Anger Management (Privat - Tamora)

Tid: 16:06
Dato: 31 Maj 2012
Sted: Marcus og Tamoras lejlighed på tredje sal
Årstid: Forsommer
Vejr: Stadig forholdsvist lummert med en god del sol
Omgivelser: 3. værelseslejlighed med et lyst køkken, en hyggelig stue med lædersofaer, samt et større wc og et soveværelse.

Det var en meget træt Marcus, der i øjeblikket var i færd med at køre fra færgen til Sheria. Han havde tilbragt hele nattten med yderst anderledes kvinde. Hun havde virket lidt småsær, men deres sex? Intet kunne sammenlignes med den. Han hungrede efter mere og samtidig frygtede han at det skulle ske igen. Han var ikke sikker på om han ville klare så heftig en omgang sengebrydning en gang mere.
Nu var det bare om, at komme med passende undskyldning, for hans tøj sad i komplet uorden. Slipset var proppet væk, sammen med habbitjakken og skjorten var let åben. Hans hår virkede heller ikke ligefrem stilfuldt som det var lidt mere krøllet end normalt og sad ikke i den sædvanlige frisure.
Men det var intet i modsætning til de blå rander der var dukket op under hans nu matte øjne. Han lugtede også både langt væk af kvinde og af champagne. Hvis man fokuserede mere på lugten end normalt ville det nok virke mere stærkt i det end de andre aftener han havde brugt på arbejdet.

Og nu holdt han så an i garagen tilhørende lejlighedskomplekset, låste åndsfraværende motorcyklen, hvorefter han, noget sløvt gik ind af døren og op af trapperne - der var nemlig ingen elevator her.
Oppe på 3. sal måtte han lige stå og puste ud et kort øjeblik, ikke for sin dårlige kondi, men fordi han var så forbandet træt. Han gav sig til at slentre lige så langsomt hen til sin lejlighed hvor han, uden problemer fik låst sig ind og gik direkte ind i stuen og smed sig på sofaen med et højt suk.

"Baby, I'm home,"

Lød det lidt mere højt fra ham, bare for at han kunne understrege det. Det var bedre end at forsøge sig med at være uset. Det ledte aldrig til noget godt.

Lejligheden var stadig pæn og ryddet, som havde en været i gang med en mindre forårs rengøring. Stort set intet så ud til at være blevet rørt, siden han forlod stedet for at tage på arbejde. Det var ikke helt løgn.
Uvisheden om Marcus's hjemkost, kunne drive hende til vandvid. Hvad den elskede skørtejæger ikke kunne finde på, så snart den mindste mulighed viste sig frem. Til trods for at hun godt viste, at hans sene arbejdstider resulterede endnu senere hjemkost, havde hun alligevel besluttet sig for at vente på ham den aften. Et valg hun bitterligt fortrød, da morgensolen stod op, og rødvinen i den medbragte flaske, havde nået bunden.

Enkle kærlige, men dog undrende beskeder, var blevet til opkald. Opkald var blevet til lettere forvirrede meddelelser, som i sidste ende næsten skreg af bitterhed. Væk. Igen. Slukøret var det brugte glas og flasken blevet efterladt på stuebordet, og hun var krøbet i seng. Desværre kun med formålet, at vågne op igen få timer senere, stadig uden Marcus.

Nu stod hun så på badeværelset efter et langt varmt bad, og forsøgte med hidsige bevægelser af tæmme det våde sorte hår med børsten. Med et opgivende smæld, og et dybt suk, kylede hun børsten fra sig, så den hamrede ind i væggen ude på wc'et. Dog blev lyden afbrudt, af en dør der åbnede sig.

Marcus..

De bløde går jogging bukser fulgte villigt hendes bevægelser, da hun med ligeglade slentrende skridt, sjoskede hen til badeværelsesdøren, blot for at betragte Marcus. Den hvide top bar pletter af det våde hår, men lod ikke til at generer hende.

"Oh hello darling. You finally decided, to show up home?"

Tonen smagte af sukkersød bitterhed, og var tydeligvis såret efter at være blevet efterladti går. Lukket ude...

"Or maybe your company didn’t want you anymore?"

I en sløv bevægelse skubbede hun sig ud fra dørkarmen, og bevægede sig let som en fjer over det fine trægulv, på de bare tæer. I en glidende bevægelse, lod hun de gyldne fingre køre ned over den dækkede brystkasse, hvor både slips og jakke manglede, efter at have standset bag ham. Lænet op af sofaens bløde stof, og stirrende frem foran sig, lod hun hænderne hvile der. Næsten som et tegn på, at nu kunne han ikke stikke af.

