Unexpected visitors (Ale/Kal/ Sego/ Cher/Kaya ) [V]

Dato: Onsdag den 7. August 2013
Tid: 02:03
Årstid: Sommer.
Vejr: Endnu en af de mange lumre sommeraftner, med en meget mild vind.
Sted: Wil's jagthytte.
Omgivelser: Hyttens indre består af to soveværelser, køkken, badeværelse, stue og børneværelse i god stand. Cher's celle befinder sig i kælderen.
Påklædning: Toppen på billedet: http://data.whicdn.com/images/47495033/eva-simons-02_large.jpg samt en stram, sort nederdel og bare fødder. Mohawken ligger desuden ned over den venstre side af ansigtet...

Badeværelsesdøren smækkede hårdt bag hende. De bare fødder traskede målrettet henover det forholdsvis kølige trægulv, som overhovedet ikke blev noteret sig, da skikkelsen tydeligvis havde noget helt andet i tankerne... Mad. Mad, mad og atter mad! Hun var ved at blive vanvittig. Siden, hvornår havde maden overtaget hendes liv i stedet for de velkendte væsker, som hun savnede så begærligt? Oh jo.. Da folk blandede sig i det.

Curse this food..

Omsider fandt hun sin plads foran køleskabsdøren, og flåede den op, uden at tænke på, om nogle af lydende kunne generer husets sovende "gæster". Børnene var blevet puttet for længst, og sov formegentlig dybt, sådan som hun regnede med, at de mennesker som hun havde set vandre rundt her, også gjorde.
Køleskabet blev systematisk gennemgået. Pålægget, pasta, kødet.. Det hele havde hun set før. I går faktisk. Utilfreds med, hvordan dagen atter sneglede sig afsted, som de mange, mange andre, som hun desværre havde været fanget i, blev hørt ved endnu en smækket dør. Køleskabet gav sig svagt, men Cher ignorerede det, og snerrede kort for sig selv. I stedet vendte hun sig 180 grader, og marcherede hen til stuebordet, hvor hun greb et æble, og slentrede hen til vinduet, hvorpå månens stråler lyste klart.

Det flammende røde hår havde, på "magisk" vis, stadigvæk bevaret både farve og glans. Men selve opsætningen var hun ikke tilfreds med. Faktisk var der mange ting, som hun slet ikke var tilfreds med, eller havde været det længe. Selvom glasruderne blev oplyst direkte, var det ikke svært for hende at fange sit eget spejlbillede. Rifterne og "arrene" var stadigvæk tydeligt markerede i ansigtet, selvom mohawken efterhånden dækkede det, mere eller mindre diskret. Hun pustede træt en enkel hårlok væk fra munden, inden hun i stedet førte æblet derop, og tog en solid bid. Hendes gumlen fungerede som tankerne der kørte rundt. Irriterede og larmende. Hun følte sig svag. Og misbrugt, ikke mindst. McRian havde holdt hende meget længe efterhånden, og hun var langt fra i stand til at kunne gøre ordentligt modstand. Magien der altid havde summet omkring hende, som et slags usynligt lag, var nu skrumpet ind og nærmest fordampet. Hun følte sig udtørret og helt igennem længselsfuld. Der var længsel efter mange ting. Frihed.. Kød.. Frisk kød! Og drikkelse. De helt rigtige væsker. Både de mere krydrede og de jernindholdende. Åh, hvad hun dog ikke ville give for en fuld unge lige nu.

Endnu en bid blev taget, og saften nænsomt fjernet fra hagen, med de nedslidte kløer. De havde efterhånden været udsat for den skraben imod cellens vægge, men til ingen verdens nytte. I de alt for lange nætter forsøgte hun i stedet at skrige frustrationerne ud. I starten havde hun håbet, at Wil til sidst ville blive så træt af det, at hun faktisk blev lukket ud permanent.. Men hun tog fejl. Vampyren havde vist sig at være klogere gang for gang, som hun opsøgte Cher. Altid klar med det ene eller det andet, som kunne hjælpe eller skade. Det var bare at tackle det rigtig. Men i aften var McRian ude, hvilket betød, at dæmonen havde fået en "friaften". Ikke, at det var meget anderledes end livet i cellen, men omgivelserne var bedre ovenpå. Det eneste der generede hende voldsomt, var tanken om børnene, blot et par rum væk. Hun kunne dufte dem. Konstant. Både på sig selv, McRian og i huset. Det var hende yderst distraherende at made dem, hver gang deres hjerteslag nåede hendes øregang. Tanken om, hvor de stammede fra, og hvad de var, fik hendes værste lyster frem, og hun var altid på nippet til at flå dem. Derfor, var hun sjælendt alene. Men det var hun nu...

