You give love a bad name - (Privat, Marcus & Tammy)

Dato: 20. Maj
Tid: 04:15
Årstid: Forår hældende til sommer
Vejr: Hed sommernat
Sted: Sheria - Marcus & Tammy's lejlighed
Omgivelser: Normal lejlighed i midtbyen
Påklædning: Løs sort skjorte, jeans lettere rodet hår og generelt et vildt look.

Det var meget sent om natten. I byen var der dog stadig en del liv fra folk, der var ude til langt ude på natten for at drikke på denne hyggelige, hede sommernat. For Marcus var den del af natten ovre - og så alligevel ikke. Han var stangstiv, som han drønede af sted på sin chopper, mod hjem.
Hans aften havde startet fedt. Han havde mødt hende kvinden igen og var taget med hende ud til hendes lækre hjem. Han havde haft sex med hende. Han var også gået i bad med hende og der havde de næsten også haft sex, var det ikke fordi de begge måske var en tand udmattede efter sidst.
Så havde hun bedt ham komme af sted hurtigt derefter, fordi hendes mand ikke skulle se han havde været der.

Det havde pisset Marcus af. Han var ikke helt sikker på hvorfor, men hans blod var i kog og han havde lyst til at flå nogen levende. Vise at det var ham der var stærkest! Bare dræbe til ingen turde udfordre ham igen. Han ville finde den mand, og flå ham.

Marcus var forholdsvist hurtigt hjemme, men i modsætning til alle andre nætter han var ude, så var han absolut ikke stille med dørene denne gang. Han rev døren op og smækkede den bag sig, mens han gik ind mod stuen, mod sofaen. Den blev væltet, lige så fint, som et brus af raseri gik gennem ham.


"Sorry I'm bloody late!"

Råbte han, eftersom han vidste Tammy sikkert ville have en undskyld. Den havde hun fået. Hun fik ikke flere!

Der lød et brag. Så endnu et.. Og så brølet.

Marcus..

Hun sukkede højlydt, og sparkede irriteret dynen af sig. Med en sløv bevægelse satte hun sig op i sengen, og skævede til den halvfyldte vinflaske, som stod på natbordet, i det mørke soveværelset. Lyset havde godt nok været slukket i over to timer, men det var alligevel kun lykkedes hende at blunde halvdelen af tiden. Resten af tiden havde gået med at mumle eder, stirre ud af vinduer og en tår af rødvinen i ny og næ. Hun gled let ned fra sengen, og gik de få skridt hen til dørkarmen, hvor hun roligt placerede skulderen imod. Kun iført et par sorte shorts, og en hvid t-shirt, virkede Tamora ikke synderligt skræmmende.. Men blikket i hendes øjne talte for sig selv.

"I see the blood, but I don't feel your sorrow."

Fnøs hun køligt, og skævede til sofaen, som nok ville blive det mindste problem denne aften. Hun skubbede sig ud fra dørkarmen, og gik uden videre et par skridt nærmere den noget berusede og raseriplagede Marcus.

"And what the hell are you doing?! It's almost 4:30 for fuck sake! What's your excuse this time, huh? You missed it.. Again? And then you decided to flip the sofa, and act like a.."

Tamora standsede ikke mange skridt foran Marcus. Selv i mørket fra lejligheden kunne hun udmærket ane hans forpjuskede skikkelse, imens hun kort gav sig til at snuse til luften foran hende.

"Are you DRUNK?!"

Snerrede hun. Larmen fra chopperen havde ikke været til at tage fejl af. Han havde brændt hende af igen, for at drikke, køre hjem stangstiv og smadre lejligheden. Nu var det fandeme nok!

Marcus' blik vendte sig fra den væltede sofa over til Tammy. Der var vildskab i det. Han ønskede kort at flå hende i stykker, som hun kiggede tilbage på ham. Hendes ord fik en let knurren frem fra hans strubehoved, men han svarede ellers ikke på dem. Hans raseri forbød ham at forstå meningen bag dem og derfor ville han ikke fremstå som dum ved at svare på dem med ord.

Da hendes vrede dukkede op til overfladen, følte Marcus en endnu større lyst til at vise hvem der bestemte i hjemmet. At hun udfordrede ham, som hun gjorde nu, var bare ikke godt nok. Hun skulle være ham underdanig.
Alphagenet var så langt fremme i Marcus' sind, at han knapt kunne kontrollere sig selv, som Tammy kom tættere på.

