Tour de Muse (Wicked+Nari)

Tid: 10. feb. 2012, kl. 21.30
Sted: Muse, en eksklusiv natklub
Påklædning: Kjole. Dertil sorte stiletter og en lille håndtaske.


Efter længere tids overvejelser havde hun taget sin egen bil. Hendes forfængelige side, og den dovne havde haft lyst til at bare at tage en taxa, men hun skulle virkelig til at lære at spare på pengene. Bilen havde været dyr, og det lidt hun fik skrevet for tiden indkasserede ikke mange penge.

Hun holdt ind på en stor parkeringsplads i nærheden af klubben. Den var ikke til at overse og hun smilede lidt for sig selv da hun så det store, men stilfulde, skilt - Muse.

Hun havde draperet en lang mørkeblå uldfrakke over sine skuldre og spankulerede over pladsen imod døren. Det mørke har var sat op i en fyldig og fiks frisure der virkelig fremhævede hendes lange tynde hals. for en gangs skyld var sminken ikke helt sort, men havde et strejf af mørkeblå over sig, hvilket fik de sorte øjne til at træde endnu mere frem.

Ved døren stod to muskuløse mænd, begge iklædt et mørkt jakkesæt. Hun var ikke helt sikker på hvad de var, men det var sikkert, at de færreste ville have lyst til at lægge sig ud med dem. Narcissa stoppede kort foran dem og krøllede læberne bagud i et skælmsk smil. Den ene af dem nikkede, som godkendelse til at hun måtte gå indenfor.

Det første der mødte hende var en smuk ung kvinde der tog imod hendes frakke.

"Do you have a reservation Miss?"

Narcissa øjnede hende og svarede med fløjlsblød stemme.

"I do believe the owner wishes to see me. Narcissa it is."

Kvinden nikkede og forsvandt om bag en lille indbygget disk. Hun greb en lille telefon og gjorde et opkald. Narcissa trådte et par skridt frem og studerede omgivelserne. Et smil spillede i hendes mundvig. Dette var bestemt et sted lige efter Wickeds vilje.

"Follow me please."

Den unge pige guidede Narcissa ned af gangen, i modsatte retning af klubbens store stueetage-rum, og hen til en elevator.

"This will take you to the owner."

Hun stillede sig så Narcissa ikke kunne se panelet og trykkede på nogle knapper. Derefter kørte hun et kodekort igennem en lille sliske og trådte hurtigt ud af elevatoren. Da hun smilede til afsked, så Narcissa et par hugtænder der stak ganske lidt frem. Dørene lukkede og elevatoren begyndte at køre op ad.

I thought elevators to play music?

Elevatoren var en gammeldags type, med en lille, indbygget fløjls-sofa, rød løber-gulvtæppe og en lysekroner i toppen. Ulig de dobbelte elevatorer i foyeren, som ledte op til de andre etager, var denne tydeligt privat og der var ikke sparet nogen udgift på at skabe et eksklusivt transport-system og genskabe en eller anden tidligere periodes overdådige luksus og sans for detaljer - bortset fra det lille mekaniske panel, kvinden havde aktiveret.

Der var knap en fornemmelse af bevægelse, før dørene gled fra hinanden igen og åbnede op til penthouse-etagen. I stil med den nederste etage, trådte man direkte ind i et stort, åbent rum. Her var væggene der indkapslede atmosfæren imidlertid udvekslet med store panorama-vinduer, der gav en udsigt ind imod centrum af La Sunisha.

Wicked trådte rundt om hjørnet fra hvad der så ud til at lede ind til et meget åbent og sparsomt møbleret soveværelse. Det blonde hår glinsede fugtigt og han havde et håndklæde viklet faretruende lavt om livet, på den tyngdekrafts-modsigende måde, nogle mænd kunne få et håndklæde til at sidde lige under deres hofter, så det nærmest tvang blikket imod den mørke stribe af hår, der ledte henover det nederste af hans mave. Flade muskler spillede under den blege hud, da han hævede et mindre håndklæde og fangede et par dråber vand der var ved at trille ned over ansigtet. Et glimt af muskuløse lår viste sig, da han trådte imod hende med et varmt smil.

"Muse, you're early."

Det lille håndklæde løb henover hans bare brystkasse, før han bredte dem ud for at tilbyde hende deres normale omfavnelse. De mørke øjne løb værdsættende henover hendes udseende, selvom han ikke lod sig nøje med kun se betragte hendes påklædning.

"You look wonderful."

Hans blik spillede imod hende og luften fortættede sig. Hvordan ville det være at drikke dråberne direkte fra hans brystkasse? At se præcist hvor sikkert håndklædet om hans liv sad fast? Og sengen var så tæt ved. Eller sofaen. Eller gulvet. Så længe-

"Did you have any problems at the door? I'll have your own card fashioned for you when the club officially opens. It includes a member-ship, so you can have access at any time, without having to call me in advance."

Wickeds ord afbrød stilheden og øjeblikket var overstået. Et lille smil kurvede den ene side af hans læber.

De sorte øjne gled beundrende rundt, først i elevatoren og så i den overdrevent store stue. Hendes øjne spærredes en smule op da hun så Wicked komme gående, og hun gik i stå midt på gulvet. At sammenligne ham med en græsk gud ville i dét øjeblik være en underdrivelse. Hun sank en klump og forsøgte, forgæves, at lade være med at stirre. Havde hun været en tegneseriefigur havde der allerede nu været en kæmpe salv-sø på gulvet foran hende.

"Early..? But... I thought..."

Resten af ordene blev væk i Narcissas strube da hendes kind blev blidt presset imod Wickeds fugtige hud. Ubevidst pressede hun sin egen krop imod hans, lidt tættere end et familiært kram ville tillade det. helt ind hvor hun kunne mærke ham. Hun snuste ind imod hans brystkasse og drak hans væsen ind. De spinkle fingre gled søgende over hans ryg i fjerlette strøg.

I de få sekunder det varede var der ingen erindring om ham som hendes gudfader. Lige nu var han et formidabelt og ældgammelt væsen der skulle indtages... nedlægges. Hun smilede skælmsk imod hans hud og drejede hovedet så hun kunne plante læberne imod hans bryst.

"... huh?"

Hans ord fik hende tilbage til virkeligheden en halv milimeter inden hendes læber ramte. Hun så forundret op på ham. Snakkede han om kort? Hvilke kort?

"Eh... yes, If it pleases you."

Svarede hun fraværende. Hun var virkelig nødt til at slippe ham... NU! Modvilligt gled hendes arme væk fra ham og hun trak sit ansigt bort fra hans brystkasse. Men hun kunne ikke få sig selv til at træde bagud og helt trække sig bort fra ham.

Say something!

"Erm... you... I... what a... pretty place!"

Doh!

Wickeds læber foldede sig ud i et smil, der ikke kunne beskrives som synderligt 'faderligt', da hendes mørke øjne mødte hans og forvirringen blev åbenlys på hendes ansigt. Der var noget dybt og syndigt over det lille twist af hans læbe, som om han havde en hemmelighed, som kun han kendte, men som hun kunne blive indviet i, hvis bare..

"Oh yes, I suppose it's alright. You, on the other hand.."

Hvorvidt fristelsen var for stor, om han havde glemt hvem og hvad de var, eller om han meget simpelt nød hendes reaktion og det lille spil, lænede han sig langsomt forover da hun trak sig tilbage, indtil de mørke øjne var på linje med hendes. Hans læber skilte sig let, og det lille håndklæde endte på gulvet, så hans hånd kunne glide kærtegnende langs hendes kind. Den varme ånde spillede imod hendes læber, det sidste øjeblik inden han drejede hovedet og lod sine egne læber strejfe hendes kind.

"You make it all pale. So very beautiful. You've truly grown up to be a fascinating woman in these past eight years."

