Knok knok - Procella

Dato: 06.04
Tid: 17:30
Sted: En bænk ved legepladsen
Omgivelser: Nogle få børn med deres forældre.
Vejr: Skyfrit, men en anelse køligt.
Beklædning: Clikky


Vejret var en anelse køligt, men himlen var skyfri, og vejret tørt. Af den grund havde visse forældre besluttet at tage børnene med på legeplads. Disse hoppede nu rundt mellem stativerne, gled ned fra rutsjebanen eller gyngede. Nogen sad med sand op til ørerne og andre legede fangeleg. De helt små lå i barnevogne og enten sov eller pludrede løs, mens forældrene enten snakkede sammen, læste i bog eller avis eller snakkede i telefon, alle dog med et fællestræk, de holdt øje med deres børn ud af øjenkrogen.

Hvad hun endelig lavede her anede hun ikke, ikke med sikkerhed. Men hun havde alligevel søgt dette sted, for at kigge på de legende børn og fornemme den uskyld de endnu havde. Et svagt smil var at finde over hendes læber da et barns bold trillede hen imod hende. Hun samlede den op, og rakte ham den idet han kom løbende for at tage imod den. Han var nok ikke mere end 4 år, med blond krøllede hår og isblå øjne. Hun overlod ham bolden og han smilede inden han løb tilbage til sin far som smilede venligt til hende. Hun sukkede, smilet havde atter forladt hendes læber og det udtryksløse ansigtsudtryk var atter at finde.

En brise strøg indover området, satte hendes løse brune hår i bevægelse og skubbede nogle lokker ind foran hendes ansigt. Hun strøg dem væk med nogle fingre inden hun lænede sig frem i bænken og folede hænderne foran sig. Hendes blik blev vendt mod sandkassen nogle meter fra hende, her sad et barn midt i sandkassen og kastede rundt med sandet, hun rynkede på næsen, lod hovedet glide på skrå og lod blikket glide rundt. Hvor var dette barns forældre? Barnet kunne jo få sandt i mund, næse eller øjne. Hun fandt dog ingen der holdt øje med barnet, og ganske rigtigt væltede han en sandspand over hovedet. Sandet blændede ham, og han spyttede noget af det ud hvor han straks gav sig til at gnide øjnene. Hun rejste sig op, gik hen til ham og trådte ind i sandkassen hvor at sætte sig på hug foran ham. Hun børstede resterne af sandet af hans ansigt og fjernede så meget hun kunne fra hans øjne og hår. "Hvor er din mor?" spurgte hun blidt, så blid en tone hørte man hende sjældent tage i brug, men de nyttede ikke at være brysk overfor et barn, hun ville jo bare ende med at skræmme ham. "Hun er tog til himlen... og glemte at tage mig med" svarede han mens han lod de uskyldige gyldne øjne finde hendes. Hun rynkede på brynene, himlen? Faderen kom pludselig løbende, han smilede taknemmeligt inden han overtog hendes plads og samlede barnet op.

Elisabeth kom på benene, børstede sand af sig og satte sig atter ved bænken, hun bed sig svagt i underlæben inden hun fandt sin mobil frem. Hun tøvede op til flere gange inden hun tog beslutning;

Jeg har brug for at snakke med dig… det er.. vigtigt… Jeg er i legepladsen nu, kan du komme?

Hun kiggede på beskeden inden hun sendte den til Procella.

- En time senere...

Det skridsikre gummie kvasede mod sand der med generøs hånd var strøet ud over den bløde og børnevenlige astfalt, der strategisk nok var af den der eftergivende type, der næsten mindede om en blød pud at gå på. Procella så mistænksomt ned. Eftergivende underlag...hun havde ikke tiltro til sådan noget. Moderne underligt påfund.

Jægerens lange mørke hår lå ned af ryggen på hende. Hun havde en kortere denimjakke på, i mørkeblå dyb kulør. Fletcher havde haft fingre i hendes klædeskab...igen. Hun havde sorte jazzbukser på til at dække over de knælange læderstøvler. Jazzbukser? Hvem fanden opkaldte tøj efter musik? Det var ikke fordi hun kunne spille eller synge bare fordi hun trak i et par skide bukser vel? Nå...men hun fik da en ganske udemærket røv i dem....hvis hun tillod sig at være forfængelig...ikke at hun gjorde det. Ikke hvis andre lagde mærke til det i hvert fald.

