When loose ends meet.. (Narcissa private)

Sted: Werclare indue by, de skumle mørke gader.
Tid: 00.30 27 Februar.
Vejr: Skyfri Himmel, koldt og uden vind.
Omgivelser: Få til ingen mennesker eller væsner. Ihvertfald ikke åbenlyst.

Helias: Iført en ny sort frakke, bandager på de overdimensionerede hænder, generalt sort slidt tøj.

Helias sad på en altan i den mørke by. De triste gader var stille, mørket og natten havde sænker sig over beboerene. Et par få efternølere vandrede omkring og gjorde deres skumle handlinger i ly af mørket. Selvom flere lys var tændt i vinduer var gaden nedenunder stadig mørk. Mørk nok til at man kunne skjule et ansigt. Det var her folk som ham vandrede rundt, efter eller under deres lyssky ærinder.

Helias smilede for sig selv. Sindssygen hang omkring ham som en tyk kappe. Han så hærget ud. De glødende øjne var indsunket i hans ansigt, kindbenene var fremtrædende og hans læber indtørrede og nedbidte. Han havde følt den første straf for sine handlinger. Hans øjne var endnu okay, men han vidste konsekvensen af at bruge sin evne for meget. Dog frygtede han det ikke. Han ventede på et bytte, et bytte der ville finde ham. Han vidste at hun ledte.

Han kiggede ned under sig og grinte igen. Frakken hang omkring ham med to underlige huller på ryggen. Lange flænger som var placeret nær hans skuldre. Det var godt være forberedt. Han kærtegnede de to knive der sad i hans bælte. Den ene var stor og krum, smedet for mange år tilbage. Den anden var en lige og spids dolk. Ment til at stikke igennem små åbninger. Han havde ikke brugt de to meget længe, men havde valgt at bring dem med sig. Better safe than sorry.

Med et suk forlod han sin post et øjeblik. Han ville våge over gade. Vente. Vente til hun viste sig igen. Han var ikke færdig med hende. Hende evne over lys og mørke var for værdifuld.. og for farlig. Natten ville vise hvad der skulle gøres med hende. Han var forberedt.

Et vindpust fejede en enlig avisside med sig ned over den fugtige gade. I rendestenens skygger lurede små øjne omgivet af pels, og med en hjemmevandt hastighed bevægede dyret sig væk fra de trampende skridt fra kvinden der drejede om hjørnet.

Små sorte flammer imod en sort iris sås ud under det mørke hår, det mælkehvide ansigt var halvt skjult under en høj krave af uld. På trods af de halvhøje hæle der, nærmest provokerende, larmede imod brolægningen, bevægede kvinden sig med en smidighed der lå langt fra et menneskes formåen. På hendes ryg sad et lang sort skede af læder og med en rem skråt ned over hendes bryst.

Narcissa havde forladt jagthytten nogle få timer tidligere. I mellemtiden havde hun kørt byen tynd, flere gange var hun stået ud og havde gået rundt. Hun var udmærket klar over at englen vidste hun ledte efter ham. Det var ligemeget, han skulle nok vise sig. Hvis ikke i nat, så næste... eller næste. Hendes ansigt blev delt af et skarpt smil over tanken.

He is lost in madness. He will do anything for his revenge.

I en let lunten fortsatte hun tværs over den øde gade og ind i skyggerne bag en række containere. Hendes blik gled rundt, på langs brandtrapper og igennem tomme gårde. Hurtigere bevægede hun sig fremad. På hendes høje side strakte en park sig, på hendes venstre begyndte sporadiske almennyttige boligbyggerier. Hun fortsatte lige ud, søgte skyggerne og mørket.

En gyde der ledte imod nordvest var svøbt i et perfekt mørke. De to lygtepæle havde for længst fået smadret deres pærer og Narcissa bevægede sig afsted med en hyænes hurtighed og knapt så lydløse færd.

Helias fik øje på hende fra sit høje udkigspunkt. Han lagde mærke til skeden på hendes ryg, de faste skridt og målet der lyste ud af hendes ansigt.

She is so bold.. so foolish..

tænkte Helias for sig selv og lo. Hun ville blive forbløffet over hvor meget magt frygten besad.. Lille dæmon som ikke kendte til den sande frygt.

Med en respektløs ligegyldighed lod Helias sine vinger fri. De rev igennem tøjet indvendigt og maste sig igennem de skårne huller i frakken. Smerte var intet i forhold til det der ventede ham. Sidst han havde brugt sin evne og fløjet havde han ligget i smertekramper i timevis. Først efter dem kunne han stå igen. Nu sad han her, klar til at forsætte.

Med endnu en latter slog han med vingerne og lettede. Han satte vej mod gyden hvor Narcissa gik.

Let her think she is smarter.. Let her think she is stronger..

