Three's a Crowd [Colt & Sego]

Dato: 8. februar
Tid: 11.49
Sted: Muse Natklub - kælderlokale under klubben
Omgivelser: Lokalet minder mest af alt om en lille, hyggelig lejlighed. Møblerne er holdt i kontrast-farver, træet mørkt, betræk og vægge lyse. Det eneste ubehagelige ved lokalet er, at den fjerneste væg er bar og stenene under upolerede. Der hænger kæder både til fødder, hals og arme med få meters afstand imellem sættene.

Wicked betragtede Colt fra stolen han havde sat sig i et par meter fra den bevidstløse kvinde. Han havde kun lænket hendes arme og fødder, indtil videre. Hvis han havde tilføjet kæden til halsen ville hun sikkert bare have kvalt sig selv mens hun var bevidstløs. Selvom han burde betragte hende som en mulig trussel, havde han svært ved at se udover det akavede ydre af en forskræmt, menneskelig kvinde.

Han havde efterladt lyset i lokalet slukket, men tændt en lampe i et tilstødende rum og lukket døren. Den svage stribe af blegt lys sneg sig under døren og strakte sig hele vejen hen over gulvet til Colt, oplyste et par lokker af det røde hår. Han selv sad i et mørkt hjørne og lyttede til hendes vejtrækning. Da hun begyndte at komme til bevidsthed ændrede den sig.

Wicked gav hende ikke en mulighed for at orientere sig, før han talte.

"Why were you in my house, Colenta?"

Den dybe stemme hvislede igennem mørket og syntes at komme fra adskillige retninger, selvom de røde gløder dybt i de sorte pupiller svagt kunne anes og gav hans position i lokalet væk. Hendes rigtige navn rykkede svagt i hende, som en spøgelseshånd der gled ind i hendes krop og strejfede ting der ikke burde kunne blive rørt.

Colt var fobløffende nok gået ud som et lys, meget til sin egen fortrydelse. Af alle tidspunkter .... Men der havde ikke været noget at gøre mod dæmonens kræfter, og nu kom hun til sig selv igen et nyt og fremmed sted i mørket. Og lænket? Hun kæmpede sig dårligt tilpas og temmelig svimmel op til en siddende tilstand og hørte i det samme ordene fra Wicked. Så det hele havde ikke bare været en ond drøm? Kunne det ikke bare have været det?

Skræmt forsøgte hun at se sig om, men der var ikke meget at se, go stemmen gav ham ikke væk. Hvor havde han sagt, han ville føre hende hen? Det var vel i virkeligheden ligemeget, der var ingen mulighed for at flygte, det var tydeligt, og hun måtte indse, hendes eneste valg var at give op. I det mindste var han ikke så foruroligende tæt på hende længere.

"I told you; Procella hired me to help around the house and watch out for the girls!" Det var halvvejs en jamrende klynken. Hans benævnelse af hendes navn havde fyldt hende med en sær uro, og hun trak sig sammen mod væggen så meget, hun kunne, hendes store øjne skræmte og udvidede til det nærmest groteske, mens blikket fløj rundt i mørket og til sidst fandt de svage, røde pletter. Men det kunne være hvad som helst, og hun forbandt det ikke med øjne. Men et kort øjeblik havde deres blikke mødtes, før hun igen så rundt og forsøgte at orientere sig.

Han lod stilheden sænke sig i lokalet, mens han overvejede svaret, selvom hendes paniske vejtrækning skar i hans ører. Den højlydte banken af hendes hjerte fyldte mørket og gjorde ham endnu mere irritabel. Sulten sad stadig dybt i ham, både efter Procella og efter almindelig næring - og Colt duftede stadig fristende, sårbar og frygtsom som hun var.

"Bound to a werewolf and a demon, and you just happen to walk into my house?"

Stemmen var nærmere skræmmende fordi den hviskede blidt imod hende fra mørket, ulig hvad man kunne have forventet. Det fik situationen til at virke endnu mere fremmed. Man forventede, næsten instinktivt, at en person der kidnappede og lagde an til at torturere en, ikke brød sig om en som person. At der var et synligt bevis på, at man så en fuldstændig anden side af dem. Wickeds stemme var ikke meget anderledes end den havde været i vaskerummet. Svagt interesseret, stadig charmerende, og med en forførende undertone. Det var den slags stemme, man gerne ville have til at hviske imod sig i et mørkt soveværelse.

Lænkerne om hendes håndled, derimod, var ikke din gængse efterligning med fluffy pink plys. Det var tunge smedejernslænker, den slags man kunne finde i århundreder gamle torturkældre. Massive blokke der omsluttede adskillige centimeter af begge hendes håndled. Indersiden var imidlertid slidt blød, som om lænkerne havde været presset imod hud længe nok til at det rå metal var blevet blødgjort.

"What is Segovax to you?"

