Not again. (Wicked) - Privat

Dato: 8. februar
Tid: 12.12
Sted: Muse Natklub
Omgivelser: Klubben er mere eller mindre tom da det er lige før eftermiddag, få har dog alligevel dristet sig til at slæbe et menneske med til at forfriske sig lidt på.

Izriel havde tilladt sig at sove længe og stå alt for sent op. Efterfølgende havde hun lavet sirupinsyltede pandekager til morgenmad og trisset rundt i huset mens hun i en overspringshandling fra en rapport havde ryddet lidt op, for til sidst at kaste sig et dejligt varmt karbad med en god bog. Mmhm, vacation.
Åbenlyst lod hun de store, sorte vinger vælte udover kanten på badekarret, mens hun fiskede et stykke tyrkish delight op ad æsken, som stod på en stol ved badekarrets kant. Roligt vendte hun en side i bogen, da det gav et kraftigt ryk i hele englens krop og hun blev flået ud af badekaret så hendes drivvåde krop gav et klask imod det kolde stengulv. Fuldstændigt desperat klamerede hun sig til kanten på badekaret mens hun kneb øjenen sammen i dyb fortvivlelse - Not again, not again, not again! Not now, I'm naked god damnit.
Så skete der ikke mere, langsomt åbnede hun det ene øje og fandt sig selv i den fuldstændige latterlige position, der fik hende til at udstøde et utilfredst fnys, inden hun kæmpede sig på benene mens hun betragtede bogen drukne i det lune sæbevand.


En grim mavefornemmelse havde dog indfundet sig hos englen, der ikke var længe om at blive tør og få trukket et par stramme mørke jeans og en tanktop på. Et kort øjeblik overvejede hun hvorvidt det var klogest at flyve eller køre, men blev hurtigt enig med sig selv om, at hvis det var et sted inde i byen ville hendes vinger kun være til besvær. Godt nok tog bilen væsentligt længere tid, men Colt havde sikkert fortjent den røvfuld der var på vej til hende og Izriel blev derfor enig med sig selv om, at bilen var bedst.
Hurtigt trak hun den figursyede læderjakke på og kastede sig så ud i den sorte mustang hvor hun tændte bilen. Arrigt bed hun tænderne sammen, Colt. Hun havde bare en tendens til at gøre Izriel i virkelig dårligt humør og få hende tilkaldt på de mest obskure tidspunkter.
I en overilet vending fik hun kylet den store bil ud på kørebanen, hvor hun med speederen i bund kørte imod hvad Colts lokation nu engang var. Ikke længe efter svingede englen hurtigt ind på en parkeringsplads hvor man havde udsyn til klubben, Colt var derinde, hun vidste det.


Muse - Izriel havde hørt om stedet og bare tanken om hvad der kunne være derinde gav hende lysten til at slæbe alverdens uddrivelses-udstyr med hun nu engang kunne finde, men tiden var ikke rigtigt til det og at dømme ud fra gorilla størrelsen på dørvagterne var det ikke just typer, hun havde lyst til at forklare stakes, vievand eller andre våben overfor.
Hurtigt pustede hun en af de endnu fugtige lokker væk fra ansigtet og sprang så ud af bilen, inden hun gik hen til klubben og langsomt åbnede døren mens hun bare ventede på at blive stoppet, men det skete ikke, dørmændene gad ikke engang så meget som at se efter hende da hun åbnede døren til klubben.

"Okay Colt, I'm on vacation. Stop fooling around and come with me. Now, please!" Knurrede hun så ind i klubben, men fandt ikke synet af det rødhårede tossede pigebarn. Et par dæmoner i den ene ende af klubben stirrede stift på hende, men udover det fangede hun kun receptionistens opmærksomhed, der med det samme greb en telefon og gav sig til at ringe.

Der gik mindre end tre minutter fra receptionisten hævede røret, til dørene i den private elevator i hjørnet gled fra hinanden og Wicked trådte ud. De to, muskuløse mænd, der havde fulgt Izriel ind, men holdt sig i baggrunden indtil englen gjorde andet end at hæve stemmen, så over imod ham og trak sig tilbage, da Wicked gav et lille vift med hånden. Han trådte selv hen imod Izriel, med et let hævet øjenbryn.

"I'm afraid Miss Rey is somewhat occupied. Permanently so, if she fails to give me the answers I seek."

På trods af ordene var den dybe stemme ikke truende, men mærkeligt høflig, som om menneskets lidelser i kælderen, der havde tilkaldt Izriel, var et mere eller mindre dagligdags samtale-emne. Han standsede et par skridt fra hende og tiltede det blonde hoved tilbage, næsebor svagt udspilede, mens han vejrede luften.

"And although I am quite certain that I might guess from the sweet scent of feathers and your hurried arrival.."

De hvide, let spidse tænder kom til syne i et cheshire-grin der strakte hans læber. Hans blik sænkede sig til hendes ansigt igen, fangede lyset på vejen og reflekterede det så de mørke øjne et øjeblik glimtede med et hvidt skær, der mindede om et rovdyr fanget i et spotlight.

"Who might you be?"

Han slog let spørgende ud med hånden og musklerne under den mørke silkeskjorte spillede svagt ved bevægelsen.

Izriel udnyttede til fulde sine tre minutter, hurtigt fik hun studeret klubbens indretning og hvem der befandt sig, men af samme årsag fik hun også hurtigt konstanteret at Colt ikke var nogen steder at se. Hun vidste dog at hun befandt sig i bygningen, hele hendes eksistens drejede sig pt. om mennesket og hun kunne af samme årsag sagtens bestemme hendes lokation.

En diskret lyd fra den ankomne elevator fangede med det samme englens opmærksomhed, og synet der kom hende i møde da Wicked trådte ud af den lille metalæske, fik hende til at hæve øjenbrynene let.
Oh hun kendte ham, han ville sikkert ikke have den fjerneste anelse om hendes eksistens, men rygter som Wickeds var svære at komme af med, især blandt folk som Izriel.
Hendes ansigt fortrak sig dog ikke det mindste, ikke før han åbnede munden og talte. Mest af alt havde hun lyst til at klaske en flad hånd imod panden og bede Colt om at segle i sin egen sø, men sådan kunne det ikke blive, det var fysisk og psykisk umuligt for hende at forlade stedet uden mennesket.

"Wow, you are indeed good at guessing games. Then you might as well know why I am here, and why I don't intent to leave without your temporary plaything!"

Englens stemme var blid og en kende sarkastisk, hun havde slet ikke lyst til at være her, sammen med en oldgammel dæmon der skulle til at hygge sig for alvor med det mest klodsede og tossede menneske der kunne sætte ben på jorden; Izriels sjælebundne menneske.

Hendes krop var parat til at flytte sig til hver en tid, hun skulle ikke berøres eller på nogen anden måde i kontakt med dæmonen og havde af samme grund valgt at skrue gevaldigt ned for hendes aura, selvom det var et spørgsmål om temperament. Udenpå lignede hun dog mest en der var rolig som en klippe, det var hun god til.
Kort fugtede hun læberne og brød så ud i et lille smil

"Sooo, what if you find another human and have some fun, while I take the annoying teenager off you'r hands hm?"