Tænkte han og med nød og næppe holdt han an kaglen tilbage. Han følte den brændende eufori løbe igennem ham, antændt af forventningens illusioner om hans planer.. Han havde planlagt meget for den lille dæmon.

Næsten lydløst lod han sig selv sænke ned i gyden. Vingerne blev foldet tæt bag ham, der var lige akkurat plads nok imellem de smalle vægge til at han ville kunne lette igen. Mørket skjulte ham, for nu, men han kendte til hendes evner. Mørket ville ikke hjælpe ham meget her.

Han stirrede afventende imod hende og grinede for sig selv. Han burde præsentere sig..

"I see you have returned.. Good.. I would hate to think you would shy away from me.."

hans bløde stemme gled ud fra mørket imod Narcissa. Den var lokkende, stille men frem for alt var der noget helt galt i den. Han kunne ikke længere gemme det had og den vrede der nu boede i hans sjæl. Han kunne i ikke holde sin aura tilbage. Han kunne blot lade det hele gå sin gang og agere fra hvor han stod.

Natten holdt så mange løfter..

Mørket i gyden strakte sig, kun brudt af vindens susen og de høje klik fra Narcissas støvler. Hendes indre boblede af forventning, men også lidt af en sær uro. Var det frygt?

Vervloekt zij de engel!

I dæmonens øjne sås et lynende skær af had og vrede. Han havde rent faktisk fået hende til at frygte? Ikke bare føle afmagt, eller uro over at være i en situation hun vidste hun ikke kunne klare. Nej, hvidglødende, gennemgribende og uforklarlig frygt, og det sad stadig i hende fra natten inden.

Hun mærkede ham allerede inden hun hørte hans åndedræt og stemmen der fulgte. Narcissa slukkede for alle unødvendigheder; vejrtrækning, blinken og musklers ufrivillige små krampetrækninger.

Det skarpe ansigtet vendte sig langsomt og de sorte øjne gled i hans retning - dog uden nogensinde at lade blikket glide højere op end i knæhøjde. Nej, hun ville ikke give ham dén sejr igen. Langsomt mærkede hun hvordan hendes krop blev påvirket af hans aura, små prikkende fornemmelser i hendes fingre, ører og tæer.

"Shy away? From you? Oh my dear... I am much too fond of games to let a good fun pass me by."

Mørket i gyden blev fortættet, strammede sit greb om dæmonen og englen. Hun vidste at han selv havde påstået at han var et væsen af mørket, men der var én fordel ved hendes eget mørke frem for det der allerede lå omkring dem. I hendes magiske univers kunne hun se - det kunne han ikke.

"Now... let's play!"

Roligt og lydløst, i modsætningen til hendes skridt få øjeblikke tidligere, bevægede hun sig i en bue hen imod ham. Ganske langsomt rakte hun en arm op bag sin skulder og greb fat i sværdets skæfte.

Helias lo stille da mørket samlede sig om ham. Skulle han lade tæppet gå og stå frem på scenen med Dreadbringer i sine hænder.. Eller skulle han blot..

Med lyden af tusind dødes skrig slog Helias vingerne ud og lettede. En kraftigt vindpust brød igennem gyden. Han var ligeglad med menneskelige øjne. Han var ligeglad med smerten der brændte i hans lemmer. Han var ligeglad med konsekvenserne. Han stirrede blot ned mørket imens han råbte imod kvinde.

"We shall play.. but it will be by my rules.. Come up and join me and let's talk of fond memories.."

Han lo, højt og skingert og svævede over hustaget. Styrken forlod ham pludseligt, hurtigere end han havde ventet, og han faldt til det hårde underlag. Hurtigt kom han på benene igen, med sved perlende ned af ansigtet. Randerne under øjnene var sorte og dybe og trækninger af smerte viste sig i hans ansigt.

Han ventede spændt på Narcissa. Ville hun komme med bål og brand som han håbede? Hvis ikke ville han blive frygteligt skuffet..

"And a coward he is too!"

Ordene fulgte hans rejse op imod himlen og Narcissa så hvordan han brød fri af hendes forlængede skygger.

En hidsig grimasse løb over hendes ansigt. Sig mig engang, troede han hun var total idiot eller hvad? Hun hørte en bumb oppe fra bygningens loft og løftede undrende et øjenbryn. Hvilke fælder mon der ventede hende deroppe?

Med en resolut mine løb hun over til muren der tilhørte nabohuset til dén bygning Helias stod på. Med skyggerne omkring sig som en dækkende kappe begyndte hun sin opstigning. Først op af en brandtrappe, senere hen over et par vinduer og et nedløbsrør for til sidst at være nødt til at bore hendes skarpe negle direkte ind i stenene.

Narcissa trillede rundt og lå på bygningens tag, de sorte øjne stirrede op i nattehimlen. Kravleturen havde tærret på hendes kræfter, og det var ikke nem for hende at blive ved med at manipulere hendes egne skygger.

