knok knok.. who there - Cia

"Tsk tsk tsk..."

Narcissa rystede på hovedet, i så langsom en bevægelse at alt der nogensinde havde mindet om menneskelighed røg af hende.

"Du må være et heldigt menneske. Det er sjældent at jeres slags slipper fra nogen af min æt, når først I er udset som bytte."

På trods af at ordene var udtalt i en neutral tone, og at der ikke på overfladen var nogle trusler, så lå der underneden en faretruende konstatering. Et løfte om at Kodashi aldrig igen ville være alene... sådan rigtig alene.

Dæmonen bevægede sig hen til pigen, der stadig stod midt på gulvet uden mål og med. Hun lænede sig frem og lod de sorte øjne stoppe en håndsbredde fra Kodashis.

"Du ved det ikke? Jamen søde ven da... du må da have et ønske der rækker længere end alt andet? Et mål med din korte eksistens? Eller hvad? Mennesker lever kun for egen nydelse og dør så for at blive glemt?"

Hendes kølige ånde strøg omkring pigens ansigt med en duft af krydderier og tunge druer.

"Hvordan er det at vide at du snart skal dø?"

Blikket borede sig endnu længere ind i Kodashis. Det føltes som om Narcissa kunne se ind i hendes inderste, grave sig vej ind i hendes tanker, ønsker og ideer. De sorte øjne var som afgrundsdybe huler imod den mælkehvide hud og de skarpe træk.

Kodashi sank en mindre klump og havde ikke lyst til at tænke på hvis kvinden rent faktisk kom tilbage.
Kodashi rettede sik blik ned i gulvet efter lidt tid, hun kunne ikke holde ud at se Narcissa i øjne, det føltes som om hun så direkte ind i Kodashi sjæl med mørke ubehagelige øjne.

"Jeg... jeg vil ikke være så svag.... Alle.. de overfald"

Det var et oprigtigt ønske. Kodashi ønskede at kunne være stærkere med sit sind og ikke bare blive hundset rundt af andre som, bare altid være ubrugelig over for andre.
Kodashi så op på Narcissa igen.

"Jeg vil ikke være den der bliver hundset rundt med"

Kodashi vidste enlig ikke hvorfor hun kom ud med alt det her til Narcissa, måske var det bare fordi hun ville have Narcissa skulle gå hurtigere, eller fordi at der faktisk var noget inde i Kodashi der skreg efter at det ønske blev opfulgt.
Hvad end det var så håbede Kodashi faktisk et sted at det ønske bare sådan kunne blive opfulgt af nogle.
Men det var vel bare en dum drøm, Kodashi skulle vel altid være som hun var.

Narcissa betragtede stadig Kodashi, men nu med et tænktsomt blik. Sekunderne strakte sig stille imellem dem.
Pludselig satte hendes krop i bevægelse og skridtede over til bordet hvor hun stillede vinglasset fra sig.

"Kom!"

Det var en ordre mere end noget andet. Narcissa gik ud af det lille rum og stillede sig afventende i døren. Det var tydeligt at hun ville have Kodashi med sig ud.

Kodashi vidste slet ikke hvorfor havde sagt det, det var jo bare dumt, desuden var Narcissa jo ikke en ønske ånd, desuden hvorfor ville Narcissa overhoved opfylde et af Kodashis ønsker.

Kodashi overvejede bare at blive hjemme i sin lille lejlighed da Narcissa ville have hende med ud. Men en eller anden grund fangede Kodashi sig selv i at rent faktisk have lyst til det efter Narcissa havde sagt hun skulle komme med.

Kodashi måtte bide sig selv i underløben lidt og sukkede kort hvorefter hun gik hen til narcissa, tog sit overtøj og åbnede døren for dem.

"Og hvor skal vi nu hen" spurte Kodashi undrene og ville enlig gerne vide hvad der nu skulle ske. Hvor var det de skulle hen, og hvorfor var det at Kodashi faktisk gik med til at blive behandlet på denne måde.

Narcissa ventede til Kodashi var påklædt og førte så mennesket ud af døren.

"Tålmodighed er en dyd siger de..."

Hendes sorte øjne spillede legesygt imod mennesket da de bevægede sig ned af trappen og ud i byens mørke.


((Fortsættes))

Kodashi sukkede og gik ud af døren med Narcissa uvis omkring hvad der nu skulle ske.

"Ja.. det gør de vel" mumlede Kodashi og var ikke gald for det svar, hvorfor skulle Narcissa være så hemmelighedsfuld og tvetydig, det irritere lidt Kodashi.

Men ud i mærket gik de.

//out