Ved kirkegården?-Lucian.

Tid 20:23
Vejr mørkt.
Sted ved wereclare domkirke, men kirkegården.
Omgivelser ingen.
Påklædning løse jeans, løs top, jakke sko.

Jade anede overhoved ikke hvad hun lavede, her ude så sent om aften. På dette tidspunkt plejede hun at være tilbage hvor hun nu end boede. Et suk undslap hendes læber, i det hun rejste sig op fra en bænk, af en eller anden grund var det hurtigt blevet mørkt. Den mørke himmel, var som et sort tæppe, som var blevet lagt over en masse stjerner, som an lige akkurat kunne skimte, hun lod en hånd køre igennem sit grønne lange hår, i mens hun lod sit blik glide rundt, og rundt på kirkegården.

Kirkegåden den var en del tiden den her dæmon havde være der med bloster til hans kone så derfor var han her til aften, han havde gemt sig af vejen ved gravstenen som var 200 år gammel da det var så længe siden at hans kone havde mistede live og nu var han her igen fordi havde bruge for et sted hvor han havde fred her mellem de døde hvor han enligt selv passede meget godt ind.
Dæmon her var i sort fra top til så og han var i Goht sort da han af en eller anden grunde var meget ind på den stil, han tøj var en sort t-shirt som sad tæt ind til over kroppe mens han havde stramme sort bukser på bene og han hvid arme var gemt af vejen bag lang sort hansker som gik op til t-shirten, alt i alt så han ud som en der passede godt ind her men på en måde var det os blive hans anden hjem da han altid være her når han var ensom. Dæmon havde halv lang sort hår mens hans øjne var røde som blod og han så ud som en på de tyve selv om han var op på 3000 år men det stoppede ham ikke fra se ung ud nu om dage, hans navn var Lucian og var her for og var alene..

Hendes elver ører, gjorde at hun kunne høre den mindste lyd, selv en lille mus ville hun have kunnet høre. Hvis den kom løbende med sin lille pibende musse stemme. Men nu kunne mus jo ikke tale, men hun havde hørt fodtrin, og kiggede i den retning de kom fra. Hendes klare grønne øjne, skimede hele kirkegården igennem, ind til hun fik øje på en person henne ved nogle gravstene, måske lidt ældre gravstene. At hun havde så godt et syn, som hun nu havde. Kunne hun mere eller mindre se personen tydeligt. Det der fangede hendes blik var mandens sorte hår, også lige de røde øjne. Hun fornemmede hurtigt at det måske måtte være en dæmon, måske endda sjæledæmon eller bloddæmon, men hvad hviste hun? Hun kunne jo altid gå hen for at se lidt nærmere på fyren.

Lucian sat stille en buket blomster ved grave og efter 200 var han alene om at gør det da ingen fra hans kones side af familie kom der mere eller de havde bare gemt hende gemmen tiden selv om hun var den der havde fået den mest brutale død i hele familien, han mumlede stille for sig selv og nogle tåre faldt gemmen luften og ned på jorden.
Han var stille da han synes han hørt en der var tæt på ham og han tørt stille tåre væk mens han lavede et lille snøft for af finde sig selv, han kiggede af den vej som han havde hørt lyden fra og han opdaget en kvinde der kiggede på ham hun var ikke normale for det kun han let duft men på samme tide passede hun ret godt ind mellem de mange grave..

Hun havde stadig øjnene rettet mod denne sjæledæmon, som hun havde bekendt gjort sig til, at det var måske det eneste han var. Men hvis hun havde taget fejl var det jo hendes fejl, hun lagde hurtigt mærke til at han kiggede på hende nu. Hun så tøvende ud, da hun ikke helt vidste om hun skulle gå nærmere, på denne sjæledæmon. Eller om hun skulle blive stående, hvor hun stod. "Godaften" lød et beslutsom stemme, som kom fra hende, hun valgte dog at tage to skridt frem, så hun bedre kunne se hele omridset af denne mand. "Noget i vejen?" Spurgte hun så om, efter noget tid. hendes stemme var venlig, men også blid. "Eller har du brug for hjælp?" Hjælp kunne man jo lige frem godt spørger, om da hun ikke anede hvad hun ellers skulle sige. Men at spørger om man havde brug for hjælp. Var da blot høfligt.

"nej det ikke nogle" sagde han roligt mens han kiggede "men tak fordi du spøger" sagde han kort efter mens han kiggede på hende og et lille smile dukkede frem på hans læber mens de røde øjne lyst natten op, "hvem er de så?" sagde han roligt mens han kiggede på hende da han ikke havde set hende før her i på kirkegåden da der ikke kom så mange på den her tid af aften. Han trak vejet kort og lod som om han var menneske selv om han ikke var den på nogle menneske men det havde hun vel gætte dov elskede han stadig og lege rolle med hele hjerte..

"Hvem jeg er?" Sagde hun og gik lidt nærmere hen mod ham, 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, skridt væk fra ham. "Mit navn er Jade, Jade Elvera GreenHunther, hvis det var hentydning til hvad jeg hed" svarede hun, og gav et venligt smil fra sig, i mens hun betragtede ham. Hun lod en hånd køre igennem, sit lange grøn hår, ja hun havde faktisk talt grønt hår, ægte grønt. Elver agtig hårfarve, "og hvem er du så? Om jeg må spørger? Spurgte hun ham om efter noget tid, det var jo en god måde at begynde en samtale. Han lød som en ret så venlig person, lige nu i hvert fald. Men man vidste jo aldrig rigtig helt det med dæmoner, om de bare lod som om, de var venlige, eller bare var ganske rigtig venlig sindet dæmon. Selv om der jo også var nogen, som kunne være knap så venlige.

"mig.. jeg hedder Lucian" sagde han roligt mens han kiggede på hende og han havde ikke i tanken og gik hende hele hans navn da han ikke var sådan med folk som han lige havde mødt, han kiggede på hende med et venligt blik og han havde ikke i tanken og gør det stor da han ikke var sådan en dæmon hverdag.
Han trak vejet stille mens han ventede hende svar og han var ikke hele klager på hvad hun ville sige men det betød ikke det store da han ikke gik ud fra at hun ville gør ham skade da det var sket en del gang med mennesker eller væsner som han lige havde mødt..

"Pænt navn" sagde hun og kiggede på ham,
hun kunne selvfølgelig godt fornemme.
Hvad for en race han var. En dæmon,
men egentligt kunne det jo være ret lige meget hvad race han var.
Hun smilede et venligt smil til ham, også selv om han var en hel.
Fremmede person for hende.

"tak" sagde han kort mens han kiggede på hende "men det har være skiftede en del gange gemmen tiden" sagde han kort efter og lave nu et pokerface da det var meget mere nogle end andre følelser i hans krop, han trak vejet stille men uden en god grunde eller os gjord han det bare for hold menneske rollen selv om hun sikkert var klager over hvad han var så var det stadig en lille lege han havde med mennesker da de bare tog ham for være sindsyg hvis han sagde at han var en dæmon..