Langsomt rejste hun sig og konstaterede tilfreds at de to huse var af cirka samme højde. For englen ville hun være en stor bevægende masse af skygger på taget på den anden side af gyden. Hun lod sin stemme klinge igennem et vindpust over til ham.

"Your rules? Oh... but I hate rules!"

Lyden af metal imod en hård kant afslørrede at hun havde trukket sit sværd - og intet gjort for at skjule det for ham.

Helias lo højt og dybt denne gang. Hans gale øjne rettede sig mod skyggerne. Allerede nu var hans pupiller større, omend det måske var pågrund af mørket. Rædslens dyb lå gemt i dem som han talte til Narcissa, pegende imod hendes skygger.

"Oh, but you will obey.. Unless your storehouse gets involved in our little game."

hans bløde stemme blev båret af vinden. Minglede sig med vinden. Nedbrød vinden. Han iagttog skyggerne, prøvede i sin skadefro at fange et glimt af hendes ansigt. Begge hans hænder hvilede på de to knive. Havde han haft sit sværd var han blevet i gyden. Men det var væk, længe glemt.

Helias rettede sig op og grinede imod hende, eller hvor han mente hun var.

"You will not believe me and try to deny it... Go ahead.. What proof do I have? Except the soon to be smoldering ruins of your precious memories.."

han smilte bredt. Et smil så indsyret i ondskab og galskab.. Et smil så bredt at hans hvide tænder næsten skinnede i mørket. Der var ingen tvivl om at han var gal... Gal og farlig.

I rolige bevægelser trak hun til højre og stoppede lige inden hun bevægede sig ud af den store bobbel af mørke, hun havde kreeret omkring sig. Med et ryk frøs hendes bevægelser og store sorte øjne rettede sig imod Helias.

The storehouse?

Helt stille betragtede hun ham hen over mellemrummet imellem tagene. Vinden sled i hendes hår og hylede i hendes øregange, men hans stemme nåede hende som var ordene udtalt få centimeter fra hendes øre.

Englens latter fik dæmonen til at blinke et par gange. Han var langt nok væk til at hans aura ikke påvirkede hende synderligt, men alligevel var der en hul genkendelse over latteren. Dybt i Narcissas indre rørte issplinten på sig, den lille lomme han havde formået at fylde med rå frygt krængede sig åben og hun måtte kæmpe for ikke at lade sig påvirke.

Sekunder senere gik erkendelsen op for hende - han havde taget hendes lager som gidsel. De sidste værdigfulde ting fra hendes fortid. Genstande der mindede hende om stort set hele hendes liv, hendes fader, herregården, Holland, europa... alt.

Hvæset der kom fra, den nu smuldrende, skygge-bobbel var så hadefuldt, at luften næsten blev flænget. Et par af nattens fugle lettede med en hæs kaglen og fløj bort i vinden. Narcissa trak vejret dybt ind igennem sin næse, men der kom aldrig nogen udånding. Det eneste der skete var at skyggerne omkring den mørkklædte kvinde lagde sig omkring hendes fødder som en tung tåge over en mose - hun selv var placeret i dens venstre udkant.

"How dare you!"

De sorte øjne lynede imod ham, hun stod stadig med sværdet i hånden og alt omkring hende emmede af raseri, frustration og drabslyst.

Shit... This really changes the game!

Helias blev fyldt med ekstase over harmen i hendes stemme. Den brændte ind i ham og fyldte kamre han ikke troede eksisterede. Igen lo han stille og rettede sig fuldt imod hende, nu hvor han kunne se hende igen. Hans øjne var... anderledes end sidst. Mørket i dem havde bredt sig. Pupillerne var større, mere unaturlige. Han så ud som om han ikke havde sovet længe.

"Oh I dare many things.. Amongst those destroying memories for hundreds of years.."

Hendes reaktion havde været som forventet.. Nu var det tid til at tage planen videre.

Helias tog et skridt frem og bukkede let. Hans smil var hånene og muntert.

"My fair little Narcissa.. Allow me to look at that sword of yours. Wouldn't want anybody to get hurt would we."

Der var ingen spørgsmål i hans stemme. Kun kolde ordre. Han havde overtaget og han vidste det. Med rolige, varsomme bevægelser trådte han nærmere hen over taget. Hans hænder hang langs siden, de slidte bandager dækkede stadig hvad der end var under dem.
Helias løftede sin hånd med håndfladen opad og hans stemme var som flydende is i mørket.

"Give me your sword."

Hun overvejede et kort øjeblik om hun kunne nå at stikke af, løbe alt hun kunne, finde sin bil og køre dødsræs til Werclare og hendes opbevaringsgarage. Men på trods af at der var et gabende hul imellem dem, dér hvor gyden skar sig igennem bebyggelserne, så havde han en kæmpe fordel - vinger!

Selv hvis hun formåede at slippe væk, ville han kunne indhente hende. Desuden, hvis han rent faktisk mente dét han sagde, så var risikoen for at der kun var gløder tilbage i lageret når hun nåede frem, stor.

