På besøg.

Dato: Torsdag d. 16 Febuar 2012
Tid: 19:34
Årstid: Vinter.
Vejr: Sneen stormer omkring dem der går ude.
Sted: Sheria by, hjemme ved Koda.
Omgivelser: Koda og Gracy.
Påklædning: Som sædvanlig har hun en lang kjole, den er sort, og har et hvidt bånd bundet om livet. Hendes hår er bundet tilbage i en fletning der hænger ud over hendes brune pelsfrakke. Hendes fødder var dækket af de sædvanlige, brune støvler.

Gracy kom gående ned af en af Sherias mange gader, hun var på vej over til Koda igen, selvom der ikke var gået lang tid siden der sidste, og første måde, havde Gracy brug for at vide hun var okay. Især med alle de ting der fandtes omkring dem. Sneen landede flere steder på hendes ansigt, men de blev hurtigt børstet af igen, Gracy holdte kortet som Koda havde givet hende i hånden, og forsøgte at finde husnummeret. Gracy havde gået frem og tilbage, flere gange, da hun endelig fandt det rigtige hus. Gracy fandt Kodas lejelighed og ringede på. Mens hun stod der, forventede hun en lejelighed fyldt med malerier. Gracy havde selv tegnet meget siden deres møde, det var som om et rus af kreativitet var gået gennem hendes krop siden sidste møde. Gracy børstede sneen af hendes tøj og ventede på der blev lukket op, Gracy havde ingen idé om hvordan Kodas lejelighed var indrettet, men hun glædede sig til at se det.

Kodashis lejlighed var rigtigt nok fyldt op med malerier. Normalt var det ikke så slemt igen da de indten var udstillet eller på lager men siden Kodashi havde mødt Gracy så var Kodashi nærmest eksploderet med inspiration. Kodashi var ikke gået ud for en dør de sidste to dage og havde brugt alt tiden på at male. Men ud over de mange malerier der stod i stuen og stafeliet var der ellers meget rytteligt. Stuen var okay størrelse hvor der stod en sofa et sofabord og et faldskærms tv. Op af vægene stod alle malerierne. Køkkenet havde en lille opvask der stod klar til at blive taget men ellers var også rytteligt og fint. Som altid var der kaffe på kanden der ude.
Kodashi selv stod inde i stuen og lagde sin sidste hånd på sit ny værk. Et potræt af en lille pige der sad i sneen omgivet af små feer der beskyttede hende imod kulden. Kodashi havde de sidste 2 dage malet fabel dyr for det meste ind i sine billeder. Det havde nok noget at gøre med den inspiration som Kodashi havde fået af at se en engel.

Da det bankede på døren løsrev Kodashi sig fra sit maleri der næsten var færdi og gik hen og kiggede ud igennem dær spionen. Der stod Gracy jo. Kodashi smilte for sig selv og åbnede døren.
"Hej Gracy... Dejligt at se dig" udbrød Kodashi med det samme og gav hurtigt Gracy et kort men lidt akavet kram da Kodashi ikke ville lade sit malertøj røre Gracys i tilfælde af der var våd maling på.
"Kom bare ind... Vil du have noget" sagde Kodashi venligt og lod Gracy komme ind. Kodashi var iklædt en sort tshirt et par hvide maler plettet bukser og sin selvvanlige hat.

Gracy stod lidt og ventede, da hun endelig kunne høre fodtrin nærme sig. Gracy gengældte Kodas lidt akavet kram. Hun fulgte Koda ind og blev nærmest væltet bagover af mængden af malerier, hun regnede med der var mange, men ikke så mange. Hun rystede på hovedet da hun spurgte om hun ville have noget. "Nej, ellers tak." Hun havde fået en masse derhjemmefra, så det var ikke nødvendigt. Gracy tog den sædvanlige plade chokolade frem, tog et stykke og proppede det i munden. "Tag endelig for dig." Sagde hun og lagde den på et sted der ikke var dækket malerier. Hun prøvede at finde et sted at sidde. "Du har malet meget."