"Like an animal? That's what you were about to say, right? I can't just turn that off. I like it too much,"

Snerrede han lavt, som han selv gik helt tæt på hende. Hans lyster, og hans vrede mixede sig sammen. Han havde lyst til at flå hende fra hinanden, men han havde også lyst til noget helt andet. Det forvirrede ham.

Hendes snerrende spørgsmål om hvorvidt han var fuld, fik vreden tilbage fuldtalligt.

"Yeah! I'M FUCKING DRUNK, TAMMY!"

Råbte han tilbage, mens han skubbede hende fra sig og selv i en noget dyrisk bevægelse bakkede væk, klar til at springe lige i synet på hende. Han havde sådan lyst. Bare lige flå, en lille smule.

"You think I care about your opinion, hm?! You're just a fuck-up I made, long ago.. I'm not sure I should ever have done that! Now you have my gifts, and you don't even deserve them!"

Som han talte, blev hans blik nærmest psykotisk vredt. For ham selv var det åbenlyst, han talte om det bid han havde udsat hende for, men det kunne sagtens være hun var tykpandet til at fatte den.

Marcus knurren, og vreden i hans blik, fik alligevel Tamora til at tænke en ekstra gang før hun standsede. Dette kunne umuligt ende godt. Hun havde oplevet ham vred, fuld og i flere andre kaotiske stadier. Men dette.. Dette var noget helt andet.

"I wasn't going to say animal! But it sounds like it would fit bloody perfect right now!"

Knurrede hun irriteret af ham. Alligevel var der noget ved måden, som Marcus bevægede sig mod hende på, der fortalte, at det bestemt ikke var i aften hun skulle vise sig svag, eller blot tilgive de undskyldninger, som der blev hevet frem. I aften var det slut!

"WHY THE HELL ARE YOU DRUNK, MARCUS?! AND-.."

Chokeret trådte hun et par skridt tilbage, da hun mærkede skubbet fra Marcus. Hun vidste egentlig ikke, om det var styrken fra den oprevede Marcus, eller om det var chokket over, at han faktisk var så drastisk at skubbe rundt med hende, som havde fået hende væk.

"Don't you dare push me away! And what the.. Have you freaking lost your mind?! I don't got any of your gifts, you drunken asshole!"

Med fornyet vrede at spore i stemmen, og en stigende interesse af hans vrøvlende ord og den fremmede fært, som hun havde nået at opfange, i det korte øjeblik, hvor de havde stået overfor hinanden, trådte hun skridtene nærmere Marcus. Hell no, om han skulle overtage nu.

"Tell me, Marcus.. What exactly have you been doing tonight?"

Med et voksende raserianfald, som var svær at sætte en dæmper på, kneb hun øjnene sammen, og stirrede hårdt på ham, imens hun nærmest hvæsede de kølige ord lige i hovedet på ham. Med hænderne knyttet langs siden, og blot stående en meter fra ham, var der ingen måde, som han kunne afvige hende på nu.

Marcus ville i dette øjeblik være faldet ned, af den ene grund, at det her ville vække naboerne og det ønskede han normalt ikke. Men han var helt ved siden af sig selv. Kunne ikke tænke fornuftigt. Var helt gal i hovedet, og som Tammy begyndte at blive mindst lige så vred, blev hans egen vrede kun stærkere. Han kunne mærke hvordan han havde lyst til at forvandle sig og bare flå struben åben på sin kæreste.

"Yes you do!"

Svarede han hidsigt, da Tammy sagde hun ikke havde hans kræfter. Han ville ikke diskutere. Det var så tæt på at han slog ud efter hende, havde det ikke været for en minimal form for kontrol, der kort dukkede op som hun spurgte hvad han havde lavet i nat. Normalt var det nu, han ville lyve sig uden om, men Marcus var bedøvende ligeglad. Raseriet havde opslugt hans evner til manipulere sig uden om sagerne.

"I got drunk and fucked a woman. Why the hell do you care? You're just my little screw-up anyways. But I still remember that taste of your flesh. Maybe I should tear you open.. Again.."

Knurrede han lavt, som han kunne mærke den lille smule kontrol forsvinde igen. Alligevel forblev han i menneskeskikkelse endnu, som han kastede sig frontalt ind i hende, væltede sammen med hende ned på gulvet. Hans lyst til at bide blev altoverskyggende voldsom. Han sænkede blikket mod det bidemærke der aldrig helt kunne forsvinde fra en varulv. Hendes højre arm. Han greb fat om den og satte sine mennesketænder i den. At han ikke bare havde forvandlet sig måtte skyldes fuldskaben. Måske var det det. Måske havde han alligevel ikke særlig meget kontrol.