Der steg en svag knurren over Narcissas læber da Helias gjorde mine til at ville have hendes sværd. Hans hånende tone stak til hende og skubbede hårdt på samtlige af hendes røde knapper. Havde det ikke været fordi hun virkelig virkelig ikke ønskede at der skulle ske noget med hendes ting, så havde hun siddet i struben på ham allerede.

"How do I know that they are still there? That you did not destroy them in a mad fit of yours?"

Hendes krop rørte sig ikke ud af flækken da han bevægede sig tættere på kanten af dét hustag han stod på. Hvor mange sekunder det mon ville tage ham at flyve hen på dét tag hun stod på? Hvor hurtigt kunne han indhente hende hvis hun spurtede nu?

"You want my sword? Okay... here you are!"

Ganske langsomt strak hun armen op og fik med en øvet bevægelse lempet sværdets spids ned i skeden. I en glidende gestus gled sværdet helt i - som en fredsforsoning.

Dog blev den aldrig underskrevet, for i samme bevægelse spændtes hendes muskler og i ét ryk flåede hun hele skeden af sin krop og kylede sværdet i en bue ud fra taget og ned i mørket imellem dem. Med en hul klasken kunne de begge høre hvordan det landede i gyden under dem.

"Please, do go get it."

Hendes stemme var kølig og tonløs. Hun vidste at han om et kort øjeblik ville have overhånd - så snart han stod på hendes tag og var inden for få meter af hende.

Do not look him in the eyes... no matter what! The pager!? Narcissa THE PAGER!

Endnu en dyb hvæsen slap hendes strube, men den blev næsten kvalt i et vindstød, så voldsomt, at man skulle tro vinden forsøgte at beskytte byen imod de to fremmede og de farer de udgjorde.

Helias øjne snævrede sig sammen ved Narcissa's ord.

"Mad? I am not mad.. Finally I have awoken from an illusion spanning decades.."

hans vrede steg. Det kaos der eksisterede i hans aura steg. Blev vildt og flakkende. Hans glødende øjne blev nærmest flammende i mørket.

"I am not mad!"

Hans stemme rungede ud i mørket og slog imod hende. Igen blev hans enorme vinger slået ud med hvisken fra graven. Vinden fik hans mørke hår til blafre omkring hans ansigt. En skygge i natten.

Med et enkelt slag af sine vinger steg Helias imod himlen. Klasket fra skeden blev kvalt i hans brøl af vrede. Han dykkede ned mod Narcissa og stoppede nogle meter fra hende.

"You made a grave mistake! Your memories.. Your life.. I will drown them in a rain of fire and your pain will be a legacy of horror to your kin!"

Helias stemme var som et brøl fra et monster. Alt menneskelighed var forsvundet i de gale øjne. Spyttet stod fra ham i det sparsomme lys og han rejste sin højre hånd imod hende.

"Beg vermin! Beg and I shall spare your precious memories.. If not, you shall experience why I am Fear and Darkness!"

Hendes sorte øjne fulgte hans færd hen over hullet imellem dem, og hun vidste at han snart ville kunne gøre stort set som det passede ham. En slank hånd kravlede ned i hendes jakkelomme og trykkede på pagerens lille runde knap.

Please hurry... he is gonna tear me to shreds!

Narcissa lod begge ærme hænge ned langs siden og hun sænkede hovedet. Ikke for at give ham den underdanige gestus hele bevægelsen udgjorde, men for at undgå hans blik, og samtidig for at skjule den grimasse der krøllede hendes ansigt sammen, på samme måde som hans aura fik hendes indre til at krølle sig sammen.

"I... I... My things... don't... I... You are... They..."

For helvede, hvorfor ville hendes tunge ikke gøre som hun bad den om? Hundæmonen mærkede hvordan flere af hendes lemmer snurrede eller blev følelsesløse - deriblandt hendes tunge. Selv hvis hun rent faktisk havde villet trygle om at hendes ting ikke skulle smadres, så kunne hun simpelthen ikke.

Hen over det mælkehvide ansigt, der var halvt skjult af mørkt hår, gled en trist mine. I hendes indre mærkede hun en vild utilfredshed bølge igennem sig. Alle de minder, alle de genstande... hendes liv. Resterne af hendes historie i Holland...

Dæmonen hævede hovedet en smule og skød hagen frem imod ham, stadig undgik hun at se ind i hans øjne. Frygten fra natten inden, lå lige under overfladen og lurede. Narcissa forbandede hans engleaura langt væk og kæmpede for ikke at ryste som et espeløv i vinden foran ham. Skyggerne der lå om deres fødder vred sig som fortvivlede og krøb rundt uden mål eller mening.

Med et gisp strammede hun samtlige muskler i hele kroppen - de der ville lystre - og gjorde klar til at tage imod slaget af hans behandskede hånd.

