Are you seriously going to give me a job?{Wicked}

Dato: 11. februar
Tid: 16.32
Sted: Muse
Påklædning: En sort top, under en løs, hvid skjorte. Mørke jeans, og en åben jakke. Et par solbriller til at skjule øjnene.

Crystal travede hastigt op imod bygningen, med blikket rettet imod jorden. Tankerne maste rundt i hendes hoved, og det blev ikke bedre af kampen der rasede mellem hendes personligheder. Hun klemte øjnene sammen, og åbnede dem så langsomt. Hun kunne sagtens gennemføre dette uden at virke som sindssyg. Hun løftede hovedet, og stirrede på bygningen. Hun strøg lige forbi nogle mænd i sort, der så ud til at acceptere hendes tilstedeværelse.
En kvinde hastede hende i møde, så snart hun var trådt indenfor. Hun sagde nogle ord, men det var som om de ikke trængte ind gennem Crystals facade. Hun tog en dyb indånding, og lagde hovedet let på skrå med et varmt smil.
"Excuse me?
Kvinden gengældte Crystals smil, og halvløb om bag skranken. Hun lagde hænderne på bordet og så igen på Crystal, men denne gang var der et mistænksomt glimt i hendes øjne. Crystal trådte over til kvinden, og sørgede omhyggeligt for at opretholde smilet, som om hun ikke havde lagt mærke til glimtet.
"I asked, do you have an appointment?"
Crystal nikkede langsomt, og anstrengte sig for ikke at hæve et øjenbryn. Det var svært at droppe sin attitude, men hun var sikker på at dette ikke ville være stedet at være arrogant. Da slet ikke når hun skulle til jobsamtale.
"I'm going to interview here, in the relative position as a waitress."
Kvinden nikkede pludseligt energisk, og Crystal nikkede roligt tilbage, fuldstændig sikker på at kvinden vidste hvad hun talte om. Kvinden greb fat i en telefon, og foretog et opkald. Crystal benyttede muligheden, til at se sig omkring. Det var virkelig et smukt sted, og meget specielt. Der var et skær af elegance, men så alligevel var det ikke så man følte sig forpligtet til at gå i galla-tøj.
"I'll show you to his office."
Hun smuttede om bag disken, og begyndte at gå. Crystal fulgte efter hende, og endte foran en elevator. Hun gjorde et lille kast med hovedet, og tog solbrillerne af. Kvinden tastede nogle tal, og elevatordørene gled fra hinanden. Kvinden viste hende ind i elevatoren, og smilede stort da dørene ramte sammen. Der var fantastisk derinde, og Crystal kunne stå derinde for evigt, og stirre på de forskellige detaljer. Der var endda en sofa i elevatoren, men af en eller anden grund var hun ikke i humor til at sætte sig ned.
Relax, you'll be fine.
For første gang hjalp stemmen i hendes hoved rent faktisk, og hun slappede en smule af. Hun havde virkelig brug for pengene, og dette var en god måde at tjene penge på. Dørene gik fra hinanden, og Crystal trådte ud. Hun skridtede langsomt hen af gangen, indtil hun fik øje på døren ind til kontoret. Hun løftede tøvende en hånd, og bankede på.

Døren gled op under hendes hånd - den havde tilsyneladende stået på klem, muligvis i forventningen om hendes ankomst - og åbnede ind til det kontrast-indrettede kontor. Det var tomt, men en stemme kaldte fra en dør i den modsatte side, der syntes at lede ind til lejligheden der fyldte resten af etagen.

"Miss Murray, in here if you please."

Wicked trådte ind i den store stue fra soveværelset, iklædt et mørkt jakkesæt der virkede skræddersyet og sad tæt ind til den muskuløse krop. Han var ved at knappe manchet-knapperne i ærmerne og hævede det blonde hoved for at betragte hende efter et øjeblik. De sidste, blege stråler fra solen, der ikke havde været synlige som andet end et svagt skær på himlen, stod direkte ind i lejligheden igennem de store panorama-vinduer og gav alle overflader et orange-gyldent skær - inklusive dæmonen der trådte imod hende.

"One of my servers quit rather awkwardly at the last minute before the opening tonight, and I have a vacant spot. Your name came up in the files."

