knok knok.. who there - Cia

Dato: 1/3-2021
Tid: 19:34
Årstid: Vinter.
Vejr: Solen er ved at gå ned, gnaske roligt vejr.
Sted: Sheria by, hjemme ved Koda.
Omgivelser: Et lejligheds kompleks
Påklædning: Kodashi har som næsten altid sin yndlings trøje på der er pink og med sorte stribe, et par sorte bukser, og sin sorte hat.

Det var hen på aften, Kodashi stod og malede i sin lejlighed. Hun havde haft massere af inspiration efter hun havde mødt Gracy første gang som nu resulterede i at der var en hel masse malerier i hele stuen. Malerierne stod tæt pakket op af alle vægene nogen af dem med ryggen ud til stuen andre vendt rigtigt. Dem der ikke var vendt med front ud i mod stuen var de billeder Kodashi havde malet lige efter alle sine overfald. De blev bare så dystre at se på.

*Kom nu lidt ud af din lejlighed Kodashi... Du har ikke været uden for i dagevis nu*

kodashi havde ikke bevæget sig ud fra sin lejlighed i 3 dage nu, hun havde udviklet en mindre frygt for blot at gå ud for sin dør, men det var der ikke noget at sige ved da Kodashi var blevet overfaldet 3 gange på en måned. Man kunne dog ikke se på lejligheden at hun ikke havde været ude for en dør. Det eneste spor der rigtigt kunne være af det var det nu efterhånden halvtomme køleskab der var. Opvasken var taget og der var rent og nydeligt, men hvis Kodashi ikke snart kom ud for en dør ville hun nok ende med at blive helt indelukket og begynde at rode.

Kodashi lagde sin pensel fra sig og gik ud i køkkene for at hølde en kop kaffe op. Kodashi tog en tår af den men rynkede på næsen over kaffen var kod. Med et suk stillede Kodashi koppen ind i sin mikrobølgeovn og satte den til to minutter.
Kodashi lod blikket glide ud over sin lejlighed og sukkede lidt. Hun var entelig glad for sin lejlighed men overvejede stærkt at flytte, bare for at være sikker på ingen kom og overfaldte hende her igen som en sindsyg dæmon havde gjort. Sikke et rod det entelig var.

Nogle hundrede meter fra lejligheds komplekset blev en lille sølvgrå bil parkeret. En spinkel kvinde med langt mørkt hår trådte ud, med en mørkebrun lædertaske over den ene arm, høje stilletstøvler, en stram lårkort og en fiks kort sort uldjakke.

Kvindens gang hen over parkeringspladsen, det lille fortorv og hen foran dørtelefonen, vidnede om en kvinde der hvilede i sig selv. Der var en ælde over hende, en selvbevidsthed som ikke tilhørte masserne, og som gav hende en fremtoning der ville få blikke til at vende sig på lang afstand. Dog bar hun en rolig, og på ingen måde, selvhøjtidelig mine.

Dørtelefonen ringede et par gange før den blev svaret.

"Kodashi, good-evening. May I come up?"

Et skævt smil straktes over hendes blodrøde læber da hun hørte menneskets usikkerhed. Hendes frie hånd purrede op i håret inden hun greb om dørhåndtaget og trådte ind i opgangen.

Kodashi var midt i at tage en tår af sin nu genopvarmede kaffe da dør telefonen ringede. Kodashi fik et mindre chok og spildte noget af kaffen ned på gulvet. Med et suk stillede Kodashi kaffen fra sig og måtte lige tørre op inden hun gik hen for at svare på dør telefonen.
Endelig fik Kodashi kommet hen til døren og tog dørtelefonen.
Kodashi stivnede næsten da hun hørte stemmen, det minnede ufatteligt om kvinden fra gyden... Narcissa eller hvad hun nu havde kaldt sig selv.

"Kom ind" sagde Kodashi med lidt usikkerhed i stemmen over at skulle lukke en fremmede ind i sin lejlighed. Men hun kunne ikke bare lukke sig helt ude fra omverden.