Der lød en svag puslen af stof, da håndklædet om hans liv endelig opgav den umulige opgave og gled ned på gulvet. Wicked trak sig en smule tilbage, nok til at de igen stod med ansigterne mindre end en håndsbredde fra hinanden. De mørke øjne udvidee sig en smule og spillede så skælmsk ned imod Narcissa.

"Don't look down."

Den dybe stemme rumlede af forførende latter, men ordene virkede ikke særligt oprigtige eller irettesættende. Nærmere som en opfordring.

Narcissa stod som forstenet og stirrede ind i hans dybe blik. Hendes mund stod let åbent, et træk de fleste mænd ville finde tiltalende. Hun snappede efter vejret da hans læber ikke ramte hendes, men i stedet gled over hendes kind.

"A-a woman?"

Narcissas stemme var spag og luftig. Hvor længe havde hun ikke manglet denne bekræftelse? At få af vide at hun var en kvinde? De mænd der i tidens løb var røget for hendes voldsomme elskov havde ikke overbevist hende. Men nu stod han her... og kaldte hende en kvinde. Glimt af en fest med en løbsk ung kvindelig dæmon med mørkt hår og sorte øjne der smadrede ting, og hendes fader der blot stod og lo af sin lille datter, gled forbi hendes indre blik.

Disse ord, og det faktum at han pludselig var nøgen fik hende skubbet ud over kanten. Hun trådte helt tæt ind imod ham og plantede endelig sine læber imod hans brystkasse med en hæs strubelyd af ren fryd. De lange spinkle fingre gled pirrende hen over hans hud, op over hans overarme og hen over hans bryst.

Det føltes næsten som om hun ville drukne i ham, men der var intet skræmmende over følelsen. Snarere tværtimod. Hun higede efter ham, at mærke ham og at blive ét med ham. Hun pressede sin hofte imod hans skød og lod blidt stoffet på hendes kjole kærtegne ham, samtidig med at hendes tunge fandt en brystvorte. Hun brummede af fryd og der var ingen tvivl om at dæmonen var helt væk i lystens univers.

"No!"

Med ét stivnede hun. Alle hendes musler krampede for at få lov at fortsætte deres leg og med ham. En kraftig sitren gik igennem hendes krop og hun faldt på knæ foran ham. Udsynet foran hendes ansigt fik hende til at gispe og presse øjnene hårdt sammen.

"Don't... please!"

Hun rystede og forsøgte at trække sig væk, men det var som om hun havde mistet alt kontrol over sin krop for et kort øjeblik.

"I swear not to harm the moon-child, or her offspring, in any way, shape or form if you do not harm me, in any way shape or form."

Stemmen var Narcissas, men den havde en underlig lys klang der bestemt ikke tilhørte dæmonen. Hun så op på Wicked med store sorte og bedende øjne.

Wicked sitrede let under hendes berøring. Det fristende smil blev bredere, triumferende, og så mørkt og intenst - det fokuserede blik, en mand får, når han koncentrerer al sin opmærksomhed på en kvinde. For Wicked var det fokus lidt ligesom at hive en hammer af ren forførsel frem og tæve kvinderne mellem øjnene. Resultatet var nogenlunde det samme.

Fingrene langs hendes kind gled længere bagud, til hendes baghoved, og lagde blidt vægt bag, så han holdt hendes læber imod hans bryst. Det var en bekræftende bevægelse, uden nogen tvang eller fastholdelse. Bare et udtryk for, at han nød hendes opmærksomhed. Det blonde hoved tiltede bagud og en brummen arbejdede sig op igennem hans bryst og ud af hans hals. Et par fingre på hans fri hånd gled op til hendes lår, fandt kanten af kjolen og kærtegnede huden under med en fjerlet bevægelse.

Da hun brat standsede, så Wicked et øjeblik komisk ud, i sin absolutte overraskelse. Det var tydeligt, hvis Narcissa rent faktisk havde set op på hans ansigt og ikke andre dele af ham, at han var lige så forundret over at han havde ladt tingene gå så vidt, som hun var bange for hvad der kunne ske. Alligevel lå trangen stadig i luften, det dybe, krævende behov, der kælede for Narcissa og lokkede ubarmhjertigt mens magien holdt hende på plads.

Wicked blinkede let og samlede sig, betragtede kvinden på gulvet, som om det tog ham et langt øjeblik at huske hvor han var, hvem hun var og hvad de var igang med.

"Ah yes, I remember. I suppose it's only fortunate I didn't fix that little promise."

De mørke øjne gled beklagende henover hende - mere på grund af den chance, der var gledet forbi, end fordi han var ked af at have dømt hende til at efterleve løftet. Da hendes desperate øjne hævede sig bedende til hans, bøjede han sig forover og strejfede hendes pande med de kølige læber.

"Close your eyes, my sweet."

Den dybe stemme, og den forførende magi omkring ham, fik ordene til at krybe ind under hendes hud og få ting dybt i hendes mave til at trække smertefuldt og krævende på sig. De kølige læber strejfede hendes øjenlåg, før den bløde lyd af fodtrin på gulvtæppet lod hende vide, at han havde forladt rummet.

"You can relax now."

Stemmen lød et øjeblik efter, lidt længere væk. Wicked stod i døråbningen til soveværelset, iklædt et par sorte slacks og en rød silkeskjorte. Han havde stadig bare fødder og tøjet virkede til at være blevet kastet på, uden hans normale blik for detaljer.

Lille problem? Hendes øjne spærredes op i vantro. Hun forsøgte at få sin krop til at holde op med at ryste.

Hun følte hans læber, og følte den uro han skabte i hendes indre. Alt krøb sammen under berøringen og hendes mave vred sig. Bag hendes lukkede øjenlåg hørte hun ham forlade rummet.

Langsomt kom hun op og stå, med en hånd glattede hun den sorte kjole ud fortil. Hun rettede sig op og koncentrerede sig om ikke at se alt for kaotisk ud. Hendes stemme var klar og hård da hun endelig talte. Det var ikke fordi hun ønskede den skulle være det, men det var hvad der pt skulle til for at den ikke knækkede over.

"Can you? Fix it?"

De sorte øjne mødte hans da han atter trådte frem for hendes synsvinkel. Hun sukkede svagt og gik et par skridt frem imod ham.

"You know she misses you right? And you know that... no matter how much affection I feel towards you.. this would never happen. You are her husband."

Det var sandt, men også løgn. Havde det ikke været for Micha og Narcissas ed, havde de lige nu ikke stået her, højst sandsynligt havde gulvet fået sig en tur. Men samtidig var det sandt. Narcissa ville ikke gøre dette imod Procella, og for første gang, nogensinde, var hun glad for at Micha havde fået sat en stopper for hende... eller, glad var måske et voldsomt ord.

"Do you know what this is?"

Det var noget af et emneskift, men hun havde brug for ikke at snakke mere om... det. Hun rakte halskæden med patronen frem imod ham. Hun havde vist ham den før, men han havde ikke reageret. Nu var der nye spor at gå efter.

"Procella knows it... or Micha does. Something about a keeper... and Micha won't let Procella see it. She... remember things... about the keeper, and some children who should be protected. This provokes it."

Wicked lænede sig imod dørkarmen og krydsede de muskuløse arme over brystet. I løbet af det korte minut eller to, var det på en eller anden måde lykkedes ham at vende tilbage til hans normale, overlegne selvkontrol, og blikket der mødte Narcissas var hverken mere eller mindre forførende end det plejede.

"Perhaps. If I wanted to, badly enough. I might have ways to persuade Micha."

Han betragtede hende tankefuldt et langt øjeblik, og noget fremmedartet bevægede sig igennem de mørke øjne, som en søslange der bryder vandoverfladen. Et glimt af et sind der havde haft årtusinder til at mestre manipulation - og smerte. Hendes ord fik ham imidlertid til at give et irriteret kast med det blonde hoved, hans stemme irettesættende, som om hun fornærmede ham ved at forsøge at lyve.

"Don't lie to me. It doesn't become you. The only thing that kept it from happening was your own promise. Although I might have restrained myself, in time."