De mørke øjne gled overvejende henover Crystal, med et blik der virkede til at kunne se igennem hendes tøj og helt ind til hendes skind. Måske var det bare varmen fra de pludselige stråler, men hans blik syntes at være håndgribelig på hendes hud, som et fjerlet strejf af en hånd imod hendes lår, et minde om en berøring af et bryst. Et indtagende smil bredte sig på hans ansigt og han trådte nærmere, henover det blege gulvtæppe. De slanke fingre greb hendes hånd og hævede den, hans blik på hendes ansigt da han bøjede sig og strejfede kølige læber imod hendes hud.

"Are you interested?"

Selvom han henviste til jobbet, var der en tvetydighed ved ordene, et glimt i øjet, der fik tankerne til at glide tilbage imod sengen der svagt kunne ses i det næste lokale.

Crystal trådte ind i lokalet, og nåede ikke engang få set sig omkring, inden hendes blik lå fastlåst på manden der kom ind i rummet. Hendes blik gled ned af hans krop, og hun lagde mærke til hans påklædning. Pludselig følte hun at hendes tøj ikke passede ind, men grunden til det kunne selvfølgelig også kontoret, der så helt utroligt ud.
Igen faldt hendes blik på manden, og hun sendte ham et lille smil. Skyggerne gav ham et gyldent skær, og ubevidst lagde hun hovedet let på skrå. En underlig følelse af at være nøgen gled hen over hendes krop, og pigen inde i hende fnisede hysterisk. Resten af hende lod som ingenting, men kunne ikke helt ignorere det da han trådte næremere.
Hun smilede let da han kyssede hendes hånd, og hun rettede sig op. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare på hans første ord, mens de næste overraskede hende.
"I'm very interested."
Hun tog en dyb indånding, og prøvede ikke at se på sengen. Hun blinkede et par gange, og så ham i øjnene. Hun måtte fokusere.
Think about money. That would work.
Hun gav sin anden personlighed en indre lussing, men beholdt den let kølige facade. Hun kørte en hånd gennem det viltre hår, måske mere i et forsøg på at rette på håret, end på grund af den gamle vane hun efterhånden havde fået.
"Should we not make a uhm ... A job interview?"
Hun bevægede sig hen over gulvet, mest for ikke at se så meget på ham, i frygt for at det ville virke forkert. Hun drejede rundt, og så på ham med et tøvende smil. Hun var faktisk ikke sikker på om de skulle lave en jobsamtale, eller om han kommentar lige før betød at hun allerede havde fået jobbet.
Stop looking at him, it's so wierd.
Hun sendte ham et smil, og skubbede stemmen i hovedet væk. Det var virkelig ikke tiden til at gøre sådan noget, men hun kunne ikke gøre så meget ved det. Hun kunne ikke så godt skælde ud på den nu.

Wicked rettede sig med en lidt for flydende bevægelse, et pludseligt brus af tilbageholdt energi. Smilet blev en anelse mere strålende ved udtrykket på hendes ansigt og et af de mørke øjenbryn hævede sig skælmsk ved spørgsmålet.

"If you'd like."

Stemmen smøg sig indsmigrende imod hende, igen med dobbelt-tydigheden. Da hun trådte tilbage, tog han selv et par skridt imod bordet nær ved. En mappe med papirer lå åben på glasfladen og de mørke øjne løb kort henover det øverste i bunken.

"I always rely more on instinct, than words on a piece of paper, but let us see - Crystal Winther Murray, currently employed as a waitress at Zeemans. Active student. Twenty one years of age. Officially."

Et lille smil spillede i hans mundvige da han hævede blikket fra papiret til hende igen og fangede hende midt i at stirre tilbage på ham. Et let skift af hans krop fik ham til at læne imod kanten af bordet og de muskuløse arme hævede sig for at krydse over brystkassen, så hans krop var en lang, fristende linje under det tætsiddende tøj. De mørke øjne betragtede hende afventende, fornøjet i rollen som 'arbejdsgiver'.

"Then, Miss Murray. Please tell me of your prior job experiences, but do keep in mind that the club opens in just a few short hours and I must find the most suited applicant for the position."

Sagde han med en påtaget alvorlig stemme, selvom nogle af ordene fik en anderledes, distraherende, betoning.