Hun fnøs kort.

"Like what?!"

Nærmest skreg hun. Hvis det ikke var på grund af vreden, kunne hun meget nemt ligne et stort spørgsmålstegn i øjeblikket. Hun havde ingen idé om, hvad filen Marcus rablede om. Kræfter? Hvilke kræfter?

"You fucked a woman.. Great. Yea, just fantastic! And you ask me why I care? Well.. I don't even know anymore! You're freaking player! A dog out of control! And you.. My.."

Langsomt, blot ganske langsomt, gik det op for Tamora, hvad Marcus faktisk mente. Hun havde svært ved faktisk at tro ham helt i hans fulde tilstand, men det forklarede selvfølgelig, at der altid havde været noget ved hans ulveform, de ganske få gange, hvor hun havde set ham i den. Desværre forbød hendes tunge tanker hende at handle ret hurtigt, så derfor endte hun i jorden, som en sæk kartofler.

Hun skreg. Smerten overraskede hende, men det var ligesom at få et flashback af den skrækkelige dag, hvor smerterne tog over. Tamora vred sig under Marcus noget større krop, mens skriget og smerterne blot syntes at vokse. Selvom det blot var mennesketænder, så var det en frygtelig følelse.

"GET.. GET OVER ME, YOU PSYKO!"

I et desperat forsøg trak hun hovedet bagover, og sugede en god mundfuld luft. Hendes krop var stort set magtesløs med Marcus liggende oven på sig.. Derfor så hun det lidt, som sin eneste mulighed, da hun med munden på fuld gab, kylede et flammehav lige mod Marcus.

Som Marcus fik flået en luns kød af Tammys arm, kunne han mærke raseriet blive endnu værre. Han vidste ikke hvorfor, da de resterende fornuftige tanker forsvandt som dug for solen. Han knurrede lavt, men blev kastet bagover da Tammy sendte et flammehav direkte op i ham. Hans brystkasse blev svitset en del, sammen med det meste af hans ansigt og han begyndte hurtigt at rulle rundt mens han brølede højt af smerte. Hans rullen rundt fik slukket ilden, men på ingen måder den dyriske vrede der kom til overfladen, som hans tøj faldt af, mens huden begyndte at gro pels og hans knogler begyndte at lokere sig anderledes.

Efter kort tid var han i fuld ulveskikkelse og han rejste sig igen. Megen af pelsen var svitset af, og der var slemme forbrændinger på ham, men han var for rasende til ænse det. Han knurrede dybt, gutturalt, og kredsede lidt rundt foran Tammy, før han igen sprang på hende, denne gang mest for at sætte sine kløer i hende. Han ville dræbe! Han ville ødelægge hende, han ville ødelægge hele dette hjem! Alt omkring ham skulle dø. Også familien der boede nedenunder. Alle sammen. Intet skulle overleve Marcus' vrede denne nat. Intet!

Han fik sat sine kløer i hendes skuldre, og brølede hende dyrisk i ansigtet, mens han forsøgte at flå i hende. Om han nåede særlig langt var ikke til at vide.

Tamora trak sig bort, stadigvæk skrigende, med armen knuget ind til sig. Hun stirrede mod den flammende skikkelse, som rullede brølende rundt på gulvet, med et blik der konstant skiftede mellem hysteri og raseri. Marcus havde forrådt hende og såret hende på det dybeste. Det var hans skyld, at hun var her nu. Det var hans skyld, at hun var et stort, pelset, flamberende monster. Det hele var hans skyld!

I et desperat forsøg, da Marcus pludselig begyndte at ændre form, kastede Tamora sig hovedkuls afsted mod køkkenet, der befandt sig blot få meter fra hende. Hun fortumlet og skadet, så en forvandlingen virkede mest, som en plan B. Desuden vidste hun, at Marcus formegentlig kunne være stærkere end hende på flere punkter. Måske..

A knife! Get the knife, get the knife, get the..

Hun var netop nået på benene, og nåede ikke at tage mange skridt, før hun mærkede den tunge vægt tumle hendes krop omkuld, og smerten fra kløerne i hendes skulder. Atter skreg hun, da hendes krop tumlede i gulvet. Ansigtet var godt nok vendt bort fra ulven, men den havde frit udspil til hendes ryg, som kun svagt var dækket af den ødelagte t-shirt.

"MARCUUUS!"