Stilheden udover hans stemme var øredøvende. Ulig et menneske, bevægede Wicked sig ikke. Han behøvede ikke at trække vejret, undtagen når han behøvede luften for at tale til hende. Han rykkede ikke på sig, blinkede eller skiftede sin vægt. Det virkede ubehageligt som om hun snakkede med en over et samtale-system, der gengav lyden så perfekt, at det lød som om personen var i det samme rum som hende. Der var heller intet spor af bevægelse andetsteds i kælderen, ingen fornemmelse af det personale eller de gæster, der måtte være i klubben over dem.

I stilheden var hendes eget hjerteslag og lyden af hendes åndedræt det eneste, der plagede hende ører, og hun længtes efter at stilne begge dele, så hun kunne lytte efter ham i stedet. Men det var ønsketænkning, ikke noget der kunne lade sig gøre; dæmonen var skræmmende stille.

Hans ord chokerede hende en hel del. HVordan kunne han vide...? Lige meget, han vidste det altså, og der var ikke meget andet at gøre end at forsøge at bevare bare en smule kontrol over sig selv.

"It's not exactly my plan either!" sagde hun og rynkede brynene let. "I was told very little! My friend only told me, he'd met this mom of four on the internet that needed help. He said he'd told her I'd be perfect for it, and he sent me there! I'll box his ears for sending me next time I see him!" Den sidste sætning var sagt halvvejs snerrende og med vredt rynkede bryn.

Hvor var det bare typisk hende at ende i sådan en situation. Hun var dog næsten mere forvirret end bange lige nu. Han holdt sig på afstand, hans stemme var stadig... skummelt charmerende og mærkværdigt blid. Slet ikke hvad hun havde ventet sig, men hun havde lært af erfaring, at stille vand har dybest grund, og hun lod sig bestemt ikke narre!

Et gys gik gennem hende ved tanken om den følelse af intimitet, der havde ligget i luften i vaskerummet. Colt var ikke typen der blev forført af en mands stemme og charme, hvad man tydeligt kunne regne ud, når man så hende med Segovax, og det skræmte hende egentligt mere end noget andet.

Lænkerne, der holdt hende, hvilede tungt og iskoldt mod hendes hud, og de klirrede svagt, da hun trak i dem, allerede træt i armene. Kulden gjorde ondt ind mod huden, men hun havde ikke meget tid til at bemærke det. Hendes krop rystede svagt.

Ved lyden af Segovax's navn frøs hun, og hun stirrede stift frem for sig ind i mørket. Hvor vidste han så meget om hende? Hvad var han?

"J-just leave him out of it!" Hun forsøgte at lyde mere sikker end hun var, men det lille knæk i hendes stemme krøllede hendes intentioner sammen og gjorde dem klar til papirkurven. Dog havde noget af frygten forladt hende nu, vejrtrækningen var mere kontrolleret, og det var meget tydeligt, dette var sket efter nævnelsen af Segovax's navn. Hendes blik hørte op med at flakke så vildt, og et beskytterinstinkt tog over. Segovax havde mere end rigeligt at se til uden at have den her... ting på nakken også! Som frygten for Segovax's velbefindende voksede, svandt frygten for hendes eget, og hun blev langt mere rolig og tænkte klarere, mens hun forsøgte systematisk at gennempierce mørket.

Det generede hende voldsomt, der ikke var noget tegn på ham overhovedet, og tanken om et højtaleranlæg strejfede hende kortvarigt. Og dog var det næsten for.. usandsynligt. Han måtte være der et sted, og det gjorde hendes situation så meget farligere!

Hans øjne fangede overraskelsen på hendes ansigt ved spørgsmålet. Så hun var bevidst om at hun var forbundet til adskillige andre væsner. Det var en start. Hvis hun ikke svarede på spørgsmålene, var det altid en mulighed at søge igennem hendes sind for at finde spor efter dem, der ejede en del af hendes sjæl. Måske ville han gøre det alligevel. Det var så svært at føle sig overbevist om, at et menneske fortalte hele sandheden.

Udsigten fik ham til at smile i mørket, og lyset fra døren fangedes et øjeblik i de hvide tænder, da hans læber spredte sig i et cheshire-grin. Hvis hun stadig afsøgte mørket med sine øjne, ville det højst sandsynligt give hende en idé om, hvor han befandt sig i lokalet, selvom det ikke var et behageligt smil at fange, situationen taget i betragtning.

"Not your plan? Pray tell, what is your plan?"

En svagt kølig tone sneg sig ind i den forførende hvislen der strømmede imod hende fra mørket. Ideen om at Procella benyttede internettet blev gemt væk i hans tanker til senere brug. Han havde ikke været opmærksom på, at hun muligvis søgte kontakt på den måde. Det var ikke et problem, som sådan - de fleste af de væsner, han bekymrede sig for, var for gamle eller for ubøjelige til at benytte moderne teknologi. Desuden havde de metoder, der gjorde internettet til at virke ubrugeligt når det kom til kommunikation over store afstande.