Kodashi rystede på hoved og blev overbevist om det ikke kunne være hende og valgte bare at lukke kvinden ind. Kodashi åbnede sin hovedør så kvinden bare kunne komme ind og gik tilbage hen og betragtede sit nye værk. Det var et potræt af en lille dreng der sad og grød-- Kodashi vidst ikke lige hvorfor hun ville male det, men det havde hun gjort.

Trappen var hurtigt tilbagelagt, og endnu et smil lyste op på dæmonens ansigt da hun så den åbne dør. De høje hæle sendte rungende lyde ud i opgangen da de hamrede imod trægulvet i entreen. Døren blev lukket lidt for hårdt.

"What a pretty picture!"

Hendes fløjlsbløde og kølige stemme smøg sig omkring i lejligheden, næsten som om den undersøgte den før øjnene fik mulighed for det. Narcissa bevægede hurtigt igennem entreen og ind i den lille stuen, hvor hun stoppede op i døren og betragtede mennesket. De sorte øjne var dækkede af et par solbriller, på trods af årstiden og at det næsten var helt mørkt udenfor.

"Glad you had the time for at visit. Wine?"

Hun hev en flaske rødvin op af tasken, på etiketten kunne læses: Les Hauts de Cristia 2006. Med rolige skridt gik hun frem og rakte flasken imod mennesket. Hendes ene hånd gled op og trak solbrillerne af, de sorte øjne spillede lattermildt imod Kodashi. Der var ikke noget direkte truende over dæmonen, andet end den naturlige faretruende aura der altid lå omkring væsner med dét ophav.

"So, how have you been?"

Narcissa studerede billedet af den grædende dreng og virkede ikke til at være synderligt interesseret i svaret.

Kodashi stod lidt i sin egen verden og lod blot personen komme ind hvorefter hun vendte sig om. Kodashi stivnede nærmest på stedet da hun så hvem det var. Det var ikke lige hvem Kodashi havde regnet med hvem det kunne havde været. Hvordan havde Narcissa fundet Kodashis adresse, hvad ville hun her.. Kodashi kunne godt huske at Narcissa havde sagt de ville ses igen, men Kodashi havde regnet med det blot var noget hun havde sagt for at skræmme hende.

"Hvad laver du her?"

Det var tydeligt at høre at der var nervøsitet i Kodashis stemme. Kodashis valgte at overhøre alt hvad kvinden entelig sagde, Kodashi ville kun have en ting og det var hun gik igen.
Kodashi sank en mindre klump og tog imod vinen da hun ikke rigtigt vidste hvad hun ellers skulle gøre.

"Du må gerne gå igen"

kodashi prøvede at lyde lidt bestemt i sin stemme for at vise at hun mente det, men inderst inde var Kodashi lidt bange for hvad der nu skulle ske.

Dæmonen slog en blød og perlende latter op, hendes hvide tænder strålede om kap med de sorte øjne.

"Oh Kodashi... do not be shy, please. Let us spend some time together. I am sure we have plenty to talk about."

Med en hånd gjorde hun en sigende bevægelse imod den lille sofa.

"Can we sit? Glasses and a bottle opener?"

Hun ventede ikke på svar, men skridtede over og satte sig elegant i sofaen. Hun slog håret ud omkring sine skuldre og så på Kodashi med et tiltet hoved der indbød mennesket til at finde glas og oplukker frem og tage plads i sofaen.

Der var absolut intet der tydede på at Narcissa havde tænkt sig at forlade lejligheden.

Kodashi vidste entelig ikke om hun skulle grine eller græde, det var anden gang hun fik uønsket besøg her i lejligheden, men i det mindste havde Narcissa ikke ødelagt hoveddøren som den sidste kvinde havde.

"Som i hvorfor du truede med at dræbe mig?... og da jeg var flink nok til at hjælpe dig at du så borrede dine negle ned i huden på mig og fik mig til at bløde?"

Man kunne godt se på Kodashi at hun bestemt ikke nød den her situation, og hun overvejede virkelig bare at ringe til politiet, men Narcissa havde endnu ikke gjort noget tegn på at hun var voldelig.. I hvertfald ikke endnu.

