Anger! - (Procella)

Tid: 18. februar klokken 18:30
Sted: Hospitalsværelset
Vejr: Overskyet og køligt udenfor.
Omgivelser: ingen mennesker eller levende væsner, et tomt værelse, hvide vægge, hvide lagner, hvide senge og alt mulig andet hvidt. Et tændt fjernsyn.
Påklædning: Hospitalstøj.


Elisabeth havde nok været udsat for det hun sidst i verden ville have troet hun ville komme ud for. At vågne op på et hospital var nok det sidste hun havde troede ville ske for hende, og da hun havde løbet gennem gaden indtil hun var faldet og besvimet da hovedet ramte asfalten havde den sidste tanke været at dø. At vågne på et hospital var derfor en skuffelse, og hun havde ikke sagt noget.

Der var stille, de læger der var kommet ind havde ikke fået et ord ud af hende, politiet heller ikke hvor hun blot havde ligget med et tomt udtryk og kiggede på tv-skærmen uden en lyd. Spist havde hun heller ikke og de gange hun døsede hen blev hendes søvn invaderede af et bestemt ansigt og hun vågnede op, men munden åbent dog uden at et skrig forlod det, hun kunne ikke skrige selv når hun forsøgte. Hun havde ondt i kroppen, maven, lårene, underlivet og skuldrende. Hun havde en rifte over det ene bryn, hovedet var bundet ind og var plettet af en anelse blod. Underlæben var også flækkede og hun havde en hævede kind.

Hun lukkede roligt øjnene i, lyttede til fjernsynet uden at opfatte ordene, ingen tanker løb igennem hendes hoved, kun en nynnen af en sang som hendes søster havde sunget for hende som barn. En nynnen som lægerne af og til også havde hørt hende nynne, alt i alt lignede hun en der var brudt sammen, og helt svag, ingen gnist i øjnene, intet liv.

Procella havde et meget underligt udtryk i ansigtet da hun gik ned af gangen. Telefonopringningen havde mildest talt rystet hende. Eli på hospitalet? Hun havde åbenbart ikke fået slettet Procella som kontaktperson. Det havde været tilfældigt at hun havde siddet med sin gamle jæger-telefon ved sin side da der var blevet ringet på den. Først havde hun overvejet bare at lade den ringe løs - i forventning om at det var endnu et opkald fra Ripper - men hun kendte ikke nummeret, og det var ikke hemmeligt.

Lægen hun havde talt med havde talt dæmpet og alvorligt med hende. De havde undersøgt den unge kvinde. Grundigt. Men ikke fået et ord ud af hende. Udenpå var Procella rolig og kold. Indeni rasede alting om kap. Vrede, både mod Eli og den der havde gjort det. Hvordan kunne hun have ladet det ske? Havde hun intet lært?

Procella så meget anerledes ud end sidste gang hende og Eli havde stået ansigt til ansigt på kirkegården. Nu var det Eli der så mere død end levende ud. Procella derimod nærmest struttede af sundhed. Der var fylde i hendes ansigt igen. Hendes øjne virkede levende. Huden havde en varm dyb glød.

Det lange mørke hår lå frit om hendes skuldre og nogle glimt i det tydede på at hun på et eller andet tidspunkt havde haft stødt ind i noget støvregn eller det havde sneet og så senere smeltet. Hun havde en lang tyk lammeskindsfrakke på i en blød karamelfarve. Støvlerne var hendes længe sorte læderstøvler og hendes skridt lød taktfast mod gulvet grundet stålet. Det tykke halstørklæde var trukket af og lå i hendes hænder, der pillede nervøst.

Hun trykkede håndtaget ned til enestuen. Så snart hun havde fundet ud af at Eli var på hospitalet havde hun uden tøven brugt Wicks penge på at få hende overflyttet. En jæger kunne ikke ligge på offentlig stue. Det var ikke til at vide hvem der kom forbi. Hun var efterhånden begyndt at få en dårlig smag i munden over hvor hurtigt Wicks penge var begyndt at løbe mellem hendes hænder. Især fordi hun blev ved med at love sig selv hun nok skulle deltage noget mere. Det var bare svært at se hvordan det skulle lade sig gøre lige nu.

"Eli?"

Hun skubbede døren op og trådte ind. Hun havde været forberedt ud fra lægens beskrivelser, men synet fik hende alligevel til at trække vejret hvislende mellem tænderne. Hun så på de lukkede øjne og dæmpede hurtigt stemmen.