"Does he know that you've made a bargain out of your soul?"

De mørke øjne udvidede sig i interesse, ved synet af Colts reaktion på varulvens navn. Wicked sukkede let af hendes pludselige bravado, og sukket spredte sig i lokalet som en sten der brød overfladen på en sø. Lyden strejfede hendes hud, en fjerlet berøring som om han havde siddet få centimeter fra hende og hun mærkede luften fra den blide udånding.

"You've made that impossible."

Der var en snert af beklagelse i hans stemme, selvom han ikke følte den mindste ægte form af følelsen. Det interesserede ham imidlertid, at den simple benævnelse af Segovax kunne få hende til at sidde mere ret i mørket, trække vejret roligere og skyde frygten fra sig, så den ikke længere lå lige så tungt i luften omkring hende.

"You haven't answered my question."

En ændring i mørkets tæthed fangede hendes opmærksomhed; det første tegn på liv, det skræmmende smil, og hun fokuserede blikket i den retning meget stift, selvom det ikke hjalp meget til at gennemtrænge mørket. Det gav hende dog lidt styrke at vide hvor, han befandt sig, selvom hun vidste, det hurtigt ville kunne ændre sig.

Ordene fra hans mund tvang et suk fra hende, og hun rystede på hovedet og så et øjeblik temmelig hjælpeløs ud.

Det var lige før den kølige tone i hans stemme var velkommen. Det gav hende noget at forholde sig til.

"My plan? To get a job, earn some money. Nothing in particular, and nothing to interest you for certain! Simple matters and problems you don't seem to have yourself!" Der var lidt mere kant på hendes svar denne gang, hendes blik en smule hårdere, men ikke desto mindre ærligt og plaget af sandheden i sin egen forarmelse. Ikke at hun var jaloux over Wickeds rigdom, som han sikkert i sin tid havde kæmpet lige så hårdt for som hun for sin. "Not that you would know, but getting a decent job out there is tough! I were happy to get something more on hand, though I start regretting it!" Hun ønskede at slå blikket ned, en smule flov over at skulle indrømme den slags og få sig selv til at virke endnu svagere end hun var i forvejen, men hun var bange for at miste punktet, der før havde afsløret hans tilstedeværelse, og hun fokuserede blikket til det næsten gjorde ondt i håbet om at se gennem mørkets slør.

Endnu mere foruroligende blev hans næste spørgsmål. HVorfor ville han vide det? HVad var det, han var ude på? Hun kunne ikke gennemskue ham, og det gjorde hende kun endnu mere urolig.

"He does." Hverken mere eller mindre, selvom der i grunden var meget mere ved sagen. endnu havde han ikke nævnt det for hende, og hun havde listet lidt uden om ham de sidste par dage efter turen i skoven. Hun havde på fornemmelsen, der ville komme flere spørgsmål til det emne, men hun var ikke så interesseret i at svare på dem.

Hans suk havde nået hende og fået hende til at gyse, mens hun klemte sig lidt ind mod væggen et øjeblik og febrilsk forsøgte at fange synet af hans tænder igen. Var han kommet så meget tættere på uden hun havde bemærket det? Tanken var skræmmende! Men nej, da stemmen lød igen, kunne hun bestemme, han stadig var lidt væk.

Ordene gled først ind efter et par sekunder, og hun stirrede stift ud i mørket.

"How so? What has my job to do with him? In any aspekt?" Hendes stemme var skarp og let anklagende, og hun havde rynket brynene over de alvorlige øjne. Beklagelsen i stemmen var tabt på hende, og hun følte den ikke som andet end et ironisk ekko. Hun sank en klump.

"No I haven't and I won't! He's got nothing to do with this!" Overmodige ord måske. Hun burde have svaret ham, burde bare have gjort sit bedste for at tilfredsstille hans mærkværdige lyster i dette øjeblik, hvor hun sad som en lus mellem to fingre, men ikke når det kom til Segovax! Ikke om hun ville blande ham ind i det her; det var hendes rod! Ikke om han så... så hvad? Ikke om han så slog hende halvt eller helt fordærvet, ville hun sige noget, der kunne involvere Segovax! Slemt nok var det, psykopaten havde hans navn; mere ville hun ikke give ham!

Han lod stilheden brede sig længe efter hendes udbrud, lod hende overveje den overmodige tone i hendes stemme der stadig ringede igennem rummet. I det mørke rum hun ikke vidste hvor var. Forsvarløs overfor det tydeligt overnaturlige væsen, der havde lænket hende til en væg, efter at have bedøvet hende med magi og slæbt rundt på hende som om hun var et møbel.

Den normale menneskelige reaktion at møde vrede med vrede, at straffe hende med det samme for at være nedladende og frygtløs, faldt ham ikke ind. Nogle mennesker var for selvcentrerede til at tro, at det onde de hørte om - eller deres hjerne forestillede sig - kunne ske for dem.