Englen havde ikke engang selv regnet med at det ville gå, men det ville ikke undre hende hvis Colt allerede havde formået at drive Wicked til vanvid og han var parat til at betale for at komme af med hende.
Roligt lod hun de isblå øjne glide vurderende nedover Wicked, inden de havnede ved hans smil, godt nok virkede det udadtil ganske venligtsindet, men hun havde ikke tænkt sig at lade sig narre, desuden sagde øjnene det hele, han var ikke typen man spenderede tid med for sjov.

"Then it would seem we have a great deal of time in which to get to know one another better."

Han hævede et øjenbryn svagt, selvom det ikke krævede mere at udtrykke den hån han havde tilovers for sarkasmen i hendes stemme. De lange ben satte sig i bevægelse og bragte ham tættere på hende i en rullende gang, der fik de forskellige muskler til at spille under tøjet, selvom han bevægede sig for smidigt til at det virkede som om der egentligt var nogle knogler i kroppen til at begrænse ham. Den samme, benløse kravlen, et rovdyr krøb imod sit bytte med. Den eneste forskel var at luften omkring Wicked summede af hans egen, dæmoniske aura, der syntes at skubbe luften væk og erstatte den med skygger.

"But I believe I said 'who', not 'why'. The why doesn't interest me."

De mørke øjne spillede af undertrykt humor over det vagtsomme blik i Izriels øjne, og den stoiske maske af påtaget afslappethed. De langsome skridt standsede lige uden for rækkevidde, selv for de lange, muskuløse arme. Hans øjne, derimod, gled over hende mens han talte, og dybt i de mørke pupiller var der en fjern, rødlig glød, der fik blikket til at virke håndgribeligt, som silke der blidt og forførende strejfede hendes hud.

"The 'who' on the other hand.."

Den dybe stemme lagde en særlig vægt i ordene, en lokkende intimitet, der vækkede billeeder af mørke soveværelser og hede øjeblikke. Hans ene arm hævede sig i afstanden mellem dem, de slanke fingre strakt ud imod hendes kind, som om han havde tænkt sig at tage det sidste trin og lade fingrene glide henover hendes hud. En svag bevægelse, ikke mere end en muskel der spillede på hans bryst under skjorten og han lænede sig et par centimeter frem, kun for at vende ryggen til hende og gå i retningen af den nærmeste af sofagrupperne der var placeret på små platforme rundt omkring i klubben. De slanke fingre hævede sig efter et par skridt og viftede let over hans skulder, en indbydelse til hende om at følge efter.

"I have no intention of releasing her. But please. Feel free to try and persuade me."

Det blonde hoved vendte sig let, så han kunne sende hende et forførende charmerende smil, før han lod sig glide ned på sofaens hvide læder.

Izriel blev stående da den blonde dæmon kom tættere på hende, hun skulede kort rundt i klubben, jo tættere han kom desto tykkere blev luften, sådan føltes det i hvert fald. Det var nærmest som om at hans aura fik hele rummet til at indskrænkes til kun at rumme de to. Hun sank en klump og lod de blå øjne flakke op langs dæmonen indtil han nåede sit punkt.
Noget i hendes bryst snørede sig helt sammen til en ganske ubehagelig fornemmelse da han rakte ud after hende, langsomt fik hun taget et halvhjertet skridt bagud da trangen til at lade ham berøre hende væltede ind over hende, tanken om hans stærke hånd imod hendes bløde hud.

'Well, he is pretty handsome.. for a demon.. Maybe one touch won't hu... STOP!'

Englen bed tænderne sammen så en brændende smerte skød op igennem musklen, hun kunne ikke lade en dæmon røre ved hende, aldrig nogensinde, det havde hun aldrig ladet ske og det skulle aldrig ske. Et øjeblik fik hun helt kvalme over sig selv, hvordan kunne hun overhovedet tænke sådan noget i første omgang?

"Oh stop it will you? I'm just the third angel from the left. You know that. Just let me take the human and we're both out of you life!"

Snappede hun så ud mellem de sammenbidte tænder, inden hun totalt åndsfraværende fulgte Wicked over til sofagruppen, dog uden at sætte sig. Interesseret lod hun de kølige blå øjne glide over Wicked, hun kunne snildt forestille sig hans duft tæt på, eller hvordan han så ud uden skjorte, eller andet tøj... i hendes seng

'Oh yea? I'll show you persuasion.... Gah fucking hell Izriel, quit it!'

Englens øjne nåede ganske kort at flamme op, inden hun fik bidt sig selv hårdt nok i tungen til at vende tilbage til den virkelig verden, så sendte hun Wicked et helt forvirret blik, inden hun igen fik fundet det gravalvorlige ansigtsudtryk frem hun normalt havde.
Kort fugtede hun læberne og strøg så det endnu fugtige hår tilbage inden hun vendte ansigtet væk fra ham i en trodsig bevægelse.

"Listen dude, I'm to old and boring to play games. Besides, I'm really not in the mood, just let me take Colt home and you go and find another chewtoy?"

Izriel var udemærket klar over over at Wicked ikke bare var en dæmon man plantede tre kugler i og så var den skid slået, hele hans aura talte for sig selv, han var gammel, ældre end de fleste, men kun kunne slet ikke være præcis.
Det bedste var bare at stryge ham med hårene. Alligevel kunne hun ikke lade være med at kigge over imod elevatoren han var kommet med, Colt var dernede og hun skulle nok få fat på hende, på en eller anden måde

Den muskuløse krop strakte sig afslappet ud på sofaen, fødderne langt fra hinanden og sikkert plantet på gulvet foran ham, så knæene faldt ud imod hver deres side. Fingrene lagde sig bag hans nakke, så hans krop var mere eller mindre udstillet. Det var ikke en påtaget fornemmelse over stillingen. Hvis det udelukkende var for Izriels skyld, at han positionerede sig på den måde, så lå det skjult bag det lille smil. Det samme lille smil, der syntes at vide præcist hvilken effekt han havde på hende. De mørke øjne spillede drillende - og en smule udfordrende - op imod hende.

"A third angel from the left who happens to be an absolutely exquisite creature. I've encountered thousands of angels in my time, and yet I had always heard rumor of one that surpassed them all. Tell me.."

Han tiltede hovedet let, tonen en oktav dybere, mere intim.

"Am I wrong when I believe that you are.. Iz-ri-el?"

Navnet var knap en hvisken, hvert bogstav nærmest en stavelse for sig selv, da han sagde hendes navn. De mørke øjne flammede op og hans aura rakte ud imod hende igen, fik verden omkring dem til at forsvinde og hans stemme til at snige sig ind i hende, som om navnet skabte et usynligt bånd til hendes indre, som han kunne trække i. De mørke øjne blinkede og atmosfæren blev brudt, da det muskuløse bryst vibrerede af indestængt latter.

"One is never too old to play games, my dark angel."

Det lille smil og udtrykket i hans øjne, skyggerne der lagde sig over de blege træk, ved det let tiltede hoved, gav ordene en dobbelt-tydet mening, som om de burde hviskes i en elskers øre i mørket af et soveværelse, hellere end midt i klubben. Igen tøvede han ikke længe i det væld af forførende signaler han sendte imod hende, før hans ansigt strakte sig i et fascineret smil.

