Help a Stranger (Cora)

Dato: Lørdag d 15 Februar 2014
Tid: 01:43
Årstid: Vinter.
Vejr: måneskin med en del blæst, Koldt.
Sted: Werclare byen, en random skummel gyde
Omgivelser: masser af affald, få ekstrem fulde mennesker og væsner
Påklædning: yderst ødelagt tøj, sort top med flæser, blodet har gennemsivet den, jeans, dækket af mudder og affald, huller fylder knæene. Lang sort stof jakke ud over, som dækker det meste af det iturevne tøj
Kaos-NPC: Tilstedeværelse Frabedes.

Where am i? what happened?

Kallisto mere kravlede end gik langs muren, alt var forvirring i hendes hoved. Lugten af affald overdøvede den lugt af blod som hun trak med sig rundt, bygningerne som svimlede for hendes syn, fik hende til at ligne en af de mange fulde mennesker som man kunne finde på disse kanter.
Hendes hår som havde siddet pænt tidligere, var nu samlet i en står tot, hår som havde revet sig løs af den knude hun havde haft det i, mudder pletter som kunne findes i det. Hendes ansigt som blev prydet af en rift på langs af højre kindben, et blåt øje som var begyndt at vise sig over det venstre.
Den ene hånd lå hen over hendes anden underarm, pressede imod den, for at forhindre blodet i at forlade hende, blødningen var stoppet, men hun frygtede den ville starte igen.

Somebody help me?

Ordene ville ikke forlade hendes læber, to skridt mere og hun faldt sammen, men hun havde nået udkanten af endnu en gyde, nu kunne hun bare håbe på at nogen ville hjælpe hende, at nogen ikke var så fulde at de gik forbi hende.

Et glimt af aftenens begivenheder hamrede i hendes hoved. En sort jakke, tænder, lyst hår, koldt, en hånlig latter, smerte. Små sanse indtryk som fik hende til at hulke

”Help me, please help me”

I sin tilstand anede hun ikke om nogen ville svare hende, hun kunne blot håbe.

Den bidende vind fes direkte igennem Coras tøj, og gik gennem marv og ben. Isnende kuldegysninger bevægede sig op af hendes rygrad, og fik hende til at skutte sig, da hun fortsatte igennem gaderne. Det havde været en fandens lang aften, og hun gad ikke mere pis. Hun havde forfulgt en vampyr i flere timer, fra klokken lort om morgenen, og netop som hun troede at hun næsten havde ham på ene hånd ... Så ringede hendes Celle kraftedme, så den brummede i stilheden, og alarmerede vampyren der var væk på sekunder! Det var bare en lorte dårlig dag!

If anything bad happens now, then I'll probably kill the motherfucking reason. Freak or not!

Hun knurrede næsten i tankerne. Alting var en provokation, lige fra manden der passerede hendes blik, til kvinden foran hende der lo til veninden i telefonen. Hun ville bare gerne hjem, æde en burger og springe på hovedet i seng. Alle de her tankerne var sat på repeat i hendes tanker, da hun skred hjemad, iført et af de utallige, identiske sæt der havde besat hendes klædeskab.

Og det var dér, det skete. En stemme der skar igennem hendes lille bobbel af selvmedlidenhed og irritation, og fangede hendes opmærksomhed, selvom ingen af de passerende omkring hende, bemærkede den. Men noget ved stemmen fangede hende - selvom hun ikke hørte ordenes præcise udtale, og ikke kunne bestemme hvad der blev sagt. Uden at overveje det, drejede hun om på hælen, og gik i retning af stemmen.

This is stupid as hell. It could be a trap. It could be one of those supernatural freaks.

Selvom denne vished bankede i hendes krop og forsøgte at stoppe hendes skridt, så fortsatte hun væk fra mængden af myldrende folk, og puttede sig ind i skyggerne, da hun trådte ind i gyden. Hendes blik fangede med det samme, hvad hun gik ud fra, var stemmens kilde.

"Jesus fucking christ! What the hell?"