Helias betragtede dæmonen foran ham. Hans vrede blussede op og utallige minder skar sig igennem hans kaotiske sind. Med en kraftanstrengelse holdt han den behandskede hånd tilbage og trædte frem. Stemmen der flød fra ham var kold, blød.. og truende på en anerledes måde end før.

"Look up Narcissa.."

Hans kolde smil vendte tilbage som han begyndte at fjerne bandagerne fra sin højre hånd. En metallisk handske af ukendt metal kom langsomt til syne som de slidte stykker stof blev taget af. Metallet var gråt og virkede som om det sugede lyset til sig istedet for at reflektere det. Gamle runer løb langs handsken op hans arm, spundet i en urgammel kraft, på et sprog der var blevet tabt i tidens tåger. På hver finger lyste en blodrød rune op, et navn for hvert aspect af frygtens væsen.

Helias rejste hånden igen, pegefingeren løftet imod Narcissa.

"Allow me to introduce you.. This is Dreadbringer.. Learn of his works."

Med et dyb vejrtrækning ytrede Helias ordene der var nærmest.. tilbedende.

"Terror Lator. Ego advoca vires. Per verum verbum timore .. Contremiscunt!" Dreadbringer. I summon your powers. By the true word of fear.. tremble!

Runerne på handsken flammede op i mørket, så kraftigt at Helias ansigt blev badet i det blodrøde lys. Hans pupiller udvidede sig til tomheden var tilbage og et ekstatisk smil bredte sig i hans ansigt som den urgamle kraft strømmede igennem ham. Runen på pegefingeren stod klarest, de andre stadig kun glødende. Han lod kraften strømme fra sig og direkte imod Narcissa. Det var på tiden at dæmonen lærte at frygte ham i sandhed.

"Is it wise to play with holy things, when your soul, or lack of it, has been cast out. It's not my place to judge of course. I just remember how large it took on you before you rolled of the deep end. You do know this is going to backfire...hard...right?"

Stemmen var lavmælt gennem mørket. Stemmen var rolig, næsten blid. Der var intet foruroliget hjerteslag bag stemmen, intet forpustet åndedræt.

For de overnaturlige kunne den svage puslen af fodbalder mod våde sten høres. Procella skilte sig langsomt ud fra mørket. Hendes ansigt var afbalanceret og hendes øjne var ulæselige. Det lange mørke hår bevægede sig let om hendes skuldre i vinden. Skuldre der var halvt blottede, for Procella var iklædt noget meget atypisk.

Hendes fødder var bare, og med glidende katteagtige bevægelser skilte hun sig ud fra mørket, med retning mod Helias. Skyggerne var nærmest uvillige til at slippe hende. De ravfarvede øjne glitrede.

"Are you asking for mercy or demanding it Helias? I remember a time when the pleading was flowing freely from your lips. You want to talk about truth Helias? What about deceit? Forcing the ones you love. Is that truth?"

Den lange florlette hvide kjole blev af vinden smøget ind til Procellas skikkelse. A vision in white. Som et drømmebillede fra en fjern fortid.

"I never begged. I never feared. I never trembled. You don't want that. I know you. The only thing you truly want. Truly long for. Is me. You begged me, time and time again. To belong. To get my love. To find peace. Do you think I will love you if you inflict pain and fear in a demon?"

Procellas ansigt udviste ikke en eneste dråbe af usikkerhed eller frygt da hun trådte ind mellem dæmonen og englen. Et lille blidt smil gled over hendes læber.

"I am not a dream. I am not a figment of imagination. You can not force me by magic or terrorize me to love you. It is never too late to start over. Stop hurting now. I still offer what you begged for back then. Worship me, and I will give you love. Deny me, and you will feel my anger. Beg me, I know you want to"

"Beg for it...Come on...I know you want to..."

Næsten de samme ord. Så mange år siden. Men denne gang var der en blidhed over dem. Kjolen omkring Procella blæste imod hendes krop og gjorde hende næsten til et kunstværk at se på. På den eneste side var der en ekstrem styrke i hende, som en ærkeengel på et kort der rakte sine tilgivende arme ud mod ham. En græsk gudinde, der kunne skænke fred og helvede, alt efter hvad han valgte. Samtidig var der noget næsten ufornægteligt uskyldigt, uberørt, nærmest jomfrueligt over hendes fremtoning. Det var den underligste blanding af alt og intet på samme tid.

Narcissa registrerede ikke længere den bidende vind omkring dem, ej heller skyggerne der krøb over jorden i en forvirret dans. Det eneste hun havde travlt med, var at holde hendes krop i ro, ikke at give over for den voldsomme kvalme og prikkende fornemmelse der spredte sig over huden for hvert skridt Helias kom nærmere.

"...you..."

Hun ville enormt gerne have svaret ham, have fortalt ham at nok betød tingene i garagen meget for hende, men hendes egen eksistens var trods alt vigtigere end nogle minder. Dog ville hendes krop ikke reagere.