"Chewtoy? That's a fascinating thougt, really."

De mørke øjne tiltede svagt og så let distraheret ud i luften over hendes hoved, som om han forestillede sig udtrykket i praksis. Smilet der strakte sig over de tynde læber var ikke behageligt, selvom der alligevel var noget forførende over den stærke kontrast af, at vide at der lå et mørke i dæmonen. Han sænkede blikket til hende igen efter et øjeblik, netop som hun så imod elevatoren i hjørnet.

"Even if you could get past me to the elevator, it would do you little good. It requires a card and a code to enter the basement. If you managed to get through that, the elevator can be shut down from a distance. You would be trapped, though I am sure I could accommodate you. Perhaps a room next to Miss Rey, so you can hear one anothers screams? Sit please."

Sagde han, stemmen høfligt konverserende på trods af tonen. Den ene hånd strakte igen indbydende imod sofaen overfor ham.

Izriel kunne ikke lade være med at stirre på dæmonen, først fangede han for alvor hendes interesse, men så begyndte et brændende had at buldre frem inde i den ellers fredfyldte engel. Hvad i alverden lavede hun overhovedet på Muse, midt på dagen med en af de mest opblæste selviscenesættenede dæmoner man kunne opdrive på guds grønne jord.
Der gik ikke mange sekundter før hun for hen til Wicked og bukkede sig let henover ham med let sammenknebne øjne og en snærrende grimasse der slet ikke passede til det ellers roligt og fattede ansigt.

"Listen you pompeus bastard. I don't give i shit about you knowing who I am!"

Startede hun med en hæs rungen der startede helt nede fra halsen, et glødende raseri vældede op i hendes øjne som hun kneb yderlige sammen imod dæmonen der sad nok så mageligt.
Hendes aura der ellers havde været gemt godt væk blussede op som en bavne der var overhældt med alt for meget olie inden den blev antændt.
Havde hendes raseri ikke fået frit spil som det nu engang havde ville det nok undre hende gevaldigt hvorfra han anede sådan noget, men ligenu var hun ligeglad, ligeglad med alt andet end at få Colt ud af den irriterende dæmons kløer.

"So right now you'll give me the card and code, I'm gonna take Colt and walk away. I'm sure there are lots of demonic bitches who would give their left arm to get tortured by you!"

Snappede hun fortsat med arrigskaben lysende ud af øjnene, selvom handlingen var ualmindelig hasarderet og vovet kunne hun ikke holde sig tilbage, kort havde hun været ved at plante en solid knyttet næve i ansigtet på ham, men holdt sig fra det.
Ligenu var Wicked bare grunden til alt hendes had, han havde Colt og han havde prøvet at køre nogle ualmindeligt ækle tricks på hende hun slet ikke skulle nyde noget af, det sidste hun skulle kaste sig i grams med var en dæmon og især dæmoner som Wicked.

"Your sick. Demons shouldn't walk this earth!"

Savoy havde spenderet hele formiddagen på sit sædvanlige papirarbejde. Han havde naturligvis kedet sig gevaldigt og havde egentlig haft meget mere lyst til at opspore Crimson, men der var bare ikke den vilde tid til det. Savoy måtte prioritere, lige meget, hvor meget det så end irriterede ham. Han sukkede hver gang en ny sag dukkede op på fax’en og måtte bare gøre hvad der skulle gøres. Hans menneskelige omdømme var vigtigt.

Sådan forblev det, indtil han kunne mærke båndet mellem Colenta’s og hans egen sjæl reagere. Det fik ham omgående til at droppe arbejdet, for de to havde en aftale, hvor meget han så ellers irriterede sig over Colentas forfærdelige naivitet. Om det var varulven, hendes kæreste, var ikke til at vide – Ikke før han mærkede efter og kunne mærke samme signatur, som fra Crimson. Eller hvem end det så var der gav sig ud for at være ham. Crimson kunne jo ikke være her!

Savoy kunne også godt mærke faren og smerten fra Colt og han skyndte sig derfor at få et jakkesæt på. Det nærmeste, hans komplet sorte. Derefter tog han sin udsmykkede stok og stormede ud af sit mansion, hen til chrysleren.

Kort efter, drønede han gennem gaderne til La Sunisha – Det var herfra han kunne mærke hvad end det var der skete. Han holdt fartgrænsen, men også kun lige. Han havde ikke tid til politiet nu.
Da han holdt ved parkeringspladsen i nærheden af Muse og steg ud af sin bil, hævede han et øjenbryn. Det var derinde fra. Det blanke uigennemtrængelige ansigtsudtryk dukkede kort efter op, da han gik hen mod døren til stedet. Der var en enkelt dørmand, men vedkommende stoppede ham ikke. Ingen overraskelse fra Savoys side, da han ikke lignede én på under 21. Han gik inden for, hvor han kunne mærke adskillige overnaturlige auraer omkring sig. Faktisk virkede det ikke rigtig som om, at der var nogle menneskelige folk her.

Hans blik søgte rundt, til det landede på den engel der skulle have beskyttet Colenta ude i skoven og da han kiggede omkring hende, lagde han også mærke til.. Crimson Dawn?! Savoy kunne sagtens genkende ham og han gik derfor stille og roligt derhen, stadig med samme neutrale ansigtsudtryk.

”Excuse me?”

Var det første han nåede at sige, for de så ud til at have en lidt heftig diskussion i gang. Savoy valgte udelukkende at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse – For nu.

Udtrykket der gled over hendes ansigt fik et cheshire-grin, der afslørede de hvide, let spidse tænder, til at sprede sig over hans læber. Wicked virkede nærmere som et selvtilfredst barn, der havde fået skubbet den voksne så langt ud, at hun var knækket og endelig havde mistet sit temperament. Hendes aura, derimod, ramte ham som et slag og sendte det blonde hoved tilbage med et ryk. Smilet gled af hans læber, erstattet af en faretruende begyndende på vrede. Langsomt sænkede han sit blik til hendes igen.

"You should be more mindful of your position, Izriel. This is my little kingdom. I make the rules and even if it is neutral ground, the moment you overstep your boundaries, not a single hand would be lifted to help you. I would be free to do with you as I please."

De slanke fingre løsnede deres greb bag nakken og foldede sig ind og ud et par gange, som om han strakte dem eller testede deres styrke. Han så et øjeblik ned på dem, før de mørke øjne så snedigt op på hende.

"But you're not afraid for yourself, are you? 'Colt', on the other hand.."

Et ubehageligt smil lå skjult i hans øjne, da han efterlignede hendes måde at sige Colt's navn, for så at se påtaget overvejende ud.

"For each raised word that has just escaped your mouth, she'll suffer another minute."

Det blonde hoved tiltede svagt fremad, så de mørke øjne var et åndedrag fra hendes. Røde gløder ulmede op og spredte sig i de mørke pupiller. Skyggerne fik smilet der strakte sig over hans læber til at blive faretruende ondskabsfuldt, som om han nød hendes mangel på kontrol, drak den som den fineste vin i lige så høj grad som hendes tidligere forvirrede tiltrækning.

"I count fifty-eight. Let's round it up to sixty. Another hour of pain. Would you care to add to that?"