Flammerne stod omkring dem. Tamora var edderrasende, men dybt panisk over, at hun var mast i en stilling, der gjorde hende forsvarsløs. Til gengæld var hendes evne ude af kontrol, og flammerne stod på fuld styrke. Flere steder fik de fat i stole, borde, planter eller møbler. Varmen begyndte så småt at nærme sig. Hendes eneste chance var nu at efterligne Marcus. Hun sendte et slag bagover, med sin egen frie hånd, i et forsøg på at ramme ulvens ansigt og skubbe den en anelse bort.

I en noget med rodet forvandling, begyndte kroppen i midlertidigt at tage form, samtidig med, at håret blev en del af hele kroppen, som var i gang med at vokse sig stor. Den noget mindre, sorte ulv, peb og klynkede, mens den vred sig under Marcus. I et desperat forsøg drejede den hårdt nakken, og snappede op efter siden på Marcus.

Marcus ænsede ikke Tammys udråb, som han stod med forpoterne på hendes ryg. Hans ene pote strak sig ned over hendes ryg, men videre nåede han ikke før der begyndte at være ild over det hele. Han trak sig meget hurtigt væk da der gik ild i hans venstre pote og han blev bidt i siden, og han peb kort, da ildalarmen i lejligheden gik i gang. Tonen var ulideligt høj og som han daskede sin pote mod sofaen og den slukkede, peb han et par gange mere, før vreden skyllede sig ind over ham på ny.

Han havde et bidsår i siden nu, var godt svitset flere steder og lignede virkelig en af de hunde man fandt i de allerværste slumkvarterer. Med en knurren begyndte han at kredse om den mindre ulv. Der gik flere alarmer i boligblokken og han gøede højt som reaktion. Lyden var irriterende, gjorde ham edderspændt. Nu skulle alle [i]Virkelig[i] dø!

Han vedblev sin kredsen om den klynkende hunulv, stirrede hende udfordrende i øjnene, men da han snappede ud efter hende, ramte han ikke. Han var begyndt at blive langsom over skaderne. En knurren dukkede op i halsen på ham igen. Det her var bare ikke godt nok! Hun skulle dø for at have udfordret ham sådan.

Endnu en gang kastede han sig frem mod hende.

Tamores skrig blev hurtigt til hyl. Der strakte sig nu lange sår nedover den pelsede ryg, som bestemt ikke brød sig, om de ophedede omgivelser. Med et forskrækket piv kom ulven vaklende på benene, og haltede et par skridt væk fra Marcus, i samme øjeblik, som brandalarmen gik i gang. Tonen var frygtelig høj, og skar irriterende meget i hendes sarte øre. Det var umulig at spore, hvor den helt præcist kom fra, da det lod til, at det resulterede en slags kædereaktion af alarmer.

Et hurtigt blik ned på den højre forpoter fik hende til at genoverveje sine chancer. Der var ikke ret meget fornuftig tankegang kørende i hovedet på hende lige nu, men en ting var sikkert: Marcus havde skadet hende grumt, og dermed brugt sine sidste chancer. Hun var rasende!

Ulven snurrede hurtigt omkring, da hun genkendte den andens knurren, og rystede kort på hovedet, da noget af røgen fra lejligheden, var begyndt at generer hendes sarte snude. Hun fnøs kort, og slikkede sig over snuden, inden hun advarende blottede tænderne af Marcus i en dyb, dyb snerren.

Eftersom hun næsten kun havde tre ben at holde sig til, forblev hun stående på samme sted hele tiden, samtidig med, at Marcus gav sig til at kredse om hende. Da han få gange snappede ud efter hende, rykkede hun sig kluntet til siden, og sendte ham et oprevet "bjæf".

Da hun endelig bemærkede en ændring i hans positur skyndte hun sig at dreje sig, nøjagtig så meget, at hun kunne spring op mod ham samtidig. Der blev smækket hårdt med kæberne, som denne gang havde udsigt til hans hals/strube. Fra Tamora var der ikke længere nogen nåde at føle.

Marcus vedblev sin snerren og biden ud mod Tammy et stykke tid, til hun selv lige pludselig - for pludselig - gav igen af samme skuffe. Han nåede kun lige at få undgået hende, men han kunne sagtens mærke at der blev trukket nogle bidesår gennem siden af halsen. At det sprøjtede med blod beviste blot, at hun ikke havde ramt nogen pulsåre, men det var nok til, at Marcus pludselig igen så klart. Hvad var det egentlig han havde gang i? Ville han virkelig myrde sin kæreste? Han var jo glad for hende. Han kunne godt lide de aftener de benyttede sammen når han ikke var ude at duske en anden fordi han ikke havde nok i baren én kvinde. Et eller andet sted elskede han hende, selvom han i starten havde valgt at tage hende ind til sig fordi han gerne ville undgå at hun begik noget for farligt i sin ulveagtige vrede.