Narcissa mærkede hvordan hendes ben gav efter og hun landede på knæ, med hængende hoved foran ham. Diverse eder gik igennem hende og hun trak vejret dybt ned i lungerne.

Det røde lys der pludselig hang omkring dem fik hende til at se op med et ryk. Handskens runer skar sig næsten ind i hendes bevidsthed og i løbet af et splitsekund var hun oppe og stå og havde sprunget to hop baglæns. Øjeblikket senere hørte hun Procellas stemme.

Hundæmonen havde stadig en stirende fornemmelse i flere af hendes led, men det var som om Helias aura var blevet lettere at håndtere for hende.

Narcissa stod nu bag Procella og kunne kun skimte Helias' skikkelse på den anden side af hende. I en handling af inspiration over situationens æstetik lukkede hun øjnene. Omkring dem begyndte skyggerne at danne en slags kapsel omkring dem. De tre personer på toppen af bygningen blev afskåret fra resten af verden omkring dem, et sort mørke der skilte dem. Men midt i mørket lyste skinnende hvidt lys ud af dæmonens hud og forhindrede deres øjne i at blændes fuldstændigt af mørket.

Fra Helias' vinkel ville Procella i den hvide kjole næsten stråle af det klare lys der slog ud imod muren af mørke skyggerne omkring dem. Mørket forhindrede ydermere nysgerrige øjne i byen fra at se det spetakulære syn på toppen af bygningen. Helias blev oplyst og det var næsten som om lyset tog pusten af hans aura og af hele hans mørket væsen. Der var noget ynkeligt over det sammensunken ansigt der ikke længere kunne skjule sig i mørket.

Hele opbygningen af det lille univers af lys og mørke tog kun nogle ganske få sekunder. Narcissa stod som en skåret statue med de mørke øjne hvilende på Procellas hvide skuldre.

Helias frøs fuldstændigt. Hans vejrtrækning stoppede et kort øjeblik. Stemmen der blev båret over vinden sønderrev ham i tusind stykker, inden den samlede ham igen. Kræften i handskerne summede i stilheden. Så blev den brudt af et gisp efter luft.

Helias fik ikke frigjort kraften. Den vendte sig i stedet imod ham. Som tunge kæder lænkede den hans krop, fik hans enorme vinger til at sprede sig ud, hans arme til at rejse sig som gløden fra samtlige runer brændte igennem ham. Som fæstet til et kors stod han et øjeblik fyldt af lidelse og smerte. Så sank han til jorden. Gispende efter vejret. Der var ingen kraft over ham mere. Ingen frygt. Kun et ynkelig væsen, brugt og ødelagt.

"O Pater coelestis, quare me crucias?" Oh father in heaven, why do you torment me so? Helias stemme var knækket. Den flød fra ham imellem gisp, vidne om den smerte han følte. Han rettede sine trætte kolde øjne mod Procella, der skinnede som en gudinde foran ham.

"I see you mistress.. It has been so long has it not.."

et blidt smil spredte sig over hans ansigt, og igen så han ung ud. Mindre hærget. Som han havde gjort før vanviddet havde grebet ham.

"How can I beg forgiveness? I did an unforgivable thing.. Blinded in love, seduced with promises.."

han kluklo let. Det var en kold og hånende latter, rettet imod hamselv. En enkelt tåre af blod faldt fra hans øjne, hans blik stadig rettet imod Procella's oplyste figur.

"I brought it from the crypts.. I haven't slept for days.. Nightmares haunts my dreams.. Father in heaven, what did I do to suffer so much.."

Han rejste sig stille. Vaklede, svag som han var. Hænderne hang ned langs han sidder, afkræftede og uden trusler.

"You say you will give me love.. Is this not just another feverish dream? I do not know.. I cannot tell what time we are in.. For how many decades have I strode through darkness, oblivious.. The father has cast me out of heaven.. The lord has denied me his servitude.. Love have turned its back on me.."

han rettede hovedet mod himlen og igen faldt tårer af blod fra hans mørke øjne. Pupillerne havde nu dækket det meste af hans iris. Han stod bare stille og afventede, ignorant i hans egne tanker.

Procella rakte en hånd ud mod Helias, med håndfladen vendt op mod nattehimlen.

Mistress. I have been called that before, of lips not of your kind. I do not offer forgiveness. That requires redemption, and you are not ready. You are in mourning of what you lost, but you have no remorse. You forget yourself, fallen one. I did not promise you love, marriage. You took it. Without asking.

Procella brugte uden nåde det bånd der var mellem dem og lod ham se sandheden som den var. Viste ham hvad han var blevet til.