Crystal fulgte ham med blikket da han gik imod et bord, som hun ikke havde opdaget før han stod ved det. Hun rettede blikket imod papirerne, da han læste op. Hun hævede langsomt et øjenbryn ved ordet 'officielt'. Hun lod vægten ligge på det ene ben, og prøvede forgæves at se ham i øjnene. Hun lagde hænderne om taljen, og blinkede.
"As you already know, I have worked on Zeeman, which means that I have experience as a waitress. It also means that I doesn't need special training for the job, because I actually know most of it already. I would like to work on Muse because I want the opportunity to be on something larger, and to meet other ... supernatural creatures. And I thought that Muse would be the perfect place."
Hun lagde hovedet let på skrå, og ventede på hans svar. Hun tøvede, og valgte bevidst at se ham direkte i øjnene, på trods af musklerne hun kunne se, selv når hun så på hans ansigt. Hun rettede blikket imod vinduet, og trak let på smilebåndet. Det var virkelig smukt, det kunne ikke fornægtes.
"I do not know if I'm the most experienced ..."
Hun drejede hovedet, og så på ham. Hendes mørke hår faldt ned, og skjulte de endnu mørkere øjne. Hun løftede en hånd og skubbede det væk.
"... but I am sure I am one of those who need this job the most."
Hun lagde hovedet let på skrå, og hævede et øjebryn. Hendes smil blev en smule større, og hun gjorde et lille, ubevidst kast med hovedet.

Wicked lyttede med det blonde hoved let tiltet, det underholdte smil strakt på hans læber. Da hun var færdig med at tale, flakkede de mørke øjne kort nedover papiret igen. Musklerne under jakkesættet skubbede til stoffet og pressede det til bristepunktet på en fristende måde.

"Any special advantages I should know about?"

Fortsatte han roligt, uden kommentar til hendes lille præsentation. Selvom han ikke indikerede det direkte, var der en tone ved stemmen der antydede, at han ikke talte om hvor mange tallerkener hun kunne bære på en gang, eller hvor hurtig hun var til at servere drinks. Et af de mørke øjenbryn hævede sig let og han så tilbage på hende med et alvorligt udtryk.

"Do keep in mind, Miss Murray, that if you have trouble, you leave it at the door. Muse is neutral ground for our kind. I do not wish to have the authorities, old acquaintances or enemies show up at my door. Just as any customer, you accept this and bet your safe passage through my territory on it."

De slanke fingre spredte sig, armene gled ud i en spørgende, velkommende gestus og det alvorlige udtryk blev erstattet af et strålende, cheshire-grin.

"Are you still interested?"

Wicked bøjede hovedet let, så han så op hende igennem de mørke øjenvipper.

Crystal lod hænderne glide ned af kroppen, indtil de landede på siden af hendes krop. Mellem hendes fingre kørte en lille del af det bløde stof fra hendes trøje. Hendes blik søgte imod gulvet imens han forklarede reglerne. Hun ville gøre alt for at efterleve det reglement. Faktisk ville hun give hvad som helst for at kunne efterlade sine problemer uden for alle døre. Hun hævede blikket, og så på ham.

"I'm still very interested."

Hendes let buede øjenbryn blev tøvende hævet, og hendes læber skiltes i et smil. Hun lagde hovedet let på skrå, så det mørke hår gled ned foran hendes øjne. Hun løftede en hånd, og fik skubbet det væk, samtidig med at hun igen rettede hovedet op igen.

"I want to abide the rules. I will gladly try to get all my problems to be outside. And if I can make sure that no authorities follow me nowhere, I will also do it with joy."

Hendes fingre flettede sig ind i hendes hår, og hun kørte dem langsomt igennem, som redte hun det. Hendes blik flakkede mellem arbejdsgiverens ansigt, og udsigten fra de store vinduer.

"I don't know about special advantages. Since I can not think of any, do yourself see. If I get the job."

Hun tilføjede tøvende den sidste sætning, for at forklare at det handlede om jobbet. Hun kunne selv høre hvor tvetydig hendes sætning kunne lyde.

"Dedicated. I like that."

Wickeds mørke øjne spillede underholdt imod Crystal hendes svar. Han havde ingen speciel interesse for sin egen race, men dæmoner var holdbare og jo flere han holdt som ansatte i klubben, jo tættere ville færten blive for andre overnaturlige væsner. Han skubbede sig fri af bordet og lod to fingre glide under mappens omslag, så den faldt i og skjulte stakken af papirer. De lange skridt bragte ham henover det hvide gulvtæppe til den åbne dør og ind på kontoret. Et øjeblik efter vendte han tilbage og viftede et par fingre i hendes retning.