"Are you sleeping?"

Hviskede hun, og stoppede i døren. Hvis hun sov var der ingen grund til at vække hende. Hun så ud til at behøve alle sine krafter.

What did they do to you...

Det kværnede i hendes mave over synet af den unge kvinde. Hun havde set værre. Hell...hun havde selv set værre ud over årene. Men der var satans til forskel på når det skete for en selv eller for fremmede, og til når det var ens søster der lå i sengen, bleg og gennemtæsket. Procella følte sig syg langt ind i sjælen.

At man havde ringede til Procella havde hun skam hørt. Lægerne havde vidst sagt at de ville ringe til familie, problemet var at den eneste familie hun havde var hendes far og hun anede ikke engang om han var død eller levende. I telefonen havde hun dog haft Procella registeret som søster, det var noget hun havde gjort for mange år tilbage af en grund der dengang havde været ret åbenlys. Hun havde dog ikke fået slettet nummeret selv efter den sidste møde med hendes bedsteveninde og eneste familie, det havde været et hårdt og stødende møde, og hun havde ikke troede hun ville se Procella igen.

Mens hun lå der for billeder gennem hendes sind, billeder der virkede så livagtig og som fik hendes ret sårbar krop til at sitre og skutte sig utilfreds. Fornemmelsen af hænder på sin krop var ikke til at tage fejl af og hun fornemmede som om de gramsede på hende, et svagt hulk var det eneste der brød hendes læber og så var der heller ikke mere, end ikke en tåre eller andet.

Døren til hendes værelse blev trykkede ned, hun hørte bevægelsen men flyttede sig ikke, læger var gået ind og ud, fulgt af sygeplejersker. Hun havde dog ikke set nogen af dem i øjnene, heller ikke henvendt sig til dem. Hun følte sig usikker på sig selv, sine omgivelser og hvor hun var, ja et hospital men tidligt den morgen var hun blevet flyttet fra et hospital til et andet, hvorfor anede hun ikke. Hun fik drop ind gennem de forskellige sonder man havde sat på hende, væske fik hun heller ikke fordi hun nægtede at drikke, og derfor kom hun ikke meget på toilettet, ja hun havde slet ikke være der endnu. Dette skyldtes mere af frygt for hvad hun ville opleve derinde. At hun hadede sig selv var slet ikke noget der skulle diskuteres overhoved, det var et faktum.

Lyden af Procellas stemme kom bag på hende, men det føltes som en drøm at høre noget så betryggende i så fremmed et sted. Først da hendes blide hviskende stemme spurgte om Elisabeth sov eller var vågn, åbnede hun langsomt øjnene. Hendes blik var godt nok rettet hen imod døren, men mere mod fødderne af de personer der ville komme derind. Hun sagde intet, flyttet sig ikke, ja end ikke hævede blikket hvor hun blot forblev liggende.

Hendes blik forlod gulvet efter noget der synes at virke som en evighed og gled op mod skikkelsen der stod ved døren, de var helt klart Procella, og hun så langt bedre ud end hun havde gjort sidst. Hendes tomme blik faldt i Procellas for kun at afsløre noget den ikke havde gjort før nu, pinsel og svaghed, hun nærmest så bedende på hende, bedende efter at gøre en ende på den lidelse.

"Bare jeg kunne"

Lød hendes stemme, eller rettere en hviskende rallende stemme som blot fik hende til at hoste en ret voldsomt hosten og tage sig til brystet da en smerte skød gennem hendes bryst.

Procella stivnede let da hun mødte Elis blik. Hun havde set søsteren bange. Rasende. Fuld af fysisk smerte. Hun havde aldrig set det her. hun havde aldrig set sjælelig pinsel på det her plan.

Hun tænkte ikke over det. Hun reagerede bare. Da døren gled i, var hun allerede ved sengen hendes hænder flagrede lidt splittet over Eli, uden at vide hvor hun kunne ligge sine berøringer uden at få kvinden til at krympe sig i smerte.

Til sidst flettede det yderste af Procellas fingre sig ind mellem Elis. Forsigtigt for ikke at støde droppet.

"Tell me. Who did this? Who did this to you?"

Hun havde lyst til at skrige, men hendes stemme var tom og hul.

Tell me who I can make scream for this. Tell me who is going to pay. Tell me, where my anger should rest. Tell me!

