En lang nat...

Dimitra lod lidt mere af indholdet forlade flasken. Nomalt afholdt hun sig fra at bruge vievand, men i denne situation var det - efter Dimitras mening vel at mærke - helt på sin plads. "Ikke så sej igen, hva?" sagde hun spottende, men med et sten ansigt.

Alec snerrede af hende og tørre stadig, vievandet sved vildt. Hun tørre sifg stadig, pigen havde jo sprøjtet det ud over hende igen. Hun snerrede igneog trak sig længere væk.

Dimitra puttede proppen tilbage i flaskehalsen, og sprang - trods den brækkede fod - frem mod den travlt optagede vampyr med en ny kniv. Hun lagde udfaldet mod halsen, og selvom hun ikke var så præcis som hun plejede, så var sikkerheden i angrebet alligevel stor. Hun var fast besluttet på at denne vampyr skulle dø, og hvis den ikke gjorde denne gang, ville hun få den en anden gang. Dét havde hun bestemt med sig selv, og havde i sinde at lade det sket sådan.

Alec grinede dæmet og trådte et skridt er et skridt til den ene side. Jægeren faldt ned på jorden. Men trods alt varr Alec en god vampyr; hun tog fat i pigen inden hun ramte jorden. HUn sukkede "Hør, jeg kan ikke lege med dig mer'. Det varværet sjovt, det vil jeg ærligt ind råmme" hun tog pigen på nakken og gik ud på gaden og råbte; "Jeg har fundet en forslået pige! Kom og hjælp mig!!" hun lagde jægeren på jorden og vendte sig og forsvandt ud i menneskemængden.

Dimitra kunne ikke rigtig gøre noget, da folkene stimlede sammen om hende. "Pozvolʹte mne bytʹ! Pozhaluĭsta, ne poluchitʹsya! Jeg har det fint" råbte hun til menneskene, og forsøgte at komme op at stå, men blev holdt nede af dem. Hun kæmpede imod dem alt hvad hun kunne, men de var flere end hende, og de kunne gå på begge ben, så hun blev til sidst nødt til at overgive sig til deres omsorg og pleje.

Alec grinede dæmpet. Hun havde vist fået en ærkefjende. Hun forsvandt ned af en vej. Ingen ville nogensinde vide hvad der var sket mellem jægeren og hende.