Tænksomt blev halen viftet et par gange i luften, imens hun drejede æblet i hånden. Huset var mørkelagt, da månens lys var rigeligt, for hendes overnaturlige blik. Desuden var McRian ikke vild med unødig opmærksomhed, og de holdte derfor altid lav profil. Kroppen blev atter drejet. Nu stod hun med fronten imod gangen, som førte ned mod børnenes værelse. Naveen og Raymond. De kære små. Hun havde i det mindste selv navngivet dem. Så vidste hun hvilke navne, hun skulle forbande i lang tid fremover. Nederdelen var krøbet en anelse længere op, på grund af halen, men det blev ikke bemærket, da hun varsomt og uopmærksomt på sig selv, begyndte at bevæge sig henover stuegulvet. De sultne øjne glødede ondt i mørket, imens æblet blev mast imellem fingrene på hende. Saften dryppede ned på gulvet, og der lød et dæmpet "slask", da resterne også ramte det. Hun søgte mere end frugten.

Pathetic, little humans... I feed you... Now you'll feed me.. And they won't even notice.

Smilet som ubemærket var krøbet frem på de arrede læber, voksede sig gradvist større, jo nærmere hun kom. Nu kunne ikke engang smerterne, menneskene eller McRian stoppe hende. Kun sulten holdte hende kørende.

Come to mommy!

Den milde brise tog let i træernes blade. Nattens væsner var for længst stået op og kravlede rundt i mørket. Særligt et væsen var kravlet ud i nattens mørke mod byen. Væk fra skoven, og væk fra jagthytten.
For tyve minutter siden var dette væsen blevet set med retning mod byen, og Alessia havde givet signalet om, at de kunne forsætte videre.
I nattens mørke trådte lydløse fødder iklædt sorte støvler til knæene. Benene var beklædt af mørkeblå bukser flyt med lommer, og på overkroppen var en grå tanktop dækket af en tyk, sort læderjakke.
Bag denne person fulgte en lidt yngre udseende kvinde med en mørkere lød, der stod i stærk kontrast til den lyse hud på anføreren.
Den spinkle lange krop trådte lydløst gennem skoven i de tyndsålede sko. Efter hende kom en lidt yngre udseende kvinde med en mørkere lød.

Som de kom nærmere, blev den lille hytte tydeligere. Den så næsten helt idyllisk ud, som det lå der midt i lysningen.

Alessia stoppede op og vendte sig mod Kallisto.

"The vampire might not be home. But someone's in there. She wouldn't leave the children alone. It might just be a nanny, or it might be one of the parents, who are definitely supernatural. Just be aware, okay?"

Lød den lavmeldte stemme. Hun forsatte videre op mod bygningen, hvor der intet lys var i overetagen. Hun forsatte op rundt om skråningen, så hun kom på højde med et af vinduerne på førstesalen.
Der blev først, forsigtigt, lagt en hånd på vinduet, mens hun med den anden hånd angav, at Kallisto ikke skulle komme nærmere. Et smil trådte over hendes ansigt i mørket.

Well on some points she hasn't become older. Leaving the home unprotected? Stupid..

Tænkte hun fornøjet for sig selv, mens hun bøjede sig ned over vinduet. Der blev kort rodet med haspen, før vinduet lydløst kunne blive åbnet.
Hun kravlede selv først ind ad den alternative indgang, da hun havde tjekket at alt sad hvor det skulle under tøjet. Derefter vinkede hun den unge engel ind til sig, for at lukke vinduet på klem efter dem.
Det var virkelig en risiko, hun løb ved at tage Kallisto med. Pigen kunne lave gevaldigt rav i tingene, men samtidig ville hun heller aldrig lære noget, hvis ikke hun blev trukket med. Bedre at hun fulgtes med Alessia end at søge ud på egen hånd her i starten. Hun havde dog undersøgt den unge engel, og det virkede til at hun havde forholdsvis god kontrol over sin evne, hvilket kunne bruges. Hvis hun da ikke frøs eller panikkede, når det gjaldt.
Hun bukkede sig ned og op ad støvlen kom et langt, tyndt og sylespidst blad til syne. Der var ingen grund til at trække pistolen med det samme. Sådan nogle larmede, og skulle kun bruges, hvis det var dybt nødvendigt. Den anden hånd havde fremfundet en plastflaske, der mest af alt lignede en forvokset dressingflaske. Remedier mod både naturlige såvel som overnaturlige væsner.
Hun vidste, at der var noget i huset, men ikke hvad.

I lommerne på bukserne og i jakken var kridt, vievand og sølv at finde. Om livet havde hun bundet et reb, der var hurtig at komme til, i tilfælde af at dette skulle bruges.
Hvis Kaylin opdagede hende i dette her, ville deres aftalte fred nok ikke holde. Men hun havde følt sig nødsaget til at tjekke op på menneskebørnene. Kallisto havde overtalt hende til at komme med, og selvom hun endnu ikke var sikker på, at det var en god idé, så var den unge engel altså med.

