help from a stranger

Dato : 14/02-2012
Tid : 12.30
Årstid : Vinter.
Vejr : Lidt gråt og koldt men ingen sne
Sted : Inden for i Kodashi lejlighed
Omgivelser : En masse masler grej, i en eller lys og åben stue, der er rod efter Kodashi overfald.

Kodashi stod i sin lejlighed. Politiet var fæørdige med at lede efter de spor de skulle bruge og Kodashi var klar til at komme hjem igen. Den ødelagte dør var blevet udskiftet, og flere af Kodashi naboer var allerede kommet og givet til udtryk de syntes det var syndt det der var sket. Men sådan lå livet endnu engang og Kodashi kunne ikke gøre andet end prøve at komme ind i sin dagsrytme igen.
Det bankede på døren og endnu en nabo stod uden foran døren, han tog sin hat af og sagde "Jeg hørte om hvad der var sket og jeg tænkte du måske behøvede det her" han afleverede et kort til Kodashi og gik igen. Kodashi kiggede på kortet og der stod blot et telefon nummer og navnet på en mand, samt ordne dusør jæger.
Kodashi smed kortet henne i hjørnet af sin stue og regnede ikke med at det var noget hun kunne bruge til noget. Kodashi satte sig i sofaen og kiggede igen på koret... Det kunne måske ikke skade, den kvinde havde været godt sindsyg og påstod endda hun var en dæmon.. skøre kælling. Nå men det kunne vel ikke skade og Kodashi havde en del opsparing allerede så hun kunne godt betale. Forsigtigt tog hun telefonen op og ringede, der var ingen der tog den men hun lagde en besked med sit navn, addresse og telefon nummer. Forhåbelig ville den såkaldte Des kigge forbi på et tidspunkt. Indtil da brugte Kodashi tiden lidt på at rydde op i sin lejlighed

Opkaldet havde overrasket Des. Sagt på en ligeud måde.
Selv havde han lykkeligt glemt de kort han havde givet til nogle få udvalgte. Nogle folk der havde fanget et blik af noget de ikke skulle og ikke kunne gå til politiet. Des havde fundet dem ved at lytte til sladeren rundt omkring i gaderne og fik så kontakt til dem. Efter han havde hjulpet dem så plejede han at forsvinde, men dem han endnu ikke havde kunne hjælpe havde fået et kort med et nummer hvor der normalt kun stod et nummer på som de kunne ringe til hvis de nogensinde kom i problemer igen.

For simple grunde blev han nødt til at tjekke personen der havde ringet ham op. Hvis det nu var en fælde sat op af de andre dusørjæger grupper, så måtte de ikke få øje på Des…
Så det var vel forklaringen på at han sad i sin bil lige nu og stirrede på et lejlighedskompleks. Han havde ikke den bedste hukommelse når det kom til folk. Overnaturlige væsner kunne han huske og placere hvor han havde jagtet dem, men folk havde det med at smutte fra hans hukommelse.
*Oh well… Jeg finder aldrig ud af hvad det handler om hvis jeg ikke går ud af bilen.* tænkte han og gik ud af bilen.
Han tog sin sædvanlige duster på, sørgede for at han havde sin ene pistol klar omme bag ved lænden og gik op imod døren han vidste denne Kodashi boede.

*Ny dør…* tænkte han kort og kiggede på den inden han let lod sin ene hånd banke imod døren og hans anden hånd var væk i en af de mange lommer nede i dusteren, som var en skjult skede for en sølv kniv… Hvis nu hun skulle vise sig ikke at være helt ren i kanten.

Kodashi sad inde i sin stue og havde ryttet det meste op efter hånden, det var utroligt så fremmede dette sted kunne se ud efter overfaldet. I bund og grund følte hun sig bare ikke sikker her før en eller anden ringede og sagde at den sindsyge kvinde var bag lås og slå.