Den fri hånd gled over Elis pande. Fjernede fraværende en lok der ikke var holdt fast af den store hvide forbinding. Et dirrende og samtidig let kærtegnende strejf fra hænder der ikke var vant til at være blide og trøstende på denne måde.

Kvinden var henne ved hende i løbet af ganske få sekunder, at det gik hurtigt lagde Elisabeth knap mærke til mens hun syntes at hoste sine indvolde op. det var heldigvis ikke så slemt, men hendes hosten lyd alt andet end behagelig og det var tydeligt at hun havde lungebetændelse hvilket ikke var underligt da voldtægtsmanden havde fløjet rundt med hende i næsten intet på og i regnvejr. Efter noget tid stilnede hosten af og hun lænede sig atter tilbage i den alt for bløde seng.

Hun fornemmede Procellas fingre i sine egne og så atter op på hende, afslørede underlæben der atter var begyndt at bløde da hendes læber generelt var meget tørre. Hun lod forsigtigt tungen glide hen over læberne, smagte blodet og skar en grimasse. Hendes spørgsmål fik Elisabeth til at sukke, der var allerede en masse der havde spurgt hende om det samme.

”Du vil ikke tro mig hvis jeg sagde det…”

Hviskede hun lavt til svar, rømmede sig svagt for at klare halsen og sank en klump. Hun følte sig så latterlig svag, helt skrøbelig og ret ubrugelig! Hvad var der blevet af den stærke selvsikre kvinde? Hun var blevet brugt og udnyttet ganske enkelt fordi hun havde tøvede for længe og givet mange chancer, noget hun ellers aldrig gjorde.

Procella bed tænderne sammen til dels af vrede og irritation

"You forget who I am. Try me. Who did this to you sister? Give me some fucking credit here. In the past I have had your back more than once. Trust in me now. Who is he?"

Hun rakte ud efter sengebetjeningen og hævede langsomt Eli op i en mere opretsiddende stilling så hun kunne trække vejret mere frit.

"And cut the crap okay? The doctors told me what happened to you...everything. I know. We dont have to speak of it if you dont want to. But if you do. I am here"

Procella trak sig lidt væk fra sengen og satte sig i stolen der var beregnet til gæster

At have Procella der var noget mere end bare vidunderligt, alting var endt så skævt sidste gang, men havde det ikke været fordi hun lå der nu ville Procella næppe stå her nu. Ved hendes svar vendte Elisabeth blikket bort hvor hun tydeligt fornemmede hvordan det sved i øjnene så tørre som de var, hun tvang nærmest tårerne tilbage. Elisabeth havde ikke vist tårer siden hun for mange år siden var blevet redet af Procella, og hun havde ingen planer om at græde nu selvom det at bryde sammen var det letteste og eneste hun kunne gøre.

”En engel… ”

Startede hun i en mumlen hvor hun syntes at blive fjern i blikket, og jo man havde fuldkommen ret hvis man troede at hun så det hele for sig igen, for det gjorde hun hvilket fik hende til at bide hårdt ned i tænderne og ryste det af sig så godt hun nu kunne.

”Grigori.. så vidt jeg husker bor han ikke langt fra mig…”

Fortsatte hun i en lav hvisken. Lysten til at flå ham levende var der, men på den anden side frygtede hun for gensynet. Procella hjalp hende op i en mere siddende stilling, hvor hun i starten kort krympede sig og knyttede næverne. Hendes blik blev vendt mod veninden og hun så tomt på hende

”Der er ikke noget at snakke om, jeg var svag, jeg kvajede mig, jeg fortjener det her…”

Svarede hun blot.

Procella blev først bleg under den olivengyldne hud. Derpå farvedes små røde hidsige pletter på hendes kinder. Hendes øjne blev klar rovdyrgule og hun blottede tænderne. Men ikke lyd kom der fra hende. Ikke en eneste lyd.

Grigori...

Navnet gav genlyd i hendes sind da det brændte sig langt ind i hende og hadet for evigt mejslede det fast. Han skulle bøde. Livet var ikke nok. Han skulle lide.

"If you where not beaten and bruised, I would kick your ass. No one deserves this. You did not ask for this. Dont ever talk like that again. Hear me?"

Der var en særlig skarp kant i hendes stemme der ikke var helt til at tyde.