En hånd blev lagt på skulderen af Kallisto, da en skikkelse nærmede sig ude på gangen, på den anden side af den halvåbne dør til et af de mørke soveværelser. Selv stod Alessia urørligt, mens hun lyttede til sine instinkter. Dette var et overnaturligt væsen, som, ligegyldigt intentioner, var blevet overladt børnene.

Alessia tog en hurtig beslutning på englenes vegne, stillede sig et halvt skridt ind foran Kallisto, så hun dog stadig havde udsyn, og lod hænderne falde ned langs siden, så hendes hænder ikke var synlige. Hendes krop var i en tydelig anspændt og klar position.

"I'm actually surprised that Kaylin would let such a.. Special person taking care of the children while gone, and not just a normal nanny. Unless you're actually one of the parents."

De var trods alt kun kommet for at se til børnene, og hendes uskrevne aftale med den unge vampyr afholdte hende, omend noget ufrivilligt, blot at springe på folk i tøsens eget hus, uden større nødvendighed. Hellere starte denne vej rundt, som hun havde gået over med Kallisto, dog uden at bringe årsagerne til hendes tøven med vold mod overnaturlige op. Den forklarende årsag til den yngre engel havde været, at det kunne bringe menneskebørnene i fare.

Det var ikke nyt for hende at være ude på dette tidspunkt, men det havde da overrasket hende en smule da Alessia havde sagt ja til at hun måtte komme med på denne opgave.
Da den ældre engel gav tegn til at de kunne fortsætte i ly af mørket, fulgte Kallisto stille efter hende. Hun havde i aftenens anledning valgt et par lange flade sorte støvler og et par sorte bukser, hendes tanktop var i en mørkblå farve som i mørket gled sammen med den sorte farve. Hendes hår var blevet sat i en hestehale med mere end en elastik da hun havde frygtet at det ville falde ud og være i vejen.

Da de nærmede sig hytten kiggede hun kort på den. Det idylliske look od meget tilbage fra virkeligheden, men det var et sted som kunne se ud til at være hyggeligt.

”I will”

Hendes ord var ikke meget andet end en svag hvisken til den ældre lyse engel. At en vampyr var at finde her normalt, passede ikke til det billede som hun selv havde skabt sig af væsnerne, men igen hun havde endnu ikke mødt en af dem.

Hun fulgte stille med den anden engel, forsøgte at være så lydløs som hende, men de mange år den anden havde erfaringer fra, viste at hun kunne være mere stille end den unge næsten klodsede engel som kom til at træde på en gren som knækkede højlydt.

Hun ventede spændt på at den anden engel gav hende noget at lave eller sagde noget, hun vidste de var her for at chekke op på nogle børn og at der boede en vampyr og sikkert også noget andet her, da vampyrer ikke kunne få børn. Om ikke andet havde den ældre lyse engel fortalt hende at der sikkert ville være mennesker til at tage sig af børnene.

Hun kravlede stille ind af vinduet, præsterede at komme ind uden at vælte noget, så i nu lod de til ikke at være opdaget.

Da Alessia endelig havde givet efter for hendes tiggen, havde hun fået besked på at være forsigtig, det eneste problem var at hun ingen ide havde om hvordan man bekæmpede noget, med andet end sin evne, så den lille lommekniv hun havde, ville ikke holde nogen overnaturlige væsner væk, særlig længe.

Hånden på hendes skulder fortalte at der var noget hun skulle vente på, at der ville komme noget. Den tomme fornemmelse der kom fra det væsen som nærmede sig, var nok til at give hende en kvalme, en kvalme som kun blev værre jo tættere dette væsen kom på hende.

Hun kunne have takket den anden engel for at træde ind foran hende, noget af kvalmen forsvandt som den anden engel trådte imellem hende og dette underlige væsen.

”What is she?”

Hun vidste der kun var få muligheder ud fra det der var blevet fortalt til hende, men hun havde brug for bekræftelse i at dette væsen ikke var menneske, om ikke andet burde halen havde afsløret den del.

Det var blevet forklaret for hende at de ikke måtte starte nogen slåskamp hvis det kunne undgås, men det forhindrede ikke Kallisto i have lyst til at gøre det, noget ved denne fremmede gav hende denne lyst, når ikke bølger af kvalme skar igennem hende, måske var det frygten for væsnet som talte i hende.