Kodashi lukkede døren og skynte sig at gøre noget plads til Gracy på sofan hvilket krævede kun flyttede to malerier. De blev stilt hen op af vægen hvor der lige var plads.
"ja.. Er det ikke herligt... Jeg har ikke følt sådan i evigheder... Så meget der bare skal males" sagde Kodashi glad og smilede til Gracy. Kodashi skyndte sig hen til vægen og roede rundt. Hun virkede meget ivrig for at vise noget frem. Kodashi fandt hvad hun ledte efter og kom hen til Gracy med et maleri og sagde "tadaaa".
Kodashi viste et smukt maleri frem. På billede var der en engel der stod og kiggede ud over havet på en vindfyldt dag så man kunne se nogle små fjer i luften. Det var en kvindelig engel der stod i en hvid kjole. Kombinationen af solens stråler og englens vinger gjorde at Kodashi havde givet englen en lys aura af hellighed omkring sig med en nætmest gennemsigtig farve så man kun lige kunne skimte den. Ud over det kunne man i baggrunden se hvordan solstrålerne lyste ned fra de mørke skyer få steder ned på vandet der gav genskær.
"inspirret af dig.. Og malet til dig" sagde Kodashi stolt. Det var nok det bedste værk af dem alle Kodashi havde malet rigtig længe.

Gracy så beundret rundt på de mange malerier, hun havde virkelig fået lavet en del, meget mere end Gracy havde. Men Gracy havde måske været ude i lidt problemer, der skulle løses før hun kunne tegne. Da Koda kom frem med et billede af en engel, blev Gracy overvældet, det var så smukt. Gracy rejste sig hurtigt, tog billedet ud af Kodas hænder, stillede det op af sofaen og gav Koda det samme akavet kram de havde givet hinanden i døren. "Det er smukt." Sagde hun og satte sig igen, for at nærstudere billedet, hun var utrolig talentfuld. "Når jeg engang får gæster, og de spørger hvem der har malet det her billede, skal jeg nok gøre lidt reklame for dig." Sagde hun med et skævt smil, hun var meget overvældet billedet, det kunne sagtens være hende der stod der, på en strand med en hvid kjole og en lys aura, det var omtrent det der i store træk beskrev Gracy, hvis man ikke gik i detaljer selvfølgelig.

Kodashi gengældte det akavet kram og smilede til Gracy. Det var altid rart at give et maleri til nogle som godt kunne lide det, så det havde været det helt rigtige billed at give Gracy
"Jeg er glad for du kan lide det"
Det var Kodashi virkelig, tænk nu hvis Gracy blot havde trukket på skulderne og intet andet.
"Det behøves du altså ikke..." sagde Kodashi forlegent og rødmede lidt. Kodadhi var stadig ikke vandt til at få ros på nogen måde.
"Øjeblik jeg går lige ind og skifter tøj.. Bare til noget mere ikke beskidt" sagde Kodashi venligt og gik ind i sit soveværelse for at skifte. Der gik et par minutter og Kodashi kom så tilbage i en hvid tshirt og et par sorte tæt siddene bukser.

Gracy så på Koda da hun afviste hende, hun ville reklamere for hende. "Når du er så fantastisk en maler, skal folk vide hvem du er." Sagde Gracy bestemt, hun ville ikke opgive den her. Gracy så rundt på alle malerierne mens Koda skiftede tøj. *Hvordan har hun haft tid til alt det her.* Tænkte Gracy for sig selv. Hun havde ikke ligefrem brugt den nyfundne inspiration til noget, andet end en tegning eller to, hun havde været i fuld gang med at rode sig ud i problemer, og problemer måtte man sige der havde været. Men hun fik rodet sig ud af dem igen, og det gjorde hun følte sig mere selvstændig, men nogle af problemerne havde måske været for hårde til bare at skylle dem ud.

