Running like hell - Lucian

Tid: 16. marts kl. 15.00
Vejr: Forår, solskin, skyfrit med en smule blæst. Lidt køligt.
Omgivelser: Få går ture på stranden i forårsvejret, men forholdsvis stille.
Tøj: Blå løbebukser, mørkegrøn tanktop og en sort windbreaker.

Foråret var så småt ved at være på vej. Det var en af de første dage, hvor det faktisk havde været varmt nok til at smide de store, tykke vinterjakker. Blæsten var mild, selv i forhold til, at det var helt ud til havet. Kæreste- og ægtepar gik roligt hånd i hånd ned ad stranden. En enkelt børnefamilie havde taget deres børn med ned på stranden i et forsøg på at flyve med drager. Det var fredfyldt at se på. De to små grinende og hvinende løb ned ad strande for at få deres drager i luften. Mor og far stod tæt ind til hinanden og kiggede smilende på deres børn, der spænede alt hvad deres små ben kunne holde til.
Længere nede af stranden havde en kvinde spurtet frem og tilbage i sandet. Hun var dækket af sved, og hver gang hun kom tilbage til samme punkt, kiggede hun på sit ur, ventede lidt og spurtede derefter de få hundrede meter igen. Hun havde været i gang i tyve minutter, da hun forpustet stoppede og i stedet begyndte at gå rundt i store cirkler, for at køle ned. Hun gik kun nogle få minutter før hun smed sig udmattet i sandet, så lang hun var, midt i det hele. Hendes hår strittede ud til alle sider fra knolden efter det hårde interval-løb. Hun var tydeligt i god form, men havde presset sig selv hårdt. Hun lå udstrakt i sandet med lukkede øjne og forsøgte at få pusten. Udmattelsens røde forsvandt forsvandt lige så langsomt fra hendes ansigt.
Børnene kiggede fnisende på hende, da de løb forbi med dragerne efter sig, på vej tilbage til deres kaldende forældre. Det måtte have set sjovt ud, den måde hun bare havde smidt sig selv på.

Der havde været stille på kontoret så han havde fået tidligt fri aftenen forinden. Det var ikke normalt for ham at have fri på en fredag men han vidste at han ville blive kaldt op vis der var brug for ham på redaktionen. Han vidste derfor ikke hvad han ville lave og besluttede sig for at løbe en tur, stranden var ofte et godt sted at løbe, lidt mere udfordrende end asfalt. Da han havde løbet en del så han en kvinde som der også havde valgt at løbe og hun så utrolig udmattet ud og hun smed sig i sandet. Lucian løb derhen og stoppede "Hård løbetur?" Spurgte han i et forsøg på at starte en samtale, ikke at han var helt sikker på hvorfor. Men så mange folk kendte han heller ikke i byen endnu eneste han havde lavet var et skrive et par artikler.

Kvinden kiggede op og åbnede øjnene på klem, da der var en der talte til hende. Hun nikkede forpustet og fik ordene ud lidt efter.

"Yeah.. But you have to keep fit."

Hun satte sig op og lagde underarmene på knæene, mens hun kiggede op på ham. Hendes puls var ved at falde lidt, og hendes vejrtrækning blev mindre besværet.

"But you'll love yourself after. But I guess you know that."

Hun nikkede mod hans løbesko og smilede. Hun rejste sig og tog fat i den ene ankel for at strække ud.

"I love running at the beach."

Hun viftede med hånden ud over stranden, men var ved at miste balancen af det. Hun måtte sætte begge fødder i jorden for ikke at falde. Hun løftede irriteret et øjenbryn, hvorefter hun igen tog fat i anklen for at strække ud.

han nikkede med et kort smile da hun sagde at man blev nød til at holde formen "Tvivler selv på at jeg har så meget brug for det... Tror ikke jeg kommer til at løbe væk fra nogen eller efter nogen... Ligger ikke til mit arbejde" Sagde han med en let latter i stemmen.

Han nikkede og var underholdt over at hun var tæt på at miste balancen "Jaer der er noget belønnende over at have lavet en god løbetur... Og stranden er i hvert fald bedre at løbe i end byen er min holdning..." han snakkede med en venlig tone

Efter et kort stykke tid valgte han at præsentere sig selv "Navnet er Lucian Harbringer" Han var van til at bruge sit fulde navn og vidste ikke om denne kvinde måske havde læst nogle af hans artikler i den avis han skrev for.