Hun forsøgte at få sit hjerte til at slappe af, forsøgte at holde en neutral holdning, men hendes hænder blev knyttet langs hendes sider, imens en klump samlede sig i hendes hals, som hun forsøgte at sluge, men uden held

Fødderne bevægede sig listigt henover det kølige trægulv, og ned af den mørkebelagte gang, som førte forbi alle de optagede soveværelser, inklusiv McRian's, som i nat ville stå tomt, og direkte ned til det værelse, som var blevet indrettet til børnenes fordel... Selvfølgelig ikke af Cherlyn. Hvis det stod til hende, skulle børnene have sovet i en kurv inde i stuen, hvor de kunne passe sig selv, og hyle i fred. Sulten i hendes øjne gjorde hende blind, hvilket fik hende til at overse de små detaljer. Som det minimale ryk i døren til McRian's soveværelse, da vinduet blev lirket op, og et svagt vindpust fik hvirvlet sig vej indenfor. Det gjorde hende døv, for de lydløse trin og de fine, bløde stemmer, som pludselig hviskede derinde fra. Men da døren pludselig besluttede sig for at henvende sig direkte til hende, kunne hun ikke undgå at standse brat op, for at tjekke, om det i første omgang, havde været noget, som hun havde bildt sig ind.

What the-..

I en rimelig akavet posering blev hun stående, imens hun opmærksomt stirrede på døren, og lyttede efter yderligere kommentarer. Den bevægede sig ikke. Og det samme gjorde skikkelserne bag ved den heller ikke, hvilket hendes forskruede hjerne ikke fik tænkt over... Så da hun rettede sig op, og gav døren et blidt puf med fingeren, gik det op for hende, at det faktisk havde været en lettere syrlig kommentar, som var blevet smidt efter hende. Arrigheden steg pludselig op i hende. Hvad fanden var det her for noget?! Endnu en af McRian's mange numre?

"Not your business, thingy!.. But think again, if you can.. Do I look like a fucking nanny? No? Well, good job guessing then! And how do you even-.."

Langsomt efter at have stået og hvæsset af døren, højere end hun egentlig behøvede, hvis man tænkte på husets andre beboer, fik hun rettet sig op, da hun gjorde tegn til at bevæge sig videre i huset, imod børnene, efter at have smidt den sidste kommentar efter "døren", fik hun åbnet øjnene helt op. Skikkelse... Skikkelser. I en overraskende adræt bevægelse trak hun sig hurtigt tilbage imod væggen, og fik skubbet halen ned mellem benene. I mørket var den rimelig nem at skjule, for væsner, som ikke havde hendes nattesyn. Men man kunne aldrig vide.

"You're not a door..."

Det lød mest som en fornærmet mumlem. At blive iagttaget, imens man skændte på en dør, klokken møg om natten, i noget der kunne minde om en brandt, men i virkeligheden bare var sult og desperation, var ikke lige hendes kop the. Faktisk kunne hun ikke engang lide the. Men jo længere tid hun stod og gloede på døren, tavs, og med ansigtet lagt i alvorlige folder, jo mere kom hendes hjerne faktisk i gang, og væk fra sulten. Endelig fik hun skubbet sig ud fra væggen igen, og hvis ikke skikkelserne havde bevæget sig yderligere, fik hun langsomt valset sig tæt nok på, til at puffe døren helt op, ved hjælp af to fingre. Hun stod nu næsten, ansigt til ansigt, med den ældre engel, hvis race hun i første omgang var i tvivl om, indtil hun begyndte at mærke den kriblende fornemmelse, som krøb henover huden. Som om mørket fra hendes indre, blev svitset let i kanterne, og skubbet længere og længere bort. Men der var også noget andet.. Som om hun fysisk blev skubbet. Det generede hende voldsomt, men det lod ikke til at komme fra den blonde. Nærmere bag ved hende. Cher stak derfor hovedet interesseret til siden, uden at tage hensyn til, at de faktisk var komplet fremmede, og gloede olmt på Kallisto, som stod ikke langt bag Alessia.

"Soooo.. Who are you exactly? 'Cause you seem a bit to fresh for breakfast, and I haven't heard anything about changes in this house. Unless she haven't told me anything... Again..."

Dæmonen trak langsomt hovedet til sig igen, kun med det formål at forsøge at give Alessia det mistænksomme blik, men det lignede mere en form for mislykkedes grimasse, da arrene og sårene i ansigtet, som stadigvæk var dækket delevist af mohawken, gjorde at hun krampede i dele af ansigtet, hver gang hun forsøgte. Så svag, som hun var nu, var der hverken overskud eller tanker på, at hun faktisk burde skjule både sine små sorte horn, samt den skrigende pink/lilla hale, som svang sig omkring hendes højre ben, som en kælen lille... orm.

Maybe they're just.. Food? Fresh food? Oh yes, that could be good! They smell good.. Very good, indeed.

Lyden af en ældre bilkunne svagt høres gennem skoven da den nærmede sig. Bag rettet sad en meget anspændt og fastbesluttet varulv, der var sikker på hvad det var han gerne ville. Han havde noget han skulle finde, og det havde han så sandeligt tænkt sig. Efter have fået hjælp til at finde ud af at hans børn var herude, noget magi der guidede hans sanser var han kørt derud. Han stoppede bilen, og gik ud.

Udenfor bilen skiftede han form, da hans sanser så blev skærpet og han langt nemmere kunne fidne hen præcis der hvor han skulle. Som ulv bevægede han sig nu frem gennem skoven i den givne retning hen mod det sted hvor hans barns kulle være. Han nåede frem til en hytte, og var ikke i tvivl om at der foregik et eller andet derinde.

