Dad-hunting - til Theo

Dato : 7. november '09
Årstid : Vinter.
Dag : Lørdag
Vejr : Overskyet med enkelte byger.
Sted : Alle steder. Sidsel starter på sit værelse.
Tid : 10:00
Omgivelser : Sovesofa, popmusikerplakater på væggene, hendes kat, en reol, skrivebord... hvad der hører til et klassisk pigeværelse.

Sidsel lå på sin seng og kiggede op i loftet. Hun var stadig i nattøj, og søvnen sad stadig i øjenkrogene. Regndråberne på ruden kastede sjove pletskygger ind i hendes værelse. Hun havde drømt. Noget om vampyrer og bid i halsen og Werclare og hendes fars forsvinden og en ranglet dreng med blå øjne... Hun blinkede, satte sig op i sengen, tog sin mobil og begyndte at bladre igennem sin telefonbog indtil hun fandt den ønskede kontakt under "T". Så tog hun en dyb indånding og trykkede "Kald op".

// Man skal altid huske sit jagtgevær når man går på dad-hunt! xD//

Theo lå ovenpå sin dyne fordi han altid fik det for varmt når han sov, og snorksov. Han vågnede ved at den velkendte nokia ringetone gjaldede ud i hele værelset som en luftalarm. Han løftede sit hoved lidt fra hovedpuden og så søvnigt på telefonen. Han greb ud efter den og trykkede på 'svar'. "Hallo?" hviskede han søvndrukkent. Han havde ikke set hvem der havde ringet, men det behøvede han heller ikke, vedkomne ville jo nok præsentere sig om lidt. Han gabte stille, og blottede sine hugtænder.

//Hahaha det lige det, eller sin dæmon-bodyguard xD Sikke et fint nyt profilbillede, forresten//

Sidsel fik straks kolde fødder, da hun hørte Theos søvndrukne stemme.
"U-u-undskyld! Jeg ville ikke vække dig!" stammede hun panisk ind i røret. Så kom hun i tanke om at det sikkert bare gjorde det hele værre og tog en dyb indånding.
"J-jeg mener, Hej... det er Sidsel. S-s-sovet godt? Jeg kan godt ringe senere, undskyld jeg vækkede dig, undskyld, undskyld..."
Hendes indre stemme prøvede at få hende til at klappe i, men hun blev ved at rable.
"Det var fordi jeg t-t-tænkte om hvis det nu var at du kun måske og hvis du havde tid og lyst og Werclare i dag og jeg kan også bare ringe senere og... V-v-vil du med til Werclare?"

// jaa-aaa noget i den stil XD Oh yes fantastic picture :D Og tak :3 //

Theo holdt hurtigt mobilen lidt ud fra sit øre og stirrede på den, som ville den æde ham. Han tog den langsomt ind til øret igen "Det gør ikke noget, og det kan jeg godt høre.." sagde han drillende, med en svag latter. Han så kort rundt i det morgenlyse værelse "ja sovet som en sten.." mumlede han ned i røret, og gned sig i øjnene "hvad med dig?" spurgte han, og satte sig op, og strakte sig og kvalte en gaben.
"nej nej, jeg er vågen, Sidsel rolig nu du har jo ikke brændt min lejlighed ned eller sådan noget.." sagde han og smilede svagt, af det paniske mennesker i den ande ende af mobilen. Han sad lidt og skulle lige finde rungt i det hun sagde "Jo jeg lovede jo at tage med dig derhen.." sagde han og rejste sig fra sengen.
"Hvornår skal jeg hente dig?" spurgte han, og gik hen til sit klædeskab og trak noget tøj ud.

Sidsel klappede omsider i og smilede lettet i sin ende af røret.
"Jeg har sovet fint, selvom jeg har drømt lidt underligt." hun skævede til sin kat, der pludselig kom spankulerende hen ad dynen. Hun rakte en hånd og katten strøg sig kælende op ad den.
"Alle tiders. Når du har tid. Jeg skal lige i b-bad først."
De aftalte at mødes ude foran hendes hus om en halv times tid. "Ja, ok... undskyld endnu en gang."
Sidsel lagde på, gav Pheno et sidste kærtegn og rejste sig for at gøre sig klar. Hun håbede dagens besøg til werclare ville bære frugt. Hun følte sig i hvert fald sikker, når Theo var med.

