Hunting place.

Dato: 07 Marts 2012.
Tidd: 00:34
Sted: Den lykkelige eng
Omgivelser: Der er ikke andre personer end Nath og dyrene omkring ham.
Vejr: Mørket ligger tæt om engen.
Påklædning: En hvid t-shirt, et par cowboybukser og en læderjakke.

Nath gik lydløst rundt på marken. Det var igen tid til den ugentlig jagt. Han skulle snart havde blod fra et menneske, han var blevet svagere og svagere. Nath levede midlertidig af dyreblod. Nath hørte en puslen tæt på ham, han var hurtigt henne ved dyret, og det blev lige så hurtigt tømt for blod. Nath tørrede det overskydende blod af fra hans læber. Han så sig om for at sikre sig ingen så ham. Han var altid nervøs når han opførte sig som en vampyr.

Hvorfor var hun her? Hvorfor gå ind i en drøm af falsk tryghed og harmoni?
Måske for at tro på noget.
Måske for at finde noget nyt.
Måske for at finde ro. Og glæde.
Selv havde hun ikke svaret og hun tvivlede stærkt på, hun kunne finde det hos nogen anden. Hun var spørgsmålet. Men når du kun har spørgsmål, får du ingen svar. Hun havde ingen til at give dem, ingen at dele med. Men sådan var det vel for alle, i særdeleshed vampyrer.
Vampyrerne var udstødte; de var smukkere, hurtigere, bedre end de andre racer. De ondest. Hårdest. Grusomme. De var en race for sig selv, et sort hul i jorden, hævet over alle andre. Og sådan havde det altid været, sådan ville det altid være.

Natten var sort og tom. Ligesom hendes eget sind.
Træerne rakte deres tynde, lange arme ned om hende. Prøvede at fange hende, gemme, beholde hende for altid. Om dagen havde det sikkert været smukt med den bløde mosklædte skovbund og de store bøgetræer. Men mørke kan forandre alt. Det kan gøre de gode onde, det smukke grimt og den modige en lille mus gennem elefanter.
Mørket havde en magt. Magt korrumperer, siger de. Absolut magt korrumperer absolut. Og vampyrer var i sandhed korrumpe. Og hun var ingen undtagelse. Hun var lige så slemt som alle de andre modbydelige og nådesløse dræbere, uanset hvor meget hun end gerne ville være ændrede det ikke på kendsgerningerne.
Hvad gjorde egentlig?

Skoven var et af hende sikre steder. Den dystre skov, eller Mirkwood som hun kaldte den for sjov, var normalt der hun opholdt sig under et af hende 'perioder', men der var kommet alt for mange mennesker på det sidste.
Men det var ikke derfor hun var her. Hun kunne være gået op i bjergene og gemt sig i en hule. Hun kunne havde låst sig nede i en af hulene under jorden. Hun kunne være dukket ned i havet og blevet der. Så hvorfor? Skæbnen? Den slags troede hun ikke på; på den anden side, fandtes hun heller ikke i følge mange mennesker.
Skoven åbnede sig for hende længere ude. Nolge ottohundred mete så vidt hun kunne beregne.
Det sidste stykke tid havde hun gået med modvind og i normal menneskelig hastighed. Nu satte hun farten yderligere op. Hvorfor? spurgte hun sig selv og fandt intet svar.
Svar er der mangel på. Hvem sidder med svarene?

Hendes hvide kjole fik en gren fat i og trak en lille flænge i, i kanten, men hun lagde ikke mærke til det. Under hendes barefødder blev mosset erstattet er tøe blade, men hun var faktisk ligeglad. Det eneste, der betød noget lige nu, var den brændende fornemmelse i halsen og den kølige vind mod hendes blege kinder, som livede op i hendes lange, løse hår.

//Du behøves ikke skrive lige så meget.
Bare 7 linjer er fint :P //

Nath kunne høre et hav af tanker nærme sig. Personen der tænkte havde åbenbart meget at tænke over, hendes tanker omhandlede meget mørket, vampyrer. Det var tydeligt at høre hun var en vampyr. Nath drejede sig om og så over på en ung kvinde. Nath prøvede at se nærmere på hende igennem mørket, men det var ikke muligt, mørket hang for tykt om dem. Han hoste for at lade hende vide han var der. Han vidste ikke rigtig hvordan han skulle reagere på hendes tilstedeværelse, hun var jo vampyr, men hvad hun den type vampyr der ikke kunne døje andre af hendes egen slags? En dominerende type.. Det håbede han ikke.

Verden var kold. Det havde mennesker sagt i årtusinder. Men verden var ikke kold; den var død. Død som en røget sild på spyd, ristet i sagte i ilden.
Hvad er livet? Hvornår kommer den virkelig død?
Er det her virkelighed?
Spørgsmål. Svar. Konklusioner. Betød det overhovedet noget i sidste ende? Hvorfor var mennesker glæde for deres liv, når det var så kort og ubetydeligt? Deres liv var en som en sommerfugls vingeslag. En sort og hvid sommerfugl. Tænke de overhovedet?
Tanker. Det vigtigste, mest specielle, mest fantastisk og mest hemmeligt. Hendes sind var hendes eget. Håbede hun da.

Host sagde mørket og den hvide, kvindelig skikkelse hævede hovedet var jorden og kiggede direkte ud i luften, ud i natten og mørket, mens hendes slanke krop stivnede. Hvorfor havde hun ikke lagt mærke til den andens tilstedeværelse? Det her var pinligt.
Hendes skarpe mørke øjne skimmede mellem de nærmeste træer og ud i den lysning, som nu var ommkring ti meter væk. Der stod nok en, men hun var ikke sikker.
Hun kørte en hånd gennem sit sorte hår, mens den blide vind lagde sig ned, som for hendes fødder, hvorefter begge røg om bag hendes ryg. Så skridtede hun frem og mødte den person som lurede foran. Bare det ikke er et menneske! Don't be human, don't human! Hun kunne ikke opfange duften af den anden; vinden var trods alt mod hende.
Don't be human!

"Hello? Anybody out there?"

Smerten i hendes hals var ikke forværret, hvilket måtte være et godt tegn. Hun var kommet tættere på nu, og en mande skikkelse kom frem gennem mørket, hendes mørke.
Hans hud var bleg som den måne, som lyste bag ham i den lille lysning. Huden var lige så bleg som hendes, hvilket kun kunne betyde én ting; han var vampyr.
Aubreigh sap løs en smule luft mellem hendes læber, som hun ikke havde opdaget hun holdt.
Hvad nu?

Nath var ikke i tvivl om hun ikke var menneske, hun måtte være vampyr, hvorfor skulle hun ellers tænke så høje tanker om vampyrer. Nath lyttede længe til hendes tanker, hun var meget filosofisk, men hun lød også til at have noget imod mennesker fordi de levede så kort, og var lykkelige. Der kunne være noget om det, men det var heller ikke lutter lagkage at være vampyr. Nath mente at ulemperne vægtede over fordelene ved at være vampyr. En lys stemme lød et stykke fra ham, hun kom tættere på. Hun lignede ham, samme blege hud, han havde ikke længere en tvivl.

"I am here."