Ordene endte i en overvejende tone, som om han forsøgte at finde ud af, hvad der havde været så specielt ved situationen. At han havde drukket af Procella den anden dag, men ikke nok til at fylde tomheden, det sugende og krævende begær i ham? Mere end en måned uden at kunne nære trangen, fik hans natur til at flyde ud af ham hvert øjeblik. Han strammede det mentale greb om magien, tvang den tilbage og kneb de mørke øjne sammen imod Narcissa.

"We are bound by soul. Do you think I do not know what she feels? At any given point of the day, her life passes by in the back of my head. I feel her thoughts, her emotions. I yearn for her touch, and when she gives it.."

Wicked afbrød sig selv og vendte sig væk fra Narcissa, da talen om Procella fik hans tanker til at finde hende, søge langs båndet, og slække grebet om magien. De bare fodtrin bragte ham hen til vinduerne og han betragtede de fjerne lys fra down-town Sunisha.

"There are reasons I do not go to her."

Han drejede ansigtet da hun talte igen, fangede et glimt af halskæden med vedhænget. Der var ikke nogen grund til mere end det, han huskede den tydeligt fra sidst hun viste ham den. Han havde en idé om hvad den betød - mere end en idé - men det var ikke nødvendig viden for Narcissa.

"It's a necklace, sweet child. With a bullet attached. And old memento of some kind, I imagine."

Wicked smilede svagt.

"Micha says a lot of things. That's an ill benefit of being insane."

Narcissa betragtede ham med et mørkt blik.

"Fine... if it evers becomes you to help me get rid of that oath. Please, do tell. I have absolutely no intentions of hurting any of them, but it distresses me that Micha has that kind of power over me. I don't even know where... Never mind. I know... it was my own fault, for being stupid."

Hendes stemme var faldet helt til ro, den var ikke bebrejdende, ej heller bedende. Den var... voksen. Eller... overvejet i hvert fald. Hun nikkede bekræftende af hans ord - han havde jo ret, det var en løgn, men den var egentligt mere rettet mod hende selv end ham. Men det gjorde det vel ikke bedre?

Hun skridtede over imod ham, stillede sig et par håndslængder fra ham og lod sit blik fare ud gennem ruderne. Hun mærkede hvordan hendes indre stadig higede efter ham, men denne gang krævede det hende ikke megen energi at overdøve begæret og lukke det bort i en mørk afkrog.

"Don't lie to me. It doesn't become you."

Hun drejede hovedet svagt og lod et skælmsk smil spille i mod ham før hun atter så ud igennem ruderne. Der var ingen grund til at forsøge at tvinge ham til noget som helst. Han var Wicked og hvis hun valgte at forsøge alligevel ville resultatet nok være omtrent det samme som havde hun bedt tre elefanter og en ged om at hæle et par trusser - umuligt.

"You do not have to tell me... Perhaps I will find out my self. if not... well. I did hope it could help Procella somehow, but..."

Hun afbrød sig selv og smilede pludselig som et lille barn.

"I came for a tour didn't I? By the way, what a pretty girl at the entrance!"

Wicked vendte de mørke øjne tilbage til de fjerne lys.

"You will learn how to undo it yourself, in time. For now, I still prefer to know that it is impossible for your temper to get the best of you around Lauren and the children. However good your intentions are."

Han smilede muntert. Teknisk set havde han ikke løjet, kun undgået at fortælle hende hele sandheden. At hun ikke kunne bedømme forskellen var bekymrende, men hun var stadig ung. Desuden gjorde det ikke nogen forskel hvis hun troede at han løj for hende. Resultatet var det samme, som hvis hun havde troet på hans ord.

"You should spend your energy on something more worthwhile. Like your studies."

Det blonde hoved tiltede imod hende og han trak let på de muskuløse skuldre, og betragtede hende med et indtagende smil.

"But you are right. I would rather show you the club."

Wicked lo lavmælt, vendte sig og gik hen imod elevatoren. Han trykkede på en maskeret knap på væggen og så afventende tilbage på hende, da han besvarede hendes spørgsmål.

"Of course, she's a mermaid."

Selvom svaret var af typen, der normalt indikerede en joke, var hans stemme fuldstændigt alvorlig, som om det at hun var en havfrue forklarede altign. Da elevatoren ankom, trådte han ind i den og samlede hænderne på ryggen, med et lille smil.

"Oh yes... what about some more magiclessons. Now I can actually focus on learnings stuff, now that Azruriel is not here to ask stupid questions."

Det var slet ikke en fair kommentar overfor Azuriel, men lige nu var det rart at kunne lade lidt af hendes bitterhed gå ud over ham. Hun hævede et øjenbryn i retningen af sin gudfader. Havde hun overhovedet fortalt ham at hybriden var rejst?

"He left a few days ago... said something about traing in isolation. I don't know, we had a fight. I wanted him to stay... he didn't. And he didn't tell me when to come home. Dammn rascal."

Der var ikke megen vrede over hendes stemme, snarere opgivelse og en smule bitterhed.

"My studies? Oh... trust me, I study!"

Faktisk havde hun læst og læst de sidste par uger. Primært myter, sagn og gamle folkehistorier om diverse overnaturlige væsner. Hun havde desuden læst en masse om hekserier og havde skreget af grin det meste af tiden. Hun fulgte efter Wicked og så nysgerrigt på ham.

"A... a mermaid?"

Hun var fuld af vantro. Sådan nogle kunne da ikke overleve oven vande? Hun klukkede lidt og slog hans forklaring af som en dårlig joke.

Imens dørende gled i så hun op imod ham og forsøgte at fange hans blik.

"You must have thought a lot about security. How do you keep the creatures from fighting? And don't clubs normaly have to have monitoring in case something happens?"

Wicked trykkede på en knap da hun trådte ind ved siden af ham og elevatoren satte sig i bevægelse.

"I suppose, now that there is more time. Thought it will have to wait until the club is officially open. Did you enjoy your day in the spa?"

Spørgsmålet kom, som sædvanlig, pludseligt og uden advarsel. En svag indikation af, at Wickeds sind ikke altid fungerede lige så lineært eller sammenhængende som et menneske, og at han sjældent besværede sig med at lave overgange fra et samtale-emne til et andet. Dørene åbnede sig viste foyeren hun var kommet igennem kort tid før. Wicked trådte ud. De bare fødder gav en let lyd imod marmor-fliserne, og han hævede et mørkt øjenbryn spørgende tilbage imod hende.

"Would you like for me to find him? Or perhaps summon him back?"

Atmosfæren omkring dem blev et øjeblik tungere, da Wicked rakte ud til sin magi og de mange forbindelser der strakte sig ud fra ham - en af dem til Azuriel.

"A mermaid, yes - an old acquaintance. I'll introduce you in a moment."

Han kastede et blik i retningen af indgangen.

"Fighting is forbidden inside the club - for any reason. You were not given the introduction to the rules that most will receive, when they first enter. If you initiate violence of any sort, you surrender your free passage. That is what the basement is for."

De blege læber strakte sig i et koldt og ubehageligt smil, der fortalte at hvad end overtrædelsen ville medføre, så var det højst sandsynligt ikke noget hun ville høre om i detaljer, eller opleve first-hand. Wicked greb hendes arm og snoede den ind i hans egen, smilet varmere da han ledte hende hen imod det store rums midtpunkt.

"Under any circumstance, it is in their own interest that the attention of the authorities is not brought towards this place. Of course, accidents may happen. I have several precautions in place."

Narcissas blik gled endnu engang rundt i den utroligt smukke elevator. Da hun så hans refleksion i det gyldne panel sænkede hun hurtigt blikket. Hans blotte tilstedeværelse rev stadig i hende og hun måtte fokusere for ikke at lade sig drage endnu engang.

Procellas ord gav genlyd i hendes øre. Hun havde givet ham lov til at... spise udenbys. Havde han? Og i så fald hvad? Ville han nøjes med et simpelt menneske? Hun rystede svagt på hovedet og tvang sine tanker på andre veje.