Da det bankede på døren fik Kodashi et chok, hun havde ellers siddet her i stilheden og nyt det ganske og roligt. Som hun gik ud imod døren kunne hun mærke hvordan hendes hjerte begyndte at hamre i brystkassen. Hvad nu hvis det var den sindsyge kvinde der var kommet tilbage. Hvad hvis hun havde fundet ud af at Kodashi havde givet politiet en detaljeret tegning af kvinden selv. Kodashi kom ud til døren og måtte synke en klump før hun kiggede ud af dør spionen. Hvilken lettelse der stod en mand og ikke den sindsyge kvinde. Men det var ikke en af hendes naboer det var Kodashi sikker på, måske var det ham Kodashi havde ringet efter.

Kodashi sukkede og låste døren op og åbnede ganske forsigtigt. Kodashi åbnede ikke døren helt og gemte sig nærmest lidt bag døren og kiggede frem imod manden der ude.
"Hej... Er du Des?" spurte Kodashi gasnke forsigtigt og kiggede noget nysgerigt på manden. Det var første gang i sit liv hun havde mødt en dusør jæger, og forhåbeligt den sidste måske.. Men en dusør ville Kodashi helt gerne sætte på kvinden bare for at få hende væk fra gaderne.

Da Des kunne høre en på den anden side fortrak han ikke en mine om det. Det var ikke nødvendigt, men han blev nok nødt til fra nu af at fjerne sig fra døren i fremtiden. Hvis der nu stod en han før havde trådt over fødderne, kunne Des jo nemt blive skudt og det var helst ikke sådan han ville slutte livet på.
Men nu var det jo for sent for ham… Det måtte være noget han skulle ha gjort før han bankede på.

Des sagde ikke noget da kvinden spurgte ham. Hun kunne jo også selv udgive sig for en anden… Det var nødvendigt for ham at finde ud af alt om hende så han kunne finde ud af hvem der havde hyret ham var. Hvis hun ikke var Kodashi, så kunne det jo være et trick… Men hvem kunne hun så være?
”Hvis jeg sagde nej… Og i stedet sagde at jeg hed Rick” Spurgte han og stod stadig med hånden i lommen. ”Ville du så lukke mig ind?” spurgte han, men ventede ikke på svar før han snoede sig udenom hende og gik ind i hendes lejlighed.

Han tog hele området i øjensyn, ledte efter billeder som beviste at kvinden virkelig var Kodashi… Det var nødvendigt for ham at finde ud af det, ellers ville han nok blive nødt til at kæmpe sig ud herfra med alt hvad han havde, hvilket ikke var så lidt.

Kodashi bed sig lidt i læben over det spørgsmål, ja hvad hvis det var en anden person der stod uden foran hendes dør, men Kodashi nåede ikke rigtigt at svare før at Des var på vej ind i hendes lejlighed.
"Så måtte jeg vel affinde mig i du hed det" sagde Kodashi stille og vidste ikke rigtigt hvad hun ellers skulle sige, alt hvad hun gerne vil have var blot lidt hjælp med at få en kvinde smidt i fængsel.

"Kan jeg byde på noget" spurte Kodashi som hun lukkede døren efter sig og vidste ikke helt hvordan man indledte en samtale med en dusør jæger ellers, det var jo noget nyt Kodashi nu var kommet ud i. Men mon hvor meget sådan en dusør jærger tog for sit arbejde, altså kodashi havde da lidt på kontoen men ville han tage 50.000 kr for sit arbejde havde hun ikke råd.
Men før Kodashi ville betale skulle hun være sikker på han overhoved havde tænkt sig at jage den kvinde og søger for hun kom bag lås og slå.

Kodashilukkede døren og gik ud i sit lille køkken og begyndte at sætte kaffe over, hun vidste endnu ikke hvad Des ville have men hun kunne vel tilbyde et eller andet. Kodashi selv havde ihvertfald lyst til en kop og det kunne ikke gå for langsomt. Ja Kodashi var måske lidt afhængig af Kaffe efterhånden.

"Så du fik min besked" spurte Kodashi lidt spørgerne om for at sikre sig hun ikke havde lukket endnu en psykopat ind i sit hjem, selvom sidst var det movilligt

”Jamen så er det jo godt at jeg er Des” sagde han efter han havde samlet et enkelt fotografi op og smilte lidt over det. Det var helt sikkert den samme kvinde som lige havde åbnet døren for ham. Stedet så ud som det var blevet raseret af en vred tornado. Selvom der var blevet ryddet op, kunne han godt se at der var blevet flyttet rundt på tingene.