Theo "Okay det er godt, vi ses snart" sagde han stille og smilede lidt og lagde på.
Han skyndte sig at trække i tøjet, og finde sine sko og nøgler og jakke og alt det andet han lige skulle bruge. Han måtte skynde sig hvis han skulle nå at spise noget før han skulle mødes med Sidsel, det gik jo ikke at han mødte op skrupsulten, og åd Sidsel eller sådan noget..
Han gik hurtigt ud i gangen og tog sko og jakke på, og løb ud af døren og låste. Han for ned af trapperne og ud på gaden. Han huskede sig selv på at han ikke måte spilde blod på tøj og hænder osv.

Imens nød Sidsel sit varme bad. Hun fortalte sin mor hun skulle ud med en ven, og at det sikkert blev sent og jeg skal nok ringe og hav det godt. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle tage på men besluttede sig for helt almindelige jeans og en helt almindelig, hvid top med en helt almindelig sort jakke udover. Lige da hun var hoppet i sine converse, begyndte det at regne. Hun sukkede og fandt en blå regnjakke med lilla pletter frem. Hvorfor skulle regntøj være så grimt? Kunne de ikke lave noget i normale farver? Hun gik udenfor for at vente på Theo.

Theo så desperat på et stort ur der hang over en banegård der lå lidt fra der han boede. Han fandt en ung kvinde der var, ikke i hegnet, men over hegnet. Han smilede venligt til hende, og fik hende snakket varm, og trak hende lidt tidspresset ind i en gyde, og bed hende. Han fik nok ikke tid til andet end at drikke blod, selvom han syntedes at der skulle kød til for at mætte ordentligt. Han slap hende hurtigt og slikkede sig om munden, og gik ud af gyden. Han stoppede og så lidt på sit spejlbillede nede i en vandpyt, ikke en dråbe spildt. Han smilede kort "fantastisk..." mumlede han, og løb hjem. Han stod lidt og overvejede hvilket transportmiddel han skulle bruge. Han greb sine nøgler og gik hen til sin motorcykel og fik den startet. Han kunne huske hvor Sidsel boede fra sidst, så det var bare at tænde den og så køre. Han tog sin hjelm på og kørte ud fra parkeringspladsen foran ejendommene hvor han boede.

Hun havde siddet på stakittet og kigget ned i jorden i egne tanker da lyden af en motorcykel fik hende til at se op. Hun hadede egentlig larmen og lugten af den slags køretøjer, men synet af Theo med hjelm på fik hende alligevel til at smile. Han så lige dele rå og grinagtig ud med den store tingest over hovedet. Hun hoppede ned fra stakittet og vinkede til ham, mens hun gik ham i møde. Langsomt gassede han ned og larmen fra motorcyklen blev mindre.
"Årh hvad," bemærkede hun og fløjtede af hans helvedesmaskine. Hun skyede dem normalt som pesten og havde ikke rigtig set en ordentlig tæt på før, men den var da egentlig meget... tja, flot? Hun lod en finger køre langs styret og smilte skævt for sig selv.

//Eller hedder det "smilede"?? O_o//

//Smilede, smilte... no one cares XD//

Han slukkede mortorcyklen da han standsede foran huset. Han tog hjelmen af, og først stod hans hår elektrisk ud til alle sider, men det faldt langsomt ned igen, og han så lidt over på hende, og smilede skævt, men ikke med tænder. Han grinede lidt "Ja den er fin, men der er også blevet investeret meget tid i den" sagde han, og rakte hende hjelmen. "Jeg plejer nu at sove længe, så jeg var lidt overrasket over at du ringede" sagde han og smilede venligt. Han grublede lidt over hvor i Werclare de mon skulle hen.
Han støttede med benene på jorden så motorcyklen og han ikke faldt ned på jorden "Hvor er det vi skal hen i Werclare?" spurgte han og lagde hovedet på skrå, for det var da meget interessant lige at vide hvor de skulle hen.