Kodashi kom ind i stuen igen og sukkede lidt opgivende og sagde "okay det er vidst min tur til at give mig". Kodashi var ikke en der kunne lide at tage sådan en ære, men det måtte hun vel se at vende sig til nu hvor hun levede af at male.
"Så. Hvad har du så lavet siden sidst"" suprte Kodashi nysgerigt om. Kodashi havde selv været ude i et enkelt problem siden sidst. Igen var hun blevet overfaldet men den oplevelse havde ikke været lige så slem som dæmonen der var kommet på besøg. Men det havde stadig taget hårdt på Kodashi der ellers bare gerne ville leve et normalt liv. Var hun måske bare en magnet når det galdte tilfældige overfald som sådan.
Kodashi rystede de tanker ud af hoved igen og gik hen til sofaen og satte sig hvor hun så tog et chokolade. Mon Gracy var lige så afhængi af chokolade som Kodashi var af kaffe, i såfald kunne man ikke se det på Gracy

Gracy trak på skulderne, hun vidste ikke rigtig om hun skulle fortælle det, det kunne gøre Koda utryg, og give hende fornemmelse af Gracy ikke kunne beskytte hende. "Jo altså.. Jeg var over i skaterparken den anden dag.. Der var en gruppe drenge der lige synes jeg skulle overfaldes. Og ehm.. Min ekskæreste er kommet til byen." Mere behøvede hun vel ikke sige, mødet med vampyren og jægeren, og mødet med Crystal skulle der ikke fortælles om, Gracy prøvede stadig at bearbejde de møder, hun så ud i luften ved tanken om det der var sket de sidste dage, hun havde måske ikke været god til at undgå problemerne, men sådan var det nu. Det var sket, og det kunne ikke lades om. "Hvordan går det ellers med dig?" Lød det var Gracy, hun håbede lidt på hun bare havde malet, og ikke været ude i problemer, som Gracy selv havde.

Kodashi kiggede bekymrende på Gracy da hun fortalte om sit overfald og blev selv mindet af sit af Valdemar der havde tvunget hende til at ryge et eller andet sjovt stads ellers ville han stikke hende ned.
"Er du okay... altså med alt det?... Noget du vil tale om" sourte Kodashi venligt men bekymrende om og regnede ikke med at lige nu var den gode ide at fortælle om sit overfald. Bare fordi Gracy var Kodashi nye skytsengel betød ikke også at Kodashi kunne bekymre sig om hende, de havde trods alt et bånd som ingen andre havde sammen. Eller der var jo nok også andre der havde skytsengle. Men i følge Kodashi var der intet som deres sådan som hun havde følt.

"Men jooo jeg har bare malet som du nok kan se... jeg kunne ikke helt styre mig... jeg har faktisk et andet du også skal se.... nok noget mere dystert men min historie bag det er så meget en god en" sagde Kodashi og knipsede med sin ene hånd og gik hen og roede rundt imellem billederne igen. Hun regnede med at hvis Gracy ville tale om tingene så skulle hun nok bare tale, havde det været Kodashi selv så ville hun helst have at verden gik videre.
Kodashi fandt et billede frem hvorpå der stod endnu en engel, men dens vinger var helt sort røde af dryppende blod og for dens fødder lå en dæmon dræbt. Englens øjne var helt røde og så voldsomme ud, næsten som om den kunne stirre ind i ens sjæl.
"Altså.. jeg maler normalt ikke så dystert, men historien er at den engel engang var en nobel engel der passede på alle den mødte, men endag var der en dæmon der tog den kære, som hævn jagtede englen dæmonen som den har slået her igennem en alng kamp, men igennnem den kamp og af blodet af dæmonen, blev englen til en falden engel.. dystert men god morale"F forklarede Kodashi og vistede lidt billede frem.

Gracy regnede med Koda ville reagere som hun gjorde, så hun rystede bare på hovedet. "Jeg prøver at tænke fremad, det er mere hans skæve jeg tænker på, han var stadig ung, ikke ret meget mere end 18." Gracy havde ikke tænkt sig at snakke mere om det, men hun mente bare Koda fortjente at vide det. Da Koda vidste endnu et billede, Gracy var vild med det. "Alle kunstnere laver noget anderledes indimellem." Sagde Gracy og blev overrasket over, man kunne blive så vred på en person, men så tænkte hun på hvordan det ville føles hvis hun mistede.. Ham.. Hun havde lovet sig selv ikke at tænke på ham, så hun så nærmere på maleriet for at finde ud af hvordan hun skulle bedømme det. "Woaw.. Bare woaw." Hun havde vel ikke rigtig mere at sige det om det, så smukt og ubeskriveligt var det.

