Succubus hunting:rule 1# Don´t tell her she´s fat //damien//

Dato: IRL
TId: RL
vejr: stjerner, enkelte skyer
Omgivelser: nattens dyr er det eneste selskab i nat
tøj:



Når Caden så tilbage på de sidste fem minutters hændelser burde han vel ikke være overasket over at han nu havde en rasende succubus - en djævelder for mennesker til at forelske sig i dem inden de stjæler deres sjæl - i hælene. Så måske var det ikke den bedste idé at sige hun var fed... Men Come on! Det tog så lang tid at fremkalde hende fra helvede at han automatisk var gået ud fra at det var fordi hun var tung. Han var bare kommet til at sætte ord på sin indre monolog, hvilket resulterede i en pissed off hun-djævel.
Caden snublede over en større sten der lå gemt under vandoverfladen i søens vandkant. Caden faldt til jorden med et ganske u-mandeligt hvin. Caden landte med ryggen i de skarpe sten og han skar en smertefuld grimasse af de skarpe kanter der borrede sig ind igennem stoffet på hans sorte frakke. Over hovedet på den unge dæmon hang den store gule skive meneskenne kaldte for månen, men så længe han selv kunne huske havde han kaldt den for Luna. Som om den havde sit eget liv og skuede ned på jorden fra sin plads i himmelvælvet mellem de glimtende stjerner. Det var en smuk aften.
En snerren fik ham trukket ud af sit dagdrømmeri og mindede ham om at han stadig bæev forfulgt.

*hvis bare jeg kunne få lov til at stå stille så jeg kunne få lov til at kaste hende tilbage til helvedes flammer hvor bitchen hører til!*

Damien rettede hurtigt blikket mod en anden dæmon, da han hørte et højt hvin. En lille manisk latter lød fra den unge drengs mund, og han blev bare siddende et par meter derfra. Hans bare tæer kørte hen over den klare vandoverflade og lavede små ringe.
Han havde boret de fine negle ned i jorden, af frygt for at falde i. Kort efter rettede han igen blikket mod den anden dæmon, da en snerren skar igennem luften..
En stor succubus kom løbende, og endnu en manisk latter lød fra den lille drengs fine læber. *Det her er virkelig underholdende, hm? Ja, virkeligt morsomt.* tænkte han. Dette var da utroligt sjovt indtil nu, og hvad nu hvis denne overvægtige succubus rev ham fra hinanden? Et fint blodbad, hm?
Han hev sine fødder væk fra den glinsende vandoverflade, og kiggede over mod de to dæmoner. Han rejste sig langsomt, og overvejede lidt, hvilken af dem han skulle hjælpe. Måske drengen? Måske subbucus'en? Han rystede på hovedet, og blev bare stående.

Caden sukkede, godt irriteret var han på den fornærmede succubus - som om han kunne gøre for at hun var fed? Han kom hurtigt på benene og trak armen tilbage inden han smadrede knytnæven ind i panden på den grimme hun-djævel. Succubussen vaklede et par skridt til venstre, tydeligt overrasket over den pludselige modstand. Ha! som om hun havde en chance i forvejen, det var jo ham der havde fremmanet hende. Caden lod sin piggede hale sno sig om hovene på hende og med et skingert skrig faldt hun til jorden.

// Ved godt det er kort - skriver længere om lidt - skal bare have min søster ind af døren//

Han kastede hovedet tilbage, og endnu en manisk latter løb fra hans tynde læber. Det havde set virkelig underholdende ud, og da hun jo allerede var tyk, havde alt fedtet lavet en underlig klappende lyd. Han stilnede af, og rettede blikket mod den anden dæmon.
"Tak for showet." sagde han i et stille tonefald, og klappede et par gange. Han fugtede læberne på en lidt uhyggelig måde, men det gjorde bare den lille dreng lidt... sødere... på en ubeskrivelig måde.
Han rettede på det sorte hår, og kiggede mod den tykke hundæmon der lå på jorden. Den så livløs ud, men udseendet bedrager sommetider. Han rettede blikket mod den blonde og blåhårede dæmon, og begyndte så at bide sig i inderlæben. Han trak lidt hår om bag øret, og lagde mærke til hvordan den anden dæmon så ud.
Indtil nu havde Damien syntes meget godt om livet her.

// Gør ikke det store, laver heller ikke de længste selv.. //

Caden tegnede det slingrende symbol med pegefingeren i panden på djævelen og med et hysterisk skrig blev hun trukket tilbage til underverdenen med et højt smæld og flammer - satan havde sgu altid haft noget for dramatik.
Latter og klappen nåede hans ører og Caden hvirvlede forskrækket rundt for at se hvem den nye tilkommer var.
Man kan vel roligt sige at han ikke havde regnet med en lille dreng. Noget sagde ham dog at det ikke var nogen almindelig dreng og hvis det at drengen havde leet af Cadens lille tryllenummer ikke var en hentydning nok, var drengens maniske udstråling mere end nok.
Caden lagde hovedet let på skrå i nysgerrighed. "Hvem er du??"