I et spring var hun ovre ved kvinden, der virkede smadret sønder og sammen. I hendes baghoved hviskede hendes underbevidsthed at hun skulle tjekke racen, men den havde hverken pels eller hugtænder, så racen kunne tjekkes efter livstegnene. Men kvinden var tydeligt levende, så den vigtighed var væk efter et sekund. Cora var en jæger, helt ind i sjælen. Derfor var hendes næste prioritet, at få denne tilskadekomne kvinde væk fra gaden, så menneskene ikke bemærkede det. Hvis det var overnaturligt skulle det dø, hvis det var et menneske, kunne hun bortforklare hvorfor hun hev tøsen væk fra offentligheden senere.

Derfor tog hun et godt tag om kvindens talje, og væltede hende svagt til siden, så hendes hoved lænede sig op af Coras krop. Med hurtige, sikre bevægelser fik hun slæbt kvinden ind i gydens mørkere kroge, imens hun omhyggeligt sørgede for at bevæge hende så lidt som muligt, på en måde der rev såret op. Hun lænede forsigtigt kvinden op af væggen, inden hun trådte tilbage, for at betragte ...

Englen? Der var noget over hende ... En skønhed, der virkede fejltagtigt perfekt, selv under det lag af blod og mudder der dækkede hende. En skønhed, hun vidste karakteriserede englen. Og hvad der samtidig alarmerede hende, var den måde vreden i hendes langsomt lagde sig, og blev erstattet af en rolig glæde - ikke en der overtog hende, men i stedet dæmpede vreden, og gjorde hende tryggere end hun ellers havde villet være, i denne situation. Aura? Det virkede mest logisk.

"What the hell happened to you?!"

Hendes tankerække havde end ikke taget sekunder, og hendes ord kom derfor ikke forsinket. Hendes reaktion, da hun trådte frem mod kvinden igen, allerede med fingrene begravet i inderlommen, var heller ikke forsinket. Hun hev en rulle forbinding frem, der allerede var halvt brugt, samt en lille flaske, hvori der skvulpede en smule vievand i. Det var ikke meget, men det var alt hun havde, på dette tidspunkt.

"Move your hand, I'll take care of it!"

Hun nikkede kort imod englens(?) hånd der lå over såret. Cora kunne ikke fordrage engle. En engel var, ligesom alle overnaturlige væsner, ikke naturlige. Og ikke naturlige, klamme væsner var dæmoniske. De skulle udslettes. De var ikke Guds skabninger, men djævlens værk. Og engle der vandrede på jorden, var ikke ægte engle, skabt af Gud - de var djævlens fristelser, for at få mennesket til at tro, at de havde fundet guddommelighed. Men de var alt andet end guddommelige.

Alligevel tøvede Cora med at slå kvinden ihjel. Hun var ikke hundrede procent sikker på at kvinden var en engel, og hvad end der havde gjort dette imod kvinden(englen?), var uden tvivl vigtigere at fokusere på lige nu, end den tilskadekomne engel. Hende kunne Cora jo altid tage sig af, efter hun havde fundet ud af hvad der havde angrebet englen. Angriberen var farligere.

Hendes fortumlede tanker, gjorde at hun ikke rigtigt registrerede kvinden foran hende, registrerede ikke at hun blev slæbt tilbage ind i den gyde, som hun havde brugt så mange kræfter på at komme ud af. Et hulk forlod hendes læber da det gik op for hende.

”Help me, i dont want to die”

Hendes stemme var lille og spinkel, en rusten lyd kom sammen med den, som afslørede at hun tidligere matte have skreget, stemmen lød som kunne den knække hvert sekund det kunne være.

Med tågede øjne som virkede næsten blinde, kiggede hun på den fremmede kvinde, holdte øje med bevægelserne, et øjeblik overvejede englen at vise sine vinger, flyve væk. Men hvis dette havde været en mulighed havde hun gjort det for længe siden.

”Teath, blood, cold..”

Ordene som kom fra hendes underbevidsthed, bar den frygt hun følte, noget var galt, hvorfor kunne hun ikke huske noget, panikken ville have overtaget hendes krop, hvis ikke det var fordi den var for svag til det.
Med noget der mere lignede en kraftanstrengelse end noget andet, rakte hun armen frem til kvinden. Som hun slap om den, med den anden, blev tre lange rifter afsløret, tre rifter på langs af hendes arm som var ment til at tømme hende for blod, kun hendes eget blod og det faktum vedkommende ikke havde skåret dybt nok, havde frelst hendes liv. Et mærke rundt om hendes håndled afslørede at nogen havde holdt armen fast.