"Sup girl? This is an odd place for a conversation?"

Procella slendrede over mod søsteren med et hævet øjenbryn. Hun bed mærke i det lidt fraværende over Elisabeth´s udtryk og lagrede ubevidst information om hendes kropssprog til senere konklution. Der var noget der var...skævt...

Procella lod sig dumpe ned på bænken ved siden af den anden jæger og smilede en smule reserveret. Vagtsomt var nok en bedre betegnelse at bruge. Hun havde ingen anelse om hvad Eli ville. Hun havde en anelse om at det muligvis kunne risikere at berøre videoen med Grigori, men hun var slet ikke sikker. Usikkert knækkede hun fingre og lod blikket feje over legepladsen. Rømmede sig, men uden at fortsætte.

Elisabeth havde modtaget et svar fra Procella om at hun ville komme, men at der ville gå noget tid inden hun var fremme. Hun havde svarede med et enkelt og kort okay og ellers siddet på bænken uden at flytte sig så meget som en tomme. Hendes blik havde flere gang været fjern, tom, og tiltider flakkende nærmest nervøst. Hun følte sig underlig tilpas, følte sig helt forkert i kroppen men det var vel ikke underligt? Hun gøs svagt og fokuseret på sine omgivelser igen hvor hun atter så på de legende børn.


Over den næste time blev der mere roligt i legepladsen som forældrene tog deres børn og gik, til sidst var der kun to børn, begge søskende og deres mor som sad og holdt øje med dem fra en bænk et stykke fra Elisabeth's. Hun løftede blikket ved lyden af skridt og vendte blikket til side for at lade det følge Procella med blikket. Hun lignede sig selv, hvilket var godt, for Elisa havde virkelig brug for noget fra sine vante omgivelser.

Hvorfor hun lige havde valgt Pro at snakke med var vel fordi denne var hendes tætteste familie og eneste hvis hun skulle være grov. Hun havde ikke et så tæt forhold til andre jæger, og desuden anede hun ikke hvem hun skulle gå til. Hun havde håbede på at kunne glemme alt om Grigori nu hvor han var død og væk, men han havde efterladt sig noget... og det gjorde Elisabeth bekymret, nervøs og direkte bange.


"Ikke når du høre grunden"

Lød hendes svar i en lav mumlen, hvor hun lod blikket glide hen over sine sko, hun tøvede overvejede sine ord og vendte derefter blikket mod Procella. Hun lod tungen stryge over underlæben, fugtede den og pillede let ved sin trøje.

"Ehm... jeg... du ved efter det der skete..."

Hun fornemmede en klump i halsen vokse sig større og måtte synke et par gange.

"Jeg er vist.."

Hun forsøgte virkelig, men hun kunne virkelig ikke få ordet over sine læber, gjorde hun ville hun være nødsaget til at tro på ordene, indse at det var sket, hvilket var noget hun ikke ønskede.

Procella så sig lidt forvirret rundt. En legeplads...hvad faen havde det med noget at gøre?

"Look...If you are having some kind of crisis, wanting to scream at me for robbing you of your childhood, then just save it okay? Maybe I should have done differently, but I was a kid too. I can't go back and undo anything!"

Jægeren var blevet lidt stiv i sin kropsholdning, og havde indtaget en defensiv positur, og en lidt undskyldende og samtidig agressiv undertone i stemmeføringen. Hun sank en smule sammen og skuldrende og skævede til Eli igen...

"You know...I haven't told him yet...Ripper...He is not coming for you...yet....If nothing is keeping you here. I wish you would run."

Procellas stemme var en smule træt og opgivende. Hun strøg en hånd gennem det mørke hår med et lille suk. Hvor havde alting været meget mere simpelt engang. Slå ihjel...æd, skid, sov, rejs videre...og forfra....

Elisabeth blkev afbrudt i sit dårlig forsøg på at fortælle hvad problemet var, og Pro misforstod det naturligvis. Hun vendte blikket mod den anden jæger med et forvirret udtryk i nogle sekunder

"Pro... du har været fantastisk, det er slet ikke det.. calm down.."