Marcus fik sig en let forskrækkelse da Tamoras stemme lød henne fra badeværelset, men han blev stadig liggende med den trætte grimasse i hele ansigtet. Han gned sig let i det ene øje og kiggede efter hende som hun kom ind.

Hendes gæt omkring hans nat passede nok engang, men det havde han ikke tænkt sig at indrømme. Hun var tydeligvis ikke i humøret til det, men så igen, brød han sig virkelig om hendes bitre tone. Hun kunne sgu da bare råbe. Et eller andet han kunne relatere til i stedet for. Han så op på hende, da hendes hænder lagde sig på hans bryst og sukkede lavt. Hvorfor regnede hun altid med at han havde.. Sådan noget for?

"I kind of missed the ferry after working two shifts last night. One of the employees went missing, so I took it. We need the money,"

Forklarede han med logik i stemmen. Han vidste at det muligvis ville pisse hende af, men det var det bedre end at sige, at han havde haft episk sex med en en episk kvinde. Nej, så var det bedre med det andet.

"And then I fell asleep in the waiting lounge. I worked two shifts, I was tired, okay?"

Marcus lød næsten helt bebrejdende nu hvor sandheden skar igennem. Han havde faktisk været ret så fucking træt oven på alt det arbejde. Det var stressende, især de gange forskellige racer ikke kunne holde deres overnaturlige kræfter i ro. Marcus havde måttet være ret viljestærk i nat. Også efter arbejde, men det var en helt anden sag som lige nu slet ikke vedkom Tamora.

Tamora lod ikke til at have lagt mærke til den milde forskrækkelse hun havde foresagt, og fortsatte med sin helt egen pinefulde forhøring. Det var ikke vant for hende. Men bekymringen for Marcus's flirtende evner, var ikke just faldet, da de var flyttet til Deploratus, og han havde fået job så langt væk. Alt kunne ske på de lange vagter. Og imens, sad hun blot som en yndig dukke og passede hjemmet. Magtesløs.

Hun mødte ikke hans blik, til trods for at han kiggede op mod hende. Søgende efter hendes egne lynende øjne, der stadig målrettede fokuserede fremad. Som et sultent rovdyr, sænkede hun langsomt hovedet ned mod hans hals, alt imens hun lagde sit eget en anelse på skrå. Næsten som om hun ønskede at flå halsen op på ham, ved pludseligt at flå en stor luns af. I stedet stoppede hun dog sit ansigt, få centimeter fra at strejfe hans hals, og indhalerede hans krydrede aroma.

Til trods for at hun ikke ligefrem var i sin mere primitive side, var færten af de mange væsner, alkohol, smøger og en meget kraftig champagneduft alligevel langt fra svær at opfange. Dog var der også noget andet fremmede over ham. Noget nyt på hendes lille territorier? Det undrede hende mildes talt ikke, selv hvis der var.

"You kind of missed it? I understand the part where you took the shift… But what happened to your phone?"

Læberne havde stort set ikke flyttet sig en tomme væk fra ham, men var til gengæld, rykket en smule længere op. Velplaceret lige ud for øret, så hvert af de hviskede ord, var sikre på at trænge igennem. Den som altid, overdrevet varme ånde smøg sig mod huden på Marcus, og krøb omkring dem begge. Derpå var det ikke svært at tyde, at hun var ophidset.

"Oh that’s okay, darling. I can also guess that the champagne made you sleepy. But I didn’t know that you were drinking at shifts? I know it’s hard work, but isn’t water better then?"

Til trods for hans bebrejdende tone, fortsatte hun 'gladeligt' med sin egen sukkersøde stemme. Han skulle ikke tale til hende sådan! Fingrene over hans brystkasse, blev hurtigt krampeagtig trukket sammen, da tanken for gennem hende. De skarpe negle kørte pirrende let hen over stoffet, for at lede væk fra den tilfældige handling fra før. Hun rettede hovedet fremad uden at møde hans blik, og placerede sig roligt på hans skulder, med et krampende roligt smil. Kun påsat, for at køre den lidt længere ud.

Selvom Tamoras blik lynede, virkede Marcus ikke synderligt bange af sig. Jo jo, hun kunne spy ild. Men hun glemte så mange ting om ham og en af dem var, at han sagtens kunne tage fat i hendes hænder og bedøve hende, skulle hun blive for meget. Men han ville ikke gøre det, selvom hendes ånde var mere end bare menneskeligt varm. Nok var han lidt for stolt til at tage imod trusler, men han ville ikke skade hende. Det havde han allerede gjort nok. Han havde jo gjort hende til en varulv.