Han stoppede sin kredsen, slikkede sig kort om snuden, bjæffede lavt og løb derefter forbi hende, ud i badeværelset. Det var bedst at holde en væg og en dør mellem dem, hvis han skulle tilbage i menneskeskikkelse og gøre det godt igen. Hvordan han havde fundet på at starte en fejde som denne, var ham fuldstændig uklart. Han forstod ikke hvorfor der havde været så meget raseri. Det var næsten som da han for første gang havde forvandlet sig, og nu var han bange for hvilke konsekvenser der ville være denne gang.

Ude i badeværelset nåede han at få sig forvandlet og fik lukket og låst døren. Han lænede sig kort op af væggen ved siden af, lige for at få luften tilbage. Han lagde en rask hånd over sin nakke, der var rimelig opflået og fik taget sig sammen.

"Listen, Tammy, it wasn't on purpose! I didn't mean to bite you, I didn't mean to cheat on you, but it's done! I can't undo that damage, but maybe I can fix it!"

Råbte han gennem larmen i et forsøg på at reparere det hele. Men han burde have sagt sig selv at intet levende individ ville være som et køretøj. Man kunne ikke bare reparere folk. Det gik ikke, og det ville aldrig nogensinde komme til at gå.

"I know you can't forgive me, but please just think about it, okay?"

Man kunne næsten fornemme, hvordan tilfredsheden over endelig at kunne smage blodet fra Marcus, rislede igennem den stadigvæk noget mindre, men yderst arrige hunulv. Dog virkede hun knap så tilfreds med, at hendes udsete mål pludselig, og bogstavelig talt, stak halen med benene og flygtede afsted gennem lejligheden. I et kort sidste forsøg snappede hun ud efter ham, da han satte af forbi hende, men fik desværre ikke fat.

Med en irriteret knurren, vendte ulven sig haltende, og satte af efter Marcus, som nu havde valgt at barikerer sig ude på badeværelset. Det kom som noget af en overraskelse, da døren pludselig blev smækket i foran hende - men det standsede hende ikke alligevel. Raseriet over Marcus fik stadigvæk blodet til at koge, samtidig med, at der var begyndt at danne sig en lettere klaustrofobisk følelse af at befinde sig i et rum, med flammerne der efterhånden havde taget godt til, og ingen udgange at spore, udover badeværelset, som nu var blokeret. I fuld fart bragede Tamora direkte ind i døren, der til hendes store fortvivelse ikke gav sig nær så meget, som hun havde regnet med. I stedet gav hun sig flere gange til at bumpe den efterhånden noget svækkede krop imod døren, og skrabe ned i kanten. Udover et par tydelige mærker, og nogle kradsemærker, lod det ikke til at gøre yderligere skade på døren.

Derfor trak hun sig knurrende tilbage, så langt som flammerne tillod hende, og stirrede hadsk på døren. Marcus kunne ligeså godt have talt til en dør. Hun hørte ham tydeligt, til trods for larmen, men de ord gav ikke længere nogen mening. I stedet forsøgte hun at finde på en plan, for at nå ind på badeværelset.

Som Marcus stod bag ved døren og der lød nogle noget høje bump, spærrede han øjnene let op. Han håbede inderligt at deres magi, de havde lavet på den, virkede. Efter at Tammy havde havde ramlet ind i den et par gange og der derefter blev stille, sukkede han lydløst af lettelse. Det virkede. Så havde gamle far i det mindste givet ham bare lidt hjælp med på vej, da han var skredet dengang. Men han kunne ikke bare sidde herude mens ilden sendte røg ind under døren. Selv hvis han åbnede vinduet herude, ville der være meget. Og så ville politiet nok komme og de ville begge to være fucked. Men noget måtte han gøre, om det så skulle være at kravle ud af det satans vindue.

Han fandt et par sorte shorts i det lille skab på badeværelset og trak hurtigt i dem, hvorefter han gik hen til vinduet og åbnede det. Han skulle også til at kravle ud, da det gik op for ham, at han ikke kunne efterlade Tammy derinde. De havde jo puttet samme magi på vinduer og døre over det hele derinde, så hvis hun ikke kunne forvandle sig over vreden, ville hun nok sandsynligvis blive kvalt til døde derinde. Det ønskede han ganske simpelt ikke!