Det var som om situationen kort var blevet vendt på hovedet hvor Procella havde set ud som om hun havde behov for at retfærdiggøre sine handlinger, det lignede hende slet ikke. Hendes følgende ord fik et alvorligt udtryk til at glide over Elisabeths unge ansigt

"Det kan jeg ikke Pro... hvor skal jeg tage hen? Han finder mig anyway..."

Lød hun næsten opgivende, at Procella endnu ikke havde fortalt ham det var kun godt, og noget som gav hende en smule mere tid, men det var begrænset tid hun havde. Hun bed sig i underlæben, endelig havde hun overvejede de sidste par dage bare at genoptage arbejdet og droppe alle de tidligere tanker og hvad rigtigt og forkert var. Grunden var nok at hun håbede på et slag, anstrengelse eller et eller andet som ville sætte en stopper for hvad der var ved at vokse i hende. Ved denne tanke vendte hun atter blikket mod Procella

"Jeg bad dig komme fordi ... jeg har brug for din hjælp.. eller et råd.."

Hun trak vejret dybt og et suk brød hendes læber

"Jeg.. er gravid.."

Uvillig til at give slip på den fordel hun havde i at nære sin vrede, brummede Procella en smule af Eli. Hun skulede halvt af kvinden ved hendes side, og blev mere og mere rastløs da hun ikke rigtigt kom til pointen. Hvis hun ikke skulle skældes ud, hvad fanden skulle hun så?

"Point taken...If Ripper comes for you, for any of us. We can't hide. Safe will be a heavenly dream"

Halvknurrede hun, uden egentlig at registrere at hun lige havde delt en brøkdel af info med eli som hun ikke havde vidst i forvejen. Procella blev nærværende igen da Eli bad om støtte...eller råd...eller hvad det nu var. Da hun endelig kom til sagens kerne stirrede Procella blankt på hende et langt øjeblik uden udtryk. Der var intet at se på hendes ansigt der gjorde hende menneskelig. Der var ingen blinken med øjnene. Der var ingen smil. Det eneste der bevægede sig var brisen der løftede op i det mørke hår. En hård lammer blev langet ud i et dask mod Eli´s skulder.

"Hah! I get it! Late aprils-fool! You almost had me for a second! You are one fucked up individual!"

Procella fejede komplet muligheden for at det kunne være den skindbarlige sandhed af bordet. Det var fandme for langt ude. Selvfølgelig kunne Elisabeth ikke være gravid med sin overfaldsmands yngel. Det var for sygt til at det ville give mening.

Hendes ord fik Elisabeth til at rynke på brynene, hvad havde hun lige sagt!?

"Hvad!? Us..? Procella hvad sker der...?"

Noget var galt, noget denne kvinde som havde været hendes træner, mentor og eneste familie holdt fra hende. Hvad fanden skulle disse ord nu betyde? Det så ud til at der var større problemer i vente end hvad hun troede.

Hun havde virkelig forsøgt at få det sagt ligeud og uden omsvøb eller svaghed men Procella troede hende ikke, noget der fik hende til at sukke hvor hun kort tog sig til skulderen og pressede læberne hårdt sammen

"Pro, tror du virkelig jeg vil lave sjov med sådan noget?"

Spørgsmålet blev sagt en anelse spidst og hårdt. Hendes blik var en anelse vredt hvor hun så på kvinden med et hårdt udtryk i ansigtet og sammenpresset læber. Hun sank klumpen der havde voksede sig større i halsen og vendte blikket væk fra Procella og så ud i luften.

"Yeah. I do. I'm still hoping you will burst into laughter and tell me this is a very poor joke. But somehow I don't think you're doing that..."

Procella veg uden om Elis spørgsmål ved simpelthen at ignorere at hun havde stillet det. Hun magtede ikke en længere udredning, så det letteste var at deflektere hele samtalen.

"So knocked up by a psycho..."

Konstaterede hun tørt. Det var uden medlidenhed, og uden vrede. Eli havde ikke brug for nogen af delene.

"Why are we here again? This should be an open and shut case. Do you have any doubt as to what I am going to say?"

Procella hævede et øjenbryn og lænede sig bagud på bænken imens hun betragtede søsteren.

"Whatever is in there you kill it before it's too late. We can go right now. I have the car, and the time. Plus I have the money. You make the decision. You have to live with it. Can you look at a child forever, and remember what happened, and not hating it just a little bit? I don't think so. And if the thing is just an ounce as twisted as the father...Geeeh Eli."