[b]"Modvilligt fandt Kodashi glas frem og en oplukker til vinen, men hun ønskede heller ikke at kvinden skulle blive voldelig ligepludselig så hun satte sig ned ved siden af hende og rettede blikket ned i gulvet.
*Kodashi... hvad er det entelig du har gang i nu*

Hun sendte mennesket et stort smil og greb ud efter oplukkeren og flasken. den mørkerøde flaske blev placeret imellem hendes lår og med en øvet bevægelse fjernede hun dens plombering.

"Rolig nu, jeg er ikke kommet for at æde dig. Og for øvrigt, så reddede jeg dit liv i gyden. Ja, det kostede dig en smule blod, men jeg tænkte at du godt kunne undvære dét."

Narcissa stak spidsen af optrækkeren ned i korkproppen og drejede indtil den spirale krog var helt begravet. Der lød et svurp da hun trak den op af flaskens hals.

"Du ved godt at vampyrer drikker menneskers blod, ikke sandt? Og hende den pæne lille rødhårede... hun er en tørstig én af slagsen. Husker du slet ikke at du besvimede? Hvorfor tror du, at du vågnede op i mine arme?"

Med små skvulp hældte hun den mørkerøde væske i de to glas og skubbede det ene over imod Kodashi. Selv samlede hun sit op med en mælkehvid hånd og drejede væsken rundt i glasset inden hun duftede til den og til sidst nippede af den.

"Mmmm... Husker du mit navn? Narcissa."

Med et stort smil rakte hun sin hånd frem imod pigen.

Kodashi skulede noget imod Narcissa og ville bestemt ikke tro på den forklaring bare sådan uden videre. Detaljen om at Narcissa lige skulle nævne det med at æde hende gjorde slet ikke Kodashi tryk på nogen måde, nærmere havde hun mere lyst til bare selv at forlade sin lejlighed med det samme.

"Hvordan skulle det redde mit liv?"

Kodashi kunne slet ikke se logik i det her og var noget overrasket over at den lille pige havde været en vampyr. Det var ikke noget nyt efterhånden for Kodashi at der fantes over naturlige væsner så hun troede gerne på at det var muligt.

"Jo det husker jeg godt jeg gjorde... og så vidt jeg husker truede du med at skade mig hvis min veninde ikke gik sin vej"

Kodashi var noget anklagende i sit tone leje, men det var der jo nærmest også god grund til at være. Kodashi stolede på ingen måde på Narciassa.

"Ja tak... det hsuker jeg også"

Kodashi lod bevidst hver med at tage imod kvindens hånd og sad bare og skulede til hende for at prøve at regne hende ud.

Atter lød dæmonens perlende latter i rummet. I en let bevægelse trak hun hånden til sig og purrede op i håret - som om dét hele tiden havde været meningen med den fremstrakte hånd.

"Tja, altså... den rødhårede var tørstig, meget tørstig. Men heldigvis for dig var jeg i nærheden og fik lavet en aftale med hende. Godt nok fik du ikke meget at skulle have sagt, men i det mindste er du i live nu."

Hun tog endnu en slurk af vinen og sukkede af fryd. En lyserød tunge skød ud og fugtede de blege læber.

"Og din veninde? Problemet med din veninde er at hun har dårlig indflydelse på min slags. Desuden var jeg ikke sikker på hvor stærk du var, og om du overhovedet ville kunne overleve at være i nærheden af hende på daværende tidspunkt. Så truslen var måske lidt voldsom, det beklager jeg, men jeg var nødt til at få hende på afstand."

Narcissa lænede sig frem imod Kodashi og studerede hende nysgerrigt.

"Nå, men det var sådan set ikke derfor jeg kom. Jeg kom for at se dig! Hvordan har du det?"

Måden hun stillede det sidste spørgsmål indikerede at det ikke skulle tolkes som et normalt 'hvordan-går-det-spørgsmål' imellem mennesker. Nej, det var snarere som om Kodashi var noget der skulle studeres, en art eksperiment, hvor resultatet endnu ikke var helt klarlagt.

"Har du savnet mig?"

Spørgsmålet var helt ude humor eller hån, ren nysgerrighed lå til grund.