Selvom han ikke skubbede fysisk, udvidede hans egen aura sig igen - ikke forførende, men som en hammer imod hendes sanser. Det var rent, magisk magtspil, og selvom Wicked foretrak skyggerne, så havde han engang været Crimson Dawn - og der havde ikke været det mindste diskrete over den blodige dæmon fra den tid.

Efter kommentaren, som om han allerede vidste at englen ville blive kuet af hans trussel, gled de mørke øjne forbi hende som om hun ikke længere var der - eller som en person, han ikke længere behøvede at spilde tid på - til stemmen bag hende. Et mørkt øjenbryn hævede sig svagt, da færten af Savoy nåede ham, før forståelse spredte sig i hans tanker og et bredt, varmt smil krøb over hans læber.

"Cimitiere! What a pleasant surprise. What brings you to my humble club?"

Uden direkte at skubbe sig forbi Izriel, eller krybe udenom hende, kom Wicked på benene med en bevægelse sløret af fart. Et øjeblik sad han på sofaen, et blink senere stod han et par skridt fra Savoy og rakte en hånd ud som velkomst.

Smilet der bredte sig over dæmonens læber fik tydeligvis Izriels blik til at blive endnu smallere og mere ondskabsfuldt, på trods af at det ikke just var det som man forventede af en engel. Hele situationen var ved at gå hende så meget på nerverne at hun ikke kunne holde det ud, følelsen af at være totalt magtesløs overfor hendes opgave sank hende så dybt i livet at det næsten fik hende til at miste kontrollen over sig selv totalt et øjeblik.

"Well, how is this tone for you then, hm?"

Snappede hun så, denne gang i et væsentligt lavere toneleje inden hun sænkede sig en kende mere over Wicked der endnu sad stille som en klippe på sin plads, et øjeblik var lysten til at bare prikke hans øjne ud eller overhælde ham med vievand for efterfølgende at jage et helligt symbol ned i halsen på ham overvældende, men det ville desværre nok ikke gå.

"And besides, if this is neutral ground, you shouldn't touch Colt, at all!"

Knurrede hun irriteret da en anden stemme fangede hendes opmærksomhed, men hun nåede kun akkurat at vende ansigtet imod Savoy før hun blev overvældet af en skærende lyd og en voldsom prikken over hele kroppen.
Hun gav et anstrengt støn fra sig og tog sig til hovedet inden hun sank ned på sofaen hvor Wicked lige havde siddet, derefter fortsatte hendes fald ned på gulvet hvor hun krøllede sig sammen, en hård knude i hendes bryst bankede voldsomt mens hele klubben flimrende gyngede for hendes øjne, et øjeblik holdt den hvinende lyd op, for at blive erstattet af en tung hamren og brusen der overdøvede alt andet der skete i klubben.
Pludselig brød de sorte vinger igennem kødet på ryggen, det skete helt naturligt i en faresituation hvor hun bare skulle væk, desværre løb en summen ud i vingerne sammen med smerten det kostede at bringe dem frem og de klappede bare hjælpeløst sammen om englen der mere eller mindre hyperventilerende prøvede at få styr på sig selv.

Savoy nåede ikke at stå længe, og vente, for da han brød ind i samtalen – godt nok på en høflig måde – var Crimson Dawn meget hurtig med at rejse sig, gå forbi englen og hen til ham på den sædvanlige, unaturligt hurtige manér, der kom når man var dæmon. Han smilede sit sædvanlige, høflige smil, om muligt var det endnu mere hemmelighedsfuldt end dengang, for så mange, mange år siden.

”That’s what I like about you. Always straight to the point when you talk. Good day to you too, Crimson Dawn,”

Hilste han, mens han rakte Crimson hånden. Hans eget håndtryk var stadig lige så fast og de barkede håndflader stadig lige så ru, men ikke i helt så stor en kaliber som da han havde brugt sine dage – og nætter – i kamp, som tempelridder.
Savoy lagde naturligvis mærke til hvordan englen fra før pludselig faldt om på gulvet i smerter, hvordan hendes vinger pludselig dukkede op og at hun bare lå dér, hjælpeløs. Men Savoy vidste godt, at det var bedst, at blive stående. Dette var Crimson Dawns domæne. Han havde bare, at være høflig.

”What is it with the angel? Did I interrupt anything?”

Spurgte han med et let hævet øjenbryn og et nik rettet mod hende. Han ville skam gerne hjælpe kvinden, men problemet var at hun var fremmed for ham. Han havde præsenteret sig for hende, fået et uhøfligt svar på tiltale og derfor brød han sig i forvejen ikke synderligt om hende. At hun tilmed var en engel gjorde kun det hele værre. Men hun var Colentas engel, og derfor kunne han heller ikke bare ignorere hende komplet.

Wicked greb Savoys hånd med et smil, der havde en skygge af vildskab over sig. Det korte glimt var nok til at fortætte luften omkring dem, selvom skyggerne ikke ville have den store effekt på Savoy. Alligevel lød fjerne skrig fra de mørke hjørner omkring dem, kropsløse stemmer, der syntes at lure lige uden for synsvidde. Det var et velkendt udtryk, for den anden dæmon. Det havde været noget nær det eneste udtryk, Wickeds ansigt indeholdt på slagmarken, under hans tid kendt som Crimson Dawn. Alligevel gled det kort efter af ansigtet og over i et mere afslappet smil.

"I haven't been called that in a long time, but it is good to hear."

Izriels pludselige kollaps, og magien omkring hende, da hendes vinger pludselig viste sig, havde umiddelbart mindre effekt på ham, end hvis hun var begyndt at pille næse. Hans ene øjenbryn hævede sig en halv centimeter, og han kastede et bedømmende blik tilbage på hende over sin skulder, før han svarede Savoy.

"Oh, nothing important. I've gained a new hobby - teaching angels manners. It's harder than it sounds. They have a terrible habit of breaking."

Han trak let på de muskuløse skuldre og de mørke øjne spillede imod Savoy, før han gestikulerede imod den møblerede platform bag sig.

"Come, have a seat!"

Han vendte sig tilbage imod den sofa, han havde siddet på et øjeblik før, på trods af englen der var splattet ud på gulvet foran den. Da han kom tæt nok på til at de polerede snudespidser var uden for hendes ansigt, og det næste skridt ville trampe ned på hendes krop, standsede han og bøjede sig over hende. De slanke fingre greb om hendes nakke og løftede hende uden særligt besvær, som en killing der blev hevet op ved nakkeskindet, indtil hendes ansigt var på linje med hans.

"Humans, sweet Izriel, have no rights in this place."

De blege læber strakte sig i et kort, dyrisk smil, før han kastede englen ned på den tredje sofa omkring bordet og vendte sin opmærksomhed tilbage til Savoy.

"A drink, Cimitiere? How long has it been?"

Wicked gled ned på sofaen igen og vinkede med en hånd. En kvindelig tjener trådte ud bag baren i den anden ende af lokalet og skyndte sig hen imod dem.

Den sorthårede engel gik fra at vride og vende sig på gulvet til at ligge helt stille, sammenkrøbet og med hænderne presset hårdt imod ørerne. Den tunge hamren og vilde brusen fortog sig en anelse sådan. Langsomt vendte hun ansigtet imod de to dæmoner der vibrerede så meget for hendes blik, at afstanden var umulig at bedømme, indtil et par pudsede skosnuder endte helt oppe i ansigtet på hende.