Han hørte spørgsmålet og overvejede det lidt. ”Nej tak” svarede han og tog endelig håndenop af lommen. Hun var ikke overnaturlig, det vidste han det sekund han så hende, ellers ville den underlige følelse han altid fik når han var omkring overnaturlige. Så hun måtte jo være menneskelig… Så hvorfor ikke stole på at hun faktisk havde brug for hjælp og ville hyre ham… lige nu.
Han gik ud imod køkkenet og stillede sig i dørkarmen. ”Så hvad med at du fortæller mig hvorfor du har ringet efter mig?”

Kodashi tog en kop og hældte lidt kaffe op, heldigvis havde hun en Mokka Master kaffe maskine der bryggede lyn hurtigt, så hun ikke skulle vente særligt hurtigt. Hun tog kort et lille slurp af kaffen og satte den så på bordet igen.
"en nabo... eller i hverfald en her fra gav mig et kort... Jeg... altså.. har brug for noget hjælp"
Kodashi prøvede at finde de rigtige ord til at skulle forklare sig selv, men det var lidt svært siden det var første gang hun havde prøvet det her, bare tanken hvis kvinden skulle finde ud af Kodashi nu sendte en dusør jæger efter hende var blot skærmende.
"Jeg har brug for en til at fange en person... politiet gør det ikke hurtigt nok, og jeg føler mig bare ikke sikker... Jeg kan godt betale.. det skal du ikke tvivle på"[7b] Kodashi var lidt ihærdig med sine ord men hun lød også til at virkelig gerne ville have hjælp. Blot tanken om sit overfald fik nogle tårre til at komme frem i Kodashis øjne, men hun nægtede simpelthen at stå og græde foran en fremmede person.
Kodashi gik forbi Des og en tur ind i stuen og fandt en tegning frem af kvinden (Crystal) der havde overfaldet hende i lejligheden.
[b]"Jeg vil have den kvinde væk fra gaderne, koste hvad det koste vil" sagde Kodashi stædigt og viste Des tegningen af Crystal.

Des sagde ikke noget. Han sugede bare information til sig ud fra det hun sagde. Det ville gå hurtigere hvis han ikke hele tiden stoppede hende ved at stille spørgsmål og selv kom med kommentarer til det. Og det hjalp for det meste.
*Så hun vidste ikke hvad hun skulle gøre og derfor gjorde hvad en anden sagde… Gad vide hvem det var der havde mit kort først…* tænkte han og kastede et hurtigt blik rundt for at sikre sig at der ikke var nogle ting han måske havde overset. Des kiggede hurtigt efter mulige våben, huller hvorfra andre kunne kigge igennem og kameralinser… Det var lidt svært at smide Paranoiaen.

Et af Des’ øjenbryn fløj op i panden før det faldt tilbage i den udtryksløse maske som før. Fange en person… Anede hun overhovedet hvad det var han lavede? *Sikkert ikke… Det lyder som om hun aldrig har prøvet det her før… * tænkte han og fulgte bare efter hende som en stille observatør.
*Hun lyder lidt… Desperat, eller er det bare noget jeg forestiller mig?* spurgte han sig selv og vidste ikke om hun faktisk havde penge, men det var faktisk ikke det mest vigtige. Han skulle bare have penge til det benzin og mad… Det løb aldrig højere end de 5.000, måske ekstra hvis det var en ekstra stærk type han skulle op og slås med… Men ellers levede han jo også af at sælge det som væsnet havde… Og derudover kunne han komme med et bevis til det lokale dusørjæger kontor, de gav også en vis dusør, selvfølgelig, hvis man kom med et bevis på en død overnaturlig.