"Follow me. Your true age is.. less than a hundred, no? I rarely hear of the newborns before they round their first century."

Den svagt overbærende tone fulgte det bedømmende blik han sendte hende over skulderen, mens hans hånd fandt den maskerede knap til elevatoren. Dørene skilte sig og han holdt en arm indbydende ud med et lille buk, indbød hende til at træde ind i elevatoren først.

"After you, Miss Murray."

De slanke fingre svævede en fingerbredde fra hendes ryg, da han fulgte hende ind og lod en finger løbe henover knappen der satte elevatoren i bevægelse.

"There'll be no feeding on the customers, even if they agree to it. No bargains - or poaching for one - while you are working. If you show up starved or can't control your impulses to feed, your safe conduct is lost as well. Unlike most customers, I won't simply throw you out of the club."

Hans blik sænkede sig til hendes ansigt og de mørke øjne betragtede hende neutralt, stemmen forretningsmæssig.

"Is there anything about your past I should know?"

Elevatorens døre gled op og viste stue-etagens store rum.

Crystals fulgte tøvende hans opfordring, og stod snart efter ved hans side, lyttende på hans ord. Hendes nik var næsten usynligt, men med et halvt smil i mundvigende, der truede med at bryde frem kunne hendes nik godt forstås korrekt.

"It's true. I've only been around for 89 years. But I suppose it's a good thing you haven't heard of me? That means probably that I didn't create such difficulties that it has been heard around? And that's good, isn't it?"

Hendes læber skiltes i et smil, da hun sagde den sidste sætning. Hun mærkede hans fingre nær hendes ryg, imens hun forsvandt ind i elevatoren. Hendes blik gled hurtigt over elevatorens fortryllende skønhed, inden hun hævede et øjenbrynet en smule, og lagde hovedet på skrå, på en nysgerrig måde.

Hun tøvede dog ved hans næste ord, og rettede hastigt hovedet op igen. Hun sørgede omhyggeligt for at indprente hans ord i sin hjerne, så hun ikke glemte det. Det var ret vigtigt.

"I see. I will remember."

Hun fulgte ham med øjnene, da han sænkede hovedet, og så ind i hans øjne, da hans næste ord lød. Hun lukkede øjnene halvt, og tvang sig til ikke at begynde at flå sin underlæbe op med tænderne.

"I have ... Created some problems in the past. I have ... Burned parts of a forest down, but it's many years ago. I have ... Also sunk a ship, but again it's a long time ago. And I probably shouldn't come at The Reggies. Or go to the police soon."

Hun hævede blikket igen, og så ham i øjnene. Hvis han spurgte, ville hun med forklare problemerne med sine evner, men hvis ikke, så hun ingen grund til at fortælle hvorfor hun havde fået så mange problemer. Hun hastede ud af elevatoren, og fik øje på kvinden bag skranken igen. Hun håbede at han ikke ville spørge, da det var en utrolig god grund, til ikke at ansætte hende. Hvem ville have en dæmon, der ikke forstod sig på hverken sine egne, eller de dæmoniske kræfter? Meget få.

Wicked tiltede det blonde hoved let, en rynke på hans pande mens han overvejede hende svar. Det var en indstilling han ikke havde overvejet.

"If that is what you prefer. I have never considered anonymity a desirable quality. When I was created, to lack having created a name for one self meant that you were nameless, worthless. The weakest of our kind."

De mørke øjne spillede kort ned imod hende, og virkede et øjeblik som et rovdyr der betragter sit bytte, et ubehageligt køligt smil over de blege læber.

"I suppose times have changed."

Han rettede sig da dørene gled fra hinanden. Udtrykket forsvandt, som om det aldrig havde bevæget sig over hans ansigt, og efterlod de markerede træk med en mærkelig mangel på animation.

"Good."

På trods af, at svaret var kortfattet, var der en vægt bag stemmen der bragte hans tidligere advarsler tilbage. En art overbevisning eller tagen for given, at hans ord var lov, der for længst var gået tabt i tiden, men sikkert kunne være blevet fundet ved ethvert royalt hof. Wicked trådte ud af elevatoren. Kvinden Crystal var stødt på tidligere og kort fangede et glimt af, forsvandt hurtigt rundt om skranken og dukkede op, før hun trissede hen imod dem med hurtige skridt og øjnene fokuseret på Wicked.