"Loud music, and I was working. And since talking through a phone at work isn't allowed, I turned off the sound and forgot to turn it back on,"

Forklarede han med en træt og mere irriteret attitude over sig. Han blev liggende selvom det muligvis kunne medbringe farer, indtil hun spurgte ind til champagnen og rørte hans, stadig let ømme skulder, hvilket fik ham til at fare op at sidde. Han havde næsten glemt den skulder og nu hvor hun havde berørt den, så kunne han mærke at den stadig ikke var helt i orden endnu.
Han så et øjeblik virkelig vred ud, før den trætte grimasse kom tilbage igen.

"I work in a nightclub with supernatural, drunk customers. That night was not really civilized! Of course I drank a little after being in a fight with one of them. The bouncer was too slow to react, so I had to,"

En kæmpeløgn, men Marcus var en mester på netop det felt og han kunne allerede nu mærke hvordan han fik overbevist sig selv og så småvred ud igen ved tanken om at skulle slås med en fordrukken dæmon eller noget andet. Og den satyr med sin fandens violin og sit lortemanipulation var overhovedet ikke bedre!

"So I can't forget to turn on my phone, drink, work two shifts in a row and miss the ferry. That what you're saying, lady? You sure you aren't over reacting a wee bit?"

Et smalt forsøg på forsoning, men hans irritation skinnede igennem. Hvorfor kunne hun ikke bare fatte, at han bare gerne ville have sin søvn?!

Med et dybt opgivende suk, flyttede hun hovedet fra hans skulder. Det var ikke det mest planlagte sted at have sit hoved, hvis ulven nu blev sur. Forvirret og bister som Tamora nu var, havde tanken om Marcus egen kraft end ikke strejfet hende. Det nagede hende aldrig. Hun frygtede aldrig brugen af dets kraft, imens hun var i nærheden. Godtroende? Dog ikke. Det havde aldrig faldt hende ind, at Marcus måske en dag ville bruge den på hende.

"I know you were tired but… Not even checking it? That doesn’t seem like you. I just wanted to make sure, that… you were okay. You know that."

Sandheden, og alligevel ikke. Frygten over ikke at kunne komme i kontakt med ham længere tid af gangen, nagede hende. Men samtidig fandt hun det også dybt frustrerende ikke at kunne vide, hvad han luskede rundt og lavede. Marcus, var jo Marcus. Damernes mand, blot med pels.

Lige så hurtigt, som han sad, havde hun fjernet sine hænder igen. Hun holdt dem fremvisende op ved side af sig selv, blot for at vise at hun ikke ville røre ham der igen. Han var.. skadet? Blikket i hans øjne, passede hende ikke, og blev hurtigt svaret igen med en meget stille rumlen fra struben, så selv det overnaturlige øre ville have svært ved at følge med. Dog da slåskampen blev nævnt, holdt hun øjeblikket inde, og de fjendtlige parader blev sænket en anelse.

"I know you do! Alright?... But what happened? Why did anyone not help you? You’re a bartender! Not a fighting machine."

Til trods for vreden der stadig blev brugt som kraft i hvert ord, kunne hun ikke lægge skjul på den voksende bekymring over slåskampen. Hun vidste udemærket, at Marcus kunne tage vare på sig selv. Med eller uden pels. Men skaden virkede rimelig grim, siden han nægtede berøring der. Dog ved tanken om ulv, slog noget hende.

"Okay, okay! I was maaayybe overreacting a bit! But this just show, that I should be worrying about you."

En utilfreds trutmund skød frem, da han muligvis havde fået skovlen under hende. Men noget lå alligevel i baghovedet, og nagede hende. Hun satte sig på kanten af sofaen, blot for at svinge benene over på sædet, og glide ned på den behagelige siddeplads nær ham. Med blandede følelser i de mørke øjne, lænede hun sig en anelse frem, for at få et glimt af skulderen igen.

"So… What did attack you? Wolf? Vampire?.. Angel? I look actually a bit fresh. And again.. When did you say it happened?"

Englen var mest en spøg, i et forsøg på at lette stemningen, som nok ikke ville forsvinde før om langt tid. Men varulve helede hurtigt, det var hun sikker på. Efter et sidste blik mod skulderen, søgte hun hans øjne, i sin søgen på nogle forhåbentlig ærlige svar.

Marcus lod sig ikke mærke med Tamoras rumlen. Han vedblev blot sin stirren. Hun skulle kende sin plads. Der var ikke plads til diskussion, men alligevel ville hun have den. Og Marcus måtte vel bare følge diskussionen til ende i stedet for at afvige fra den, da de ellers ville køre med den de næste par dage. Nogle gange var det bare bedst, at få tingene gennem systemet. Selvom Tamora stadig kunne finde et bedre tidspunkt.