Hun hævede undrende et øjenbryn af ham.

"The spa? Well... I did have a good time with Procella. But too many humans rubbing and touching. She probably told you how much fun she had, right..."

Narcissa fnøs lidt over hvor meget det havde moret Procella at se dæmonen ligge dér på briksen. Hun rynkede næsen i en mine af foragt over mindet om indvaderende hænder imod sin ryg. Ved hans spørgsmål blev hendes ansigt tænksomt idet hun gik frem imod ham.

"No... I... no. If he needs to... do stuff, then let him. I would wish he was here, but I can't force him now, can I?"

Det skarpe ansigt blev hårdt og beslutsomt. Hun måtte ride den her af uden Azruriel. Hvis han virelig... virkelig ville hende, så vendte han vel tilbage snart?

"Really... I did believe them to be creatures of the sea?"

Narcissa lod ham tage sin arm og sukkede let for sig selv. Et sardonisk smil bredte sig over det skarpe ansigt og de sorte øjne funklede op imod ham. Hun kunne fint forestille sig hvilke forholdsregler Wicked havde taget og hun frydede sig ved tanken om at nogen skulle være så dumme at overtræde den meget fine linje der lå lagt foran dem.

"Ohh... Basement."

Hun fulgte ham ned af gangen, de høje stillethæle klikkede blidt imod marmorgulvet. Med den frie hånd ruskede hun let op i sit hår og slyngede det på plads bag skuldrene.

"Uncle... does. Does Daya ever tell you things?"

Hun så spørgende op på ham, hendes blik viste en bekymring. Der var helt sikkert flere aspekter i dét spørgsmål end som så.

På trods af, at klubben ikke var åbnet officielt endnu, så interiøret fuldendt ud - lige fra det bløde hvide lys fra de store standerlamper nær sofagrupperne, der oplyste forhøjninger og det hvide læder, til den lille indendørs pool - højst sandsynligt til havfruen og eventuel anden alternativ underholdning - med sit azurblå genskær i de mørke bjælker ovenover. Lilla og rødlige skær fra skjulte lygter gav stedet en overnaturligt, fantasi-fyldt atmosfære. Det kommende klientel taget i betragtning, ville klubben bliver et syn for guder.

I stedet for at svare hende på, om Procella havde fortalt ham om dagen, hævede han et drillende øjenbryn og frte hende videre igennem klubben til et åbent område, der tilsyneladende var et dansegulv. Wicked lod hendes arm glide ud af sin, tog et lille trin til siden og fangede hendes hånd, så han kunne svinge hende i en bue i begyndelsen af et dansetrin.

"I could, if it would make you happy."

Kommentaren kom neutralt, selvom de mørke øjne spillede ned imod hende, da hans greb om hendes hånd fik hende til at trippe tilbage til ham. De slanke fingre på hans fri hånd gled fra hendes liv, lidt højere på hendes ryg, i et klassisk engelsk vals-greb. Det første trin sendte dem glidende afsted henover gulvet.

"They are quite a great deal more adapted than your average fairytale would have you think. Most have a human shape, though they are somewhat...particular about their employment."

Den manglende musik virkede ikke til at have nogen indflydelse på, hvorvidt han fulgte takten eller ej. I hans tanker klingede musikken fjernt, genkaldt fra et middags-selskab i starten af 1920'erne, hvor han havde danset og senere fortæret en ung kvinde. En svag nynne undslap ham, de mørke øjne fjerne og alligevel fastlåst på Narcissas ansigt, som om han med den ene tanke genkaldte andre minder, og med den anden studerede hende indgående.

"Daya?"

Wicked rynkede panden et øjeblik, som om han tænkte efter, selvom overvejelsen nærmere kom fra, at han ikke var lige så vant til at skulle overholde Procellas regler om ikke at nævne pigernes fulde navne. At bruge kælenavnene - selvom han fandt dem latterlige - var en vane han bevidst måte minde sig selv om.

"No. She is quiet, stubborn. Her mothers daughter."

Ordene kom drævende, sarkastisk og med en lavmælt snert af morskab, som om datterens stilhed var en joke. Hans blik gled fra Narcissas ansigt, udover klubben, før det vendte tilbage til hende med et lille smil der kurvede den ene side af hans læber.

"Tia, on the other hand, did mention that she has spoken, to you. I suppose it had to do with Lauren?"

Han hævde et mørkt øjenbryn og svang dem rundt. Selvom hendes kjole var minimal, fik han på en eller anden måde afgivet fornemmelsen af fulde balkjole-skørter der blev vugget blidt og forførende.

Klubben faldt bestemt i Narcissas smag. Hendes sorte øjne gled nysgerrigt rundt og havde et nærmest glasseret drømmende skær over sig. Barnlig glæde strålede ud af hendes skarpe ansigt over de æstetiske indtryk omgivelserne efterlod hos hende. Flere steder lod hun de lange glatte fingre glide fjerlet over interiør de passerede, næsten som kunne hun sluge rummets historie ved den blotte berøring.

"This is so... beautiful!"

Hun mumlede det mere for sig selv, end som en egentlig kompliment til Wicked. Et svagt suk lød fra hendes læber da de trådte ind i det store rum og betrådte dansegulvet. Hendes beundring og værdsættelse af lokalets udtryk var ikke til at tage fejl af og stod ud af hende som damp fra en gryde der så småt er ved at gå i kog.

Hun viftede kokket en hånd for sig, som for at skubbe Azuriel-emnet til side. Hun gled et skridt tilbage og lagde hovedet på sned, næsten som om hun analyserede hvilken dans hendes gudfader havde på sinde. Elegant og med veløvede bevægelser faldt hun ind og lod ham føre. Narcissa kom fra et dannet hus, og dans havde været på ugen undervisningsskema. Desværre var det en sjældenhed for hende at finde så øvet en dansepartner som Wicked. Derfor tog hun hele denne dans ind, slugte den med alle sanser og gemte mindet et sikkert sted i hendes indre.

Hun nikkede let af hans forklaring om havfruen, hun havde stadig umådeligt svært ved at forestille sig en havfrue i menneskeform - gik hele pointen så ikke af? Men mon ikke hun snart ville få syn for sagen?

"Oh... yes, probably... but..."

Narcissas sorte øjne fangede hans blik og hun forsøgte at grave én eller anden tanke frem af ham. Men som altid var den gamle dæmon ulæselig og hun måtte opgive sit forehavende. Hundæmonen fulgte yndefuldt hans føring og drejede om sig selv.

"Tia? Does she talk? Hmm... well. I actually had something I needed to talk to you about. It is Daya... I..."

Narcissa standsede dansen og stoppede foran ham. Hendes manke af mørkt hår faldt til ro om det skarpe ansigt og hendes sorte øjne låste sig i hans blik.

"It is... she kinda said something that... Reminded of things I have heard before. But... Procella just thinks I am foolish. Daya... she kinda remind me of. Please do not take this the wrong way. But, she kinda reminds me of... Micha. She is laughing and commenting and..."

Narcissas skuldre faldt et par centimeter og hendes blik var bekymret. Både over smatalens karakter, men mindst ligeså meget over hvordan Wicked ville reagere over det her. Ville han blive rasende over at hun sagde sådan om hans barn? Ville han grine og synes hun var fjollet? Eller ville han nikke på sin 'aha-facon' og bare lade som ingenting?

"The things she says... her voice..."

Wicked standsede galant da hun tøvede, afsluttede dansen ved at trække sig tilbage og bukke med hånden hævet til brystet, hvilende over hjertet. Et lille, underholdt smil strakte hans læber da han kiggede op på hende, et mørkt øjenbryn hævet spørgende ved den tøvende tone.

"Go on."