//I do... xD 'Cause I'm a grammar FREEEEEAAAAK!//

Hun fnes da hans elektriske hår stod ud til alle sider.
"Ja, det... for mig er klokken ti længe. Jeg står op halv syv normalt..." hun så lidt forlegen ud. "Skole og alt det der."
Hendes udtryk blev en fjoget grimasse, da han spurgte hvor i Werclare de skulle hen. Det havde hun faktisk ikke rigtig tænkt over. Hun tænkte på hvor meget hun turde afsløre over for Theo. De havde kendt hinanden i en måned, og ikke snakket særlig tit.
Hun var stille længe og tænkte, at han sikkert ville finde tavsheden mistænkelig, men hver gang hun åbnede munden for at sige noget, lukkede hun den igen. Hun begyndte at trippe på stedet. Måske var det her en dårlig ide.
Hvad ville han sige hvis han vidste hun kendte til eksistensen af vampyrer? Hvad hvis han selv var vampyr og angreb hende? Tanken gjorde hende rædselsslagen til at starte med, men hun blev enig med sig selv om at sådan måtte det være. Hun måtte have nogle svar og hun måtte skubbe til sine egne grænser, hvis hun ville have dem.
Det gjorde lidt ondt at holde øjenkontakt, så hun så ham kun kort i øjnene.
"Jeg... jeg vil gerne hen til der, hvor vampyrerne holder til," sagde hun og så på sine fødder. Det sidste blev mumlet så lavt, at det ikke var sikkert, Theo hørte det.

//... xD//

Han skar en grimasse ved at hun skulle så tidligt op, han ville garanteret dø langsomt hvis det var ham. Han ventede på hendes svar på det med Werclare, og sad stille på motorcyklen. Han lod hende tænke, da han mente at det nok var det hun lavede.
Hans øjenbryn strøg i vejret "vampyrer?" spurgte han undrende. Da hun havde sagt det satte det en masse igang i hans tanker, kendte hun til væsnerne? Havde hun nået at finde et væsen, et andet væsen end ham, på den korte tid som havde afsløret sig?
"Jeg ved ikke hvad du taler om" sagde han kort, og slog sit blik lidt ned så hun ikke kunne se ham i øjnene "vampyrer er jo overtro" sagde han, og forsøgte desperat at lyve, men det gik nok ikke hvis hun kendte en ægte vampyr.

Sidsel lod al luften sive langsomt ud af lungerne. Først nu gik det op for hende at hun havde holdt vejret i spænding. Han havde ikke angrebet. Han havde bare afvist hendes påstand. Pludselig blev hun bange for at det altsammen var noget hun havde drømt, og at Theo ville tro, hun var skør. Men han opførte sig alt for roligt, for en, der ikke troede på vampyrer.
Der blev så stille, alt hun kunne høre var regnen. Med en klump i halsen så hun væk og førte hånden op til arrene på sin hals. Hendes frie hånd knyttede sig sammen. Hendes stemme var lille og usikker.
"Jeg blev angrebet for ikke så længe siden... Jeg er bange for, at min far er i Werclare, fordi han... kom i forkert selskab. Du må ikke lyve for mig. P-p-please?"

Han sad stille og så på hende. Han så hendes hånd glide op til hendes hals. Hans øjne blev røde og han rakte så hurtigt ud at hun nok ikke nåede at opfatte det. Han fik fat i hendes håndled og trak hende tættere på så hun stod skråt for ham. Han fjernede hånden fra hendes hals, og knurrede lavt "hvem af de psykopater bed dig.." hvæsede han vredt. Egentlig havde han intet imod vampyrer, de var ganske venlige de fleste af dem, men hvis de gjorde Sidsel noget var det en anden snak.
Han så lidt på bidemærkerne, og rynkede bekymret sine øjenbryn, heldigvis havde vampyren da ikke tømt hende for blod, eller gjort hende til vampyr.
"Jeg forstår godt din bekymring om din far.. og jeg skal nok lade være med at lyve" sagde han stille, og slap hende.

Alt i hendes frøs, da han greb fat i hendes håndled. Hun slappede betydeligt mere af, da han slap hende. De røde øjne fik hende uvilkårligt til at vige lidt tilbage. Hun var alvorligt bange for at Theo skulle gakke ud, og hun havde ikke lyst til at udsætte sin venlige overfaldsmand for fare.
"D-d-de er l-l-lige m-m-meget..." hun pressede øjnene hårdt i og vendte blikket mod jorden. Prøvede at tage sig sammen. Prøvede ved viljens kraft at få den forpulede stammen til at gå væk. "H-h-han mente d-det ikke, d-d-d... det var min skyld, jeg kom for tæt på..." hun stammede som en sindssyg og opgav at forklare ham, hvad der var sket. Tændmærkerne i hendes læbe blev efterhånden tydeligere som hun bed mere og mere nervøst i den. Hun klappede i og så forsigtigt Theo i øjnene. Hun gispede og veg tilbage, da hun så, de var røde.