Han efterlod vinduet åbent og gik hen til døren igen, hvor han forsigtigt kiggede ud af nøglehullet. Han kunne ikke umiddelbart se hende derude, men hun kunne jo være hvor som helst.

"Can we at least talk this through, and not try to kill each other, Tammy? I mean.. I'm sorry for what I've done,"

Råbte han, mens hans sind råbte højt at han skulle lade være. Det var farligt, det her. Han stod flere minutter og overvejede hvad han skulle gøre. Til sidste traf han et valg.

"I'm opening the door. Just give me one chance to explain myself,"

Lød det råbende fra ham igen. Han ømmede sig let ved sine forbrændinger og bidsår, men valgte alligevel, meget forsigtigt, at låse op og åbne døren, lige så langsomt og stille.

Det tog Tamora et øjebliks hadefuld stirren imod døren, før hun indså, at den jo var forseglet med magien, som Marcus havde slæbt med hjemmefra. Eftersom hun aldrig havde været specielt aktiv i det overnaturlige miljø, var hendes kendskab indenfor magien, som man kunne diske op med i hjemmet bl.a., yderst minimal. Derfor var det Marcus der havde stået for det meste, da de havde besluttet at forsegle alle former for indgange/udgange til lejligheden.

Hun fnøs kort over sig selv, men opdagede hurtigt, at snuden også var blevet generet af røgen, som var taget kraftig til derinde. I et korts øjeblik desperation kastede ulven et hurtigt blik tilbage i resterne af lejligheden, efter en mulighed, som kunne få afsluttet dette hurtigst mulig. Og dér! Ikke langt fra hende, hængende på en stol, befandt hendes bælte til den officielle politiuniform sig, med sin pistol og hele møget. Hun var en af de få betjente, der faktisk fandt det fornuftigt, at tage den med hjem.

I noget der lignede en krampe, røg ulven ned på jorden, ligesom da hun først havde forvandlet sig til ulveskikkelsen, hvorefter pelsen, ørene og halen begyndte at skrumpe ind for til sidst at efterlade hende i sin menneskelige skikkelse. Selvom adrenalinen hele tiden skiftede mellem at få tingene til at føles enormt hurtigere og sneglende langsomt, havde den seneste forvandling alligevel taget adskillige dyrebare minutter. Det havde både givet naboerne omkring dem tid til at ringe til politiet, imens brandvæsnet rykkede nærmere og Marcus havde atter råbt nogle uforståelige ord. Det eneste hun så for sig nu, var den skinnende pistol, der reflekterede flammernes lys imod hendes blik.

I en noget haltende bevægelse fik Tamora skubbet sig selv på benene, hvorefter hun hastede hen, og fik fumlet pistolen fri. Hun orkede ikke engang at tjekke, da hun ikke ligefrem var en flittig bruger af pistolen til daglig, så hun vidste, at alle patronerne var der. Hvordan der så var forsvundet nogle, var en sag, som hun måtte tage sig af senere hen.

Kold overfor flammerne som slikkede nærmere badeværelsesdøren, og det faktum, at hun ikke længere havde en trævl på kroppen, stillede hun sig et par skridt tættere på døren, før hun trænet fik taget sigte, ca. midt på døren.

"OPEN THE DOOR, MARCUS!"

Råbte hun tilbage. Om Marcus havde hørt hende var usikkert, men blot få sekunder senere, blev døren åbnet. Det var tvivlsomt, hvor meget han nåede at se af den blodige, forpjuskede Tamora, men så snart hun fik det mindste glimt af Marcus gemt bag døren, sendte hun de første fire skud efter ham.

Marcus hørte råbet, mens han var i gang med at åbne døren. Han stoppede mens den stod på klem, men blev enig med sig selv om, at siden hun talte som menneske, så ville hun vel give ham en kæmpe skideballe. At deres fysiske magtkamp nu var ovre. Han valgte at åbne døren til fire høje pistolskud, der ramte ham direkte i brystkassen. Han var ved at falde bagover, men hans krampagtige tag i døren holdt ham stående, som smerten overmandede ham og fik ham til at stirre chokeret på Tammy, derefter ned ad sig selv, hvor de fire skud omgående fik blod til at rende ud. De var gået direkte gennem ham, så han forblødte blot endnu hurtigere. Han fik meget hurtigt besvær med at trække vejret, som der kom blod i lungerne og hjertet begyndte at slå mere langsomt. Det var blevet skadet af skuddene, så Marcus var godt på vej til et sted, han egentlig ikke ønskede at ende, så tidligt i sit liv.