Kodashi kunne ikke se det sjove i noget som helst og lod blot Narcissa grine som hun havde lyst til, det ændrede slet ikke på noget.

... Jeg må så hellere takke"

Kodashi vidste stadig ikke om hun skulle tro på Narcissaom den del af historien var sand, Kodashi havde jo blot været besvimet, men det var vel lidt sandsynligt da nogen havde slået hende ud i gyden den aften.

"Om jeg ville overleve i nærheden med hende... hvad mener du med det"

Den havde Kodashi meget svært ved at tro på, hvordan skulle Kodashi være i fare af at være i nærheden af sin egen skytsengel.

Kodashi lod hver med at svare på hvordan hun havde det da det faktisk ikke lød til at Narcissa var særlig intresseret i at høære svaret,desuden kunne hun ikke bare her og opføre sig som om de var veninder.

Kodashi bed sig selv i læben over det næste spørgsmål. Savnet var nok ikke lige ordet, men Kodashi havde ikke kunne få Narcissa ud af hoved til tider. Det var som om hun bare poppede op.
Kodashi rettede blikekt væk fra Narcissa og over til et maleri der stod med front ind imod vægen.
Det var et billede hun havde malet for et 0par dage siden, på billede var der en kvinde der stod i en mørk gyde med en skygge der minnede om et overnaturligt væsen, hvis man så efter lignede det entelig meget godt Narcissa, Kodashi havde bare noget ved at kunne fange sådanne detaljer.
Men så igen hvis Narcissa skulle se det krævede det at hun gik hen og vendte maleriet om.

"Det ville jeg ikke kunne kalde det"

Et dovent smil flængede Naricssas ansigt på tværs da hun fulgte Kodashis blik hen imod et billede. Med en overdreven langsomhed rejste hun sig op fra sofaen.

"Engle har det med at få folk til at gøre de mest vanvittige ting. Så desværre var chancen for at jeg havde dræbt dig ret stor... derfor var jeg nødt til at få hende væk, idet jeg ingen intentioner havde om at dræbe dig."

Med et par rolige skridt bevægede hun sig hen til billedet og rakte ud efter det. Hun vedte det om og betragtede det længe, hensunket i tavshed.

"Du ved godt at det billede ikke kan vises på nogen udstilling, ikke sandt?"

Det var ikke et spørgsmål, det var en konstatering leveret som en direkte ordre der ikke kunne modarbejdes. Hun tog en slurk af vinen og satte sig tilbage i sofaen.

"Du er dygtig."

Hun studerede indtrængende Kodashi.

"Noget siger mig at vi to nok skal finde på en masse sjov sammen."

Endnu engang viste hun rækkerne af hvide tænder i et stort smil, og rakte glasset ud for at skåle med mennesket.

Kodashi kiggede lidt efter sit billede og overvejede at stoppe Narcissa fra at skulle vende billede om men lod blot hver.

"Mener du ikke mere folk som dig.. jeg har aldrig gjort vanvittige ting når hun var nær"

Kodashi var gode veninder med Gracy efterhånden, det var rart de kom godt ud af det med hinanden nu hvor de var forbundet på den måde de var.

"Det bestemmer jeg da helt selv"

Kodashi ville bestemt ikke lade Narcissa bestemme om det billede skulle udstilles eller ej, Kodashis levevej var de her malerier.

"Men tak"

For en gangs skyld rødmede Kodashi ikke ved et komplement, men det var nok hele den her akavet situation der gjorde at hun ikke rødmede.

"Og hvad mener du med sjov"

Kodashi havde bestemt ikke lyst til at være Narcissas lille veninde så hun kunne slet ikke se hvilken sjov de to skulle have sammen. Kodashi rørte stadig ikke sit glas, om så hun gik glip af god vin, Kodashi drak alligevel så sjældent.

Hun trak glasset til sig og drak.

"Det gør du desværre ikke Kodashi. Dét billede..."

hun pegede med en slank finger imod billedet der nu stod med front ud i rummet

"... skal ikke ustilles. Hvordan vil du forøvrigt forklare andre at din nye veninde bliver portrætteret som et monster? Og hvordan vil du forklare resten af det overnaturlige samfund at de ikke skal dræbe dig? For det vil de hvis du så meget som nævner vores slags overfor menneskene."