Hendes ansigt skiftede farve dog uden at hun helt kunne tyde hvad det skulle betyde i starten, vreden var dog ikke helt til at tage fejl af for den så hun ret klart. Hendes gyldne øjne og synet af de blottede tænder fik hende til at sukke, og lukke øjnene. Hun kendte det udtryk, og hun vidste at Grigori ikke ville slippe let fra det her.

Ved hendes ord fnyste Elisabeth hvilket hun ikke burde have gjort, endnu engang hostede hun en smule og tog sig forsigtigt til hovedet.

”Vi lærte aldrig at give chancer eller tøve, og jeg blev ved og ved med at gøre det… ”

Svarede hun og strøg samme hårlok væk fra ansigtet som Procella havde strøget væk tidligere. Atter bed hun sig mærke i at Procella så langt bedre ud end hun havde gjort ved deres sidste møde, det var godt, meget godt!

Procellas øjne var udtryksløse

"That might be. That does not give any man or woman the right to force themselves sexually onto others. No matter how many chances they get, or how much the victim hesitates. There are no excuse. None"

Procella rejste sig langsomt fra stolen og gik over til sengen. Hendes øjne var som to stykker flammende kul, og hendes stemme var is.

"He will pay. The price for this will exceed his wildest imagination. And you are moving. You are moving in with me. I dont wanner here any argument about this. I can still kick your ass. I have a few guesth-....you will have your own private accommodations. You are not going back there. Understand me?"

Hendes stemme var lavmælt. Der var ingen diskussion. Hun remsede simpelthen op hvordan landet lå.

Som altid lyttede Elisabeth til Procella, at hun ikke var enig var heller ikke noget nyt, forskellen var bare hvor stor lyst hun havde til at diskutere det hele lige nu. Hun følte sig udkørt, træt og helt.. håbløs. Hvorfor skulle hun dog sige noget igen? Hun havde brugt hele livet på at forsvar sig selv, beskytte sig selv mod hans typer og så tabte hun det hele på gulvet i løbet af få timer fordi hun havde tænkt at han var en engel og næppe ville gå for vidt, hun burde have vidst bedre.

”Måske har du ret”

Hendes svar gjorde det ret tydeligt at hun ikke var enig, for tonen var ikke til at tage fejl af. Men som sagt havde hun ingen kræfter eller lyst til at sige hende imod, dette forandret sig da hun fortsatte. Pludselig var hun tilbage til dengang hvor Procella havde træffet alle beslutninger og hvor Elisabeth blot havde nikkede og fulgt hendes råd, det var så længe siden efterhånden.

”Nej Procella… Ripper flår os begge levende, jeg ønsker ikke at udsætte dig for fare”

Svarede hun med en stædig tone og fast stemme.

Procella så et langt øjeblik ganske udtryksløst ned på Eli. Så begyndte hun at le stille

"Oh bitch...you dont get me into trouble. I get me into trouble. Hell I AM trouble. Besides. What is life without danger? I am Reaper. I live with danger every day. Stop arguing. It's not fun to kick your ass if you are crippled by it"

Procellas læber blev kruset i et lille smil. Så blev hun alvorlig igen.

"Describe him to me. The name alone should make him stand out. This...Grigori-bloke. What does he look like?"

Hendes latter fik Elisabeth til at rynke forundret på sine bryn hvilket fik en smerte til at skyde igennem den ene der var skader og hun skyndte sig at slappe af igen for ikke at blive pint af denne smerte. Hendes svar fik Elisabeth til at sukke

"Hvad går der af dig... Procella tag dig sammen, jeg kan altså klar mig selv"

Irritation var ikke til at overhøre i hendes stemme, for Procella opførte sig pludselig ret beskyttende om end hun truede med at give hende en endefuld som nok ikke var ment bogstaveligt lige nu, men alligevel, sidst de havde set hinanden havde hun været anderledes. At klar sig selv lige nu var næppe muligt, men hun overlevede da, og hun også ville leve imorgen vidste hun ikke, lysten til at leve var der ikke, hun havde en bitter smag i munden og følte sig meget mere sårbar end hun havde lydt eller set ud til at starte med.

Da Procella bad hende beskrive Grigori sukkede hun, hun ville bare ikke lade det ligge!

"Lyst hud, mørkt hår, mørke øjne, konstant ond smil, ondt glimt i øjnene, han beder selv om at få en endefuld. Og nå ja, han ryger hele tiden og har en stok i hånden, den er en kniv i virkeligheden hvis man trækker den af ved grebet, han brød sig ikke om at jeg rørte ved den..."