”I dont remember, everything is gone.. blood everywhere.. please help me, I need to call a friend, she will know what to do.. don’t bring me to a hospital.. please help”

Hun kiggede bedende på jægeren, vidste ikke hvem og hvad hun havde med at gøre. Hendes brune øjne indeholdte en bøn som hun kiggede på jægeren, en bøn om hjælp.

Med den raske venstre hånd, forsøgte hun at nå en mobil i lommen, men den var væk, sammen med hendes pung, kun et tændstik hylster med en reklame fra Petronia Night Clup

"I'm not going to let you die!"

Coras bevægelser snappede frem og tilbage, da hun kæmpede for at få den der skide forbinding til at gå op. Men hendes fingre var frosne i kulden, og selvom hun gjorde sit bedste, skred det kun langsomt frem med at få de stive klumper til at fungere. Hvorfor havde den idiot til Louis også valgt at binde en knude på forbindingen? Hvis hun skulle bruge en forbinding, så var det ikke det smarteste at stå og fumle med at få en skide knude op. Så var det en hastesag!

I'm gonna kick Louis' ass, the next time I see him!

Endelig fik hun den skide knude op, og rullede hurtigt forbindingen ud. Den så nogenlunde ren ud, men bedre kunne det ikke gøres lige nu. Men hendes blik skød op fra forbindingen, og hen til den formodede engel, i samme sekund de forfærdede ord nåede hendes hørelse. Hun kunne mærke frygten der sitrede lige under englens ord, men dét var ikke hvad der fangede jægeren. Det var blandingen af de ord der kom op, der lød mistænkeligt meget som ...

"Teeths? Like ... Fangs?"

Jægerens stemme lød næsten usikker, som om hun var i tvivl om hun kunne tillade sig at sige det, til en person hun ikke var helt hundrede på, ikke var menneskelig. Men hvis det gik galt, kunne hun jo altid bortforklare det, med at hun selv var en af de dér freaks der troede vampyrer var ægte. At de rent faktisk var, behøvede hun jo ikke at afsløre. Hurtigt var hendes opmærksomhed dog tilbage på forbindingen, samt den lille flaske vievand der var den eneste væske hun bar rundt på.

Hun tog hårdt fat i englens arm, da hun fik såret ordentligt at se. Det var ikke pænt gjort, og det gjorde sikkert ondt som bare fanden, men hun var nødt til at sikre sig at englen ikke rykkede alt for meget rundt. Med den hånd der ikke holdt godt fast i englens arm, skubbede hun låget af den lille flaske med det klare, hellige vand i. Hun løftede kort blikket til englens, og holdt det fast.

"This is probably going to hurt like shit in a box."

Med de ord hældte hun vievandet forsigtigt ud over såret, og sørgede for at gøre såret så rent som muligt, ved at hjælpe vievandet lidt på vej med fingrene. Samtidig betragtede hun varsomt såret - hvis kvinden reagerede med smerte på vievandet, så kunne hun meget vel være en dæmon, og så skulle Cora væk! Men hvis det derimod var Coras fingre der hårdt havde fat i armen og gned i såret for at få de mudderklatter der sad fast væk, der var hvad smertede kvinden, så var Cora stadig landet på engle-idéen.

Så snart hun havde fået pillet mudderet ud af såret og vurderede at det sgu nok ikke blev bedre, viklede hun forbindingen stramt om såret, for at stoppe blødningen så vidt som muligt. Hun afsluttede det med en lille knude, der var stærkere end dén Louis havde fucket hendes forbinding op med, kun lidt tidligere.

"There. That should work."

Hun havde nået at nærstudere såret, og havde sørget for at huske det godt. Det kunne blive vældig nyttigt. Men hun brød sig ikke om hele denne her situation. Hvis rovdyrene, freaksene var begyndt at gøre sådan noget her, så åbenlyst som det her syntes at være, så ville det var virkelig skidt. Derfor så Cora også helt forkert ud i hovedet da hun bemærkede mærkerne om hendes håndled. Kamp? På hvad der praktisk talt var åben gade? Det her var HELT forkert!