Det betød imidletid ikke, at det aldrig skete.

Med en let hvisken af stof imod træ rejste han sig fra stolen, hans skridt lydløse da han gik imod døren. Den lille smule lys der kom fra sprækken under den forsvandt og efterlod lokalet bælgsort.

"Humans behave so strangely. I never understand what you think."

Stemmen hviskede blidt, overvejende, imod hendes øre fra mindre end en håndsbredde væk, pustet fra hans ånde nåede hendes hud uden hjælp af magi denne gang. Han trak sig lidt tilbage fra hende, selvom ordene der nåede hende afslørede at han var tæt på - intimt tæt på, virkede det som, nu hvor hendes øjne ikke kunne finde ham i mørket. Hvad der før havde været koldt, skræmmende mørke, blev igen behageligt, som fornemmelsen i et mørkt, men velkendt soveværelse. Den forførende stemme smøg sig omkring hende og fik lænkerne til at føles som kildende fjer, kulden fra de bare vægge og det kolde gulv som et varmt, blødt tæppe.

"But I suppose that your reaction is answer enough. For the bond between you, I imagine .. love?"

Han lo let, en fristende lyd der lovede hede, uforglemmelige øjeblikke og lod sin bevidsthed søge igennem det tilfældige, skrøbelige bånd der var blevet skabt fra ham til Segovax og fra varulven til Colt. Den kølige spøgelseshånd strøg igennem hendes indre, fornemmelsen svær at sammenligne med noget andet.

"Interesting, but not relevant at the moment. I already have that dog on a leash. The one you have sold your soul to, on the other hand.."

De slanke fingre hævede sig til hendes kind og strøg kærtegnende henover hendes hud, som en elsker nærmere end en fangevogter.

"Who?"

Noget strejfede igen hendes kind, men denne gang var fornemmelsen læber nærmere end hænder.

Stilheden var i den grad ubehagelig, og den gav hende al for god tid til at overveje sin situation og sit svar. At hun var forsvarsløs var gået op for hende i det øjeblik, han havde løftet hende op fra jorden, som havde hun været en kludedukke, og hun var stadig meget bevidst om det, selvom hun ikke var helt så bange lige nu, som hun havde været i starten. Tåbeligt, javist, og ganske ubegrundet at frygten var svundet, for hun var i endnu større fare i øjeblikket end hun havde været det tidligere - og det vidste hun!

Hun havde knapt haft tid til at overveje hans reaktion på hendes tone, men hun havde forventet noget ganske andet end det, der skete, hvilket forvirrede hende yderligere og gjorde det endnu sværere at tænke klart. Som om det ikke var svært nok i forvejen!

Indtil for et par måneder siden havde Colt været en af de tåber, der troede onde ting kun skete for naboen, men efter mødet med Azuriel og Narcissa var det så småt begyndt at gå op for hende, det var en løgn, og som dagene og ugerne gik og der skete den ene groteske ting efter den anden, havde hun helt opgivet den tanke. De seneste par dage havde hun tilbragt med en næsten konstant knugende frygt i brystet, og det ene sted hun ikke havde forventet noget unaturligt fra, var så der dette store slag kom fra. HVad var der sket med hendes verden?

En svag lyd hørtes i stilheden, da han rejste sig, og kun fordi hun virkelig var opmærksom, lykkedes det hende at høre den, og hun rykkede let på sig. Da døren blev lukket i, gibbede det i hende, og hun drejede hovedet i så stor hast, de lange krøller piskede ind over hendes ansigt, hvor et par af dem stædigt blev hængende, krogende sig fast i hendes mundvig, som om også de var fyldt op af angsten.

Hun hørte hans ord, der ekkoede tomt gennem hendes hoved, mens hun gispende vendte hovedet bort fra hans ånde. HVordan var han kommet så tæt på? Hun brød sig bestemt ikke om det og forsøgte at kante sig væk.

Så han mente, mennesker opførte sig sært? Hvad med sådan et væsen som ham? Var det måske normalt at slynge folk over sin skulder, bedøve dem på en eller anden måde og føre dem til en eller anden skummel kælder, hvor man lænkede dem til væggen? HVis nogen af de to havde grund til at undre sig over den andens tanker, måtte retten ligge hos Colt.

Ydermere var det svært at sætte hans ord i relation til det svar, hun havde givet ham. Var de alene baseret på hendes toneleje? Det vanvittige hint af modstand, der havde rejst sig i hende? Hun var ikke sikker, men havde ikke mod nok til at spørge og ydmyge sig selv endnu mere.

Hvor meget han end ændrede fornemmelsen i rummet, vedblev frygten at knuge hende. Ikke så meget over stemningsskiftet, men over hvordan det overhovedet var muligt at lave det. Hendes krop var dog lykkelig for, fornemmelsen af kulde forsvandt, og hendes spændte muskler blødte modvilligt en smule op, så de ikke gjorde helt så ondt. Stadig var hun dog anspændt, og hendes blik fløj rundt i lokalet uden at kunne se en disse.