Michas navn ramte ham som en hammer. Narcissas ord gav genklang og syntes at ramme en nerve, eller en glemt tanke, han havde skubbet væk fra sin bevidsthed. Frosset midt i den foroverbøjede stilling, fortættede luften sig omkring dem indtil den nærmest krattede, som om et stormvejr var under opsejling inde i klubben. Det lille smil gled over i en snerrende grimasse, der forvandlede Wickeds ansigt til en fremmeds, en ondskabsfuld maske selv Narcissa aldrig havde set.

"Micha."

Skyggerne i klubben krøb nærmere, blokerede for lyset og lagde sig rundt om Wicked, meget lig Narcissas egen evne. Fjerne, forpinte skrig, fra usete skikkelser, fyldte luften som negle imod en tavle. En mand - muligvis en bartender - dukkede op bag et hjørne, blegnede og faldt skrigende på knæ, da det magiske pres stødte imod ham.

Uden at spørge hende om lov, søgte han igennem det svage bånd der bandt dem sammen, invaderede hendes sind og trak smertefulde, glødende spor igennem hendes bevidsthed. Selvom de var af samme race, var voldeligheden, den fuldstændige overmanding af hendes sind, så overvældende at hun lige så godt kunne have været en myre under hans fod. Det voldsomme, magiske tårn af mørk kraft hun havde set under indflydelse af elver-blodet, tårnede sig op foran hende, da Wickeds menneskelighed foldede sig væk og den fulde tilstedeværelse af den ældgamle dæmon strakte sig ud overfaldt hende.

Hans vrede smadrede imod de naturlige forsvarsværker hendes bevidsthed stillede op. Manglen på en rigtigt forbindelse at manipulere igennem, betød at kraften og tvangen han brugte blev des højere, mere voldelig, mens han ledte efter svar.

Billeder og samtaler, stemmer og glimt af de fire piger og Procella flakkede i korte glimt imellem dem, blandet med drømme, mareridt, håb og tanker, indtil en stemme voksede sig frem fra stormen af kaotiske, sammenblandede stemmer og vanvids-billeder. Den familiære, lydløse stemme fra barn-kvinden, der pludselig sprang frem og tilbage i hendes sind, som en bold der ramte væggene i et småt lokale og kun blev kastet hurtigere og hurtigere imellem dem.

Wickeds vrede brændte igennem hendes sind ved lyden, og efterlod hvad der kunne minde om mentale brændemærker. Den fuldstændige fortabelse i raseriet gav hende et indblik i hans tanker og minder strømmede imod hende, århundreder - årtusinder - af scener, end ikke den mest fantasifulde horror-forfatter kunne have beskrevet, eller den mest talentfulde instruktør have fanget.

Ansatte strømmede ind i lokalet, fra alle sider - nogle faldt, som bartenderen, under det magiske pres. Andre bevægede sig fremad, selvom belastningen var tydelig i deres ansigt. Wicked vendte sig brat fra Narcissa, efterlod hendes sind som en krøllet klud, han havde presset for den viden han behøvede, mærket og forvrængt af den forfærdelige byrde af alt for mange års umenneskelighed.

Den skygge-klædte krop var et sløret omrids, før de slanke fingre greb en af vagterne fra indgangen og flåede ham fra hinanden. Kød, blod og kropsdele splattede imod gulvet og badede alle indenfor flere meters afstand i en byge af rødt.

Crimson Dawn

Navnet gav genlyd igennem Narcissas sind, fra tusinde halse, i hvisken, skrig, overgivelse eller frygt - men alle i øjeblikket før deres liv endte.

Narcissa så Wickeds ansigt og fik en foruroligende klump i maven, der var dog intet der havde forberedt hende på hvad der så skete.

Pludselig opfattede hundæmonen ikke længere gulvet under sig, lyset fra lamperne, duften af nyt læder eller væggene der lukkede natten ude. Det eneste der eksisterede for hende var en gennemgribende smerte, en så utrolig invaderende følelse at hun følte sit indre flået i tusinde stumper. Wickeds bevidsthed pressede sig ind i hendes, rykkede selve hendes essens fra hinanden i sin søgen på svar.

No... please...

Narcissas krop stivnede fuldstændigt, og ikke engang en damptrommel ville have været i stand til at ændre kroppens fastfrosne form. Fra hendes næse løb tykt sort blod og øjnene så intet i deres matte udtryk.

For hendes indre så hun billeder Wicked med magt gravede frem i hende, selv detaljer hun ikke havde registreret eller overvejet, blev suget ud af hendes bevidsthed og overført til den ældgamle dæmon overfor hende. For han var ældgammel... alt i hende kunne mærke det. Frygtede selve hans alder for det faktum, at han rent faktisk havde overlevet alle de år. Billeder af børnene, den ene pige kaldt Daya. Billeder af Micha på skadestuen, i hotelværelset, en nøgen arret krop, en stemme, en barnesang, rovdyrgule øjne, en lys latter. Alt sammen spillede de igennem hende til ham som en film der næsten var for hurtig til at opfatte.

Stop it...

Frygt og smerte var ét stort virvar i hende. Men da den farverstrålende mur atter tårnede frem i hende, gav det et kort ryk i kroppen. Panik slog ned i hende som et lyn, men intet kunne hjælpe den unge dæmon nu.

Narcissa havde ikke sind til at bearbejde de indtryk der ramlede igennem hende som et løbsk lokomotiv, hun var tvunget til blot at tage imod og håbe på at hendes sind kunne modstå. Hun var end ikke klar over den dybe bøn hun forgæves forsøgte at sende til dæmonen, den var et instinkt, hendes sidste forsøg på at stå imod.

Store tunge dråber af tyktflydende blod løb ned over Narcissas kinder og fra hendes øregange.

Pludselig og uden varsel, gav hendes krop efter, da Wicked trak sig ud af hendes bevidsthed. Han var der stadig, men presest blev lettet, alt for voldsomt. Med en dump lyd landede hun på gulvet i en bunke der ikke tog hensyn til det indre skellet. Der var ingen kræfter tilbage i hende og de sorte øjne stirrede fraværende op i loftet.

Blod og kødrester splaskede ned over hende og fuldendte det absurde billede af den mælkehvide klump på gulvet.

Crimson Dawn

Ordet... navnet gav genlyd i hendes indre. Da det ramte hendes inderste var det som om alt blev slukket. Hendes bevidsthed gav op og tomheden tog over. Øjnene stirrede stadig imod loftet. For folk med hang til blod og kødrester var hun et smukt eksempel på et lig, bortset fra at hun langt fra var død.

Man kunne knap kalde hvad der var tilbage af vagten for 'rester'. Hvordan Wicked, på et øjeblik, havde reduceret den høje, muskuløse mand til uidentificerbare klumper af kød og knogler, var ubegribeligt. Bevægelserne havde været hurtige, præcise - rutinerede, som om han havde gjort det i uendelige tider. Hvilket minderne, der vældede ind over Narcissa, bekræftede. Med ryggen til guddatteren, badet i blodet fra sit offer, kom endnu et minde sammen med navnet. Utallige kampe, krige, slagmarker, med Wicked præcist som han var nu - utæmmet, umenneskelig, uhæmmet af den forfinelse, der normalt skabte den legesyge og ubekymrede dæmon.

Gløder voksede i de mørke øjne og eksploderede i flammer, der fyldte hans øjenhuler. Kvinden - receptionisten der havde taget imod Narcissa, og som angiveligt skulle være en havfrue, blegnede under blikket. Hendes hud brændte væk under hans øjne, den menneskelige maske skrællet væk af dæmonens aura. Afdæmpet brun-sort hår snoede sig som en slange ned af hendes ryg, og skiftede farve fra roden og ned langs hårstråene, som om nogle havde tømt en bøtte sølvfarvet maling over hendes hoved. Hendes pupiller udvidede sig, det runde ansigt med sine smilehuller blev smallerede, rovdyrs-agtigt, og da hun åbnede munden i en snerren imod Wicked, var de før regelmæssige hvide tænder sylespidse og større end hvad hendes mund burde kunne holde, som en dybhavs-fisk.