"Is there something I can do, Master?"

"Find the application for Miss Murray here and add her to the system. A section B card, waitress. Primarily for the second floor. Find Damon and have him show her around later."

Kvinden nikkede og forsvandt tilbage imod sin plads nær indgangen. Wicked gjorde en lille bevægelse med hånden, der påkaldte Crystals opmærksomhed og viftede hende med sig, da de lange ben bragte ham rundt om sofa-grupperne, langs baren, imod et par dobbelte svingdøre der syntes at lede ud til et industri-køkken.

"You'd best expand upon that, Miss Murray. I would prefer to avoid having the club destroyed by anyone I personally employed. Or ransacked by the police in search of a fugitive."

Wicked hævede et mørkt øjenbryn ned imod hende. Den dybe stemme havde en advarende undertone.

Crystal betragtede dem under deres samtale uden et ord, og fulgte så kvinden med blikket da hun hastede afsted. Et bevægelse fangede hendes opmærksomhed, og hendes øjne gled tilbage til ham. Hun fulgte efter ham med korte, men hastige skridt, og bed sig i læben da han spurgte ind til hendes problemer. Det havde hun håbet ikke ville være sket.

"Okay, I'll explain. I ... Have some problems regarding my ability to manipulate fire. One person I dearly loved had just been killed, and I guess that was why my abilities started by itself. I must admit that I don't have complete control over my abilities, but it's only that one time they have caused major problems ..."

Hendes sætning stoppede tøvende, på trods af den tydelige mangel på afslutning. Hendes blik flakkede rundt, imens hun gned sin arm, som et tydeligt tegn på ubehag. Hun havde aldrig fortalt dette til nogen før, og hun havde aldrig troet at det ville blive nødvendigt. Men han havde dog ret i, at han havde ret til at vide hvad der var sket og hvorfor.

"Relating the thing about the ship ... Ehm, I accidentally ruined the dashboard for the ship control panel, so the people who controlled the ship couldn't control the ship. It ... Was perhaps due to my inability to control some of my demonic powers, as my strength. That problem I'm currently working on, so I hope that there will not be a long time before that problem has disappeared ..."

Igen stoppede hendes sætning uden en slutning, og hendes blik faldt til ro, klistret til dørene de nærmede sig. Hendes hånd stoppede pludseligt, og gled ned langs hendes side, da hun vidste at hun nu kom til nutiden. De konsekvenser hun stadig overvejede.

"I can't show my face on The Reggies, due to a small episode, who happened not so long ago. Me and a friend was there, and without any reason a girl poured a drink on me ... I must admit that it didn't made me happy, but when she started talking about my friend as luggage, then ... the problem with my strength came back up. I would give her a little push back so we could walk away from there ... but unfortunately, I underestimated my strength very much, and ended up sending her across the room. But I'm sure that most of the people who saw it, was either drunk or high for some kind of intoxicant. Otherwise I don't think many police-people would believe a story about a woman who threw another woman through a room without so much as blinking."

Hun tog en dyb indånding, og fortsatte derefter hastigt den lange tale, for nu da ordene alligevel kørte ud af hendes mund, kunne hun ligeså godt fortsætte uden stop. Eller måske var det fordi hun ikke havde lyst til at kende hans reaktion på ordene.

"I can't go to the police right now, because of the previous episode. Although not many were completely sober when they saw it, I think that anyway it wouldn't be so clever. But believe me, I'm doing everything I can to destroy all the previous problems. I'm sure I can do anything that will get their claims to act foolish. Otherwise, I need some help with it .... But, I suppose i'll find out soon ... Where are we going?"

Hendes ordstrøm stoppede pludseligt, og afløstes af et tilfældigt spørgsmål, hun håbede han ville besvare istedet for at kommentere de problemer hun helst ikke ville tænke over selv. Hun løftede blikket, og så op på ham. Hun forstod ikke hvorfor hun havde den største trang til at rødme, grundet de problemer hun havde. Måske var det fordi hun ikke kendte andre af hendes slags, der ikke kunne finde ud af at bruge deres kræfter, eller evner. Eller måske var det helt simpelt fordi det var første gang hun fortalte det til nogen.