Do not steal. Do not rape. Do not kill. These are not polite suggestions. These are codes of behavior and those of you that ignore them will pay the dearest cost. Do not to push the bounds and cross over, into true corruption. One day you will look into the light, and you will reap it. I am Reaper. And I will send you home. The lord never cast you out Helias. You flew out. You have tried. Fought to get back. But some where along the way...you are...broke...

"Come...take my hand...."

Procella hviskede lavmælt, som om der kun var de to i lyset.

"I can take away the darkness and emptiness in your heart. Come to me. In blood. Like before..."

Love is peace. Dreams. Sleep. No more pain. I can give you everything. Take my hand...

Helias begyndte at ryste som Procella's vilje nådesløst trængte sig ind i hans sind. Ordene var som dødens klokker. De talte sandheden, omend han kæmpede for ikke at anerkende den.

I could explain how I did not know the magic.. How i tried to take the ring from you.. but it would be half the truth. I did not fight enough.. Redemption.. Salvation.. The end of everything..

Helias vente sig stille imod Procella, kiggede imod hendes udstrakte hånd. Hans ansigt var tomt, hans bevægelser mekaniske som han stille gik frem imod hende. Bandagerne faldt af den venstre hånd og afslørede en handske magen til den højre. Runerne her var også udslukte, som om kraften var blevet taget væk af hans viljeløs stadie.

"You cannot give me light.. You can only take away the darkness. Reaper. Procella. Amare.."

Han tog stille hendes hånd. Han var knækket. Nedbrudt. Uden vilje. Han ænsede ikke mørket eller lyset omkring sig. Ænsede ikke Narcissa, fjenden han havde kæmpet imod. Han lagde ikke mærke til blodet der havde løbet fra hans øjne, ej heller det der nu flød fra handskerne. Prisen han havde måtte betale.

"In morte videre veritatem. Sanguine, ego vendere anima mea. Finem." In death I see truth. By blood, I sell my soul. End it.

Han overgav sig fuldt til den lysende skikkelses nåde. Der var intet tilbage at vinde. Intet at kæmpe for. Det var slut.

Procellas bryn rynkedes let da han lagde sin hånd i hendes. Hendes ansigt var stadig komplet ulæseligt. Langsomt hev hun englen ind til sig. Det så lidt...mystisk ud. Han var meget højere end hende. Alligevel var der noget moderligt over hende da hun favnede englen og strøg hans hår.

"Sccch....no more pain....We can take the pain away Helias"

Hviskede hun ind i hans hår, og strøg ham blidt.

Give yourself to me Helias. Bound by word, blood and magic. I will take your pain away. The darkness. I will protect you until you beg me to go home. That I can give you in return. I am giving you permission. Worship me, and there will be no more pain. Redemption. Salvation. It will be yours. Give yourself to me..."

"Say the words....no more pain. No more tears"

Hviskede hun stille. hun trak sig tilbage længe nok til at kunne fange hans øjne og fastholde hans blik.

Narcissa skælvede af udmattelse, det var ikke ligefrem fordi det var nemt for hende at holde magien sikret på denne måde. Heldigvis havde Helias' aura fået frataget pusten fuldstændig og var ikke længere end udfordring for hende.

"Helias... let her do it. No more pain!"

Lyset omkring dem blev kraftigere, lidt mere usikkert og Naricssas ansigt blev underligt stift og hendes øjne matte.

"No more pain..."

Stemmen var fraværende og sagte.

"Just kill him for fucks sake!"

Med ét forsvandt lyset og skyggerne omkring dem flakkede i den hårde vind. Dæmonen trådte et skridt til siden, stadig inde i den mørke bobel og lod de sorte øjne finde Helias'.

"Procella, just end this..."

Narcissa's stemme nåede ham igennem tågen der havde lagt sig om hans sind. Et sted dybt i sit indre begyndte han at kæmpe imod. Håden der holdt Procella's begyndte at ryste.

Servitude.. Masters.. Dread.. Pain through decades.. Redemption..

hans tanker flakkede vidt omkring. Krige kom frem i hans sind. Grædende ansigter. Mennesker der havde takket ham. Mennesker der havde forbandet ham. Dæmonen der var døde med en forbandelse på læberne.

Blodet dryppede stille fra handskerne som vinden rev i hans tøj, hår og fjer. Han stemme skælvede men var blevet dybere. En anelse mere fast.

"I.. serve.. death already.. You.. the pain.. darkness is.. I.. You broke me.."

han kiggede Procella dybt i øjnene. Hans aura begyndte at vende tilbage, omend den ikke engang kunne påvirke et barn. Vilje kæmpede for at bryde magien over ham.

"You.. will grant me redemption.. through death.."

han stemme var konstarende. Han så igennem løfterne. Hun ville dræbe ham for sin egen frihed. For at verden skulle blive et bedre sted for hende og dem hun elskede. Der var ikke længere plads til ham. Båndet holdt ham stadig i sin magt, men de ønskede ord forblev usagt.

Procella lagde blidt sine hænder om Helias ansigt.