Han smilede svagt, da den anden dæmons øjne blev rettet mod ham. Han trak på skuldrende. "Hvem er vi, hm? Ja.." han kiggede ned mod det glansfulde vand, og derefter mod dæmonen igen.
"Damien." sagde han i en kort, men lidt underlig tone. Han klappede et par gange igen, og begyndte så på en klam melodi. Han stoppede hurtigt igen, og kiggede fortsat på den anden dæmon. "Hvad med dig, hm? Hvem er du?"
Han lagde hænderne ned i de mørke buksers lommer, og begyndte igen på den grufulde melodi. En melodi han havde kunnet længe, en molodi der havde skræmt folk så utroligt meget. Han blev stående. Når man rigtigt undersøgte ham, stod han lidt skævt, men det gjorde ham bare endnu mere... frygtelig at se på, og hans maniske og sindssyge udstråling hjalp ikke rigtigt på det.

Damiens tilstedeværelse gjorde Caden mere nervøs end han brød sig om. Det var som om natten var blevet en smule mørkere alene ved at drengen var der. Som om luften havde tættet omkring dem i et forsøg på at skærme sig mod den lille dæmon. En gysen krøb op af Cadens rygsøjle, men han gjrde ikke mine til at skjule det. Det havde sikkert været Damiens hensigt at gøre ham bange.
"Caden", svarede han og priste sig lykkelig for at hans stemme ikke skælvede. Hans underbevidsthed havde trukket i hans naturlige instinkter og han bøjede let hovedet i underkastelse - hvor meget han end hadede situationen vidste han at Damien var overlegent... indtil videre.
"Hvad laver en dæmon som dig herude?" spurgte han nonchalant og mødte Damiens blik direkte - så meget for underkastelse, ha!

Denne 'Caden', mødte et afslappet blik fra Damien. Han var ikke bange, men hvis de endte i kamp, var han næsten sikker på han tabte. En lille tanke der spillede i baghovedet, men den kunne ikke få lov til at overtage det lille hoved.
"Burde jeg ikke spørge dig om det, hm?" Selv hans stemme var utroligt... gal. Den var bare forkert, altså rigtig forkert. Hans svage nynnen stoppede da de ord forlod hans læber. Men nu havde Caden jo spurgt, så hvorfor ikke give ham et svar?
"Hvad vi laver her, hm? Ja, vi sad og dyppede vores tæer i vandet. Dejlig køligt... afslappende." sagde han, i et roligt tonefald. Hvad skulle han ellers gøre? Sige han var taget herud fordi han håbede på der var et simpelt menneske han kunne spise? Det var jo det han var kommet herud for, da han kunne mærke sulten tære på ham.
Hans øjne havde dog ikke antaget den sære mørke mahogni farve endnu, men de mørkegrønne øjne virkede lidt mere... anderledes end normalt.

Cadens øjne udspillede sig i overraskelse men lod sig ellers ikke påvirke af den lille dæmonms . *Virkelig underlig dæmon jeg er stødt på her* tænkte han og lod en hånd køre igennem de blå hårlokker. Af mangel på ord i hans sind der kunne formulere noget som helst andet end 'WTF', valgte han at besvare Damiens retoriske spørgsmål: " Jeg var på Succubus-jagt" Han sagde det i et tonefald, som om det forklarede det hele, men i virkeligheden var det en lang og ret inviklet historie som han ikke gad at gå i detaljer i.
Noget om en gæld, et tabt vædemål hvis han abselout skulle vide det... Det var ihvertfald ikke kønt, så meget var sikkert. Ikke noget han havde lyst til at gøre om igen - nogensinde.

Damien lagde mærke til hver bevægelse, den anden dæmon lavede. Hver lyd, han udstødte. Hver gang han blinkede. Som om han tog billeder af ham. Det gjorde han også. Mentalt. Han havde fotohukommelse, og den plagede ham sindssygt meget. Dog ikke så meget som den lille sindsforvirrelse han havde. Lille? Den var jo fuldstændig fra hinanden! Han så lettere opgivende ud.
"Hm." Sagde han på den der underlige opløftende måde. Nærmest som et spørgsmål, eller bare et retorisk et af slagsen. Han tænkte på hundæmonen, og kom så til at tænke på dens enorme vægt. Han sagde ikke noget, men blev blot stående med sin maniske, sindsyge udstråling og person, han jo nu engang var.