En helt anden smerte end den der dundrede igennem kroppen på hende startede i nakken. Hun gav et hæst gisp fra sig inden hendes luftveje lukkedes helt. Hele hendes krop blev pludseligt løftet fra gulvet uden så meget som en vaklen fra dæmonens side. Den ene vinge gav nogle uforklarlige spjæt fra sig, mens den anden hang slapt ned på jorden, mens hun gav et par spjæt med benene.
Desorienteret prøvede hun at samle sit fokus på dæmonen der holdt hende, mens hun kæmpede for at få luft, hans ord flød sammen i en masse, som hun kunne fiske lidt forståelse ud af.
Hvor længe hun hang der havde hun ikke nogen anelse om, det føltes som flere minutter, men det eneste hun fokuserede på var smerten i kroppen der stille og roligt aftog en smule, desuden nåede hun at få et par enkle sorte pletter for øjnene inden hendes krop kollapsede med den bløde sofa.
Mest af alt havde hun lyst til at blive liggende, men med sine kræfter og ualmindelige stædighed fik hun samlet sig og sat sig ordentligt op, stadig desorienteret, men den brutale brusen for ørene var blevet til en fast hamren i stedet og smerterne i kroppen til en irriterende konstant prikken.

Så lænede hun hovedet tilbage på ryglænet og en halvkvalt hostende latter fandt vej igennem den mishandlede hals, før hun tiltede hovedet fremad imod de to idioter, den ene værre end den anden.

"Wow... Savoy!" startede hun med en rusten stemme og et par øjne der ikke rigtigt kunne fokusere ordentligt på dæmonen.
"You'r late. Great, that idiot is torturing Colt. You better move your ass!" stemmen var udpint og slet ingenting sammenlignet med den rasende tone hun for få øjeblikke havde hvæset imod Wicked.

I en langsom bevægelse fin hun lænet sig forover på sofaen hvor hun ihærdigt gned sine øjne og prøvede at blive klar i hovedet, hun måtte ud af hele situationen og finde Colt inden Wicked fik flere sjove ideer

Savoy sagde intet imod hvordan Wicked behandlede englen. Han vidste at manden havde visse vaner og at det var bedst, bare at ignorere det så meget som muligt. Han lod Wicked gøre med englen som der skulle gøres. De kunne tale om Colenta når Savoy havde brudt isen, så at sige. Han gik blot hen og satte sig på en af de frie sofaer mens Crimson smed englen hen på den tredje og satte sig på den sidste.

"Very long. I don't really count the years anymore."

Svarede han alvorligt, før han gav servitricen sin ordre på en whisky on the rocks da hun var henne ved dem. Det var meningen, at Savoy ville komme frem til det oprindelige emne, men så åbnede englen igen sin - beskidte -mund.
"Calm down. I'm not sure what I've done toyou to achieve such manners, angel. I presented myself the other night, I was trying to solve the issue, and I actually did solve it at last," sagde Savoy til englen, før han tillod hende at se en vred trækning ved kæben.

"All I get are words, not meant for my position. Change your tone, then I'll listen to you, but for now I have had enough of your disrespectful manners."

Med de ord sagt, vendte han sig igen mod Crimson Dawn, denne gang med et påtaget smil, mens han rettede lidt på sit slips. Det var ret åbenlyst hvad han helt præcist ønskede af Crimson efterhånden og derfor kunne han ikke undgå at lave en undskyldende gestus med hovedet.

"It has been cut clear why I'm here now, thanks to the angel, whom I don't know the name of. I own Colenta's soul, on paper and I have come to discuss the very topic with you. I don't know what she has done to provoke your actions -other than being very close friends with a certain werewolf. If you would careto elaborate, then we can probably solve this without any more... Problems,"

Med ordet problemer sendte han englen et lettere bebrejdende blik.

(OOC: Jeg beklager hvis posten virker lidt ringe, men sygdommen er blevet værre siden i går)

De mørke øjne flakkede imod englen. Wicked hævede en slank finger til sine læber i en lydløs tyssen, de mørke øjne spillende og et halvt smil i kurven af læben nedenunder. Hans blik fangede hendes og sænkede sig sigende til gulvet, som for at minde hende om hvad der skete, når hun ikke passede på sine manerer.

"I'm beginning to see where Colt gets that dangerous impertinence from - or is it merely a case of the pet gaining features from its owner?"

Et mørkt øjenbryn hævede sig og en faretruende alvor gled henover de blege træk, som om han lod hende se ind bag den høflige maske han havde udstyret sig selv med. Endnu en påmindelse om, at lige nu lå Colts skæbne i hans hænder. Det var tydeligt at han - efter sin egen standard - havde været både imødekommende og høflig indtil videre, men at englens fortsatte mangel på forståelse af situationen var begyndt at irritere ham - som en professionel skakspiller, der blev sat op imod en amatør, der gang på gang tabte, men fastholdt at den næste revanche ville være en sejr.

"If I won't allow you to raise your voice against me, what makes you believe I will suffer insults without reciprocating? How far do you believe you can push me, Izriel? How much to you think poor Colt can take? Humans are so fragile."

Han holdt hendes blik et øjeblik længere, før han så hen imod tjeneren og nikkede som svar til hendes 'the usual?'-spørgsmål. Kvinden forsvandt tilbage imod baren og vendte tilbage i god fart med deres drikkevarer. Izriel fik et glas med hvad der mistænkeligt virkede til at være sodavand stillet foran sig. Wickeds ene læbe kurvede let. Når man opførte sig barnligt på Muse blev man behandlet barnligt.

"Savoy. The name you go by these days?"

Wicked lænede sig tilbage i sofaen med sit glas - rødvin, med en tung, metallisk og sødlig aroma der indikerede, at den røde væske der efterlod sivende røde pletter på glasset, ikke udelukkende stammede fra druer. Wicked tiltede glasset til læberne og drak, før han hævede glasset og betragtede det overvejende. Væsken plettede de blege læber på en ubehagelig måde.

"I did sense there was something familiar to the mark. Well done. She is a feisty one. Bound to a werewolf."

Wicked tsk'ede let.

"And the soul of that werewolf belongs to me. You understand my confusion when I found her in my home, of course. A human, bound to another demon, but also bound to me. An interesting conundrum."

Wicked hævede blikket og sendte Savoy et lille, mørkt smil henover kanten af glasset.

Izriel sendte Wicked et kort blik men værdigede ham ikke mere opmærksomhed inden hun lænede sig tilbage i sofaen og lagde benene over kors i en attitude der lige så godt kunne være totalt upåvirket af dæmonens tilstedeværrelse. Han skulle have lov til at føle sig almægtig hvis det fik ham til at få det bedre med sig selv af den grund.
Mistænksomt sendte hun et blik til sit glas med sodavand og sendte så det meget imødekommende blik hun efterhånden var mester i af fremføre til Wicked.

"Oh, but dear. I wasn't talking to you!"

Sagde hun så med den sukkersøde stemme hun normalt brugte når hun snakkede til børn, der havde erhvervet sig hudafskrebninger på knæede, når hun havde vagter på skadestuen.