I am not a demon. You where broken when I met you. You just hung onto me like a sailor over board. I can save you again. Grant you peace. I will not kill you. I just said that. I will give you peace, until you beg of me to send you home. That is a promise from me to you. I will protect you.

Hendes fingre strøg ham blidt over kinderne

but you have to give yourself to me. You have to declare it. I will not be deceived again. You broke the trust Helias. I do not fear you. But I can give you love. You have to be willing to give up the darkness. Can you do that? Or will you be a slave of it? The choice is yours. Will you let me take the darkness and pain? Are you strong enough to let me do that? Or are you afraid that life can be more than pain? You are afraid Helias. Always. Let it go.

Dæmonen, der ikke kunne følge deres indre dialog, begyndte at blive utålmodig. Så vidt hun havde forstået ville Procella have ham ryddet af vejen, så han ikke kunne være en trussel imod hende, Wicked eller børnene. Hvorfor stod hun så her og var tøvende?

"You swore to kill him!"

Narcissas sorte øjne borede sig imod Procellas ansigt idet hun bevægede sig i en bue uden om det tætte par. Hun farede sammen da noget kildede hende på kinden. Med en hidsig mine rakte hun ud og flåede hidsigt en håndfuld lange sorte fjer ud af englens vinge.

Arrigt kastede hun dem imod Procella og Helias der stadig stod som to stenfigurer i en underlig tæt omfavnelse.

"Stop that, whatever you are doing. He needs to die!"

På hundæmonens fingre begyndte neglene at gro fremefter og forme sig om lange sylespidse kløer, hun rakte langsomt og truende en hånd op imod Helias' vinge, imens hun krummede sig let forover for at få bedst muligt balance, i fald at han skulle slå ud imod hende.

"Stop fooling him, and kill him allready. You swore to kill him!"

Stemmen var tynd og skarp af vrede, men der var langt til dén hidsige teenagerdæmon hun havde teet sig som, for blot få uger siden.

She has no respect for Wicked? That dammed angle actually tried to take her from him. He needs to die!

En minimal ændring i hendes krops balancepunkt afslørede for de trænede øjne at hun sekundet efter ville sætte i spring imod Helias side og ene vinge.

Helias bemærkede knap nok smerten fra hans vinge da de sorte fjer blev hevet ud. Med en ceremoniel mine rejste han hånden til sin pande og talte med en dyb, kraftfuld røst.

"Ego abdicare nomen timere. Ego abdicare in fœdus tenebrarum. Hinc foras, ego esse vacuum. Ligatus fuero verbum, et sanguinem magica, quae habet in pectore tollunt." I resign the name of Fear. I resign the pact of darkness. Hence forth, I shall be void. I shall be bound by word, blood and magic, to she who holds the bond in her heart.

Hans hånd malede et gammelt tegn, glemt i tiden, runen for void. Hans aura begyndte flakkende at blive stærkere, at vende tilbage til sit sande stadie. Hans øjne blev mere levende omend pupillerne ikke ændrede sig. Hans vanvid havde kostet ham dyrt.

Helias vendte sig imod Narcissa med et blik så koldt som isen selv.

"Do not tempt my wrath demon.. You have been spared.. I will harm you no longer, so retreat.. Now.."

Vinden greb hans hår og tøj og flåede det omkring ham. Igen spillede rædslen i hans øjne og hans figur oprejst og stærk. Noget havde ændret sig i ham. Drastisk.

Sejren bruste igennem Procella

He did it...he actually did it...

Procella skubbede sig kort bort fra Helias. Flåede op i den hvide kjole og greb fat i hans hånd.

Hah...stupid bitch. I learned...

Hun tog Helias blødende hånd og pressede den mod sin hofte. Det lille modermærkede syntes pludselig tredimensionelt, da englens blod blev suget ind gennem hendes hud og absoberet af symbolet.

"Bound, by word, blood and magic. No more Fear. No more darkness. You are mine now..."

Procellas ord var rolige men der var et underligt smil på hendes ansigt.

Bloody hell...BLOODY HELL! I DID IT! I ACTUALLY DID IT!

Det var svært for hende ikke at begynde at danse rundt og skrige af grin på taget. Hun blottede tænderne irriteret da et trak bag hendes bryst fik hende til at slippe kjolen og glide rundt om Helias.

"Stop it Narcissa. Don't make me hurt you. Leave the angel alone. Helias is mine now. Let it go. I swore to kill hgim, and I did. At least...the part I needed to kill"

En kulderystelse gik gennem hende. For satan. Det havde virket til perfektion at optræde i kjolen, men fårk! Hendes fødder var følelsesløse af kulde.

"Can we gome home? I uhm...Are you guys gonna kill each other, or can you play nicely now?"

De gyldne øjne vendte sig skiftevis fra dæmon til engel og hun holdt en arm ud mod begge imens hendes krop udgjorde en slags buffer mellem dem.