Båndet imellem dem? Hunv ar ikke helt med på hvad, han mente med sine ord, da hun ikke var klar over, hun havde dannet et bånd med Segovax med andet end ord. Ingen havde lige taget sig tid til at forklare hende den lille detalje, og det var måske godt nok, når alt kom til alt. At han havde gættet forbindelsen mellem dem rent følelsesmæssigt var måske ikke det store mysterium, og hun forbandede sig selv og ham i sit stille sind; sig selv for åbenbart at være så let læselig og ham for at læse hende så let. Som en gal funderede hun over en måde at forvirre ham på. HVis hun svarede afvisende, ville han føle sig bekræftet, og hun ville ikke forære ham svaret åbenlyst. Og lod hun bare være med at sige noget, ville også det bekræfte hans ord. Det var noget af en kattepine, og hun følte sig vredet rundt, så der kun var én vej for hende at gå.

"So what if it is?" Hendes stemme var mere tøvende end truende, "I can't possibly imagine what that means to you ... What it has to do with you!?"

Latteren ville under normale forhold have føltes ganske betryggende, måske med undtagelse af de billeder den nødvendigvis sendte gennem hendes hoved, men hun følte sig bare underligt hul og tom indeni, mens hunf orsøgte at vride sig længere væk fra hvor, den kom fra. Hun stoppede dog brat, da hun fornemmede et eller andet inden i sig, der ikke hørte til der, og selvom hun ikke vidste hvad pokker, der skete, forsøgte hun at kæmpe imod.

Hun følte sig stadig lettere ør af den forulempende følelse i sit indre, da han talte igen. Hans ord fik det til at snurre i hendes indre: *... That dog on a leash!* Hun rynkede alvorligt brynene. Så han kendte altså Segovax mere.. personligt? Havde allerede en klemme på ham? Åh Gud, havde hun nu gjort tingene endnu værre for ham end de allerede var? Farven forlod hendes kinder, og hun hørte knapt den sidste del af hans ord.

Hun blev revet ud af sine tanker, da hun mærkede hans kølige fingre mod sin kind, og hun gøs og forsøgte igen at vende hovedet væk fra ham. Han forvirrede hende ikke så lidt, og hendes hoved fyldtes proppet til bristepunktet uden der var nogen tegn på at opleve nogen form for lettelse af situationen foreløbigt. Hun følte sig tæt på at briste ud i gråd, men holdt det inde alt for stædig til at give ham den sejr at knække hende.

Spørgsmålet who fik fokus tilbage, og hun huskede mere af de førtalte ord end hun havde troet, hun opfangede. En splittet følelse greb hende. På den ene side ønskede hun ikke at sige noget som helst om noget som helst til ham, og alligevel var det svært at lade være. Måden han talte på og agerede på var på ingen måde truende; mere lokkende, og mod sin vilje fandt hun sig selv en smule påvirket af det fakta. Savoy havde reddet hendes liv, og selvom hun havde været meget vred på ham over at have narret hende, var vreden forsvundet nu. Hun vidste, han kom til hendes undsætning som følge af den aftale, de havde indgået, men hun kunne alligevel ikke lade være med at bryde sig om dæmonen. At give ham væk til denne psykopat ville føles nærmest som at forråde ham, og selvom hun var i en trængt situation, var hun endnu ikke klar på at tage det skridt.

"What should it matter to you?" spurgte hun, mere træt og udmattet end vred og irriteret. HVorfor skulle han stille så personlige spørgsmål, så foruroligende spørgsmål? HVorfor skulle han... Et gisp undslap hende, da han igen strejfede hendes kind, og denne gang var det som sagt ikke følelsen af fingre. Hun vred sig for at komme væk fra ham, men kæderne var ikke længere, og der var intet, hun kunne gøre andet end at vende hovedet bort. Hvad var hans mening? Troede han, han kunne lokke det ud af hende på den måde? Spillede han flink fordi han håbede at få mere ud af hende end ved at skræmme hende til døde? Hun var så forvirret og tung i hovedet, og frygten var igen ved at få et betydeligt tag i hende.

Han lo, den samme forførende dybe latter, da hun vendte sig væk fra ham i mørket. Det var sjældent han stødte ind i et menneske, der havde lige så meget viljestyrke som hende. Han havde ikke bevidst forsøgt at forføre hende - det var bare hans natur at lege med hende på den måde - men de fleste kvinder ville have givet efter og antaget, at en mand der kunne behandle dem blidt, ikke nødvendigvis ville såre dem. En naturlig forsvarsmekanisme, altid på udsigt efter en måde at overleve.

"What it has to do with me?"

Stemmen hviskede imod hende, før hans fingre strejfede hende igen.

"One always likes to know when a pet fathers puppies. Depending on the bitch, the result might be interesting."

