Dreins Moutian.

Alec smilede skævt og kiggede ned på hans fod "Næh" hun rystede svagt på hovedt stadig smilende.

"Her er smukt" sagde han og nikkede som om han selv skulle forstå det han lige havde sagt.

Alec fyldte hans blik og lagde hovedt på skrå *Der var noget smukt over stedet, men...* hun rettede sig op.

"Jeg tror det her er et godt sted" han kiggede op i himlen.
Og så på Alec.

Alec smilede og kiggede lidt på ham "til hvad?" hun havde en drilllende tone på.

"Til at nyde stilhed" saged han og sad afslapped.

Alec smilede "Jaah....." hun kiggede ud over bjergene. Hendes vejrtrækning afslappet og nyd den friske bjergluft.
Hun smilede svagt for sig selv.

"Hej" sagde han så igen da han havde mistet konsentrationen.

Alec rynkede brynene og kiggede på ham "Hey... " hun smilede til ham.

Han smadskede lidt.
"Hvem er du??" sprugte han da han mærkede stemmen begyndte at snakke i hans hoved.
*Vampyr vampyr* gentog stemmen med en lokkende klang.

Alec kiggede på ham i lang tid.
"Mener hvad jeg er? Eller hvem jeg er?" hun smilede svagt "Det er to vidt forskellige spørgsmål!".

Han sprang op på benene "hvem du er?"

Alec tøvede hvem var hun endtlig?
"Jeg ved det ikke...." hun kiggede væk "Jeg er ikke så gammel at jeg ved det.... tja, jeg er en ensom vampyr...." hun smilede svagt og sukkede. Spørgsmålet gav genlyd inden i hende; Hvem er jeg?

"Ensom" gentog han og bøjede ordet inde i hoved.
"Øhm er det en dårlig ting?"

Alec smilede "Som regl ik, men nogle gange kan man svane selskab"

Han nikkede og gyngede så sin krop lidt frem og tilbage.
"Sid ned" sagde han nærmest som en komando men mente det ikke på en komanderende måde.

Alec gjorde hvad han sage, uden helt at vide hvorfor hun gjorde det -*Ja... Hvorfor ikke?*- så hun satte sig ved siden af ham.

"Går du i skole" sagde han og så undrende på hende,
han hviste ikke så meget om den her verden, faktisk viste han kun noget om
det hospital de engang havde lukket ham inde på.

Alec rystede på hovedet "Næh... nogle gange kommer jeg på en skole, for at slukke min tørst, men ellers så nej...." hun smilede "Hvad med dig?".

"Går i skole" sagde han og syns det lød forkert.

"Okay......"
Alec syntes at samtalen manglede fulde, så hun faldt snart, ud i en indre diskusion med sig selv.
Diskusionen handlede om nærmest alting.

"Jeg vil smutte" sagde han og rejste sig så op.

Alec, som ikke havde fattet samtalen, nikkede bare og havde ikke det fjerneste i mod det. Ikke fordi hun havde noget personligt imod manden, men som sagt havde hun ikke fattet samtalen. Det hele havde været facader og pinlighed over hvad man nu skulle sige. Hun kiggede ud over bjergene og sagde ikke noget.

Han tog med hurtige bevægelser, tag i hendes håndled og rakt også hende op.
"oRGH...Vil du ikke med?" sagde han som om han pluselig var blevet helt begejsret.

Alec var både forvirret og overrasket, men alligevel smilede hun og sagde med en meget forvirret stemme "Øhm... jo"