Han tog imod Tegningen og kiggede længe på den for at indprinte sig det ansigt. ”Ved du hvad hun er?” spurgte han så og åbnede endelig munden. Det var et ret simpelt spørgsmål, men hvis hun ikke vidste at det var et overnaturligt væsen med sikkerhed, så kunne det jo også bare være en normal galning…

Kodashi tænkte sig lidt om, hvad mente han med hvad kvinden var, hun var vel bare en galning eller hvad.
"Ud over kanibal og rablene sindsyg tror hun selv at hun er dæmon.. hun fablede ihvertfald om det"
Kodashi troede hverken på dæmoner eller noget andet overnaturligt, det var jo kun mennesker her i verden, eller var der? Kvinden kunne da ihvertfald flå en dør op som ellers havde været ganske solid, men måske var det bare Kodashi der var ganske svag.
Men i virkeligheden var Crystal jo en dæmon og det vidste Kodashis nabo godt og det var derfor han gav Kodashi kortet, det vidste Kodashi bare ikke selv.
"Jeg vil bare have hende væk på en eller anden måde..." sagde Kodashi stille og fik øjnkontakt med Des. man kunne se hendes øjne var lidt våde men stærke og fast besluttet. Kodashi havde ikke tænkt sig at lade Des gå uden han i det mindst havde lovet bare at kigge lidt på sagen.
*Mon han har tænkt sig at hjælpe mig eller tror jeg er rablende sindsyg* tænkte Kodashi for sig selv mens hun holdte øjenkontakten med Des.

Des’ øjenbryn røg nu helt op i panden på ham da hun nævnte Kanibal. Hvis han havde vidst at den her person, denne kvinde havde set hende æde et menneske, så var det jo ikke engang sikkert at Des ville være den eneste dusørjæger, og måske ville de komme herhen. Det skulle gerne forhindres…
Han lod øjenbrynene falde ned igen og spurgte så roligt ”Spiste hun et lig, eller var personen levende og hvorhenne?” Hvis han kunne finde noget af det, men… Hun havde jo allerede meldt det til politiet, så de havde nok allerede liget… Og sikkert også forseglet stedet det var sket, han blev nødt til at komme ind til den retsmedicinske og få tjekket op på det.

*Dæmon… Ikke fordi det ligefrem gør det nemmere for mig… Måske bliver jeg nødt til at tage et visit hen til kirken… Herligt* Tænkte han da han gennemgik hvor meget vievand han havde tilbage. Måske skulle han også nappe et krucifiks nu han alligevel var der… De havde jo alligevel en masse og det var jo ikke sådan at han havde tænkt sig at tage det helt store…
”Så… Denne galning… ” han stoppede og pegede på tegningen med en finger, før han fortsatte ”Er hun grunden til at din dør er helt ny?” spurgte han lidt små uskyldigt. Hvis det virkelig var sådan, så kunne han være helt sikker på at det var en Dæmon som han skulle få slået ihjel… Hvilket var nemmere sagt end gjort.

"Jeg tror det var et lig, men han så ud til at lige at være død" forklarede Kodashi stille og kunne se billede for sig igen hvordan kvinden havde lænede sig ind over det døde lig og nærmest flået kødet af ham. Det havde godt nok været noget af det mest skræmmende som Kodashi længe havde set.

"Ja.. Hun flåede døren op"
Kodashi huskede tydligt lyden af døren som blev flået op og hendes hjerte begyndte at slår hurtigere bare af at forstille sig lyden igen. Det var ganske ubehageligt at tænke på da Kodashi tydeligt kunne genforstille sig den begivenhed som havde taget sted i lejligheden
"Altså... mener de at der virkelig findes dæmoner" spurte Kodashi nervøs og lo lidt som om at det kunne han da ikke mene seriøst på nogen måde. Altså godt nok havde kvinden falbet omkring at
*Han kan da ikke være seriøs* tænkte Kodashi for sig selv mens hun kig ud i køkkenet igen. Hun tog en tår af den nu lidt afkølet kaffe og nød den ellers bitre smag. Måske havde det været det forkerte valg at ringe til Des. Men nu måtte Koda

”Jeg undskylder virkelig over at skulle få dig til at huske på sådan noget igen, men det er vigtigt at jeg ved det… Og jeg takker for din hjælp” sagde han, da han godt kunne mærke hvordan det spørgsmål med kanibal delen havde fået rystet lidt op i hende… Han skulle helst ikke få hende til at bryde sammen så politiet ville komme rendende og få at vide at Des har været her.