Colts forsøg på at slippe væk, og de bidende svar han fik kastet tilbage, fik hende til at blive mere fristende, hans trang til at nedbryde hende indtil hun kravlede ved hans fødder overvældende. Kun tanken om, at skulle forklare endnu en hjernedød slave til Procella, fik ham til at standse. Han kunne selvfølgelig skille sig af med hende, når han var færdig med at lege - det kom altsammen an på, hvem der hang og dinglede som en edderkop i sit spind, i den anden ende af kvindens sjæl.

Colt var imidlertid ikke særligt imødekommende med svaret på det spørgsmål heller.

"I'm curious."

Hans ene arm rakte ud og samlede sig om de løse kæder over hendes hoved. Metallet knagede da han langsomt løftede det, så hendes arme fuldte efter, indtil hun var hævedet et par centimeter over jorden og hun hang ubehageligt i det ubøjelige metal der låste hendes håndled. Kanterne af metallet var ikke lige så bløde som indersiden og borede sig ind i håndrodsknoglerne.

"But since the lady doth protest too much.."

Et ondskabsfuldt, forventningsfuldt smil gled henover hans læber i mørket. Selvom det ikke kunne ses, var det tydeligt i hans tone.

"Let us see how valuable a pawn you truly are."

I mørket begyndte et svagt, rødligt lys at brede sig og tegne konturer imod skyggerne. Farven løb i mærkelige, kurvede linjer der langsomt tegnede blodårerne på en arm. Det dæmpede skær faldt over dem begge og afslørede Wickeds ansigt, de blege læber strakt i det ubehagelige smil igen.

De rødglødende fingre rakte ud imod Colt, den bløde stemme stadig blid da den hviskede et enkelt ord.

"Pain."

Latteren sendte et gys ned langs hendes rygrad i en ubehagelig hastighed. Hun vidste intet om, han anså hende fo at have en god portion viljestyrke, og ærligt talt følte hun det ikke selv. Hun følte sig mere som en ynkelig, blævrende klat. Colt lod sig ikke nare af en mand, der var blid det ene øjeblik. Hun havde oplevet det for ofte at de vendte hundrede firs grader, og hun turde ikke tro på, hun for en gangs skyld ville være heldig.

Hans spørgsmål varslede ødelæggelse, varslede opbrugelsen af tålmodighed, på trods af fingrene mod hendes kind.

De næste ord fik hende til at fnyse, meget imod sin gode vilje. Det var det sidste, hun burde gøre, men ordene virkede så groteske på hende. Hun var dog ikke længere i tvivl om Wickeds forbindelse til Segovax, da han kaldte ham et pet. Hvor tit havde hun ikke lige hørt sig selv omtalt som sådan på det sidste?

"It's not like we're planning on anything like that," svarede hun usikkert, hendes blik flakkende gennem mørket. Hvorfor havde hun sagt det? Det var jo ikke fordi det vedkom ham, hvad Segovax lavede ... var det? Hun var ganske forvirret og tung i hovedet. Alt det her med at være ejet af andre var stadig meget nyt for hende.

Det var godt nok Colt ikke vidste besked med hans trang og det eneste, der holdt ham tilbage. Det havde nok været mere end hun kunne klare lige i øjeblikket.

Hun var klar over, hun ikke var særligt imødekommende, og det var med fuldt overlæg. Hun regnede ikke med, der var nogen, der ville kunne komme hende til hjælp denne gang, og hun havde ikke rigtigt nogen chancer for at slippe ud selv. Det mindste hun kunne gøre nu var at bevare en smule af sin værdighed og ikke give nogen af dem, hun holdt af væk.

Hans nysgerrighed hjalp intet, og hun fastholdt sine læber stædigt samlet, mens hun mærkede ham gribe om kæderne, der gav sig. Hun forsøgte at holde igen, kun med det resultat, de skar hende i håndledene allerede før han løftede hende op i luften, hvor hun dinglede og et øjeblik forgæves kæmpede for at komme tilbage på sine egne ben. Metallet gnavede allerede i hendes hud og kæmpede for at flå den op. HAvde kanten bare været lidt skarpere, ville det være lykkedes.

Ved hans næste ord og tonen i dem, rynkede hun brynene og forberedte sig på det værste, og da han snakkede videre om hendes værdig, væltede endnu en bølge stædighed op i hende. Hun havde ikke i sinde at vise sig værdifuld for ham på nogen måde, og hun strammede læberne sammen i en lukket grimasse som han dog næppe ville kunne se, selvom han selvfølgelig havde kunnet bevæge sig rundt i mørket noget mere hjemmevant end forventet.

En pludselig, dyb indånding brød stilheden, da den røde farve skar sig gennem mørkets tæppe og et øjeblik blændede hende. Hendes øjne fandt hans, hendes udtryk knapt så bestemt nu, mere skræmt end det var før, selvom det stadig var præget af beslutsomhed. Synet af det ubehagelige smil fik hende til at synke en klump.