Wicked vendte sig imod hende med den samme bevægelse sløret af fart, men blev standset midt i skygge-udfaldet imod hende, da hun smækkede munden på vid gab og skreg. Skrig var der allerede masser af i lokalet - fra dem der var bukket under for Wickeds dæmoniske væsen til de kropsløse skrig, der syntes at rykke ubehageligt nærmere, lige uden for synsvidde.

Havfruens skrig var anderledes.

Som en hvidglødende kniv i blødt smør, skar den igennem tankerne. Alligevel var der noget forførende over smerten, en rigtighed, der lokkede, at hvis man holdt ud bare et øjeblik længere, ville skriget blive til en sang smukkere end man kunne forestille sig.

Lyden tvang ham i knæ, få meter fra kvinden. Wicked snerrede og rettede de flammende øjne imod havfruen, hævede sig og forsvandt i en bevægelse, samtidig med at Procellas reaktion på raseriet han havde sendt igennem båndet, ramte ham. Et vaklende skridt sendte ham igen i knæ og presset i rummet knækkede over med et gisp, som om selv verden måtte tage en dyb indånding.

[Ca. 20 min. senere]

Wicked betragtede tjeneren, der skrubbede gulvet fri for blodpletter, med et fraværende blik. Hans tanker var langt væk, selvom de slanke fingre gled langsomt igennem Narcissas lange hår. Han sad selv lænet skævt op af en sofaes armlæn, med Narcissa strakt ud henover det hvide læder, og hendes hoved liggende på hans lår. Deres tøj var stadig plettet af blod, men en af tjenerne havde forsigtigt gnubbet blodet af deres hud, mens Wicked sad som en statue og tænkte.

Micha. Daya. Hans datter og Procellas søster. Han havde vidst det siden fødslen, men en eller anden mekanisme, en følelse han kun kunne fortolke som en del af båndet med Procella, havde skubbet tanken væk. De slanke fingre knyttede sig skarpt og genåbnede de dybe, blodige render i håndfladen. Tjeneren stjal et blik op imod dem, ved lyden af dråberne der ramte gulvet, før han hurtigt vendte tilbage til børsten og sæben.

Gennem tomheden trængte en rund og krydret duft sig på. Hun fangede duften af hans blod allerede inden hun registrerede at hun var vågen igen. Duften bragte mindet om ham med sig og en spinkel del af hendes indre, glædede sig over den velkendthed der lå i genkendelsen.

Sekunder senere, da hun faktisk forstod at hun var vågen og lå på ryggen et eller andet sted, krøb hun sammen om sig selv i sammenpresset fosterstilling, stadig med hovedet på Wickeds skød. Et dybt støn både af erindringen om smerten og af den frygt der atter lød igennem hende, pressede sig ud igennem hendes strube.

Erindringer om hans ældgamle væsen slog imod hende, og atter en gang så hun glimt af de billeder han havde trukket ud af hendes hukommelse, uden så meget som at spørge om lov. Glimt af den farvestrålende mur tvang sin ind for hendes indre blik, hun gispede hårdt og slog øjnene op.

"... un... cle... "

Narcissas stemme var spag og hun blinkede voldsomt for at få sit fokus tilbage. Loft, gulv, lys og skygge gled sammen for hende i et par sekunder. Så tårnede en bar sig frem for hendes blik og hun erindrede med ét hvor hun var og hvad de havde talt om. Hun mærkede fingre glide igennem sit hår og fattede fuldt og helt hvor tæt på han var. Hun kunne mærke ham, hele hendes essens var på vagt overfor ham i dét øjeblik.

Crimson Dawn

Den mælkehvide dæmon krøb sammen med et ufrivilligt spæjt og endnu et dybt støn. I bevægelser slørret af fart, trak hun sig bort fra ham og krøb sammen i den modsatte ende af sofaen. Hun rystede smertefuldt på hovedet og de sorte øjne var tydeligt slørrede af frygt. Endnu engang havde hun følelsen af at sidde overfor selve tiden, overfor et væsen der var ældre end den verden hun forstod og kendte til.

"...uncle."

En rislen løb igennem musklerne under hendes hud. Hun lagde hovedet på skrå og betragtede i et par lange sekunder sin gudfader. Pludseligt og uden varsel begyndte hun at kravle frem imod ham. De sorte øjne låste sig fadt i hans, og på trods af den frygt som lyste ud af dem, kravlede den spinkle dæmon op på hans skød og krøb ind til ham. Hendes ansigt hvilede imod hans hals og hun lod sig presse imod ham, om et lille barn der søger trøst hos en nær slægtning. De havde siddet sådan mange gange før, men det var mange år siden.

Hun snusede til ham, lod sin kind og sin næse finde hans nøgne hud. Hun frygtede ham, samtidig med at hun havde brug for hans omsorg - hvis man da kunne tale om noget sådan dæmoner imellem. De spinkle hænder lå ind imod hans bryst og to fingre legede åndsfraværende med en af skjortens knapper.

Narcissa forsøgte at formulere en sætning, men det eneste hun fik fremstammet var nogle ukarakteristiske strubelyde der blev mumlet ind imod Wickeds hals.

"Uncle."

Endnu engang fulgte dét ene ord hun formåede at ytre lige nu. Det kunne virke som en kamp for hende at få det velkendte, det hun kendte af Wicked, tilbage i ham. At tilbagekalde følelsen af hendes onkel, og ikke det ældgamle mørke væsen - til trods for at hun via sit dæmoniske ophav var tiltrukket, forført og draget imod det det. Hun var dybt fascineret og helt igennem skræmt på én og samme tid.

De mørke øjne flakkede ned imod hende da hun rørte på sig og de slanke fingre stoppede deres bevægelse. Wicked sad som en statue og lod hende vågne. Han havde kort overvejet at søge ind i hendes bevidsthed, forsøge at bedømme skaden hans vrede havde udløst, men ombestemt sig ved tanken om, hvordan hendes sind ville se ud i ubevidst tilstand.

Da hun trak sig væk, betragtede han hende roligt, uden at ændre det neutrale udtryk på det blege ansigt.. De grundlæggende begreber for ethvert samfund, der blev taget for givet af menneskeheden i en tidsperiode, var en dråbe i havet for ham - og selvom han kunne læse hendes frygt, dufte den på hendes hud, var det svært for ham at forstå hvorfor. Frygt. En dæmon der følte frygt. Nyttigt, hvis han havde ønsket at styre sin guddatter. Hvis ikke løftet imellem hendes far og han, bandt ham på forskellig vis.

Havde der været en tid, hvor var en følelse han forstod? De mørke øjne var trætte, den mystiske og indtagende atmosfære afdæmpet efter den massive mængde magi der havde flydt fra ham ud i lokalet. Energi, han ikke havde råd til at miste, efter ugerne med få og sparsomme måltider. Det gjorde ham ikke mindre af hvad han var, et overnaturligt og ældgammelt væsen, men det fik ham til, om muligt, at virke en smule mindre overvældende.

Et svagt smil kurvede hans læbe, da hun kravlede tilbage og op på hans skød. De muskuløse arme spredte sig af sig selv, og lukkede sig så igen omkring hende.

"Hush, my sweet little thing."

De slanke fingre løb let henover hendes hår, trøstende som en voksen over for et barn, den dybe stemme lavmælt og beroligende.

"Give them back. They are not a burden your shoulders can carry yet. I was rash in my anger to place it on you."

Ordene fik brystkassen hun lå imod til at vibrere let, velkendt. De bevægede sig nedover hende, som en strøm af kølende, mørkt vand, Wickeds blege ansigt som månen ovenover, fandt det svage bånd imellem dem, og hviskede instruktioner igennem det.

"Gather it all, the rage and fear, the pain and torment. Shape it and roll it. Push it back into me."