Med et hæst gisp trådte han et enkelt skridt frem, før benene gav efter. Han landede hårdt på knæene og han slap dørhåndtaget, som han måtte støtte hænderne mod gulvet. Sikkert for at komme op igen. Han kunne ikke bare ligge her. Han måtte ud fra den brændende lejlighed. Overlevelse stod som et kæmpe billede for hans hjerne, men hans krop gav lige så stille op.
Han endte med at lande på siden med en hosten der lød og smagte fælt af jern. Eller var det jern? Nej, det var sgu nok blod.
Der kom fucking blod op i halsen. Panikken stod frem i hans øjne.

"No.. Why'd you do.. That?"

Spurgte han anstrengt, som han så op på Tammy med det paniske blik i øjnene. Det var allerede begyndt at sortne for dem, som han mistede mere og mere ilt. Den ene lunge var smadret af to af de skud der havde ramt ham. Han blev langsomt kvalt og han havde aldrig oplevet noget så forfærdeligt.
Jo, måske det, at han havde forrådt Tammy og at han nu blev forrådt af hende. Hun havde skudt ham. Han var forvirret og forstod det slet ikke. Kunne ikke begribe det.

Både synet og lyden talte for sig selv. Hun havde ramt ham.. Og grundigt. Tilfredsheden flammede kort til syne i Tamoras chokoladefarvede øjne, før den atter forsvandt, da Marcus klamrede sig til døren, som han snart så ud til at klamre sig til livets sidste dråber. Der var ingen kære mor at spore hos Tamora. Selv om Marcus kastede et blik mod hende, stod hun blot foran ham, nøgen og bevæbnet, og stirrede uden tøven ned på hans beskudte brystkasse, før hun søgte hans blik igen.

Med langsomme og tungere skridt end forventet, begyndte hun langsomt at nærme sig Marcus, som meget hurtigt, var blevet meget bleg. Blodet der strømmede fra hans brystkasse, var også begyndt at dukke op i hans mundvige da han hostede, og hun blev hurtigt klar over, hvor fatale skader hun egentlig havde pådraget ham.

Endelig gik hun helt op til hans ansigt, hvor hun forsøgte at sende ham et hårdt blik, der kun blev forpurret af det blanke, som var begyndt at dukke op i hendes øjne. Hun var selv i tvivl, om det var røgen der snart fyldte hele lejligheden, eller om det virkelig var fordi Marcus virkelig havde ramt hende den aften. Ikke bare fysisk, men dybt, dybt psykisk. Marcus som havde taget hende til sig, da hun troede at verden havde været et stort helvede. Ham som havde lært hende mere om ulvens side, end hun nogensinde ville have lært på egen hånd. Men nu forstod hun så endelig, hvorfor han havde valgt at gøre det. Hun var intet andet end en.. en lavet ting.

"Because, Marcus.. I'm just a fuck-up you made long ago.."

Lød det hæst fra hende, imens hun mærkede en salt, og forholdsvis kølig tåre glide ned over den højre kind. Blodet og smerten ænsede hun ikke mere. Blot trætheden. Hun var tung i hovedet, og om end mulig, endnu tungere i hjertet, der føltes som om, det var lavet af bly. Hun måtte.. væk. Men hun kunne ikke gå. Ikke endnu. Pistolen holdt hun stadigvæk, men ikke længere rettet imod Marcus.

Som Tammy kom tættere på, forsøgte Marcus at komme op. I det mindste op at sidde. Men blodtabet tvang ham til at blive liggende. Han havde ingen kræfter tilbage i kroppen, og det eneste han kunne gøre lige nu, var at trække vejret hæst. Han begyndte at fryse og han vidste udmærket godt hvad det betød. Døden var nær. Ikke desto mindre gjorde det ham ikke mindre angst for den. Han vidste ikke hvor han ville ende.

Som han kunne se Tammys øjne, der blev blanke og hørte hendes ord, gik det op for ham. Hvis nu bare han holdt sit blik og sine tanker på hende, så var det måske ikke helt så slemt. Han hostede en enkelt gang, hvor meget blod kom op fra halsen og ud af munden på ham og så rakte han sin hånd frem. Den endte om hendes ankel og der blev den. Han havde ikke engang særlig hårdt fat.