Dernæst vendte hun det blå øjne imod Savoy, hun blev altid så utålmodig i selskaber som disse, pointen blev trukket længere og længere ud for til sidst at ende med det som det ville have endt med, hvis det havde taget fem minutter i stedet for femogfyrre. Desuden havde Izriels liv fået en væsentligt strammere tidsplan efter hun blev bundet til en dødelig end det ellers havde haft.

"And for you, I believe you have a deal to keep. Otherwise, I know a free soul somewhere in the basement!"

Stemmen var stadig ganske venlig og imødekommende, hun var efterhånden vant til at bruge den i alle situationer.
De blå øjne gled roligt over bordet for til sidst at ende på Wickeds glas, bare tanken om hvad det eventuelt kunne indeholde var på nippet til at give hende kvalme, dæmoner, nok nogle af de værste skabninger der kunne findes nogen steder i verdenen.
I en langsom bevægelse lænede hun sig frem og greb om glasset med sodavand, hvad hun dog ikke ville give for lidt Tyrkish delight, men det måtte vente. Det eneste hun kunne gøre nu var at betage de to tosser finde en løsning på problemet. Hvis de kunne finde ud af noget uden hun behøvede byde ind ville det passe hende ganske udemærket. Alligevel lod hun øjnene glide over imod elevatoren for at afsøge en eventuel trappeopgang ned til kælderen, det kunne jo være.

Savoy ignorerede det meste af, hvad der blev sagt, men han holdt stadig et øre åbent. Dette var mellem englen og Crimson, ikke ham. Selvom det omhandlede hans aftale med Colenta.
Han lagde heller ikke mærke til drink'es indhold i Crimsons glas, for han drak det samme selv en gang imellem, når han virkelig var sulten. Det var ikke kannibalisme. Det var survival of the fittest. Idet Crimson spurgte ind til hans navn, nikkede han.

"Of course I don't mind you calling me Cimitiere. It feels good to get a reminder of my days as count."

Han tog en lille slurk af sin egen drink, whisky'en og stillede glasset fra sig, mens han tænkte over sine næste par ord. Det var åbelyst, at Crimson vel ville have et eller andet ud af det her og Savoy havde en lille idé om hvad. Han ville bare ikke gætte eller spørge.

"My deal with Colenta is, that I will protect her, untill she dies, preferrably of old age, then she will release her soul to me. I won't cause any trouble here, allthough I would prefer to keep my promise and my honor,"

Lige efter dette, skulle englen selvfølgelig kommentere igen og han stirrede igen hen på hende. Denne gang med auraen, som virkede skræmmende og dog mindre ondsindet end Crimsons, for halv styrke.

"My deal is my deal. I am a diplomat, not some savage meat grinder who can just barge in without thinking about his reputation. And Crimson here is an old friend of mine. I know what I am doing,"

Savoys stemme var meget mere kølig end før, hvorefter han så på Crimson igen.
"You know my moral code, friend. It hasn't changed since back then. Do you haveany suggestions as to how we can solve this without a dead Colenta?"

Hvis der eksisterede en trappe-opgang der ledte ned til kælderen, så var den ikke synlig fra sofa-gruppen hvor de sad. Wickeds omhyggelighed taget i betragtning, fandtes den nok, men i så fald i den anden ende af bygningen, skjult i et skab og med en tre fod ståldør med lås som sikkerhed for at ingen fandt derned ved at tilfælde. Muligvis med en helvedeshund eller to som vagter.

Selvom de mørke øjne ikke flakkede imod Izriel, bredte cheshire-grinet sig igen over hans ansigt ved den genstridige kommentar, som om englen endelig havde gjort noget interessant.

"Ah, but you now me as well, Cimitiere. Do you think you could take her by force, if I chose to keep her?"

De mørke øjne betragtede overvejende Savoy, med et udtryk der var noget ukarakteristisk i forhold til den dæmon der havde gået under navnet Crimson Dawn. Køligere, mere beregnende - og uendeligt mere underholdt. De slanke fingre tiltede vin-glasset let, snurrede det så den dyb-røde væske rasede rundt som en blodrød tornado med en kvalm, skvulpende lyd og endnu et pust af den metalliske lugt.

"In that case, you would have done your utmost to protect her already, but the circumstances are merely.. unfortunate. The deal would still be valid. I'll relinquish whatever hold I have on her soul through the werewolf after that - you can have it, free of charge. For old times sakes. A free soul, no waiting-time and without breaking your word."

De hvide, let spidse tænder glimtede i lyset, da smilet igen blev svagt rovdyr-agtigt.

"Then again, sentimentality has never truly been one of my strong traits. Perhaps I'll simply keep her alive and in pain, until her mind breaks, and you can have what is left afterwards. I wonder what effect that would have on a certain angle."

De mørke øjne spillede sigende imod Savoy, som om han og den anden dæmon var midt i en indforstået spøg, før han langsomt drejede ansigtet til Izriel.

"It would seem, that of the three of us here, you are the one with the highest stake in keeping the human alive."

Skyggerne omkring dem vred sig under den intense opmærksomhed i hans blik, kravlede over gulvet for at komme tættere på sofa-gruppen. På trods af dagslyset udenfor, virkede deres hjørne af klubben hyllet i tusmørke. Lange, mørke striber krøb henover det hvide læder, som skyggerne af tusindeben, der langsomt nærmede sig. En viste sig på sofaens ryg, bag Izriel, og afslørede sig selv ved den pludselige kølighed, da den rakte ud og strejfede hendes hud. Der var et higende begær ved bevægelsen, som om skyggen havde en bevidsthed og hungrede efter hendes varme og lys.

"What do you have to offer?"

Dybt i de mørke øjne lyste den svage glød, hans tone lige så forventningsfuld som skyggerne omkring dem.

Englen lænede sig roligt tilbage i de hvide lædersofaer og gav siv til at betragte de to dæmoner, mens hun nippede til glasset med sodavand. Måden de snakkede om Colt gjorde hende overraskende nok irriteret og urolig, mest af alt mindede det som en genstand de var i gang med at forhandle om, men sådan var det vel for dæmoner. Det kunne vel mest af alt minde om et lille barn der fik et stykke legetøj og var tvunget til at dele med sin lillebror, og med påtaget høflighed skulle de nu blive enig om hvilken måde de bedst kunne ødelægge deres nye barbiedukke, så de begge fik mest ud af det.
Izriel havde været ganske irriteret på Colt, så irriteret at hun havde været parat til at tilbyde Wicked at han kunne torturere hende som det passede ham, bare han holdt hende i live og ikke forårsagede for store psykiske skader. Men som situationen var skredet frem var dette slet ikke længere en mulighed, det voldsomme beskyttergen var pludselig blusset op i englen, som de to dæmoner havde hændt benzin på en lille glød.

Savoys ignoreren af englen gav hende et ekstra øjeblik til at tænke i, da den blonde dæmon fangede hendes opmærksomhed. De to børn havde tilsyneladende fundet en måde at lege på og nu var det Izriels tur til at kæmpe for sin del, desværre kom man ikke langt når man ikke selv havde noget legetøj at byde ind med.
Intenst lyttede til hvad han havde at sige, det var ganske sandt. En hul dunken gav genlyd i englens ører fra hjertet der hamrede i brystet på hende, den søde metalliske lugt slog imod hende som en kvalm bølge fra Wickeds glas.