Lyden af knust glad var tydeligt da han sprang igennem ruden og landede på gulvet og kiggede sig hurtigt omkring, det første han så var en dæmon han kendte, men han fangede også lugten af noget andet. Og hun så ikke just så godt ud som hun plejede, og han var ikke i tvivl om at børnene var bag hende, så han gik hen mod hende for at komme forbi, her opdagede han så en engel som virkede til at være en trussel overfor hans børn siden hun stod som hun gjorde. En dyb og intens knurren lød da han vendte sig om mod englene som han så som en trussel, og sprang derfor frem mod hende, med kæberne åbne og lod dem lukke sig omkring hendes hals, så det gik stærkt med at lade livet ebbe ud af englens krop. Ulven stod nu bare og knurrede af den anden engel, forventede næsten at se hende løbe mod den nærmeste udgang.

Som dæmonen nærmede sig hende, mærkede Kallisto hvordan en trykken i maven begyndte at brede sig, mærkede hvordan hendes mavesæk syntes at trække sig sammen i kvalme. Alessia havde advaret hende om at denne slags kunne ske, men kun hvis hun stod over for enten en dæmon eller en vampyr. Selv med denne tanke i baghovedet, mærkede Kallisto hvordan kvalmen begyndte at brede sig i hendes indre. Det eneste som afholdte hende fra at kaste op, var tanken om hvad dette væsen kunne finde på at gøre, dette væsens reaktion hvis hun tømte sin maves sparsomme indhold ud på tæpperne.

What the hell was i thinking, why did i do this.. where are those kids.. are they even humans?

Tankerne spredte sig I hendes sind, forvirringen var tydelig at se, som hun fik øjenkontakt med dæmonen

God help me, let her not be hungry

Det var I dette sekund at ruderne bag dem gav efter for ulvekroppen. Den store krop som pludselig fjernede Kallistos beskyttende lærer. Blodet som sprøjtede idet ulven satte sine tænder i Alessias spinkle krop, blodet fra halsen som delvist ramte Kallisto, fik hende til at stivne, en dråbe blod som havnede på englens kind, fik hende til at møde den døende engels øjne, som livede forlod kroppen, huskede Kallisto formålet med at komme her, de skulle checke børnene, fjerne dem hvis Alessia ikke syntes forholdene var optimale.

No way a demon and a fucking wolf can be good, she is dead, what am i supposed to do? I have to take them, find someone who can help me, they will die here.. I have too

Som lyset forlod englens øjne, fik Kallisto igen kontrol over sin krop. En ro som hun ikke vidste hun besad, begyndte at indtage hendes krop. Hendes aura begyndte at sprede sig en smule, som et våben ingen kunne kontrollere begyndte den ro som havde indtaget hendes krop, at sprede den, så hun ikke virkede truende på nogen.

Med blikket på dæmonen som før havde kigget så sulten på hende, tog hun et skridt tilbage, hun vidste hun var nød til at finde børnene, men hvor i huset de var anede hun ikke, Alessia havde haft nogle forslag, og disse var hun nu nød til at prøve.

Kallisto trak sig helt tilbage til væggen, håbede at den ville blive et med hende, men hun vidste at dette nok ikke var tilfældet. Langs væggen sneg hun sig, håbede at blodet fra hendes lære var nok til at afholde dæmonen fra at springe på hende, hun måtte ud af dette rum for at lede efter børnene, hun var nød til at få fat i dem.

I hate this.. please let the children be humans

Cherlyn, der var for langt henne i processen, hvor sulten var ved at overtage hendes sind igen, bemærkede sig slet ikke lyden af dundrende fodspor, som nærmede sig. Hun var mere betaget af godterne, der var som smækket på et sølvfad foran hende. Ingen vej ud, ingen våben, af hvad hun kunne se… og ingen Wil i huset. Et djævelsk grin bredte sig pludselig på Cherlyns ansigt, da hun begyndte at se frygten male sig i ansigtet på englen længst væk, selvom hun dog var svær at få øje på, da den højeste af dem stod i vejen. Endelig da hun havde besluttet sig for, at nu var det nu, og skulle til at tage skridtet frem, lød en voldsom klirren, da en rude smadres af noget tungt.

Cherlyn vendte hovedet med et sæt imod lyden, og nåede tidsnok at opsnappe den enorme, mørkhårede ulv, der stod i al sin pragt og knurrede af hende. Færten nåede hende kort inden at ulven satte af og en følelse af noget… bekendt? Hun måtte overrasket blinket et par gange, da et par farverige billeder af Muse fløj igennem hovedet på hende, sammen med noget, der føltes igen, meget bekendt - måske endda dæmonisk? I mellemtiden, som Cher vaklede bagud, forvirret og oprevet over den pludselig ulvs tilstedeværelse, havde den åbenbart set sit snit. Inden nogen kunne nå at protesterer, var ulven fløjet i kødet på den højeste af englene. Den søde, livsgivende duft af engleblod strømmede straks ud fra værelset og rundt i resten af huset. Pupillerne udvidede sig en lille smule, imens kløerne strakte sig for at komme ordentligt frem.