Fortsatte han med den samme monotone, hypnotiserende stemme, lig hans måde at tale på, under magi-undervisningen. Om det var med vilje at han forsøgte at aflede hendes opmærksomhed fra frygten, ved at vække hendes nysgerrighed overfor magi, instruere hende videre i, hvordan hun benyttede den, eller et tilfælde, betød ikke det store. Ordene lagde sig omkring hende, flød ind i hende og viste hende hvordan hun kunne samle smerten, byrden, og give den tilbage til ham.

Hun mærkede hvordan hans blotte tilstedeværelse omfavnede hende som en dyne. Der var ikke megen trøst at finde, men hendes muskler slappedes og kroppen spændte af. Dog fortsatte Narcissas indre med at krølle om sig selv, som et hav der blev oprørt af en voldsom tyfon.

De minder, indtryk, billeder og brudstykker af stemmer og tale der føj omkring i hende gav ingen mening. Det eneste hun lige nu vidste, var at hun måtte kæmpe hårdt for at bevare sin fornuft og ikke lade sig gribe af vanvid.

Igennem stormen mærkede hun hans mentale indtrængen, men denne gang var den blid og frembragte ikke en følelse hos hende om at han ville flå hendes indre fra hinanden. Tøvende lukkede hun øjnene og sendte sit sind indad, ind i sig selv. Hans stemme lød som et ekko fra et rum langt borte.

Narcissa så, mærkede og følte hvordan han guidede hende og viste hvordan hun kunne samle det virvar der lige nu udgjorde hendes sind og lægge det brusende hav ned. Uden selv at kunne kontrollere særlig meget - thi det var hun alt for ødelagt til - begyndte hendes essens, hendes bevidsthed helt af sig selv at arbejde. Det var det sidste instinkt inden vanviddet tog over, der gjorde at hun faktisk forstod og handlede.

Omkring de to skikkelser i den hvide sofa begyndte skygger at danse. Sorte tunger der slikkede over dem og smøg sig om deres hud. De voksede i styrke jo mere Narcissa formåede at samle sig selv. For hvert eneste tanke, for hvert eneste minde og for hver eneste følelse hun fik revet til sig, ind imod midten af hendes væsen, jo stærkere dansede skyggerne omkring dem.

Uden varsel, og uden at dæmonen selv var klar over at det var dét hun gjorde, greb hun ud efter Wicked igennem deres spæde bånd. I starten var det som om hun forsøgte at trække ham til sig, nærmere og tættere - febrilsk og vildt. Da Narcissa selv opfattede hvor voldsomt hun rev i ham, vendte hele hendes indre rundt og skubbede. Endnu mere voldsomt, og hårdere end hun nogensinde før havde kontrolleret sin egen essens skubbede hun først frygt ud af sig og over imod Wicked. Det var næsten som rejste havet sig i hendes indre og steg imod hans ansigt der udgjorde månen.

Det frådende hav i hende, rejste sig og lagde sig med en voldsomhed hun ikke var sikker på at hun kunne udholde i længden. Brede hvidglødende stier af had, frygt, smerte, afsavn og mere had banede sig vej til Wickeds indre, krævede sin adgang. Det var på ingen måde samlet som hans bud havde lydt, men blev sendt af sted i ukontrollerbare ryk. Det var utroligt at så ung en dæmon som Narcissa kunne bære så meget had i sig, så meget frygt og så meget smerte uden at have mistet sig selv fuldstændig til mørket og den magi der omsluttede det.

Fra Narcissas krop begyndte små lysglimt at springe ud imellem skyggerne der stadig dansede omkring dem.

Gennem båndet hørte Wicked sin gudatters stemme. Den talte om kærlighed og om had, og den talte om foragten for disse følelser. I Narcissa spredte der sig en ny følelse... en følelse af ikke at slå til. Ikke at være stærk nok og ikke at være dygtig nok. Der var ingen rettesnor for hvad der ville være nok, andet end hendes eget dybe ønske om at forbedre sig, at kæmpe og at overleve!

Strømmen fra Narcissa til Wicked blev brat stoppet og sendte et ryk igennem den spinkle krop i hans arme. Med en karakteristisk stædighed begyndte hun at folde det resterende af det brusende hav om sig selv. I sit indre gemte hun det væk, lod det forblive dér for altid at kunne mindes sin kamp, og sin egen svagelighed. Et evigt minde om at holde hovedet koldt og ikke lade ynkelige menneskelige følelser tage magten over hende. Der var ingen grund til at forklare gudfaderen bevæggrundene... han ville føle dem tydeligt.

I need it here...

Skygger og lysglimt var borte, kun et sæt sorte øjne så op imod ham.

"Tha-thank you."

Hun blinkede et par gange og forsøgte at komme sig over dagens strabadser. Hendes øjne spærredes pludseligt op og hun så intenst på ham.

"I... Are you allright?"

Wicked lod sit hoved glide tilbage fra Narcissa, da strømmen af følelser brændte sig vej tilbage ind i hans bevidsthed. De sorte pupíller åd det hvide i hans øjne væk, og fremmede øjne af solidt mørke stirrede blindt op i loftet over dem. Armene der før havde hvilet let omkring hende gled ud til siderne og hang slapt udover kanten af sofaen, mens han drak af vreden og frygten. Det var i mindre grad byrden af de reelle minder, og i langt højere grad energien i følelserne, han fortærede, med en uimodståelig sult.

Bølgerne af følelser hun sendte imod ham, sendte et ryk igennem hans krop for hver gang, som hvis hun havde stukket et kabel imod hans hud og tændt for strømmen. Han lyttede fjernt til hendes ord, mens frygten og vreden føjede sig til den mørke kerne af kraft. Den lavmælte hvisken i hendes sind forklarede, uden at tale. Billeder og ideer udvidede sig imellem dem. Følelser og minder var energi for hans natur som incubus. Selvom vrede og frygt ikke var det, der gav mest energi, var det følelser tæt forbundet med lyst og begær. Et nyt blik, på den tidligere følelse af tyngde i luften omkring ham, viste hende hvordan hun selv kunne udvide sin bevidsthed, sin dæmoniske tilstedeværelse, omkring sig som et våben - eller et skjold, i tilfælde af, at hun stod overfor en anden overnaturlig kraft, med den samme evne.

Det lod hende også fornemme, hvordan den vrede han havde presset ind i hendes sind - og nu gjorde krav på igen - gav ham noget af den brugte energi tilbage. De mørke øjne faldt fra loftet til hendes ansigt, ved det lille ryk der gik igennem den slanke krop på hans skød. Selvom mørket stadig havde opslugt hans øjne, var det ikke længere matte og overfladiske, men gnistrende. Lysglimtene fra hendes evner gav genskær i det sorte og det virkede et øjeblik som om hans øjne var fulde af stjerne. Et bredt, forførende og velkendt smil strakte de blege læber, mere end svar nok på hendes spørgsmål. Wicked summede igen som et overnaturligt fyrtårn.

"We all begin somewhere, little one. You have grown up within a certain era. It affects the way you think and act."

Han hævede en arm og lod en fingerspids ramme let imod midten af hendes pande.

"At some point, you must simply embrace your nature and go beyond these notions and ideas. Consider the things you have seen - what did you feel - and why? Are some feelings created, because you expect them to be?"

Wicked lo og lyden løb drillende ned af hendes ryg som en kærtegnende hånd, før den spredte sig i lokalet.

"Things were a great deal simpler when I was created."

Brummede han, latteren stadig i hans stemme.

Narcissas sorte øjne blev rolige, da hun så sin gudfaders smil, der var ingen grund til at bekymre sig for ham - og det havde der på intet tidspunkt været. Hun havde lyst til at spørge ham om Daya, om Micha og om... om det hun havde fortalt ham gav nogen mening i hans verden. I stedet lod hun sig flække på langs af et veltilfreds smil.

Dæmonens hoved vippede langsomt op og ned, som bekræftelse på Wickeds ord. Fingeren imod hendes pande føltes kølig og varm på samme tid og efterlod en let sitren i Narcissas ansigtshud.

"Yes, I know. Actually... Now that Azuriel and I have been parted for quite some time. I do not know... but it feels like... like my affaction for him... It is like a memory, for everyday the details grow weak and blurry, but one does not forget the memory it self."