Des kom med et prust for en form for latter.
Det var et frempresset latter prust, men det var et han havde øvet sig på i længere tid. Hvis man ikke kendte ham, kunne det godt lyde som et rigtigt prust. Han smilte svagt over det, selvom hun var tættere på sandheden end hvad godt var. ”Nej… Der findes ikke Dæmoner” Sagde han beroligende og lagde roligt sin hånd på hendes skulder, nærmest for at understrege det. ”Det er ikke første gang jeg har hørt om det skal du vide… Jeg så engang den her fyr sprænge ud fra 2. sal og bare rejsesig op og løbe videre… Det er sådan et stof der kører rundt på det sorte marked for tiden” forklarede han hende let og afslappet løgnen han fandt på mens han snakkede.
”Så bare rolig… Jeg skal nok sørge for at den her dame holder sig væk og få hende fanget” Sagde han og smilte stadig. Smilet nåede dog aldrig øjnene. ”Når det nu er ude af verden… Hvor meget vil du så kunne betale for at få hende fjernet?” spurgte han og var helt forretning nu.

Kodashi nikkede blot til at Des sagde det med at han fik hende til at huske alting igen. Det var ikke lige fordi det var det mest behagelige at skulle huske på det hele engang til. Men Kodashi ville nok ikke slippe af med det minde lige foreløbig alligevel.

"Nej... det ville da også være underligt hvis der gjorde" sagde Kodashi lidt grinende over at der ellers skulle findes dæmoner, men det var en nervøs latter for tænk nu hvis der gjorde. Men det gjorde hende lidt mere rolig at Des også grinte af det, så var det jo nok bare en dum fantasi Kodashi havde.
Tænk jeg vidste ikke engang sådanne stoffer fantes" sagde Kodashi meget forundret over at det skulle kunne lade sig gøre med sådan et stof, men Kodashi havde selv altid holdt sig langt væk fra stoffer så det skulle hun jo ikke kunne gøre sig klog på.

"Hvor meget forlanger du, lad os starte der" sagde Kodashi og var vadnt til det var sådan man lagde ud med at forhandle, det var Des der skulle komme med det første udlæg for hvis Kodashi kom til at give en overpris ville han jo helt sikkert bare takke ja med det samme og så var det ude af verden.

”Men for din egen sikkerhedsskyld… Næste gang du ser en der minder dig om det blik hun havde… Så løb, drej rundt på fødderne og begynd bare at løbe væk fra dem” sagde han dybt alvorligt.
Des kunne ikke afsløre alt til hende, men han kunne i det mindste sige til hende at hvis hun nogensinde så en der opførte sig som hende så skulle hun flygte. ”Men når du er i store folkesamlinger, så skal du ikke frygte ligeså meget for det… Der er ingen der dumme nok til at tage dem blandt så mange folk” sagde han med et glat smil og satte sig ned på sofaen.

Nu var de jo nåede til forretnings delen, og hvis Des skulle være ærlig kunne han ikke rigtig lide at komme med en pris til at starte med, da han vidste at han kunne forlange mere end hvad de fleste havde, men det var jo trods alt noget han blev nødt til for at overleve.
”How about I say that my normal payment is 7.500 american dollars, and then you can tell me if you mean that’s fair or not?” spurgte han, selvom han vidste at han ikke ville gå længere ned. Det var nok hans absolute mindste pris for at fjerne en dæmon… Det kunne der vist ikke lave meres om på det punkt.

Kodashi nikkede og ville huske på det, Kodashi løb også langt væk fra kvinden, men hun havde fundet Kodashi der hvor hun boede og det kunne Kodashi ikke gøre meget ved. Hun sukkede lavt og tog endnu en tår af sin kaffe og så lidt på Des.
"Men hvis... altså en mand kan falde ned fra 2. sal og stadig løbe videre, og en kvinde kan rive en dør op på det stof... burde de så ikke kunne løbe hurtigere end mig?" spurte Kodashi lidt betænktsomt ved de ord som Des havde sagt. Det gav bare ikke helt mening for Kodashi i hendes øre

Kodashi gik ind i stuen til Des der havde sat sig i sofaen.

"Det er fint" sagde Kodashi med det samme og ganske bestemt, hun vil hellere end gerne betale det for at få den sindsyge kvinde af vejen. Så hvis det var hvad der skulle til ville Kodashi heller end gerne betale det selvom det vil skabe et mindre hul i hendes opsparing, men hun havde bestemt nok til at betale. Men så igen, det var jo bare et eller to malerier for Kodashi så var de penge tjent hjem igen.