"Nontheless.. A good fuck-up. Be strong Tamora,"

Forklarede han hende, mens hun begyndte at forsvinde for hans blik. Han håbede hun ville stå ved sit valg og at hun ikke selv endte med at dø tidligt, som ham. Han ønskede at hun skulle leve meget længere og ikke være ulykkelig. Hvordan hun virkelig havde det nu, vidste han virkelig ikke.

Den næste halvkvalte udånding Marcus kom med, var den sidste, og hans greb om Tammys ankel løsnede sig fuldstændigt, som hans hjerte stoppede med at slå.

//Out ------ Karakterdød

Tamora mærkede hånden om anklen. Grebet var dog slet ikke hans.. Det var ikke Marcus. Han var snart væk. Svækkelsen var tydeligt at føle, da hun så let som ingenting, havde kunne trække foden til sig igen. Men det gjorde hun ikke. Ikke engang selvom blodet, der blev hostet ud ved siden af hendes fødder, gav hende stor lyst til det. Måden han så på hende - eller i hvert fald forsøgte - var nok til at få hende til at blive nogle flere dyrebare sekunder. De havde jo trods alt været igennem en masse, når det nu skulle slutte.. På grund af hende.

I lettere vaklende bevægelse satte hun sig svagt på hug, imens hun konstant fastholdte det følelseforladte blik, som kun blev forpurret af tårerne, og det faktum at røgen var begyndt at generer hendes luftveje gevaldigt.

"M-Marcus..."

Ordende kom som lidt af en overraskelse. Og så var han væk. Hendes hånd befandt sig få centimeter, fra at have grebet om hans håndled, og mærke hans håndtryk, bare en sidste gang. Men nu var det slut. Lidt mere fast i blikket rykkede hun sig hurtigt fri af den dødes greb, og rejste sig. Først nu, var panikken begyndt at melde sig. Hun havde skudt Marcus. Hun havde dræbt en! Forfærdet og komplet rundt på gulvet, kylede hun pistolen fra sig, ind i den nu brølende ild, der hidsigt var i gang med at fortærer det meste af lejligheden, og fylde resten med røg. Til trods for hendes ikke specielt lange periode hos politiet, kunne hun i sin omtumlede tilstand sagtens regne ud, at dette ville give hende problemer til halsen. Fandens også!

Hun greb hurtigt fast om Marcus overraskende tunge krop, og forsøgte med desperate bevægelser, at slæbe ham nærmere ilden, så den i det mindste kunne få fat, og slette nogle værdifulde spor. Da hun synes, at kroppen lå tæt nok, og hendes egen ikke tillod hende at gå ret meget længere på grund af varmen og udmattelsen, satte hun en fod i siden på Marcus, og skubbede ham et par centimeter længere ind. Dybt udmattet trådte hun et par skridte tilbage, inden hun kort forsøgte at hoste lungerne fri, imens tårerne fortsat væltede nedover kinderne.

Goodbye, loverboy..

Vaklende vendte hun omkring og hastede ud på badeværelset. Uden at vide hvorfor, greb hun et håndklæde, og knugede det ind til sig. Det virkede som en slags.. afsked. Håndklædet og hende lod til at være det eneste, som ville overleve fra denne lejlighed. Alt, hvad der nogensinde havde foregået var nu destrueret eller gemt i sindet hos hende.. Det kunne blive meget farligt. Tamora kastede et sidste blik ind på skikkelsen, der stod på grænsen til at blive opslugt i flammerne, før hun flåede vinduet åbent, og uden at give sig selv mere tid til at tænke over det.. kastede hun sig ud af det. Hendes skrig var lydløst. Mund og åbne var åbne. Øjne og øre især, fornemmede hvordan lyde og lys pludselig blev meget kraftigere. Ikke nok med alarmerne var gået i samtlige lejligheder, så var der ankommet op til flere biler. Politi såvel som brandvæsen. Det kunne hun i hvert fald hurtigt konstatere, da hun efter et frit fald fra 2. etage, splitternøgen, smadrede direkte ned i foruden på en politibil. Der lød en knasen, som hun end ikke kunne spore. Lydende, lugtende og synet gled fra hende. Panikken kunne hun mærke. Og noget skarpt under hende.. Og.. Varmt? Blinkende lys over det hele, og stemmer der pludseligt kom meget nær hende. Men hun kunne ikke svare.. Og ville ikke. Smerterne og udmattelsen trak hende bort. Hun mærkede knap hænderne der forsigtigt greb fat om hendes krop, og trak hende ned fra bilen. Bevistheden var langt væk lige nu, og håndklædet ligeså.

Døren til ambulancen blev lukket, og lysene forsvandt i mørket.

//Out.