Theo så på hende, og derefter på hendes hals. Hans ansigt fik et lidt blidere udtryk da han opfattede hendes vanvittige stammen.
Han snerpede kort læberne sammen så de blev helt hvide "Men han bed dig.." sagde han, og sukkede stille af at hun beskyttede vampyren der havde bidt hende. Han så væk da hun så ham i øjnene, og tænkte lidt. Han gav et kort suk fra sig "nå.. vi skulle til Werclare ikke sandt.." sagde han stille, og forsøgte at kontrollere den glubende trang til at ruske i hende og få hende til at fortælle ham hvad vampyren hed så han kunne stoppe vedkomnes hoved op i ja..
Han havde givet hende hjelmen så hun kunne tage den på, for det var mere eller mindre ligegyldigt med ham, han kunne ikke dø af at falde af en motorcykel.

Hun reagerede ikke på hans udsagn om Werclare. Hjelmen holdt hun skødesløst i den ene hånd og førte den anden op mod arrene igen. Skiftevis så hun bedrøvet på den rødøjede dreng og på det lysegrå fortov. Hun kunne se det betød meget for ham, så hun lagde forsigtigt hjelmen ned på fortovet og tog et par skridt frem. Før hun havde fattet, hvad hun selv gjorde, havde hun lagt armene om ham og begravet hovedet i hans brystkasse.
"Axel," sagde hun med en stemme, der var fastere, end hun nogensine kunne huske, den havde været. "Han kaldte sig for Axel." Hun pressede sig tættere ind mod Theo. "Men lov mig ikke at gøre ham noget. Han mente ikke noget med det. Det er i hans natur..." hun følte sig fjollet, at hun var nødt til ligefrem at undskylde på Axels vegne.

Han sad stille, og tog en dyb indånding. Han så lidt ned på hende da hun lagde armene om ham, kram var noget nyt for ham, men lige i øjeblikket blev han krammet af alle, og folk frygtede ham ikke så meget mere, det var kun en lettelse for ham.
Han lagde armene om det lille blonde menneske, og tænkte lidt. Han bed mærke i navnet Axel, og lyttede lidt "at du gider at forsvare ham" mumlede han stille, og gav hende et blidt klem. Han virkede som om han skulle tænke lidt inden han svarede.
"Okay så, jeg skal nok love at jeg ikke gør ham noget" mumlede han mut, selvom han havde lyst til at flå vampyrens hugtænder ud med en tang, at vampyrerne kunne få sig selv til at gøre det.

Hun var lettet over at han ikke skubbede hende væk, men derimod lagde armene om hende. Hun greb fastere om ham. Vidste ikke hvad hun skulle sige til hans hånlige udsagn om Axel. Nøjes bare at nikke ind mod hans varme krop. Det føltes underligt at omfavne en, hvis race hun knap kendte. Underligt og underligt rart på samme tid... Da hun pludselig kom til at tænke på de røde øjne.
Hun sukkede ind mod hans tøj."Theo... hvad er du overhovedet for en?" Beredte sig på hvad som helst. "Af en vampyr at være er du meget f-fjendtlig over for din egen race..."
*hvis du skal æde mig, så gør det hurtigt* bad hun indvendigt.

Han holdt om hende, mens han fortsat tænkte lidt. Han skar en grimasse da hun spurgte hvad han var for en. "Jeg er..." han blev afbrudt af hendes anden konklusion, og begyndte at grine "Jeg er ikke vampyr, jeg har ikke noget imod vampyrer generelt, kun når de bider forsvarsløse menneskepiger" sagde han, og bed sig lidt i læben. "Sidsel jeg tror ikke det er en god idé at jeg fortæller dig hvad jeg er... for du bliver nok ikke vild med at høre det" sagde han stille.
Hvad skulle han sige? At han stammede fra det dybeste helvede, og kunne udvikle horn, hale, eller/og vinger? At han spiste menneskekød, og dyrekød allerhelst råt, og han kunne leve for evigt medmindre han blev dræbt af en dusørjæger.

Hun lyttede opmærksomt, knugede ham en sidste gang og gav slip. Først fattede hun slet ikke hvad hun havde gjort. Normalt krammede hun ikke bare tilfældige mennesker... eller andre væsener. Særligt ikke andre væsener. "Det var ikke fordi han angreb mig. Han så syg ud, og jeg prøvede at hjælpe ham. Jeg kom for tæt på... han hjalp mig faktisk..." indvendte hun mumlende.