Procella rystede let på hovedet. Hun rakte ud og lagde lettere akavet en hånd mod søsterens ryg.

"I can offer options. I can't make the choice. I know what I would do, if I had been in your shoes..."

Hendes sætning svævede mellem dem i luften, og ventede på at hun tog tråden op. Sagde fra eller til.

Elisabeth besvarede ikke hendes ord, så blot op på hende med et hævede bryn og et sigende blik. Hun ville aldrig lave sjov om sådan noget og det burde Pro også vide, måske forsøgte hun bare at fornægte det, som Eli i startede havde gjort. Og vent... Pro havde ignorerede hendes spørgsmål, hvorfor? Noget måtte virkelig være galt og det handlede ikke om Elisabeth længere, der var flere personer i spil. Hun skulle nok få det ud af hende på den ene eller anden måde, men først skulle de lige have det her overstået.

"Yeah... it sucks..."

Hun sukkede og pressede fingrene mod sin tinding

"Svimmelhed og kvalme... hvordan kunne du dog holde det ud!"

Det havde virkelig været hårdt selvom hun kun var lige i starten af graviditeten. Selvfølgelig vidste Elisabeth hvad hun ville sige, og hun havde da også tænkt over det men, hun havde virkelig ikke kunne træffe et valg. Hun nikkede blot, lod Pro fortsætte og skjulte kort ansigtet i hænderne inden hun lænede sig tilbage i bænken. Selvfølgelig havde hun overvejede at få det fjernet, for alene tanken om vis barn det var og at hun ville se på det og tænke på faderen.

"Jeg ved det Pro... men, det er også mit barn .. og sikker den eneste måde.."

Hun afbrød sig selv, den eneste hvad? Den eneste måde at få noget hun kunne kalde sit og familie? Det var dumt, forkert og uansvarligt. Hun fornemmede venindes hånd mod sin ryg og vendte overraskede blikket mod Pro, det var en underlig følelse. Hendes følgende ord gjorde det ikke lettere, hun vidste at hun burde tage chancen men en del af hende ønskede det ikke.

"Du har ret... jeg vil ikke kunne holde ud af se på ..det, i længden"

Procella stivnede en smule i sit ansigtsudtryk. Vidste Eli hun havde været gravid? Hvordan? Hun havde aldrig fortalt hende det! Og med god grund!

Bloody Hell!


Men okay...nu gav det mere mening for hende at Eli havde søgt hende og spurgte hende til råds. Splittet mellem at benægte alt om sin graviditet for at fjerne sin familie, og mellem at imødekomme Eli og være den støtte hun havde behov for, faldt Procella hen i tavshed.


"Yeah...It will be yours too. But how much? And can you kill your child, if it takes after the father? He took your body by force. Every single day your womb grows, you will know how you got that way. Remember that he will always have impact on you. Your life. He will never be forgotten. That filthy abomination does not deserve that. You gave him enough. And think about the child. How would you feel, knowing you are a product of a rape? Your dad being a killer, and someone who violated every rule, written and unwritten? Don't do that. end the circle here Eli. Don't destroy yourself or your child. If you are meant to have children they will come. And they will come from love, not from brutality."


Procella sukkede og trak hånden til sig. Hun gned sig i panden og strøg håret tilbage. Hun sad lidt og så ud i det tiltagende mørke uden at sige mere.


"So...you know. When did you find out? Was it on the cemetery? Did I show? I thought I concealed it with the corset? Where did I fail?"


Spurgte hun lavmælt og lidt ligegyldigt. Hvis Eli vidste det, var det jo teknisk set ligegyldigt hvornår hun havde fundet ud af det. Hun håbede bare Eli ville hoppe på at barnet havde været dødfødt så. Eller at hun havde givet det fra sig. No way in hell om hun havde tænkt sig at afsløre hun havde en familie...

Elisabeth havde fundet ud af det, det havde nok mere været tilfælde end noget andet. Det havde skam overraskede hende, og hun havde forundret sig over at Procella havde holdt så meget fra hende men havde valgt at vende det blinde øje til og lade som om hun ikke vidste noget om det. Hun havde endelig aldrig i sin vildeste fantasi regnede med at se hende som mor, men hun havde vidst taget fejl.