FOOD! So fresh, oh so… so… so powerful!

Uden at tænke nærmere over tingene fløj Cher også ind i rummet. Hun stødte kroppen, armene, eller hvad der viste sig at være nødvendigt, imod ulven og fik den væk, lige inden hun kastede sig over den nu døde engels krop. Hun lagde ikke engang mærke til, hvordan Kal's egen krop langsomt sneg sig forbi hende, og fysisk forsøgte at puffe til Cher. Dæmonen lå knap så yndefuldt placeret på gulvet, med hovedet bogstavelig talt nede i kroppen på englen, imens knasende og knap så delikate lyde stod op derfra. Ulven var langt væk fra hendes fokus, men hvis den på nogen måde forsøgte at tage sin del af englen, ville den hurtigt mærke en hård hånd lige i snotten.

Alessia var så fokuseret på stanken af vampyr, og den tydelige tilstedeværelse af dæmonisk entitet, at hun var for langsom. De mange år blandt bøger havde sløvet hendes reaktionsevne. Et monster af en ulv, der aldrig havde været en sand ulv, sprang ind af vinduet, og frøs hende til stedet. Et øjeblik for længe.

Kæber blev lukket om hendes hals og hun blev rusket og tygget i som havde hun været et stykke legetøj. De lette knogler knustes under behandlingen, men Alessia var ikke overvundet. Hun havde Herren på sin side. I sit sind samlede hun styrke og bad fra sit inderste. Hun fornemmede pludselig noget hun aldrig havde fornemmet før. En ro og en varme. Noget blev vendt mod hende. En opmærksomhed.

Ulven var pludselig borte. Hun havde ikke ansigtet fuld af pels. Hun gurglede blod ud over det hele, og det gik panisk op for hende hvordan hendes blod flød ud over gulvet. Hendes dyrebare blod. Smerten der fulgte var ubeskrivelig.

Dæmonen de havde jagtet flåede hendes tøj fra hinanden som havde det været lavet af spindelvæv og flåede med klør og tænder i hendes krop. Hvis hun havde kunne skrige havde hun gjort det, men det blev udelukkende til endnu mere slubrende gurglen da englen delvist begyndte at drukne i sit eget blod, samtidig med at den, endnu levende, blev flået i stykker og ædt.

I en sidste krampetrækning blev de gasblå vinger slået ud og bankede flaksende og hjælpeløst mod gulvet. På trods af at Alessia vidste hun var i gang med at blive ædt levende, og hun ville dø, så følte hun stadig den underlige ro over sig. Noget der kiggede på hende. En varme, mildhed.

...You've done enough. Come home child...

Lød en hvisken i hendes bevidsthed. Varme tåre løb hende ned over kinderne af taknemmelighed og overvældelse. De enorme vinger stoppede deres kamp mod trægulvet. Et vidende smil gled over hendes læber, hvorudigennem blod flød ned over kinder, hage og hals, hvorfra blodet også boblede. Hendes blik fangede Kallistos.

"...Run..."

Hvordan det lykkedes hende at sige det var uvist. Det var en henåndelse. Kun dødsenglen i hytten ville være i stand til at se det underlige flimrende lys, lidt som nordlys, men i de mest fantastiske gyldne og hvide nuancer der spillede hen over loftet på den lille træhytte og syntes at slikke sig vej ned mod den døende kvinde på gulvet. Da lyset nåede hende, bukkede hele hendes resterende krop skarpt bagover som i bro, en gengivelse af samme hvidgyldne lys som steg ned mod hende oppefra, flammede ud af hendes øjne, næse, mund. Lyset lagde sig som en kuppel omkring den frådende dæmon. Berørte den. Og ændrede farve. Lyset blev pulserende. Glødende i røde hidsige nuancer.

Alessias vinger forsvandt som gigantiske sortsvedne afmærkninger på gulvet, og kroppen lå tilbage som festmåltid for dæmonen at mæske sig i. Det var et tomt hylster. Englen havde fået udfrielse for sine pinsler.

((Out - og død...kroppen kan disponeres over som ønsket))

Sego kiggede kort over mod englen da den forgik, han fulgte med i hvad der skete, det så voldsomt ud og han havde ikke før set en engel dø, men så snart englen var død og borte, vente hans blik sig i den retning hvor han vidste han ville kunne finde sine unger, grundet hans forstærkede sanser samt det ritual han havde lavet inden han tog afsted. Han følte en ubehag efter englens død, men heller ikke mere end en smule, så han måtte bare finde hans barn med det samme.