"I told you, the bouncer was slow and nobody else dared. As for the cellphone, I simply forgot,"

Forklarede han med en stadig ret irriteret mine, før han valgte at rejse sig op. Han havde det bedre med at tage diskussionen stående.

"I know. You just need to stop worrying so much, I can take care of myself, you know,"

Denne gang var der noget mere mildt over ham, da han alligevel fandt det betryggende at hun rent faktisk ikke bare var helt ligeglad med hans ve og vel. Der var en lille smiletrækning ved hans mundvig, men den forsvandt kort efter, erstattet af et halvforvirret udtryk ved Tamoras spørgsmål om race. Hvad var Leyla egentlig? Han nægtede at tro på, hun var et menneske og det var der næsten utallige grunde til. Hun skreg langt væk af dyrisk tiltrækning og samtidig var han ikke sikker på om hun var helt og holdent varulv. Hendes blod sagde noget andet om sagen.

"A cross-over I think. Werewolf with a taint of something else. And it happened this night, she bit me and her teeth scratched my bone. Something powerful, that's for sure,"

Forklarede han roligt, mens han selv kiggede efter hvor bedre det var blevet, ved at løfte lidt i den forbinding han havde fået på. Det var nogenlunde helet, men der var stadig skræmmer endnu.

Marcus lod sig ikke påvirke synderlig af hendes irriterede rumlen, på samme måde som hun ikke viste sig svag ved hans vedholdende stirrende blik. Hun hadede at tabe. Specielt i denne dominerende konkurrence som de stort set altid havde kørende. De var begge utroligt stædig, og når deres indre dyr først havde taget del i kampen, blev det aldrig bedre. Selvom Marcus nok ville mene, at hun skulle passe på, nægtede hun at blive på sin plads. Hun ville have svar.

"The bouncer was tired too?.. And I understand you can forget you cellphone, for a couple of hours. But almost a whole day?!"

Hun slog melodramatisk ud med armene, blot for at understrege hvor lang tid der egentlig var gået. Da Marcus kort efter hun havde sat sig, valgte at rejse sig, sukkede hun stille over ham. Han virkede så rastløs ofte. Var dette ikke nok for ham? Nej. Som ofte ikke for dem begge. Hun valgte dog indtil videre, at affinde sig sin plads i huset. Den strenge barndom, havde gjort underværker. Hun pustede en pjusket knap så fugtig hårlok væk fra næsen, med en sammenbidt grimmase, ved tanken om familien. Hun ønskede bestemt ikke at tænke på dem, i et humør som dette.

"I know, I know. But it doesn’t seem like you, just to stay away without giving any signs. Or actually it does, but the point is.. You can take care of yourself, you say? I know you can, buuut… "

Blot for at understrege hendes pointe, sendte hun hans skulder et bekymret blik, før hun igen vendte sin opmærksomhed mod hans trætte hærgede ansigt. Den lille antydning at et smil, var et godt tegn. Men det forvirrede udtryk, det pludselig blev erstattet af, fik hende til at hæve et velplukket øjenbryn, i egen forvirring. Var der noget han ikke havde sagt, skulle han nok se at få det spyttet ud.

"She?.."

Overraskelsen kunne ikke skjules i hendes blik. En kvinde? En ting var at kvinder næsten aldrig direkte overfaldt folk på klubberne, medmindre der virkelig var noget i vejen. Det kendte hun vel selv derfra, men hvad vidste hun selvfølgelig. En anden ting var, at hun kendte Marcus's styrke. Ganske let skubbede hun sig op af sofaen, og viste ingen tegn på den urolige søvn fra i nat. Med lette skridt valsede hun rundt om ham, og lod hendes hænder glide ned af hans arme. Selvfølgelig uden at røre den skadede del.

"So.. You kind up, almost, got beaten by a woman? A freaky wolf woman? Is that what you’re saying?"

Hun standsede sin kredsende gang omkring ham, ved at standse lige bag ved ham. Med armene om livet på ham, og en svag drillende tone gemt bag den alvorlige sætning.

"Or is there something you’re not telling me?"

Et bredt rovdyrgrin bredte sig, så de perlehvide perfekte tænder, tydeligt trådte frem. Ganske let og hurtigt, lod hun sine læber strejfe hans hals i et pirrende kys, før hun trådte ud fra ham. Med hænderne taget til sig igen, gjorde hun mine til at smutte hen i sofaen for at slænge sig igen.