Det overraskede alligevel Cora, at englen sagde, at hun ikke ville på hospitalet. Hendes blik flakkede konstant fra englens håndled til hendes ansigt, da hun besluttede sig for at svare. Hun længtes efter at undersøge englen for skader, for hun var nødt til at finde ud af hvad der havde gjort det her. Det var hun bare!

"Look, what if we don't call your little friend. But! I will help you find whoever did this, and punish the shit out of him? Could I just see if you have any ... wounds, on your body?"

Cora havde absolut ingen planer om at lade englen ringe til sin veninde. Hvis englen ville gøre det, så måtte hun gøre det udenfor Coras opmærksomhed. At lade en forvirret, skadet engel ringe til random folk var nok ikke det smarteste hun kunne gøre, i denne her situation. Inden englen nåede at svare hende, lagde hun fingrene om englens arm, og trak håndleddet tættere på for at nærstudere det. Det så ikke ud som lænker, men derimod en hånd eller andet der havde holdt godt fast i englen. Englen havde sikkert forsøgt at rive sig fri.

Hendes blik fulgte englens hånd der ville række ned i hendes lomme. Hun stoppede den ikke, men planlagde derimod at nappe mobilen når den kom med op, for at stoppe hende fra at ringe. Cora var ikke en tyv, hun ville få den tilbage - senere. Men der kom ikke en mobil op.

What the .. hell? She's not gonna call nobody with that thing!

Cora nappede i stedet for tændstikken væk fra englen, og betragtede den. Petronia Night Club? Det lød som et logisk sted, for en overnaturlig(vampyr?) at jagte syne bytter. Og den måde englen var fortumlet på, fik det til at virke som om hun enten havde fået en grim hjernerystelse, eller var blevet drugged på den ene eller anden måde. Og Petronia var et fantastisk sted at opnå begge dele.

"Uh ... What's your name?"

Hun så op på englen, men skubbede tændstiksæsken åben, i håb om at finde noget mere derinde.

Smertefyldte klynk forlod englen, tåre faldt fra hendes øjne, som Cora knubbede jorden af hendes arm vandet gjorde hende intet, men smerten ved berøringen, steg idet et af sårene begyndte at bløde en smule igen, blodet som forlod hende var svagt og tyndt, det stoppede hurtigt igen, men ikke hurtigt nok, idet virkeligheden begyndte at svimle for hende og det blev sort for englens øjne et kort sekund. Hendes klynk blev til dybe vejrtrækninger som jægeren lagde forbindingen omkring hendes arm.

”I don’t know.. Maybe it was a dream, or a wolf, maybe a hungry dog.. But it had teeth, I can still feel it”

Som hun snakkede kom et billede til hende, en erindring om den vampyr der havde angrebet hende. En ung mand, iført et sort jakesæt, blondt hår, blå øjne, et venligt smil, indtil smilet blev noget andet, ansigtet ændrede sig til en grimasse, tænderne som kom frem, det slangelignende hug, idet han skød hoved imod hende. Hans hænder på hendes krop, kniven som kørte over hendes hud

De mange forvirrende indtryk, fik hende til at kigge bedende på jægeren

”i Want him dead.. i want my blood back.. I want his teeth”

hendes stemme lød en smule højere, idet vreden begyndte at indtage hendes krop. Stadig rystende tog hun fat omkring Coras hånd, den som for et øjeblik siden havde holdt den forbinding som nu sad stramt omkring hendes egen. Med et bedende blik kiggede hun kvinden i øjnene, hendes underlæbe bævrede en smule

”you can see.. i dont remember, just the pain everywhere om my body..”

Et øjeblik forsøgte hun at rejse sig, men faldt sammen og lignede mest en ynkelig fuld hjemløs person.

”I need a Hunter”

Ordene blev hvisket ud i luften, en værd ville tro hun var sindssyg, at hun ville snakke med en jæger i stedet for at komme på et hospital, men som hun langsomt mærkede hvordan hendes greb om virkeligheden forsvandt, tænkte hun ikke over det hun bad om.

Halvt bevidstløs kiggede hun på jægeren, så hvordan hun tog tændstikæsken op, genkendte den ikke som sin egen

”Night.. Kallisto Night”

Ordene kom halvt fra hendes mund, halvt fra hendes hals, hun fik svære og svære ved at snakke, havde brug for hvile.

