munter tone, da han heller ikke mente noget ondt med det...

Interesseret rettede Cherlyn blikket kort ned mod hans fødder, der som hendes egne, valgte at bevæge sig lidt tættere på. Det glædede hende. Inderst inde. Men som deres maskebal forholdt sig, valgte hun stadig at holde facaden. Desværre med et frydefuldt glimt i øjet, da hun valgte at se op igen.

"I orden. Så bliver vi her.. Friheden over naturen her, virker vist mest tiltalende, for os begge."

Tanken om at sidde på en fyldt cafe, med livsglade mennesker, og det blændende neonlys foroven tiltalte hende alligevel ikke. Det var overraskende lang tid siden, at den ellers så livsglade samt alkoholfyldte dæmon havde vugget hofterne rundt inde på et diskotek. Men igen. Menneskelige. Alt for pokkers menneskelig.

Hun flyttede først blikkede fra den nu meget nærstående ulv, da han greb græsstrået. De mørke gled langsomt over det, indtil det øjeblik, hvor han slap det igen.

"Nogle mere end andre. Og hvem kalder du en oldsag? Jeg er faktisk ganske ung.."

Hoverende smilede hun for ham igen. Sjovt nok, mindedes hun ikke, at nogen af dem havde udvekslet alder. Men, hvor meget han end mente at hun var gammel og støvet, kunne hun sige ham imod. Længere tid blandt andre magiske væsner, fik hende til at forstå at hun var ung. Alderen var et ligegyldigt tal i den verden. Og for de fleste, bare nogenlunde præcise i hovedet væsner, havde tallet rundet de 100.

Da hun sagde at de bare skulle blive der, lod han sig sætte ned med det samme... Han satte sig ned og kiggede så bare stille på hende, uden rigtigt at reagere på noget, indtil hun begyndte at snakke om hvem han kaldte for en oldsag... Eller olding som han jo faktisk havde kaldt hende... Han så direkte op på hende...

''Ja jeg kender ikke din alder, men forventer ret krafigt at du er ældre end mig, og sikkert en del ældre så for mig er du en olding...''

Han smilede dog stadig... Hadede lidt at hun havde fået ham løsnet op allerede men han var ikke i tvivl om at hun selv var løsnet mig op også... Han kiggede lidt på hende og så lidt op og ned af hende... og syntes det var noget ret specielt tøj hun havde på...

''Dit tøj... Det ligner ikke dig, ihvertfald ikke den del af dig jeg kender, at gå i den slags?''

En anelse overrasket over, hvor hurtigt Segovax lod til at accepterer idéen, blev hun stående kort endnu. Med vinden styrtende omkring hende, lod kjolen sig stadig lette en anelse, i ny og næ. Dog fik hans intenst stirrende blik, ret hurtigt Cherlyn på omtanke. Ganske langsomt, og alligevel i en upåvirket elegant bevægelse fik hun sat sig ned, placeret oven på kjolen, så den ingen steder fløj. Hendes hoved var stadig vendt mod ham, mens hendes blik ikke lod til at ville slippe ham foreløbigt.

"Du virker ganske ung, så det er ikke svært at være ældre. Men en olding ligefrem?.. Må jeg være fri!"

Igen himlede hun let med øjnene, denne gang med et smil på læben. Stemningen mellem dem, virkede knap så anspændt som i starten. Og set fra ulvens vinkel, virkede hun sikkert som en olding. Men alligevel!..

"Den del du kender af mig, er mig. Men sagen her, er noget af det eneste jeg har tilbage derhjemme.. Alt andet, har desværre ikke været så heldigt."

Med de ord, så hun ned af sig selv. Kjolen var alt det, som hun afskyede at gå i. Hvis hun ikke havde været menneskelig før, var hun det i hvert fald nu. Det glatte hvide stof, og manglen på detaljer eller bar hud, generede hende gevaldigt.

''Altså jeg regner med at du er over 230... Så jeg regner med at du er mindst 10 gnage så gammel som mig... Så fra mit synspunkt kan du vel godt se du rent aldersmæssigt er en olding...''

*Men krops mæssigt... Der er hun alt andet end en olding...*

Han tænkte det kun da han ikke ville give hende alt for meget blod på tanden, og det vidste han heller ikke noget om, om hun havde... Han vidste faktisk ikke hvor meget hun havde tænkt sig at forsøge med, og han vidste heller ikke hvor meget han ville have imod hvad hun kunne finde på... Der var han en smule forvirret...

''Pas dog på dit tøj... Første gang mistede du også dit tøj og dine sko...''

Han grinede lidt, fordi for ham var den gang stadig et godt minde... Men nu havde han jo en kæreste så måske han ikke skulle tænke så meget på det?

"Dine tanker er både søde, og fornærmende. Jeg føler mig jo, som en ung olding nu!.. Men for at sætte en stopper for alle dine mange fordomme, kan jeg da åbensindet informerer dig om, at min alder befinder sig et sted, lidt over de 300.. Tilfreds?"

Cherlyn havde intet at skjule. I hvert fald ikke, på det område. Segovax virkede til at være et par århundrede yngre, men hun havde selvfølgelig ladet sig snyde før. Blikket hun ind i mellem havde fået fra ham, fortalte dog, at alderen ikke bekymrede nogen af dem.

"Hey! Dette er på andre begrundelser!.. Og du skylder mig stadig de sko."

Hun kunne ikke lade være med, at sende ham et forsøg på et drillende smil. Mindet om deres første møde, ville nok være printet ind i hjernen på hende, til evig tid. Segovax, var ikke fyren eller ulven man glemte. I en ligegyldig bevægelse, løftede dæmonen den ene arm en anelse op, så hun opgivende kunne betragte de flade sandaler. Bare tanken om ham hjemme i hendes lejlighed, i den nuværende tilstand, var for ydmygende. Dog ville det tage hele natten at komme hjem, og Colt var vist ikke den tålmodige type.

''Jeg har egentligt aldrig bedt dig om at fortælle din alder... Bare sourgt om du kunne forstå hvorfor du kunne virke som en olding iforhold til mig, og fra min synsvinkel...''

*men har sgu ikke oplevet en så lækker og fræk 'olding' før...*

han tænkte det ganske stille for sig selv, og så sig lidt omkring, før han så på hende, og kunne fornemme at det var ved at blive både mørkt og sent nu, og at han nok burde at se og komme hjemad, selvom han godt kunne se at han ville være meget sent hjemme...

''Du har måske droppet at ofre dit tøj på fyre? Eller helt droppet fyre måske?''

Han så stille på hende, og betragtede hvordan hun løftede sandalerne op, og kunne ikke lade være med at tænke på om det var et tegn hun lavde på at de skulle til at skilles eller på at de ihvertfald skulle videre...

''hvad så... Vil du videre?''