Kodashi smilede stolt af sit maleri og stillede det tilbage hen op af vægen, men hang et tæppe over det så øjnene ikke kunne se på¨dem, Kodashi havde måske lige lavet dem en anelse for creepy, men nok om det billede.
"Hmmm, ja okay... Det er ærgeligt sådan noget... jeg... ja lige meget" sagde kodashi og viftede med hånden som det hun lige skulle til at sige var komplet lige meget. Kodashi overvejede stadig meget kraftigt at gå til politiet i løbet af dagen for at melde sit overfald, det ville da være det mest naturlige, men knækten var så ung at det bare ville være ærgeligt.
"Gracy... Hvad gør man hvis man burde gøre noget rigtigt, men ikke var helt sikker" spurte Kodashi pludselig og tænkte stadig på sit overfald. Det ville jo nærmest være syndt for Valdemar at ryge i fængsel af den ene grund, men på den anden side havde den knækt mange problemer at sådan en tur måske ville være det rigtige at gøre.
Kodashi gik stille og roligt tilbage til sofanen og så ganske betænktsom ud men rystede så på hoved og smilede til Gracy der sad der. Kodashi kunne snildt bruge hele dagen på at vise malerier frem men det ville jo bare blive kedeligt for gracy.

Gracy så på hende og smilede, hendes smil stivnede lidt da hun spurgte hende et ydest besynderligt spørgsmål. "Fortæl mig om det, ellers kan jeg ikke svare dig på det." Det kunne hun nok godt, men hun ville høre om situationen først. Det var svært at bedømme når man ikke kendte til situationen, selvom hun nok burde gøre det rigtigt. Hun sukkede og lod hovedet falde mellem hendes hænder, der var to ting der fyldte hendes hovede, Valdemars skæbne, og Aiden. To drenge han virkelig ikke havde brug for at tænke på. Gracy satte sig op igen og tvang sig selv til at tænke på noget andet. Men det kunne hun ikke, det var helt umuligt for hende. Henndes blik vandrede over de mange malerier i håb om de kunne give hende noget at tænke over, det gjorde de i omtrent 20 sekunder, så var de to drenge klistret til hendes hjerne igen.

Kodashi sukkede stille og satte sig ned på sofaen igen og kiggede lidt forsigtigt påGracy.
"jeg blev sådan set overfaldet igen..... Jeg ved bare ikke om jeg skal gå til politiet med det.. det er jo det rigtige at gøre... men... det virkede som om drengen havde problemer nok i forvejen"
Kodashi kiggede lidt ned i bordet og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv... var hun bare en overfalds magnet her for tiden eller hvad skete der lige for alt det. Først en sindsyg dæmon og nu en ung dreng... hvad blev det næste en vampyr?. Kodashi sukkede lidt og rettede sit blik imod Gracy lidt afventende på et svar.
Det var entelig sjovt som Kodashi bare åbnede op for Gracy. Men det var som om der allerede var et eller andet imellem dem så det bare kunne gøre det.
"Men jeg mener jo... er det ikke derfor man har politiet og det system vi har.. for sådan nogle skal komme på den rette vej" spurte kodashi ud i luften lige så meget ment til Gracy som til sig selv.

Gracy kunne ikke rigtig undgå at tænke det kunne være Valdemar. "Han hedder tilfældigvis ikke Valdemar?" Lød det fra Gracy, ude at svare på Kodas spørgsmål, men hvis det var ham, så synes Gracy bestemt ikke han skulle udsættes for det hele engang til. Så hvis det var Valdemar ville hendes svar være et stort og rungende nej, hvis det var en anden ville Gracy sige ja. Måske var det noget af en forskel at gøre, men at være med til at udsætte ham for det engang til ville Gracy ikke kunne klare. "Ja, men.. Nogle mennesker er måske blevet udsat for nok allerede, nogle gange handler det om medfølelse for menneskerne omkring en, og ikke det de har gjort." Gracy så væk fra Koda mens hun ventede på hendes svar.