I det jægere åbnede tændstikæsken, kunne hun se hvordan der kun var 4 tændstikker tilbage, men også at denne æske måske kom fra petronia night clup, men idet der lå 4 piller i den, kunne noget tyde på at det ikke var i går denne æske var blevet taget fra kluppen første gang, slid mærker omkring den, viste at denne æske havde været taget op af en lomme mere end en gang. En dråbe blod lå i munden, tørret ind i æsken. En lyst hår, sad i klemme men blev frigjort idet jægeren åbnede den. Bukket sammen til en lile klump, lå et lille stykke papir med skrift på.

Cora klappede sine tænder hårdt sammen, da englen klynkede i smerte. Vievandet havde ingen effekt på hende, så bestemte væsner var udelukket. Hun var praktisk talt sikker på at kvinden var en engel nu. Men englen var for svag og sammenkrummet til at være en værdig udsendig af Djævlen, så Cora lod englen gå for nu. Hvad der havde angrebet englen, forsøgt at eliminere hende igennem de lange rifter, måtte være et vigtigere mål, hvis man så på helheden. Ingen jæger ville være dum nok til at efterlade et væsen på dødens rend - Gør arbejdet færdigt, eller gør det ikke.

Hvis det ikke var et væsen, der var stupid as fuck, så kunne Cora altid sende mennesket i fængsel på mordforsøg. Hvis det var et væsen ... Så var det en anden snak. Hun havde fået lagt sidste hånd på værket af sin sindssygt stramme knude, imens Kal stammede sig vej igennem sin sætning. Cora havde mest lyst til at slå hende. Hun havde jo forhelvede ikke svaret på spørgsmålet! Men hun havde nævnt en ulv. Varulve kunne have lavet den flænge, men hvorfor den ikke havde gjort arbejdet færdigt, virkede bare forkert.

"A wolf, you say? Did it look like a wolf, or are you just babbling like crazy idiots?"

Hendes blik scannede jorden omkring dem imens hun talte, for at se om der var noget gennembrydende hun lige kunne fange med blikket. Men det var der selvfølgelig ikke - og medmindre hun ville få den skadede engel til at flippe helt ud, ville hun ikke kunne gennemsøge gyden uden en god grund. Og grunden jeg er en jæger, der havde slået dig ihjel lige nu, hvis du ikke var blevet skadet af noget større, var ikke den mest beroligende grund.

"Yeah sure babe, y..."

Cora stivnede i sin sætning, og fik hurtigt fanget englen med blikket. Hun havde fraværende svaret på englens paniske sætning, mens hun havde været travlt optaget af at holde udkig efter brugbar information. Men noget den blødende, bange pige havde sagt, havde alligevel penetreret hendes fraværende tankegang.

"Wait, they took your blood? And .. You want his teeth in return? Now that's the way to go, girl!"

Et stort grin var klasket ud over hendes ansigt, da englen blev en smule morbid. Engle var måske ikke helt så pinligt tøsede som Cora havde fået indtrykket af. Bevares, der var satme mange engle der kunne slå fra sig, og gav hende modstand til sidste åndedræt. Meeen resten virkede bare til at være bange, forskræmte fjerklumpe. Denne her engel måtte være en af de lidt mere cool. Det var utroligt upassende at sidde og grine henover den sårede engel, men for fanden .. Det var da lidt sjovt, ikke?

Smilet forsvandt med det samme, da englen tog fat i hendes hånd. Øh ... Hun mødte englens blik, og overvejede kraftigt om det ville sende de forkerte signaler, hvis hun rev hånden til sig. Tøvende løftede hun sin anden hånd, og lagde den næsten kærligt imod englens kind. Englen ville have omsorg, så skulle hun satme også få den - hvad end der kunne få hende til at spytte ud om oplevelsen! Det var forfærdeligt når man var nødt til at lokke det ud af dem, men hvad fanden - det her job var langt værre på andre tidspunkter.

"You don't remember? What's the last thing you remember, sweetie?"