"Well..."

Startede hun roligt og gav et kort slag med de store sorte vinger, inden hun samlede dem så godt hun kunne på midten af ryggen, desværre gjorde sofaen denne bevægelse umulig på halvvejen, så hun rykkede ud på kanten af sofaen, væk fra de omklamrende kaldende skygger der samledes omkring dem og trak noget så grusomt i hende.
Hun lod de kølige blå øjne fange Wickeds sorte, mens hun kort fugtede læberne og lagde hovedet lidt på sned i den kække attitude

"What does the big bad demon possibly want more than a human, whos soul he's not even able to claim as his own?"

Izriel lod de fyldige læber skiltes i et lille grin, hun havde mange midler, men de var begrænsede, nogle krav ville sågar gå imod hedes kald, men lige nu var det vigtigeste at få Colt ud af kløere på begge de legesyge dæmoner.

Crimson Dawns spørgsmål om hvorvidt Savoy kunne tage Colt med magt, fik ham til at få et mørkt udtryk i ansigtet.

"You already know the answer to that question. My strength hasn't decreased since the last time we were together, but you know that it isn't my style. I'm not one for ripping apart buildings, just because I have enough strength to do so. Besides, I won't use force on an old friend,"

Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige, hverken til Crimsons tilbud eller til hans trusler. Savoy håbede blot på at den legesyge dæmon til sidst ville lade Colt fri for gammel venskabs skyld. I så fald havde Savoy alle intentioner om at få det banket ind i den naive tøs at hun skulle passe på i stedet for altid at slå til bikuben, selv når hun fik at vide, at den ikke var udryddet. Han lod Crimsons opmærksomhed lande på englen.

"Logically she has the highest stake,"

Kommenterede Savoy brysk, før han igen søgte rundt i lokalet med sit blik. Ikke for at finde udgange eller indgange til kælderen, men nærmere for at se hvad Crimson havde gang i her, generelt. Overnaturlige over alt. Hvad betød det helt præcist?

(OOC: Igen undskyld forsinkelsen. For meget stress for tiden)

Wicked lænede sig fremad på sofaen, imod Izriel, med et forventningsfuldt udtryk. Han støttede albuerne på knæene og hævede hænderne til ansigtet, flettede langsomt de slanke fingre ind imellem hinanden og lod fingerspidserne hvile imod sine læber et øjeblik før han svarede. I de få sekunder spillede de mørke øjne, som om han overvejede om han skulle reagere på hendes let hånende ord eller ej.

"It would seem you haven't been paying attention. Then again, angels do seem to be a great deal slower these days."

De mørke øjne spillede, et svagt smil på hans læbe, men stemmen var alvorlig og de blege træk gjort mere intense af skyggerne der dansede omkring ham, som børn der forsøgte at få deres fars opmærksomhed. En del af de få gæster havde efterhånden vendt sig for at følge samtalen imellem de tre med slet skjult interesse - men der var ingen skrig, ingen overraskede eller bange udtryk. Muse var et sted hvor selv de mest overnaturlige skabninger kunne være sig selv - så længe de ikke gjorde vold imod andre væsner.

"I have no interest in Miss Rey's soul."

Den dybe stemme antog en let belærende stemme, som om han endelig fandt det nødvendigt at skære situationen ud i pap for englen, eftersom hun ikke syntes at have opfattet den endnu.

"What we are discussing, my sweet angel, is not her soul, but her body and mind - and indirectly your own, I would imagine. What happens to her soul after her death is up to Cimitiere. All that matters right now is whether she dies tonight - or fifty years from now."

De slanke fingre løsrev sig fra hinanden og spredte sig ud, fulgt af en let trækken på de muskuløse skuldre, som om beslutningen i den ene eller den anden retning ikke betød den store forskel for ham. Wicked rakte ud efter sit glas igen og lænede sig tilbage på sofaen. Den røde væske skvulpede klæbrigt imod glasset og han kiggede overvejende ned i det, før han vendte opmærksomheden imod Izriel igen, med et neutralt, næsten professionelt, udtryk.

"I've been led to believe you have certain abilities that would be beneficial to me. I wish to be able to summon you, should I require your services. A continual agreement. In exchange, I will release Colt. I will even add the promise of my protection to that of Cimitiere's. She may keep her job in my house and I will increase her wage to that of a full-time employment. In her spare time, she can do as she pleases."

Det blonde hoved tiltede let imod Savoy.

"Satisfactory, Cimitiere?"

Englen stirrede stift imod dæmonen foran hende, men fortrak ikke en mine da han begyndte at forklare situationen som havde hun været et lille barn. Det var tilsyneladende den eneste måde dæmonen havde tænkt sig at udtrykke sig på, med mindre det var med de mere eller mindre sleske attitude.

"I remember the times when a soul were enough to make demons happy!"

Ordene var næsten ikke andet end en mumlen, inden hun fraværende pustede den sorte pandelok væk, der ellers blev ved med at falde ned foran hendes ansigt, inden hun vendte hovedet imod alle de væsner der med tiden begyndte at følge meget interesseret med i deres samtale, til hendes store irritation.

Da den blonde dæmon igen snakkede fangede han dog igen hendes opmærksomhed og de blå øjne faldt roligt på plads omkring hans ansigt. Izriel stivnede næsten ved hans betingelser, et øjeblik flakkede hendes øjne fra Savoy til Wicked, inden hun gav sig til at rode ved glasset der indholdte den rødlige boblende væske. Igen begyndte hendes hjerte hårdnakket af hamre i brystet på hende.
Så stillede hun glasset fra sig på bordet inden hun sendte Wicked et bestemt blik.

"Fine. But I have some terms you have to agree to first!"

Snappede englen så, hendes indre vred sig og skreg på at hun ikke skulle indgå aftaler med en som Wicked, men som situationen så ud nu sad hun i saksen og kunne ikke rigtigt gøre andet end at få det bedst mulige ud af det.

"First of all, no bloodbindings... At all! You can call me if there is a problem only the slow angel can fix!"

Var der én ting Izriel ikke skulle nyde noget af var det at blive bundet på nogen måde til en dæmon, af samme grund var hun stadig ikke i stand til at forstå hvordan Colt havde været i stand til at give sin sjæl væk så sløset, men som verdenen så ud var menneskene efterhånden ligeglade med den slags.

"Secondly, you have to guarantee that both Colt and I are compleately safe in your company. No torturing, no freaking demon mojo. You get the picture!"

Fortsatte hun så og lænede sig lidt længere tilbage i sofaen mens hun ihærdigt prøvede at ignorere skyggerne der syntes at kravle og sno sig omkring sofagruppen efter den opmærksomhed Izriel så bestemt benægtede dem.

"Oh and just one more thing. I won't kill, steal or hurt anyone, that's against my call!"

Izriel skævede kort over til Savoy for at finde ud af hvad han sytes om hele situationen, men vendte så blikket tilbage imod Wicked for at se hvad han havde at sige. Roligt strøg hun det sorte hår tilbage, inden hun arrangerede de store vinger så hun sad mere komfortabelt, selvom hun nærmest sad på pinde for at få Colt ud af kælderen, godt nok havde hun ikke Wicked hos sig, men det var nok stadigt ikke det mest beroligende sted at befinde sig.