Kodashi måtte blinke et par gange, var Gracy bare synsk eller hvordan kunne hun vide sådan noget. "Jo... det gør han" sagde Kodashi noget forbløffet over at Gracy kunne regne det ud ud for blot den beskrivesel hun havde givet. Eller måske var der virkelig et eller andet specielt bånd imellem dem nu som gjorde at Gracy bare kunne vide sådan noget uden at skulle spørger om det.
"jeg ved det godt... men... at stå med en kniv imod min hals er ikke noget der giver meget medfølelse... Og.. hvordan ved du lige om han har været meget igennem" sagde Kodashi lidt stille og kiggede blot på Gracy som kiggede væk. Måske var det rigtigt nok det Gracy sagde og det ville msåke også være det bedste at gøre.
Kodashi kunne dog stadig ikke helt se logikken i at skulle give den store medfølelse til en der havde stået med en kniv ved hendes hals. Medfølse kunne hun godt give og havde også givet det til Valdemar hvis det ikke havde været for det overfald.

Gracy så på Koda med et bekymret blik. "Det var hamder overfaldte mig." Sagde hun og sank en klump, hun kunne stadig indimellem føle kniven der sad for hendes strube. "Han er dømt tre års betinget dom, jeg så hvordan han reagerede da han troede han skulle i ungdomsfængsel, han vil ikke risikere det. Hvis du fortæller det til politiet vil det ødelægge resten af den barndom han har tilbage." Gracy så ned, det han før havde oplevet var bare forfærdelig. "Han blev afpresset til at overfalde mig." Sagde hun og så op på Koda igen. "Lov mig du lader det ligge." Gracy ville aldrig tilgive sig selv, hvis hun var skyld i han fik en ubetinget dom.

Kodashi kiggede noget på Gracy der fortalte sin historie og tankerne gik straks igang i Kodashi hoved. Så hvis hun meldte Valdemar til politiet ville han ryge en tur i fængsel de næste 3 år, det var alligevel en del. Men på den anden side det var stadig sådan systemet hang sammen.. Men igen det var Gracy der bedte om det. Kodashi bed sig selv i underlæben og tænkte som en gal. Det var noget af en skille vej.
"jeg lader den her lægge... sagde Kodashi stille efter at have overvejet det lidt. Men ville Valdemar bare så meget som krumme et hår på Gracy eller kodashi igen lige meget hvilken årsag ville Kodashi uden videre gå til politiet uden så meget at blinke.
Kodashi gav pludselig Gracy et kram og smilede, "Jeg lover at ikke gå videre med det"

Gracy blev lettet over hun ikke ville gå videre med det. "Det er jeg glad for." Sagde hun gengældte hendes kram. "Han skulle ikke have gjort det, men han vidste ikke hvad han gjorde." Sagde hun og så smilende på hende. Hun håbede bare han fik noget hjælp, det ville være noget han kunne få brug for. Hendes blik vandrede rundt omkring. "Det skal nok gå over, han får noget hjælp nu."

Kodashi smilede og lod blot det være det, nok om overfald og andet for nu, det var så dystert at tale om alligevel.
"Men nok om det"
Kodashi smilede og rejste sig op og gik ud i køkkenet og hentede sig en kop kaffe og tog en kort slurk af den og stillede den på sofa bordet. Kaffe var bare det bedste i verden i Kodashis hovde. Hvem end der havde opfundet den vidunderlige drik skulle virkelig have nobel prisen men det var nok lidt for sent nu.
"Vil du have noget... kaffe, the, andet?" spurte kodashi venligt om og smilede. Kodashi var entelig på vej ud i køkkenet som hun stoppede op og slog sig selv lidt blidt i panden med flad hånd og vente sig om og gik ind til Gracy igen.
"Nå ja, jeg var nede på galleriet... han kom forbi med den chek" sagde Kodashi og viste en chek frem på 10.000 dollar som Kodashi havde fået. Alle de penge havde hun fået fra den meget ubehagelige mand på stranden og Kodashi vidste ikke helt hvad hun skulle bruge alle de penge på.
"Godt nok var de ikke sjove at få... men på en måde har du været med til at skaffe dem... vil du også med ud at bruge dem på min regning" sagde Kodashi og lo lidt, så kunne de rigtig tage på shoppe tur.