Var det blide ord i overkanten? Probably. Men da englen vaklede op og væltede ned igen, bekræftede det bare Cora i at hun havde brug for i overkanten. Hun slap englens kind, og greb i stedet for hårdt fat i den ikke-skadede arm, med et blik der skreg at hun skulle blive siddende - og det var LIGE nu! Men hvad hun sagde ... Se det var virkelig spændende!

"Well, then you're lucky, birdy."

Hun trak hånden til sig selv og rejste sig, så hendes skikkelse tårnede sig op over den siddende engel. Hun beholdt dog det skæve, forholdsvist indbydende smil på sine læber, for ikke at skræmme englen, der syntes at kunne bryde sammen i panik over praktisk talt alt.

"You've got one right here. Now, what kind of creature was the stupid fuck that attacked you?"

Hendes fingre legede roligt med æsken, samtidig med at hendes blik fandt tilbage til den. Hendes blik fangede straks det lyse hår der sad fastklemt imellem æskens to sider. Blondt. Hun havde sagt det var en mand. Med tænder der havde gjort indtryk på hende. Det var jo kun sådan cirka en fjerdedel af den overnaturlige befolkning. Just great, det her ville tage forever.

"Hey Kallisto. I'm Chloe. Chloe Blaise."

Løgn naturligvis, men det behøvede englen ikke vide. Pillerne fangede straks hendes opmærksomhed, da hendes blik gled ned i æsken. Englen var blevet drugged, af denne mystiske mand, så han måtte vide alt om englenes blods værdi. Hendes fingre fik fat i papiret, og strak det ud så hun kunne læse skriften.

((Adminbesked: Status i henhold til Kaos-NPC rettet. Det er enten eller. ))

”I am not sure, maybe it was a wolf, maybe it was a dog.. big black, yellow eyes.. that’s all I remember”

Hendes stemme var næsten sikker, men tonefaldet bag ordene fik hende til at lyde fraværende. Få af de flænger som kunne findes på englen, kunne lige så vel være kommet fra en almindelig hund der var gået amok på hende, som det kunne være kommet fra en ulv.

Hun rystede en smule på hovedet, prøvede at finde hoved og hale i de mange billeder som kom frem i hendes hukommelse. Den rystende bevægelse, fik håret til at falde til side, og afslørede to små prikker på venstre side af hendes hals, to små prikker som kunne komme fra et par nåle, men som sad så perfekt tæt på englens pulsåre at kun en vampyr eller en dæmon ville ramme med et enkelt bid.

”He was blond.. cold eyes.. the last thing i remember for sure, was me at home.. getting ready to meet an old friend.. we were supposed to meet at Patronia night Club, but I don’t think I showed up.. I don’t remember him being there.. some guy talked to me.. that’s the last thing I remember, before everything deciphered..”

Ordene var halte, og langsomme, forvirringen I hendes stemme og udtryk var tydelige for selv en nybegynder. Hun lod til at blive en smule mere klar i det, men ikke noget der tydede på en hurtig forbedring. Billeder der kørte over hendes nethinde og forsvandt igen, fik englen til at have et fjert udtryk, et øjeblik virkede det endda som om hun ikke registrerede den jæger som stod foran hende.

”So cold, his skin, his kiss was freezing.. his bite was painful, the knife hurtful.. he spoke to me, but I don’t know what, I cant remember it.. I fought, something helped me, a dog I think..”

Igen lød englen på alle måder mere forvirret end noget andet. Som hun kiggede på jægeren, var det ikke længere de feminine træk hun så, det var et sløret omrids af en skikkelse med blondt hår, kun de to skarpe hjørnetænder stod klart i hendes hukommelse, men det virkede som om hun ikke kunne finde ordene til at fortælle jægeren hvad hun gerne ville vide.

Et lille smil blev sendt til jægeren, idet hun gav et navn, et sted i englen vidste hun godt at noget var galt, hun burde aldrig selv have givet sit navn så nemt.

”Will you help me get revenge?”

Hun kiggede bedende på den fremmede kvinde.

Som jægeren foldede papiret ud, kunne hun se hvordan der med gotiske bogstaver, var skrevet med små bogstaver.