Fingrene strakte sig mod hende, og hun forsøgte at vride sig væk, men fordi hun dinglede sådan, endte hun bare tilbage foran ham igen. Ordet mødte hendes forventninger, og hun rustede sig selv - troede hun - mod hvad end, der måtte komme, men hun havde ikke haft nogen mulighed for at forberede sig på den smerte der skød gennem hende fra hans fingre. Fysisk smerte som den fra frostskaderne på hendes fødder eller det glas, hun havde knust i hånden, var til at overkomme, til at forstå, men denne smerte strakte sig ind i hende på en måde ulig noget hun nogensinde havde oplevet. Hun vred sig, et lavt klynk undslippende hende, selvom hun kæmpede for at holde det tilbage; ville ikke give ham tilfredsstillelsen af at høre hende skrige.

Anstrengt lukkede hun øjenene i og kæmpede for at kapere smerten, der sendte pletter af lys for hendes øjne, og hun bed sig så hårdt i læben, den begyndte at bløde svagt. Hun forsøgte at vride sig både for at komme fri og som om det skulle hjælpe mod pinen, men det var ikke til nogen nytte, og hun mærkede skriget trænge sig på mere og mere insisterende.

Han slap sit greb om kæderne og lod hende falde tilbage på gulvet, mens eftervirkningerne af berøringen stadig red hendes sanser. Det kolde smil havde trukket sig tilbage fra hans læber, men de mørke øjne var stadig udspilede og iagttog hende nysgerrigt, altid videbegærlig efter at se effekten af hans evner, i de sjældne øjeblikke hvor han brugte det på et menneske. Procella, som kun var halvt menneske, lod til at have frygtelige eftervirker når magien forlod hendes blod, men han havde ikke haft tid til et finde ud af, hvorvidt det var på grund af blandingen af det menneskelige og det overnaturlige i hende, eller om det var en menneskelig reaktion.

Wicked gjorde sjældent noget, uden at det havde adskillige fordele.

Udtrykket på hans ansigt ville højst sandsynligt have skræmt hende mere end smilet. Det var ikke en, der nød Colts smerte eller havde nogle følelser for hende som en person, et unikt individ. Det var nærmere et blik af en, der havde fundet en ny måde at eksperimentere på i sit eget lille laboratorie. En psykopat der nød andres smerter, kunne miste kontrollen og ende det hele i et øjebliks ophidselse. En kidnapper ville med tiden blive træt af de opgaver, der indebar at holde en person fanget. Et menneske ville blive bebyrdet af etiske og moralske overvejelser. Ingen af delene ville ramme Wicked.

Mens hun vred sig vendte han sig, hentede stolen han før havde siddet på og tændte samtidigt ovenlyset i lokalet, så interiøret blev badet i hårdt, ubarmhjertigt lys. Colt ville alligevel ikke have øjne for sine omgivelser, mens smerten løb igennem hende, så der var ingen grund til at holde lokalet i mørke.

De muskuløse arme spillede let, da han bar stolen tilbage og satte den lidt fra Colt, tæt nok på til at han kunne læne sig frem og røre hende, hvor kæderne ville holde hende fra at kunne nå ham eller stolen. Det hele tog to minutter, måske tre, for ham, men det var ikke til at sige hvad tid betød for Colt. Timer, måske? Det blonde hoved tiltede til den ene side, de mørke øjne låst på kvinden, mens han ventede på at hun åbnede sine øjne og hendes tanker fandt vej tilbage til lokalet.

"Should repeat the question?"

Den dybe stemme var afslappet, nærmest blid. De slanke fingre løftede sig og fandt et hvidt lommetørklæde frem, før han lænede sig forover og lagde det imod hendes blødende læbe.

Et højt støn undslap hende, da han slap kæderne og hun endte på gulvet igen, hvor hun sank sammen foroverbøjet med hovedet bøjet, så det lange, røde hår lagde sig som et tæppe om hendes ansigt og skjulte det. En grim grimasse marmorerede hendes ansigt, mens hun forsøgte at bære smerten på bedste måde, og en stærk kvalme skød op gennem hende, og hun følte sig generelt ekstremt skidt tilpas.

Da Colt ikke var særlig erfaren med dæmoner, ville hans ansigtsudtryk have både skræmt og forvirret hende en del. Dette væsen reagerede overhovedet ikke som hun kunne tænke sig eller forvente sig til, hvilket bare gjorde situationen endnu mere grotesk og uvirkelig.

Hun vred sig let og mærkede ikke rigtigt da lyset blev tændt. Hun troede bare, det var lyse pletter for hendes øjne, der i virkeligheden var sorte mod lyset. Fuldstændigt vendt rundt var hendes sanser, og hun anede knapt hvad, der var op og ned lige nu.