Der var tavshed i noget tid, hvad hun tænkte på anede Elisa ikke, om det var dette eller det faktum at Elisabeth vidste noget Procella ikke havde fortalt hende der havde bragt den ældre kvinde til tavshed måtte de jo finde ud af. Omsider sagde Pro noget, og straks var Elisabeth opmærksom. Hun sukkede svagt, bed sig hårdt i underlæben og pressede fingrene mod sine tindinger.

"Jeg ... ved det ikke.."

Hun havde sagt det i en mumlen mens Procella snakkede videre. Inderst inde vidste hun dog at hun ikke kunne dræbe barnet hvis det lignede dets var, det kunne hun da ikke, dræbe sit eget barn? Aldrig! Kærlighed? Ja klart, hun troede slet ikke at det fandtes og dog sagde hun det ikke højt, hun holdt det derimod for sig selv.

"Du har ret..."

Endte hun blot hvor hun fraværende strøg hånden hen over den ene flade mave hvor der voksede noget som hun ikke helt kunne føle endnu, om end hun følte effekterne af dets tilstedeværelse. Venindes følgende ord fik hende blot til at trække på skuldrende

"Jeg så dig her med dem..."

Svarede hun, hun havde været overraskede, men de små havde kaldt hende mor og hun var sikker på at Procella var deres mor uanset hvilke løgn hun ville stikke hende for at få hende på andre tanker.

"Hm..."

Var det eneste svar til det med legepladsen. Procella sad ganske tavs i nogle minutter, og så op i himlen.

"I guess there is no need to spell out the fact, that if you even think of telling anyone, or harm them, I will kill you"

Der var ingen trussel i hendes stemme overhoved. Det blev sagt med en hverdagsstemme, som havde hun nævnt i forbifarten at det trak op til regn. Procella rejste sig fra bænken og fiskede nøglerne op af lommen. Hun raslede sigende med dem.

"Make up your mind Eli. Are we going to the hospital to take care of this? You need to make a decision. Actually, you need to speak it out. I think you made up your mind a while ago. You just needed me to confirm it, and draw the lines up for you"

Procella så ingen grund til at lyve omkring det med børnene over for Elisabeth, ikke når hun havde set hende. Desuden skyldte Elisabeth hende. Hun skyldte hende sit liv, og så meget mere. Hele historien med Grigori havde sendt Eli dybt ind i rækkerne af folk der skyldte, og her var der ikke kun tale om regningerne fra hospitalet. Procella havde udøvet en personlig vendetta og udryddet englen..englen...som om en sygt væsen som dét havde retten til at kalde sig en engel.

Procella havde plejet og passet Eli og sørget for alt hvad hun nu engang kunne. Hun havde ryddet op, og fjernet de spor der kunne forbinde englen og jægeren med hinanden. Hun havde sørget for at Eli fik sin hævn. Hun havde ikke kontaktet Ripper. Hun havde sørget for at politiet kom på bedre tanker end at forsøge at få overfaldsofret til at tale. Det eneste problem var at skadestuen havde været katolsk. Og nogle læger gik åbenbart ret højt op i de skide principper på papiret. Nok til at ingen havde overvejet at give Eli en fortrydelsespille. Just in case...

Procella så roligt og afventende ned på søsteren og raslede atter med nøglerne. Hun havde sagt hvad hun kom for at sige. Eli måtte vælge herfra. Det var hendes krop. Det var et område Procella hverken ville eller kunne gå ind og begynde at råde over. Hun kunne kun forholde sig til konsekvensen af søsterens valg...senere....

Tavsheden der var mellem dem fik i mellemtiden Elisabeths tanker helt andre steder, hun tænkte slet ikke på Procella, eller hendes børn eller noget i den retning overhoved. I stedet for overvejede hun sine få muligheder igen og forsøgte at finde en anden løsning, desværre så det ikke ud til at der var så mange andre løsninger. Søsterens stemme trak hende brat ud af hendes tanker hvor hun vendte blikket mod Procella og hævede det ene bryn. Den rolige trussel irriteret hende, Procella burde da vide at hun aldrig ville kunne finde på den slags, ikke overfor sin nærmeste familie, men tilsyneladende skulle der bekræftelse til.