At least 4 pills, maybe all 10 off them.. get an angel before Sunday

Sedlen var skrevet med sort blæk og afsluttet af et tegn der mest lignede et S, men også kunne være et B eller et F I det Gotiske alfabet

"Black and with yellow eyes? Oh yeah, I totally know exactly which dog and/or wolf you're talking about. Girl, that's like fifty percent of all four-legged things!"

Det var næsten et frusterende tonefald hun kom med, sammen med en stor armbevægelse der mindede mest om en opgivende gestus. Men en af Coras mange sider, var en dybfølt stædighed, der havde sat sig godt fast i hende fra start, så at opgive dette foretagende var ikke engang en mulighed hun havde overvejet. Hun havde brug for en sejr, efter dagens voldsomme nederlag, der stadig lå og trykkede i hendes underbevidsthed.

That stupid angel is going to be flying away like a freaking happy butterfly! Now that's a promise I will kee...

Tankesætning sivede ud mellem hendes fingre, da Kallistos korte hovedrystning, børstede håret væk fra hendes hals. Uden at spørge om lov, sank Cora i knæ, og strøg nogle fingre imod såret på Kallistos hals. Og hvis man ikke vidste bedre, ville man tro at de lysende blå øjne forsøgte at kortlægge hugtændernes mærke, i hendes tanker. Eller måske, var hendes blik så intenst, fordi hun håbede at hun ville genkende dem, som en bestemt vampyrs?

Fangs.

Cora havde et specielt forhold til vampyrer. Selvom alle overnaturlige væsner, i hendes tanker, var sendt fra Djævlen for at friste og ødelægge, så brændte hendes had til vampyrer langt mere intenst end til de andre. Det var en vampyr der havde taget hendes familie, og ødelagt hendes liv. Så da hun satte sig foran Kallisto, men en våd plet der bredte sig bagpå bukserne efter jordens fugtige overflade, var det ikke til at spotte om det var tilfredshed, chok eller vrede der dunkede under de lyse øjne. Måske det hele på en gang.

Samtidig med at hun intenst opslugte hvert ord Kallisto stammede ud, betragtede hun indgående såret, som om hun håbede at finde et spor presset ind i det hul, der kunne have slået englen ihjel. Det kunne godt være, at engle var Djævlens forsøg på at friste menneskeheden, men vampyrer var Djævlens børn, der havde besat menneskeheden, og rendte rundt som monstre der forsøgte at udslette alle varmblodede væsner, der endnu uskyldigt gik på Jordens overflade. De var udyr!

"Which friend? He might be involved, you know. You might have been set up."

Hendes stemme var skarp og udspørgende, som om hun troede det var en afhøring af englen. Men alligevel var der en undertone af en blid, fraværende tone, som om hun i virkeligheden ikke rigtigt hørte efter hvad hun selv sagde, men var forsvundet for dybt ind i såret på englens hals. Med ét rev hun blikket væk, og rejste sig op i et ryk, samtidig med at hun kastede med håret, som om hun ville vække sig selv fra den trance hun havde lullet sig selv ind i.

"Some guy talked to you? What did he say, do you remember that?"

Det var højst sandsynligt ikke vigtigt, præcis hvordan han fik hende lokket væk. Men hvem vidste, måske kunne hun genkende ham ud fra det. Måske havde hun jagtet ham, og kendte til hans måde at gøre det på. Måske var han en af de undslupne.

Hun rynkede panden, da englen blev ved med at snakke ufortrødent. Ikke over englens fortsatte snak, men nærmere over hvordan englen var blevet behandlet. Havde vampyren - eller dæmonen - både bidt hende, og også skåret i hende? Det syntes nyttesløst, medmindre de havde tappet hende for blod, for derefter at sælge det meget dyrebare engleblod. Men hvorfor havde de så ikke gjort arbejdet færdigt?

Hunden måtte være stærk, hvis den skulle kunne jage en dæmon væk. Uhyggeligt stærk, hvilket var næsten umuligt. Det virkede mere sandsynligt ved en vampyr, hvis hunden i såfald var en varulv i sin ulveform. Hvorfor ville en varulv redde en engel, men ikke gøre arbejdet færdigt, nu hvor den var igang med at lege redder? Ikke engang et telefonopkald til et hospital. Intet?

"The doggy-thingy .. Was it big? Like werewolf-y? Could it have been a werewolf?"