Inden han gik fra stedet knurrede han i den retning hvor den anden engel havde været, men lige nu var han dog ligeglad med Han bevægede sig gennem huset og hen til det rum hvori børnene lagde, han blev inde i rummet til sig selv igen, som han gik hen imod dem, og først nu begyndte brikker langsomt at falde lidt på plads. Sådan for alvor.

''Cher!!! Er de her to dine børn!''

Hans stemme lød højlydt gennem huset som han kiggede på børnene, og han kunne jo tydeligt se at det ene af dem ikke havde det okay, mens den anden så ud til at have det ganske normalt, og det gjorde ham meget nervøs, mest fordi hvorfor fanden var han blevet sendt herhen det var jo hans barn han søgte, og de her var vel ikke hans børn vel?

''Cher kan du forklare det her!?''

Han var en smule i vildrede som han stod der og kiggede på de to børn som måske var hans, og som måske ikke var, det gav dog mening for ham men han vidste ikke helt hvad han skulle synes om det.

Toppen af et hoved og et sæt øjne kom til syne i vinduet udenfor. Kaya skottede ind. Hun havde fulgt efter varulven flere dage. Hun stirrede overrasket på kvinden der stod gemt bag døren og varulven der stod med ryggen til vinduet og himlede op til en eller anden omkring forklaring på nogle børn. Da så hun dem.

En tyssende finger til den skjulte kvinde. Derpå blev der stukket et stykke ståltråd ind mellem vinduerne og øvet blev de gammeldags, men velsmurte hængsler vippet af.

Kaya rakte ind efter vuggen, men kunne ikke helt nå. Hun bed sig i læben og hævede sig lidt mere, godt klar over at hun kom mere og mere til syne men de her unger skulle altså ud, og ikke blive hundefoder. Hun fik fat i maven på den første sparkedragt, og som en af de der bamsemaskiner man ofte fandt i spillehaller før børn, førte hun dinglende den første lille dreng ud af vinduet. Hendes hjerte hamrede vildt da hun stod med erobringen i sine arme. Ungen sov sødeligt. Hun sank krampagtigt lagde meget forsigtigt drengebarnet fra sig på det solvarme græs og tittede op igen. Damen bag døren var i problemer, men hun var for fanden kun sig selv! Hun greb ned og fik fat i den næste sparkedragtsmave og begyndte langsomt at hæve ungen fra vuggen.

Og der sluttede hendes held så. Et par søvndrukne øjne åbnede sig og pludselig fægtede en frygteligt helende arm mod hende. Hun var lige ved at tabe barnet. Det var også her det gik op for hende at ungen generelt var fuld af tykke røde grimme, helende ar. Hvad fanden foregik der i den her hytte?

Et par utilfredse grynt lød. Og derpå et højt utilfredst vræl.

Fucking fuck-shit!

Kaya droppede alt om at være sneaky og flåede den maltrakterede unge til sig. Panisk greb hun den anden unge på jorden i sparkedragtsmaven og begyndte at løbe. Det var HELT sikkert ikke sådan det var meningen man skulle behandle børn, og den sovende nummer 1 stak da også i et protestskrig som jægeren var sikker på kunne høres flere kilometer borte og hun krympede sig over lyden.

"Sorry sorry sorry sorry sorry!"

Messede hun imens hun løb alt hvad hun kunne mod den bil hun havde set. Hvis hun var heldig var der en nøgle i den. Hvis ikke måtte hun se om hun kunne starte den selv. Det var komplet utopi at forsøge sig med at løbe fra en varulv i en skov med 2 skrigende babyer. Hun dukkede nakken. Det var lige før hun kunne fornemme den hede ånde i nakken før et par kæber lukkede sig om hende. De var syge alle sammen! Ulven havde været smurt ind i blod! Hvad fanden skete der i den hytte? På den her ø?! Hun løb alt hvad hun kunne mod bilen. Det var det eneste hun havde at gå efter.

Cherlyn var blind for englens lidelser, men ikke mindst den hellige "befrielse" der syntes at ske, lige foran næsen på dæmonen, bogstaveligt talt. Hendes hænder var godt begravet i englens spinkle krop, og beskæftigede sig med at brække de fugleknoglerne fra hinanden, så det var lettere at nå til kødet uden splinter. Englens lyde, gurglen og spjæt generede hende ikke. Så længe maden forblev urørt af de andre i huset, så kunne de gøre, hvad pokker de ønskede. Det var med lethed, at Cherlyn havde holdt Alessia nede, da vingerne var dukket op. Englen var jo svag, ja, faktisk døende.

De første par ord fra Sego blev bare ignoreret. Han var en irriterende summen i baggrunden. Anden gang han talte, så kunne hun dog ikke undgå at bemærke, hvor velkendt stemmen var, hvilket forstyrrede hendes frådseri. Med en hidsig bevægelse blev der kylet et par stumper ribben mod væggen i gangen, imens Cherlyn hidsigt brølede.