"Procella, tænk dig om... skulle jeg sige eller gøre noget som bringer dine børn i fare? De er jo som mine egne søsterbørn"

Nej ingen truderi eller børnepasning der, men det var hvordan Elisabeth følte. Hvem faderen skulle være var hun komplet ligeglad med, Procella kunne vælge hvem hun ville have hvilket hun sikkert også havde gjort her. Havde Elisabeth hvem hun havde valgt skulle være faderen til hendes børn ville det nok være kommet stærkt bag på hende, men heldigvis var hun uvidende om den fact. Atter brød Procella tavsheden som hun rejste sig og fandt sine nøgler frem. Et suk brød Elisabeths læber, hun vidste hvad det rigtige var at gøre og dog ville hun ende med at tøve langt mere hvis hun ventede og ikke gjorde det nu. Hun endte med at nikke og rejse sig

"Lad os tage til hospitalet..."

Lød hendes svar ganske roligt, hellere tude lidt nu end bruge resten af livet på det, med et barn og ansvar og alle de hårde følelser der fulgte med ungen.

Elisabeth vidste skam at hun skyldte Procella meget, utrolig meget! Og det meste af det ville hun nok aldrig kunne give tilbage uanset hvad. Pro havde altid været en støtte, en hjælp og en ret tæt veninde og søster om end hun ikke altid virkede til at have følelserne med. Hun bar dog træk som var nyttige at have, træk Eli selv burde være bærer af eller bare kunne bringe frem i nødsituationer. For Eli var det tit svært at træffe beslutninger uden at tænke på konsekvenserne, og overveje om hun gjorde det rigtige eller det forkerte. Pro var langt mere bestemt.

Om hun havde skyldt søsteren noget eller ej ville hun da holde hendes hemmelighed. Det var vel sådan søskende var? Og desuden ville hun da aldrig sige noget om børnene, i sidste ende var de vel Pro's svaghed og det ville gøre hende mere end bare ked af det at miste dem. Kendte hun veninden ret ville hun flippe ud.

Procella ledte dem over til bilen. Hun kørte en del i den gamle sandfarvede volvo igen. Det gav hende en følelse af at være...hjemme. Efter forskrækkelsen med Eric og Helias var tingene efterhånden kommet på afstand igen, og de umiddelbare fare virkede mil borte. Procella havde aldrig haft krop, sjæl eller mentalitet til frygt, så hvad der var plantet i hende under graviditeten og børnenes fødsel var efterhånden sivet ud.

"Actually, I am thinking. I'm making a statement. Drawing up the lines. We need to play by the same rules. Nothing more, nothing less"

Svarede hun og åbnede passagerdøren for Eli med en inviterende håndbevægelse, hvorefter hun selv satte sig ind på føresædet. I stedet for at køre mod det offentlige hospital satte hun kursen mod færgehavnen. Hun skævede til Eli ud af øjenkrogen og forklarede før hun kunne spørge.

"Cameras. Records. If you have the money you can do a private clinic in La Sunisha. Luckily...we have the money."

- Tidshop (dette er aftalt) -

Procella vadede lidt frem og tilbage i venteværelset. Hun havde valgt den klinik specifikt fordi den imødekom specielle ønsker. Ind i mellem var det praktisk at have en partner med skyggesider. Især når de ikke var for det dårlige. Eli havde fået et let bedøvende middel, så hun ikke skulle være vågen under processen. En lettere morbid procedure i Procellas hoved.

"She should wake up in a few minutes. You can go in there now"

En smilende sygeplejeske i en hvid bluse, med regnbuefarvede polkaprikker på viste hende vej til opvågningen. Eli lå i en seng bag forhænget. Hver seng var enten lukket af med et forhæng hvor der lå nogen, eller pertentligt trukket fra, så man kunne se de tomme senge. Kun en enkelt anden seng syntes at være optaget.

Søgende trak Procella let fra og gled ind i det meget dæmpede lys og betragtede slangerne. Et drop lå i Elis hånd, og en hjertemonitor registrerede de rolige slag. Hun så fredfyldt ud.

I have been to too many hospitals lately...

Procella skiftede vægten fra fod til fod og satte sig ned i stolen til de pårørende. Hun rakte ud og løb en finger hen over kvindens overarm. Bare for at lade den vågnende kvinde vide at hun var der for hende, men uden at være påtrængende.

"Take your time. I'm not going anywhere..."

Sagde hun blidt og afdæmpet. Til dels for at være nænsom, men også for at udgøre så lidt forstyrrelse som muligt, da der jo var trukket for ved en anden seng.