Han smilte lidt. Hun havde slået til ret hurtigt der. Men så igen… Hun kunne jo være desperat og bare slå til uden nogen grund. Men så igen… Det var jo ikke for pengene at han gjorde dette.
”Det kan de måske også, men hvis du får øje på en af dem før de får øje på dig, så kan du jo godt slippe væk” sagde han, men afsluttede sætningen i hovedet *Hvis du er virkelig virkelig heldig…*

Han nikkede så lidt efter og sagde tænkende: ”Tænk bare at jeg også kan finde på at smide regningen fra hospitalet oveni” Det var lidt en løgn. Det sidste han kunne var at gå på et af hospitalerne og sige ’Undskyld mig, men jeg skal lige havde en syning efter den her Dæmon rev mig… Hvad? Nej jeg har ikke noget SIN her’ Det ville sgu nok ikke lige virke.

”Men når det er sagt… Så skulle du vel ikke kunne vide mere der kunne hjælpe mig efter hende?” spurgte han og kiggede hende lige i øjnene så hun kunne se at han mente det. Det var godt at pistolen sad bagved ham, ellers ville hun sikkert ha set noget med hans held.

"Okay, men du burde få dig en syge forsikring" sagde Kodashi lidt mobset over at skulle betale for hans hospital regning, han kunne vel bare undgå at komme tilskade, men Kodashi havde hårdt brug for hjælp så hun måtte vel betale hvad det krævede uden at blinke. Heldigvis gik det jo godt med malerierne så Kodashi kunne jo godt betaler og var god for sine penge.

"Ikke andet end hendes udseende og adressen på gyden hvor jeg mødte hende, og hun lød til at omtale sig selv som flere personer" sagde Kodashi lidt opgivende, det var ikke mange detaljer hun kunne give Des, men sådan måtte det nu være. Kodashi skrev adressen ned på et stykke papir og gav det til Des ganske stille og roligt. Det var lidt urealistisk at hyrre en til at udføre dette men Kodashi var desperart.

"Og jeg skal nok huske at løbe ind i en folkemængde næste gang" sagde Kodashi med et smil og tog det råd til sig, det var faktisk en god ide ikke at være alene når sådan noget skete, det var nok den fejl Kodashi havde udsat sig selv for.

Des blev nødt til at bide indersiden af kinden da han hørte hvad hun sagde. Det var ikke så meget af grin, mere for at stoppe smilet i at vokse sig større end et lille smil.
”Ja, men mit job gør lidt at forsikrings folkene ikke vil røre mig med en brandtang”
Det ville sikkert ikke engang være en løgn… Hvis han altså var officielt her. Helt officielt boede hans familie jo i Vancouver, men ude i bilen havde han jo godt nok flere ID’er og SIN end hvad god var… Men det var der nok ingen grund til at nævne for hende.

Han kiggede lidt på adressen og vidste at han ville tage hen i nærheden af det efter han havde været henne og se om han kunne komme ind for at tjekke op på liget… Medmindre hun var en af den slags Dæmoner der ryddede helt op efter sig. Adressen blev lagt ned i en af lommerne og han smilte til hende.
”Bare vid at alt hvad du vil kunne sige om hende, vil kunne hjælpe mig med at finde hende og fjerne hende” Sagde Des beroligende og gjorde mine til at rejse sig op.
Han havde fået hvad han var kommet efter, ingen grund til at blive hængende mere end nødvendigt.

Langsomt, for at sikre sig at hun ikke havde mere at sige, drejede han rundt og begyndte at bevæge sig imod den nye dør. Hendes kommentar om hans råd med at gå ind i folkemængder gjorde ham lidt mere let om hjertet.
*Altid noget at hun ikke sætter spørgsmålstegn ved det*

Da det var ordnet, tog han i dørhåndtaget og sagde lige hurtigt. ”Jeg skal nok sørge for at hente pengene… Du skal bare have dem klar” Og gik ud af døren inden hun kunne komme med en kommentar…

*Nu skal jeg ud og snakke på barene… Der må ha været nogen der har set hende*


//Skal vi sige OUT?//