Coras stemme var skarp, men hun forsøgte at flette nogle lidt blidere toner ind, så den skræmte engel ikke ville frygte hende. Det var en hel del mere besværligt at fiske oplysninger ud af en skrækslagen person, der alt andet end stolede på hende. Hvis de følte sig venskabeligt knyttede og trygge, så var de meget mere tilbøjelige til at lade oplysningerne flyde uden de største fejl og mangler.

Kallistos smil fik Cora til automatisk at sende et smil tilbage i hovedet på englen. Med Kallistos ord derimod, de fik et ordentligt smil til at indtage sin plads på Coras læber. Hævn? Klart, hun ville hjælpe englen med at tage hævn over blodsuger-svinet! Alt hvad der kunne udrydde Dracula-kopierne fra jordens overflade, var noget der kunne bringe et smil til Coras forstenede læber.

"Oh, damn right I will! Bloodsucker's gonna pay!"

Stadig med ordene hængende på tungen, foldede Cora rutinemæssigt den lille lap papir ud, og skimmede hurtigt ordene, for at indprente sig dem. 10 piller?! Så var det ikke noget særligt stærkt der var blevet givet, da 10 piller ellers kan være dødelige, i de stærkere midler. Men hvad hun virkelig var ekstra omærksom på, var det bogstav til sidst, der signerede det hele. Det bogstav, der meget nemt kunne være en unik signatur for en bestemt vampyr, der kunne lede hende til denne vampyr.

Et par fingre, lod hende fiske en knap-mobiltelefon op, og fik den låst op med et par hurtige knap på den. Hun havde allerede børstet håret væk fra englens hals, så kunne derfor nemt snappe nogle hurtigere billeder af biddene, og derefter nogle billeder af teksten på den lille lap papir. Som en del af den unge generation, var det intet problem for hende hurtigt at trykke sig vej igennem beskeder, og få sendt en MMS fuldt af bevismateriale hjem til sin Celle.

Come on Owen .. You must know something.

En kort tekst der opridsede situationen i kode-sprog med de nødvendige detaljer blev trykket ind(minus den del hvor hun reddede en tilfældig engel og havde mistet en opgave tidligere), inden hun trykkede på send-knappen. Indvendigt krydsede hun fingre, da det lille "beskeden er blevet sendt"-billede poppede op på skærmen, og hun stak den i lommen. Lappen med teksten blev drejet omkring, og skubbet hen foran englen, imens Cora nøje studerede englens udtryk, for at finde den mindste ændring.

"Do you know this signature? Or just this handwriting? Anything that you might know from this damn paper-thingy?"

Efter englen havde haft tid til at studere det, rullede Cora omhyggeligt paperlappen sammen, og lagde den ned ind inderlommen på sin jakke. Så fiskede hun mobilen frem, og tjekkede hurtigt om Owen havde fået svaret på beskeden. Men selvfølgelig ikke - han havde knapt nok fået tid til at se billederne, og da slet ikke researche og fundet en identitet. Han var genial, men kryptonit var ikke hans største svaghed.

Hvis englen lod hende gøre det, ville hun forsøge at gribe fat om englens håndled, og trække hende op i stående stilling. Hvis hun kunne ville hun sno en arm om englens skuldre, og halvt bære englen ud fra gyden. Hun ville forsøgsvist prøve at redekorere Kallistos tøj og hår og selv placere sig sådan, at Kallistos sår var nogenlunde skjult, og hun derfor kun virkede som en veninde der forsøgte at hjælpe sin fulde veninde hjem.

"I'm taking you to Petronia Nightclub. If you recognize anything, speak up."

Det var en lav hvisken Cora udtalte, hvis hun havde kunnet få Kallisto stablet på benene og trukket ud af gyden og imod Petronia. Men Cora havde ikke nogen planer om direkte at skube Kallisto ind i kaosset på natklubben, før englen var helt frisk og ikke lignede en død kloakrotte der var skyllet i land, efter at være blevet flået af en kat. Hun ville gå den mest logiske rute med englen, og så få smidt Kallisto ind et sted, hvor de kunne tale i fred og ro, om den hukommelse der forhåbentligt var ved at sive frem.

And then I'll kick some fucking Fangerass! Dude's gonna die again.