Der spillede et underholdt smil på Narcissas læber.

"Tro mig... de vil finde dig."

Narcissa gravede ned i sin taske og hev en smøg og en lighter op. Hun tændte den og pustede røgen ud i små ryk uden overhovedet at tage sig af hvad Kodashi synes om dette.

"Bare rolig, du dør ikke fordi jeg har indviet dig. Du er mit menneske, så så længe du holder dig til mig og ikke laver dumme ting, så skal jeg såmænd nok beskytte dig."

Hun smilede til Kodashi og blinkede.

"Så fortæl mig... behandler den dér engel dig godt?"

Kodashi bed sig selv i læben, hun kunne godt se Narcissas pointe lidt, ud over det med de nu var blevet veninder, den brød Kodashi sig bare ikke om. Men Kodashi lod blot hver med at svare på det og sukkede kort som et tegn på det havde hun såmænd hermed opgivet at få udstillet det billed.

"Jeg vil ikke være dit menneske og slet ikke din veninde.. hvorfor kan du bare ikke gå"

Kodashi var ved at blive lidt stædig, hun ville bare have Narcissa ud af sit liv, men der var et eller andet i hendes baghoved som sagde hende at det ville nok ikke ske.

"Jeg har allerede en skytsengel... Hvorfor vil du pludselig beskytte mig.. hvad får du ud af det her"

Kodashi kunne slet ikke se logikken i det her, der måtte bare stikke et eller andet under. Det var lige til at få hovedpine af.

"Ja hun gør.. Hvorfor skulle hun ikke det"

Narcissas smil blev bredere.

"Åh, jamen hvorfor skulle jeg ikke beskytte dig? Får du noget ud af at du er død? Nej vel... får jeg noget ud af at du er død? Nej! Derfor... hold dig ude af problemer, så vinder vi begge to!"

Pludselig lænede hun sig frem imod Kodashi og så hende dybt i øjnene.

"Hør her... du har allerede fået tildelt en skytsengel. Dét alene fortæller mig at du er en pige der har en tendens til problemer. Så hvorfor fortæller du mig ikke bare hvad der er sket?"

De sorte øjne der så imod Kodashi bød hende at tale, det var som om der væltede en... lyst? Ja... en lyst frem i mennesket. men altså, så uhyggelig var Narcissa vel heller ikke? Hun så da ganske tilforladelig ud, som hun sad der i sofaen? Desuden, hvem kunne vide hvor stærk hun egentlig var? Og var det ikke meget smart at have sin egen dæmon til at beskytte sig?

Kodashi kunne ikke se hvad Narcissa overhoved kunne få ud af Kodashi.

"Men hvad skulle du få ud af mig"

En ubehag lagde sig ind over Kodashi som kvinden længede sig mere frem, Kodashi brød sig ikke om at være så tæt på hende på nogen måde.

Dog blev den hurtigt fjernet igen af en anden følelse der gjorde Kodashi måtte bide sig selv i underlæben. Hun havde lyst til at skulle fortælle Narcissa det hele, men entelig ville hun ikke.

Sukkende svarede Kodashi "Det var mit tredje overflad på et måned jeg var udsat for"

Kodashi var ikke stolt af hun var blevet overfaldet så meget og det havde bestemt også påvirket hende godt efterhånden.

det var blandt andet end af de grunde til Kodashi slet ikke sotlede på Narcissa lige nu.

"Ja... se, den del er jeg stadig ved at forsøge at finde ud af!"

klukkede hun til Kodashi og skænkede sig selv endnu et glas af den mørke rødvin.

Narcissa synes selv at de der blodsbånd var vældig spændende. Hun havde kun prøvet det et par gange før, og det var i virkeligheden altid lidt anderledes end tidligere og en smule utilregneligt. Som sjæledæmon var hun vant til at arbejde med sjælebånd, derfor var blodsbånd nyt for hende og hver gang lærte hun mere og mere om den slags.

"Hvorfor tænker du ilde om mig?"