Hun anede ikke om hun gav mening, også overfor Wicked. Men faktisk var det lige meget, det var lige gået op for hende selv. At hendes kærlighed til hybriden stadig var stærk, men at der trods alt var ændringer. For hver dag hun ikke så ham, var det som om han gled længere og længere bort fra hende. Hun kunne ikke længere mærke en sitren i sig blot ved tanken om ham, hun kunne knapt huske hans duft og hvordan hans stemme lod - skulle hun fremkalde sig disse, var det under dyb koncentration.

De lyserøde læber strejfede Wickeds kind og Narcissas sorte øjne spillede lattermildt op imod hans. Hun trak sig bort fra ham og krøb af hans skød. Et kort øjeblik sejlede hele verden for hende og en hånd greb lynhurtigt ud og fik fat i sofaens armlæn. Det kolde marmorlignende ansigt så nogle sekunder helt blankt ud, så rettede hun sig op.

Da hun stod der på gulvet foran ham, så hun ned og sukkede. Narcissa lod ærgerligt sine hænder glide hen over kjolens stof. Hun tsk'ede lavmælt og hævede så smilende hovedet til sin gudfaders blik. Dæmonen gjorde alt hvad hun kunne for at stå rank foran ham og ikke lade sig mærke med noget, men hun mærkede hvordan kroppen var udmattet efter hans voldsomme angreb, og hun var sulten... meget sulten.

"Forgive me, but I have forgotten our agenda... where were we?"

Stemmen var ikke så kraftfuldt og rolig som hun havde ønsket den skulle være. Narcissa svajede let da hun tog et skridt, stædig fortsatte hun mere sikkert et par skridt væk fra sofaen og så sig om i lokalet, næsten som havde hun helt glemt hvordan det så ud. En mørk skygge gled forbi bag hendes øjne, da blikket faldt på dansegulvet hvor de havde stået ikke så lang tid forinden.

De sorte øjne gled tilbage imod sofaen og den høje skikkelse der huserede dér. Narcissas ansigt var udtryksløst i nogle sekunder for så at trække sig sammen i et skævt og forførende smil.

"How glad I am to have found you again!"

Han betragtede hende i stilhed mens hun forklarede hvordan hun følte, nu hvor Azuriel ikke var i nærheden, med svag tilfredshed. Følelserne nåede ikke til hans ansigt, der stadig havde et lille, skævt smil på læberne, men ellers virkede til at overveje hvad hun fortalte seriøst. De mørke øjne hvilede på hendes ansigt, intenst og opmærksomt. Det var endnu en fordel ved den nye tid. Narcissa var vokset op i en tid, hvor forhold var gået fra at være ubrydeligt, til at være hverdagskost og kærlighed et flygtigt bånd, der var let at bryde når nyhedens interesse døde ud.

Det ville rette op på en del af hans bekymringer for guddatteren, hvis hun fik løsrevet sig fra den dødvægt Azuriel var.

Hans mørke øjne spillede let, da hun lænede sig frem og strejfede hans kind, hendes læber varme imod hans hud. De stærke arme gled - en smule drillende modvilligt - fri, så hun kunne trække sig væk, og et øjeblik følte han et svagt savn over den tid, hvor hun var en lille pige. Han holdt sig selv tilbage fra at læne sig frem og støtte hende, da hun vaklede. Mindet om følelsen af ikke at være stærk nok, hun havde sendt imod ham, sad stadig lige ved overfladen.

Det lille blik ned på det bloddækkede tøj fik hans læber til at kurve i et smil.

"You still look stunning, my sweet. Not to worry."

De mørke øjne fangede udtrykket i hendes ansigt. Frygt og følelser af ikke at være dygtig nok, var ikke noget han kendte videre til. Sult, derimod, var han intimt bekendt med.

"Ah yes, the tour."

Han rejste sig fra sofaen med en lidt for smidig bevægelse - det var tydeligt, at han var langt fra lige så påvirket af de tidligere hændelser som hende - og gled hen til hende, lod sin ene arm glide rundt om hendes liv og begyndte at føre hende langs baren rundt om sofa-grupperne der fyldte hoveddelen af rummet. Et par dobbelte svingdøre ledte ud til et køkken og hvad der virkede som baglokaler for de ansattte. En svag, forjættende duft af blod spredte sig fra rummet, da han holdt den ene dør åben for hende. På de spejlblanke stålborde lå resterne af vagten - det var i hvert fald hvad Narcissa kunne antage det var resterne af, medmindre et andet væsen var blevet splittet fra hinanden mens hun var bevidstløs.

Wicked ledte hende tættere hen til bordet og slog ud med den ene arm.

"I saved a few pieces. I had a feeling you might be hungry."

De mørke øjne spillede imod hende, et lille smil på hans læber.

Wickeds ord om hendes udseende fik et smil frem på Narcissas læber. Af en eller anden grund tog hun det han sagde fuldstændigt for gode varer, og faktisk gav ordene genklang i hendes indre. Uden at gøre det, var det som om hun voksede en centimeter og blev en smule mere rank at se til.

Narcissa var taknemmelig over Wickeds arm omkring hendes liv, hun var ikke sikker på at hun havdeklaret den lange tur over gulvet og ud i køkkenet, uden hans støtte. På trods af at hun for langt den største del havde fået styr på sig elv, var det stadig som om hendes krop ikke ville reagere helt som hun ønskede den - som var der en løs forbindelse imellem hendes essens og ud i den krop hun besad.

"This club is adorable Uncle!"

De sorte øjne gled op over hans skulder til hans ansigt. Narcissa var tilbage i sin rolle som lillepige. I virkeligheden hadede hun den, men sammen med sin gudfader faldt det hende ganske naturligt. Det var højst sandsynligt også derfor episoden med det manglende håndklæde havde revet sådan i hende, hun var slet ikke vant til at se sådan på ham. Men nu?

Duften af blod slog imod hende som en hammer og fjernede den sidste rest af tanker om Wickeds fugtige brystkasse. Synet fik hende til at snappe efter vejret, ikke af chok, men fordi en voldsom trang til at kaste sig over de blodige rester ramte hende. Hun drejede langsomt hovedet og fangede hans blik.

Da han ledte hende tættere hen til bordet var det som om hun glemte alt omkring sig; ham, køkkenet, den blodige kjole, resterne af det hun havde oplevet mens han havde borbarderet hende, Azuriel, Micha... alt. Hun rakte en slank hånd frem og greb fat om et stykke blodigt og let lunt kød, det lignede resterne af et inderlår.

Narcissa, der nu stod med ryggen imod Wicked, stirrede ned på kødet i sine hænder. Hurtigt, grådigt og med lyde der mindede om en løvindes fortæring af et bytte, begyndte hun at spise. Havde dæmonen ikke været fuldstændig smadret efter aftenens hændelser, havde hun gjort hvad hun kunne for ikke at virke alt for dyrisk. Men lige nu var der absolut intet menneskeligt over hverken lyde af kød der blev flået fra sener, blodstænk på væggen, smasken eller tænder der skurrede imod knogler.

En ro bredte sig langsomt over hendes krop, og efter at hun havde taget den sidste luns kød i sin mund, mærkede hun hvordan kontrollen med sin krop blev straks bedre. Hun bevægede sig igennem køkkenet, uden at se op på Wicked og fandt håndvasken. I rolige bevægelser vaskede hun hænder, ansigt og hals.

"Delicious."

Da hun rettede sig op og kiggede over imod sin gudfader med et skævt smil faciliteret af våde læber.

"Uncle... what was the world like? Back then... when you were created?"

Hun trådte frem og gik hen til ham, uden at tage notits af det svineri hun havde efterladt. En slank hånd gled ind i hans og hun så nysgerrigt op på ham. Der var atter ro over hendes ansigt, dog vidste Narcissa selv, at der ville gå dage inden hun var på toppen igen.