Som hun sad der på gulvet, var armene trukket bagover hængende i luften med kæderne for enden, og hun havde krøllet sig godt og grundigt sammen i en instinktiv forsvarsmekanisme der virkede omtrent lige så godt som at tage et stykke papir for at forsvare sig mod en kødkniv.

Den lette klikken af stolens ben mod gulvet trængte gennem den røde tåge af smerte, der skyggede hendes sind, og hun løftede svimmelt hovedet op for at se på ham. Hvornår havde han hentet den stol? HVor længe havde han bare stået i mørket og lyttet til hendes halvkvalte åndedræt? Tid var ikke længere en del af hendes liv, og hun så blot hadfuldt op på ham.

Tonen han brugte gjorde hende bare endnu mere frustreret og vred, og da han fandt lommetørklædet frem og rakte det frem mod hendes læbe, vred hun sig væk kun for at miste balancen i sin svimmelhed og tumle ned på siden, hvor hendes arm blev vredet rundt i en unaturlig stilling. Men hun ænsede det ikke en gang, smerten han havde påført hende var så stærk, den overdøvede alt andet.

Hun drejede hovedet og så på ham ud gennem håret, der lå spredt i totter over gulvet og hendes ansigt. Hun var virkelig virkelig vred nu og havde endnu mindre lyst til at svare ham end før, hvilket nok ville være rimeligt dumt. Men i så store smerter og i en situation som denne tænkte hun hverken klart eller logisk, og lige nu var hendes vrede stærkere end frygten for smerten.

"None of your God damned business!" snerrede hun, hendes stemme sløret af smerter. Det rørte hende ikke lige nu, hun bare gjorde situationen værre for sig selv. I hendes øjne var hun væk allerede.

Et blidt, men svagt henrykt, smil bredte sig på hans læber, da hun rykkede hovedet væk fra lommetørklædet. Ikke ud fra beundring af, hvordan hun modigt holdt ved sin afvisning af ham - både hans berøring og hans spørgsmål - men fordi legen kunne fortsætte, indtil hun brød sammen. Hvilket hun ville. Det gjorde de alle, før eller siden. De slanke fingre greb kæden og trak hendes krop op fra gulvet, før den anden hånd fangede hendes kæbe i et stålgreb og drejede hendes ansigt imod ham.

"Gods damned business is exactly my business."

Stemmen var stadig ukarakteristisk blød, lommetørklædet imod hendes hud det samme, som en forælder der blidt rengør et barns skrammer - hvor ligegyldigt det end virkede, hendes situation taget i betragtning, at fjerne striben af blod. Da han først var tilfreds med rengøringen, trak hånden med lommetørklædet tilbage, kun for at lade tommelfingeren glide ind i sin mund. Et øjeblik efter strakte den glinsende finger sig frem og gled henover huden og hendes læber, for at fjerne de sidste rester af blod.

"But since you appear to be enjoying the pain more than simple conversation.."

Den sygelige røde farve flammede op i blodårene henover hånden, der havde rørt hende så blidt få øjeblikke før. Igen rakte han ud og børstede hendes hud, selvom berøringen i sig selv forsvandt i havet af smerte der druknede hendes sind.

"Pain."

Han betragtede hende et øjeblik, før en svag summen lød fra den anden ende af rummet. Hånden der holdt kæderne slap deres greb, så hun faldt til gulvet. Han rejste sig og krydsede igennem lokalet, til et lille diskret panel indbygget i baren. Den lavmælte summen lød igen og han trykkede på en knap. En kvindes stemme fyldte samtale-anlægget.

"Master, a woman barged in moments ago. She is shouting out the name 'Colt'."

Hans mørke øjne hævede sig fra panelet og så overvejende tilbage imod Colt.

"Demon?"

"Marcus says angle."

Et mørkt øjenbryn hævede sig imod de blonde lokker ovenover.

"How interesting. I'll be up in a moment."

Panelet summede igen, da samtalen blev afbrudt og hans skridt bragte ham tilbage til Colt. Han lænede sig afslappet henover stolens ryg og betragtede hende.

"It would seem we have a visitor. Not the one I was expecting, but never the less. Care to give me her name? No? I'm sure I'll figure it out. Don't worry. I'll be back later. We can continue our little chat then."

Hvorvidt hun hørte ham igennem smerten virkede til at være ligegyldigt for ham, hans stemme munter, den samme tone man ville bruge overfor et barn. Han trak stolen med sig et par skridt, før han gav slip og gik imod døren. Lyset i lokalet gik ud, mørket kun brudt af striben af lys fra døren.

"Don't go anywhere."

Hviskede igennem mørket, snoede sig omkring hende og trængte igennem tågen af smerte som en spand af koldt vand der blev tømt over hendes hoved. Han lukkede døren og værelset var igen kulsort, men mørket var ikke neutralt eller velsignet stille. Hans hvisken syntes at fylde lokalet, springe frem og tilbage imellem væggene og ramme hende som et åndedrag imod hendes hud.