"Shit happened! I've been here for months all because of you! That's YOUR kids! They smell, they're noisy and they're freaking humans, for fuck sake!"

Der fulgte blot et øjebliks ro, hvor man kunne hører en unaturlig form for hissen inde fra rummet, hvor kadaveret nu befandt sig - eller resterne af det. På rekordtid var Alessia, der engang havde været en smuk og vis engel, blevet forvandlet til noget, som burde ligge spredt, rundt i en gyserfilm. Hendes krop lignede efterhånden et værre tilfælde af et kadaver fra savannen, hvor løverne havde været i gang hele dagen.

But it's ooooh so heavenly good!..

Og så lød vrælet. Til trods for hvor lidt Cher bekymrede sig om børnene, så undrede det hende voldsomt, hvis Sego pludselig var begyndt at flejne ud på de små kræ. En anelse mere ro, bare en anelse, var kommet over den blod og kødindsmurte dæmon. Hun rejste sig vaklende, med et stykke af englen i hånden, hvorefter hun luntede ud på gangen.

"Segovax, what the hell are you-…"

Lyden af sko der fræsede afsted over græsset udenfor, imens børnehylene fortog sig, gav ikke mening i Cherlyns verden, eftersom ulven stadigvæk stod splitter bahamas foran hende, længere nede af gangen.

"DUDE! Who the hell… What the hell?!"

Hun skyndte sig længere hen mod vinduet, for at stikke hovedet ud, og glane efter babynapperen, imens hun fuldstændig lod til at have glemt engel nr. 2.

Kallisto kiggede nervøst på væsnet foran sig

How the hell did he do that?

Manden der nu stod foran hende, stank langt væk af fare for hende, han havde trods alt lige dræbt hendes mentor, men hun var nød til at komme ud her fra.

Who the hell is that?

Da englen indså at en fremmed kvinde var ved at fjerne børnene, kunne hun ikke andet end smile lettet, når de ført var ude, så kunne hun bare koncentrere sig om at finde ud her fra selv, gerne i et stykke og uden at løbe ind i dæmonen.

Som skriget fra barnet nåede hende, besluttede hun sig for at løbe, ud igennem vinduet hvor børnene var forsvundet hen. Alt hun kunne var at håbe på at ulven og dæmonen ville have en smule travlt med hinanden inden de kom efter hende, om ikke andet ville hun bare gerne nå op i luften inden de kom, der kunne hun holde sig i flere timer og eventuelt søge hjælp.

Allerede inden hun var ude af vinduet, var hun begyndt at folde vingerne ud, og da hun satte af fra vinduet, var de foldet nok ud til at de kunne få hende til jorden i en glidende bevægelse og ikke brække noget. Derfra satte hun af fra jorden og begyndte at flyve, ledte efter skikkelsen der var rendt med børnene, om ikke andet så for at sikre sig at hun var i sikkerhed

((Adminbesked: Sego kan først svare tidligst Fredag d. 18 april. Derfor springes han bare over hvis der er behov for det))

Kaya spænede mod bilen. Hun satte febrilsk den skrigende byrde fra sig på jorden og undrede sig over at den anden var total i koma-land, men det var jo bare hendes held. Hun tog i bilens dør uden de store forhåbninger og udstød en lyd af overraskelse og glæde da den gik op. Hun skottede mod hytten og der gik et spjæt igennem hende da det resterende vinduesparti eksploderede i glas og knust træramme da en engel kastede sig ud.

What the...oh fuck! I thought...CRAP!

Kaya gik automatisk ud fra at hele verden var igang med at kollapse om ørene på hende og at hun nu også havde en arrig engel på nakken.

"Why didn't I just stay at home..."

Mumlede hun febrilsk og fik meget uelegant flået ungerne ind i bilen. Den akutte mangel på børnesæder kunne hun ikke tage så forbandet højtideligt lige nu. Bagsædet og bønner til de højere magter. Hun hamrede døren i og låste alle døre indefra imens hun febrilsk ledte rundt efter nøgler. Satans!

Hun flippede en kniv frem og flåede ledningerne frem. Hun vidste heldigvis godt hvordan man fik en bil igang uden nøgler. Tiden med Procella havde efterladt hende med en del værktøjer, selvom hun ikke helt var sikker på at hun havde de rette til præcis denne situation. En lille enkel sag med en varulv var pludselig blevet til noget med dæmoner, engle, varulve og menneskebabyer, og hun var alene.

"not good...come on, come on come on..."

Hvorfor føltes alting som om det tog en milliard år. Hun ventede faktisk bare på at siden på bilen pludselig blev flået ud af et monster så hun tillod ikke sig selv at kigge op imens hun panisk arbejdede med at få skrællet plastik af ledninger så kobertrådende kunne vikles omkring hinanden og hun ville have et funktionelt køretøj.