Om det var nok beskrivelse vidste hun ikke, i så faldt kunne hun bede om mere men alene mens hun havde fortalt var tonen blev kold og dog nervøs.

Procella hævede et langsomt øjenbryn og lod tavsheden tale sit tydelige sprog. Hvor godt mente Eli lige præcist hun kunne klare sig selv, udkommet af hendes mesterværk taget i betragtning?

Procella fugtede læberne let og gav et lille nik fra sig som tilkendegivelse af at hun vidst ordløst havde understreget sin pointe kraftigt nok nu, uden at ville gnide salt i såret.

"A cane? And called Grigori? That should nok be hard to find. What does the cane look like? Is he tall? Fat or slender? Muscular? Young or old? Special hairstyle? What kind of clothes does he wear? What does his voice sound like? Did you see his wings? How about the aura?"

Procella ledte efter ting der kunne sætte en stor fed rød målskive i panden på gerningsmanden. Han skulle blive den mest jagtede overnaturlige der nogensinde havde sat sin fod på Deploratus, hvis hun havde noget at skulle sige.

Måden hun hævede brynet og så på hende på fik Elisabeth til at sukke, ja hun fattede hvad det blik sagde uden at der behøvede at komme ord på, og hun sørgede bare for at vende blikket bort for ikke at føle sig langt mere håbløs end hun havde gjort indtil videre.

"Den er lang, han støttede sig vist til den men ikke fordi han havde problemer med benene, mere fordi han nok troede at det fik ham til at se aristokratisk ud eller sådan noget. Så vidt jeg husker var den lang og tynd, intet specielt ved den af udseende men han lod den næsten ikke af syne. Han er mellemhøj, lettere muskuløs og klædt i sort, det han havde på var en læder jakke, en t-shirt, nogen slidte bukser, et par fine sko som ser lidt slidte ud. Kort hår som stritter, han har nok en masse gele eller noget af den slags i. Stemmen var fuld af kulde, han forsøgte at virke så ond som muligt, sagde selv at han ikke havde familie og kun en veninde. Vingerne var sjovt nok... hvide... store, ja han gav mig en flyvesturer om end jeg ikke havde bedt om det..."

Det sidste var sagt i kulde og med en sammenbidt tone.

"Hans aura... kulde, tomhed, mørke... noget af den slags... han tænker kun på at flå tøjet af og glo på kroppen, han elsker at røre og.."

Hun sukkede og tav, lukkede øjnene og sagde ikke mere.

Procella fiskede sin mobil frem og skrev korte stikord ned til sig selv på den

"There will be no place left on earth for him to hide"

Mumlede hun for sig selv imens hun tastede

"I am going to hunt his ass strait to hell"

Procella så kort op fra mobilen

"So? Are you moving on or not?"

Det var egentlig ikke så meget et spørgsmål som en konstatering af at hun ikke havde et valg

Elisabeth vendte blikket mod mobilen da den blev trukket frem, hun kunne se at Procella tastede nogle ting men hvad anede hun ikke, sikkert notater til sig selv, det kunne ligne hende. Hun opfattede svagt hendes mumlen men svarede ikke, reagerede ikke, for det var lige før hun fik medlidenhed med Grigori, han havde virkelig dummede sig denne gang.

Ved hendes sidste ord der mere var en konstatering eller en ordre end et spørgsmål så Elisabeth atter op på hende

"Jeg skal hjem efter noget tøj først..."

Mumlede hun til svar, om hun ville gøre det ville tiden vise men lige nu ture hun ikke flytte sig, ikke engang for at gå på toilettet.

Procella sukkede, rystede let på hovedet og så træt ned på sengen

"no you are not. Key. Give it to me. I will do it. You dont go back there. Ill take care of everything. Of you. You do not worry about anything else, than getting better, hear me?"

Procella smilede beroligende og trøstende ned til Eli. Hun skulle nok sørge for alt. Eli skulle ikke bekymre sig om noget så tåbeligt som tøj og en fucking potteplante. Eller hvad hun nu havde i lejligheden.

Hun så irriteret op på Procella, hvad prøvede hun på? At give hende et almindeligt liv tilbage eller pusle om hende? Hvis hun virkelig gjorde så ville det næppe fungere, for det her ville næppe bare gå over fordi hun flyttede ind hos Procella.