Hun lænede sig tilbage og tog et dybt sug af sin cigaret.

"Hvad har jeg gjort for at fortjene dit had?"

Narcissa sad igen og studerede billedet af hende, malet ud fra Kodashis hukommelse fra gyden. Hun kunne ikkelade være med at være tilfreds over at mennesket faktisk synes hun var så utroligt skræmmende.

"Hvorfor er det enetelig du er her, hvorfor er det du vil have noget ud af mig... jeg forstår ikke hvorfor vi ikke bare kan leve vores liv uden at det skal være blandet ind i hinanden"

Kodashi kunne stadig ikke forstå hvad Narcissa ville med hende. Og slet ikke hvorfor at Narcissa var så intresseret i Kodashi pludselig.

"Ikke andet en truet med at skulle skade mig"

Kodashi syntes det var en god nok forklaring på det hele og hun var slet ikke overbevist over at Narcissa entelig kun var ude på at hjælpe Kodashi. Og hvis hun var hvorfor var hun så entelig det.

Kodashi sukkede for sig selv og tog fat i vinglasset og tog en tår af det, mest fordi hun godt kunne bruge noget at dulme sit hoved på lige nu. Kunne Narcissa ikke bare forsvinde ud af døren for evigt. Se det ville lige være hvad Kodashi godt kunne tænke sig, men sådan skulle det nok ikke gå.

Det var ikke svært at se at Narcissa efterhånden var ved at være utålmodig. Hun sukkede dybt og overvejede hvordan hun fik Kodashi til at være mere spændende. Hvordan opdrager man et menneske? Er det ligesom dyr? Med vandsprøjt når de gør noget skidt, og godbidder når de er dygtige?

"Sødeste lille Kodashi. Du er bundet af blod til mig... det betyder at vi ikke bare kan leve vores eget liv. Eller jo, det kunne vi måske... men det ville være vældig kedeligt i længden, ville det ikke?"

Hun fnes og askede i noget glas-pynte-værk der stod på bordet.

"For øvrigt har jeg altid godt kunnet tænke mig mit eget menneske, så bær over med mig hvis jeg er en dårlig ejer. Jeg skal lige lære det!"

Et ondskabsfuldt smil blev sendt til Kodashi, et af den salgs der ikke rigtig fortæller hvad tanken bag er. Narcissa lænede sig atter frem imod hende.

"Så, fortæl mig nu hvem der overfaldt dig? Jeg er jo nødt til at vide hvem der skal have et lille visit!"

Hendes stemme var lattermild, men samtidig var der en slags barnlig forventning over den. Glædede hun sig virkelig til at 'snakke' med de her folk? Synes hun det var sjovt? Eller var hun bare glad for at kunne stille sin hjælp til rådighed?

Kodashi bed sig selv i underlæben af ren vane da der var noget der lige som overraskede hende lidt. Blodsbundet, hvad lå der dog i det, og var det hvad der var sket da Narcissa havde revet hul på Kodashis hud. Suk hvad havde hun nu rodet sig ud i denne gang.

"... Bundet i blod... var det hvad du mente i gyden da... du bedte om l´hjælp" spurte Kodashi lidt undrene og kunne godt hsuke den meget dovne følelse der var kommet over Kodashi kort tid efter hun havde sagt ja til det. Måske var det også derfor at Narcissa til tider hoppede frem i Kodashis tanker.

Kodashi sukkede da Narcissa askede i pynte genstadnen og rejste sig op og gik ud i køkkenet og fandt et glas frem til Narcissa som hun kunne bruge som askebæger.

"Ejer... Jeg bliver ikke bare ejet af dig.. jeg har min egen vilje"

Kodashi var lidt forarvet over at Narcissa ligefrem sagde at hun var Kodashis ejer. Den var lige at gå hen over stregen.

"En dum knækt der ikke vidste bedre som vidst er blevet taget af politiet... og en eller underlig kvinde der vidst nok er en dæmon... Hvis du absoult vil vide hvem det er lægger der en tegning af hende henne i skuffen"

Kodashi var stadig forarvet over hvad Narcissa havde sagt, men kunne godt lide tanken om at Narcissa havde tænkt sig at opsøge dem der havde overfaldet hende.
nå men over i skuffen lå der en meget detaljeret tegning af kvinden der havde overfaldet Kodashi (Crystal).