Gracy så smilede på hende. "Et glas ven kunne gøre nytte nu." Sagde hun smilende, Gracy havde også tjent en del penge på en knap så behagelig ting. "Jeg får også penge.. Forsikrings penge." Sagde hun med et udtryk hun ikke viste ofte, hun var glad, men ikke bare glad som når hun smilte, hun var glad på bekostninng af andres ulykke. "Ja, shopping kunne være en god ting lige nu." Hun havde brug for at tænke på noget andet end Aiden og Valdemar. "Tror du man kan få trøjer med plads til vinger?" Sagde hun med et skævt smil, hun vidste godt man ikke kune få den slags trøjer, så det var bare for sjov, hun kunne jo også sagtens leve uden.

Kodashi smilte og gav Gracy endn et kram hvorefter hun sagde "Venner for livet nu". Det var entelig rigtig nok siden de nu hang sammen på en måde og Gracy skulle dø den dag Kodashi skulle, så hvorfor ikke være venner, hvis ikke de endte med at blive bedste venner.
"Så er det jo bare med at komme afsted" sagde Kodashi og lo lidt.
Nej man kune nok ikke lige få tøj til Gracy med vinger, men sådan var det jo desvære, det var jo ikke alle der vidste at der fantes engle.
"Jeg tror ikke lige man kan få det... Men hvis vi nu finder dig en flot kjole med ryggen fri" forslog Kodashi pænt som en mulighed, Kodashi var sikker på at de nok så skulle finde en pæn kjole til Gracy

Gracy så smilende på hende og gengældte hendes kram. "Helt klart." Hun tog maleriet og gik hen mod døren. "Kan vi ikke lige tage et smut forbi min lejelighed, så jeg kan stille maleriet op?" Spurgte hun med et smil. Det skulle nok blive hyggeligt med en shopping tur, det var i hvert fald lige det Gracy trængte til. "Jeg skal nok finde en kjole, selvom det så er med dækket ryg, jeg trækker bare vingerne ind." Gracy så over på Koda med et smil, "kan du guide mig lidt, jeg har ikke rigtig været ude og shoppe endnu, så jeg kender ikke butikkerne?" Gracy så smilende på Koda og gik hen mod døren, det skulle nok blive en sjov tur.

Kodashi smilede og sagde "Jo lad os det, så kan jeg også se hvor du bor jo". Det ville Kodashi entelig gerne, for så kunne hun også besøge Gracy engang imellem så det ikke kun var Gracy der skulle komme på besøg.
Kodashi drak resten af sin kaffe og gik ud i gangen og fandt sit overtøj og tog det på.
"Sagtens, jeg ved så ikke helt om vi har helt samme stil, men vi skal da nok finde noget" sagde Kodashi venligt og åbnede døren for Gracy.

Gracy så smilende på hende. "Ja, men der er nok lidt flytterod endnu." Sagde Gracy og så ud af vinduet, selvom det sneede kunne de sagtens shoppe. Man kunne altid shoppe. "Vi finder bare en butik med varieret tøj, så kan det ikke gå helt galt." Gracy gik ud af døren, og ned af trapperne for at nå den snefyldte gade. I dét Gracy trådte ud på gaden mærkede hun hvordan den kolde sne prikkede på hendes hud, det kunne godt forvekles med en myg der stille prikkede til hende, bortset fra man ikke fik hævelsen efter prikkeriet. Gracy gik lidt længere ned af gaden, og regnede med Koda fulgte med. Hun stoppede op få blokke fra Kodas hjem, det var der hun boede, bygning havde gule mursten, rødt tag og grå vinduesrammer. Gracy gik ind af døren og op på stueetagen hvor hun boede, Gracy fandt sine nøgler frem og låste døren op. Indretningen var ikke helt på plads, da alt stod oven i hinanden. "Jeg prøver stadig at finde ud af hvordan møblerne skal stå." Forklarede Gracy, de fleste af hendes ting havde lyse farver, hun synes det gav mere lys i rummet med lyse ting. Gracy stillede maleriet henne ved en væg og gik hen til Koda igen.