”Hvorfor gør du det her?”

Spurgte hun uden følelser i stemmen.

”For nogle uger siden ville du have pudsede Ripper efter mig, nu er du her… hvorfor?”

Hun fattede det virkelig ikke, kunne Procella ikke være ligeglad? Alle andre var jo, så hvorfor var hun ikke.

Procella fangede ikke Elis sindsstemning så hun så bare lidt ligegyldigt ned på sin mobil

"Because its what I do"

Hun op fra mobilen og vippede den mellem fingrene med en utålmodig bevægelse.

"So what? I wasn't sending Ripper after you, I was telling him you where not family anymore. Or i would have if I had the time, but it slipped my mind. I am here because they called me"

Hendes ansigt blev køligt og hun hævede et bryn

"Are my help not good enough for you anymore?"

Hun sukkede ved kvindens svar og vendte blikket mod den tavse fjernsyn der ellers var tændt og viste nu nyhederne.

”Jeg spørger bare Procella”

Svarede hun køligt. Hun havde virkelig ikke lyst til at ende i mundhuggeri med hende eller skænderi på en anden måde overhoved. Hun så ligegyldigt på skærmen mens forskellige tanker løb gennem hendes sind. Var hun her virkelig kun fordi de ringede hende op? i så fald kunne hun gå igen, for Elisabeth havde før klaret sig uden hende og det kunne hun nok stadig gøre. At hun havde glemt at fortælle Ripper om det undrede hende nu en del, Procella glemte ikke så tit den slags, noget vigtigt måtte være indtræffet siden det skete.

"And so am I. Do you want me to help you or not? Its a very simple question Eli. Requires only a yes or a no. Don't give me attitude. I am offering you to move in with me, to move your stuff, to take care of you, protect you, help you heal and kick this angels ass"

Procella trådte ind foran fjernsynet og trykkede på knappen på selve tvet så det slukkede.

"Do you mind giving me an answer and try to acknowledge my attempts to help you?"

Sagde hun derpå roligt. Hun havde ikke tænkt sig at gøre alt det her for Eli hvis hun skulle behandle hende som luft og som om hun ikke var andet end en byld i hendes røv. Hun ville gøre meget for sin familie, men hun ville ikke være til grin.

Elisabeth lyttede til kvinden der svarede og remsede de ting op hun havde i sinde at gøre for hende. Elisabeth trak vejret dybt ind, og da Procella slukkede fjernsynet og stillede sig foran hende så de kunne have øjenkontakt så hun roligt op på kvinden. Ro var dog absolut ikke det hun følte og dog måtte hun vlre fornuftig til hun fandt en anden måde at komme sig på.

"Sorry, jeg værdsætter virkelig det du gøre for mig. Tak Procella"

Lød hendes svar roligt, og dog ærligt. Hun værdsatte virkelig Procellas hjælp men hun følte ikke rigtigt at det ændrede på hvordan hun havde det inden i, men det var vel næppe meningen?

Procella så et øjeblik udtryksløst på sin søster. Så kom der et lille glimt af varme i hendes øjne. Hun rakte frem og berørte let hendes håndryg med en fingerspids.

"Don't fret it. It's what family does. You just get better. I will take care of everything. I will be back. For you, and I will end this bloke. Try not to think about it. I will make it all go away"

Hun bøjede sig ind over sengen og kyssede let den tykke forbinding om Elis hoved.

"Just get better. You need to stay here a few days while I arrange everything. I have taken care of the bill. You have no worries other than getting better. I am not going to leave you to handle this alone. You are not alone"

Procella rettede sig op og børstede imaginært fnuller af den tunge frakke. Hun havde en del der skulle ordnes hvis Eli skulle være parat til at flytte direkte ud af hospitalet og ind i en af ejendommende på La Sunisha om et par dage. Hun sendte et sidste langt blik mod sengen før hun smøg sig ud af døren og lukkede den stille bag sig. I receptionen fik hun udleveret Elis nøgler til hendes lejlighed. Det ville hjælpe en del på det. Hun vidste allerede hvor hun boede ud fra de papire hun havde skulle skrive under på, dog ikke så smart at Eli ikke havde sørget for en dækadresse.

Procella skridtede hurtigt ned af gangen med nøglerne i lommen. Der var et regnskab der skulle gøres op...

((Out))