Hun slog en perlende latter op og smilede til Kodashi.

"Ja, blod. Er det så mærkeligt? Eller... det er det måske. Men bare roligt, du vænner dig til det."

I en glidende bevægelse rakte hun ud og skoddede i glasset, for i samme omgang at gribe flasken og skænke sig mere af den krydrede mørkerøde væske.

"Ja da, fri vilje... jaja!"

Hun slyngede vinen rundt i glasset og tog et sip inden hun rejste sig og gik over imod skuffen.

"Denne her?"

Der lød en skrumlende lyd da hun trak den ud allerede inden Kodashi svarede. Et par hvide fingre samlede en tegning op, og med et mørkt blik studerede hun den indgående og længe.

"Fik du et navn?"

Stemmen var kølig og tonløs, hun havde stadig ikke hævet blikket imod Kodashi. En slank hånd hævede sig og en finger lavede en 'kom her' gestus imod mennesket.

Kodashi kiggede ned på sin hånd der hvor Narcissa havde tvunget hul på hendes hud, der var stadig et lille sår tilbage efter deres møde. Hvad betød det dog at de var bundet i blod til hinanden.

"Så det er derfor du er her nu"

Kodashi sagde det mest for at konstatere det for sig selv og det var ikke ment så meget til Narcissa.

Det lød nu ikke på Narcissa at Kodashi havde meget fri vilje over det her og det gjorde Kodashi måtte komme med et lille suk fra sine læber. Men Narcissa kunne vel ikke tvinge hende til noget vel.

"Ja den... Og nej.. Hun fortalte aldrig sit navn"

Kodashi ønskede heller ikke at vide navnet på dæmonen der havde overfaldet hende. For Kodashis skyld kunne det bare godt forsvinde ud af verden.

Nå men Kodashi rejste sig og gik hen til Narcissa, Kodashi havde lidt ligesom opgivet at sige hende for meget imod da Narcissa virkede til at være ganske stædig.

Et legesygt smil strak dæmonens læber og de sorte øjne funklede lystigt imod Kodashi. Narcissa rakte en slank og silkeblød hånd frem og klappede mennesket på kinden, lidt som man ville klappe en hund. For det kunne mennesker vel også godt lide?

"Og hun gjorde hvad? Overfaldt dig? Hvordan og hvor?"

Endnu engang studerede hun indtrængende tegningen, indprentede sig hvert et ansigtstræk til senere genkendelse. Så så det pludselig ud til at hun havde mistet enhver interesse for dén sag.

"Så, fortæl mig så, lille kunstner, hvad i denne verden ønsker du dig allermest? Ét ønske. Hvis det måtte være lige præcis dét du gerne ville?"

Hun smed skødesløst tegningen fra sig på det lille bord og drak af sin vin. Med et underfundigt blik betragtede hun Kodashi imens hun langsomt bevægede sig rundt i den lille stue.

Kodashi syntes bestemt det var hånligt af Narcissa at klappe hende på kinden. Det var nedladene noget som man ville gøre på en lille hund eller andet. Men Kodashi sukkede kun og sagde intet til det.

Først mødte jeg hende på gaden hvor hun var igang med at spise nogle... jeg løb her til men der gik ikke længe før hun smadrede min dør og truede mig på livet... Hun forsvandt dog da politiet kom" forklarede Kodashi og fik billede frem for sine øjne over hele episoden. EN dårlig smag bredte sig i Kodashis mund over det og ville helst bare glemme det.

Kodashi så efter Narcissa som hun gik rundt i lejligheden.. Havde hun lige spurt Kodashi hvad hun ønskede sig mest i verden. Det var virkelig ikke noget Kodashi kunne svare på. Hun levede jo fint af sin kunst og det var hendes ønske her i verden.

"Det ved jeg virkelig ikke"

Kodashi tænkte stadig over det spørgsmål, men hvorfor ville Narcissa vide det. narcissa var vel ikke en eller anden underlig ønske ånd.