Savoy valgte blot, at lytte tavs til Crimson og englens forhandlinger. For ham lød de umiddelbart fair, men han kunne egentlig ikke være mere ligeglad med, hvad englen skulle bruges til og om hun ville blive snydt eller ej til at pantsætte sjælen for dette. Men om Crimson ville være tilfreds var ikke til at vide. Ellers måtte der omforhandles. Han lod dem tale i fred, men lyttede stadig halvt om halvt til deres samtale, mens han fraværende pillede ved rubinen på toppen af sin stok.

Kort efter blev der talt og skævet til ham og han så op fra sin drink, som han havde stirret på mens de talte. Han trak let på skuldrene i et forsøg på ikke at virke som om at det hele egentlig var ret personligt og at han måske ikke var tilfreds.

"Why do you ask me? I'm not the one negotiating, even if I care. Do you need anything from me?"

Spurgte han, uden at virke spor forvirret, selvom han egentlig var det. Det var det bedste ved at være advokat: Man kunne gå fra at være en åben bog, til at være fuldstændig ulæselig.

"It's satisfactory in my head though. I can't speak for the angel though,"

Sagde han så, bare for at få understreget, at han i bund og grund havde det fint med det. Han havde ikke fundet nogle smuthuller, umiddelbart, men nu havde englen så også forklaret sine præmisser for aftalen.

Wicked vendte et uudgrundeligt udtryk imod Savoy, de mørke øjne svagt skuffede over dæmonens manglende snedighed. Han præsenterede en åbenlys mulighed for at den anden selv kunne still krav til englen, i bytte for at acceptere Wickeds forskellige forbehold. Det havde altid været lidt af en skuffelse for ham, hvor lidt Savoy udnyttede sin herkomst.

"Very well."

De to ord kom fløjlsblødt, et svagt smil på lur i hjørnet af hans læbe da han vendte det uudgrundelige blik tilbage til Izriel. De mørke øjne spillede imidlertid faretruende ved hendes pludselige genoplivede beslutsomhed. Han lænede sig langsomt tilbage i sofaen. Skyggerne fulgte ham og dækkede det hvide læder og hans overkrop i tusmørke, som en lille stormsky der havde fundet vej ind i klubben.

"You seem to have mistaken this as a negotiation. It is not."

Svarede han køligt. Han betragtede hende i stilhed et langt øjeblik, før ordene blev skubbet ud imellem sammenbidte tænder.

"No blood bindings."

Han tiltede hovedet let tilbage og så imod hjørnet af rummet - og den private elevator - på samme måde som man ville gøre hvis man hørte en lyd, eller kaldte til en henover sin skulder. Selvom der ikke var et ord der forlod hans læber, åbnede elevator-dørene sig. En ung kvinde - slående lys hud, eksotisk tiltede mandel-formede øjne, alt for store til de petite træk og et brus af brune krøller ned af ryggen - trådte ud og begav sig henover gulvet imod dem. Hendes arme var strakt ud foran hende, og på puden hvilede et halsbånd af en art. Wicked vendte sin opmærksomhed tilbage til englen i samme øjeblik som dørene gled fra hinanden, tilsyneladende sikker på hvad kvinden ville gøre til en grad hvor han ikke behøvede at holde øje med hende.

"Dear Izriel, I am not a fool. There is no such thing as complete safety. However, I have no interest in harming either you or your ward, if you both comply. I'm not in the habit of damaging my possessions when they are useful. It's bad for business."

Der var en let overbærende tone til ordene, selvom de endte i en selvtilfreds hvislen. Kvinden standsede imellem den sofa han selv sad på og Izriels, og bøjede sig let så puden var inden for en komfortabel rækkevidde af Wicked. Tættere på virkede halsbåndet uskadeligt, selvom det var lavet af metal og størrelsen taget i betragtning tydeligt skabt til et menneske. Et svagt mønster løb henover overfladen, men udover det, havde det ingen dekoration. Wicked rakte ud og løftede det fra puden.

"I will not ask you to kill, steal or hurt."

De mørke øjne lå stadig på Izriel, og spillede underholdt over hendes krav. Han løftede metallet og hvislede. Skyggerne omkring ham strøg imod halsbåndet og dækkede det i mørke, før de faldt til ro som en flimrende barriere af et flakkende, ældgammelt rune-mønster henover metallet.

"I will, however, want some assurance that you will not merely take my good will and overlook my requests, should I need you."

Musklerne bevægede sig let under tøjet da han rejste sig med en alt for flydende bevægelse og tog et enkelt skridt imod englen. Halsbåndet lå balanceret imellem hans hænder, foran ham, og de mørke øjne så forventningsfuldt ned på hende.

Izriel bed bistert tænderne sammen i en ulæselig mine, for hende var det en forhandling, så kunne han kalde det hvad han ville, det var en situation hvor hun skulle have vredet så mange fordele ud hun kunne, eller rettere, bare sikre sig, at det mest negative ikke kunne forekomme.

De kølige blå øjne flakkede kort over imod elevatoren da kvinden ankom med puden, kort kneb englen øjnene sammen imod hende, indtil hun var helt sikker på hvad der lå på det bløde stof i hendes arme. Et øjeblik vendte hun mistroisk øjnene imod Savoy der nok var den mest afslappede dæmon i mands minde, men vendte så tilbage til kvinden og metaldimsen Wicked tilsyneladende havde en syg fantasi om.

Et utroværdigt blik gled over på Wicked som han tog halsbåndet mellem hænderne, så gav hun et fnys fra sig der skulle have indeholdt en god portion hån, men i sidste ende blev det nok snarre fornærmet i udtrykket.

"HA!"

Startede hun kort og lænede sig så en smule frem i sofaen mens hun kneb øjnene let sammen mod tingen i Wickeds hænder og betragtede den kortvarrigt inden de store blå øjne rettedes imod dæmonens ansigt med et humoristisk udtryk, som havde han lige fyret joken af der løb med årets pris.

"You actually mean this? Holy crap, you do!"

Så slog hun en latter op og rystede på hovedet så det tykke sorte hår faldt ned og indrammede det ellers hvide ansigt, hvorefter hendes udtryk stivnede i en ganske seriøs og ikke specielt tilfreds mine.

"No can do. You see Wicked, I actually have a job. I can't wear that thing at the hospital, first of all I would loose my job, secondly the patients would laugh so hard their hearts gave up, ironic right?"

Langsomt gav hun et dovent bask med vingerne så de strakte sig ud over begge sider på sofaen, inden hun lænede sig mageligt tilbage og fulgte roligt dæmonen med blikket inden hun hævede øjebrynene mod ham og derefter mod halsbåndet.

"If you absolutely insist that I have to wear such a silly thing to please you, I would appreciate that you found something less tacky and something significantly more discrete than that teenage-kitten thing, thanks!"

Det sidste ord var nærmest en hvislen klemt ud mellem de sammenbidte tænder inden hun rettede blikket mod hans sorte øjne, hun skulle ikke nyde noget af den slags slet ikke som det så ud, bare tanken om halsbåndet var ækel, desuden ville hun falde død om af klaustrofobi inden for de første ti minutter