"Det er i orden," hun nikkede som for at understrege det. "Jeg stoler på dig..." hun tøvede lidt. "Og hvis du endelig skal æde mig... så lov mig, at bliver smertefrit."

Hun samlede hjelmen op fra asfalten, gik om bag ved ham og lagde an til at hoppe om bag ham på motorcyklen. "Kan vi t-t-tage til Werclare nu? Jeg t-t-t-tør vædde med, du k-kender alle de gode steder."

Han slap hende langsomt, og så ud som om han tænkte lidt over hendes invendinger"Blege personer med kold hud skal du holde dig fra" sage han stille for det var vel det mest afslørende ved vampyrerne, altså hvis de ikke havde røde øjne. Han grinede lidt af det med at han skulle gøre det smertefrit hvis han skulle æde hende. "Jeg har ikke tænkt mig at æde dig, jeg har spist" sagde han drillende, og sad stille på motorcyklen så hun kunne hoppe op.
Han nikkede kort "Jo lad os komme afsted nu da vi ved at de fleste vampyrer er hjemme, hvad hedder din far? Det kan være vi kan få fat i en telefonbog" sagde han og så lidt om på hende.

//Jeg mindes første tur på blondie. xD Oh det kan misforstås. :D Ahem. "Efter den and!" xD//

Hun satte sig op bag ham på motorcyklen. "Undgå bleg, kold hud. Ok." Hun lagde armene om livet på ham. Hjelmen var lidt stor og hun stødte panden mod hans ryg. "Min far hedder Erik Roth. T-tror du, det er så nemt?" Hun havde slet ikke tænkt på det selv. Det virkede alt for åbenlyst til at være løsningen. Men Sidsel vidste selvfølgelig, at oftest var den enkleste forklaring den sande. "Alts... altså ikke ikke for at tvivle på dig," trak hun i land. Da motorcyklen satte igang, klamrede hun sig til Theo. Hun hadede motorcykler. Hadede dem!!
Mens de stille og roligt fjernede sig fra hendes hus, tænkte hun på at spørge Theo om præcist hvad han mente med at han "havde spist". Den lille pige bed sig i læben. Sukkede, lukkede øjnene og lænede sig op ad sin mystiske ven. Hun besluttede sig for at lade emnet ligge. Det var ikke sikkert hun ville finde svaret specielt betryggende.

// årh det var sjovt! :D Jeg kan huske du grinede rigtig meget xD og ja efter den and!! :3//

Han så om på hende da hun satte sig op "godt nok" sagde han og smilede svagt. Han smilede lidt mere da hun stødte hovedet mod hans ryg, hun var vist ikke helt van til det, det mindede ham lidt om Fie, men Fie havde nerverne lidt mere på højkant, og kunne knække psykisk sammen. "Erik Roth.. fantastisk så ved vi hvor vi skal kigge først, altså i telefonbogen... nej jeg ved ikke om det er så nemt, men det er det eneste jeg lige kan komme på, det andet er at besøge en af mine vampyr venner og spørge om de kender til din far" sagde han, og kørte ned af gaden.
Han havde vænnet sig til ikke at køre så hurtigt når han havde nogen bag på, så han kørte stille og roligt. "Nej nej, jeg tager det ikke så tungt" sagde han kort og koncentrerede sig om vejen.

//:D xD//

Han kørte ikke særlig stærkt, men Sidsel fik alligevel et boblende sug i maven af at sidde bagpå. Næsten som at køre i rustjebanen. Okay så måske var knallerter ikke så slemme.

Sidsel blev forbavset, da han sagde, han havde vampyrvenner. Pludselig var nysgerrigheden vakt. Gad vide, hvilke skøre typer Theo rendte rundt med i sin fritid... Nysgerrigheden blev dog overskygget af en kold rislen ned af ryggen. Tanken om at møde vampyrer igen fik hende til at ryste på hænderne. Det sortnede før øjnene og hendes mave trak sig sammen. Hun måtte tage sig sammen for at holde fast i Theo og han kunne sikkert godt mærke, at hun pludselig greb ekstra hårdt fat i ham.Selv med Theo ved sin side var hun ikke sikker på, hun turde møde vampyrer uden videre. Det havde været noget andet med Axel - hun havde jo bare troet han var en stakkels underernæret dreng, og så var der sket et uheld. Hun huskede Axels advarsel om nogle væseners grusomme natur.
"J-j-jeg tror jeg foretrækker telefonbogen til en start," hun sank en klump.